I will always find you - Lavender

S: Bolig området i Gaia
T: Aften
O: Folk er ude og se på jule udsmykningen.
V: Små koldt
P:
Påklædning
Emne til: @Lavender <3 <3

---

Det var ikke ligefrem livet i skovene. Det var forfærdeligt at være splittet fra Lavender. Ikke at vide hvor hun var hende. Audrey havde ikke tænkt på andet siden hun kom her til. Uheldigvis havde Kol holdt hende fra at finde Lavender, hvilket også forklarede den nye side af Audrey. Fordi Kol havde været så venlig at forvandle hende til en heks, en ting der næsten havde kostet hende sit liv. Dog havde Lavender været i hendes tanker, og sikkert den eneste grund til at hun faktisk gik rundt i live. Audrey takkede også sin evne til at blande sig med mængden, også selvom hun ikke endnu forstod deres adfærd helt. Hun tog hænderne i lommen og gemte halvdelen af ansigtet ind i tørklædet som hun gik rundt. Folk var vilde for at se de lys der hang rundt på de forskellige huse. De viftede med nogle ting i deres hænder og viste den rundt til deres kære. Audrey rynkede undrende på et bryn af dem, og valgte at gå videre - selvom hun måtte indrømme at hun syntes det var flot. Pludselig mærkede hun at hendes kraveben brændte lidt, som i små stød hun ikke forstod. Det var der Lavenders navn var dukket op så snart Kol havde været færdig, og han havde fortalt hende at det var hendes mages navn. Heldigvis for Audrey så var det ikke en fremmed og hun skulle bare finde Lavender. Det var det vigtigste for hende. De blå øjne vendte sig lidt til siden, da hun så en bekendt skikkelse - og dog så fremmed. Det var mærkeligt at se hende igen, og hun blev pludselig nysgerrig og nervøs for hvad der var sket hende. Var det godt? Var det skidt? Havde hun kommet videre i sit liv uden hende? Audrey sank en klump og gik stille hen imod Lavender. Det var der den første sne begyndte at falde ned fra og plante sig i de blonde hår.
"Lavender.." Sagde hun næsten åndeløst og frygten fik hendes læber til at skælve kort.

Påklædning + Hår & Ansigt

Der havde aldrig været en følelse af lettelse der ramte hende så meget som nu. Alle følelser slog ind på samme tid, og kunne have fået hende til at tude, hvis hun ikke havde haft bare lidt kontrol over sig selv. Udover de små salte tårer der slap forbi fra hende. Hun svang sine arme omkring Lavender, så snart hun knugede hende indtil sig. Audrey havde fået fyldt det hul i hendes hjerte intet kunne fylde ud. Lavender var her. Hun var stadigvæk i live. Hun var her sammen med hende lige nu. De ord hun hviskede fik Audrey til at smile, som en enkelt glædes tåre mere slap fra hende.
"I was so afraid I wouldn't find you," hviskede hun tilbage og lukkede øjnene for at nyde sin elskede tæt imod sig igen. Det var som om at de stod der i flere timer, og hun nød det. Hun kunne blive stående i Lavenders favn til hun tog sit sidste åndedrag - så længe det var sammen med Lavender. "But I must admit, I never quiet gave up on my hope," tilføjede hun evig optimistisk eller noget. Måske var det hendes nye bånd til Lavender. Hun havde altid elsket Lavender, men båndet virkede stærkere - på en måde hun ikke kunne forklare. Til sidst gjorde hendes nysgerrighed dog at hun trak sig få centimeter tilbage og så på Lavender, med et tydeligt nysgerrigt blik.
"What happened? I mean you look okay, are you okay?" Spurgte hun så bekymret og sank en klump. Selvfølgelig var det den første ting der strejfede hende. Audrey lagde hovedet lettere undersøgende på skrå. Det var en ny verden, selvfølgelig var det anderledes og udfordringer var der nok af. Bare de folk der stod og viftede med de mærkelige tingester i deres hænder. Påklædningen var anderledes, alting var anderledes.Undtagen hendes kærlighed for Lavender.

Så snart Lavender sagde, at tingene var okay nikkede Audrey. Hun vidste hvis der var noget virkelig galt - så ville Lavender fortælle hende det. Ville hun ikke? Så nævnte Lavender at hun havde mange ting at fortælle, og Audrey var enig - der var sket meget siden deres sidste møde. Hvor længe siden de egentlig sit havde set hinanden, var et tidsrum hun ikke kendte. Dog føltes det som flere år og alligevel som hun stod her føltes det som ingen tid.
"I would love to, because I agree there has happened quite many things since we last met," svarede hun med et nik og et varmt smil. Lavender ville før eller siden alligevel se navnet, som nu var skrevet henover sit kraveben. Selvom hun ikke tvivlede på Lavenders følelser for hende, så var hun alligevel bange på en måde. Det var vel en frygt at sådan et bånd ville være for meget at smide over hovedet på dem. En mage, det var hvad Kol havde sagt. Audrey vidste, at hvis hun blev afvist ville hun visne hen og dø. Det var vel også grunden til at panikke lidt, Lavender skulle ikke føle sig presset.
"I would invite you to my home, but I'm afraid I don't have a house," pointerede hun så og kløede sig kort i nakken.
Det var mærkeligt at være her. Man var ikke opmærksom på samme måde, og alligevel havde hun alle sine sanser og instinkter udenpå sit tøj - bare for ikke at blive overrasket igen. Hun burde finde Tatia. Kol havde trods alt snakket om den kriger han havde kidnappet. Det var jo ikke ligefrem fordi Wade, Razor eller Niylah var her til at hjælpe. Alligevel følte Audrey ikke hun havde resourcerne til at redde hende selv. Hurtig rystede hun tanken ud af hovedet og fokuserede på Lavender.