Fall-out past, future wake

Time: kl. 08:20
Place: Et udlejet værelse på Motel Alexis Capri beliggende ved The South Side i Gaia.
Weather: Morgendagens lys er så småt ved at komme frem. Det er stadig koldt udenfor, men det er klart og friskt med lidt småsne dalende nu og her.
_______________________________________________________________________

Der var altid en pris at betale ved brugen af magi. Intet kom gratis for dem der brugte den. Og af og til var det bare for nemt og man risikerede at glemme netop dén del af magi. Særligt når en gæld begyndte at hobe sig op…

Underlaget var ikke længere den hårde og kolde asfalt. Det var blevet skiftet ud med noget langt blødere. Langt mere behageligt. Hun havde dog ikke været vågen til at opleve denne udskiftning. Hun havde knap nok været vågen til at mærke sig selv ligge kollapset på jorden. Alt hun huskede var den begyndende sne, der var begyndt at dale og, og hvordan flere og flere af snefnuggene faktisk blev liggende frem for at smelte så snart de landede. Der var endelig blevet koldt nok. Det var kun et spørgsmål om dage, før Gaia ville blive beklædt med hvidt.
Blidt åbnede øjnene sig. Hun havde det som om hun havde sovet. Tungt. Tungt nok til at det klemte omkring hendes tindinger. Hendes blik var ikke sløret, men hendes hoved var tåget det første stykke tid, før hun med trætte øjne bare gloede ind på væggen, der lå i den retning. Hun genkendte ikke tapetet. Og derudover var væggen enten for langt væk eller for tæt på i forhold til, hvad hun var vant til i sit eget hjem. Hun krummede sine bryn i forvirring. Hvor var hun? Hun drejede sig i sengen for at komme om at ligge på ryggen, hvor blikket søgte mod loftet for en stund. Hendes hoved drejede sig den modsatte vej, før hun forsigtigt satte sig op. Det var ikke hendes eget værelse. Værelset hun befandt sig i, kunne næsten ikke være mere generisk. Et motelværelse?

Rynken mellem hendes bryn blev dybere som hovedpinen blev værre. Hun følte sig pludselig meget svimmel. Som var hendes blodsukker blevet faretruende lavt. En sagte, beklagende lyd tvang sig frem fra hendes strube. Hvad var der sket?
Det var vel næsten helt forundring-værdigt så roligt, hun tog sin situation. Det var bestemt ikke en norm for hende, men alligevel virkede det som om, det da var set et par gange før. Langsomt møvede hun sig ud fra dynen og på vej helt ud ad sengen. Benene svang udover kanten og hun tillod sig selv at lige sidde lidt. Se sig bedre omkring. En smule morgenlys havde sneget sig ind igennem det ene vindue i rummet og oplyste det sammen med lyset fra den ene tændte sengelampe. Hendes blik søgte rundt. Skannede sine omgivelser for svar. Eller potentielle udveje, skulle det vise sig, at hun på en måde var endt i problemer. Hvor var Circe? Lå hendes kost et sted? …hvor var hendes tøj? Som hun så ned af sig selv var hun godt nok ikke helt afklædt, men den varme frakke var fjernet sammen med det tykke halstørklæde. Og hendes bukser. Ikke underligt at lårene føltes mere frie. Det hele gav endnu mindre mening.

”I dont care, just figure something out, for fuck sake, yeah talk with you later.” Lød det ude fra gangen, som en mand med blondt hår lagede på og bevægede sig gennem gangen op til værelset, hvor en normal person han ikke, havde set i mange år nu gemte sig. Mandens navn var Zechariah han var godt og vel de 200 men lignet en på 19, eller i starte af hans tyve. Manden var ikke fra lande, da hans forældre, og hans familie var opvokset i Amerika. Som de skridt genlød, fik han endelig bevægede sig hen til døren, hvorefter han banket på. Inden han lige så stille ville åben døren og gå ind til hende.

”Hello , do your mind i take a seat?” Lød det fra Zechariah som han bevægede sig hen og fandt en stol frem han kunne sætte sig i, om hun ville lade ham sidde eller ej var han ligeglad med, det var mere for at være høflig. Han bar som altid en løs skjorte og et par slidte jeans, derudover havde han i dagens anledning en sort jakke på. ”You where passed out so i decide, to take care of you and help you.” Kom det fra Zechariah, hvorefter han sende hende et skævt smil, ”hope it was okay, i got your cloth send to the washer, since you clothes was wet, or some of it was a least, you should get i back today.” He said as he smiled charming for her.

Døren tiltræk straks hendes opmærksomhed idét der blev banket på, så hendes blik var allerede løftet mod den til at fange skikkelsen, der begav sig indenfor. Der var mange ting, man kunne finde ud af ud fra måden, han var gået indenfor, inden hun havde givet accept. Han var bekendt med rummet. Det var hans værelse. ”…Zechariah?”
Det havde virkelig ikke taget lang tid for Saga at genkende ham. Han lignede sig selv. Og selv med flere hundred år bag sig, så var hendes hukommelse ikke noget der visnede med tiden. Men foruden genkendeligheden i hendes stemme, var der absolut ingen måde at undgå forvirringen i den. Forundringen over at se ham. For hun ville kun lyve for sig selv, hvis hun mente, at hun faktisk ville støde ind i ham igen…

Hun fulgte ham ganske roligt med øjnene, som han begav sig ind og satte sig godt til rette. Hun var stadigvæk lidt diffus, men hun gjorde sit bedste med at lytte til ham forklare. En enkelt gang mere gled hendes blik ned af sig selv igen, nu bedre indviet i, hvorfor hun var så afklædt i fremmede omgivelser. Det var vel lidt af en lettelse. ”I passed out?” Hun løftede en hånd op mod sin pande i et forsøg på at lindre hovedpinen en smule. ”I don’t remember feeling bad enough to end up passing out. But…”
Atter vendte de blå øjne tilbage til den bekendte heks og som altid havde de ingen problemer så som at vige bort fra hans. Siden barnsben havde Saga aldrig følt det samme ubehag ved øjenkontakt.
”Where am I? And…” Hun blev stum for et øjeblik, som om ordene ikke rigtig gad forlade hendes strube. Som overvejede hun om hvorvidt det overhoved var noget, hun skulle prikke til. ”…what are you doing here?” I Gaia. Foran hende. Af alle steder.

Som Saga nævnte at hun, havde besvimet, nikket han til det, "yeah i found you and brought you to this room, was better than leaving you, alone in the cold." Lød det ganske enkelt fra Zechariah, hvorefter han rejste sig op og bevægede sig hen, til vinduet.

Han vende sig kort efter om, hvor hans blik mødte hendes, efter han, havde hørt hende spørge ind til, hvorfor han var i byen og England. " I aint gonna, say something i dont know myself, but to be honest Saga, i moved to the city a couple of years ago, right now i am trying to figure out some important stuff, but thats all i can say." Lød det fra Zechariah. Han sende hende et kækt smil, hvorefter han lænte sig op af vinduet, inden han tygget lidt på hans næste ord.

"you are in a hotel room in southside, and i moved you to here, when i found you." Sagde Zechariah, hvorefter hans øjne mødtes med hende igen, inden han overvejet hans næste ord, "so what do you remember Saga, i kind of wanne help you. But i need to know a few things here and there before i can help you." Lød det fra Zechariah, hvorefter han sende hende et kækt smil

Det var besynderligt at se ham igen. Ikke akavet. Saga havde for længe siden lagt mærke til, hvor lidt hun oplevede en akavet stemning selv når andre gjorde. For hende var det næsten som om, at der sjældent var en decideret grund til det. Det var en irrationel følelse. Men det var besynderligt… For hvem havde troet…
”Ah..” ytrede hun sig ydmygt og fjernede så blikket fra ham igen for at tage endnu en rundt ind i motelværelset. Så hun var i det mindste stadig i Gaia. Andet ville være underligt og svært at forklare, men i en verden med overnaturlige var der altid en smal mulighed for at været blevet sendt til den anden side af verdenen. ”Thank you. I appreaciate you not just leaving me out there.” Og det gjorde hun virkelig.

“Huh?” Forfjamsket landed hendes øjne hurtigt tilbage på Zecheriah, som han stod ved vinduet, og hun sad et øjebliks tids bare og kiggede på ham med de naturligt intense øjne, hun besad. ”What do you mean ’help me’?” Den ømmende hånd faldt atter fra hendes hoved og lagde sig lige som den anden blidt omkring sengekanten. En let rynke havde formet sig mellem hendes mørke bryn, mens hun forsøgte at finde svar i hans ydre, før han åbnede munden for at forhåbentlig svare hende på hendes forvirring. ”I must simply have become too dizzy or caught up in the cold since I collapsed. Probably just some side effect som my use of magic. I’m sure I’d remember if it wasn’t self-induced.” Ville hun  ikke?
Hun vrængede igen ansigt af den tryggende pine nær hendes tindinger. Krummede sig svagt sammen over det og hånden vendte straks tilbage som en form for støtte. ”Do you perhaps have som water? Or at least something cold?” Hendes anden hånd knugede diskret om lagnet, ved sengekanten.

Da Saga takkede ham, træk han bare på skuldren det, havde ikke været mere enkelt for ham. " i was nearby, would be stupid to let you be out in the cold on your own." Lød det fra Zechariah, som han lyttet til hende tale.

Stod han over i hjørnet, da hun spurgte hvad han mente med det, " i was more gonna say if i could help in any way i would." Svaret han hende, som hun lå og slappet af i sengen, lyttet han til hende. "water you have changed was more gonna grab a drink myself, but i can get you a a cold drink of water." Lød det ganske kækt fra ham, hvorefter han bevægede sig hen for at finde en kold øl til sig selv, mens han fandt noget koldt vand. Hans værelse i sig selv, havde dog en dejlig sted, hvor han kunne smide isterninger i og tag vand fra.
Han gik derefter over med glasset og gav hende den det var ganske koldt så mon ikke hun ville klare sig."Whenever you fell you are ready you can leave, how does the way go with finding a way to get rid of our mage. ? " Lød det spørgende fra ham, han kunne godt huske at dette var en ting hun, havde arbejdet meget for og gøre.

Som han satte sig ned i stolen, ventet hand spændt på hendes svar, når hun engang ville ha besvaret ha, fandt han det ganske normalt at indhente det forsømte. "So how have you been Saga how many years has it been ? " Kom det ganske kækt men os nysgerrigt fra ham, som han studeret den unge heks han, havde kendt længe foran sig.