Shock and Delight

Sted: Læreværelset på akademiet
Tid: Omkring sidst på eftermiddagen, 25. Januar 2021
Omgivelser: Studerende på gangene som er på vej til timer.
Vejret: En anelse gråt, truer med snebyger.
Påklædning: Link med overtøj + trøje
Emne til: @Lucas <3
___

---

Det var ikke for, at tanken ikke havde fundet vej til hende før nu, men nok nærmere at hun faktisk først nu indså andre folk kunne blive involveret i hendes problem. Joseph Blackwood stod stadigvæk med fordelen i sine hænder, og indtil videre så havde det været til at overkomme. Hendes evner var blevet skarpere, og hun kunne nu bruge dem mere direkte end førhen, specielt efter hun først havde fået direkte kendskab til det faktisk var evner tilbage i foråret. Cecilia havde en forlænget weekend, og derfor kunne man ligeså godt bruge sin mandag eftermiddag på at køre til akademiet, hvorfor ikke. Hun vidste at hun måtte advare Lucas omkring Joseph, eller i hvert fald pointere for ham, at han skulle være opmærksom. Hun steg ud af sin bil da den var parkeret og låste den, hun havde aldrig sat sine fødder her før, men hun havde hørt om stedet. Cecilia gik hen til porten der førte indtil det storslåede næsten slotsagtige akademi. De store brune dådyr øjne så sig omkring, og hun blev næsten helt åndeløs ved det nærmest magiske udsyn. Hendes ben havde dog målet at forsætte imod hovedindgangen, igen i forhalen var hendes syn mødt af udsøgte fornøjelser i form af magisk arkitektur og formidabel kunst i form af både malerier og skulpturer.

Cecilia bevægede sig videre, lod øjnene flakke hen på diverse skilte som faktisk kunne navigere hende imod et lærerværelse. Det var længe siden, at hun kunne et af Lucas' skemaer i hovedet, og det var sikkert også blevet ændret utallig mange gange siden da. "Excuse me, can you tell me where the teacher's lounge is?" spurgte Cecilia den første person som hun så, en ung pige med et sæt triste grønne øjen så op på hende. "It's on the second floor, first door on your right," svarede pigen, og Cecilia overvejede kort at spørge hende om, hvad der var galt, velvidende det ikke var i hende sted at gøre dette. Pigen gav mennesket et hurtigt smil, før hun forsatte ned ad gangen igen. Cecilia tog en dybere indånding før hun bevægede sig op ad trapperne til anden sal. "On my right," hun svang imod højre. Skiltet besvarede om hun var nået til det rette sted, og hun bankede på til nogen svarede. Personen så undrende på hende, og Cecilia smilede blot imødekommende, "hey.. I'm looking for mr. Hamilton," forsøgte hun stille og foldede læberne svagt sammen. "He has a class right now, but it's ending soon.. you can hang your coat over there.. just sit wherever you like while you wait." Cecilia nikkede og fulgte blot instruktionen, måske havde kvinden en eller anden evne til at vide, at hun ikke søgte at gøre noget ondt? Måske Cecilia i virkeligheden overtænkte alting. "Can I.."- "Yes you can have a cup of coffee." Mennesket nikkede som endnu en teori blev bekræftet. "Yes I can read your mind, and I will stop now - don't you worry." Cecilia gik hen og hentede en kop kaffe, hvorefter hun satte sig i en af kontorstolene med det ene ben over det andet - ventende. Til det slog hende, at Joseph kunne ligeså vel ske at være til stede på akdemiet idag som hun kunne.

"Shoulders down, Crawford!"
Lucas' stemme rungede i salen, og eleven rettede prompte på sin holdning. Et millisekund senere lød et højt smæld, og eleven lå fladt på gulvet og stønnede irriteret. Pigen der stod foran ham kom med et overrasket hvin, og vendte begejstret blikket mod sin lærer. Lucas nikkede varmt mod hende, og bevægede sig smidigt rundt imellem de andre par for at komme hen til de to han lige havde haft fokus på. Uden at være diskret hævede han hånden mod den vindende part, og gav hende et high five. "Nice one, you. You're getting the hang of the footwork, huh?"
Fyren der lå på gulvet snerrede irritabelt og skubbede sig op at stå. Lucas fremstrakte sin hånd for at hjælpe men hånden blev slået væk. Han hævede øjenbrynet mod sin elev.
"If you'd let us use our powers this would've never happened," vrissede Crawford. Lucas trådte automatisk et skridt tilbage da han så vreden blusse op i øjnene på den unge fyr, og af ren refleks vippede han sig lidt ud på sine tær, så hans kropsvægt ikke var fokuseret på hans hæle så hans krop var i fuld balance, hvis nu fyren ville til at slå ud efter ham.
"Well, that would be counteractive," svarede han, og smilede afværgende. "This class isn't about your powers at all. It's about your bodies and building up body-knowledge and you know that." Eleven spændte i kæben. Og pludselig var der 5 af ham. Lucas nåede kun at spærre øjnene op i forbavselse, før han var under angreb. En, to, tre slag blev afværget i hurtige rap, og han dukkede sig ved et fjerde.
"Crawford!" Snappede han irriteret. Han havde hverken tid eller tålmodighed til det her, og mest af alt havde han lyst til at bruge sin evne og paralysere alt han rørte - men det ville gå imod reglerne og hele ideen over hvorfor han havde kamptræning uden evner. Lucas' sanser var hyper opmærksomme på alt omkring ham, og som de dansede rundt i manegen fik han nogle gode slag ind. I en flydende bevægelse, tog han sin langærmede t-shirt af, fik sparket en af klonerne nogle meter tilbage, og viklet sin trøje stramt omkring to arme. Han måtte have fejlbedømt et eller andet, for med de samme mærkede han et hårdt slag på sin kæbe.
Lucas snerrede. To tilbage. To rappe slag mod personen bag sig, og så gik lyset ud, på hvad Lucas gik ud fra var den 'originale' Crawford. De fire kloner forsvandt, og eleven tippede bagover mod gulvet med det hvide ud af øjnene. Lucas greb ud efter ham, og lagde ham forsigtig ned på gulvet, så han ikke slog sig mere end højest nødvendigt.
Der var stille et sekund. Så brød alle ud i latter og klapsalver, og Lucas klukkede dæmpet for sig selv.
"I think that's enough for today, mh?"


Lucas skar en kort grimasse inden han trådte ind på lærerværelset. Uden tvivl ville alle allerede vide at en elev havde fået et slag ind, og det røde mærke på hans kæbe føltes glødende.
Han nåede ikke engang to meter.
"Hamilton!" En høj latter fulgte hans kollegas udbrud, og han fik et par medlidende klap på skulderen. "Got you huh, Luke?" Lucas kunne ikke andet end at le med dem. Hele scenen var komisk, og han slog opgivende ud med hænderne. "Classic monday, dude," klukkede han.
En øl blev kastet igennem lærerværelset, og Lucas greb den i en flydende bevægelse, bed den åben og løftede flasken i et tavst 'skål' mod sin kollega i den anden ende af rummet. Smilet på hans læber stivnede. Lyset reflekterede sig i de smukkeste mørkebrune krøller, men en sort hat lagde ansigtet hen i dramatiske skygger. Hun sad med benene over kors, og betragtede ham igennem skyggen på sin hat med sine brune dådyrøjne og tog pusten fra ham et sekund. Han anede ikke at en person kunne give ham kuldegysninger på den måde, men her stod han, forstenet og med hårene der rejste i nakken.
"Celia?" Han stemme knækkede over, og han sank en gang for at få sig selv under kontrol, og bevægede sig endelig over mod hende. Hun havde ikke ændret sig spor. Hendes kæber var skarpere og hun havde tabt lidt af de runde kinder til fordel for mere markerede kindben. Jo tættere han kom på hende, jo mere måtte han reevaluere sin første tanke. Hele hendes holdning havde ændret sig markant. Blikket i hendes øjne var lidt hårdere og, tænkte han med rynkede øjenbryn, en smule nervøs. "I.. uh. Are you okay?"

Han kom endelig ind af døren, og i et kort øjeblik, et simpelt kort øjeblik glemte hun næsten at trække vejret. Cecilia var ikke impulsiv anlagt, og det kom hende selv som overraskelse at hun havde handlet som hun havde gjort i dag. Hun iagttog hele situationen ret nøje, med et overraskende neutralt ansigt. Det kriblede i hendes fingre og hun tog en dybere indånding ind som han sagde hendes navn, eller rettere hans kaldenavn til hende. Cecilia blinkede kort og måtte huske sig tilbage på, hvorfor hun var der. Dog blev hun alligevel revet væk fra den tanke over den anelse rødme hans kæbe bar. Det fik hende til at løfte det venstre ben tilbage på jorden og hun rejste sig op i en hurtig elegant bevægelse. Det var ikke ligefrem fordi, at hun lige nu tænkte over sine handlinger. Tanke havde der været for meget af de seneste par måneder, og om det var en god eller dårlig ting måtte tiden vise. Hun krummede kort sine bryn, "Am I okay? Are you okay?" Hun bevægede sig de sidste skridt hen imod ham, med blikket hentydende ned imod hans kæbe. Cecilia placerede sin hånd kort under hans hage og lod de mørke brune øjne analysere om der var grund til bekymring, efter hendes nye viden omkring det overnaturlige, kunne man ikke være for forsigtig. Da hun havde bekræftet for sig selv, at det bare var et slag, så slap hun ham igen - og først der gik det egentlig op for hende, at hun måske var gået for tæt på ham.

Det var ikke fordi, at de ikke havde fungeret - omgivelser, tiden og, hvordan de måske havde set tingene havde ikke fungeret. Hun forstod mere og mere, at der måske lå mere over det, specielt, hvis han kendte til det overnaturlige og hun ikke havde gjort. Cecilia havde levet i en perfekt lille verden til Michael havde åbnet en langt mere kaotisk verden for hende, og nu var hun tvunget til at gå igennem de kringlede stier på tæer for ikke at træde forkert. "And.. I just really wanted to talk to you, but I can come back later if now isn't a good time?" Spurgte hun stille og tog en dybere indånding ind. Hun kunne mærke, hvordan hendes hjerte bankede, men ikke af nervøsitet. Blikket der flakkede imod døren i utide, som om hun frygtede noget ville komme ind - hvilket der jo kun var sandhed i. Det var et slag af ubehag, men hun formodet at gemme det bag sit bedste smil, dog vidste hun også at der var en person i dette lokale der kendte hende bedre end det. Han virkede okay, på trods af den lettere røde kæbe fra et slag.

Lucas havde altid troet, at hvis han nogensinde ville få Cecilia at se igen, så ville de have en stor reunion. En god krammer, høj latter og et glas vin. Han havde altid troet at han ikke ville kunne holde sig fra leende at svinge hende op fra gulvet, og at hans følelser ville løbe af med ham. I stedet stod han her med rynkede øjenbryn og betragtede hende uden helt at forstå hvad der forgik. Var det her en joke? Han kiggede skeptisk op fra hende og rundt i rummet hvor hans kolleger var gået tilbage til deres grupper og sendte et par nysgerrige blikke mod dem. Han forstod slet ikke hvordan hun overhovedet kunne være på akademiet? Han følte sig overvældet ved tanken over hvor mange væsner, der var på akademiet og som var så meget stærkere og hurtigere end hende. Trangen til at få hende væk fra akademiet var altoverskyggende i et kort sekund, før hun rejste sig, og han rettede sit forvirrede blik tilbage mod hende.
"Me? I - Of course I'm okay, why would you-" Lucas tog en skarp indånding da Cecilia forsigtigt rørte hans kæbe og det gik op for ham at det var det hun snakkede om. Hans mund føltes tør. "Oh that," mumlede han hæst. "That's just, uh, I was teaching self defence in... In uh, PE?" Det sidste kom ud som et spørgsmål i stedet for en konstatering. Kendte hun overhovedet til hvilken skole det her var? Tænk hvis han var kommet til at sige at han var lærer i Formskifter historie eller et eller andet i den stil.
Hun stod meget tæt på ham, og han følte sig pludselig pinligt bevidst om hvor mange andre der var i lokalet. Han vidste også hvor hurtigt sladder fandt rundt iblandt lærerværelset og trådte ubevidst et lille skridt tilbage fra hende. Hans tanker kørte på speed, og han måtte endnu engang rynke på øjenbrynene, og tænke lidt tilbage efter hun havde talt, for at huske hvad hun lige havde sagt til ham. Hun ville snakke med ham? Han rystede på hovedet da hun sagde at hun selvfølgelig kunne komme tilbage hvis det var et dårligt tidspunkt, og i et kort sekund fandt et smil vej til hans læber. "No of course," sagde han hurtigt, og måtte tvinge sig selv til at fjerne sit intense blik fra hende. Det føltes bare så uvirkeligt. "I always have time for you."
Lucas fulgte hendes blik mod døren. Hendes øjne flakkede hele tiden hen som om hun ventede at se et velkendt ansigt komme ind, men det virkede mere nervøst end spændt, og en velkendt varme bredte sig i Lucas' bryst. Var hun bange? Følelsen af at skulle beskytte hende fra alle væsnerne omkring dem slog til igen, og han nikkede mod døren. "Want to go somewhere more quiet, mh?" Forslog han og betragtede intenst hvordan hun ville reagere på forespørgelsen. Han kunne ikke få følelsen af at hun var utryg eller i fare til at forsvinde. Lucas drejede halvt om på hælen og åbnede døren til lærerværelset for hende, så hun kunne gå ud før ham. Selvom Lucas ikke boede på Akademiet var der værelser til rådighed for lærere, der måske havde overarbejde og valgte at sove på arbejdet i stedet for at tage hjem, så hans umiddelbare tanke var at gå der op. Der var et lille bord og nogle stole så de ville kunne sidde. "I can't believe you're here," mumlede han, og kløede sig fraværende i panden, mens han ventede på, hun ville træde ud på sammen med ham og følge ham til værelset.

Hun løftede stille på et bryn, selvfølgelig måtte han være forvirret over hendes tilstedeværelse, her af alle steder i Gaia. Det havde været en del af læsningen og de mange spørgsmål, plus når ens liv var linket til en dæmon som gik på akademiet - så lærte man lidt. Cecilia var ligeglad med de andre undervisere i rummet, af dem som var der, var ingen af dem en trussel til hende, ikke på en måde som Joseph var. Ganske vidst, så kunne nogle af dem sikkert være væsner som kunne slå hende ud af spillet i løbet af få sekunder, men der lå hendes tanker ikke i dette øjeblik. Øjenkontakten var intens, som om den prøvede at formidle flere sætninger og usagte ord end de havde tid til at sige. Cecilia åndede lettet op, som han påpegede at han altid havde tid til hende. I samspil med hendes flakkende blik på døren, kunne hun ikke undgå at smile af hans kommentar. Cecilia prøvede at få en form for kontrol over hendes bekymring, men den var intens og hun hadede den frygt der sitrede igennem hele hendes nervesystem.
Lucas hendes frygt kort, som han forslog at de skulle gå et andet sted hen. Hun flyttede blikket tilbage på ham, som om hun i et split sekund havde glemt, hvorfor hun overhovedet havde været bange. Lige meget hvad, så ville det være tåbeligt for Joseph overhovedet at træde frem, hun kunne afsløre ham - hvis hun turde. "Yeah," svarede hun under sit næste åndedrag. Cecilia greb sin jakke hurtigt i farten, men fulgte dernæst efter Lucas. Hun stolede på ham, og den form for tillid var ikke just noget der bare forsvandt selvom man ikke havde set hinanden i evigheder. Hun så kort over på ham, til hans lave mumlen og måtte indrømme overfor sig selv, at hun heller ikke helt forstod det endnu. Cecilia trådte ud på gangen og så kort tilbage på ham. "That makes two of us," svarede hun ganske svagt, og trak lidt på smilebåndet.

Cecilias hjerte sprang en takt over, da den pludselig nervøsitet ramte kort og næsten smed hende på afveje af grundlaget for besøget. Det tog hende alligevel et par sekunder for at finde tråden igen, og hun foldede kort sine læber sammen. Hvordan ville han overhovedet reagere på hun havde kendskab til denne verden, en verden han måske var en del af? Man arbejdede ikke her eller gik her uden at have en kendskab til det overnaturlige - Cecilia var stadigvæk forbløffet over et sted som akademiet her eksisterede. Øjnene var opmærksomme da det igen blev sparket til hjernen, at hun skulle være på vagt. Det ville ikke kræve meget af en person som Joseph at knipse med fingrene og sende dem begge til helvede - eller det var hendes overbevisning. Hun hadede Joseph, og had var ellers ikke ligefrem noget Cecilia gik op i. Hun prøvede atter engang at ryste bekymringen fra sig igen, og flyttede blikket kort over på Lucas igen og fulgte ham videre hen ad gangen. "I should have called.. I know, I just had to see you, I'm sorry for just invading your work space," måtte hun så beklage. Hun vidste, at hun ville have følt sig en anelse overtrumfet, hvis nogen pludselig bare sad på hendes kontor.

Det var som om det initiale chok var ved at dulme lidt, og nu begyndte nysgerrigheden at røre på sig. Der var tusinder af spørgsmål, der ragede rundt i Lucas' hjerne, og han kunne slet ikke følge med. Gangen var stadig fyldt med elever der kom fra time. Her sidst på dagen ville der være tid til at de kunne socialisere eller til at lave deres lektier før aftensmad, så selvom andenetagen ville være stille, ville gangene over dem blive fyldt med energi. Han sørgede for at gå langsomt, selvom hele hans krop var spændt til bristepunktet og mest af alt havde lyst til at sætte i løb, så han kunne finde ud af hvorfor i alverden hun var troppet op på Athena-akademiet af alle steder efter alle de år. Og som han gik ved siden af hende føltes det alligevel slet ikke som så længe siden.
De nåede en lille sidegang og mens han falmede efter sin værelsesnøgle i sin lomme, begyndte hun at tale.

"No, I ..." Lucas spændte kort sin kæbe og betragtede hende meget seriøst. Han hadede når hun undskyldte og havde altid gjort det. "I meant what I said before. I always have time for you. It's just that, uh, you're the last person I ever expected to see here." Han rynkede øjenbrynene og rettede blikket mod hende. "But please don't ever feel unwelcome with me. Ever. I should have called you long ago to at least check up on you." Det var meget seriøse ord, vidste han, men det var vigtigt for ham at hun vidste det. Den unge kvinde med de mørke dådyrøjne foran ham, havde reddet hans liv mere end én gang vidste han. Hun var hele grunden til at han overhovedet var her. Havde taget sig sammen og gjort noget med sit liv. Havde fået blod på tanden for at lære. Og her stod hun og undskyldte og følte at hun trængte sig på.
Han åbnede døren. Værelset var mørklagt og det var mange uger siden han sidst havde brugt det, men han var lettet og tilfreds over at der var rent og pænt. Skrivebordet var rodet med diverse dokumenter og bøger, men det lille køkkenområde og spisebordet var rent og pænt. Han trådte ind og slog gardinerne fra. Mørket var begyndt at snige sig på udenfor, men lidt lys kom der alligevel ind.
"Uh, do you want a glass of wine? Cup of tea?" Spurgte han. Normalt tændte han ikke lys, hans øjne havde det egentlig bedre i mørke, og når han endelig brugte elektrisk lys knipsede han nærmest bare med fingrene for at få det til at tænde. Nu måtte han minde sig selv på at hun ikke kendte til hans evner, så da han krydsede rummet tændte han for køkkenlyset ved at klikke på lyskontakten. Han skubbede sin taske over i hjørnet med sin fod, og lænede sig op af køkkenbordet med et nysgerrigt blik på hende. Fraværende bukkede han sine skjorteærmer op og rettede på sine briller. Han vippede sig tilbage op at stå rankt og trak stolen ud for hende, så hun kunne sætte sig. Så tøvede han.
"I assume all of this means something has happened and that you are a lot less unaware of what's happening around you than the last time I saw you," startede han, og lagde hovedet på skrå. Hans øjenbryn var stadig en smule rynkede i panden på ham. "I'm so sorry."
Og der lå så meget i den undskyldning, gik det op for ham. Han var oprigtigt ked af at der var sket noget, der overhovedet kunne have vist denne mørke side af verden til hende. Han var ked af at han ikke selv havde haft styrken til at være ærlig. Han var ked af at hendes uskyldige menneskeliv, endnu et af slagsen, måske var tabt inde i en magisk verden hvor de var så underkuede. Og han var ked af hvordan det hele var sluttet imellem dem, fordi han ikke kunne passe ind i hendes menneskeverden.

Hun kunne ikke undgå at observere næsten hver eneste elev på gangen, for kropssprog, for nysgerrighed og overvejelser om hvad de mon var. Hele situationen var fyldt med overvældende sanseindtryk, som hun ikke just havde regnet med skulle angribe hende fra øst og vest. Endelig kom de hen af en lille side gang, hvor der ikke var den samme form for trafikprop og hun endelig kunne trække vejret bare lidt igen. Hendes hjerte sprang endnu en takt over ved hans ord, som hendes øje hvilede imod hans. Der var helt sikkert den del de skulle snakke om, at hendes perspektiv havde fået en ny vinkel. Cecilia nikkede stille, han var den sidste person som kunne få hende til at føle sig uvelkommen nogen steder. Det havde været underligt at gå fra at se hinanden i så mange år, til pludselig ikke at have den person i sit liv mere.

Cecilia trådte ind i det mørklagte rum, og lod sit blik følge ham som han gik hen for at tænde lyset. "Tea is fine, thanks," svarede hun og så sig kort rundt i værelset. Hun tog en kort dybere indånding ind, og vidste egentlig ikke, hvordan hun skulle starte samtale emnet op. Det var heller ikke, fordi at hun ønskede at komme og bombardere ham med disse problemstillinger, men bekymringen var oprigtig - specielt hvis han gik op ad ham Joseph og ikke kendte hans sande natur. Hun bevægede sig kort ned og satte sig på stolen som han trak ud. I en hurtig lille bevægelse tog hun sin hat af og placerede den på sine lår. Han kom hende i forkøbet, selvfølgelig gjorde han det, hendes tilstedeværelse dette sted skreg om kendskab til alting. Cecilia bed sammen kort, og mærkede, hvordan hendes kæber spændte sammen ved, at noget havde sket. Hun følte sig stadigvæk en anelse dum, og hvis ikke blind for de ting hun havde fortalt sig selv for at menneskelige gøre de ting som havde forgået omkring hende. Heldigvis var de små skrammer hun havde fået tilbage i foråret fysisk healet, og for nu måtte det være, hvad der var vigtigst. "It's alright, I had to learn someday," svarede hun under sin næste udånding og løftede blikket op på ham igen. Cecilia havde forsøgt sig at komme videre med et nyt forhold efter Lucas, og Jasper havde ikke ligefrem været hvad hun ledte for - og at lære han var en varulv med lidt vredesproblemer havde været en dejlig ting at vide, men heldigvis var han ikke et problem efter Michael havde taget sig af ham. Der var held i at Michael havde vist hende dette, og givet hende en kilde af urgammel viden og kendskab til alting der havde hent i denne verden. "But I will have to admit the road has been quite rough since," klukkede hun lidt for sig selv, og rystede kort på hovedet af sig selv.

Hvis det ikke havde været for Ethan, som havde bedt til sin far, så havde Michael sikkert forsat sin tortur af dæmonen Ajax. Den dæmon som Cecilia i det øjeblik og stadigvæk var forbundet til, takket være Joseph - kun fordi at psykopaten ønskede at påpege nogle pointer for ærkeenglen. Der lå meget på menneskets skuldre lige nu, og det var tydeligt på måden tanke strømmen af minder syntes at passere for hendes øjne. Det var ligesom Joseph havde sagt: I've got some big plans coming. Cecilia var stadigvæk nervøs for, hvad den sætning ville komme til at betyde for hende, men indtil videre havde der været stille. Cecilia fumlede kort med sine fingre, og tog en dybere indånding ind. Hun kunne godt se meningen med at være med til at beskytte eller holde hende væk hver det overnaturliges drama, som Ethan selv havde kaldt det efter Maeve også havde fået åbnet sine øjne. "I was worried about you however," indrømmede hun så og foldede sine læber sammen kort igen, imens de mørke øjne søgte imod hans. Cecilia vidste ikke om han var menneske eller hvad han nu måtte være, men hun stolede på ham og selvom de ikke var sammen - så holdt han en yderst specielt plads i hendes hjerte, og det ville han nok aldrig stoppe med.

Lucas nikkede. "Tea it is then."
Han kunne godt have drukket noget stærkere, tænkte han, for at komme sig på chokket, men måtte indrømme at hun selvfølgelig som sædvanligt var to skridt foran ham. Han havde højst sandsynligt brug for at være helt klar og skarp det næste lille stykke tid. Han havde ikke lyst til at misse et eneste sekund. Han kørte en hånd igennem det rodede hår, og vendte ryggen mod hende for at sætte vand over og finde en tekande.
It's alright. I had to learn someday.
Lucas mærkede sine muskler spændes, og var glad for at han stod med ryggen til hende, så hun ikke så den korte, opblussende vrede i hans øjne. Hvis der var én ting i denne verden han altid havde ønsket mere end noget andet, så havde det været at Cecilia kunne leve hele sit liv i sin lille, sikre boble af menneskevenner og idyl. Det var en af grundene til, at han ikke havde kunne blive med hende. Han kunne ikke bære at hans tilstedeværelse kunne bringe hende i fare. Måske kom vreden også fordi han følte sig skyldig i ikke at have fortalt hende om alle de farer der lurede om hver hjørne. At han ikke havde været stærk nok til at være der og beskytte hende fra det.
Han løsnede sin kæbe og nikkede let for sig selv.
"Suppose it's been naive of me to think you wouldn't have to," mumlede han, mens han fraværende hældte kogende vand op i kanden med urtete.

Lucas placerede kanden på en lille måtte midt på bordet, og stillede to krus og et lille glas med honning ved siden af, før han endelig satte sig ned. Han hævede undrende blikket mod hende, da en lidt halvhjertet latter slap hendes læber, og nervøsiteten syntes at boble op i ham igen. Hvad i alverden var der sket med hende? Hans skarpe øjne studerede hende for fysiske sår, men han kunne ikke se noget. Lucas' gyldne øjne rettede sig mod hendes. Han tiltede let sit hoved og kunne ikke lade være med at se en smule underholdt ud. Hun tænkte altid på alle andre før hun tænkte på sig selv.
"Now why on earth would you be worried about me?" Spurgte han, oprigtigt nysgerrig. Hvis hvad end der var sket i hendes liv på en eller anden måde ledte tilbage til ham, vidste han ikke hvad han skulle gøre med sig selv. Tanken var tyngende, og alt det her snakken udenom gjorde ham svimmel. Han spændte i kæben og hældte endelig te op i hendes krus.
"I..." Lucas tøvede og vendte sine bekymrende øjne tilbage for at møde hendes. "What happened to you, Ce?"

Der var gået alt for lang tid siden de sidst havde snakket sammen, alt fra hun var flyttet til Aston og nu havde fået arbejde som doktor på det lokale hospital - til alt det overnaturlige som overskyggede for de menneskelige bedrifter hun før havde været så stolt af at opnå. Optimismen virkede til at være på vej væk fra hendes sind, også selvom hun kæmpede for at finde årsager til at holde fast i den. Spørgsmålet var nemt at besvare, og på samme måde ekstremt svært - det gjorde hun tøvede kort og næsten havde svært ved at finde sine ord frem igen. "Why wouldn't I be?" Svarede hun tilbage, mest for at undvige at nævne Joseph lige nu, hun var stadigvæk ved at overveje om det var en god ide. Hvis hun kunne undgå at bringe ham i en form for fare, så ville det gavne ham bedst - og netop derfor, forstod hun beslutningen om måske ikke direkte at fortælle hende denne mærkværdige og farlige verden. De mørke øjne fulgte hans håndbevægelser, som han hældte teen op til hende. Begivenhederne fra efteråret lå stadigvæk med tung vægt på hendes ellers smallere skuldre, og først da han egentlig spurgte, hvad der var sket med hende, så hun op. Blikket blank i et split sekund som hun tog en ret så dyb indånding, der signalerede at noget helt bestemt var sket. "I don't even know where to start," indrømmede hun og åndede dernæst ud i et mindre suk, blikket flyttede sig ned imod koppen, og hun tænkte sig nøje om.

Endelig efter hvad der føltes som lange år, men i virkeligheden var få sekunder, så hun op på ham igen. "This archangel Michael, he told me everything after an incident with a guy I dated for a short time. Turns out werewolves have anger issues often, but not to worry about that factor," hun rystede kort på hovedet, og følte sig kort akavet over at nævne en anden fyr hun havde haft kort i sit liv. Det var intet i sammenhæng, med hvad hun havde med Lucas - det var svært at nå op på det niveau. "He told me everything, and I also learned I basically have superpowers? Which is very weird," hun krummede på øjenbrynene kort over sine evner. Ja, de måtte have været der i evigheder, men så passive, at menneskelige handlinger snildt kunne påføres til dem. Undskyldninger, se, dem havde hun været god til at give sig selv når det kom til de evner - og nu gav det så meget mere mening. "Nothing like extreme, I can sometimes see few things from the future, you know my famous gut feeling," hun tog en dybere indånding ind. Det var typisk hende at forsøge at dreje det lettere humoristisk, når hun følte sig nervøs eller ikke just vidste, hvordan hun skulle håndtere eller forklare en situation. "I can also summon things.. I had a break in back in autumn, and I ended up summoning the archangel." Det var ingen hemmelighed at Cecilia manglede søvn på en eller anden plan, mest af alt fordi, at hun ikke brød sig om at være alene. Ikke med Joseph i nabolaget, på den anden side, havde han allerede hendes liv i sin hånd - så hvad mere var der at være bange for?

"Then there is also this teacher here.. who for some reason thinks that my power can be used in some grand plan of his.. so he linked my life to his and some student here - it was quite the horror movie experience," hun lod halv nervøst i et kort øjeblik, som fingrene slog stille imod kruset. "That is why I'm worried, but I'm even more worried that if I actually tell you more.. you will become a target." Cecilia løftede sit blik op til Lucas igen. De måneder havde været hårdere, og måske hun skulle have ringet noget før, men hun ønskede heller ikke at komme springene ind i hans liv med oceaner af problemer som virkede til ikke at kunne blive fikset. Og specielt ikke for bare at få ham i problemer. Selvfølgelig havde hun et hold af venner indenfor forskellige ekspert niveauer, i håb om at finde en måde at knække forbandelsen på. "So, that is what happeened."

Lucas sank. Han havde ikke blinket i evigheder følte han, og hans øjne syntes at miste fokus i små bølger, som han betragtede hendes ansigtsudtryk mens hun snakkede. Han tog langsomt sine briller af, og gned sig i øjnene, blot for at tage brillerne på igen. På en eller anden måde var det hele så surrealistisk, at han næsten fik lyst til at grine. For det første havde han aldrig nogensinde hørt nogen omtale Michael - en respekteret og lidt frygtindgydende karakter for ikke at nævne ikke 'bare' en ærkeengel men den første ærkeengel og en af de ældste eksisterende væsner - som den her ærkeengel Michael som om det var det mest normale i verden at møde en ærkeengel af hans status. For det andet var ideen om at Cecilia havde mødt en af de mest magtfulde skabninger så langt ude, at han blev nødt til at misse med øjnene. For det tredje kaldte hun sine evner superpowers.
Lucas spærrede øjnene op da hun nævnte sin anden evne, og fik nær sin te galt i halsen. Hans hoste blandede sig med en lav, overrasket latter, og han kiggede op på hende med ny respekt i de gyldne øjne.
"You can sometimes see the future and you managed to summon the archangel, Michael." Konstaterede han, og slog nærmest opgivende ud med hænderne. "Well holy shit. Nothing extreme, Ce?" Han havde sådan lyst til at gribe hendes hænder og knuge dem til sig så hun ville kunne forstå hvor extraordinær hun var. "I can't believe you're gifted," sagde han, med en stemme der knækkede over af følelser. Alle hendes evige 'jeg kan bare mærke det i min mave' og 'jeg har en dårlig fornemmelse' var ikke bare noget hun sagde det havde været noget hun så. Han havde så mange spørgsmål, men han havde ikke lyst til at overtage samtalen. Hun havde datet en varulv? Anger issues, måtte betyde at noget voldsomt var sket, og det gav Lucas kuldegysninger at tænke på hvor galt det kunne have gået. Han rystede kort på hovedet over at lade tankerne løbe af med sig, og tog endnu engang sine briller af, da hun begyndte at tale igen.

Hans optimisme forsvandt i takt med solen udenfor. Han betragtede hende med let åben mund og rynkede øjenbryn.
"A teacher?" Spurgte han, forsigtig med ikke at lyde hverken nedladende eller skeptisk på trods af at skeptismen bestemt var til stede. Akademiet havde meget lange, meget dygtige og meget seriøse evalueringer af lærere og folk der arbejdede på akademiet, specielt efter alt det der skete for et par år siden.
Lucas kunne ikke lade være længere. Han rakte forsigtigt ud efter hendes hånd, der nervøst trommede på siden af koppen for at holde den i ro. Han vidste slet ikke hvad han skulle sige. Han kunne ikke forstille sig hvor bange og forvirret hun måtte have været, og tanken om at han ikke havde været der for hende stak i hjertet på ham. Ligesom tanken om at hun var bange for at putte ham i fare gjorde. Det var tanker han selv havde haft så mange gange, bare rettet mod hende, og det føltes så evigt forkert at det nu havde taget så drastisk en drejning. Han rynkede øjenbrynene, opsat på at forstå til fulde hvad der var sket.
"This student. Are you still linked to him?" Spurgte han. "And how bad is it?"
Han fjernede sin hånd fra hendes, og rystede på hovedet. "Firstly," begyndte han, og sendte hende et forsigtigt smil. "I am way to uninteresting to become a target in any grand plan," forsikrede han hende med et bestemt nik. "Secondly, I know how to take care of myself, so please don't worry about me. Nothing about you coming here could possibly put me in danger."

Hun kunne godt se det måtte være overvældende at hører, og hun vidste knap nok selv, hvordan hun skulle tænke om det eller tale om det hele. Lige nu prøvede hun blot at leve i det. Gifted - hun huskede tydligt tilbage i oktober havde hun kaldt sig selv forbandet. Det var dog blevet bedre, Ajax havde hjulpet hende med selvkontrol og de havde arbejdet sammen i håb om at mislede Joseph i hans søgen på informationer. Det var som om hans begejstring næsten fik hende til at smile, som om en for første gang ikke fandt en problematik i det - og det ikke blot var i forhold til en problemstilling. Måske hvis hun havde fundet ud af det på en anden måde, havde hun ikke set dem som sådan en byrde. Cecilia vidste at begejstringen var kort, som hun trådte ind på snakken om en underviser, en underviser af alle var en del af en eller anden master plan - og hvis man ikke kendte hende, kunne man hurtigt tænkte hun lavede en eller anden syg joke eller bare var påvirket af et eller andet. "Yeah.." Cecilia åndede ud, velvidende at det lød vanvittigt. Det var Michael's informationer, informationer som Ethan havde til job at finde ud af mere omkring.

Cecilia løftede blikket imod hans hånd som han rakte ud efter hendes, og hun stoppede med at slå tromme fingrene imod koppens varme overflade. Cecilia tog en dyb indånding, og så ham i øjnene. Hun følte sig skrøbelig lige nu, og måske var det bare, fordi, at hun vidste hun kunne være det hos ham. "Yeah.. right now, it's not that bad. But you know, it is always calm before the storm.. I really don't like being alone though, but I try my best to deal with everything," sukkede hun en anelse og bed sig selv kort i underlæben. Han tog sin hånd til sig, og hun kneb øjnene kort imens hun iagttog ham, lyttede til, hvad han end måtte have af tilføjelser. På sin vis, så havde han sikkert ret, på den anden side var det heller ikke fordi, at Cecilia selv syntes hun var så vanvittig speciel at nogle ville gå efter hende - og her sad hun. "Okay," hun tog en dybere indånding, og brød sig egentlig ikke ved tanken, men på den anden side kunne det være at Lucas kunne give mere insight om Joseph end Ethan eller Zitora kunne finde igennem research. "Joseph Blackwood," man skulle ikke tro hendes ellers blide og harmoniske stemme kunne indeholde et sådan had, som det had der lød ved udtalelsen af hans navn. Men det var ligeså meget alt den frygt, vrede og smerte han var skyld i. Der var ingen tvivl om, han hun ikke var i tvivl om. "I don't know if you know him."

En af grundene til at Lucas var blevet lærer var, at han var nysgerrig. Nysgerrig og interesseret i andre væsner, i historie og i evner, og hvordan man ville kunne bruge forskellige evner til noget godt. Han vidste selvfølgelig godt at nogle mennesker havde evner, men det var aldrig faldet ham ind at Cecilia havde. På den anden side var han faktisk ikke overrasket. Hun havde altid været meget speciel, og han havde været uendelig naiv at tro at hun ikke på en eller anden måde ville blive viklet ind i noget overnaturligt. Af alle mennesker var hun alt for god, og selvfølgelig var hun blevet en pawn i et eller andet magtspil. Han sugede luft ind mellem fortænderne og sukkede.
Right now it's not that bad.
Han spændte i kæben, og pressede en finger mod sin tinding. "Does that mean it was bad?" Spurgte han åndeløst. Han nikkede forstående til hende. "I agree. You shouldn't be alone. We need to find a witch that can help proof your house. Or flat. Or wherever you live." Det var så mærkeligt ikke at vide noget som helst om hende længere. Han anede hverken hvad hun lavede eller hvor hun boede eller om hun havde en kæreste eller noget som helst. Mon hun havde fået børn? Han betragtede hendes reaktion til at han nævnte en heks. Selvom hun havde sagt at Michale havde fortalt hende 'alt' vidste han ikke hvor meget hun egentlig vidste; eller forstod. Kendte hun til hvad han selv var? Hvis hun havde været sammen med en varulv var han jo egentlig ikke så langt fra den idé. En varulv var på en måde en form for formskifter. Som sagt mere aggressive og med mindre kontrol. Han spændte i kæben ved tanken om at hun kunne have været blevet bidt af en varulv, og måtte knytte hænderne for ikke at lade tankerne løbe af med sig.

Lucas hævede meget langsomt et øjenbryn, og skubbede sig tilbage i stolen. "Joe?" Spurgte han skeptisk, og lagde hovedet på skrå. "I - Are you sure, Ce? Of all the people. He's been here as long as I have and he's a pretty solid guy and a really great teacher." Joseph havde hjulpet ham sindssygt meget med at skrive hans PhD om Neuroscience og de havde begge to evner der mindede meget om hinanden. Han havde endda hjulpet Lucas med at finde frem til at han kunne langt mere end bare at paralysere folks nerver, men nærmere manipulere dem til en hvis grad. Joseph var hele grunden til at han havde fundet ud af at han også kunne heale og styrke nervesystemet.
Lucas kiggede opgivende op i loftet. Hvorfor var det altid dem han syntes var seje bare overhovedet ikke var det. Og hvor frustrerende at han havde et venskabeligt forhold til en person, der havde gjort Cecilia ondt.
"Jesus Christ," mumlede han, og rystede på hovedet. "Magic isn't gonna do you much good if it's him. Bloody Siphoner isn't he."
Think, Luke.
"Uh, does he know where you live?" Spurgte han lidt fåret, og rynkede sine øjenbryn.

Hun nikkede ganske kort, for at bekræfte det havde været slemt - mest af alt, fordi, at det ikke virkede til at han behøvede meget flere negative ting der var hent hende at fordøje. Cecilia valgte at tage det hen ad vejen, så stille og roligt det kunne - og hun nød overraskende meget endelig at få lettet byrden bare lidt fra sine skuldre, at tale om det uden direkte at føle sig som en byrde selv. Cecilia åndede svagt ud da han nævnte de skulle finde en heks, hun vidste de ville komme til det faktum at det ikke ville hjælpe noget. Cecilia havde selv været i gang med måder at holde ham væk på, og selv de som kendte ham bedst og kendte hans sande jeg- havde ingen gode råd i at holde ham væk, udover at undgå provokation. I det mindste havde hun fået en plante fra The banshee's scream, som kunne neutralisere magi i en kort periode - og siden havde hun da ikke haft fysisk besøg af ham.

Cecilia tog en dyb indånding ind, og så Lucas direkte i øjnene - selvfølgelig var hun sikker. Siphoneren havde brudt ind i hendes hus, triggeret et af hendes syn - og hun havde drejet den situation siden hun havde lært ham at kende. "I'm sure," pointerede hun ret hurtigt og sank en klump. Det lød på Lucas som om, at han kendte Joseph, men på en måde som hun ikke gjorde, men den måde som hun også havde hørt ganske få andre gjorde. Nogle kom tættere på ham, måske var det måden han kastede med ordene og kunne køre en samtale uden at tænke meget over den. Havde det ikke været for hendes egne syn og oplevelser, ville hun nok heller aldrig have hadet Joseph så meget som hun gjorde. Hun krummede kort sine bryn, som Lucas kiggede op imod loftet, og sugede informationerne til ham. "No, sadly not. I've already been all over Oakheart in almost every shop. The only thing I found that might be able to help is a special plant, so I've placed it all over my house," på et eller andet punkt skulle hun prøve at forsikre ham om, at hun havde taget nogle tiltag i sin sikkerhed - at det måske ikke var nok, eller hun ikke var nok i sig selv, var en anden side af sagen. "He knows. He was the one who broke in that night, I saw him on my security cam -" hun slog blikket ned i bordet. "I'm looking for a way to break the curse, and it has been in the words for a long time. I even have the archangel's help, a demon who specializes in curses - at some point we should be able to find something," hun nikkede bekræftende og greb så om koppen for at løfte den op. Hun tog en mindre indånding af teens varme duft, hvorefter hun tog en mindre slurk. "I also have a feeling we are only linked so he is safe," hun rystede kort på hovedet ved den teori, men det lød slet ikke helt dumt. "He is really just angry at Michael for treating him," et suk forlod hendes læber kort. Der lå så mange spille kort i alt det her, og hun havde hverken tid eller overskud til at samle dem.

"Fucking hell Celia," mumlede han en smule opgivende, og tog sig til hovedet. Det lille nik havde betydet mere end hundrede ord. Det var nok hendes måde at beskytte ham lidt på; hun vidste hvor oprevet han blev når der var nogen der gjorde hende ondt. Han skævede mod et af køkkenskabene, men vendte hurtigt blikket tilbage mod hende. Alkohol var ikke løsningen, sagde han til sig selv. Ikke idag. Han fugtede sine læber, og nikkede. Han havde ikke ville stille spørgsmål, for hvis der var én person han stolede på så var det Cecilia. Nu var Joseph ikke en nær ven, men Lucas havde alligevel stolet på ham, og følte sig tåbelig og forrådt af en fyr han knapt kendte, gik det op for ham. Han var glad for at høre, at hun ikke var helt alene om det, og at hun så ud til at i det mindste prøve at tage nogle tiltag.
"Well," mumlede han med en optimisme der ikke helt skinnede igennem. "If you have the help of an archangel that's already a very promising start."
Lucas spærrede øjnene op. Hans hænder føltes klamme, og de små hår i nakken rejste sig. Joseph vidste hvor hun boede og havde brudt ind?! Han nåede ikke engang at komme med et udbrud, før hele tsunamien af informationer ramte ham. Han kunne ikke følge med.

"Break the curse?" Udbrød han hæst. "You're cursed? What kind of curse? He cursed you, damn it?!" Han stirrede måbende på hende. Befandt han sig i en drøm? Et mareridt? Hun var sammen med ærkeengle og dæmoner og på en eller anden måde havde han ikke vidst noget om det før nu? Han slog ud med hænderne og lagde armene over kors. Selvom det var hende der var i fare, følte han sig kortvarigt under angreb. Hvad helvede var det der skete? Den sidste sætning fik bægret til at flyde over, og han rejste sig abrupt fra stolen, ude af stand til at kunne sidde stille længere. Han bevægede sig hen til vinduet og lagde en hånd på ruden med et irritabelt blik mod himlen, mens han ihærdigt prøvede at kontrollere sin vrede.
"Are you telling me," knurrede han igennem sammenbidte tænder. "That this archangel is to blame for all of this?"
Han vendte sig tilbage mod Celia. Der sad hun med sine bløde krøller og smukke, store øjne og så frustreret ud. Og stadigvæk så menneskelig og skrøbelig at han blev angst bare af tanken. Og nu var hun blevet viklet ind i et eller anden magtspil mellem en ærkeengel og en Spihoner.
"I'm sorry, Ce," startede han, "but you're gonna have to explain to me how you got winded up in all of this and what you know about it and what's going on between Michael and Joseph."

Hun undlod en masse ting, og på sin vis, virkede det som det rigtige at gøre lige nu. Han fortjente ikke at hun kom herhen og kun påvirkede ham med negative følelser - det var aldrig hvad hun havde ønsket ved en genforening. "Just the link-," mumlede hun svagt under næste udånding. Cecilia gnubbede kort sin pande før hun halv frusteret kørte en hånd henover sine mørke krøller. Han reagede voldsomt, ikke at hun skulle forvente andet end det - hun ville have reageret ligeså voldsomt, hvis det havde været ham. Cecilia kendte til at ønske at beskytte folk, så det sprog snakkede de begge forstod. Cecilia havde flere gange overvejet og prøvet at finde ud af, hvorfor hun var den person som befandt sig i midten af alt det her. Men hun var ikke den eneste, Ajax var også fandet i det- fanget i en magtkamp, hvor alfahannerne havde en kamp i nærmeste fremtid, og alt de kunne gøre var at vente -eller finde deres vej ud.

Han rejste sig op, og hun tog en dybere indånding og holdt vejret i en anelse længere som han bevægede sig hen til vinduet. Cecilia lukkede sine øjne kort og åndede ud før hun åbnede øjnene igen, kun for at flytte blikket hen på Lucas. "Yes and no, he couldn't have known Joseph is interested in the potential of my abilities. This is just a game to Joseph, Ajax and I are only fun because it get people all worked up." Hendes tone var mildere, om det var for at berolige de nerver som hun tydeligvis havde påvirket hos Lucas var en god teori. "I would love to explain further, but I don't know." Det var sandheden, og hun havde vendt og drejet sig i flere søvnløse nætter for at finde svaret på det. "I guess Joseph knew Michael's devotion to save humanity, and I was just the first human that he could think of - last time I talked to Joseph he seemed thrilled I sur-" hun stoppede sig selv i den sætning og foldede læberne sammen for at rejse sig op. Hun satte koppen stille på bordet og bevægede sig et par skridt tættere på Lucas. "But I'm okay," hun rakte stille ud efter hans hænder for at få et fast greb omkring dem, imens de mørke øjne søgte efter kontakt til hans. "I'm right here, and you know me.. I will find a way to get rid of the problem."

Blikket blev hvilende imod hans øjne, og kort, ganske kort var verden bare væk og det var kun dem - i et split sekund. Et øjeblik hun ville ønske ville have varet ved bare lidt længere. Ganske stille vippede hun hovedet til en smule til siden, og åndede svagt ud. Nej, hun fortrød ikke at have fortalt ham det her, for hvis der var nogen som hun altid vidste hun kunne komme til, var det Lucas. Der var ikke nogen tøven der. Cecilia gav atter slip på hans hænder, men kun for at lukke dem omkring livet på ham, som hun trådte tættere på og omfavnede ham. Hun begravede sig nærmest indtil ham, underligt hvor meget det gik op for hende i det sekund, at hun havde savnet den følelse.

Lucas vendte ryggen til vinduet og lænede sig op af det med armene over kors. han vidste godt hvor hans vrede kom fra, og han vidste at hun også forstod ham. Frustration og afmagt var følelser han ikke havde haft i mange år, og han brød sig ikke om at de sådan kom snigende nu. Hendes lille stemme fik lidt af vreden til at forsvinde, og flammerne i hans øjne blev erstattet med en tavs undskyldning. Det var ikke fair af ham at være vred overfor hende. Hun havde ikke bedt om det her, og det var ikke det hun havde brug for, gik det op for ham.
"How strong is this link?" Spurgte han med en mere undskyldende stemme. Hvorfor var det også altid mennesker der blev rodet ind i sådan et magtspil, spurgte han sig selv. Michael var mange hundrede tusinde år gammel, man skulle tro at fyren havde lært at det altid gik ud over de svage racer. Lucas' tankemylder blev afbrudt med en hentydning til at hun havde været døden nær, og han sank. Alvorligheden af det hele begyndte at kunne føles. Han fulgte hver elegant bevægelse og skridt mod ham. Ruden føltes kold på hans ryg.

"I should have been there," hviskede han hæst, stadig med armene over kors.
Hendes blide fingre rørte hans håndryg, og han lukkede øjnene i et kort øjeblik, mens han løsnede sine korslagte arme og opgav at lukke af for sig selv. De elektriske pulser fra hendes hænder kildede helt op igennem armen på ham og fik hans hjerte til at slå en takt over. Normalt var fysisk kontakt lig med nervøsitet over at miste kontrol over sine evner, men han vidste at lige gyldigt hvad, var der ikke en eneste molekyle i hans krop, der nogensinde ville skade Cecilia, og elektriciteten føltes knitrende som en kakkelovns lune flammer.
Lucas åbnede sine øjne og fandt hendes. Sekunderne syntes at gp langsommere end normalt. Han kunne se den lette damp fra hendes ånde, da hun åndede ud, og betragtede hvordan det svage lys blev fanget i hendes dansende krøller, da hun lagde hovedet på skrå.
I will find a way to get rid of the problem.
Han hev en lille portion luft ned i sine lunger. "Let me help, please," svarede han hviskende, som en bøn. Han kunne ikke bære tanken om at hun skulle stå med noget som helst alene.
Da hun slap hans hænder måtte han knytte dem for at tvinge sig selv til ikke at gribe fat om dem igen, og han spændte sin kæbe for at holde sig selv under kontrol. Længere nåede han ikke før hun begravede sig ind til ham. Han havde glemt hvor perfekt hun passede ind. Lige der, med hovedet hvilende på hans bryst. Uden at tøve lagde han sine arme om hende, og vippede sit hoved nedad så det blev støttet af hendes. Duften af hendes hår føltes som hjem.
Han løsnede endelig sine spændte kæber og lod sine skuldre falde.
"I can't lose you again just because some psychopath thinks you're a pawn in his twisted game," hviskede han ned i hendes hår.

En del af hende kunne ikke undgå at ønske, at han havde været der. Hvis han havde været der, ville en del af frygten været jaget væk og måske ville hun ikke have haft så mange søvnløse nætter og stressende dage - men det var alt sammen under et hvis. Det ændrede ikke noget, ikke lige nu - han var her nu. Det var det som betød noget. "You are here now," svarede hun svagt og tog en dybere indånding. Hun så ham i øjnene og hun kunne se, at han ønskede at hjælpe, at gøre bare et eller andet og det var ikke ligefrem en følelse hun kunne tage fra ham. Cecilia ønskede ikke at udsætte ham for fare, men han kendte de vigtigste punkter af historien, og han havde muligheden for at løbe nu, hvis han ønskede - men hun vidste også, at han aldrig løb fra en kamp. "Okay," hviskede hun og nikkede et par gange for at bekræfte, at hun ville lade ham hjælpe.
Det var varmt, fyldt med tryghed som hun kendte og hun ønskede alt andet end at forlade hans favn i dette øjeblik. Det var som om at hendes hjerterytme for første gang i måneder faldt til en nogenlunde normal rytme. Hun genkendte hans duft, bare at være tæt på ham igen - hun følte sig underlig hel igen. Cecilia lukkede sine øjne, og lod alle sanseindtrykkene oversvømme hende. Hun krummede kort sine øjenbryn ved hans ord, men ikke just blev hun stående og åndede svagt ud. "You won't," svarede hun i et svagt toneleje. Cecilia havde savnet ham mere end hun var klar over som de stod her, og bed sammen. Kæberne syntes at spænde kort, ved tanken om hun på et eller andet tidspunkt sikkert skulle give slip igen, men for nu - lige nu så blev hun stående.    

Hun havde ikke lyst til at gå fra ham igen, men var det fair overhovedet at tænke sådan? Cecilia vidste ikke, hvor han stod i sit liv lige nu, men det var ikke fordi, at hun nogensinde havde givet fuldkommen op eller sluppet ham ud af sine tanker. Det var aldrig sket og ville aldrig ske. "Do you wanna get take out or something?" Føltes det næsten for naturligt for hende at spørge om. Cecilia var god i køkkenet, og hun elskede at lave mad, men hun elskede bestemt også at bruge den geniale opfindelse som gjorde mad kunne blive fragtet til hoveddøren. Hun kunne ikke undgå at undslippe en blid lille latter ganske kort over sit spørgsmål.  Cecilia kunne lide lyden af hans hjerte som bankede, og bragte denne hjemmelige følelse tilbage i hendes sind. Cecilia ønskede langtfra at være alene, og en lille del af hende håbede på, at han ikke ville lade hende være alene.

Cecilia havde haft måneder nu til at indrette sig efter, hvad der var sket og hun var også fuldt forståelig overfor, at det måske lige skulle vendes. Hun gik ingen steder, om det betød de skulle finde ud af, hvilken rolle de skulle have i hinandens liv - men den snak gemte hun gerne til en anden dag i fremtiden. Hvis der var noget hun kunne var det at få mad ind i hvert samtale emne og hun kunne ikke undgå at lade sin latter dominere i et kort øjeblik. Den var forført at trygheden og varmen hun følte i hans tilstedeværelse. Hun løftede sit blik op imod ham og løftede lidt på sine bryn, "judge all you want," svarede hun med et smørret smil på læben og trådte et skridt tilbage som han løsnede grebet omkring hende.

Smilet var stadigvæk smørret på hendes læber, som blot blev  smittet af hans og skræmte vinterens kulde væk. Hun løftede imponeret på det ene bryn, som han huskede, at pizza af alting altid var et fortrækkende. "Anything with chicken, extra cheese and pesto," svarede hun og kneb øjnene lidt, med et små skævt smil på læben. Der var ikke meget ændret ved hendes go to ordre, det var kun når hun spiste ude at hun gik all crazy med at prøve nye pizza, som om at hun nogensinde ville bestille andet. Hvis hun kunne leve a pizza havde hun gjort det, men desværre var det ikke anbefalet af sundhedsstyrelsen. "Can't tell me that doesn't sounds delicious as always," pointerede hun og vippede stille hovedet en smule til venstre. Der havde været mange forskellige i deres liv, de havde en opvækst som gjorde dem totalt modsætninger - men når det kom til deres værdier, så var det næsten krystal klart hvor enige de var på det grundlag. Hun havde aldrig tøvet med at lade ham sove hos hende, og selvom hun ikke havde noget imod at bo alene før nu, så havde hun altid fortrukket at have ham i lejeligheden - og den havde føltes så tom efter han forlod den. Det havde hjem føltes som lige siden.

Hun foldede læberne sammen som en smal streg kort igen som hendes hænder nærmest uskyldigt holdt om hinanden bag sin ryg. Cecilia så ham nøje an, og åndede ud. Hun kunne bebrejde sig selv længe nok i, at hun skulle have kæmpet hårdere på ikke at lade ham gå, men i sidste ende var han vokset til den person han var nu og hun ville aldrig stoppe ham i sin udvikling. Selvom, at hun gerne ville undskylde utallige gange mere for at komme brasende med sådan en uro - så havde hun ikke fortrudt at hun var dukket op. Hun løsnede sit greb om sine egne hænder og lod den ene hånd køre henover hendes hår.

Lucas spidsede læberne. "You would be hanged if you ever found yourself eating that in Italy," påpegede han som altid, og kunne ikke lade være med at smile. Hun var så sandelig en vaneperson, og måske var det også derfor han aldrig havde set hende komme troppende op på akademiet. Hun plejede ikke at vige særlig langt fra sin comfort-zone. Han havde altid tænkt at det nok var fordi hun fik nok action og 'spontanitet' på arbejdet. "Either way," startede han, melodramatisk med en drilsk stemme. "I shall introduce m'lady to the finest pizzeria in town and sincerely hope they don't hang up on me upon a such request of pesto on pizza." Han sluttede af med et fåret smil, før han fiskede sin telefon op ad lommen for at bestille take away. På trods af hans forkærlighed for at bestille mad, gik det op for ham, at han aldrig havde prøvet at bestille til akademiet, og kom til at klukke for sig selv, ved tanken om hvis en anden lærer så ham hente pizzaer ved hoveddøren. Tanken om andre lærere lagde en lille dæmper på hans gode humør. Var det overhovedet smart af dem at blive her, når Joseph kunne være to døre længere nede af gangen? På den anden side var akademiet nok det mest sikre sted at være, hvis nu Joseph ville beholde sit arbejde og sin tryghed på det plan. Han rystede tankerne af sig, og vendte blikket tilbage på Cecilia. Der var stadig så meget hun ikke kunne vide om ham og om den mærkelige verden hun pludselig var blevet hevet ind i.

"I think we deserve a glass of wine," sagde han endelig, og på vej mod køleskabet rynkede han på øjenbrynene og vendte sig mod hende med et let host. "Not trying to get you drunk," tilføjede han hurtigt, pludselig pinligt opmærksom på hvordan det måske kunne have lydt, "so obviously have water or a coke if you prefer."
Et helt andet problem hans hjerne prøvede at finde rundt i var, at eftersom han havde besluttet sig for at hun selvfølgelig ikke skulle sove alene, men at han enten kunne sove på hendes sofa eller at hun kunne sove i hans seng, og han ville tage lænestolen, så ville morgendagen komme, og han ville blive nødt til at tage på arbejde og hun ville endnu engang være alene. Tanken gjorde ondt helt ind i knoglerne på ham, og han måtte stædigt skubbe dem væk. Pizza, tænkte han, pizza skulle nok give ham nogle bedre idéer.
"So uh," mumlede han akavet i et halvhjertet forsøg på at småsnakke mens han hældte vin op. "How's work?" Spurgte han. "Are you still in Grounds of Lily?"

Hun himlede kærligt med øjnene over hans kommentar, og den varme latter syntes per automatik at synge over hendes læber. Hun vippede hovedet til den anden side, da han sagde han ville vise hende det bedste pizzeria i byen, og hun løftede begge øjenbryn ganske tilfreds.
Han nævnte vin, og vin lød fantastisk i dette øjeblik. "Please, wine is my go to - I would love a glass," svarede hun hurtigt for at påpege, at det ikke gjorde noget at han havde spurgt. Havde hun været alene hjemme, havde det sikkert også været flasken med rødvin som der var blevet åbnet for. En stresset hverdag, gjorde det helt klart eftertrukket. Cecilia tog en lettere dyb indånding og lod blikket kort vandre rundt i værelset. Tankerne var invaderende, og prøvede at rive hende ud af den tryghed hun befandt sig i lige nu. Akademiet var på må og få et sikkert sted, og måske var det den menneskelige pessimistiske tanke om det overnaturlige som overbevidste hende om, at det umuligt kunne være så sikkert, når så mange racer befandt sig samme sted.

Spørgsmålet fik hende kastet tilbage til virkeligheden igen, og hun flyttede blikket tilbage på Lucas, som han hældte vin op. "Work is good," svarede hun og åndede ud, "I moved to Aston two years ago, as I got transferred to the local hospital here in the city. So I have house close to the city center," tilføjede hun og sendte ham et varmere smil. Cecilia havde altid været hårdtarbejdende, men hun havde også haft familie som arbejdede indenfor det samme fag - og det havde sine fordele når man skulle finde en god arbejdsplads. "So yeah, it's been hard, but it's good," bekræftede hun så endnu engang. Ved siden af sin kusine Maeve og deres veninde Zitora, så var Cecilia nederst på listen af workaholics, men hun var stadigvæk på top tre. "What about you, you seem to thrive.. expect for the risks of the job obviously." Hun nikkede svagt imod ham som blikket så hen imod hans kæbe.

"Good, just how we like it," svarede hun med et skævt smil, og tog imod glasset. Hun skålede med ham, og stilheden bankede på i en stund. Hun tog en mundfuld af væsken, lod alle sanserne tage de forskellige indtryk ind. Han havde ret, Aston sygehus var travlt - og specielt efter hun nu kunne tage imod mere end blot menneskelige patienter, så var hendes hverdag blevet meget mere eventyrlig end hun havde regnet med. Så lange som dagene var, udover at gå i haven i sine fridage - så var by livet næsten ukendt for hende. Det eneste grundlag der var for hun faktisk havde nogle venner udenfor arbejde var fordi, at Maeve havde pålagt hende sine venner. Hendes smil blev større, som han så noget så stolt ud. Det var en rart og varm følelse, der fik hendes hjerte til at synge. "Yeah, I'm quite happy about it," svarede hun med et lettere skævt smil før hun tog endnu en slurk. En del af hende følte sig snydt, snydt fra at se ham vokse her og være øjenvidne til den udvikling han havde været igennem. Hvor hun ville have elsket at se det, men hun vidste også, at man ikke kunne få alt man ønskede sig i denne verden. Alligevel, var hun glad for endelig at kunne se det med egne øjne nu.

Cecilia var glad for, at han var tilpas her og hun hadede en anelse sig selv for at komme her og ødelægge den fred. "Yeah, I can imagine," svarede hun og foldede læberne en anelse skyldigt sammen før hun hurtigt tog en slurk mere af vinen. Cecilia kunne relatere til den del, for hvis ikke andet havde hele hendes verden ændret sig. Det var ikke blot mennesker som gik på vejen, men væsner i alle afskygninger - historier man læste om som en del af fantasien, og selv de mest blodige og dystre historier kunne nu snildt være en del af virkeligheden. Cecilia var ikke gået ligeså stille ind i den overnaturlige verden, hun var faldet og trillet rundt i alt det kaotiske før hun overhovedet nåede at suge informationerne til sig. "It must be nice for them to have you here. Having someone inspire them everyday," brød hun så stilheden. Det var sandheden, at have nogen i sit liv som kunne motivere en og bringe det bedste frem hos en person. "They are very lucky to have you here."

Han nikkede med sit varme blik fokuseret mod hende. At hun var glad for det, gjorde ham endnu mere stolt. "Well, I feel safer already, with someone as competent as you in our hospital," sagde han, mens hans læber gled ud i et skævt smil. "That's amazing," gentog han, med endnu et nik. Han havde aldrig tvivlet på at hun ville komme langt. Hun havde altid været enormt stærk og fokuseret, og det glædede ham at hun kunne høste lidt goder på grund af det.

"Dunno," mumlede han, og trak på skuldrene. "I think they inspire me more than I inspire them. And I'm good with that," svarede han med et blidt smil. Han havde altid ladet sig inspirere af andre, tænkte han, mens han betragtede hendes elegante fingre holde om vinglasset. Og hvis der var én person i verden, der havde inspireret ham, så var det hende. På fire år havde han ændret sig meget - selvfølgelig ikke i sin kerne, men sådan hele hans udstråling. Han var langt mere fattet, lang mere sig selv og langt mere forvirret. Han følte langt om længe at han havde fået sig en plads i livet. Da han havde været sammen med Cecilia følte han ikke at han havde passet ind fordi han ikke følte at han havde fortjent noget af det. Det havde han nu. Arbejdet sig op, læst sig klogere, fundet en plads. Så selvfølgelig var han også langt mindre selvdestruktiv nu. "You know," mumlede han, og måtte løfte sine øjenbryn i en uforstående gestus. "I'm sorry I never called."
Lucas spændte sin kæbe. Han kunne lige så godt få det helt ud nu, så han kunne føle sig mindre utilpas. Det var måske noget af det mest uordenlige han havde kunne gøre, sådan bare at forsvinde. De var ikke endt på en dårlig måde overhovedet, og alligevel var han bare taget væk, og havde aldrig givet lyd fra sig, og som han sad der og mærkede varmen fra hende, kunne han ikke forstå hvorfor. "Or checked up on you. Or came back for my things." Han kunne ikke lade være med at komme med en lille hæs, undskyldende latter, mens han masserede sin tinding. "Or said goodbye to your family." Han kløede sig i håret og slog ud med sine hænder i en opgivende bevægelse. "Really, Ce. I really am."