Shock and Delight

"No reason could ever be good enough to leave without an explanation," insisterede han med et sørgmodigt smil, men nikkede alligevel. Han vidste at hun tog det meget bedre end han fortjente og at hun tydeligvist var kommet sig over ham, selvom han absolut ikke havde hjulpet hende overhovedet. Men så igen, var det jo det han havde prøvet at gøre. Hans evner var begyndt at løbe af med ham, og han levede i konstant frygt for at give hende stød eller for at hun skulle finde ud af hvad han var. Han havde formået at leve mange år med hende i et form for skuespil, men på et tidspunkt havde det hele bare hobet sig op, og han havde ikke turde at være nær ved hende i frygt for hvad det kunne bringe. Og nu kunne han så se frugten af det valg. Hun var alligevel blevet hevet med ind i det overnaturlige, og dét uden hans hjælp ved hendes side. Han følte at hun fortjente en forklaring, men ville ikke have at det kom til at lyde som om han undskyldte sine egne hovedløse handlinger.

Lucas rynkede uforstående sine øjenbryn og vendte et næsten panisk blik mod hende. Var det det hun gik og troede om ham? At han var taget væk for at gro?!
"I - what, no!," udbrød han, og lukkede mellemrummet mellem dem i to hurtige skridt, så han kunne tage hendes hænder i sine. "Celia! I can't stress enough how the only person in this world who ever gave me space to grow was you!" Han sank og rystede bestemt på hovedet mod hende. Han kunne ikke engang huske hvad de havde skændtes over, en af de sidste aftener. Det havde garanteret været noget totalt ligegyldigt. Men han kunne huske, at han havde slået i bordet og at lyset var gået og at Cecilia heldigvis var løbet nedenunder for at fikse det mens Lucas havde stået helt hvidglødende af elektriske pulser om sig. Tanken om hvad han kunne have gjort mod hende, havde gjort ham så bange. Han spidsede tænksomt læberne. "I had to allow you a normal life," svarede han, og fugtede sine læber. "I couldn't steal away your humanity or drag you into this world of monsters."

Han havde ret, der var ingen undskyldning stor nok til bare at gå uden at give en forklaring. Hun havde valgt i sidste ende ikke at kunne gøre meget andet end at acceptere at folk bare gik uden at forklare sig meget. Det var ikke ligefrem fordi, at han var den første. Cecilia placerede glasset med vin på bordet og placerede armene overkors - eller måske bare i en form for egen beskyttelse. Lucas kom tættere på, og greb hendes hænder, og hun holdt vejret kort som hun så op i hans øjne. Cecilia så på ham som han rystede på hovedet, og hendes hjerte sprang et par enkelte bank over. "Allow?" Endelig lod hun ord komme udover hendes læber, og hun rystede en anelse på hovedet. "I appreciate you tried to keep me safe from all of this - I do," svarede hun en anelse mere direkte, og det kendte men lå og ventede på om hjørne, "but, what if all I did want, was to be with you? Even if was in this chaotic and utterly painful reality," spurgte hun og tog en dybere indånding, hvorefter hun foldede læberne en anelse igen. Det sidste hun egentlig ønskede var at diskutere, hvad der var gået galt, og efter sit kendskab havde hun haft overvejet om der var mere til historien end blot menneskelige problemstillinger. Alting der var sket efter hun havde fundet ud af det overnaturlige eksisterede havde været at blive smidt ind i en verden af monstre. Cecilia var kun heldig, at hun på en eller anden vis havde et instinkt som kæmpede for at tilpasse sig til det. "I waited for you, you know.. for months, hoping you changed your mind," stupid.. hun tog et par skridt tilbage og vendte ryggen til ham kort, imens hun kørte sine hænder henover sit hår.

"So," hun vendte sig imod ham igen, og gik de tilbagegående skridt frem igen imod ham. "Everything you couldn't tell me back then.. you can tell me now," Cecilia tog en dybere indånding og sandheden var, at hun ikke vidste, hvad hun skulle forvente. "Are you gifted?.. please don't tell me you are an alien," hun formåede endnu engang, bare at smide sin humor ind, hvis ikke bare ganske kort. Hun var usikker grund, og Cecilia vidste, at hun skulle have forberedt sig på en samtale i dette omfang - men på den anden side, havde hun haft så mange overraskende impulsive handlinger på det seneste - hun bebrejdede de to væsner linket til hendes hoved for det lille knæk i hendes persona. På den gode side, stod hun måske ansigt til ansigt til den person som hun havde manglet mest af alle i sit liv.

Så snart ordene havde forladt hans mund skar han ansigt. Han vidste at det havde lydt ualmindeligt dumt. Who was I to decide what was best for her, tænkte han, mens en tom følelse rørte på sig. Der var ingen undskyldninger der kunne gøre det godt igen. "I know," svarede han blot. "I know." Han rystede på hovedet. "I didn't have the right to decide that."
Ordene skar i hjertet på ham, og varmen der før havde været i rummet forsvandt som dug for solen da Cecilia tog et skridt bagud og væk fra ham. Han vendte blikket nedad. Selvfølgelig havde hun siddet og ventet. Nok lige så meget som han havde siddet i et hjørne og stirret på sin telefon, for svag til bare at skrive det nummer og klikke på 'ring'. Han slog endnu engang ud med hænderne, før han løftede blikket mod hende. Han pressede sine læber sammen til en smal streg. "I'm sorry," gentog han, pinligt klar over at der ikke var meget andet han kunne sige i dette stadie.

Lucas rynkede på øjenbrynene og betragtede hende nysgerrigt. Det var helt vildt surrealistisk ikke at skulle skjule hvem han var overfor hende. Ikke i hans vildeste fantasi havde han nogensinde troet det muligt, at hun ville stå foran ham og insistere på at vide hvad han var.
Han smilede en smule sørgmodigt til hende, ved hendes ændring af hvad hun før havde kaldt en superpower. Ordet 'gifted' var noget han var begyndt at bruge som lærer, fordi der netop var så mange der så på deres evner som en form for forbandelse. Han havde selv haft det sådan; specielt da han var sammen med Cecilia, og var kommet frem til at evner kun kunne føles som en forbandelse, hvis man ikke havde kontrol over dem. Så det havde han brugt de sidste mange år på at få, og det var ikke nogen smal sag at få kontrol over noget så livligt som elektricitet.
Lucas nikkede, og kunne ikke undslippe en lille hæs latter. "Not an alien," forsikrede han hende. "Here," sagde han og løftede sin hånd mod hendes i håb om at hun ville tage den. "Let me show you one of them."

Cecilia ville ikke stå her lige nu, hvis hun vidste, bare på et eller andet grundlag at han var ligeglad. Hun kunne have brugt sine evner og forsøgt at spore sig ind på, om det ville have været turen værd - men det havde hun ikke gjort, for et eller andet sted vidste hun godt, at der nok var mere til historien end de ting hun fortalte sig selv - eller havde fortalt sig selv. Selvfølgelig ønskede hun at vide hvad han var, men hun var også klar over med sig selv, at lige meget hvad han sagde, så ville det ikke ændre på, hvordan hun så ham. Cecilia åndede svagt ud, som han med en mindre læs latter bekræftede at han ikke var en alien, og hun trak en smule på smilebåndet. "That's good enough for me," svarede hun med en kort mild latter. Han løftede sin hånd imod hende, og hun trak vejret dybt ind kort. Der var ikke en eneste tvivl i hendes system om, at hun stolede på ham. Hun var kun ked af at i al den tid, at han havde været nød til at leve på liste tå omkring hende - kun fordi han ikke ønskede at infiltrere hendes verden med det overnaturliges mørke. Det var også derfor, at hun var taknemlig, selvom det gjorde ondt, så var hun taknemlig for alt han havde givet hende. Tankerne var et stort kaos, og de kæmpede for at finde ud af, hvad hun skulle gøre af sig selv. Alligevel, så var det eneste hun følte der bare var lidt rigtigt lige foran hende. Tilliden var der stadigvæk, og måske nu mere end før. Der lå flere grunde i det, og måske var det fordi, at hun bedre kunne forstå ham nu. Med alt der var forgået var der en forståelse, en forståelse hun ikke havde fanget før nu. Han kunne ligeså godt have sagt hun måtte klare sig selv, i stedet for at tilbyde sin hjælp.  Cecilia tog imod hans hånd og så ham i øjnene, imens hun åndede svagt ud.

Lucas sende et beroligende smil mod de brune øjne, og nikkede svagt. Hun stolede stadig på ham, og det fik sommerfuglene i maven til at slå loops. Han fastholdt hendes blik mens han meget kontrolleret tappede fra elektriciteten omkring dem. Lyset flakkede før det gik ud, og han gav hendes hænder et hurtigt, forsikrende klem, for at signalere at alt var godt. Hans øjne gnistrede. Så gav han slip på elektriciteten i sin krop.
Rummet føltes statisk.
Små, blålige elektriske pulser løb fra hans fingre og op omkring hendes hånd. Han var nøje med ikke at lade pulserne direkte røre ved hendes hud, men de løb omkring hende som små, flakkende lyn op og ned af hendes arme og rundt om begge deres kroppe. Han nærstuderede hendes ansigt. Hans øjne så bedst i mørket, så detaljerne var skarpe og han behøvede endelig ingen briller for at kunne se alle følelserne i hendes øjne. Den svage knitren omkring dem føltes hjemlig og varm i hans ører, og han håbede ikke at det var alt for overvældene for hende.
"Breathe," nynnede han, mens den mest berusende følelse skyllede ind over ham. Følelsen af ikke længere at være bange for at skade hende. Følelsen af ikke længere at skulle lyve overfor hende. "And," hviskede han, og lukkede øjnene for at holde fokus. "Gently push with your feet, just, about," han pausede. "Now."
Lucas dirigerede elektriciteten ned under hendes fødder og ud på gulvet. Det krævede langt mere kontrol, men var en forholdsvis ny ting han havde fundet ud af ved sin evne. De elektriske impulser fungerede som magneter, og både Cecilias fødder og gulvet de stod på var positivt ladet, så de skubbede sig automatisk fra hinanden. Lucas strammede grebet i hendes hånd, da hun blev skubbet godt 30 centimeter op fra gulvet, og kunne ikke holde en let latter inde. "Now look down."

Hun var overbevist om at hun ville holde sit blik imod ham, men som de små elektriske pulser løb omkring hendes hånd, var hendes opmærksomhed begejstret flyttet. Der var ting hun havde set de seneste måneder, men aldrig direkte så tæt på at hun direkte kunne føle det. Og de ting hun havde følt, havde ikke ligefrem været noget at være begejstret over, men på sigt var en god oplevelse, nok det hun havde haft mest brug for. Hun åndede ud i et større smil, som de mørke øjne fulgte de små flakkende lyn, der løb op og ned ad hendes arme. Det var på ingen måde en ting hun havde oplevet før, og hun kunne knap nok tage stilling til, hvordan hun havde det med det - men det var i hvert fald ingen negativ følelse, hun var begejstret, imponeret endda. Hun åndede ud som han påmindede hende om, at hun skulle huske at trække vejret. Cecilia flyttede sit blik tilbage på ham, som han hviskende tilføjede en instruks, men fulgte den nøje. Det var som om tusinde sommerfugle blev sluppet løs i hendes mave, og hun satte lidt af med sine fødder da han sagde hun skulle, undrende af, hvorfor, men hun gjorde det. Hun kunne mærke han holdt ekstra godt fast i hendes hånd, men tænkte ikke yderligere over det, ikke før han sagde hun skulle se ned. Hun flyttede sit blik ned, og en mild latter forlod hendes læber som det gik op for hende at hun svævede let over jorden. Hun følte sig næsten mundlam, men hendes øjne lyste op næsten ligeså meget som smilet på hendes læber. "It's incredible," indrømmede hun næsten åndeløst og flyttede sit blik tilbage på Lucas, næsten høj på følelserne der blussede op i hende. Elektricitet, det forklarede måske nogle af de mindre strømafbrydelser de havde døjet med af og til i fortiden. Der var alligevel mange brikker som blev lagt på plads i hendes hoved nu, og hun følte langt mere hun havde et klart blik nu end før.

Han smilede fornøjet. Det var virkelig ikke tit han havde fået lov til at imponere nogen som helst med sine evner. For det meste var han omgivet af folk, der selv havde evner, og som derfor ikke ligefrem var imponerede over andres. I hvert fald ikke på den måde, det nu føltes at kunne vise én person der var så komplet uvidende om det hele, at han kunne manipulere med elektriciteten omkring dem. Det var intenst.
Lucas tog et skridt, og styrede Cecilia med sig rundt i en lille cirkel, så hun snurrede rundt engang, mens hun var oppe over jorden. Hendes smil smittede og hele hans ansigt var varm af den berusende lykke der fyldte ham i disse korte sekunder hvor han ikke skulle tænke på hvilken fare hun var i. Og endelig, da han begyndte at mærke den lille prikken i fingrene, der betød at nu var det tid til at stoppe med at lege, sænkede han hende ned på gulvet igen. Han lukkede øjnene og pustede ud.
Lyset omkring dem flakkede endnu engang, og tændtes så igen. Omend en smule mindre skarpe. Så snart lyset kom igen kriblede en følelse af usikkerhed over ham. Havde han overtrådt? Han åbnede sine øjne og søgte hendes, en smule bange for at hun ville kigge fordømmende på ham. Han havde kun valgt at dele denne ene evne og havde ikke umiddelbart i tankerne at fortælle om den anden. I hvert fald ikke nu. En evne der nok ikke kunne bruges til så meget sjov, og som var meget aggressiv og invasiv. Han vidste heller ikke hvordan han skulle forklare at han var en formskifter. Hvis hun havde haft en dårlig oplevelse med en varulv, ville han ikke have at hun puttede ham i samme bås.

Lucas rynkede på øjenbrynene, og kløede sig småsmilende i håret. Han følte sig pludselig så melodramatisk. Han havde rent faktisk fået hende til at flyve. Tanken fik ham til at klukke lavt. "Was that too flashy?" Spurgte han, og rynkede på næsen.

Det var noget som man kun så på film, en oplevelse hun nok sent ville glemme - og det var hun helt tilfreds med. Hun så sig livligt omkring, totalt forgabt i, hvad der skete omkring hende. Til sidst sluttede turen, og hun mærkede gulvet under sine fødder igen. Cecilia tog en dyb indånding ind og sugede oplevelsen til sig, og så på Lucas der åbnede sine øjne. "Too flashy?" Gentog hans ord, og trådte et skridt tættere på ham. Stille lagde hun sine hænder imod hans kæber, og så ham direkte i øjnene, "it was remarkable Luc," bekræftede hun så og vippede hovedet en anelse til venstre. Hun var stadigvæk høj på den følelse, for sommerfuglene havde ikke lagt sig til at sove endnu. Måske der var flere årsager til det. Det var ikke ligefrem fordi, at nogen før havde fået hende til at flyve - og havde alle mennesker ikke mindst engang i sit liv ønsket sig evner til at flyve? Stille slap hun sig greb om hans ansigt igen, og lod hænderne glide langsomt ned langs sin side. Åndeløs. Hun var åndeløs, og kunne ikke tage sine øjne fra ham igen - eller hun kunne godt, men hun ønskede ikke. Hvorfor havde det taget dem så langtid at se hinanden i øjnene igen? Et spørgsmål der nok ville forblive et evigt mysterium. Det havde været ren bekymring for et par år siden, da hun havde fået Zitora til at hjælpe hende med at finde ud af - om han var okay. Det som havde været et angreb og en helt zombie film havde for Cecilia i flere år været en form for forfærdelig terrorangreb imod landet - selvfølgelig var hun blevet klogere nu. Men hun var ikke sikker på, at hun fandt det mere beroligende at vide, at alle her havde kæmpet imod levende døde. Specielt ikke, imens Ethan havde haft overbevist Maeves og Cecilias familier om, at der var tiden da helt klart inde til en ferie. Så hun havde misset det, heldigt nok ville de fleste nok sige. Men at nå frem til den følelse, af at folk hun holdt af, folk hun elskede havde lidt under sådanne forhold  - og uden hun vidste det. Det var tortur i sig selv. Den næste tanke der slog hende undrede hende over, hvorfor hun ikke havde tænkt den før nu. Hun var spændt på, om han ville fortælle hende mere - om der var mere at fortælle. Måske var han menneske lige som hende, med evner han havde kæmpet med siden tidernes morgen, men blot opvokset et sted, hvor de var normale. "God, I've missed you," indrømmede hun så under næste udånding og mærkede hjertet sparke afsted med fuldfart.

Hun bevægede sig så hurtigt, at han nær havde taget et skridt bagud. Det var efterhånden lang tid siden at positiv fysisk kontakt havde været en automatik, og normalt når nogen bevægede sig hurtigt omkring ham, betød det at han skulle skynde sig i forsvar. I stedet lagde hendes elegante hænder sig om hans kæber, og han måtte fortabe sig i hendes brune øjne. De syntes at svømme væk med ham, og et kort øjenblik overvejede han hvor vidt det var ham der svævede. Hans læber skilte sig i overraskelse. Remarkable. Ordet rungede i ham. She thought it was remarkable. Hans ene mundvige vippede op i et skævt smil, og han spejlede automatisk hendes bevægelse og tiltede sig eget hoved en smule mod venstre. I nogle få sekunder var de sidste fire-fem år aldrig sket, og han måtte anstrenge sig for ikke at lukke det lille stykke luft imellem dem for at give hende et kys. En bevægelse der engang havde føltes så naturlig at det var svært at komme af med. Hendes entusiasme var lige så livlig og smittende som elektriciteten havde været få øjeblikke inden, og han kunne ikke andet end at komme med en overrasket latter. Hendes hænder føltes brændende varme på hans kinder. Og det næste sekund var de væk, men den brændende varme var der stadig. Hans sænkede blikket, en smule usikker over den pludselige intimitet, og følte sig næsten blottet efter at have vist sin evne. En evne han havde brugt så mange år på at være usikker på. Smilet forsvandt ingen steder, og han samlede endelig mod til sig og hævede blikket for at møde hendes øjne.

Forsigtigt rakte han ud for blidt at skubbe en løs hårlok om bag hendes øre. "I've missed you too," svarede han åndeløst. En ikke helt nem indrømmelse. "You have no idea." Hans hånd blev liggende bag hendes øre, og han hev hende blidt mod sit bryst.
Lucas lod varmt sine læber strejfe hendes pande, før han løsnede sit greb om hende. "Thank you," hviskede han. Et tak der dækkede over så mange ting. Han trak en hånd igennem sit eget hår, og sendte hende et ærligt smil. "Now, sit down while I go get those pizzas," klukkede han lavt.

Hun havde ikke forventet at føle sit hjerte banke et par slag hårdere, som han nævnte at han også havde savnet hende. Savnet var aldrig forsvundet, også selvom at hun gentagende gange havde prøvet på at overbevise sig selv om, at hun var kommet videre. Cecilia følte sig næsten åndeløs, som han skubbede en af de løse hårlokker på plads bagved hendes øre, og de blide dådyr øjne så ganske kærligt imod hans. På en sigt var hun kommet videre, men som hun stod her, føltes det som om hun var tilbage til starten. Som han hæv hende lidt frem, og hun mærkede hans kæber der varmt strejfede hendes pande, lukkede hun øjnene ganske kort. Det overvæld af følelser syntes ikke at stoppe med at regne ned over hende, og det var så naturligt bare at holde ham ind til sig.. lade hendes læber mødes med hans igen, men hun måtte holde sig selv i skindet. Det sidste hun ønskede var at ødelægge noget. Som han løsnede grebet sit greb om hende, åbnede hun stille øjnene op igen, hun kneb i et sekund sine øjne da han takkede hende - overvejede årsagen, men spurgte ikke. "Good idea, we can't let the pizza's wait," pointerede hun med et mere skævt smil før hun trådte et enkelt skridt bagud, og derved fandt vej hen til stolen hun før havde sat på. "I will be right here," hun løftede stille på det ene øjenbryn, hvorefter hun rakte ud efter sit glas for at tage en mindre mundfuld af vinen. Hendes hjerte bankede stadigvæk vildt og blodigt, men hun var udmærket klar over, hvorfor det sang så meget.
Den varme hun sad tilbage med var længe savnet, og det føltes som om at der måske kunne findes varme og ro i de kolde, lange vinterdage. Det var måneder siden hun havde følt sig glad, hvor hun kort havde glemt alt der som lå og ventede på hende når hun engang lukkede øjnene igen. Det var først som han gik imod døren, at det gik op for hende langsomt at hun stadigvæk var på akademiet. Cecilia var måske ny i den overnaturlige verden, men var altid beredt på diverse ting, og siden at Joseph kunne suge alt magi fra besværgelser over hendes hjem, så var han nød til at komme til hende, for at fjerne den cloaking besværgelse hun havde fået en heks til at udføre. For ikke at tale om de kors lignende genstande der var i hendes taske - efter et angreb fra en vampyr kunne man vel ikke være for sikker.

Lucas var usikker på om det havde været lidt for indlysende at hans pludselige emne skift havde været på grund af, at han var bange for, at han ikke ville kunne holde sig fra at kysse hende, og at han havde brug for et kort time out efter alle følelserne. Han sendte Cecilia hvad han håbede var et overbevisende smil. "Nothing worse than cold pizza," pointerede han og håbede inderligt at det kune var ham der følte sig en smule akavet. Hans øjne dvælede en anelse for længe på hende, mens hun tog en tår vin, og han måtte mentalt ruske i sig selv for at dreje sig om på hælen. Lucas lukkede stille døren bag sig, og måtte hive en god portion luft ned i lungerne. Han sendte et blik mod loftet, og tog nogle få sekunder til at sænke sine skuldre, løsne sine hænder og ranke ryggen, før han pustede luften ud igen.
"Luke," mumlede han til sig selv. "Don't fuck this up."
Han havde været så tæt på at kysse hende. Så tæt. Han ville for alt i verden ikke kunne se sig selv i øjnene igen, hvis han udnyttede Cecilias tiltro til ham og hendes egen skrøbelighed til noget som helst andet end at være der for hende som en god ven lige nu. Don't let your emotions run off, tænkte han bestemt. This is not about you. It's about her. She's in danger. She needs a friend. Get your shit together. Han blev ved med at sige de små sætninger til sig selv, mens han gik ned af gangen mod trappen, og videre mod hoveddøren for at gå pizzabuddet i møde.

Han havde hverken været snaksaglig eller specielt kæk som han ellers plejede at være, da han havde fået sin aftensmad leveret ved hoveddøren af Akademiet. Med et skævt smil bevægede han sig tilbage mod sit værelse og håbede inderligt, at han ikke ville støde på elever eller lærere på vej tilbage. Det ville være pinligt at skulle forklare at hans ekskæreste sad på hans værelse og ventede på pizza. Hele scenariet var stadig så surrealistisk at han nær gik ud fra at hun ikke ville være der når han åbnede døren igen.
Efter at have fumlet med låsen fik at endelig låst op, og skubbede døren åben med sin hofte. Duften af pizza spredte sig hurtigt, og hans mave knurrede lavt, taknemmelig over tanken om at få noget at spise.
"Alright, princess," sagde han med et bredt smil. "Dinner's served!"

Han lukkede døren efter sig og hun åndede ud, kort efter at have sat vinglasset fra sig igen. Hun kørte stille hænderne henover sine mørkebrune krøller, og lænede sig mere tilbage i stolen. Hjertet bankede voldsomt afsted og hun måtte tage et par dybe indåndinger for at få det tilbage til dens normale rytme. Ganske svagt lænede hun hovedet en smule bagud og lukkede øjnene ganske kort. Cecilias fornuft bankede på, og ønskede at bringe hende til ansvar for, at hun var her og forstyrrede hans liv - men hun håbede også det kunne redde ham fra Josephs skæve smil og evne til at slippe afsted med mord, og hvad han ellers var skyld i. Alligevel var det sidste hun ønskede, at Lucas skulle forsøge at tale en som Joseph til fornuft - for spillede ordet fornuft overhovedet en rolle hos ham? Hun åbnede øjnene igen og åndede ud. Nysgerrigheden ringede også på, fik hende til at være nysgerrig på akademiets storslåede hemmeligheder og alt det mon havde at byde på for alle de overnaturlige mennesker. Dog huskede hun også, at Ethan havde nævnt at der også var mennesker her. Surrealistisk at lade mennesker omgåes med det overnaturlige, utroligt hun ikke havde hørt om nogle overfald af unge - eller måske stedet bare havde sin egen sygafdeling. Hun vidste et sted som dette ikke have massive skader i ny og næ - en erfaring hun kun havde fordi Ajax havde kampsport, og det kunne mærkes nogle gange.

Cecilias tankestrøm blev forduftet da der blev fumlet med døren, og hun holdt vejret ganske kort, men åndede lettet ud igen da Lucas' ansigt dukkede op med pizzaerne i sin favn. Smilet lyste rummet op og kunne næsten have klappet i hænderne af begejstring over tanken om mad. "My favorite words," grinte hun blidt, som duften spredte sig i værelset. Hun vidste ærligt talt ikke, hvad hun havde forventet ved at møde op her, men indtil videre havde hun ikke fortrudt det. Langtfra.

Lucas betragtede hvordan hendes ansigt gik fra nervøst til begejstret og fik kortvarigt dårlig samvittighed over at have efterladt hende alene i nogle minutter. I bagspejlet var det måske ikke en just smart idé måtte han indrømme overfor sig selv, men kunne kun være glad for, at der ikke var sket noget uventet. Hendes latter fik de negative tanker til at fordufte. "You good to just eat out of the boxes?" Spurgte han smilende, og placerede pizzaerne midt på bordet. "Not quite fit for a princess, I must admit."
Før han satte sig overfor hende, tog han sit vinglas fra køkkenbordet og flasken i sin anden hånd, for at placere den ved siden af pizzaerne. Det var næsten skræmmende hvor meget det mindede ham om 'de gode gamle dage'. Rødvin og pizza. Hvis der var noget i verden, der kunne få en hård samtale til at bløde lidt op, eller dårlige tanker til at forsvinde, så kunne det kune være rødvin og pizza, tænkte han sagligt. Han
"Without dragging you back down a dark hole of sorts," begyndte han, og gestikulerede fraværende mod hende med sit vinglas i hånden. "Tell me about your powers." Han betragtede hende nysgerrigt, og sendte hende et varmt smil for at forsikre hende om, at han godt vidste at det måske var et touchy emne. "Obviously, do throw your wine at me if you don't wanna answer and find me rude." De små smilerynker omkring hans øjne bevægede sig i takt med hans studerende blik mod hende. Han kunne forstå hvis hun ikke havde lyst til at tale om det, men ville gerne vide, hvad hun vidste om sine evner. Det ville kunne give god indsigt i hvad Joseph måske havde i tankerne.  
"I know it's scary at first," indrømmede han, og smilede forsikrende til hende. "But honestly it will revolutionise your life when you get the hang of them."

"Please, we both know I would be eating it in my loungewear - straight from the box - if I was home, so it's fine, really," pointerede hun med et mere skævt smil, som hun så på ham med et lille glimt i øjet. Hendes mørke øjne fulgte ham som han kom hen med sit vinglas og resten af vinflasken. Hun bed sig kort i underlæben, som han havde sat sig og spørgsmålet lød. Det var svært at undslippe det mørke hul, men hun følte sig ikke helt fortabt mere. Hun forstod nysgerrigheden omkring hendes evner, hun var selv nysgerrig i at finde ud af mere omkring dem - og ligeså nysgerrig var hun på andres evner. Tilføjelsen fik hende til at klukke kærligt af ham og ryste en smule på hovedet, "that would be a waste of good wine," påpegede hun og åndede derefter ud. "No, it's alright." Cecilia følte hun var nød til at bekræfte for ham, at det var okay at han spurgte. "I used to mostly just have very realistic dreams, and usually had feeling.. now its much more uncontrollable. It feels like I step into another reality, everything feels so real - it is beyond terrifying, creeps me out," indrømmede hun og så ham i øjnene. Nogle syner var ikke slemme også var der dem, hvor hun kom til sig selv i et andet rum, fordi synet havde fået hende til at bevæge sig rundt til andre lokaler. For ikke at nævne da hun næsten havde stukket Michael ned. "But there is a chance I might be able to at least get some control - at least just a little bit," eller det var mere håb end fakta. Hun tog sit glas med vin og tog endnu en mundfuld af den. Stille åbnede hun pizza boksen, og tog et stykke ud. "The other one however, I've only used it a few times. If I could summon an archangel.. who knows what I might be able to do -," fra det perspektiv det virkede ikke underligt, at en som Joseph ville have fat i hendes evner. De tanker havde hun vendt og drejet i sit hoved alt for mange gange allerede.

"But I hope you are right," indrømmede hun med et lille løft på smile båndet som hun tog en bid af sin pizza. Det var vel okay at håbe, at hun ville forstå sine evner en eller anden dag, og at de ville gøre mere gavn. Hun fik tygget af munden, og åndede svagt ud igen. "It's quite a dangerous yet sort of marvelous world," sagde hun stille, men oprigtigt. Der var også gode ting ved det overnaturlig, folk hun havde set gjort vidunderlige ting. Det var hårdt at være optimist i en verden som denne her, men hun måtte kæmpe for at beholde de værdier hun havde - selv når det virkede håbløst.

Lucas nikkede, ikke overrasket over hendes svar, og sendte hende et bredt smil. Han var som altid enig. En normal aften for ham var også for det meste i et par sweatpants og en løs t-shirt. Alligevel tog han sig selv i at være godt tilfreds med hendes elegante sorte trøje, der fulgte hendes former med fine blonder og lod hendes skuldre være bare. Han betragtede hende som hendes ansigt kortvarigt ændrede sig, og var bange for at han havde presset for hårdt på ved at være lidt for nonchalant omkring det skrøbelige emne. Hendes bekræftigelse fik ham til at sænke skuldrene igen, og i stedet fokusere på at lytte intensivt til hvad hun skulle til at fortælle ham.
"So does it only happen when you sleep?" Spurgte han med rynkede øjenbryn. Det kunne under ingen omstændigheder være specielt behageligt, men tanken om pludselig at føle sig i en anden verden, mens man var i gang med noget andet, virkede utroligt skræmmende. I det mindste hvis det var i søvn, ville hun være forholdsvis tryg i et hjemligt miljø. Han tog tænksomt en bid af sin Margherita pizza og nikkede tænksomt. "Yeah it does sound scary," indrømmede han, med et blidt og let undskyldende blik mod hende. Han hævede nysgerrigt et øjenbryn mod hende, ved synet til at hun kendte en der kunne hjælpe hende med at kontrollere sin evne. At least just a little bit. "You know someone who can teach you control?" Spurgte han, oprigtigt overrasket. Han blinkede et par gange, og kom så med en dæmpet klukken i håb om at det ville løfte stemningen.
"I still can't believe you summoned an archangel," mumlede han, og kløede sig fraværende i håret. "Have you tried summoning anything else? A physical object maybe?"

Lucas nikkede, fuldt forstående for hvor nemt det var at se på de negative sider ved en overnaturlige verden. I hans hoved var faktaen bare at, om man vidste det eller ej, var verden lige så farlig. Måske ville hendes viden kunne gøre det nemmere for hende at undgå farlige væsner i fremtiden.
"Oh, it's marvelous alright," svarede han, og smilede igen. "You've only seen the tip of the iceberg. I wish you'd had a softer introduction. The beautiful aspects are many more and more amazing than the bad ones," forsikrede han hende.

"No, It used to. Now it's pretty much anytime it wants, because I don't push down anymore," indrømmede hun og bed sig svagt i læben. Det var egentlig et under at hun førhen kunne have skubbet det væk, kun med indbildningen af at det ikke havde nogen betydning - den menneskelige hjerne var et sandt vidunder engang i mellem. Cecilia var i stand til at give et par eksempler, men i bund og grund følte hun også, at hun havde nævnt Joseph for meget allerede. "Ish," indrømmede hun med en lille grimasse og et kort træk på skulderen. "He doesn't really have the same powers as I do, but according to him the source of most powers is to remember to breathe and not overthink it -" Cecilia var ikke just sikker på at det var den rigtige vinkel, men det lød ikke helt dumt. Ajax havde forsøgt med alle gode råd, og for en ung dæmon med evner som hans - så tog hun hans ord for gode vare, det virkede til han havde kontrol. "However, I spoke around - as one do, and the shop owner I visited in town might know someone who can help," tilføjede hun håbfuldt. De to dæmoner hun havde mødt havde virket som alt andet end dæmoner, og den ene af dem var endda en Michael af alle stolede på. Cecilia havde aldrig nået frem til den tanke, hvor vildt det var, at hun havde hidkaldt Michael - ikke før Lucas pointerede det. Måske det havde været fordi, at hun havde tillid til Michael som person. Det havde den fordel at Cecilia var vokset op med religion omkring sig, men alligevel en øjenåbner at have en af ærkeenglene omkring sig. "Yeah, I don't think I ever really realized it," indrømmede hun og tog den sidste mundfuld der var tilbage i sit glas. "Honestly, I don't really remember how I did it," hvilket var sandheden, udover at have været lammet med frygt og var krøbet under sin seng i håb om et godt skjul. Så huskede hun ikke meget før efter at hun havde fået af vide det var sikkert til at komme frem. Cecilia tog endnu en bid af sin pizza ved den tanke, og tyggede lidt på den.

Der skulle være smukke ting i det, der var smukke ting viklet omkring de fleste ting der var farlige i denne her verden. Hvis man fangede sig selv indenfor og undgik alting, så ville man aldrig komme frem til følelsen at være i live. Hun vidste inderst inde det sikkert også galt det overnaturlige, der måtte være folk i alle afskygninger ligesom der var mennesker af alle personligheder - dem man kunne lide også var der dem som var lidt sværere at holde af. "I bet," åndede hun stille ud. Selvom hendes introduktion til det overnaturlige havde været barsk, så havde hun været taknemlig over, at hun ikke havde været alene da det skete og Michael faktisk havde givet hende midlerne til at komme frem til de fleste ting. "Anyways, last time I spoke to Michael he said that he might know one person who can help get rid of the entire curse. So maybe after I get rid of that, I can actually look for the good parts of all this," fortalte hun så med et lille opløftet smil. Det var ikke ligefrem fordi, at hun ikke havde fået det til halvt at fungere - men det fungerede jo heller ikke, at man ikke kunne komme til at banke tåen ind i en væg og den anden kunne mærke det - for ikke at nævne de ting der var værre end det.

"There is however one thing I would like to be better at," hun tog en dybere indånding og foldede læberne sammen kort. Cecilia havde forsøgt sig at tage diverse hold indenfor alt fra selvforsvar osv. Og selvom de fleste af dem godt kunne rettes indtil det behov hun havde, så kunne det alligevel ikke - ikke uden for mange spørgsmål. "I want to be able to defend myself.. I still remember the basics you taught me back in the day, but I would like to know more," tilføjede hun og åndede stille ud igen. Selvom hun var nysgerrig anlagt, havde hun ikke ligefrem set det som gode ting at kunne i tilfælde af noget ville ske - nu var der ting der skete - og hun følte sig alt andet end udstyret til faktisk at kunne gøre noget. "So.. Maybe you could teach me some more one day?"

Remember to breathe and not overthink it. Lucas spærrede øjnene op og kom med en fornøjet latter. "Tell you what, that is actually some pretty sound advice," indrømmede han med et bredt smil, og nikkede for sig selv. Hans smil blev blidere og hans øjne varme. "Add onto that to not be afraid of it. Don't fear them." Han tiltede sit hoved let, udmærket klar over at det var lettere sagt end gjort. Han vidste bare at evner var meget sværere at kontrollere når man var bange for dem, som om de prøvede at ruske sig fri af én og tage over. Hvis man ikke var bange for sine evner, var det langt lettere at tage kontrol over dem. "And," tilføjede han hurtigt, "to practice somewhere quiet, around people you trust." Det var vigtigt at føle sig tryg, vidste han, og tryghed kom oftest med ro og at være omgivet af folk man var trygge ved og følte, man kunne stole på. Så var det også nemmere ikke at være bange.

Lucas nikkede i takt med at hun fortalte ham om evnerne. Denne Michael lød til at være til rigtig god hjælp. Han småsmilede over tanken. En ærkeengel havde simpelthen besluttet sig for at hjælpe Cecilia. Hvis det ikke bekræftede hvor speciel hun var, så vidste han godt nok ikke hvad gjorde. Han hævede nysgerrigt et øjenbryn mens hun snakkede, og skænkede høfligt mere vin op til hende. Selvfølgelig ville et menneske der ikke var vildt religiøs nok ikke indse hvor sjældent det var at være i kontakt med de første engle, men Lucas var udmærket klar over hvor specielt det var. Hans læber skilte sig i overraskelse, da hun nævnte at der måske var en der kunne hjælpe med at hæve forbandelsen. "That's fantastic," svarede han oprigtigt overrasket over det. "Well thank God you aren't alone in it," mumlede han, og fugtede sine læber. Det ville have været et mareridt hvis hun havde brugt den sidste lange tid på at gå og være bange og alene, tænkte han. "So," startede han, og rynkede sine øjenbryn. "How strong is the link? Can you hear each others thoughts and stuff?" Han kneb øjnene sammen. "Could he feel our hug?" Tanken fik ham til at rykke uroligt på sig i stolen. Han skulle til at kaste flere spørgsmål efter hende, da hun trak vejret ind som om hun skulle til at sige noget grænseoverskridende.

Lucas mærkede varmen i sit bryst folde sig ud igennem hele kroppen. Bare tanken om at hun overhovedet kunne huske nogle basale forsvarsteknikker og ikke bare havde lagt dem i glemmebogen gjorde ham utroligt stolt. Han nikkede energisk, mere end glad ved tanken om at lære hende mere. Hvis der var nogen der havde brug for at lære selvforsvar så var det generelt mennesker, syntes han, og Cecilia havde så absolut godt af lidt træning. Det boostede også altid selvtilliden. "I'd be honored," svarede han med et blidt smil. "I'm happy you still remember a bit," påpegede han, og smilede til hende hen over glasset, før han tog en tår. "You were a great student."
Tanken om deres stue hvor han havde forsøgt at lære hende basis-reglerne for kamp og forsvar fik ham til at smile, og en varm latter fandt vej. Minderne om hvor sur hun blev når det ikke lykkedes for hende, og hvor stædig hun havde været for at få det hele perfekt fik langsomt sommerfuglene i hans mave til at vågne op igen.

Don't fear them, hun tog en dybere indånding ind, og sank en klump som hun åndede ud igen. Der havde indtil videre ikke været megen grund til ikke på en eller anden grund frygte det, men Lucas havde sikkert ret og Cecilias evige talent i at overtænke alting kom hende nok ikke til fordel i denne her situation. Den ting der i hvert fald havde hjulpet mest var at finde problemet i det, og det havde nok mest været det ukendte, men at have kendskab til, hvad hun kunne gøre - skabte bare en lille ro. Hun åndede stille ud igen, til hans tilføjelse. Der var ikke mange steder tilbage, hvor hun følte sig helt tryg - den følelse havde Joseph fjernet efter sit indbrud og efter Pandora pludselig var dukket op i Ethans hus da hende og Maeve havde været der. Bevidst på ret kort tid, at det ikke var specielt svært at tracke hendes bevægelser. Lige nu kunne ingen magi tracke hende, men det var et spørgsmål om tid før Joseph alligevel fandt en vej udenom det, spørgsmålet var bare, hvorfor han var så stille, stilhed før stormen var ikke specielt betryggende. "Yeah," åndede hun stille ud. Det tætteste hun havde været på at føle sig tryg var lige nu.


Cecilia foldede spændte kort lidt sine kæber som hun bed sammen, men slappede hurtigt af igen. "No, it's more just physical. Like If he got a papercut, i would feel it," forklarede hun og brugte et mindre voldsomt eksempel. "Ajax is an Oneiric demon.. I don't know if you actually know him.. not that its important," hun rystede lidt på hovedet af sit næsten sidespring, "when we got linked I passed out.. he connected our minds that was before we knew Joseph was mixed in the connection. But, when we sleep we can meet in each others mind space. Its a very weird experience," klukkede hun ganske let og kunne ikke undgå at smile bare lidt. Det var sikkert ikke mange der nogensinde ville få den chance for at opleve, hvordan en anden persons underbevidsthed var bygget op. "We have managed to block Joseph out, for now at least." Cecilia vidste ikke hvor beroligende eller foruroligende det var - det krævede lidt, men mest af Ajax at holde Joseph ude af deres hoveder. Men dæmonen kunne sit kram når det kom til hans evner, det måtte hun give ham.

Smilet blev varmere som han var med på ideen, og hun nikkede et par gange som hun tog det nu opfyldte glas, for at tage en mindre mundfuld. "Great," Cecilia følte hun havde lidt flere ting på plads i sit sind nu. Det havde været frustrerende ikke at vide, hvor hun skulle starte og alt for mange tiltag var ærlig talt bare stressende. "I had a great teacher, I can't take all the honor," svarede hun med et mere skævt smil. Cecilia var klar over, at hun ikke altid var lige nemt at have med at gøre, men alligevel havde han altid været tålmodig nok til at håndtere den stædighed der fulgte med hende. Hun havde altid været klar på en udfordring og gjorde sjældent noget halvhjertet. Cecilia tog endnu en sip af vinen og satte glasset fra sig som hun vippede hovedet en anelse på højtkant. Hun kunne ikke beskrive hvor rart det var at sidde overfor ham igen, være i samme rum som ham og mærke sit hjerte banke afsted. "So, other than living the best teacher life, how have you been?"

Lucas brød sig ikke om det. Tanken om at hun var fysisk tilsluttet en anden person gjorde ham urolig. Ikke at vide gjorde ham også ukomfortabel, og han rykkede let på sig i stolen. Utrygheden over ikke at vide hvad Joseph ville med Cecilia og ikke at kende til detaljerne om forbandelsen og det link hun havde, var evigt frustrerende.
Han spærrede forbavset øjenene op ved navnet. "Ajax?" Udbrød han, overrasket over at det var én studerende han faktisk kendte. Winston? På en eller anden mærkelig måde gjorde det ham meget mere rolig at det var Ajax hun var linket til. Han havde ham i Psykologi, og det var en af de skarpeste hoveder han havde. Selvom han ikke altid virkede motiveret til at studere, så var han skarp og vigtigst af alt, tænkte han, empatisk helt ind til knoglerne. Han havde vidst endda faktisk nævnt overfor Jack at han godt kunne lide Ajax, og at de skulle finde en måde at motivere knægten på. Jo, han virkede lidt småarrogant, men faktisk havde Lucas altid godt kunne lide ham, fordi Ajax mindede ham om hvordan Lucas havde været som yngre. Kompetitiv men på samme måde introvertet. Lige den type person som Lucas ville have fundet attraktiv som en ven, hvis det ikke havde været en af hans studerende.
"Yeah, I know Ajax," svarede han, med et varmt smil på læberne, og betragtede hende med hovedet på skrå. "He's a quick thinker, lucky that," påpegede han, og nikkede langsomt. Flere og flere spørgsmål syntes at vælte ind over ham, hver gang Cecilia snakkede, og han måtte kontrollere sig for ikke at spytte dem allesammen ud i en overvældende tsunami. "Is he safe?" Lucas' øjenbryn rynkede sig sammen til et lille 'v' i hans pande, mens han overvejede hans muligheder. Måske han burde gå til Leviticus og forklare at en af hans lærere gik rundt og pønsede på en eller anden stor plan og havde involveret en student. Der måtte da være regler om sådan noget.
 
Lucas blev revet ud af sine tanker, og klukkede dæmpet. "I'm here whenever," svarede han. "Always happy to have you kick some ass." Det ville helt klar få ham til at slappe lidt af, hvis han vidste at hun havde nogle tricks oppe i ærmerne; specielt hvis Joseph gik og troede at hun 'bare' var et svagt lille menneske - en tanke han umiddelbart godt kunne tro at han gik og tænkte.
Cecilias spørgsmål fik ham til at rynke på næsen. Han brød sig ikke særligt meget om at snakke om sig selv, og havde egentlig været rigtig glad for at samtalen ikke havde handlet om ham. Lucas kiggede kort ned i bordet, før han rettede et varmt blik mod pigen foran sig.
"Yeah," svarede han, en smule afværgende. "It's good really. Nothing much," indrømmede han. "I've been studying a lot." Det var en mærkelig indrømmelse, at han ikke havde brugt de sidste fem år på at socialisere og skabe venskaber, men faktisk havde han lukket sig inde i nogle år - indtil Jack kom på Akademiet, og først dér havde han åbnet op for det mere sociale. Han klukkede dæmpet for sig selv, og prøvede ihærdigt at skubbe sig ud over sit sædvanligt lukkede sind. "I have an appartement downtown. I read a lot, surprisingly," smilede han, udmærket klar over at det var lidt af et skift fra den Lucas hun måske kendte, "and I spend a lot of time with a really good mate called Jack. He's a Martial Artist as well and could probably teach you some nifty things." Han smilede bredt over tanken om at Jack og Cecilia engang kunne mødes. De ville komme godt ud af det med hinanden, vidste han, deres glade sind og stædige meninger.

Hun rynkede kort på sine bryn, som han gentog Ajax navn og blev bekræftet i at han kendte ham. Eller i hvert fald havde set ham. Lucas havde ret i at Ajax tænkte hurtigt, en fordel hun havde haft gavn af. Havde det ikke været for dæmonens evner, så havde hun sikkert ikke kommet udenfor sin dør de sidste par måneder - så det var hun ham taknemlig for. Is he safe? Spørgsmålet fik hende til at holde vejret ganske kort, og overvejede, hvordan man kunne svare direkte. "He is fine, Ajax has witch on his side - and I'm sure she will do what she can do make sure he is safe," svarede hun så med et forsikrende smil. Hun lod sine tanker vandre kort, og overvejede, hvad der ville være sket, hvis Ethan ikke havde bedt til sin far - hvis Michael ikke havde ankommet den aften og han havde forsat sin tortur imod Ajax. De tanker fik det til at løbe koldt henover ryggen på hende, og hun rømmede sig kort. "We will be fine as long as we do it quietly," pointerede hun og greb ud efter hans ene hånd for at give den et lille klem. Hvis Joseph anså noget som en ny trussel, så turde hun ikke tænke på, hvordan han ville reagere på det. Hun trak stille hånden stille til sig igen, og greb omkring vin glasset for at løfte det op til sine læber og tage en slurk.

Et lidt større smil sneg sig op på hendes læber, "I am always happy for some ass kicking," tilføjede hun med en kort mere mild latter. Cecilia var klar over, at hun ikke ligefrem kom her med de bedste nyheder, og hun ville nok genoverveje i noget tid om det var det rigtige at bebyrde ham med den bekymring. Hun følte sig skyldig i at påtvinge ham ind i sit liv igen, lige meget, hvor meget han ønskede at hjælpe. På trods at hendes kendskab til hans manglende interesse til at tale om sig selv - så kunne hun ikke undgå at være interesseret i ham, og hvad han gik igennem. Det havde været et spørgsmål om tid før hun ville kaste bolden videre til ham. Cecilia lagde hovedet en takt til højre, som han fortalte. Et mere skævt smil trak stille op på hendes læber, hun relaterede til at isolere sig selv i studierne og blive så opslugt man næsten glemte der var en verden udenfor. "What are you studying?" Spurgte hun nysgerrigt, selvom det overraskede hende at han havde givet sin hverdag til bøgerne, så havde hun altid vidst han havde potentialet til at gøre noget godt for sig selv, hvis han tog muligheden. Han fortalte om en af de venner han havde fået her og hun nikkede i respons, "I will look forward to meeting him someday then." Cecilia tog en dybere indånding, før hun tog endnu et stykke af sin pizza og sad i en kortere stund egentlig blot og betragtede ham - beundrede ham.

Lucas nikkede, enig i at det var godt at have en heks ved hånden; specielt når det omhandlede magi. Det eneste negative i de tanker var at Joseph ikke kunne stoppes af magi, så han håbede inderligt at denne heks vidste hvad hun lavede. Han løsnede sine spændte kæber sekundet hendes fingre lukkede sig om hans. Det blide klem fik ham til at sendte hende et blidt smil. Det var hende der var i fare og her sad hun og forsikrede ham om at alt nok skulle blive godt. Det var helt bagvendt, men, tænkte han, det var nok ord hun havde sagt til sig selv tusinder af gange, for at forsikre sig selv om at det hele nok skulle gå.
"I'm sure you will," svarede han med et forsikrende nik tilbage til hende, og vendte sin hånd, så han kunne give et lille klem tilbage. Han var stolt over hvordan hun tog det hele. Det måtte være den størst tænkelige omvæltning at finde ud af at verden ikke var som man altid havde gået og troet, og ikke blot vide det, men være midt i det hele. Han kunne slet ikke forstille sig hvor utrygt det måtte være at føle at der var så mange nye farer omkring én.
Hun tog sin hånd til sig. Lucas lod sin hånd blive liggende på bordet med håndfladen vendt opad, og lod den køle af efter kontakten til hende. Han sank, og kastede et kort blik ned på sin hånd, foruroliget over hvor tomt det føltes uden hendes hånd der.

Han blev revet ud af tankerne af hendes milde latter, og istemte sig med en dæmpet klukken. "Well, it would be an honor to have my ass kicked by you."
Lucas skar en grimasse og kunne ikke lade være med at grine for sig selv, da hun spurgte hvad han studerede. "It's a bit embarrassing," mumlede han, og tog sig for panden med et fåret smil, usikker på hvordan hun ville tage det. Han havde faktisk aldrig været særlig interesseret i medicin eller biologi, men havde studeret psykologi som bachelor, og havde altid haft det meget bedre med psykologiske begreber end medicinske. Alligevel, og det var en øm indrømmelse, havde idéen om at studere noget medicinsk-videnskabeligt på en eller anden måde fået ham til at føle sig tættere på hende. Og han havde vidst det så snart han trådte ind på et hospital og havde snakket med neurologister og andre doktorer indenfor hjernen, at Cecilia havde været en form for rød tråd i beslutningen; og måske at han inderst inde havde håbet på at løbe ind på hende eller endda at føle sig god nok til hende. "Eh. I'm doing a PhD in Neuroscience." Han rynkede smilende på øjenbrynene og betragtede hende nysgerrigt, bange for at hun ville grine af ham eller synes at det var en dum idé.

Lucas lyste op som et juletræ. Tanken om at Jack og Cecilia engang kunne mødes var på en gang så surrealistisk og fantastisk på samme tid. Varmen i hans bryst voksede ved tanken om at hun var tilbage i hans liv, og mulighederne syntes et øjeblik uendelige. Han havde brugt de sidste mange år på at sige til sig selv, at han skulle stoppe med at tænke 'Cecilia would love this' hver gang han havde det sjovt eller hver gang han så noget, han vidste hun ville kunne lide eller der ville få hende til at grine. Bare tanken om at han nu måske kunne sige det til hende var så overvældende, at han måtte holde en latter inde. Måden hun havde sagt det så naturligt på gjorde ham ovenud lykkelig. "I'd like that very much," svarede han, med et bredt smil. "You'd love him."

A bit embarrassing, nysgerrigheden blev dog kun vækket mere af den kommentar og hun ventede ikke længe før den nysgerrighed var blevet tilfredsstillet. Cecilia lyste op, som han fortalte hende og det var ikke svært at se på hende, hvor begejstret hun var på hans vegne. "Luc, that is amazing," fløj det ud af munden på hende. Selvom, at hun måske ikke dengang havde forstillet sig, at der var lige det som han ville vælge at læse. Hun kunne ikke undgå at tænke, at hun et eller andet sted måske havde inspireret et par af de trin op til den handling - men hun var bare glad, hvis han havde fundet noget som interesserede ham. "And for your information, I don't think its embarrassing.. I think it's kinda cool," hun gav ham et lille kært smil, som hun brugte sin venstre hånd til at søtte hoveder, som snart hvilede imod knoen. De mørke øjne betragtede ham stadigvæk nøje, og det var svært egentlig at se væk, selv hvis hun ønskede.
Hun kunne se på ham, at han var begejstret over ideen om, at hun skulle møde denne Jack. Hendes fantasi begyndte allerede at danne utallige scenarier om, hvordan han mon så ud, hvem han var, hvad han var og, hvilke historier de mon havde sammen fra både akademiet men også udenfor. Hun var næsten sikker på der var nogle gode eventyr, som han havde at fortælle en eller anden dag. "I just might," svarede hun og stoppede så endelig med at hvile hovedet imod sin hånd, og rettede sig op igen.

"But even Maeve knows now, she found out when all the link thing started happening - it was a messed up night," hun rystede en anelse på hovedet og greb om vinglasset før hun skyllede det minde ned igen. Det var en underdrivelse, men hun var også sikker på - at Lucas havde på fornemmelsen af, hvor forfærdelig link oplevelsen var - også selvom hun var glad for at han ikke havde set det. Hun vågnede stadigvæk op til mareridt om, hvordan hun havde set sit ansigt se ud efter Pandoras besværgelse på Ajax. Hvordan hendes ansigt havde været malet i blod, bare tanken løb hende koldt henover ryggen. Ethan havde været så fuldt besluttet på at holde det overnaturlige fra Maeve og Cecilias familier, kort overvejede hun om Ethan nogensinde havde bedt Lucas om at holde noget skjult. "Tyler, Jessica and the kids are safe. Michael promised me he would send some angels to look out for them, so I trust they are in good hands," informerede hun også og tog en dybere indånding ind igen. Hun huskede de par gange, hvor Tyler havde smidt sin niece på besøg hos Cecilia en dag eller to, hvis de havde travlt. Sylvia havde ikke været ret gammel dengang, men pjattet med at være på besøg hos Cecilia og Lucas ind imellem. Det havde altid fået hende til at se frem, til hvis de engang skulle have startet deres egen familie - men nu var det gode minder.

Han klukkede for sig selv, lykkelig over, hun ikke syntes det var plat eller mærkeligt af ham at skyde efter medicinske studier. Endnu mere surrealistisk var det, at han havde brugt så meget tid på Hospitalet i Gaia og at hun måske havde været lige ved siden af ham, uden at han havde vidst det. Han rynkede smilende på næsen, da hendes ansigt lyste op. "That makes you an even bigger nerd than I thought," annoncerede han med et drilsk smil i de lyseblå øjne. Det var en ren vanesag for ham, at læne sig ind mod hende, da hun lænede sig over bordet for at støtte sit hoved i hånden. "I can't believe I never stumbled upon you at the Hospital," sagde han mens hans øjenbryn løftede sig en smule. "That would maybe have been too much of a cliché." Han kunne ikke lade være med at smile igen, men måtte kigge ned i bordet en smule genert over sit udbrud. De havde mødt hinanden på et hospital; måske det ville have været for meget at de skulle have deres reunion på ét.

Cecilia rettede sig op og Lucas lænede sig tilbage i stolen med sit rødvinsglas i hånden, mæt og tilfreds. Om det var vinen eller hendes tilstedeværelse, der fik hans kinder til at se en smule røde ud, vidste han ikke, men det var lang tid siden han havde følt sig så afslappet og glad. I hvert fald på den her måde. Varmen i hans kinder syntes at blive en smule varmere, da hun nævnte Maeve, og han rynkede sine øjenbryn sammen, mens han betragtede hende en smule bekymret.
"Maeve was there?" Spurgte han åndeløst. "Is she okay?" Han rettede sig op igen, pludselig en smule ukomfortabel på stolen. Tanken om at så mange uskyldige mennesker pludselig var blandet ind i hvad end det var der forgik, gjorde ham sørgmodig. So much for trying to shield them from this world, tænkte han bittert. Af alle Cecilias venner havde han kommet bedst ud af det med Maeve. De andre var lidt for konservative til Lucas' smag og Maeve havde altid været rar og en smule søsterlig. "What about Mr. Officer?" Spurgte han med hovedet vippet lidt på skrå. "Ethan? Is he okay? And uh.. Cowan?" Så mange mennesker. Så mange folk han havde skulle have hemmeligheder overfor. Så mange autoritære figurer han havde følt sig dømt af. Og nu sad han alligevel her og håbede inderligt at de alle sammen var trygge og udenfor farer. Alle tankerne fik små elektriske pulser til at glide over hans fingrer, og han måtte sætte vinglasset fra sig, og putte hænderne i skødet på sig selv, for at holde usikkerheden nede.
Billederne af Sylvias glade lille ansigt fik ham til at slappe af, og hans ansigt blødte op til et blidt lidt sørgmodigt smil. At han blev overvældet af følelser var en underdrivelse, og han kløede sig en smule forbavset i håret. Han åndede ud. "Kids?" Gentog han, med tryg på at det var i flertal. "How many have they got?" En overrasket latter undslap ham. "Sylvia must be what? 7?" Spurgte han en smule grådlatent. Hans læber skilte sig let, mens han betragtede Cecilia foran sig. Hele hendes familie var måske i farer, og det gjorde ham uendeligt ondt. "Do you... Do you have a picture of her?"

Det var et under, at de ikke var løbet ind i hinanden, måske skæbnen ikke ville have det sådan - og hun overvejede kort, hvordan det scenarie ville have set ud. Hvordan tingene ville have set ud, hvis de var løbet ind i hinanden før nu, det fik hende til at trække en anelse mere på det skæve smil. "Yeah, would have been quite the story," indrømmede hun overvejende. Der var mange veje tingene kunne have gået, og hun havde næsten ikke tid til at overveje dem alle sammen.
Det havde været noget af en tur, som Maeve og Cecilia havde været på. "She was, but luckily Ethan got there before it all went too crazy," svarede hun og åndede en anelse tungt ud, "I think everyone was a bit scared that night," hun kløede sig stille i nakken. En smule bange var en underdrivelse. Cecilia vidste godt at Ethan ikke just var en af Lucas' mest fortrækkende personer at hænge ud med, og i forhold til de få måneder han havde nået at kende Zitora, så var hun heller ikke på listen over dem han var mest glad for. Nu hvor Cecilia kendte til Zitora's evner, forstod hun måske også godt, hvorfor nogle ville trække sig tilbage, hvis de kendte dem - også selvom de færreste gjorde det. "I think they are both fine, apparently they are both experts in handling supernatural chaos," hun krummede kort på sine bryn. Der var stadigvæk mange af de informationer, som hun havde fået, der ikke var blevet placeret i de rigtige kasser endnu - og ventede på at hun magtede at bearbejde dem. "They are both working to find a way to figure out how to deal with Joseph and the fairy that works for him.. Pandora," hun rystede svagt på hovedet igen. Ajax kendte Pandora, hun gik her på akademiet. Udfra de informationer som Cecilia kendte til, så var hun en ung fe med meget magtfulde gener, og Ajax virkede til at ville gøre alt for at få dem til at forstå, at Pandora blot var en manipuleret brik i Joseph spil. At der var noget godt i hende at hente hjem, men Cecilia som ellers altid var optimistisk, var ikke så sikker på det. Ikke endnu.

Cecilia kunne ikke undgå at smile en smule mere. "Yeah," hun trak en smule på skulderen. "They just had their third back in September, so they've been busy," hun elskede sin familie og havde altid været tæt med dem. "Almost, in a few months," svarede hun omkring Sylvia. Det var mærkeligt at se dem vokse, og sådan havde hun det også med sine fætre, Maeve's brødre. Hun nikkede da han spurgte, om hun havde et billede af hende. "I've a ton," grinte hun lidt, og fumlede for at finde sin mobil i jakken som hang bag stolen hun sad på. Til sidst fik hun fisket op af lommen, og åbnede mobilen op. Det tog hende ikke længe at finde rundt i de organiserede billede mapper hun havde på mobilen, og før hun havde fundet et billede med både Sylvia, Mason and Caleb på, hvor Sylvia sad ligeså fint ved siden af Mason og holdt lille Caleb. "She is holding Caleb, and next to them is Mason," fortalte hun og rakte Lucas mobilen så han kunne se. De store mørke brune øjne og det mørkebrune hår var ret genkendeligt fra familien. En af de grunde folk også engang imellem antog Maeve og Cecilia var søstre. "She has grown quite much huh?"

Lucas så endnu mere forvirret ud end før. Ethan og Zitora? Experter i det overnaturlige? "Are they gifted?" Spurgte han og hævede let sit højre øjenbryn. Flere og flere overraskelser. Sikke mange mennesker omkring hende, der tydeligvist havde vidste mere end hun selv havde. "And Maeve?" Mon nogen af dem havde vidst hvad han var. Tanken gjorde ham utilpas. De to venner han ikke havde følt en forbindelse til, var muligvist de to i hendes liv, han havde en forbindelse til alligevel. "They are human, right?" Spurgte han hurtigt, bare for at være sikker. Han havde ikke følt nogen mærkelig aura eller duft fra dem, og det ville undre ham meget hvis de var andet end mennesker. Måske de var evolved?
Pandora. Lucas vendte blikket mod loftet og bed sig i læben, ærgret over at det lige præcis var det navn han hørte. Han havde Pandora til Psykologi. Lærerne fik altid at vide når en exceptionel stærk elev startede på Akademiet, og fik at vide at de skulle holde ekstra øje med dem. I Pandoras tilfælde var det offentligt kendt hvem hendes forældre var, og hvilke typer de havde været, så lærerne havde fået en lille advarsel for to år siden, da hun var startet. Bare sådan for en sikkerheds skyld, så de kendte til hendes magtfulde gener. Lucas havde ellers syntes at det var begyndt at gå godt med hende, men havde ikke set hende i et stykke tid. Desværre var han ikke overrasket over at netop Pandora var blevet hevet med ind i problemer. Hun var et meget oplagt offer for én så smart som Joseph.
"She's very strong," mumlede han, og prøvede på ikke at lyde alt for opgivende. "God damnit, Joseph!" Han sænkede blikket mod bordet så hun ikke ville se de blå lyn, der altid knitrede i hans øjne når han var vred eller frustreret. Det gjorde ondt at vide at hans kollega gik og gjorde det modsatte af hvad en lærer burde gøre - ledte elever på afveje og manipulerede dem til at falde ind i hans planer. Han snerrede irriteret for sig selv, og prøvede ihærdigt at skubbe følelsen af magtesløshed væk fra sig.

Lucas sank. Tre børn. Han smilede svagt ved tanken om at Sylvia havde søskende at kunne leje med. Han var glad over at Tyler og Jessica havde lavet en familie sammen; de havde altid været fantastiske forældre. Han havde altid tænkt at hvis han nogensinde skulle være far, så ville han elske at have Tylers humør og tålmodighed. Han rystede på hovedet, ude af stand til at forstå hvor meget der havde ændret sig på de få år. Han rykkede en smule tættere på hende, og da hun rakte ham telefonen, kunne han ikke lade være med at lade sin hånd blive ved hendes et sekund længere end hvad der nok havde været normalt.
Billedet gjorde ham tavs. Som han betragtede de smukke mørkebrune øjne, der var så prominent i familien, og den lille dreng med de smukkeste krøller, vidste han slet ikke hvad han skulle sige, i frygt for at klumpen i hans hals ville kunne høres. "It's ... They're," han måtte synke. Han følte pludselig at han havde efterladt alt for meget dengang hvor han var gået fra hende. Han havde mistet fem år af den lille piges liv; hun huskede ham garanteret slet ikke. Det var overvældende. "My God." Var alt han kunne få frem. "They're beautiful." Det sidste kom ud som en svag hvisken, og han løftede endelig blikket for at mødes med Cecilia's.