You and I will fall in love

Denne aften var på mange måder et længeventet klimaks. Det var startet ganske tilfældigt, som det oftest gjorde. Måske endda, på sin vis, uskyldigt. Intentionerne, der blev født fra disse tilfældigheder, var i hvert fald sjældent direkte maliciøse. Nysgerrigheden var altid det første til at slå rødder for derefter så småt at begynde at sprede sig i hans bevidsthed; først som et harmløst blomsterspir, men der gik aldrig særlig længe, før de spæde kronblade visnede bort, og giftige svampesporer overtog og infesterede hans sind med utilladelige perversiteter dag ind og dag ud; omfanget var nær lig et fuldtidsarbejde. Alt sammen udsprunget af ren og skær kedsommelighed, snublende i dagligdagens trivialitet, og pludselig, som en solstråle, der med lethed skar igennem de regntunge skyer på en grå mandag, var hun dukket op.
Det dukkelignende ansigt havde straks vundet hans opmærksomhed, gnisten øjeblikkelig, i dét eksakte moment hans mørkegrå øjne mødte hendes digitaliserede brune. Så fulde af liv og varme, tiggende om hans hengivenhed uden behov for et eneste talt ord; og selvom hans eksistens endnu var komplet ukendt for hende på dette tidspunkt, var det en ubetydelig faktor. Hun var allerede hans. Ingen form for samtykke var nødvendig. Skæbnetrådene var sammenflettede, knuden holdt intakt og konstant opstrammet af ham; og han havde ikke i sinde at give slip, før de usynlige reb kunne erstattes med hendes jomfruelige hænder. Utvivlsomt bløde som silke. Maeve Poe. Ansat som 2ic-manager på et modeblad, hvilket betød, at mængden af manuelt arbejde måtte være begrænset, men det organisatoriske arbejde omfangsrigt. En forventet grad af professionalisme. Arbejdsnarkoman eller blot ambitiøs? Det ville vise sig i de kommende dage. Planlægningsfasen.

Med alle de vigtigste, personfølsomme oplysninger givet på forhånd, serveret for ham på et sølvfad i form af hendes lægejournal, forløb processen lige så glidningsfrit som forventet. Frustrationerne var få, og fremskridtene hurtige. Borys havde bevidst holdt religiøst øje med samtlige jobsider og online grupper for freelancere i Gaia i håbet om før eller siden at spotte en annonce fra Clover. Skæbnen være takket, indfandt heldet sig ikke mange dage efter. Allerede tidligt på fjerde dagen fangede hans søvnige øjne det bekendte logo. Jackpot.
Annoncen efterspurgte en fotograf til et photoshoot som strakte sig over flere dage, lige op til den travle juletid, så konkurrencen kunne næppe være specielt stor. Det lovede godt; og med hans portfolio, imponerende i både størrelse og kvalitet, gik der da heller ikke mere end én dag, før mobilen bimlede, og skærmen lyste op for at afsløre det allerede indkodede nummer. Hans hæse, men alligevel fløjlsbløde stemme blev mødt af en venlig, lys klang, og smilet, der øjeblikkeligt tegnede sig på hans læber efter vedkommende havde præsenteret sig, kunne høres i hans opfølgende svar. Jobbet var hans; og ligeså var fornøjelsen af at have Maeve Poes henrivende stemme rungende i øregangen. Han drømte om hende den nat. Om de tilgivende dådyrsøjne, de velformede læber og den svagt varmebetonede krop, som endnu var ukendt. Tiden under dynen blev forlænget betydeligt den kommende morgen.

Dagene i fotostudiet var indiskutabelt den hidtil største udfordring. Ikke færdighedsmæssigt. Nej, det var rettere hans selvbeherskelse, som groft blev afprøvet hvert eneste sekund, han tilbragte på 17. etage. Det første håndtryk med Maeve Poe, der for alvor manifesterede en reel, virkelighedsbunden relation imellem dem, summede i hans håndflade resten af dagen. Men selvom det viste sig lettere vanskeligt at abstrahere tankerne fra hende, lod han det ikke tage styringen over arbejdsfokusset. Billederne kom smertefrit i hus i sammenspil med sideløbende feedback på udkommet. Det var tydeligt for enhver, at han var i sit es, når han stod bag et kamera. Han nød åbenlyst den kreative proces. Det eneste umiddelbare problem for ham var de fastlagte restriktioner angående motivet; for skønt hans opgave var at tage billeder af de hyrede modeller, havde han konstant måttet modvægte lysten til at rette kameralinsen mod Maeve. Hun var skabt til at være foran kameraet; ikke hengemt i de skyggelagte bagkulisser. Hun var yndefuld men med kant; rå og ægte, engageret og passioneret. Ofte så fordybet i sit arbejde, at hun slet ikke ænsede de lidenskabsfyldte blikke han sendte hende i smug. Hun var så tæt på perfektion uden at have den fjerneste anelse om det. Hun fortjente at være front og center. Men hendes tid i rampelyset skulle nok komme.

Knap og nap halvanden uges varighed senere og det førnævnte klimaks stod for døren. Takket være en spontan invitation til afdelingens personalefest, tilegnet under en smalltalk i elevatoren, var et opnåeligt slutmål i sigte. Det havde ikke krævet andet end en smagfuldt sjofel vits og et par komplimenter fra hans side, før chancen havde budt sig. Han havde naturligvis omgående accepteret. Det var den perfekte mulighed for at få nedlagt den strengt professionelle barriere mellem ham og Maeve. Og så ville hun endelig kunne se, hvad han havde vidst lige fra begyndelsen – at hun var skæbnebestemt til at være hans.

Duften af en markant, maskulin parfume, med undertoner af både patchouli og cedertræ, dominerede på indersiden af den sorte, totalrenoverede GAZ-M20 Pobeda. Et lille pust af det slap ud og blandede sig med parkeringskælderens lugt af beton og gummidæk, da Borys trådte ud fra førersædet og efterfølgende smækkede døren i. Velklædt, nybarberet og uden så meget som ét vildfarende hårstrå at se på den tilbagekæmmede frisure. Hvert enkelt step var udført med fejlfri finesse; en sygelig perfektionisme der dog udmundede i en skarp finish. Et raffineret ydre var essentielt, hvis ikke socialt obligatorisk, på et sted som dette. Han skulle trods alt til at gnide albuer med udpræget modebevidste individer. Dog var der kun én, han ønskede at imponere.

Elevatorturen op til 17. etage virkede mere langsommelig, end han erindrede. Kedsomheden nåede dog aldrig at tage over. For hver etage passeret kunne han mærke pulsen stige. Gradvist, men eksponentielt stigende. Det sidste ding syntes at runge allerhøjest, og det grønne, digitale 17-tal lod til at radiere kraftigere end nogen af de andre etager. Det var nu det gjaldt. Han så overbevisende rolig ud udadtil, men der var såmænd heller ingen nervøsitet at finde indeni – kun forventningsglædens spænding brændte som en legesyg flamme.
Sjæledæmonen gjorde sit ypperste for ikke at vække for megen opmærksomhed og slangede sig problemfrit udenom flere af de allerede sammenstimlede, opdelte grupper. Tempoet var bevidst nedsat for ikke at fremstå søgende i sin adfærd, men han lod af flere omgange blikket glide nonchalant fra side til side, mens han forsøgte at tage så meget ind som muligt. Heldigvis tog det ham ikke lang tid at finde hende. Maeve Poe var noget for sig selv. Hun lyste op i den ellers ensformige forsamling af fremmede ansigter, også selvom hun befandt sig i den helt anden ende af lokalet. Selv den festlige, glitrende pynt kunne ikke aflede hans fokus fra hende.
Et glas med boblende champagne blev grebet på vejen for at give indtrykket af, at han ikke først var ankommet for et par minutter siden. Han kunne næsten ikke vente med at stå så nært, at han endnu engang kunne indånde hendes søde duft. Studere hendes gestik og mimik på helt tæt hold. Nu manglede han kun ganske få skridt, inden han kunne lade sin personlige boble smelte sammen med hendes.

“If it isn’t Maeve Poe herself. I bet you thought you’d seen the last of me.” Med ét sidste, fejende fodtrin fik han placeret sig selv ved hendes side. Tonefaldet, han talte i, var vittigt og umiddelbart hjerteligt. Den samme udstråling blev gengivet i hans skæve smil, der dog sjældent var mere end en svag trækning i mundvigen. Han kiggede ikke direkte på hende. Ikke det første stykke tid. Hans blik gled i stedet for rundt i en fremadrettet vinkel, men så snart han mente, at et passende antal sekunder var tikket afsted, slog han det nonchalant hen på hende. Glimtet i hans øjne var ikke sådan lige til at læse. “Joking aside, it’s quite a relief to see a slightly familiar face... How was your Christmas?” spurgte han, fortsat med blikket fikseret på menneskets ansigt, og løftede parallelt champagneglasset sammen med det ene buskede bryn. Boblerne efterlod en kildrende fornemmelse på tungen og smagte på én og samme tid både syrligt og sødt, dog usammenlignelig med smagen af hende, var han sikker på.

Året var snart ovre og sikke et år det havde været. Sådan føltes det i hvert fald, selvom alt nærmere havde sket hovedsageligt igennem blot en håndfuld af de seneste måneder. En biluheld, en brækker arm. Det var tilsyneladende dér hvor hendes liv var begyndt at tage en lidt anden drejning end normen. Dæmoner og engle. Vampyrer og varulve. Væsner som revet direkte ud fra fantasi fortællinger. Hun havde prøvet ikke at tænke for meget over det, for ærligtalt voksede vantroen kun yderligere i hende, når hun gjorde det. Et lavmælt suk flygtede igennem hendes malede læber, en sagte og ydmyg lyserød, og løftede sit blik lige idét, at den hyrede bartender rakte hende et glas henover bordet, der var blevet sat til rådighed for at udgøre den ’frie bar’ for det velmødte personale. Mange forskellige flasker af ligeledes forskellige former for spiritus stod skønt organiseret fremme. ”You sidecar, ms.” Med en lille fin, hvid serviet under glasset, sørgede mennesket at tage imod med en hånd omkring bunden af samt under for støtte. Helt instinktivt havde hvert enkelt lille tegn af grublende tanker forsvundet fra hendes ansigt og var blevet erstattet af et varmt og taknemmeligt smil.
Glasset var isnende koldt takket være tiden drikken var blevet rystet sammen med og tilpas fortyndet af isen, før den var blevet hældt op i det fornemme glas. Kanten gnedet med citron og dyppet i sukker for ekstra syrlig sødhed for tungen at slikke af, som hun tog en passende slurk. Det var klart hendes foretrukne drink. Foruden en god rødvin, selvfølgelig.

Han virkede til at dukke frem fra ingenting. Ikke på en måde, der forskrækkede hende, men det var med forundring i blikket, at hun drejede sin opmærksom mod hans, da hun hørte hendes navn på hans tunge. Fotografen. Hun huskede, da hun første gange havde fået mulighed for at møde den mand ansigt til ansigt. De mørke bryn der næsten var som grotteåbninger for hans øjne. Til trods for at han ikke var en mand der opslugte et rum, når han gik ind, så havde han et ydre der var nemt at genkende i modsætning til mange britiske eller gaianske beboere. På ingen tid havde hendes smil fundet sig godt til rette på hendes læber igen, denne gang så oprigtigt imødekommende. Noget der skubbede hendes fyldige kinder op og lyset fangede den skinnende overflade, der var blevet pudret hen over æblerne. ”Mr. Ignatyev! So you made it. I was told you’d be here tonight as well,” ytrede hun sig i en muntertone og drejede sig på stedet således, hun ville stå bedre med fronten mod ham. Han var en højere mand, men med et par hæle på fødderne, var Maeve ikke helt så lille igen, som hun kunne være.
”It was as one would imagine; an amazing time but also draining, if I’m going to be honest with you. Especially with so many small kids. I’m dealing with three little boys on the daily – three much younger brothers,” var hun hurtig til at tilføje for ikke at skabe noget forvirring. “But my uncle and aunt and their family came by to celebrate with us, making it six kids running around on too much sugar. How about yourself?” Hun kiggede forventningsfuldt op på ham, mens hendes pegefinger ubevidst kørte langt glasset i sine hænders tynde platform. Det havde ikke være mange uger siden, hun var kommet helt fri fra at gipsen og støtteskinnen omkring den højre arm og hånd, så det var stadig en befriende følelse. Den var stadigvæk langt fra lige så stærk som den havde været inden skaden, men hun havde været flittig med sine øvelser. Sådan da. At have en sygeplejerske som mor gjorde det nemmere at blive bindet om at få det gjorde. Og samtidig kunne hun igen bære langærmet påklædning uden at kæmpe med at få ærmet henover eller trukket op for at gøre plads.
En anden stemme kaldte hendes navn fra den anden ende af lokalet og fik hende kortvarigt til at se i retningen, hvor en kvinde, en af belysnings-operatørerne for Clover, strakte en arm i vejret, hvilket fra Maeve blev mødt af et vink. Dog forblev hun var hun var, og i takt med at hilsen var overstået blev de brune øjne vendt tilbage mod Borys. Nu hvor hun havde ham… ”Speaking of Christmas, We really appreciate your work over the season. Me and the rest of the Clover team. Your pictured came out perfectly! Have you seen them?” spurgte hun pludselig og gjorde efterfølgende en bevægelse til at have ham følge hende. ”You should have been send a copy of the Christmas issue but have you received the New Year issue yet?”

Næsten som et ivrigt barn, førte hun ham med sig et par skridt mod et andet bord, der stod helt oppe ad en af væggene. Hendes cocktail stillede hun på bordet, inden hun greb om et magasin fra en bunke af et par stykke, alle ens, og begyndte straks at bladre igennem til hun nåede et af de billeder, han nok ville genkende at have været ansvarlig for. ”They came out so well in the print, don’t you think?”

Dér var det. Smilet. Det var brudt frem næsten øjeblikkeligt og bød ham, uden det mindste forbehold, velkommen ind i hendes personlige sfære. Maeve så fuldstændig formidabel ud i den formsyede kjole, og detaljerigdommen, der var blomstret op og sprunget ham i øjnene, så snart han var kommet tæt nok på, var blot med til at fremhæve hendes ufiltrerede skønhed endnu mere. De røde, broderede linjer, som stod så nydeligt i kontrast til det blå stof, flugtede perfekt med hendes former og hev i den grad i Borys’ nysgerrige blik; men han formåede at holde det stedfæstet på hendes ansigt og holdt ligeledes sine hænder i skak ved henholdsvis at knuge stilken på champagneglasset lidt hårdere og stoppe den frie hånd ned i bukselommen.
Et sparsomt men mærkbart vift af Maeve Poes velduftende parfume blev sendt mod ham, da hun positionerede sig bedre i forhold til ham. Han forblev neutral i sit rolige ansigtsudtryk, og kropssproget ligeså, men sørgede for at spile næseborene bare dén smule mere ud, så han i al diskretion kunne indsnuse så meget af den euforiserende duft som muligt. Ganske vist var han en afstamning af helvedes værste afskum, men han svor, at i netop dét øjeblik, om end kun i få sekunder, smeltede himmeriget og Jorden sammen til ét fælles, metafysisk plan. Hans fødder var dog stadig solidt plantet på jordoverfladen, og han veg heller ikke fra sin observante, tilstedeværende sindstilstand. Derfor opfangede han også tydeligt hver en detalje af hendes svar på hans spørgsmål.

Interessant. Maeve Poe bar på en hemmelighed. Noget tyst og forbudt. Tre mindre brødre? Det stemte ikke overens med hendes persondata. Hun løg. Maeve Poe stod og løg. Hvad var motivet bag dét? Var det for at undgå en indre konfrontation med den nedtyngende følelse af skam? Sandheden kunne næppe være så slem, at dét at ytre den ville have ledt til et socialt selvmord. Han måtte indrømme, det havde taget en drejning, han langt fra havde forventet. Billedet af hende, som før havde stået så krystalklart frem, var nu en anelse sløret og skævthængende. Betød dét, at hun havde mangler på den samvittighedsmæssige front, hvis hun, tilsyneladende uden problemer, kunne maskere den reelle relation mellem hende og Poe-familiens yngste søn med en opspunden løgnehistorie? Ikke nødvendigvis. Nej, der rådede ingen tvivl om, at Maeve var et empatisk, varmhjertet væsen. Intet havde indtil videre talt imod denne påstand. Der måtte være en god grund til, at hun havde valgt at forskrue sandheden til så yderlig en grad; så i stedet for at lade sig blindføre af forargelse, fandt han sig selv higende efter at komme endnu tættere ind på livet af hende. Hvad var det for en Maeve Poe, der gemte sig bag de ydreliggende lag af en umiddelbart selvsikker, udadvendt forretningskvinde?

Hun havde virkelig formået at få tandhjulene i omdrejninger. Men så blev spørgsmålet spejlet tilbage mod ham selv. Mens svaret blev lagt klar på hans tungespids, observerede han stilfærdigt, hvordan hendes pegefinger strøg mod det blanke glas.
“Six children in total, you say? Well, I can only begin to imagine the severity of their joined, sugar induced chaos,” startede han ud med og trak nu også op i den anden mundvig, lige inden et meget nedtonet, men ægte grin boblede frem, dog uden at skille læberne ad. “But – Christmas is much more lively and joyful with kids around, no?” Øjenbryn og champagneglas blev atter løftet i perfekt synkroni, og smilet blødte yderligere op, inden det svandt helt ind, da han tog en opfriskende tår. Så rankede han ryggen og kørte tungen blidt mod indersiden af hans ene kind. Her fik blikket kortvarigt lov til at slippe hende for at glide tænksomt ud til siden, men det vendte lige så hurtigt tilbage igen til hans foretrukne fokuspunkt: Hendes dybbrune øjne.
“Well, work ran late as it tends to do. Besides, it’s just me, myself and I at home. My family remains in Russia. They never really saw the appeal of leaving the country. I, however, dare say it was the best decision I’ve ever made,” nåede han kun lige akkurat at fortælle, før de knitrende gnister, der så småt var begyndt at forme sig, i takt med at samtalen udviklede sig, nådesløst og uforskammet blev nedtrampet af en udefrakommende kraft.

Irritationen lå og simrede ganske få millimeter under overfladen. Den var dog kontrollerbar, trods det føltes som om, den var i færd med at gnave sig hele vejen ind til benet. Hadet til personen, der havde forstyrret den ellers glidningsfrie dialog, brændte lige så kraftigt som hans begær efter Maeve Poe. Men også dét blev undertrykt, gemt væk, for ikke at vække unødig mistænksomhed. Heldigvis opløste den indre anspændthed sig, så snart de brune øjne atter fæstnede sig på ham. Ingen andre i dette lokale forstod alvoren af situationen. Maeve var hans. Ikke et offentligt skuestykke, som var til for at tilfredsstille deres egoistiske behov for social mæthed. Maeve Poe skulle opleves på tæt enehold. Værdsættes. Tilbedes. Og han var tydeligvis den eneste, der forstod vigtigheden af dette; det fornødne tålmod.
Det gav allerede pote. Hans hjertets udkårne blev trofast stående ved hans side. Tænk at de, endda på så imponerende kort tid, havde fået bygget et så skridsikkert tillidsfundament som dette. Det kriblede pludselig gevaldigt i hans fingerspidser efter at røre hende, føle at hun faktisk var virkelig og ikke blot et forgåeligt figment fra en fjern drøm; cementere deres skæbne med en fysisk berøring, en hånd på hendes lænd, et lidenskabsdryppende kys... Ak, det måtte vente. Det var han udmærket klar over. Ligesåvel som hun unægtelig måtte være bevidst om, hvor meget hendes pirren påvirkede ham. Særligt med den følgende ros.

Det hidtil største smil, dog stadig vældig undervældende i dets vidde, tegnede sig på Borys’ læber, lige før de skiltes ad for at besvare hende. “I’m glad my work has proven satisfactory. And yes, both copies arrived in my mailbox a couple of days ago... I just haven’t made time to sit down and have a proper look at them.” Han fulgte villigt trop, da Maeve gestikulerede og ledte ham over mod et andet bord. Undervejs sørgede han for at holde den eksakt samme, præcisionsafmålte afstand til hende. Ikke tæt nok til at kunne mærke hendes kropsvarme, men alligevel så tæt på, at han kunne fornemme hendes nærhed.
Situationen blev dog udnyttet til fulde, da hun begyndte at bladre igennem et af magasinerne fra stablen på bordet, og han lige så stille nærmede sig for bedre at kunne se med. Den nederste del af hans brystkasse stødte blødt mod hendes skulder, og han mærkede øjeblikkeligt den elektriske ladning, der blev sendt op igennem hele hans krop. Den var tilmed skyld i, at hans hjerte sprang et enkelt slag over.
“I agree, they look great – but I’m certain the editor did their part, too. They went from slightly flawed to absolutely flawless,” sagde han med en entusiastisk stemmeføring, der forklædte udtalelsen som et kompliment. Han kunne i virkeligheden slet ikke fordrage dem. Al liv var blevet frarøvet af modeverdenens sygelige besættelse af ensformig perfektion. Uden nogen som helst form for iøjnefaldende kant. Kontrasterne var vage, og det lignede snarere noget fra et livløst, forfalsket parallelunivers, end noget fra den rå, perfekt imperfekte verden, de selv levede i. Hendes iver var dog så bedårende, at han ikke nænnede at knuse den med benhård kritik, skønt der var rigeligt af den.

Borys trådte et lille skridt til side, så der kom lidt luft imellem dem igen. Han ville nødig risikere at overvælde Maeve – det var jo lige før, det var for meget selv for ham! – med den berusende, gåsehudsfremkaldende tiltrækningskraft, der kun tiltog i styrke, for hvert sekund der gik.
“Say, ms. Poe... have you ever considered modelling? Pardon my straightforwardness but... from a photographer’s perspective, you would be an absolute delight to capture.” Både på kamera såvel som i ordets bogstaveligste forstand. Et indsmigrende, dog ikke helt entydigt smil blev sendt til hende bag champagneglasset, inden den sidste mundfuld af boblevand forsvandt. Han flyttede ikke sit blik fra hende på noget tidspunkt. Han afventede en reaktion. Et tegn på en potentielt hurtigere hjerterytme. En snert af forlegenhed, måske. Eller var hun typen til at gå let henover et hentydende kompliment som dette, i troen om at det umuligt kunne være sandfærdigt?

Lyden af et bekræftende ’hmm’ spillede sine vibration op igennem hendes strube mens hendes læber forblev forseglede. Hun kunne næsten stadigvæk høre det helt store rabalder af ivrige børn såvel som at endnu kunne mærke de gentagende trak i armene for at blive vist over og se med, når julegaverne blev taget i leg og brug. Alt sammen blandet med den endeløse snak i blandt de voksne, som de sad omkring spisebordet hele aftenen med undtagelse for de ældre mænd i familien der havde trukket sig mod sofaen for at se tv. Endnu en lyd at tilføje med jule soundtracket. Men han havde ret, og hun kunne ikke gøre noget ved det, som hendes smil – og det hele taget hendes ansigtsudtryk – flød ud til noget mere roligt og mageligt. ”Exactly. Noone can make you excited for Christmas morning quite like kids rushing out of bed and down stairs,” indrømmede hun glædeligt for en hver. Hun havde mødt mange der ikke brød sig om børn og for udmattende de var at have omkring sig. Og hun vidste skam godt at børn ikke var noget for alle. Det kunne meget vel have været på grund af hendes opvækst, at lære at skifte ble i en alder af 15 år, for ikke at tale om den indre angst ved at varme mælk op til den præcise temperatur, men hun havde groet et moderligt hjerte henover årene.
At Maeve i stedet skulle bekymre sig om noget langt mere grusomt end tanken, om hvordan det ville være når hendes brødre var blevet store eller om hvor uheldig en slutning på hendes kærlighedsliv julen ligeledes havde bragt med sig i år, var ikke engang en reserveret opgave, der var programmeret ind hendes sind endnu. Hun opfangede ingen af faresignalerne. Intet af den pludselig fjendtlighed der ulmede omkring den middel-aldrende herre, som havde nogen trukket en tråd og det havde fosset udover ham, fuldstændig gennemblødt ham, nåede tæt nok ind på hendes sensorer til, at hendes fight or flight begyndte at reagere. Og inden hun kunne blive beriget med et muligt visuelt motiv, havde det forsvundet fra ham. Erstattet af et taknemmeligt smil, der blot fik hendes eget til at vokse en smule.

”That’s good! I think they had some troubles with your address in administration but they must have figured it out in the end then.” De brune øjne vendte sig endnu en gang væk fra Borys og tilbage ned på de blanke sider af magasinet. Så med ét kriblede det i hende. Det var ikke helt som en vanddråbe, men mere som en lille bitte perle, der trillede ned langt hendes rygsøjle. Han var pludselig trådt meget tæt på. Hun kunne mærke hans overkrop snitte hendes overarm for hver vejrtrækning han tog og pustede hans brystkasse længere frem. Skævende løftede hun da hovedet for at forsigtigt kigge op på ham, som han abrupt virkede til at virkelig rage over hende.
Lugten af hans dybe og maskuline parfume var intense på så tæt hold, og hypersensitiviteten som det milde ubehag havde aktiveret, gjorde den endnu mere omgivende. Det var ikke en der skabte hovedpine, heldigvis. Hun havde oplevet langt værre lugte. Og det nu egentlig ikke engang parfumen der var et problem. Det var bare et symptom. Fluks sank hun den begyndende klump i halsen og med et skarpt indsug af luft igennem næsen samlede hun sig og trådte selv et strategisk skridt fra ham for at genskabe den passende afstand mellem dem igen. Blikket lå tilbage på billederne. ”Though, it’s almost a shame. I mean, isn’t there something beautiful about some imperfections?” spurgte hun, som hun begyndte at overflade studere billederne, bladrede til den næste side. Hovedet lagt let på skrå. Hvad var det lige før? Det var ikke første gang den mand havde opført sig… besynderligt for at sige det pænt. Hun huskede deres håndtryk den første dag, de var mødtes ansigt til ansigt. Det havde ikke været opmærksomhedsværdigt fast eller blødt, men i stedet havde hun bildt sig selv ind at, han havde spændt op i muskler længere oppe ad armen i det samme øjeblik deres hænder havde mødtes. Det var ingenting. Surely.

Det følgende spørgsmål vidste sig straks i hendes mimik at komme bag på hende til at starte med. Som om at ubehaget fra før var blevet en forbipasserende vind for dermed forsvundet igen, som hun drejede hovedet og så op på ham med større forundrede øjne. Men kun for en stund, inden det klækkede yderligere ud til et større smil. Stort nok til at vise de velpolerede tænder. Magasinet i hendes hænder, lukkede hun roligt i og omfavnede det i stedet ind mod hendes krop. ”I’m afraid not,” svarede hun med et uskyldigt ryst på hovedet. ”For many reasons. Practical ones such as I’m not entirely tall enough to fit the standard sizing of the clothe that’s send to be featured. But also… I see myself as more of an admirer of art than anything else.” Hun var skam ikke sky foran et kamera. Mange gange før havde hun stået foran det for at stå som reserve motiv til at finde ud af det rette lys og opsæt for billedet, der skulle tages, så så meget var parat til modellen. Men nej. Hendes sted var bag ved kulissen, hvor hun kunne overse processen. Dét var hvor hendes kompetencer lå. Så meget vidste hun. Også selvom hun da blev yderst smigret af hans input, hvilket hun nok heller ikke kunne skjule helt. Magasinet lagde hun atter fra sig tilbage i bunken.

En fremfarende gnist skød brat op. Ren forundring – nej, glædesfuld overraskelse – overrumplede ham som et kraftigt, uventet stormvejr. Det var overvældende, måske endda fundamentalt gennemrystende, men samtidig sammenligneligt med følelsen af svimlende lykke. Borys genvandt dog hurtigt fatningen, skønt den tilbageslående følelse af måbende beundring blev hængende. Ikke nok med at Maeve Poe var et kødeligt mesterværk – både visuelt pirrende og emmende af en uforlignelig indre skønhed – så var hun tilmed kløgtig. Hun ejede i hvert fald evnen til at se bort fra den konventionelle opfattelse af, hvad der var æstetisk forgudet, og hvad der blev stemplet som direkte foragteligt – uperfekt.
“Indeed, Ms. Poe. Perfection is nothing but pure fiction, after all. Imperfection, however, is real; and if you nurture those imperfections, you’ll see the essence of true beauty. So, absolutely. I couldn’t agree more,” svarede han med en tydelig undertone af begejstring gemt i den mørke røst. Et roligt smil strøg henover hans læber, udsprunget af deres tilfredsstillende konversation, men lige så meget for at forsikre Maeve om, at alt var i skønneste orden. Han havde naturligvis bemærket, hvordan hun selv havde bidraget til at gøre afstanden imellem dem noget mere luftig. Havde han skræmt hende? Fejlagtigt overtrådt en intimbarriere? I et flygtigt øjeblik havde hun udvist tegn på ubehag; fremboblende nervøsitet. Kæreste Maeve Poe – hvis han dog blot kunne forklare hende, at hun intet havde at frygte. Ikke med ham ved hendes side. Han var hendes beskytter, hendes frelser, ham der ville ledsage hende på vejen til komplet transcendens; omforme og forbedre, nedrive og opbygge...
Men det var ikke det rette tidspunkt. Det var ikke dét, hun havde brug for at høre lige nu. En lille flig var blevet slået af den allerede skrøbelige tillid. Til trods for dette, udviste han dog ingen tegn på panik, for han vidste, at hun med tiden ville indse, at han var den manglende puslespilsbrik i hendes liv, når de senere denne aften, både sjæleligt og legemligt, ville sammensmelte til én fuldendt enhed.

Beskedenhed. Forventeligt. De modbevisende argumenter, koblet sammen med den manglende tak, vidnede om, at hun ikke havde taget komplimentet til sig. En skam; enten havde han ikke været tydelig nok i sin intention, eller også havde han netop fået sin tidligere hypotese bevist sand – at Maeve Poe var tilbøjelig til at nedjustere sine forventninger, om det så var bevidst eller ej. Hellere undgå ros end at fejltolke den. Pessimist? Nej, snarere en realist med lejlighedsvis optimisme.
Men det var tilsyneladende ikke gået helt forbi hendes næse. Hun følte sig bemærket. Og i modsætning til den kropslige berøring, lod det ikke til at gøre hende synligt utilpas. Fremskridt. Spørgsmålet var blot, om det var nok. Han kunne ikke løbe nogen chancer - så derfor tog han en potentielt risikabel beslutning om at ændre strategi.

De mørkegrå øjne løsrev sig omsider fra Maeve Poes ansigt, og Borys åbnede ganske svagt munden for at videreføre samtalen. Dog gled der i første omgang ingen ord over hans læber. En kunstpause blev i stedet for initieret, idet han vendte ryggen til bordet, de stod ved, og gjorde antræk til at sætte sig ned. Blikket opsøgte hende igen, og et skævt smil begyndte så småt at forme sig ved hans ene mundvig.
“We have something in common then. Actually, speaking of -- there’s this new, very eccentric art gallery, due to open in early January, and I was wondering if-” Alt imens han talte, blev den fri hånd placeret på bordoverfladen bag ham, hvor den nonchalant gled længere og længere bagud, indtil den uundgåelige kollision med Maeves cocktail resulterede i et gulorange, dryppende vandfald, flydende fra bordet og ned på gulvet. Heldigvis væk fra stakken af magasiner.
Som var bordet pludselig fremstillet af varmglødende jern, røg han op derfra og kiggede sig lettere febrilsk over skulderen for at overvære situationen, inden han vendte sig mod Maeve igen. “I’m sorry, that was entirely my fault! I’m so clumsy, I- don't worry, I’ll get you a new one right away. No, really, you just stay put. I’ll be right back,” undskyldte han i stride strømme, brynene rynket i en selvbebrejdende mine, og før hun fik mulighed for at svare, havde han allerede smøget sig forbi hende og sat retning mod baren; det eneste han efterlod hende med, fornemmelsen af et blidt, håndfladevarmt klem omkring overarmen i forbifarten. Og hans eget tomme glas ved siden af hendes væltede.

Skønt der var godt med folk til stede, var køen til den fri bar forbavsende kort. Perfekt timing. Borys brød sig virkelig ikke om at lade sin udkårne ude af syne. Det havde været pinefuldt nok at skulle forlade hendes side. Nu var han nødsaget til at stå med ryggen til hende, indtil han stod med den nye drink i hånden. Men det betød også, at mennesket ikke kunne opfange den øjeblikkelige forandring i den undskyldende, påtagede maske, så snart han havde passeret hende. Teatralsk bedrag. Udtrykket i hans øjne var formørket og havde mistet næsten al varme. Ikke gløden, dén var der stadig; men den emmede ikke længere af uskyldigt begær.
På et splitsekund fik han dog fremtryllet et venligt smil, der omgående skyllede den dominerende dysterhed bort, da den sidste person foran ham forsvandt ud ad øjenkrogen. En lavmælt rømmen fik hans stemmebånd til at vibrere, klargjort til at fremsige ordren: “A single sidecar – how much do I owe you?” Den højre hånd var allerede godt på vej ned i inderlommen på den mørkeblå blazer, hvor han rodede lidt rundt, tilsyneladende famlende efter at få et par pengesedler ind mellem lange- og pegefingeren.
“No need, sir. All drinks are free this evening,” oplyste bartenderen, mørklødet og ung af udseende, med et høfligt smil, inden han fermt påbegyndte fremstillingen af den kulørte cocktail. Borys løftede begge de markante øjenbryn som led i en fremtvungen, overrasket reaktion. “Oh, right, yes, yes, yes – that completely slipped my mind,” svarede han muntert, parallelt med at den søgende hånd fandt ned i den forreste bukselomme, hvor den forblev. Kun da erstatningen af Maeve Poes drink blev sat foran ham, trak han den lige så stille op.

Det blev udført i en flydende bevægelse. Et blink med øjet ville være nok til at misse det. Han havde gjort det utallige gange før og havde hidtil undgået at blive taget på fersk gerning. Den lille pille knust med lethed, næsten allerede før den havde forladt lommens dyb; og i et fejlfrit sammenspil med omdrejningen mod Maeve, blev det hvide pulver drysset ned i cocktailen, som straks reagerede med det stærkt beroligende præparat. Farveløst og smagsforladt. Hun ville næppe fatte mistanke. I hvert fald ikke før det tog effekt, men der var stadig en lille halv time at løbe på. Rigeligt med tid. Nu manglede han blot at finde en måde at få hende lokket med sig ind i elevatoren; selvfølgelig på det grundlag, at hun fik drukket den modificerede alkohol.

“As promised – here you go.” En galant overrækning af det giftige æble, der ville ændre Snehvides liv for altid – til det bedre! Uden dét ville prinsen aldrig være kommet hende til undsætning. Deres læber ville aldrig have mødtes i et skæbneforseglende kys. Det var et nødvendigt offer. Hvordan skulle Maeve Poe ellers nogensinde indse, at de var skabt for hinanden?
For nu sørgede Borys dog for at opretholde en rimelig afstand til Maeve; en afstand som gradvist blev større, da han, påpasseligt, tog nogle skridt bagud. “I should find something to help me clean up this mess—Oh, and about my proposition... what do you say? I would love to discuss some inspiring art pieces with a fellow art lover. Perchance even grab a cup of coffee afterwards? You don’t have to answer right now, on the spot. Just think about it while I... take care of this.”

Hans øjne. Nej. Hans blik. Det var som om at det aldrig veg væk fra hende, og hun oplevede det næsten omslugende, selv når hun ikke så op på ham og høfligt tog imod den øjenkontakt han gentagende gange lagde op til. Selv når han ikke engang så på hende, kunne hun fornemme det på hende. Men helt ukendt en følelse var det ikke, lagde hun så småt mærke til. Hun havde oplevet den samme fornemmelse, de samme prik i hendes atmosfæriske fiskenet, dét der opfangede de små vibrationer omkring hende, som den gjorde ved så mange andre. Desværre var det ikke muligt for hendes middelmådige hjerne at huske præcist hvornår hun var begyndt at have det sådan. At det var startet kort tid efter dét første opkald. Bekræftelsen af fotografens midlertidige ansættelse. Og så for alvor sat i kraft ved den første dag… Hendes sind havde ikke evnerne til at lægge mere end to plus to sammen, og variablerne krævede at flere tråde blev flettet sammen for at ligningen kunne nå der til. Alt hun stod med nu var det ene sølle nummer, hvilket var netop hvor fremtrædende følelsen var nu…
Maeve’s øjne afslørede, hvordan hendes hoved arbejdede på tankerne, at samle dem. De lå på Borys, og mens hendes overordnede udtryk i ansigtet forblev afslappet, så havde noget skarpere blandet sig med den brune nuance i irissen. Intet skærende. Bare… undrende. For hvorfor havde en som ham mon endt med at tage et job for et blad som Clover? Sådan som han havde anerkendt en enighed i hendes mening, gav han i stedet forestillingen af en lettere kræsen mand. Og alligevel havde han valgt at bide den indre passion for ægte motiver i sig. Var det penge? Hun tvivlede. Hans port folio talte for sig selv. Han kunne have fundet arbejde hvor end, han ønskede. Clover didn’t seem like his scene.

Hm?
Tankespindet, der havde været godt i gang med at binde hende med tynde, finde tråde, gav med ét helt slip på hende igen, idét han talte. Opmærksomheden atter tilbage på ham i en virkeligheds sans frem for blot at vrimle omkring tankerne om ham i stedet. Hendes let lyserøde læber var allerede på vej til at skille sig ad, klar med et par ord, et svar, men selv Borys nåede ikke engang at færdiggøre sin efterspørgsel, før lyden af et væltet glas klingede ved siden af dem, og Maeve par automatik kiggede mod bordet, hvor hendes drink - som hun knap nok havde nået at nyde noget af - lå og flød ud på bordet. ”Ah!” Instinktivt trippede hun lettere forskrækket væk fra bordet for ikke at risikere at det dryppede ned over hende, som væsken nåede bordkanten og dryppede ned på gulvet. Det var en første-reaktion, for efterfølgende sparkede husmodergenet frem i hende og førte hende skridtet tilbage. Dog stadigvæk således hun fermt undgik kriseområdet. ”No no, it’s alright. There’s really no harm done. You don’t have to-…” Hurtigt rejste hun dit væltede glas igen, som var der stadigvæk noget i det der kunne forsætte med at spilde ud, inden hun greb bunken med magasiner for at løfte frem i sikker afstand, inden hun piskede hovedet op til manden ved sin side, for at yderligere forsikre ham, at det var okay. Men alt hun nåede at se, var hvordan han strøg forbi hende, og hun i forundring fulgte ham med øjnene mod baren.
Hun kunne ikke undgå at blinke et par gange over det abrupte stresstæppe, inden hun så bort fra Borys og mod kaosset på bordet. Bladende fik hun lagt fra sig på bordet igen - så langt væk fra spildet som muligt, hvorefter hun greb en håndfuld fine servietter der heldigvis lå til rådighed ikke langt derfra, og lagde et godt lag af dem oven på den orange pøl. Også lige ned på gulvet. Det ville suge væsken op indtil der blev fundet bedre rengøringsredskaber. Med ryggen til resten af rummet, var hun selvfølgelig blind for alt andet omkring hende. Men kunne beskylde situationen for hendes dumdristighed. Situationen og omgivelserne. Det var trods alt ikke et offentligt sted. Det var hendes arbejdsplads. Hun stolede på sine kollegaer.

Med et lettet suk rejste Maeve sig elegant fra at have siddet på hug på gulvet, som han vendte tilbage til hendes selskab. Og endda med drinken, som lovet. En genteman. ”You really didn’t have to. But thanks,” sagde hun, et lige så lettet smil på hendes læber, som hun tog imod drinken. Som en indbygget høflighed løftede hun med det samme glasset op til sine læber for at tage en tår. Hendes rosa runge tittede endnu en gang ud for at slippe sukkerkrystallerne af. Hendes ansigt strålede stille op i takt med at smagen blev genkendt. Og glædeligt taget imod. ”Ah, you even guessed exactly what I like. I’m impressed!” Og det var ganske sandt. Mange drinks lignede egentlig hinanden. Mange brugte det samme glas, havde den samme farve fra lignende ingredienser. Så med mindre han havde overhørt hendes ordre fra tidligere eller blot havde spurgt bartenderen efter, hvad end hun havde fået før, var det imponerende. Dét måtte hun give ham.
”It’s really nice of you bu-…” Længere nåede hun ikke. Det var stadig længere end forrige gang, men igen blev hun ikke give ten oprigtig chance for at afvise tilbuddet, han gav hende. Denne gang var det dog ham der havde stoppet hende. Og som en følge opstod der endnu en afbrydelse.
”Maeve dear! There you are.” Det var hendes chef. En kvinde betydeligt højere end Maeve, særligt iført stilrene stiletter, og middelmørk hud. En smuk kvinde. Frem for at kalde hendes ansatte til sig, var hun kommet til dem. ”And mr. Ignatyev! So glad you could come tonight.” Fokusset på Borys forblev dog kort. Velkomment, men kort. For hurtigt var kvinden tilbagevendt mod Maeve. “Dom is stuck down at the entrance since the front doors have been locked for the day. Can you go down at get him?”
“Of course. But what about security?”
“Urg, they are being difficult and won’t let anyone in without their ID. And of course, Dom has forgotten his in the office.”

Diskret skævede Maeve mod den middelaldrnede herre, før hun nikkede bekræftende og hendes chef tog sin afsked igen, denne gang en anelse mindre opspændt, nu hvor problemet var løst. ”Hear, let me show you to the storage room. I’m sure there’s a mop of some kind there. It’s just one floor down, so we can take the elevator down together,” forklarede hun, men shun så opmuntrende op på ham. Hun valgte endda at tage en ekstra stor slurk af sin drink, inden hun stillede den fra sig. Igen. Chancen for at den var der når de vendte tilbage var lille, men denne gang havde hun i det mindste fået godt halvdelen af den indenbords.
Maeve førte atter trop, værende den der kendte arbejdspladsen ud og ind. Hun havde trods alt arbejdet der i mange år efter hånden. Som de trådte igennem det lettere ryddet kontor område, passerede de tilfældigvis knager, der bar på mange frakker og tasker, såvel som hendes egen taske, som hun greb i farten. Og som de begav sig videre mod elevatorerne, brugt hun tiden til at rumstere efter sit eget ID kort. Ankommende foran sættet af to metalporte, trykkede hun knappen for at hidkalde en karet til dem og gjorde et lille kast med hovedet for at fjerne de løse totter omkring hendes ansigt væk fra hendes synspunkt. "I'm sorry you have to be witness to this tardiness. Dom is our writer for the business collum and I promise he's not usually this forgetful." Det blev sagt med en let latter, mens hendes øjne dog holdte øje med det stigende nummer over eletaoren, frem for at være rettet mod personen hun talte til.

Selvfølgelig. Selvfølgelig havde Maeve Poe insisteret på, at det lettere kaotiske ‘uheld’ intet problem var. Nogle ville måske påstå, at det blot var en høflig autorespons – men Borys fornemmede tydeligt den underliggende, reelle bekymring for hans sociale velvære. Det var en pinlig situation, om end han selv havde ageret som stenskredet der fik lavinen til rulle, og alligevel havde Maeves første indfald været at forsikre ham om, at det var okay. Ingen skade var sket, andet end lidt stedvist våde skosåler. Hun havde sågar, ganske instinktivt, påbegyndt oprydningsarbejdet, uden behov for diktering. Maeve Poe var en yderst selvstændig kvinde. Dét havde været soleklart lige fra dag ét og var i og for sig ikke noget, han som sådan havde noget imod. Komplet uafhængighed, derimod, kunne vise sig en del mere problematisk; men alt kunne forbedres, med den rette tilgangsmåde. Finjusteres. Med hans hjælp havde hun potentialet til at blive hans hidtil største mesterværk. Alle de fornødne brikker var der allerede. De manglede blot at blive sammensat på den helt rigtige manér. En opgave der umiddelbart var simpel og ligetil. Hun var stadigvæk den perfekte kandidat, og med tiden skulle hun nok få opfyldt sit påtvungne mål i livet – at gøre ham til verdens lykkeligste mand.

Men vent... hvad var nu dét? Optrapningen til en afvisning? Det kunne ikke passe. Det tog alt i ham, hver eneste lille fiber, ikke at lade den fremprovokerede bitterhed ætse sig vej ud til overfladen, hvor dens brændende intensitet ville være synlig for alle og enhver i lokalet. Den relativt korte responstid tydede på, at hun ikke engang havde brugt så meget som ét lille, sølle sekund på blot at overveje hans forespørgsel. Var det forfængeligheden der talte? Hvordan havde han kunnet overse så usmageligt et personlighedstræk? Han nægtede at tro på, at det var grundet en presset tidsplan. Der var altid plads i kalenderen, såfremt villigheden var der. Tilsyneladende var dette dog ikke tilfældet for den meget, meget travle Maeve Poe – bibeskæftigelse: Bedrager.
Alle de ophobende, fordømmende konklusioner havde på ingen tid formet en altopslugende, hidsig hvirvelstrøm, og hvad der i realiteten kun havde været få sekunder, havde føltes som en uendelighed i helvedes uophørlige flammer. I stærk kontrast til det raserende uvejr, som lige nu hærgede indeni ham, formåede han dog alligevel at fremmane et venligt smil, da lydvibrationerne, fra den bekendte kvindes udtalelse af hans efternavn, ramte hans trommehinder.
“I am just as pleased to be here,” svarede Borys, en anelse monotont, og lige så kortfattet som den høflige bemærkning fra den modebevidste chef. Løgn. Han kunne nærmest ikke vente med at forlade dette sted igen. Hele bygningen emmede pludselig af råddenskab. Og tilmed den værste af slagsen. Kommerciel korruption. Det havde tydeligvis haft en negativ indvirkning på Maeve; noget, som han desværre kun havde indset for et øjebliks tid siden. Det var det rene hjernevask at tilbringe så mange år i en branche som denne! Så han burde måske nok holde lidt igen med den hårdnakkede kritik. Skylden lå ikke udelukkende hos Maeve, men var rettere et produkt af den moderne verdens forkastelige befrielse af individet – særligt det kvindelige. Og desuden, skaden var næppe irreversibel. Hans udkårne kunne stadig reddes.

Som han stod der og lyttede til deres samtale med et halvt øre, begyndte han at slappe væsentligt mere af. Der var derfor heller ingen anstrengelse at opspore i hverken hans mimik eller tonefald, da hans udelte opmærksomhed atter faldt på Maeve Poe, kort efter hendes overordnede var drejet om på de klikkende hæle.
“That would be much appreciated, Ms. Poe...” De følelsesneutrale øjne fulgte cocktailglasset op til de lyserøde læber, som nærmest tryglede om at blive kysset, men han modstod og nøjedes blot med at sende hende et beskedent smil. Begejstringen var så småt ved at være tilbagevendt, og om ikke andet fik tanken om, at han meget snart ville befinde sig helt alene med Maeve i en aflukket metalboks, spændingen til at stige betydeligt. Måske endda en snert af opstemthed. Intet synligt, men både pulsen og kropstemperaturen var unægtelig påvirket af situationen.
Velvilligt lod Borys sig fremføre af Maeve, forbi de mange festdeltagere og mod en noget mere stilfærdig, affolket krog, tiltænkt opbevaring af overtøj og tasker. Det var åbenlyst, at kollegaerne på denne etage havde stor tiltro til hinanden. Kært. Og ufattelig naivt. Skønt det tillidsfulde fundament, havde mennesket dog alligevel ment at være i sin ret til at afslå hans tilbud. Det krævede en særlig, følesesdissocieret person at trampe sådan på et velmenende hjerte. Ganske vist havde hun aldrig fået lov til at tale færdigt, men det havde heller ikke været nødvendigt. Ville denne Dom mon have fået det samme svar, hvis ordene var kommet ud af hans mund i stedet for?

Netop som dén tanke lød i hans hoved, ytrede Maeves indbydende læber det selvsamme navn – Dom. Til trods for at konteksten var komplet uskyldig, havde han svært ved at ignorere den øjeblikkelige afsky – specielt efter indseelsen af, at Maeve Poes navn, potentielt, blev fremsagt af denne mand på daglig basis. Han kunne ikke lade hende ude af syne – under nogen omstændigheder.
“It’s no bother, really. Besides, you’re not the one at fault—He is,” sagde han lettere henkastet og nedskrev samtidig en mental note om at huske på nøjagtigt dét. Det gik ikke, at han lod den indestængte galde boble op og tage overhånd. Hun var allerede begyndt at undgå øjenkontakt, når lejligheden tillod det, så tydeligvis var det afslåede skår større, end han havde frygtet. Der var dog ét nagende spørgsmål, som konstant blev ved med at trænge sig på...

Efter en mildest talt pinagtig venteperiode, gennemvædet af en trykkende stilhed, rungede det klare, monotone ding omsider ud i elevatorlobbyen. Idet de automatiserede døre gled fra hinanden og afslørede interiøret af det mennesketomme lift, gestikulerede Borys nonchalant med armene i en nonverbal insisteren på, at hun skulle gå først; og han tøvede ikke det mindste med at følge lige i hælene på hende. Blikket blev straks forankret på det kvindelige selskab, som han afventende betragtede, alt imens hun fik trykket på knappen til det første stop: Etagen nedenunder. Den metalliske, nærmest hviskende lyd af forseglingen af den eneste udgang frembragte et forstyrrende roligt smil på sjæledæmonens smalle læber.
For en gangs skyld havde han fra start af positioneret sig med en tilpas distance mellem ham selv og Maeve. De mørkegrå øjne søgte hende dog fortsat, hyppigt og uden de store pauser, skønt det blev gjort i diskretion ud ad øjenkrogen. Selvsagt var turen ned til 16. etage langt fra tilfredsstillende. De var endelig alene – og han havde endnu ikke fået stillet sit spørgsmål.

Ding.
“Oh, silly me—” Hans første ord siden de var steget på, udslynget midt i et fremadrettet skridt, blev fulgt af en række famlende håndfladeklap mod samtlige lommer i den formelle påklædning; og ikke ret længe efter, blev den frugtløse søgen rundet af med et opgivende suk. “I thought my pocket seemed a little lighter than usual. I must’ve forgotten my phone in the car... you don’t mind if we take a little detour, do you? It won’t take long... and we can pick up both your colleague and cleaning supplies on our way back up, yeah?” Knappen til parkeringskælderen var allerede trykket ind, før han havde talt færdigt. Der var naturligvis intet som stoppede Maeve fra blot at presse niveauet højere i bund; men han valgte at satse på, at hendes høflighedsgen ville overmande den gnavende følelse af ængsteligt ubehag, skulle den tage bolig i hendes krop. Det ville dog ikke være altødelæggende. Der var trods alt stadig lang vej ned til stueetagen.
Borys bakkede tilbage på sin tidligere plads og, under en længerevarende skæven til Maeve, smilede han en sidste gang til hende, inden han rettede sit blik fremad mod linjen mellem de to døre.

Opfølgende tavshed. Ganske bevidst. Det var nu, chancen skulle gribes. Chancen til at gøre absolut hvad som helst. Hans egentlige intention havde været at efterspørge en forklaring på den tidligere afvisning. Forklaringen, der aldrig var kommet. Men nu var det ikke længere dén, som fyldte mest i hans hoved. Det virkede pludselig som et spild. Ubrugelig viden, der højst sandsynligt blot ville resultere i endnu et overfladisk forsøg på at deflektere et ubehageligt spørgsmål; så hvorfor ikke udnytte situationen til egen fordel? Lidt lethjertet forspil til yderligere at pirre sanserne. Finde frem til hendes alleryderste grænsepunkter. Hvornår blev det for meget for den umiddelbart velbeherskede Maeve Poe?

“Do you like to be spanked, Ms. Poe?” Universet syntes at gøre et fuldt stop. Eksistensen af basal rationalisme, og ikke mindst den situationsbestemte, forventelige professionalisme, ophørte brat, knust under vægten af den uforudsigelige indvending, der lige så afslappet var rullet af tungen på den russiske herre. Absurditeten af det upassende spørgsmål hang faretruende og sitrede i luften. Hånende. I bedste tilfælde kunne det muligvis tolkes som en usmagelig joke. Men hvis Maeve vovede at kaste sit blik op mod hans ansigt, ville det gå op for hende, at han var gravalvorlig.
Den sidste opretholdte sikkerhedsforanstaltning blev nedrevet, da han drejede fronten mod hende, en hånd på det vandrette, indbyggede gelænder, og tog et skridt nærmere. “Hm? Do you like to be spanked and dominated?” tilføjede han, nedgørende i sin uddybelse, men med den samme rolige stemmeføring som før. Det forsvundne smil forstærkede den overvældende intensitet i de mørkegrå øjne som for alvor blussede op, idet han lod blikket klatre ned langs syningerne på den tætsiddende kjole. En hæs hvisken eksploderede i den alt for stille elevator, netop som hans fokuspunkt røg tilbage på det dukkelignende ansigt:
“I bet you do, киска.”

Maeve’s øjne havde rigtig nok været rettet sit fokus mod elevatoren og de stigende tal på det digitale display placeret over de forseglede metaldøre frem for at se mod ham, mens hun talte, og mens det ubevidst lagde hints til at hun langt fra lige så draget til ham, som han var til hende, så havde det ikke været en planlagt handling. Det var blot det at… det var akavet. Særligt nu hvor de var alene. Hun kunne mærke hans blik mod hende meget skarpere end, da de havde været omgivet af deres kollegaer. Men var var selvfølgelig uhøfligt at lade sådan ubehag overtage. Dét var hun opdraget til. Og da han ytrede sig en forsikring, om at der ikke burde være noget hun skulle bekymre sig om, drejede hun da også helt automatisk hovedet og atter så på ham uden et vandrende eller flygtigt blik i de udtryksfulde øjne. Han var en ganske rar mand, og hun fik det gang på gang lidt dårligt over, hvor pirret hun følte sig i hans selskab. Siden hvornår var hun blevet så fordomsfuld? Et forsigtigt smil og et lille nik bekræftede hans holdning. Ikke at hun nødvendigvis var enig - selvom hun godt nok var - men det kom frem på baggrund af taknemmelighed.

Igen så hun tilbage mod elevatoren, idét den syntetiske klang informerede dem om metalboksens ankomst, og lige som hun havde vendt opmærksomheden mod den, åbnede dens døre sig for hende og bød hende og hendes ledsager indenfor. Hun havde altid været glad for det manglende metalliske udseende inde i. Indersiden var i stedet beklædt med blanke plader der gav imiterede rødligt træ. Noget der uden tvivlgjorde de lange og daglige turer op og ned mere komfortable. Hun trådte selvfølgelig som den første indenfor, selv hvis han ikke havde gestusset til det. Hun var den der kendte vejen de skulle. Hun var i hvert fald i tvivl om, hvor meget han havde fået mulighed for at snuse rundt i Clover bygningen. Og med samme styring, tog hun æren til at trykke etagerne ind. Først etagen under dem. Og så helt ned til entré.
Det var så der hun trådte et par skridt bagud for at stille sig mere i midten af elevatoren. I midten af den ene akse men godt til den ene side på den anden. Et skridts længde afstand mellem dem for ikke at stå op ad hinanden skuldre. Hendes blik havde igen søgt væk fra ham og mod numrene. Distraherede hende fra at enten komme til at stirre eller blive opslugt af stilheden, der virkelig begyndte at krybe nu hvor ingen snak blev ført mellem dem. Det var faktisk lige ved at hun åndede lettet op, da elevatoren stoppede, som de var nået deres første stop. Hun stoppede brat i begyndelsen af hendes første skridt for i stedet at se til siden mod Borys med forundring. ”What is it?” nåede hun lige akkurat at spørge, til trods for at hun fik en mistanke til, hvad der havde afholdt ham fra at fortsætte med hende ud ad elevatoren ud fra hvordan han havde klappet næsten alle overflader af ham selv. Og rigtigt nok! ”Oh. That’s unfortunate. Of course not, it happens to us all.” Der trak I hendes smilebånd og en latter blev ligeledes inkluderet I hendes stemme, da hun tilføjede: “And I’m sure the spild isn’t going anywhere. Unless we’re lucky that someone else get it taken care of in the meanwhile.”
Hendes lille fine hånd havde været på vej til at række ud og trykke på knappen, men den lyste allerede op efter at han var kommet hende i forkøbet. Hvornår havde han…? Hun havde slet ikke lagt mærke til det.

Dørene lukkede og den omklamrende stilhed vendte straks tilbage. Den tvang Maeves tanker til at hvirvle. Tænke tilbage på tilbuddet manden ved siden af hende havde givet hende. Hun havde været hurtigt til at sige nej. Og det var skam grunde til det. Gode grunde. Diskret pustede hun et åndedrag ud igennem cirkelformede læber og lige så diskret lod tungespidsen fugte dem, inden hun splittede dem ad for at bryde isen, der blot blev tykkere og tykkere.
”That art gallery? Wher-…”

I det samme øjeblik som hun blev afbrudt af, at han muligvis havde haft samme tanke om at skære igennem stilheden, famlede farven fra hendes ansigt og efterlod kun hendes kinder med den smule rouge der var blevet børstet henover dem. Det var ikke rigtig følelsen af noget kold der gled ned ad ryggen på hende. Det var en alt for pludselig kriblen under hendes hud, der skreg om at have hende skytte sig så den kunne forsvinde. Men i stedet piskede hun hovedet til siden og stirrede dybt chokeret på ham. Der var ikke meget til overs af den der høflige venlighed fra før. Og mens hun tydeligvis gjorde sit bedste for at udstråle fornærmelse og foragt, så havde det kommet nok bag på hende, at der var fremtrædende tegn på… forskrækkelse til stede i hele hendes mimik. ”What?” Med hendes tykke bryn krummet til en dyb rynke mellem sig, faldt det første ord ud af hende. Som om hun ikke helt troede på, hvad hun havde hørt. Gav ham en chance for at tage det tilbage. Men det gjorde han ikke. I stedet kom spørgsmålet igen. Denne gang føltes det endnu værre.
Fuldkommen instinktivt drejede hun sig en kvartal omkring for at have fronten mod ham, idét han tilmed nærmede sig. Og hun trådte tilbage. Han tog ét skridt. Hun tog to. ”No! Of course I don’t. What kind of question is that? Are you drunk?” udbrød hun straks, så snart hun fandt sin stemme igen. Der var noget ved måden han så på hende der meget abrupt gjorde hende utilpas. Blikket havde været derfor, men der havde det været forklædt. Nu var sløret blevet løftet. What in the world..! Som om det faktisk kunne være en form for beskyttelse, løftede hun sin taske op til sit bryst og holdte den tæt indtil sig, mens den ene af hendes hænder sneg sig ned i den. Det var langt fra lige så skjult, som hun forestillede sig det i sit hoved, for hun var ikke meget for at tage blikket fra ham, men hun kunne ikke finde hvad hun ledte efter, så hendes øjne blev ved med at vige op og ned, indtil… Der!

Så snart hendes hånd lukkede omkring den lille håndstørrelse tube, gik det hurtigt og selvsikkert. Tasken smed hun fra sig i samme bevægelse, som hun hev sin hånd, klamrende omkring pebersprayen, op og med fingeren allerede klar på sin plads, holdte hun den oppe mod Borys og trykkede ned med et trænet sigte omkring hans øjne. Hun tømte af ren panik det hele, før hun stoppede  og med hjertet hamrende helt oppe i halsen, trippede hun hurtigt på sine hæle forbi ham og over til rækkerne af polerede knapper. De var ved 12. sal så.. 11.!! Helt automatisk trykkede hun på knappen til 12. sal gentagende gange. Faktisk stoppede hun først da et ding bekræftede at hendes plan havde virket og hun stoppede kun for at så kunne trykke på knappen til at åbne dørene igen og igen og igen. Alt samtidig med at hun så frem og tilbage mellem dørene, etage-displayet og over skulderen mod Borys. Hun skulle ud ad den elevator! Det var alt hendes instinkt råbte ad hende. ”Open open open. Please. Quick quick!” hviskede hun desperat for sig selv. Selv hvis han var blindgjort, så var hun stadig kun en armslængde væk lige meget hvor i elevatoren hun stod.

Dørene åbnede sig op for hende, og hun blev uendelig taknemmelig for sin lille ramme, for det lykkedes hende at komme igennem dem før de overhoved havde åbnet sig helt op. Og lige så taknemmelig var hun for at være erfarne på hæle, for gulvet var poleret og glat og havde hun forsøgt at løbe med hæle uden at have nogensinde gjort det før, ville hun have vrikket om med det samme. Hun løb de første par skridt for at komme på afstand, før hun kortvarigt stoppede op og så sig omkring. Etagen var mørklagt. Det var trods alt fyraften. Men der var ikke bælgmørkt. Lys udefra gjorde det nemt nok at se omkring.

Bingo – øjeblikkelig forfjamskelse, grænsende til det forskræmte og paniske. Reaktionen på den verbale forulempelse var direkte og oprigtig. Målløsheden klædte hende, kunne han glædeligt konkludere, men ligesom tavsheden varede den ikke evigt. Maeve Poe var ikke typen til at lade sådan en nedværdigende bemærkning glide hen i det glemte – men det var ikke ny viden. Havde dét været tilfældet, ville hun nemlig ikke have haft den stilling, hun havde. En næstkommanderende manager kunne næppe kues af sådanne ubehageligheder, skønt Maeve tilsyneladende fandt det vanskeligt at maskere den fremprovokerede væmmelse, som var sprunget frem og havde sat sit præg i hendes ansigtsudtryk. I en situation som denne var arbejdsrelateret rang dog også overflødigt; det smuldrede til ingenting under presset fra det egentlige magtforhold, der manifesterede sig lige så tydeligt, da mennesket ubevidst lod sig trænge op i en krog.
En beskyldning om fuldskab blev slynget ud i den stillestående luft, som om en høj promille ville retfærdiggøre de upassende kommentarer, der havde efterladt hende så synligt utilpas. Borys’ mund spidsede en anelse til i et tilbageholdt, skadefro smil, som endelig fik lov til at bryde frem, og sendte samtidig en klar indikation om, hvor meget han nød den pludselige ændring i atmosfæren; sitrende af anspændthed og frembrusende angst, en stemningsmur så tyk og intens at den praktisk taget udsendte sin egen lugt. En svimlende aroma, der pirrede hans sanselige receptorer til det yderste og vakte en uslukkelig tørst efter mere til live. Den blottede skrøbelighed, som Maeve Poe udstrålede, var så forbandet ophidsende, at han næsten ikke kunne holde sig i skindet; og havde situationen ikke udfoldet sig som den gjorde, ville han med fuldt overlæg have forgrebet sig på hende. Hvordan kunne han andet? De chokoladebrune øjne tryglede ham om at intensivere den allerede simrende rædsel, der lå gemt i dem. Det hede drømmescenarie blev dog udskiftet med en meget virkelig, smertelig afstraffelse, og så opslugt han havde været af de euforiske forhold, nåede han knap nok at bearbejde synet af den mistænkelige dåse, før den forstøvede stråle ramte ham lige i øjnene.

“AAARGH, FUCK—YOU LITTLE BITCH!!” Brølet var kraftfuldt og emmede af en morderisk arrigskab, der straks satte sit spor i det indelukkede elevatorrum, som små, prikkende nåle hængende overalt i den omringende luft. Af ren refleks røg hans hænder omgående op for at beskytte de sviende øjne fra yderligere skade, men til stort set ingen nytte. Den nær uudholdelige, brændende fornemmelse spredte sig lynhurtigt i de rødsprængte øjeæbler, og uanset hvor hårdt han klemte øjenlågene sammen, tiltog smerten bare; og med hænderne som skjold blev de i løbet af ingen tid gennemvædet af den chili-infusionerede væske.
Forinden angrebet ophørte, bøjede han sig forover og pressede i stedet for de tørre ærmekanter mod strømmen af tårer, fulgt af en langvarig, irritabel stønnen. Ufatteligt—nej, utilgiveligt. Det her var helt forkert! Hun havde ikke tøvet det mindste med at tømme hele indholdet af pebersprayen ud i ansigtet på ham. Billedet af den handlekraftige, men empatiske Maeve Poe lå splintret på gulvet foran ham, i uoverskueligt små stykker, og havde efterladt et åbent, blødende sår i den vrangvendte realitet, der pludselig fremstod enormt uhåndgribelig. Ingen af de pineinducerede tårer udsprang dog fra dette. Den nylige indsigt fungerede derimod udelukkende som brændstof til den altædende vrede, som fortsat rasede i ham, og havde han ikke været i en tilstand af tandskærende smerte, ville han utvivlsomt have langet ud efter hende. I dette eksakte moment ønskede han inderligt at se Maeve Poe lide. Intet andet ville kunne dulme hans egen pinsel. Denne nat ville efterlade hende med livslange, permanent indgraverede ar på sjælen, for evigt tilbagevendende i form af sindsoprivende mareridt – dét lovede han sig selv.

Lyden af de metalliske døre der gled op, ledsaget af det opmærksomhedsgørende ding, fik automatisk Borys til at løfte hovedet og åbne øjnene for første gang; men i stedet for at blive mødt af synet af Maeves forsvindende ryg, var det eneste han så en uigennemtrængelig tåge. Hans erfaring med synsforstyrrende gasser og væsker formåede heldigvis at holde panikken fra døren; og et forbipasserende vift af menneskets parfume samt de klikkende hæle, ekkoende forude, fortalte ham alt han behøvede at vide. Maeve Poe forsøgte at flygte.
Et slæbende skridt mod udgangen stødte ind i den hensmidte håndtaske, der i farten var blevet efterladt i elevatoren, og fik den til at kure et stykke fremad; men inden han bukkede sig ned for at samle den op, og før dørene kunne nå at lukke igen, blev en af de blå ruskindssko anbragt i midten for at agere stopklods. Famlende i blinde fiskede han tasken op fra gulvet, forhippet på ikke at efterlade for mange spor, og trådte efterfølgende ud af den vertikale lift.

På trods af det manglende udsyn fornemmede sjæledæmonen med det samme, at etagen var uden lys. En fjern lyd af trippende fodspor blev ligeledes opfanget og afslørede, at selvom Maeve ganske vist havde fået noget af et fordelagtigt forspring, var hun stadigvæk indenfor en opnåelig radius. Øjnene, der efterhånden var mere røde end hvide, blev endnu engang tørret ved hjælp af ærmet, og hvad der først startede som en smertefremkaldt trækning i mundvigen, udviklede sig ikke længe efter til et voksende, grusomt smil. Nu var de resterende partikler fra sprayen ikke det eneste, som omkransede ham i et tæt, uafrysteligt slør; Borys oplevede en lettere berusende følelse boble op indeni sig, med adrenalin værende den primære drivkraft, og lod sig villigt drage af denne nyindtrufne ekstase. Den heftige, dog aftagende svie blev væsentligt nemmere at ignorere som følge af, at de øvrige sanser syntes at skærpes, og den ubelejlige justering i planen var nu snarere en spændingsfyldt jagt på den ultimative præmie. Duften af hans fremtidige hustru kunne lige akkurat fornemmes i de svagt vibrerende næsebor og gav ham blot yderligere blod på tanden. Maeve Poe forstod sig virkelig på at tænde op under en mands dyriske lyster.

“I’ll find you sooner or later, baby.” Et løfte, ytret ud i det mørklagte tomrum i en tilfældig retning, men højt nok til at Maeve med sikkerhed ville kunne høre det, uanset hvor hun måtte befinde sig. Der var noget maliciøst over det forbavsende rolige tonefald. Den tidligere venlighed var opbrugt, brønden efterladt tom og udtørret, og hævntørstens tørke bredte sig i stedet med stor hast ud i omgivelserne. Til at begynde med var hans skridt meget forsigtige og afmålt til bedste evne for at undgå at støde ind i vægge eller møbler, men selvsikkerheden fik hurtigt egne ben at gå på og lod ham bevæge sig lidt mere frit og sporadisk rundt. Den ekstra opmærksomme høre- og lugtesans guidede ham rimelig effektivt gennem terrænet, og skønt hans syn fortsat var kraftigt tilsløret, kunne han sagtens skelne mellem varierende lys og mørke. Huden omkring øjnene, og særligt selve øjeæblerne, brændte dog stadig så intenst, at den frie hånd nærmest konstant måtte søge op for at duppe tårerne væk, men det hjalp kun et ganske kort øjeblik. Satans. Han burde have været bedre forberedt på, at dét kunne ske.
Ubevidst timet med et ophold i hans færden, kolliderede snuden på Borys’ sko blødt med en eller anden hård overflade. En væg? Han rakte prøvende hånden frem, men blev ikke mødt af den forventede modstand, før han sænkede den et godt stykke ned. En skrivebordsbås måske? Fingerspidserne flugtede med toppen på dét der måtte være en slags afskærmning, alt imens han vagtsomt lyttede efter selv det mindste pib fra sit bytte. Selvom han ikke havde et konkret billede af, hvor hun var, fornemmede han alligevel hendes tilstedeværelse. Hun måtte være lige i nærheden...

Borys sukkede dybt, af længsel rettere end opgivelse, lige inden han genoptog sin listende søgen – langsomt men sikkert. “I can almost hear you purring... my naughty, little киска. Purr for daddy, will you?” bad han, skønt det nærmere lød som en befaling, hvorefter mundvigene så småt begyndte at røre på sig, idet de krusede opad i et legende smil; et smil, der langt fra rummede gode intentioner. Det svandt dog hurtigt ind til fordel for at lade læberne adskilles, og hans tunge fandt straks vej ud imellem dem; den fugtige spids strøg let henover overlæben og strejfede kun lige nøjagtigt det fremtrædende ar. Den langtidsophobede spænding lyste ud af ham. Han følte sit eget varme blod strømme gennem årerne og pulsen dunke i ørerne – iblandt andre steder – men forholdt sig alligevel i komplet ro. Lyttende og afventende. Parat til at gribe ud efter hende, skulle hun komme tæt nok på. Og denne gang havde han bestemt ikke tænkt sig at lægge restriktioner på sig selv.

Havde hun overreageret? Ja. Helt bestemt. I hvert fald i dét øjeblik. Kun den følgende tid skulle vise, at hendes instinkt og reaktion havde været den helt rigtige og velfortjente for manden. Hun havde blot kommet det lidt i forvejen. Men i lige dét øjeblik, hvor hendes fight or flight havde steget til skyerne på mikrosekunder, så havde en stor del af den efterfølgende panik og desperation for at komme ud af elevatoren ikke været så meget fordi hun frygtede, hvad han havde haft af yderst upassende intentioner, men i stedet i frygt for at skulle mødes med hans vrede over, hvad hun netop havde gjort. Ingen ville være spor glade for at blive sprayet i øjnene af hvad, der nok føltes som koncentreret peberrodssaft – faktisk vidste hun ikke hvad der helt præcist var i sprayen til trods for at hun da før havde lagt et øre til ingredienserne ved spisebordet en aften. Et sløvt øre ud af ren og sker høflighed overfor interesserne hende og hendes brødre ikke nødvendigvis delte.
Det intense udråb af smerte og galskab havde nær været nok til at fryse hende midt bevægelse, men i stedet nøjedes det med at blot forstærke hendes rystende finger og hænder til punktet, hvor hun til sidst ikke kunne trykke ordentligt ned på nogle af knapperne, dog hun havde fortsat handlingen uden at have lagt meget mærke til det. Et tryk havde allerede været nok for liftens mekanisme at registrere kommandoen.

Med en hver lille muskel i spænd, stående der foran elevatoren - ude af den! – drejede hendes hoved per automatik sig mod metal hejsens lyse indre. Mod manden, som han krummede sig og famlede sig omkring. Kæmpede med tårerne, hun havde fremprovokeret i allerhøjeste grad. Hendes lyserøde læber havde splittet sig, som lå der en beklagelse, en undskyldning, en bøn om tilgivelse for hendes fejlagtige reaktion klar på tungespidsen. Men hun blev kvalt i det. Hendes hals lukkede sig fuldstændig til. Hun kunne ikke få sig selv til det. Hun… følte sig ikke i sikkerhed! Hvad hun havde gjort ville ikke have sket, havde han ikke fremstået som han havde. Og værst af alt; Han afgav endnu den fornemmelse. Blot yderst forstærket.
Så det var med hjertet helt oppe i halsen – meget vel hvad der havde blokeret hendes stemmebånd fra at ytre sig ord eller lyde – løb hun. De hårde tykke hæle på hendes sko lavede en forbandet mængde af larm, særligt som de klikkede henover det velpolerede vinylgulv. Dette var ikke en af Clover’s etager. Clover gjorde sig i trægulvet og moderne design layout med vægge af glas. For det meste. Det forklarede også, hvorfor der ikke var noget lys tændt. Hvem end der var fanget i et kontorjob her havde for længst fået fyraften og lukket ned for det hele. Intet overarbejde på en fredag. Maeve kunne kun lige skimme de formørkede omrids af de utallige bøse og skriveborde og tilhørende kontorstole, men det var lige nok til at hun kunne undgå dem med lidt omhug. Dette var måske ikke hendes etage, men hun kendte bygningen. Nødtrapperne ville altid være placeret det samme sted på hver etage. Der ville være en lang vej ned til forhallen, elleve etager, men det ville gå ned, så alt hun skulle sørge for, var at ikke falde i farten. Eller… skulle hun søge opad. Kun seks etager og hun ville med sikkerhed vide, der ville være mere end én person til rådighed. Hun skulle ba-… Med ét brød hun stilheden med et skingert hvin. I sin vildfarende søgen efter det grønlysende skilt der ville vise hende på rette vej, vrikkede hun pludselig voldsomt om på sin ene fod, som om at kroppen med ét havde mistet en god del af den selvsikre balance, hun ellers altid havde haft. Ikke én gang havde hun været usikker i sine forhøjede sko. Hun faldt som et fældet træ i en lidt skæv vinkel, hvortil hun kolligerede direkte med et skrivebord, hvilket erstattede skriget med et thunk. Heldigvis havde hun nået at løfte sine arme op så sammenstødet udgjort ingen større skade. Måske et blåt mærke et sted på hendes underarm fra, hvor kanten havde ramt ind. Dog havde hun ingen motorik i sine sitrende ben til at ikke bare floppe ned på gulvet.

Anklen dunkede noget så forfærdelig. Hun havde virkelig ikke lyst til at røre ved den. Eller bevæge den. I’ll find you.. Igen stivnede hun. .. baby. Det var ikke raseri hun kunne høre i hans stemme, som hun ellers ville have forventet. Hun kunne ikke se ham fra hvor hun var endt, men ud fra hans stemme, havde hun en nogenlunde idé om i hvilken retning han befandt sig. Hendes mave fortrak sig i en ubehagelig vejrtrækning, inden hun i al hast trak sig henover gulvet og godt ind under det nærmeste skrivebord. Skubbede sig så langt ind i hjørnet. Gemte sig for ham. Det brændte i anklen, og hun frygtede at det skulle vise sig at være slemt nok til, at hun ikke ville kunne løbe fra ham igen, skulle det være nødvendigt. I hvert fald ikke iført hendes sko.
Det var med ørene langt spidst til for at lytte efter hans skridt, mens den anden halvdel af hendes hjerne fokuserede på at snøre snørebåndene op på støvlerne og derefter glide dem af hendes fødder med så lidt lyd som overhoved muligt. Med den vrikkede ankel var hun nu nød til at lægge al sin koncentration til at bide tænderne sammen, bide smerten i sig for ikke at pive. Hun ønskede for alt i verdenen at ikke blive fundet. Hun kunne ikke se det i mørket, men anklen var betydeligt mere hævet end den anden. Men hun kunne stadig vrikke sine tær. Dét var et godt tegn!... Hun var umådelig forsigtig med sine vejrtrækninger. Pustede endeløst langsomt ud igennem et så lille hul mellem sine læber. Et stupidt forsøg på at berolige sit hjerte. Det var hvad hun var blevet instrueret i at gøre. Men hun var aldrig rigtig blevet instrueret i situation som denne. Aldrig var hun blevet gjort forberedt på at blive jagtet. Selv ikke efter at døren til det overnaturlige var blevet revet op.
Den nedladende tone trængte snildt igennem den horrible stilhed, der havde lagt sig tilbage henover det tomme kontorlokale. Det var ligefrem nok til at omdanne den forhenværende skyld for at have reageret, som hun havde til en form for… lettelse. En lettelse over at være kommet ud af elevatoren så hurtigt, som hun havde. Billeder spillede helt af sig selv i hendes hoved om, hvad der ville have sket havde hun ikke. Men hun kunne ikke tage sin sejring på forhånd. Han ville finde hende før eller siden. Lokalet var ikke så stort igen – husede blot et dusin eller sådan afdelte båse. Og hun kunne knap nok støtte på sin ene fod, for slet ikke at tale om at bestige trapper.

En ledning hang ned fra skrivebordet, hun gemte sig under. Den snoede sig i en tætspiral og var genkendelig for enhver, der var vokset op med en lignende ledning i sit hus. Den perfekte ledning til at sno om sin finger mens røret blev holdt oppe mod øret. Fluks scannede hun hvad lidt af lokalet hun kunne se. Det var hendes eneste udvej. Var det ikke? Hun sank tungt og besværligt, før hun snigende møvede sig lidt ud fra sit gemmested. Hun havde nær væltet en af sine fritstående sko i processen, havde hendes reflekser ikke været hurtige nok til at gribe den i tide. Og så… En idé!

I en forsigtig bevægelse kastede hun skoen i en blød underhånd. Væk fra hvor hun var gemt. Og forhåbentlig ikke i en linje, som han kunne se. Skoen landede på vinylgulvet og lavede et kort rabalder, hvilket hun brugte til sin fordel til at komme ud fra sit trygge gemmested og op på knæene, hvilket gav hende kun lige akkurat den højde hun skulle bruge til at række ud efter hele telefonen. Det skete dog en smule for hurtigt, for idét hun greb om den og rev den med sig ned tilbage under bordet, lykkedes det hende at vælte flere små nips ting på selve skrivebordet. Hun forbandede hvor meget folk med skrivebordsarbejde personaliserede deres plads…
Atter spændt op som en fjeder, skyndte hun sig dybt ind i sit hjørne. Benene trykket helt op og telefonen i sin favn. Samt en hånd presset tæt op mod hendes mund og næse for at lukke af for potentielle lyde, der måtte forlade hendes forskrækkede selv. For et kort øjeblik havde hun ligeledes klemt sine øjne hårdt i. Lyttede. Havde han hørt hende? Gik han stadig efter skoen? Hun var ikke sikker. Hun kunne ikke… høre ham. Eller jo. Hun kunne høre ham, men hun kunne ikke spore sig ind på ham. Og alligevel tog hun chancen. Hun løftede røret på telefonen og løftede det rystende op til sit øre. Hun hørte tonen. Hun sank igen. Og med langsomme, og så vidt muligt kontrollerede tryk, tastede hun nummeret ind. Det var ikke langt. Det var ikke et udgørende nummer men i stedet til et andet sted i bygningen. Security. Tonen ændrede sig. Den ringede. Og ringede. Og ringede. Hendes puls steg for hver gang.

”Hello?”

Den traumatiserende gyserfilm fra de tidlige teenageår vakt til live. Mareridtet, der var én lang, udmattende flugt fra den opdigtede morder, og som gang på gang vendte tilbage for at hjemsøge det engang fredfyldte drømmeunivers. Forestillingen om den fremmede, maskerede mand liggende på lur et sted i huset, der resulterede i mange ængstelige nætter. Alt sammen illusorisk. Sådan noget skete aldrig i virkelighed. Nyhederne rapporterede i hvert fald yderst sjældent den slags og slet ikke i udpenslende detaljer. Man forberedte ikke sine børn på sådanne realiteter; højst en overfladisk advarsel over køkkenbordet, et løfte om at komme tidligt hjem tvunget ud af dem, før den unge, blåøjede pige blev sendt afsted ud i den dunkle, utilgivelige asfaltjungle. Men denne aften faldt ikke indenfor normalen. Det usandsynlige, med ét vendt på hovedet, var pludselig ganske plausibelt. Maeve Poe, nu tildelt rollen i enhver skræmmehistorie, fortalt over bål til nære venner i skæret fra en lommelygte, kunne ikke længere regne med, at hverdagens konventioner blev overholdt. Alligevel fremstod dét, som udspillede sig, ikke unaturligt. Ikke for den dæmoniske modspiller. Ifølge hans regelbog forløb alt som det skulle. Sådan da. Naturens forudbestemte hierarki var trådt i kraft, om ikke andet. Han var i sit element. Hvis nu han virkelig koncentrerede sig, kunne han måske...

Et bump. Brat opstået, som et lyn fra en klar himmel, hvilket tydede på, at kilden ikke var naturlig. Umiddelbart udefinerbar. Ørerne havde helt automatisk tunet ind på lyden, og han var i samme øjeblik stoppet fuldstændigt i sine spor for at optimere fokusset. Han befandt sig midt i en krydsvej, konfronteret med valget om at undersøge den mistænksomme støj eller strategisk gå i den stikmodsatte retning. Ganske vist svævede han i en tilstand af lettere opildnet begejstring, men han lod sig ikke komplet styre af sit indre rovdyrs lystdrevne tendenser. Påpasselighed var påkrævet med det komprimerede syn. Kramperne i øjenlågene, der ufrivilligt havde fået ham til at klemme dem hårdt sammen gentagende gange, var heldigvis ved at komme nogenlunde under kontrol – og det skete nu kun af egen impuls, når smerten toppede – men han fandt det stadig vanskeligt at danne et brugbart overblik.
Beslutningen blev taget i en hurtig tankevending. Højre om. Væk fra hvad end der havde forårsaget den distraherende lyd. Mavefornemmelsen løj sjældent, og desuden havde han for længst konkluderet, at Maeve ikke var et hjælpeløst, naivt lam. Hun handlede ud fra den logiske hjernehalvdel. Kløgtig pige, men han forventede heller intet mindre. Der var dog ingen tvivl om, at den ophobende panik tilmudrede de ellers klokkeklare beskeder, som fornuften forsøgte at sende hende. For Maeve Poe var dette næppe et kærkomment alternativ til forspil, men snarere et spørgsmål om hvad der, i momentet, føltes som liv eller død. Men hun kunne være helt rolig. Død lå ikke i kortene. Faktisk var han sikker på, at hun denne nat ville komme til at føle sig mere i live end nogensinde før.

Stumt blev labyrinten af skriveborde i den østvendte sektion gennemsøgt; hans bevægelser yderst forsigtige, men uden at være tilbageholdne. Den trykkende stemning bød gemmelegens deltagere at holde vejret, så når han endelig hev luft ind og pustede ud, var det dybt og trængende. Fulgte hun samme mønster som ham? Der var i hvert fald intet højlydt, snappende åndedræt at høre. Egentlig var der næsten for stille. Det var måske nok også derfor, at han ikke havde sagt noget på længe. De tirrende ord, skønt underholdende, ville blot have været uønsket støj på det i forvejen utydelige radiosignal, han ihærdigt prøvede at spore sig ind på. Og så skete det. Netop som han havde vendt sig om for at backtracke til stedet, hvor det tidligere rabalder var kommet fra, hørte han en svag puslen. Lyden var knap hørlig, indtil den så eksploderede i en dominokæde af væltende brikker. Det var næsten lige ved siden af!

På sekundet havde Borys drejet hovedet i retning af støjen, og det ville da blive synligt, at de scannende øjne ikke længere bar den sædvanlige, dybgrå farve. Som vandfarve spildt på papir, bredte der sig et tæt, kulsort mørke fra de opspilede pupiller og opslugte enhver anden kulør, indtil det eneste der var tilbage afspejlede den fjerneste afkrog af havets dyb. Farten af hans skridt blev skruet op, idet han cirklede en halv omgang rundt om dén bås, han ellers havde været lige ved at gå forbi. Udsynet var stadig ikke fejlfrit, men væsentligt bedre end før – i hvert fald nok til at han kunne spotte den forskræmte Maeve Poe uden problemer, da han sidelænende bukkede sig ned for at kigge under skrivebordet.
“Found you.” Tonen var mørk og dyster, og dryppede af skadefryd. Der var dog også noget forstyrrende legesygt i måden, han fremførte det på, men dét forsvandt som solen på en overskyet vinterdag, så snart han indså, hvad hun havde gang i. De nattesorte øjne dartede frem og tilbage mellem hendes ansigt og telefonrøret mod øret. Den dæmpede lyd af en stemme i den anden ende nåede hans øregange og fik ham til at spærre øjnene op af bar forargelse. Hvor vovede hun?! Han brød sig virkelig ikke om overhovedet at tænke sådan om sin udkårne, men—magen til trodsige tæve!!
Vreden boblede så hurtigt og voldsomt op, at den i løbet af et splitsekund kogte over; og styret af denne sydende galskab, skød hans hånd som en giftslange til angreb frem mod Maeve for at rive telefonen ud af hendes greb. Med den bagliggende kraft ville hun formentlig have svært ved at holde fast, men han vedholdt, til den endte i hans egne hænder, hvorefter den med lige så stor styrke blev kylet mod den nærmeste væg; ledningen hevet så hårdt op ad stikdåsen, at stikket ramte Maeve i forbifarten. Peberspray-’ulykken’ kunne han måske tilgive med tiden, men dét her? Det var et jordskælvsrystende brud på den allerede skrøbelige tillid.

“You really are a little bitch, aren’t you?” hvæsede han sammenbidt, parallelt med at han gik ned i knæ og rakte ud efter hende på ny. Hånden lukkede sig om hendes overarm, og fingerspidserne syntes undervejs at bore sig længere og længere ind i det sarte kød, trods kjolens stof var imellem. Maeve Poes lille ramme gjorde det næsten alt for nemt at slæbe hende med ud i det åbne rum, hvor han ikke tøvede med at gøre sit bedste for at få pindet hende til det glatte vinylgulv, med sig selv siddende overskrævs; en hånd lukket hårdt over hendes mund, tyssende, for at holde potentielle råb om hjælp ude. Var han ikke succesfuld, og formåede hun at vride sig fri, ville han blot ty til at gribe ud efter hvad end han kunne få fat i; håret, en arm, skørtet på kjolen, en ankel – skulle hun forsøge at kravle bort – bare ét eller andet! Han nægtede at lade hende ude af syne igen – ligegyldigt hvilke metoder han så måtte tage i brug.

Intet hun hidtil havde oplevet kunne sammenlignes med den følelse, der skød igennem hende idét hun så op og så hans ansigt titte frem under skrivebordet, hvor hun ellers havde følt sig i sikkerhed. Normalt ville hun have skreget. Hun skreg altid, havde hun lagt mærke til. Hver gang hun blev forskrækket. Men denne gang havde hendes hals blokeret al form for lyd, som om at hans hænder allerede strammede omkring hendes stemmebånd og afholdte det fra at skabe de sigende vibrationer. Hans øjne. Hans øjne. Med baglyset fra den smule belysning der sivede ind igennem de store og klare vinduer skabte et ufatteligt grumt syn. Lagde hans ansigt i sådanne skygger at hun blev revet direkte tilbage til sin barndom, hvor hun havde været bange for monsteret under sengen. Bare… dette var virkeligt. Lige meget hvor surrealistisk det så end måtte være. Det var egentlig besynderligt, for hun var ikke i tvivl om at dette ikke bare var en drøm. Hun var nærmest hype-bevidst om at dette var virkeligheden. Al farve var forsvundet fra hendes ansigt. Hendes øjne var opspilede og stirrede skrækslagent direkte ind i de mørklagte øjne, der kiggede tilbage på hende. Hendes skræk fik tilmed hans øjne til at virke lige så store som tekopper, voksende jo mere hun stirrede.

”Hello? Anyone there?”

Med ét var hun tilbage. Flænset ud af de tilfrosne sekunder, der havde forsaget sig. Og det gik for alvor op for hende, at hendes gemmested var blevet fundet. Hun var fundet. Og hun havde ingen vej at flygte, ikke sådan som han kom ned på hug og blokerede alle veje ud fra skrivebordets dække. ”Help! I-…” Flere ord nåede ikke over hendes tunge, før de blev erstattet af et skingert skrig idét hans hånd huggede sig frem mod hende. Helt automatisk klemte hun sine øjne i og forsøgte at krybe sig helt sammen, i ren og skær frygt for at hans intentioner havde været at lange ud efter hende og ikke telefonen. Hun havde ligeledes løsnet sit greb om røret, hvilket gjorde det ganske nemt for ham at flå det, samt telefonen ud af hendes favn, dog blev hendes arm alligevel rykket godt med i farten, da hendes reflekser havde trådt til i sidste øjeblik i et sidste forsøg om at holde ved. Men han var meget stærkere end hende. Endnu et smertende hvin lød fra hende. Stikket havde pisket sig mod hendes sarte kind som en knipset pisk og efterlod et tydeligt aflangt rødt mærke efter at have brudt igennem det øverste lag af hud. Hun hørte kun, hvordan telefonen hamrede mod væggen og blev knust. Hendes livslinje. Flået fra hende og efterladt itu.
Hendes hånd havde været på vej op til hendes kind, men den nåede aldrig derop for hun følte hans hånd lukke sig omkring hende. It hurts! Igen måtte hun skrige. Men det var ikke kun af smerten. For ganske rigtigt gjorde det umådeligt ondt - hans fingerspidser trykkede ned på opspændte nerver, der ikke var beskyttet af trænede muskler - men det var langt mere end hørbar forsvarsmekanisme, som han trak hende ud fra skrive bordet.

Maeve spjættede voldsomt. ”Stop! Please!..” Den frie arm gjorde sit allerbedste for at skubbe og fjerne og kradse hans jerngreb af sig, men det var til ingen nytte. Før hun kunne nå at åbne sine øjne igen, lå hans vægt oven på hende. Men det var så snart hans hånd sørgede for at stumme hendes råb og skrig, at hendes brune øjne virkelig åbnede sig op og kiggede tilbage op på ham. De var smækket med frygt. Tåre, tvunget frem fra svien ved kinden, havde allerede fundet sig frem i krogene og gjorde dem blanke. Bag ham, sparkede hendes ben sig vildt og under ham vred hun sin krop fra side til side.
Lige præcis, hvordan det lykkedes hende at vrikke sig ud af have ham siddende på tværs, ville hun ikke kunne genfortælle. Det eneste hun lagde mærke til, var hvordan hun hev efter vejret så snart hans hånd ikke længere pressede sig mod hendes læber og hvordan hun havde drejet sig hele vejen omkring i et forsøg på at komme op på sine knæ og dermed kravle langt nok væk til at hun kunne komme tilbage på sine ben. Hun var desperat. Så intet og alt på samme tid. Hendes øjne søgte efter både en flugtvej men også noget hun kunne bruge som et midlertidigt våben. Hans hånd fik fat i hendes kjole og havde nær været nok til at hive hende tilbage til sig, havde hun ikke ved dumb luck sendte en albue tilbage og gjorde ram på ham. Lige hvor hun ramte, havde hun hverken tid eller brug for at vide. Alt hun tænkte på var at komme væk.

Som havde hendes skrig ikke allerede blevet hørt nok, brød det ud i det tomme kontor endnu en gang. Denne gang højere. Og mere pinefuldt. Han havde fået fat om hendes ankel, den beskadigede. Med ét var hendes ene ben fjernet under hende og hun faldt med det samme sammen, hvilket fik banket hendes hage hårdt ned i gulvet. Blot for at blive trukket henover det lige bagefter. Hans vægt vendte tilbage, denne gang på hendes ryg, og hun havde intet af den fordel som hun havde haft før. ”Get off of me! Please. I’m begging you. I’m sorry! I panicked. Please don’t hurt me,” peb hun grædefærdigt, mens hun genoptog sine vrid. Men det var som om at hun ikke havde meget energi tilbage. Som om hun allerede var udmattet. Det var hun også… bare.. det var som om hun var ved at blive udmattet nok til at ikke engang kunne løfte sine arme. De var så tunge. Det samme med hendes ben. Faktisk… hendes ben sparkede knap nok længere. Og… hun kunne ikke længer mærke sine fingerspidser. Hendes hoved snurrede som hun stirrede langt gulvet - værende det eneste udsyn hun havde. Hun så stadig klart men noget var galt. Hun vidste det. Og det skræmte hende mere end deres lille psykotiske gemmeleg. Hendes tunge føltes slap. Hvad skete der med hende? Hvad havde han gjort ved hende?! Han var ikke normal. Hun havde vidst det så snart hun havde set hans øjne og forventet dem til at være røde af pebersprayen. Men de havde været sorte. Helt sorte.

Hun var som en glat ål, sådan som hun utrætteligt vred sig under ham. Kvinden var jo bindegal! – forsvundet langt ind i et blindt hysteri og helt uden for rækkevidde. Som en pirrelig kat i løbetid, der nægtede at underkaste sig sin mage. Det var næsten ligegyldigt hvad, han gjorde. Samtlige forsøg på at få begge arme fikseret – med hans ene ledige hånd – fejlede, og frustrationen voksede med en lynende hast som resultat af dette. Kunne hun for helvede ikke bare ligge stille og lade være med at kæmpe så meget imod! En forbipasserende ville jo kunne fejltolke situation og tro, at han faktisk ville hende ondt. Og det var slet ikke tilfældet! Borys handlede blot ud fra dét, som han mente, var sin elskedes bedste interesser – var det virkelig så svært for hende at se?! Satans, de varmefugtige håndflader var begyndt at smutte for ham; og før han vidste af det, havde Maeve allerede fået slanget sig ud af hans klæbrige greb og var på vej væk. Præcis dét, som for alt i verden ikke måtte ske!!

Det var med vildskab rasende i de bundløse, sorte øjne, at han selv kom op at stå igen, nærmest snublende i sin iver, men undgik lige med nød og næppe at få overbalance ved at gribe ud efter hende. Hånden havde dog kun akkurat lukket sig om det marineblå stof, da noget spidst ramte ham imellem ribbenene; en albue lige under sternum slog en betydelig mængde luft ud af ham og fik ham i et kort øjeblik til at miste al fokus. Et kvalt gisp blev forceret ud, idet han uvilligt bøjede sig forover, og måtte samtidig slippe sit tag i kjolen, trods det ikke var med hans gode vilje. Træk vejret! Han kunne ikke give op nu! Maeve Poe var stadigvæk så tæt på. Det var ikke for sent, hvis han bare... lænede sig det sidste stykke, og...

Skriget, der skingert ringede ud i det mørklagte lokale, var så vidunderligt betonet af rendyrket rædsel, at han i ethvert andet tilfælde ville have følt et gennemsitrende velbehag suse igennem sig; men det eneste han havde i hovedet, i dette hektiske kaosmoment, var ikke at give slip på Maeve Poes ankel. Først da hun faldt så lang hun var, blev det urokkelige greb løsnet, og han tøvede ikke det mindste med at trække mennesket til sig, så han atter kunne placere sig over hende med et ben på hver side; hendes arme tvunget i en låst position mod hendes nedre ryg, før han overhovedet havde sat sig til rette. Selv det mindste forsøg på at ryste sig fri ville blive modsvaret med en indstramning af det i forvejen faste greb om hendes håndled, hvilket uden tvivl ville efterlade synlige blå mærker. Nu havde han hende endelig lige hvor, han ville have hende.
Borys’ vejrtrækninger bar endnu præg af den intense jagt, idet han lænede sig ind over hende – meget lig en løve over sit nedfaldne, døende bytte. “Oh, no-no, baby—sch-sch-sschh... don’t worry, I’m not going to hurt you, silly.” Et sagte grin, udsprunget fra en forskruet omsorgsglæde, forlod hans strube alt for tæt på Maeves øre. “Don’t you get it?” Skønt hun ikke kunne se hans smil, ville hun lige så tydeligt kunne høre det i hans hæse hvisken. “You’re my precious, little doll. If I’m causing you any harm, it’s only for your own good. It’s only because I care.” Han holdt stadig hårdt rundt om hendes arme til trods for, at hun knap nok gjorde nogen modstand længere. “Just like you care. About everyone. You are so wonderful; do you know that?” lød det henrykt fra ham. Maeve Poe var mange ting. Og han havde desværre fået kendskab til en del skuffende personlighedstræk denne aften. Men de gode værdier var så elskværdige, at de fik alt det uønskede til at glide i baggrunden. Hun var perfekt. Kvinden, han ville tilbringe evigheden med. Denne gang var det anderledes. Denne gang havde han valgt rigtigt! Der var ingen tvivl; han kunne mærke det helt ind i knoglerne, og det manifesterede sig som en euforisk lykke, der fik blodet til at strømme endnu hurtigere.

Roligt rettede han sig op til en rygrank holdning igen, og i selv samme øjeblik blev han gjort opmærksom på, hvor meget hans bukser egentlig strammede. Bulen i de beige chinos var ikke til at tage fejl af; og Maeve havde næppe kunnet undgå at fornemme det voksende tryk mod hendes bagdel, da han havde haft overkroppen hældende ind over hende. En klokkeklar øjenåbner, som ville lade hende vide præcis hvor meget han begærede hende. Det var mildest talt sindsoprivende. Hver en celle i ham lystede noget så voldsomt efter den henrivende Maeve Poe, og den taktfaste dunken gjorde det vanskeligt at tænke på andet – men sekunderne tikkede afsted. Det var ved at være på tide at komme ud derfra. Forbandet også at han havde ladet hende undslippe tidligere! Hvis det ikke var sket, ville de formentlig allerede være ude af bygningen, og hun ville aldrig have fået chancen for at ringe til, hvad han gættede på, var security.
Borys lod blikket glide rundt i omgivelserne. Grublende. De kunne ikke tage elevatoren ned. Ikke med en potentiel vagt på vej. Risikoen for at blive spottet på CCTV var også alt for stor, hvilket kun efterlod én sidste udvej – de måtte tage brandtrappen ned.

“Let’s get you home, hm? You should be feeling rather drowsy by now,” påpegede han og afslørede dermed, at han havde haft en finger med i spillet på hendes pludselige sanseforstyrrelser. At det skyldtes mere end blot et beskadiget ledbånd i anklen og et slag til hovedet. Adrenalin og stresshormoner fik ofte én til at føle sig lettere ør, men... ikke til punktet hvor det gik ind og påvirkede ens motorik. Rohypnol var et fantastisk middel; og den beroligende effekt var tydeligvis trådt i kraft, så medgørlig Maeve var blevet. Langsomt men sikkert nærmede hun sig stadiet, hvor hun snildt ville kunne forveksles med en livløs dukke. Hans hidtil yndigste.
Det kriblede helt ud i fingerspidserne, idet han rejste sig op for straks efter at hive hende op fra gulvet. Hun ville stadig kunne stå på egne ben, om end det ville være lidt af en udfordring, siden den desorienterende svimmelhed med garanti havde overtaget på dette tidspunkt, så han sørgede for at holde sig tæt på hende. Øjnene, intenst fikseret på Maeve Poes ansigt, var ikke længere sammenlignelige med en stjerneløs nattehimmel, men havde genvundet den genkendelige, mørkegrå farve. Det hvide i øjnene var dog så blodskudt, at rød var den mest fremtrædende kulør. Naturens egen advarselsfarve.
“You hit your jaw pretty bad, huh?” Hans stemme var fuld af bekymring, men om der lå nogen reel oprigtighed bag den var svært at vurdere. Efter nogle haltende skridt fremad blev et flygtigt blik kastet ned mod hendes fødder. “And you hurt your poor ancle, too? Come here, киска—I think it’ll probably be easier if I just...” I én bevægelse fik Borys med lethed svunget Maeve over sin ene skulder og med et solidt tag om hendes baglår, armen strammet godt ind, begyndte han småhastende et lede efter det oplyste, grønne dørskilt. Den efterladte håndtaske blev temmelig besværet, men succesfuldt samlet op ved hjælp af hans fod i forbifarten. Hvor var den pokkers udgang henne? De søgende øjne dartede rundt i alle retninger. Dér.

Ekkoet fra den tunge dør der lukkede i var den sidste lyd til at runge ud på 11. etage. Aldrig før havde han fløjet så hurtigt ned ad trapper; særligt taget i betragtning af, at han havde sin fremtidige hustru dinglende henover skulderen. De hurtige sving om gelænderet, fra den ene trappe til den næste og den næste og den næste, var nok til at gøre ham selv helt rundtosset. Tankerne rasede i hovedet på dæmonen, som forsøgte at udtænke ethvert tænkeligt scenarie, der kunne finde sted, når han atter satte fod i parkeringskælderen. Rolig nu. Bilnøglerne lå klar i lommen, og han huskede tydeligt, hvor bilen holdt. Så længe han handlede hurtigt og effektivt ville alt forløbe uden større problemer. Desuden, hvad var chancen for at støde ind i andre på et tidspunkt som dette? Festen blev holdt helt oppe på 17. sal, og security var blevet kontaktet på 11. Ingen grund til panik.

”Wha-…What?...” Maeve vidste pludselig ikke længere præcist, hvad hun havde troet det hele var opstået ud fra, for som ordene forlod hans våde tunge, blev det gjort betydeligt mere klart for hende, at den vrede og det raseri, hun havde været overbevist om at være grundet hende lidt for handlekraftige beslutningen i elevatoren, ikke var den korrekte konklusion at nå. Der var noget helt andet, og selv set bort fra de meget afslørende ord, så lå det allermest i hans stemme. De tunge vejrtrækninger lige ude foran hendes øre. De lystige og ubevidste klik med tungen, som savl kom mere og mere tilstede i munden. Den varme bule mod hendes bagside, som til trods for at hendes fokus lå langt mere på den dunkende ankel og den ophobende skræk for manden siddende over hende, holdte hende nede mod gulvet, strammede sit unaturlige greb om hendes hænder til punktet hvor hendes fingre helt automatisk strittede, ikke var til at se bort fra.
Det var med åbenlyst besvær, klemt godt og grundigt ned mod vinylgulvet, at hun flyttede sit hoved omkring langs det. Med det samme lagde hun mærke til, hvordan hendes syn ikke rigtig syntes at følge med hendes bevægelse. Der var en form for delay, og det tog lige dét millisekund længere for hendes øjne at stille skarpt, som de søgte rundt. Der måtte være noget hun kunne gøre. Desperat havde hendes øjne søgt i retningen af, hvor elevatorerne ville være at finde med et håb om, at lige om lidt, om ikke så længe, bare lige et øjeblik længere, så ville hun kunne skimme den lille sprække af lys fra de åbnende metaldøre, som ville skinne igennem den mørklagte etage. Men det skete ikke. Der var stille. Lige set bort fra hendes sagte klynkende lyde, der så småt blev draget frem som det gik mere og mere op for hende, at hun nok først ville blive fundet, når det var for sent. Help me.. Ikke engang en sølle tanke ville nogensinde kunne nå nogen, om de så besad fantastiske evner til at opfange den slags. Nej. Hun bar ikke bare den naturlige barrierer til at holde folk ude… men også sig selv inde…

Forskrækkelse skød igennem hele hendes krop idét hun pludselig blev samlet op fra gulvet, men igen var det hans verbale afsløring, der ultimativt efterlod sig et skrækslagent udtryk i hendes øjne, som han umuligt ville kunne undgå at blive mødt med. At hun følte sig døsig var en klar underdrivelse på, hvordan hun havde det. Hendes forskellige legemer føltes umådeligt tunge, meget i tilnavnet han havde valgt at give hende. Rigtig nok var hun endnu ikke slap nok til at ikke kunne stå mere eller mindre oprejst, men at stå alene skulle vise sig at være en umulighed, der tvang hende til at stå lænet rigeligt ind til den støtte hans var meget generøs med at give. Det ville kun være et spørgsmål om tid før hun ikke ville være andet end en kludedukke. Kun den skarpe smerte fra den svulmende ankel var hvad der trængte igennem den svimlende tilstand, der kun blev værre og værre. Smerten og den gennemtrængende lugt af hans overdosering a cologne. ”Wha… What have you done to me?” kunne hun ikke afholde sig fra at spørge, og så snart hun havde åbnet munden og begyndt at tale, lagde hun mærke til, hvordan det ikke længere bare var hendes krop, der var så påvirket. The drink... ”What have you done?!” Hun gentog sine ord i et forsøg på at trænge igennem med sit bestemte toneleje, men der var ingen måde at skjule hvor bange hun var.

Men det virkede slet ikke til, at han lyttede til hvad hun sagde. Han lyttede. Han svarede. Han reagerede. Men det eneste der blev registreret var, hvad han selv ønskede at høre. Hun humpede noget så ustabilt de der første par skridt alt imens hun ihærdigt prøvede at skubbe sig væk fra den nærhed, han havde etableret. Selvfølgelig havde hendes forsøg knap nok været til at se eller lægge mærke til, som styrke var forsvundet fra stort set en hver muskel i hendes skikkelse. Det blev faktisk en pludselig befrielse, idét hun blev løftet op fra gulvet – let som vejede hun absolut ingenting.
Dog havde det være lige for at, det at blive svunget over skulderen i en så let og elegant bevægelse, havde været nok til at få hendes mave til at vænne sig, så meget havde det føltes som et sving fra en kvalme-fremprovokerende rutsjebane. ”No…Nono… Let me.. down..” Ord blev sværere og sværere at få frem, og selvom han da ville kunne mærke hendes små hænder klamre sig til hans nystrøgede skjorte – sølle forsøg, der oprindeligt i hendes hoved skulle have forestillet at være hende møvende ud af hans faste greb – så hang hun blot der, henover hans spidse og knoglede skulder, mens hun kunne se til, hvordan han bar hende igennem dørene til nødtrapperne. Det sidste hun lige nåede at se, inden døren blev lukket efter dem, var hendes enlige støvle, der lå efterladt på gulvet ikke langt fra, skrivebordet med den knuste telefon. Hvad skulle der blive af hende nu? Hvorfor var det ikke lykkedes hende at komme væk? Hun dinglede slapt i takt til hver et hurtigt og småløbende skridt dæmonen tog ned ad de mange trapper. Hun talte etagerne, selvom det på ingen måde var nødvendigt idét hun følte den kølige atmosfære og rungende ekko fra parkeringskælderen. Der var foruroligende tomt dernede. Hun plejede at holde parkeret der indtil hendes bil havde mødt sin ende med en lygtepæl. Det var længe siden nu… Hendes arm var helet… Og nu var hendes fod skadet…

De stoppede, men siden hendes ene udsigt var alt hvad der var bag ham, fik hun ikke udsyn til bilen. Kun lyden af den blive låst op, indikerede hvorfor han havde gjort hold. Gråd pressede yderligere på og hendes ansigt, trods den manglende kontrol, foldede sig i grædefærdige folder. Help!..Please! Hun kunne se udgangen fra, hvor hun hang. Der var ikke langt. Så tæt på. Hvis bare hun kunne-… Med ét blev hun fjernet fra skulderen og landede på det klaustrofobiske gulv af bagagerummet, hvor hun atter kunne se Borys’ tårnende skikkelse stå og kigge på hende klar til at lukke smækken i. Hun kunne ikke få ord frem, men hendes øjne talte for hende. Bedte ham noget så inderligt om at lade hende gå. At stoppe, hvad han havde gang i.

Hun kunne mærke sine læber skille sig ad i endnu et forsøg på at ytre sig bedende ord, om at lade hende gå, men aldrig havde hendes tunge føltes så meget som et slapt stykke sejt kød i hendes mund - så ubrugeligt – og ikke engang den mindste lyd fra hendes hals nåede frem, inden bagsmækken var smækket i og hun blev opslugt af et komplet mørke. Ikke engang det mindste vindue af lys var noget hun blev beriget med grundet den noget ældre bilmodel. Hun blev efterladt der med kun sin egen hjertebanken i ørene, samt lyden af hendes egne vejrtrækninger, indtil hints af dæmpet musik og en knurrende motor gjorde hende med selskab. Selvfølgelig var det langt nok til at berolige hendes sind. Ud fra hendes fysiske krop ville det være nemt at antage at hun var afslappet, døsig. Men panik havde sparket sig yderligere frem i hendes hoved og den manglende kontrol til at reagere ordentligt på det skræmte hende blot endnu mere. Særligt som hun fornemmede bevægelsen af bilen. Og efter det første bump, der indikerede at de netop havde forladt parkeringskælderen, følte hun fortabelse skylle voldsomt ind over hende.
Der kom flere bump, som tiden gik, for til trods for at Borys virkede til at stå ved sit løfte om at køre forsigtigt, så var det uundgåeligt. Det var i forvejen umådeligt ubehageligt at ligge i bagagerummet – der var rigeligt med plads til hendes lille skikkelse, men det var nødvendigt for hende at ligge en tand krummet sammen – dog ved hvert af disse små bump fra vejdæmpere eller huller i asfalten, sendte det skarpe jag af smerte op igennem den svært forstuvede fod. Der kom et punkt, hvor hun fandt lige akkurat nok styrke og energi til at langsomt række en hånd frem mod sig. Desperat efter at lange ud efter friheden der lå på den anden side af bagklappen. Hun vidste hun lå med sin front mod den. Hvis bare hun kunne finde en måde at åbne den op indefra. Hvis bare…

Et pludseligt skarpt sving kastede hende straks ud af kurs og så hørte hun – til hendes umådelige skræk – at bilen var stoppet. Stoppet helt op. Hun kunne ikke længere hverken høre eller mærke motoren. No. No no. Køreturen havde virket som en evighed, men hvordan var de så allerede ankommet?! Ankommet hvor, havde hun stadigvæk kun frygtelige forestillinger om. Hendes svage hånd rakte frem igen, men alt hun egentlig kunne præstere var meget svage krads mod overfladen foran hende, lige inden der lød et klik og der blev åbnet op for hende. Hun nåede kun lige netop at føle et strøg af lettelse, inden hun kunne stirre op i dæmonens ansigt, pålagt grumme skygger fra lygtepælenes lyd omkring dem, og hendes håb for frigivelse dalede markant. Hendes bryn krummede sig gevaldigt i endnu et tiggende udtryk. Værst af alt var, hvordan hun absolut intet kunne gøre, da han løftede hende ud ad bagagerummet. Han var så nænsom at det gjorde hende umådeligt dårligt tilpas. Som han begyndt at bevæge sig mod huset – et fremmed hus hun aldrig havde været i nærheden af før i sit liv – lod hun sit hoved falde slapt tilbage frem for at ligge ind mod hans brystkasse, selvom dét klart ville have været en rarere stilling, men dette gav hende mulighed for at se bag ham. Se mod gaden. Hun genkendte intet. Lygtepælene var ikke engang de samme som hun var vant til på sin egen vej. Var de overhoved stadigvæk i Aston?

”A…month..?” kunne hun kun lige få frem med en meget sagte og bedøvet stemme der på ingen måde repræsenterede det egentlige chok, informationen havde givet hende. Han havde ikke engang været ansat i en måned. Havde han virkelig… holdt øje med hende før dét? Hvem var han?! Hvad havde hun nogensinde gjort ham for ham at gøre det her?! En automatisk umf lyd flygtede fra hendes strube, idét hun blev smidt på sengen, og som en tung kludedukke fornemmede hun hvordan hendes krop hoppede ganske lidt fra fjedrene i madrassen. Hendes arm spredte sig naturligt ud til hver sin side og hestehalens samlingspunkt trykkede sig nådesløst ind i hendes baghoved.
Det var af rent instinkt at hun drejede sit hoved mod lyset, da lampen blev tændt, men som manden i rummet begyndt at bevæge sig omkring, trillede det videre til den anden side. Han… afklædte sig selv. Maeve havde virkelig ikke ville tro det, selvom alle tegn pegede mod det. Så nu, liggende i hans seng, lytte til hans åndeløse komplimenter og se ham gøre sig klar, fortrak hendes ansigt sig med ét i grådkvalte folder, der atter gjorde hendes øjne blanke af begyndende tåre. ”Please. Don’t do this… to me,” bedte hun sagte som hun kæmpede med at få ordene frem. Hun drejede atter sit hoved til den anden side, og det lykkedes hende faktisk at møve hele sin krop mere eller mindre i samme retning, dog det hele gik meget langsomt og svageligt, og det nåede aldrig længere end til dét, eftersom kontrollen over hendes krop var blevet så minimal.