Who can you find

Endelig var Luna blevet bedre at være sammen med, at dele sind og krop med. Den seneste tid havde hendes hormoner vist rendt lidt af med hende, men Xilla kunne godt føle det hele var blevet mere normalt igennem dem igen. Luna smaskede lidt, inden hun rullede lidt rundt i græsset. Hun ender dog alligevel med at trille ned i den lille å, et fnys kom fra hende da hovedet igen kom op fra vandet. Halen var i hendes mund, som hun lagde lidt og overvejet det hele. De små pjuskede øre, vipper lidt, imens hun lytter til omgivelserne omkring hende. Det store dyr var blevet mere legesyg, men der var intet i nærheden omkring hende. Ørene er flabbet flat ud til hver side, som hendes øjne hviler lidt på stenene. Solen stod direkte ned på en af stenene, så det var fristende for hende at lægge sig op for at blive tør.

Hun skubber sig selv op, efter have sluppet sin hale igen. Hun går igennem vandet, inden hun vandre op igen, for at hoppe op på den store sten hun havde fået udset sig. Halen svinger lidt fra side til side, inden hun står og ryster sig, vanddråber flyver over det hele. De små øre vipper helt frem og op igen, inden hun lægger sig fladt ned på siden på stenen med en brummen. Hun ligner måske ikke en som er opmærksom, men Luna er et dyr, hendes sind og tanker er kun som et dyr, så hun ved hun skal passe på sit menneske. Det betyder da også hun skal passe på sig selv, dør hun, så dør hendes menneske. Bare tanken om hun svigtede hendes menneske på den måde, havde fået hende lyst til at knurre, men hun stoppede dog sig selv, ingen grund til at skræmme alt væk herfra. Man kan høre den svag smasken fra hende, som hun lægger hovedet på poterne, som hun igen vipper halen op til hendes mund, imens hun nipper lidt til sin egen hale. Overvejede et øjeblik, om hun faktisk burde gå på jagt, eller om hun skulle lade Xilla styre det. Men hun følte endnu ikke for at lade hende tage over, slet ikke så dybt i skoven, så kunne alt trods alt ske. Som hun tænkte på det, kunne hun høre nogle grene knække, hvilket fik hende til at sætte sig op, som hun fokuserede hendes blik fra hvor lyden kom fra. Hovedet vippede på skrå, som hun et øjeblik overvejede om det var helt værd at rejse sig op. Men noget i Luna sagde, at hvad end hun hørte nok alligevel kom mod hende, så hun kunne ligeså godt blive liggende og solbade så hun kunne blive tør.

Max var på sin daglige motionstur. Han var gået til skoven, havde gemt en lille pose med noget tøj i i udkanten af skoven, og havde så skiftet form. Ofte valgte han sin hundeskikkelse: Men ulven i ham skulle også passes, det var lidt som en muskel, han ind imellem havde behov for at røre. Og i dag var en af de dage, hvor noget i ham havde kaldt på ulven, og han besvarede det. Formskiftet kom elegant; han gjorde det dagligt, og på den måde skete det nemmere og nemmere for ham. Han nød at der var plads til det, og huskede sin fortid, hvor han i høj grad måtte skjule det.

Han løb stille, nærmest lydløst gennem skoven. Ulven søgte altid længere ud end hunden; hurtigt forsvandt kilometerne under de bløde poter. Ulven var en anelse spinkelt bygget, men dog stadig stor nok, til at det var tydeligt, det var en han. Hans gråbrune pels var på sit tyndeste, grundet sommerens varme vejr, men stadig tæt og sund.

Pludselig opfangede han en særpræget duft. Han stoppede op og vejrede i luften, de gullige øjne glimtede. Det var en katte-agtig lugt, men han vidste, at det var noget større. Noget potentielt truende. Instinktivt rejse hans børster sig og overlæben løftedes i en stille knurren. Ulven ønskede at forsvare sit territorie og opsøge duften; Han begyndte at gå mod den. Dog på listepoter, da det var fornuftigt at se en sådan udfordrer an.

Da han nærmede sig dyret, begyndte hans humane tanker at sætte ordentligt ind igen. For fanden, hvor måtte han øve sig i at skille ulveinstinkerne fra hans rigtige instinkter! I det samme knækkede nogle grene under hans poter. Halvoverrasket over sin egen lyd, trådte han et ekstra skridt frem, så han kunne få øje på katten. Katten, som selvfølgelig var en sneleopard; Det havde lugten også fortalt ham, da han var kommet tættere på, men der var stadig noget yderligere særpræget over den. Noget sagde ham, at det ikke var alt han så. Det smukke dyr lå dér i græsset og forekom ham næsten allerede hypnotisk; noget så eksotisk i hans vante omgivelser.

Ulven i ham var med til at gøre, at han lagde ørerne bagud og lagde sin vægt på bagparten, hvilket gav ham et noget reserveret udtryk, mens han tog dyret i øjekast. Han kom så i tanke om sine manerer og løftede ørerne igen og forsøgte sig med en let logren med halen. Ulven fik et pludselig hunde-agtigt udtryk.

Han vidste, at han måske kunne kommunikere med sine tanker, hvis dette var mere end en ægte sneleopard; Men han havde ikke prøvet det før, og stod nu og forsøgte at løse koden til hvordan han kunne forsøge sig med at konktakte denne fremmede, mystiske skabning.

Hun så da en ulv kom frem, hendes snude vippede lidt op, som hun tog duften ind som kom fra den. Hendes blik blev på ulven, som den først så mere end lidt reserveret ud, men det var vel forståeligt, hvem forventer at se en sneleopard herude. Hun lod halen slå mod jorden et par gange, som hun kan se den ændre sit udtryk igen. Hvilket også gjorde Luna slappede helt af i kroppen, som hun lod sit hoved hvile på sine poter igen. Ikke yderlige bekymret for denne formskifter, hun kunne dufte det, der var bare noget speciel duft ved en formskifter, deres dyr også noget menneske. Hun rodede lidt rundt i hendes hoved, som hun skubbede Xilla lidt længere bagud, for at finde den forbindelse hun vidste var der et sted. Luna kom frem til noget, hun hev nærmest lidt i det tankespor, før det blev helt åbent. Vidste allerede hvad dette var, hun havde prøvet det mange gange, så hun vidste tankesporet, samt den lille nærmest svage pop som hun åbnede op for noget."Vær ikke så genert, kom dog herhen, jeg bider ikke," kom det nærmest som en brummen, feminin stemme men alligevel virkede den grov som Luna snakkede til ham ved den tanke kommunikation der nu var formskiftere igennem. Men hun vidste, det var noget der var svært at finde ud af i starten, hun havde altid været heldig, hun var i en familie hvor det var nemt at lærer, fordi alle var formskiftere.

At de så havde denne forbandelse var en hel anden ting, men pointen var de kunne lærer hende alt det en formskifter kan, men hjælpe hende med Luna kunne de dog ikke rigtig gøre, alle dyr var dybt forskellige som mennesker. Hun strakte sig, inden hun kom helt op at stå. Hendes pels var helt fluffy, fordi ja af en eller anden grund, så havde de ikke rigtig sommerpels, så det kunne godt gå hen og blive varmt nogle gange, også derfor de ikke havde meget imod at tage en bade tur for at køle ned fra denne varme som kunne være. Luna mente tit det var ulideligt, men Xilla argumenterede altid med, at hvis det skulle blive bedre, måtte de få nogle til at klippe hendes pels, så hun ikke havde denne tykke pels at rende rundt til. Kløerne borer sig ned i jorden, som hun igen strækker sig endnu engang. Hun lader kløerne komme ind igen, så hun ikke virkede så truende. Luna var godt klar over hvordan en ulv fungerede, territorial og alt det. Samt, hvis man kunne skille instinkter var det jo altid bedst, men det tog jo også tid at lærer, kendte hun fra egen erfaring. Men så igen, hun kunne som sådan ikke skille det, for Luna ville altid være den som mest var fremme i denne form, så hun styrede showet, der var ikke noget instinkt hun skulle skille fra sig selv, de var to sjæle i en enkelt krop, så det var nok nemmere for hende end andre, hvis de tænkte lidt over det.

Det gav et mindre sæt i ulvens krop, da tankesporet pludselig åbnede sig, og han fik hendes stemme at høre. De gullige øjne lyste op; Budskabet var positivt, og han var så utroligt nysgerrig efterhånden. Halen viftede i luften. Han trådte et par skridt tættere på, for at vise sin velvilje, mens han stadig bøvlede lidt med at få hul igennem til talen.

Han sænkede sin snude og tog hendes duft yderligere ind; Der var ganske noget ved den, der mindede om hans egen duft. Hans blik søgte leopardens smukke, blå - en mere human ting at gøre, som han fandt tilbage til sine egne instinkter. Dette hjalp ham også. Pludselig gled en barriere væk, og han kunne kommunikere med hende. "Ha..." lød det sagte fra hans tanker. ".. HALLO!" Igen gav det et lille sæt i ham, da han tydeligvis havde fået sendt afsted med lidt for meget kraft.

"Undskyld mig, jeg er lidt ny til det her," fik han så kommunikeret til hende, med en latter i stemmen. Hvor var det komisk. Hans kæbe åbnedes og ulven gabte i et fjollet, menneskeagtigt smil. Det var virkelig en skør, forunderlig følelse for ham - og samtidig igen en følelse af at bruge en muskel, han ikke havde brugt før, og som trængte til det. En form for hjernegymnastik vel.

"Mit navn er Max," fortsatte han med blikket på det smukke dyr. Dens pels så tyk ud, nærmest dunagtig. Han havde lyst til at bore sin snude ned i den, for at mærke det. Det var dog ikke en følelse, han fulgte, for han havde godt set hendes kløer og katteagtige måde at strække sig på. Han havde før været lidt for nysgerrig overfor forskellige katte, mens han havde udforskyet byer i skikkelse af labrador, og han havde mere en én gang fået en over snuden af en kat, hvis privatsfære han havde overskredet. Udover, at det gjorde satans ondt, så det også så mærkeligt ud, når han var menneske igen, da rifterne så kun havde hans næseområde at brede sig over, og i stedet indtog et mystiskt, cirkulært mønster. Han var ikke meget forfængelig, men han ville dog gerne undgå et så særpræget sår, hvis han kunne.

"Hvem er du?" tilføjede han og løftede hovedet en anelse, nysgerrigt. Hans krop var begyndt at slappe en del mere af, og pelsen lå også helt fladt ned over skuldrerne. Halen havde fundet mere ro, mest af alt fordi han godt vidste, at den tilbøjelighed egentlig hørte til dyrenes verden. Det var ikke en arena, de var i nu, og yderligere vidste han, at selv hvis det var, betød en viftende hale for katte noget andet end for hunde.

Hendes mundvige kom mere op, som hun tydeligt kunne se det sæt det gav i ulvens krop, virkede næsten helt som en hvalp lige i det øjeblik som først skulle til at lærer en masse. Hun slikker sig lidt om munden, som hun trådte roligt nærmere som han også gjorde, tydeligt at se ivrigheden, hun følte næsten hun så på en lille hvalp der havde fået en godbid eller noget i den stil, en velvilje hun kun så som noget positivt. Luna havde dog lært, øjenkontakt var noget mennesker gjorde, så det var noget hun selv havde taget til sig, som hun begyndte at lærer omkring mennesker, dengang hun fik sit menneske. Pludselig var det som han havde fanget forbindelsen hun havde sørget for at åbne, dog kom der en grimasse fra hende, som stemmen kom højt og kraftfuldt igennem. "Det tager noget tid at lære, du skal nok blive bedre til det," kommer det fra hende med en latter. Det kunne jo ske for alle, man enten blev for begejstret eller man bare ikke helt kunne overveje hvor kraftfuldt kom ens stemme lige igennem.

Luna elskede at kommunikere på denne måde med andre, det gav bare noget ekstra til det hele. Nok gjorde hun det hele tiden med Xilla som de diskuterede eller snakkede, men med andre var der bare noget mere specielt over det. Hun kunne ikke forklare det, men begge vidste hvad den anden tænkte om det så der behøvede jo ingen forklaring når de begge var klar over hvad der blev ment. "Mit navn er Luna," kommer det fra hende, som hun vippede hovedet lidt på skrå som hun betragtede denne Max. Hun var ikke et dyr som kunne finde på at lyve for andre, så det kunne nogle gange godt forvirre folk, hvis de så mødte Xilla i menneske kroppen. Hun kunne se hvordan hans krop slappede mere af, hvilket gjorde hun nærmede sig ham noget mere. Det var en svag brummen som kom fra hende, da hun blev tilfreds med at se hvordan hans pels lagde fladt ned igen. Hvilket viste for hende, han ikke længere var helt oppe på poterne, fordi han tænkte der var et eller andet. Selvom hun var et stort kattedyr, var hun det meste af tiden meget rolig, også igen hun er lidt af en kat så hun sover egentlig også rimelig meget hvis hun kunne komme til det. Alt det med at have et menneske gjorde ofte hun som sådan ikke rigtig sov, før hendes menneske sov, for nogle skulle passe på hendes menneske hvis hun rodede sig selv ud i problemer.

"Lover du det?" svarede han legesygt og med en lille latter. Han satte sig ned med halen liggende rundt om sig på jorden. "Det føles godt nok sjovt," tilføjede han. Det var lidt, som om hun var inde i hans hoved, og så alligevel var hun der slet ikke. Det var ikke, fordi han følte, at hun kom ind på noget privat - det var nærmest bare, som om de var lidt tættere på hinanden. Måske lidt som når man talte sammen, to mennesker, men sad tæt, så armene lige strejfede hinanden. Ikke nødvendigvis på en romantisk måde, men bare på en mere.. tryg måde. Han var dog ikke sikker på, om han ville have den følelse om alle formskiftere, han kom til at møde. Men det var da et håb - han tvivlede bare på, at verden ville være tryg altid på den måde.

"Luna.. er du opkaldt efter månen?" spurgte han med smil i stemmen. Det var hun jo som sådan - men det kunne jo være mere eller mindre bevidst. På en måde gav det bare god mening, at hun var det, når han så på hende. Det smukke, eksotiske dyr havde meget måne over sig: Der var noget ved det, som tilhørte natten, det syntes tydeligt for ham, på trods af at de stod ved højlys dag og 25 grader. Det virkede heller ikke, som hendes naturlige klima - men han måtte indrømme, at han generelt ikke vidste meget om sneleoparder. Og en ulv var nok heller ikke ligefrem født til de temperaturer, så han kunne vist i øvrigt ikke tillade sig, at dømme. Han legede med teorien om, at hun også var formskifter, men han mindede sig selv om, at det kunne han jo egentlig ikke vide. Bare fordi, han fik en følelse af det, fra hendes duft, kunne han overhovedet ikke vide sig sikker. Han var bare også lidt i tvivl om, om det var uhøfligt at spørge om sådan noget. Det var endnu uklart for ham, hvordan man opførte sig om det - om man bare lærte at kende de forskellige typer, så man ikke behøvede at spørge.

Hans blik bevægede sig fra Luna og over på vandløbet ved siden af dem. Vandet virkede lidt fristende på ham, og han overvejede lidt, om han mon skulle dyppe en pote eller to. Han vidste bare, at hans pels ville være lang tid om at tørre - der var et tykt underlag - men på den anden side var vejret også sådan, at det nok kun var dejligt at have den kølende effekt af at være våd.

Hun kan ikke andet end at grine over hans reaktion, men hun kan absolut godt forstå ham uden problemer. "Det lover jeg dig, men ja det er en meget sjov fornemmelse når man lige skal vænne sig til det hele," siger hun med tungen lidt ude af munden, som hun bevæger sig ned til vandløbet igen. Hendes pels var bare fugtig, så hun var stadig rimelig varm med hendes pels, hvilket gjorde hun hurtig smed sig ned i vandet, som der nærmest kom en spinden fra hende, som hun havde lagt sig ned og vandet igen kølede hende ned. Hendes blik lander igen på Max, som han siger noget, hun holder øjenkontakt, som hun vipper hovedet lidt på skrå imens de små pjuskede øre er vippet hen mod ham. "Født under en blodmåne," siger hun med et katte lignende smil, men ikke til at tage fejl af. Men det var nu sandt nok, hun var virkelig født under en blodmåne dengang hun fik sit menneske. Hun kunne ikke huske da hun bare var et dyr for sig selv, hun har intet ærinde om bare hende, det som om hun kun kan huske tiden med hendes menneske. Men det var sikkert også for det bedste, nok kendte hun sine egne instinkter, men verden før hendes menneske ingenting.

"Du virker så ny til den her verden, så undskyld hvis jeg træder lidt på dine poter, men har du ikke haft nogle til at lærer dig omkring det hele?" Hun var simpelt nysgerrig, og meget undren. Det var de små ting, som fik til at virke til han prøvede lærer selv uden meget hjælp fra andre. Hun fik nu ondt af ham hvis det faktisk var tilfældet, for man har vel brug for nogle til at hjælpe, i stedet for man skal finde ud af alt selv, så kunne alting tage lang tid at lærer jo. Hendes øjne hvilede på ham, som tydeligt lyste op i nysgerrighed nærmest. Imens hovedet var vippet lidt på skrå, selvom hun ikke lignede en som ellers fokuserede på sine omgivelser, så vidste hun alligevel alt hvad der foregik omkring hende nærmest, hun kunne høre en masse fra små dyr, men lignede alligevel ikke en som hørte det. Det var en taktik hun havde lært, for at beskytte sig selv bedre, ved at kunne ligne man fokusere på en ting, men alligevel have alt i fokus på samme tid.

Max fik, som Luna, en fornemmelse af, at han nok skulle få styr på den lydløse kommunikation - han fandt det allerede nemmere, for hvert ord de udvekslede. Han vippede lidt med ørene, mens han betragtede hende nærme sig vandet og smide sig ned i det. En kat der kunne lide vand. Interessant. Da han hørte hendes svar, så han med det samme en blodmåne for sit indre blik. "Uuuh. Det må have været meget smukt," lød hanssvar. Han rejste sig og gik ned ved siden af hende ved vandløbets bred, sænkede hovedet og drak. Det havde taget lidt tid for ham at tillægge sig den slags vaner som dyr, og han kunne stadig godt være lidt kræsen med, hvad han drak og spiste - men vandet virkede klart og lækkert.

Han smilede så meget over hendes formulering at træde lidt på hans poter, at han kom til at logre let med halen. Det var virkelig en fantastisk overføring. "Du træder slet ikke på mine poter," svarede han venligt, mens han forsigtigt trådte ned i vandet, så de omtalte poter blev kølet. Det var virkelig dejligt.

"Jeg har slet ikke haft nogen. Min familie er ikke ligesom mig," fortsatte han forsigtigt. Han kiggede så på hende, et lidt sårbart øjeblik: "Er du ligesom mig?" spurgte han så. Han tænkte sig lidt om. "Hvis jeg ikke træder på dine poter nu, ved at spørge om det, altså," tilføjede han. Han ønskede ikke at fornærme denne hende - især ikke, da han fik en fornemmelse af, at hun måske kunne være villig til at give ham nogle svar. Men han vidste også, at der var en grænse for alt, så det var med at forsøge at undgå at stille de forkerte spørgsmål.

Han kiggede ned i vandet for at give hende plads, løftede sin pote lidt og skubbede lidt til vandet. Han måtte virkelig huske at sætte pris på det her sommervejr. Sommeren ville være ovre, før han fik set sig om, det vidste han. Max havde altid være et rigtigt sommermenneske - han elskede de lange, lyse nætter og de varmere temperaturer. Han forsøgte at suge de her sommerstunder til sig, så han kunne varme sig på dem senere på året, men han syntes altid, han nåede at løbe tør, før foråret kom.

Hvis hun skulle være ærlig med sig selv, var hun ikke den største fan af vand, udover når hun skulle køles ned. Desuden var hun blevet så vant til vand, fordi mennesker skal gå i bad i vand. Det tog hende tid før hun helt forstod det, men da hun forstod det kunne hun acceptere det hele. Et øjeblik tænkte hun på det, ja blodmånen havde været smuk, men alt derefter havde været alt andet end smuk. Hun holder dog hovedet koldt, som hun mærker Xillas nærvær nærmest som hun stryger hendes pels for at berolige Luna, som hun tænker på alt der skete dengang. Så hun kommer hurtig til sig selv, som hun betragter Max. Det var et stik hun følte i sit hjerte, som hun så hans sårbare blik. Hun kunne ikke forestille sig hvordan det måtte følelse, andet end nærmest være alene i verden. "Mine poter er ikke så nemme at træde på, men ja formskifter præcis som dig, ellers ville vi ikke kunne snakke på denne måde. Samt det lægger i lugten, nok kan du lugte dyreformen, men man kan nemt opfange duften af menneske," siger hun roligt. Okay, for en normal formskifter var det på den måde. For hende, kom det an på hvor meget Xilla var omkring hende, hvor meget menneske der kunne lugtes ved hendes fært, typisk kun en lille snert af menneske, fordi hun altid fik lov til selv at lege herude. Hun rejste sig op, inden hun drak lidt af vandet.

Hun luntede op fra vandet igen, inden hun rystede sig. "Du må spørge mig om lige hvad du vil Max, jeg skal nok kunne hjælpe dig. Så du kan lærer lidt om det hele, det som du måske ikke allerede har fundet ud af," hendes blik lyste af den venlighed hun besad inderst inde, ikke altid Luna viste hvor venlig hun faktisk var. Men hun havde ondt af ham, at han ikke havde haft nogle til at lærer ham om at der var at lærer. Men så igen, Xilla var nok den bedste til at forklarer alt, hun havde lidt nemmere ved menneske kontakt end hun havde. Men hun var blevet bedre, havde Xilla i hvert fald fortalt hende. Hun strakte sig endnu engang, man var vel en kat som elskede at strække sig, også sådan helt uden grund.

Han fornemmede, at hun forsvandt lidt i sine egne tanker, selvom han selvfølgelig ikke var sikker. Han gav hende bare plads og pjaskede lidt i vand imens. Han lyttede så til hendes svar på spørgsmålet. "Aaah. Smart," sagde han og sniffede diskret ind igen. Han synes ikke, hendes menneskeduft var så tydelig, men han kunne godt fornemme det. Han måtte prøve at huske det her, så han ville kunne genkende det på en anden. Han tænkte, det nok var smart at kunne genkende sin egen slags. Gad vide, om man så holdt sammen, eller om man ikke på den måde kunne stole på folk på forhånd. Svaret var sikkert nej - det var en ensom verden. Men her havde han da i hvert fald måske én, han kunne stole på. Nu måtte han se hvad tiden ville bringe.

Han kiggede efter hende, da hun gik op fra vandet, og så så lidt ned på det igen. Han tog sig sammen, og lagde sig hurtigt ned i vandet. "Brr. Koldt," brokkede han sig, mens hans pels blev gennemblødt på maven og flanken, og rejste sig så op og gik op fra vandet. Stoppede op og rystede sig så grundigt. Hans yndlings hunde-funktion - simpelthen så effektivt, hvordan vandet nærmest fløj ud af pelsen. Det var selvfølgelig lidt dumt, når han lige havde gennemvædet sig selv for at køle ned, men altså, han var jo stadig relativt våd og havde den kølende fornemmelse i kroppen.

Han fulgte med hende, og satte sig så igen, mens hun lå og strakte sig. "Tusind tak. Det er virkelig sødt af dig," svarede han taknemmeligt, og satte ægte pris på det, især når hun havde en så ærlig udstråling omkring det. Det virkede, som om hun mente det. "Kan du så skifte til andre dyr, ligesom mig? Altså, jeg kan også være en hund. Kan du så også være en lille kat?" spurgte han, et nærmest barnligt spørgsmål, men han havde jo aldrig fået lov at stille det. Han lagde hovedet på skrå, mens han betragtede hende. Han kunne næsten ikke forestille sig, dette eksotiske, farlige væsen blive en lille tam kat. Og så alligevel, han havde nu også mødt nogle kradsbørstige sataner af nogle huskatte, nogle gange, så han kunne da ikke udelukke, at det var muligt.

"Alle væsener har deres egen duft, men der vil altid være en strejf af hvad de er, der vil altid dufte af den samme undertone. Som vi har en undertone af vores menneske duft," siger hun, imens de pjuskede øre lidt, inden hun ser ham lægge sig ned i vandet. Hendes hoved hviler hun på sine poter, imens hun ser ham ryste sig. Se det virker meget bedre for dem end for hende, hun er knap så god til at ryste sig, det må have noget med racen at gøre skulle man tro, eller i hvert fald hvad hun overbeviste sig om. Det var en venligt smil hun sendte ham, som han viste og sagde han var taknemlig for det, men det var vel forståeligt man ville lærer alt når man ikke kendte noget. En grimasse ramte hende, som han spurgte ind til med flere dyr, et øjeblik var hendes ene øjne vendt til Xillas lyseblå nærmest grå øjne, som havde et omrids af en mærkeblå cirkel. Imens det andet var Lunas egen nærmest krystal blå øjenfarve, men kun få sekunder inden Luna igen for styr på sig selv. "Jeg har kun denne form, men jeg ved man kan have helt op til 3 dyreforme at vælge mellem, hvor du har et dyr du foretrækker, men kan vælge de andre også. Det kommer an på hvilke slags dyr man knytter sig til, samt nogle kan af andre grunde kun forvandle sig til et dyr," siger hun, stadig et venligt kattesmil som kom fra hende, som hun hurtig havde skubbet alt omkring forbandelsen væk igen, imens Xilla kun lige var ved overfladen for at være sikker på Luna klarede det. Det var mere hårdt for Luna end Xilla at leve med forbandelsen, men hun kunne ikke have fået et bedre menneske, så meget vidste hun.

Hun slikkede sig et øjeblik om munden, med en svag brummen, som hun fik øje på en hare et stykke væk. Men hun ryster lidt på hovedet, det var nok ikke lige tidspunktet at gå på jagt på. Det kunne nemt skræmme mennesker væk, pointen i at spise råt kød. Hendes blik lander igen på Max, som hun vipper hovedet lidt på skrå. "Men derudover kan man jo have evner af den ene eller anden form, enten som den race man er, eller hvad du selv har. Vi har de samme raceevner nu vi er formskiftere, men jeg har også andre evner udover det. Men det ved jeg ikke om du har?" Siger hun roligt, tænkte ikke længere over om hun kunne træde på hans poter, for nu var hun bare ude på at forklarer ham en masse omkring hele denne verden der var af væsener omkring ham, som han pludselig skulle sætte sig mere ind i, for ikke lande i kløerne på måske en dæmon eller lignende.

Max lyttede opmærksomt til alle hendes informationer. Det var med at få det hele med. Han nikkede let for at vise, at han forstod. Da han så på hendes igen, så hendes øjne pludselig helt anderledes ud. Han vippede lidt forvirret med ørerne, men valgte ikke at spørge ind til det lige med det samme - han tænkte, at hun nok skulle dele en forklaring med ham, hvis hun ønskede det. Yderligere var han også lidt distraheret af de andre spørgsmål og af de ting, hun fortalte ham, så det var nok også noget, han mere ville komme til at tænke over senere, når han var alene.

Hendes forklaring af dyreforme gav mening for ham, da han jo foretrak sin hundeform, men som nu også kunne vælge ulven. "Det er virkelig også en flot form, du har," svarede han hende venligt, mens han kiggede oprigtigt på hende. Et lidt mærkeligt kompliment, men han mente det. Det var jo en virkelig flot sneleopard, han havde foran sig. Han begyndte at være nysgerrig på, hvordan hun mon så ud som menneske. Han håbede, han ville få det at se engang.

Han løftede hovedet, da han fik færten af en hare, og fik snart også øje på den. Han hørte hendes brummen og skævede til hende, blot en automatisk reaktion. Haren mistede også hurtigt hans opmærksomhed igen - han spiste meget, meget sjældent, når han havde skiftet form. Han lyttede til hendes spørgsmål og tænkte sig kort om, inden han svarede. "Jeg tror, jeg kan hele sår, men jeg er ikke så god til det endnu," svarede han ydmygt. "Det skal jeg nok også øve mig lidt mere på," tilføjede han. Han kunne jo egentlig heller ikke vide, om han nogensinde ville blive bedre, men han håbede det da lidt. "Vil du sige, hvad du kan, eller er det sådan noget, man holder lidt privat?" spurgte han hende så forsigtigt. Han kunne jo ikke vide det, hvis ikke han spurgte, og hun virkede som om, hun var villig til at rumme ham.

Hvis Luna kunne rødme, så havde hun sikkert gjort det med den kompliment. Hun var på ingen måde vant til de komplimenter, det var noget hun opdagede Xilla fik når hun var menneske, men ikke noget hun selv havde erfaret. "Tak," kommer det fra hende, med et bredt smil, meget tilfreds kat hun pludselig var blevet. Hun lyttede opmærksomt til ham, som hun nikkede lidt. Det var ikke en dårlig evne han havde, det måtte hun alligevel give ham. "Øvelse er hvad der skal til Max, så skal du nok blive dygtig til det. Alt kræver øvelse her i livet," siger hun, hendes øjne udviser en varme og venlighed, tydeligt hun kan rumme alle spørgsmål. Hun rejste sig op, inden hun valgte at gøre sig selv usynlig, som hun også skjulte sin duft. Hun gik lidt omkring, inden hun stod med poterne på hans ryg, inden hun blev synlig som hun sprang over ham. Men som hendes poter landede i kanten af vandet, blev vandløbet til is et stykke ned.

Hun så tilfreds på sit arbejde, før hun vendte sin opmærksomhed tilbage til Max. "Mange holder det for sig selv, så de kan overraske en evt. fjende hvis det er nogle evner der kan mere end bare lige. Usynlighed og gøre flydende substans til is, som et vandløb, eller hive vand fra en sky til istapper eller hvad jeg finder på," siger hun, som hun ser op i luften, men ingen skyer så intet at hive ud af der. Hvilket gør hun trækker lidt på skulderne, jamen så var det ikke i dag hun skulle lave små krystaller med is.

Hendes taknemmelighed over hans kompliment, gjorde ham glad. Han fornemmede, at hun virkelig satte pris på det. "Det håber jeg! Jeg kunne godt tænke mig at kunne hjælpe andre, og der kunne min evne nok være ret brugbar," svarede han glad. Han havde jo altid drømt om at blive læge. Selvom han ikke helt vidste, hvordan det passede ind i den nye verden, han var trådt ind i, håbede han stadig på at kunne gøre noget nyttigt i den retning. Forhåbentligt kom meningen frem, når han nåede dertil: Lige nu startede han ud med at færdiggøre sin uddannelse på akademiet, og så måtte han se, hvor han endte efter det.

Det gav et lille sæt i ham, da hun pludselig blev usynlig. Det var alligevel imponerende. Han stirrede opmærksomt rundt, trak vejret ind, men kunne ikke engang fornemme hende. Hun var helt væk, følte han. Da han mærkede hende poter på hans ryg, gav han et lille forskrækket bjæf, da hun også pludselig fløj over ham. Han grinede så, lettet over at hun ikke bare var forsvundet for altid.

"Wow, som du kan," sagde han og fulgte hende ned, hvor han stillede sig ved hendes side og puffede lidt til isen med en pote, for at mærke om det var virkeligt nok. Den var god nok. "Du gjorde mig forskrækket før, din skiderik," sagde han venligt og puffede blidt til hende med skulderen. "Dine evner er sørme godt nok seje. Jeg føler, du må kunne bruge dem til at passe grundigt på dig selv. Det kan min evne ikke rigtigt," sagde han med et lille suk. "Der kan jeg godt se, at det kan være smart at holde dine evner hemmelige. Jeg skal vist mere holde hemmeligt, at jeg ikke rigtigt kan finde ud af andet," sagde han men med smil i stemmen. Det var nu engang sådan det var, og han måtte (over)leve med det. Han sniffede kort til hendes skulder, nu han alligevel var i nærheden af den. "Imponerende som selv din duft forsvandt lige før," bemærkede han.

"Den er helt klart meget brugbar hvis man vil hjælpe andre, healing er en god ting hvis man vil hjælpe, måske læge eller lignende ville det jo være et kæmpe plus uden tvivl," siger hun med et smil. Hendes evner var til for at passe på hende og Xilla, hvilket også var helt okay, men nogle skulle vel kunne passe på andre. Hovedet var højt hævet, halen lidt mere hævet, som hun alligevel var stolt over sådan som hun fik det hele til at passe sammen for at vise ham det. Hun rækker tunge af ham, som han siger han blev forskrækket, det havde måske eller måske ikke været meningen fra hendes side, det aldrig til at vide. Hun puffedet blidt tilbage, imens hun vippede lidt med de små pjuskede øre. "Men din evne kan passe på andre, som ikke kan passe på sig selv, det har man også brug for. Men ja det godt at holde hemmeligt, i tilfælde man bliver angrebet. Men selvom dit ikke virker til at være det store, så en dag vil du finde en som har brug for din hjælp." Siger hun med et varmt smil, som hun ser på ham.

Hun havde altid lært, at være taknemlig og se det positive i de ting man har. Så det var ingen undtagelse hun prøvede give lidt af en snak om hans nu alligevel kunne være god, hvis man var til at hjælpe andre, hvis man havde sådan et godt hjerte. Der virkede ikke til at være noget ondt i Max, så Luna vidste han nok skulle kunne få god brug af sin evne ved at hjælpe andre. "Se det er et smart lille twist, at kunne nærmest helt være væk når man fjerner sin duft. Andre væsner opgiver hurtig når de slet ikke kan fornemme det, eller lugte ved en god lugtesans," siger hun med en svag let brummen. Hun ryster sig en enkelt gang, inden hun igen strækker sig lidt. Luna kan dog godt mærke, nu er hun ved at være træt, imens Xilla lurer, klar til at overtage når Luna bliver alt for træt.

Max kunne godt lide den måde, Luna var på. Den var meget umiddelbart og virkede meget ærlig - på den måde meget dyrisk og simpel. Der var noget afslappende over det. Og så var hun jo utroligt venlig - og meget sød og positiv. Han syntes meget godt om hende. Det virkede som at være en af dem, man ville kunne søge hjælp ved altid.

"Hvor er du sød. Tak. Det er altid noget, at min evne kan bruges til et eller andet." svarede han, og følte sig lidt opmuntret omkring det. Og så længe dem, der havde mere forsvars - eller angrebsrelevante - evner, var lige så flinke som Luna, så var der jo sådan set ikke noget at bekymre sig for.

"Det er jo super smart!" svarede han. "Det er som om, du lige tager den steppet over at være usynlig, altså du er nærmest helt væk. Føles det ikke mærkeligt?" spurgte han og logrede kort med halen. Han gad godt vide, hvordan det mon føltes, sådan at være til stede, men ikke til stede samtidigt med.

"Hvor bor du egentlig henne?" spurgte han så, da han kom til at tænke på, at han nok ville få svært ved at finde hende igen. Han var jo trods alt allerede kommet ud en del, uden at have duftet hende før, så han ville nok ikke have nemt ved at opsøge hende ellers. Udover det var han jo også bare nysgerrig og ville gerne høre mere om hendes liv. Han så interesseret på hende. Han var ret sikker på, at hun ikke gik på akademiet, han havde i hvert fald ikke rigtigt fornemmelsen af, at hun kunne have været der. Så ville han vel have genkendt hendes duft der - og alligevel, så kunne han jo ikke være helt sikker.

"En evne kan altid bruges til noget, det med at se mulighederne for det, i stedet for begrænsninger," siger hun, tydeligt Luna i sig selv var lidt af en gammel sjæl, fanget lidt med en ung og nogle gange ustyrlig menneske. Men Xilla aner heller ikke hvor gammel Luna nåede at blive, inden hun på den ene eller anden måde døde, hvor hendes sjæl fandt frem til hende. Men det havde været godt til Xilla, at få en sjæl der var mere vis når hun var så ung, også selvom det gjorde de nogle gange kom i totterne på hinanden, for nogle gange så de bare ikke på samme måde om tingene. Men de havde lært at leve med det, det var de nød til.

Hun kommer med et nik, det var mærkeligt. "Meget mærkeligt, i sær når folk bare går lige foran dig, og de slet ikke fornemmer dig på nogle måde. Men det smart hvis man prøver komme væk fra andre," siger hun med en svag brummen, som hun vipper hovedet lidt på skrå som hun et øjeblik faktisk tænkte over det. Nogle gange havde hun glemt hun legede usynlig, så hun havde haft det mærkeligt når nogle havde vandret lige foran hende.

Luna bliver taget lidt off guard, men Xilla kommer hurtig til hendes undsætning, ved at fortælle Luna svaret på det. "Ellison Avenue i nummer 20, men det er når jeg er der. Er lidt rundt omkring i de forskellige byer, det skifter lidt det kommer rimelig meget an på jobbet hvor jeg er henne af. Men for det meste, så er det på Ellison," siger hun med et nik, mere for at bekræfte for sig selv hun siger det rigtige, inden hun hører Xilla rose hende over faktisk at huske det hun sagde. Luna havde det med nogle gange sortere lidt for lystig i hvad Xilla sagde, men ja det foregik jo også omvendt. Men det blev aldrig så slemt med de sorterede, at de blev irriteret på hinanden, hvilket var positivt, ellers ville alt gå galt.

Maxwell sad roligt i græsset og kiggede på hende. Et kort øjeblik bøjede han hovedet og kløede sig bag et øre med den ene bagpote. Det var virkelig en af de smarte ting ved at have fire ben. "Ja. Eller hvis man bare kommer i en akavet situation. Nogle gange har jeg i hvert fald ønsket bare at kunne forsvinde ud i ingenting," sagde han med smil i sin stemme. Det var en lidt sjovere måde at bruge sin evne på, kunne man sige.

Han lyttede opmærksomt til addressen og noterede sig den mentalt. Han håbede på at han så kunne huske den, hvis han fik brug for den. "Hvad er dit arbejde da?" spurgte han og betragtede hende lidt. Han kunne mærke en lille sult der var begyndt at starte i maven; tiden var også gået hurtigt lige pludselig, og det var snart tid til frokost. "Kunne du tænke dig at tage med ind til byen og måske få en bid mad et sted? Jeg skal bare lige tilbage til et sted, hvor jeg har noget tøj til at ligge, .." foreslog han. Han havde altid en lille pose til at ligge med tøj, da man jo var nøgen når man skiftede tilbage - hvilket bare af mange årsager var ret upraktisk. Men sådan var det jo. Han vidste selvfølgelig ikke hvad hendes arrangementer omkring det var, så derfor fortalte han det lidt åbent. Han vidste jo heller ikke, om hun overhovedet ønskede at få mad med ham. Han var selvfølgelig også lidt nysgerrig på at se hende i menneskeform. Det var helt svært at forestille sig, nu de havde talt så længe, mens hun var i dyreform. Han følte meget, at det var en færdig person foran ham.

"Det er rigtig, det også en meget god ting på de tidspunkter," siger hun, det var måske sket meget få gange. Hun kunne tælle kun til 5 gange, og det havde altid noget med familien at gøre, så det var vel ret heldigt altså. Men hun kunne godt se, hvis man tit endte i akavet situationer, var det sq da meget smart altså. Men så igen Luna er så stolt af alt hun laver, at hun nok ikke ville tillade det for hun er lidt for stolt af sig selv til sådan noget. Medmindre det gjaldt familien, så var det lige meget.

"Professionel danser også har jeg modeljobs, sådan fra tid til anden. Jeg er ikke tilknyttet nogle som model permanent, så er lidt over det hele der," siger hun med et nik. Så meget havde Luna da forstået, udfra de rejser Xilla havde taget omkring, eller sådan som hun var vidt omkring alle steder. Det var ikke altid Luna forstod alt, men hun prøvede ellers spurgte hun Xilla omkring det hele, så hun lærte det.

Hun nikker, imens hun ved nu var det tid for hende til at sige farvel til deres nok nye ven, for nu ville det være Xilla som tog over så snart de skiftede. "Lad os gøre det, så finder jeg lige mit tøj her et sted, mødes her igen? eller tættest på byen i udkanten af skoven?" Spørger hun, som hun vipper hovedet på skrå. Hun begynder at finde Xilla lidt mere frem, så deres øjenfarve er mere blandet sammen nu. De var begge nysgerrig på hvordan denne Max så ud i menneskeform, for de havde alligevel formået at snakke sammen så længe, at det nærmest kunne være svært at forestille sig udover dyreformen. Luna strækker sig lidt, som hun prøver huske hvor hun lagde sit tøj henne.

"Wauw," sagde han imponeret. "Det lyder virkelig sejt. Tænk at du kan tjene penge bare på dit udseende. Er det ikke fedt?" spurgte han begejstret. Han var da efterhånden ret spændt på at se hende i menneskeform, da hun måtte være meget køn der. Hun var også køn som leopard, men det var nok ikke den måde, hun primært var model på. Max var ikke på den måde ærgerlig over sit eget udseende, men han følte, det måtte være dejligt at man sådan bare kunne stille sig op, og så ville folk give penge for at tage billeder af en. Han vidste dog også godt, at der var en bagside af medaljonen i den verden, og på den måde ønskede han ikke selv at være model. Han vidste, det krævede en hvis mental styrke. Men i en hurtig vending kunne man godt lige ønske selv at tjene penge på den måde, når man lige glemte, at der også lå en del arbejde bag den slags erhverv.

Max var glad for, at hun gerne ville med i byen og få mad. "Vi kan sagtens mødes i udkanten af skoven ved byen. Hvis nu du kender.. det træ der, der forsøger at ligne en busk, men som virkelig er et træ? Hvis du kender det, så kan vi mødes ved det," foreslog han og logrede kort med halen. Der var et ret genkendeligt træ, hvis grene og blade strakte sig omkring det, som om det forsøgte at nå jorden og være busk-agtigt, men som tydeligvis stadig var et træ. Det kunne være, hun kendte det. Han rejste sig op og strakte sig kort, gjorde musklerne klar til at komme tilbage til sit tøj. Det ville helt sikkert passe med, at de var inde ved byen ved frokosttid, hvilket jo var perfekt.

"Det giver i hvert fald noget frihed at kunne det," kommer det fra hende, noget Luna allerede vidste at Xilla ville kunne sige, for hun havde hørte hende sige det før. Men dette fik dog også leoparden til at tænke lidt, gadvide hvor hurtig han ville opfange at de er to i den samme krop nærmest, der var så meget der skilte de to fra hinanden, men alligevel var det ikke alle som opdagede noget. Hun tænkte et øjeblik, inden hun hurtig kom i tanke om hvor han snakkede om, et sted hun havde opdaget et par gange. "Det kender jeg, lad os mødes der," siger hun, de små pjuskede øre vippe helt frem, inden halen svinger let fra side til side.

Hun satte af, som hun løb igennem skoven for at komme hen til tøjet som Xilla havde lagt et sted. Hun finder det ret hurtig, men nok mest af alt fordi Xillas duft bare hang tungt i luften der hvor tøjet lagde. Luna undrede sig altid om det også for andre var sådan en kraftig duft, eller det var fordi det var hendes menneske det var så anderledes. Hun tog tøjet i munden, inden hun luntede tætter på stedet de skulle mødes igen. Hun lytter et øjeblik, men da hun er sikker på der ikke er nogle, skifter hun over til menneske hvor Xilla igen kommer til at styre. De mere crystal blå øjne, blev mere lyseblå/grå imens det blonde hår stoppede omkring hendes brystkasse. Hun kommer i sit outfit, hvor hun et øjeblik havde lyst til at daske sig selv, hun havde glemt hun var taget direkte herud fra en træning og tøj prøvning, men det var så hvad det måtte blive. Luna griner bagerst i hendes hoved, som Xilla tydeligt kan fornemme hvordan leoparden triller rundt som den griner. Hun ruller med øjnene over dyret, inden hun går hen til møde stedet, imens Luna lægger sig nærmest til at sove i hendes hoved, tydeligt hun var blevet mere træt end de regnede med.

Da de skiltes, løb Max hurtigt afsted. Han havde et stykke vej at tilbagebringe, men havde tiltro til, at han kunne klare distancen relativt hurtigt. Hans unge, stærke krop viste sig altid fra sin bedste side, når han var i ulveform. Ulven var selvfølgelig også det mest atletiske dyr af hans tilgængelige, og derfor var det selvfølgelig også den, hvor hans sundhed toppede højest. Han mærkede pulsen stige sammen med åndedrættet, som dog ikke kom til sin maxkapacitet. Da han kom til sit tøj, som han havde i en lille pose, samlede han det op i munden og løb et stykke mod hvor de skulle mødes, før han skiftede form til menneske. Efterhånden faldt det ham meget nemt, fordi han de fleste dage skiftede til dyreform og tilbage igen mindst en gang, hvis ikke flere, og derfor føltes det naturligt, nærmest som at trække vejret. Han trak sit tøj på, som var nogle løse jogging-agtige bukser og en sort tætsiddende t-shirt samt et par sneakers. Det var nemmest, når han bare skulle i skoven, men nu var han ikke helt tilfreds med outfittet. Han syntes dog ikke det var så slemt, at han tænkte at Luna ville tænke videre over det: Max hvilede også godt i sig selv, og bekymrede sig af den grund heller ikke videre over at tage sig dumt ud.

Han gik det sidste stykke hen til deres mødested. Her fandt han en smuk, lyshåret kvinde. Han smilede overrasket; Ikke fordi hendes udseende på den måde kom bag på ham, og så alligevel. Han havde nok ikke gjort sig så mange specifikke tanker om, hvordan hun så ud, men på en eller anden måde havde han forventet en brunette, og det var hun jo ikke. Ikke at det var negativt. "Hi Luna.. Nice to meet you.. again.." sagde han smilende da han kom hen til hende, mens han så op mod hendes øjne, som han bemærkede var en anelse mindre intense i farven nu. Han stoppede blot op foran hende, da han ikke helt vidste, hvordan han skulle hilse hende. Han så på hende og bemærkede nu det lidt specielle outfit, som fik ham til at smile lidt mere, mens han rynkede umærkeligt på panden. Hendes tøjstil var da vist lidt speciel, tænkte han for sig selv, men han var bange for at virke uhøflig, hvis han kommenterede på det.

Hun vender sig omkring, ved lyden af hans stemme, efter hun havde stået med ryggen til da hun snakkede lidt med Luna inden dyret helt var lullet i søvn og væk fra hendes bevidstehed indtil hun ville vågne igen. "Max, so nice to meet you in the human form. Sorry for the outfit, I came from dress fitting with the dancing team, didn't think I would meet another person today," hun vidste allerede, hendes stemme ville være meget mere feminin i det, meget mere melodisk, var vist den bedste måde at forklare på. Der var sådan en stor forskel på deres stemmer, den ene meget grov men man kunne stadig fornemme Luna var en kvinde, imens Xillas stemme var det komplet modsatte. Hun kørte hånden igennem håret, inden hun alligevel valgte at trække ham ind i et kram, hun var bare en person der var til kram. Og Luna ville nok være efter hende, hvis hun ikke viste sig fra den bedste side, dyret havde taget en liking til den anden formskifter, som hun havde lært ham en masse, det var ellers normalt Xilla som kun tog en liking til andre hurtig, men i dag var det Luna.

"But, if this outfit bothers you. The studio is in the city, so I can change to something more normal," kommer det fra hende med en svag latter, for det var absolut et outfit hvor meget hud kunne ses og det glitrede helt vildt i solskin. Men det var et outfit der skulle være fangende, i det show hun skulle være med i om nogle dage. Desuden så var det ligegyldigt for hende om hun rendte rundt i det her, eller noget mere hver dags tøj, for hun var meget selvsikker i hvad end hun gik i, hvilket tydeligt kunne ses i måden hun gik på og generelt den måde hun var på.

Max lo let og med et stort smil. "Ah. I see. I was wondering if you just had, like, an extraordinary style - which I wouldn't mind - but that explains it." Han søgte roligt øjenkontakt og smilede fortsat for at vise hende, at han var helt positiv omkring det.

Hendes stemme kom lidt bag på ham; Den var meget lysere og på en måde mindre grov i det end den havde været i leopard-form. Den havde været mere jordbunden før og måske også lidt mere hæs i det. Den her stemme var meget feminin. Det undrede ham, fordi han ikke selv havde en fornemmelse af, at hans stemme havde ændret sig, da de talte nonverbalt med tanken: Men han kunne selvfølgelig ikke vide det, for på den måde hørte man jo ikke sig selv som sådan. Han havde bare ikke en fornemmelse af det. Han valgte dog ikke at kommentere på det, for han ville jo ikke gøre hende utilpads.

Han krammede hende glad og blødt igen. Han kunne godt lide, at hun opførte sig så venligt: Og han følte sig jo også ganske tæt på hende, efter at hun havde været så sød mod ham i skoven. "It doesn't bother me at all!" sagde han. Hun kunne have hvad som helst på for hans skyld - andre menneskers udseende gik ham sjældent på nerverne. Han kunne ikke se, hvad det havde med ham at gøre, hvad de klædte sig i. "I love it. I actually need more sparkling white in my life, so that outfit is just a wonderful opportunity for me to spend more time around it," tilføjede han fjollet og lo igen. Hun så jo i øvrigt også godt ud i det - hendes krop var meget velformet, og det skjulte tøjet absolut ikke.

// ej HOV, jeg har lige opdaget, at jeg kom til at slå over i engelsk XDDD!!!! Undskyld! Hahahaha, griner. Der har min hjerne da været helt væk. Det er op til dig om vi skal fortsætte i dansk eller engelsk!<3

Hun kom også med en latter, men var glad for han egentlig var så ligeglad med det. Mange ville nok være meget forskrækket, mere over alt den opmærksomhed der kom med de mere specielle outfits, som viste mere end lidt hud. "We all need more sparkle in our lifes, so now you can have sparkle, and be happy," siger hun med et kækt smil, som hun et øjeblik drejede rundt om sig selv. Af en eller anden grund, så de fleste kunne blive lidt mere glad når de så noget der bare virkelig glitrede, og det var også sådan hun selv havde det mange gange. Luna var dog ikke enig, men hun var også en leopard, det var nok en ting hun aldrig ville forstå.

"Then let's find a place to eat, and give people more sparkle in their life," kommer det fra hende, imens et stort smil var på hendes læber. Hun kendte dog byen heromkring ret godt, så hun kendte de fleste spisesteder. Nogle var ejet af andre væsner, også var der de få som mennesker faktisk ejede. Dog var det en lille by, så der var ikke helt så mange steder, men tydeligt nok var der da til at vælge lidt. Luna kunne dog ikke lade vær med at rulle øjne af sit menneske, for Xilla var bare en person fyldt med energi, det mange ville nok kalde en bubbly person, så meget havde Luna da lært med årene.

// haha det helt okay, jeg rettede mig bare efter du lige pludselig skiftede xD så det helt lige meget for mig om det er det ene eller andet <3