I need to find them, please help me

Tid Klokken er omkring 12:30
Sted Zitora's kontor
Omgivelser Der er hvad man normalt finder ved et kontor, derudover er der en sekretær, som tager imod folk, før de kan gå indtil Zitora
Vejr Udenfor skinner solen smukt, og det er omkring 27 grader varmt
Påklædning
- Tøj + Sko Hun har en kjole på Link. Hun har sko på Link
- Hår + Make-up + Smykker Hendes hår hænger løst, og det går hende til under brystet. Hun har intet make-up på. Hun har en halskæde på, med et vedhæng hvor i der er et billede af både hendes mor og far, men også et af hende selv, hendes mor og far
- Accent Hun taler med en britisk accent
- Andet Angel har sit mors hår og øjne, men hun bær nogle træk fra sin far, blandt andet hvordan hun sidder, og snakker

Emnet er tilegnet @Zitora <3

Det havde været som et konstant mareridt, da hun vågnede op fra sin søvn, for så at opdage 47 år var gået, hendes forældre var forsvundet, og hun var efterladt alene i en verden, som hun intet kendte til. Havde det ikke været for Clarissa, som så venligt tog hende under sine vinger, og faktisk viste hende hvordan det 21. århundrede fungerede, så havde hun næppe klaret det. Alt var trods alt blevet så anderledes, og nu brugte folk sådan nogle små ting, som de kaldte mobiler, fremfor de telefoner hun selv havde været vant til. Med andre ord var det første år meget hårdt, og der var så mange omvældinger, men som tiden gik, blev det dog nemmere og nemmere for hende, at kunne blive en del med dette århundrede. Så den sidste ting der nu manglede, var for hende at blive genforenet med de forældre, hun havde mistet som hun var lagt under soveforbandelsen, forevigt fanget i en underlig verden og aldrig i stand til at komme væk, før hun selvfølgelig blev vækket.
Det var også i sin søgning på sine fortabte forældre, at Clarissa igen havde været til stor hjælps, og det var takket være hende, at hun nu havde en form for tegn, til hvor hun skulle gå hen. Åbenbart havde denne advokat Zitora, haft et forhold til hendes far, og ifølge Clarissa, vidste hun måske hvor han kunne befinde sig. Hun havde håbet og bedt til alle former for guder, og øvre magter, for at Zitora faktisk vidste hvor han var henne. Hun havde bevæget sig gennem gaderne, hvor det tog hende et fint stykke tid, før hun nåede hen til den bygning, hvor hun havde fået af vide mennesket arbejdede. Hun trådte indenfor, og straks syntes hendes brune øjne, at betragte de omgivelser, som var omkring hende. Det var dog også her, at hun opdagede en kvinde, som hun regnede ud var Zitora's sekretær "Excuse me, I need to speak to miss Cowan, it's very urgent" hun gav kvinden foran sig et lille smil, og modsat så mange andre sekretærer, som blot ville bede hende om at gå, gav denne kvinde et nik fra sig "Just have a seat, and I will ask if she has the time" kvinden rejste sig, og forsvandt derpå ind i rummet bag hende, mens kvinden var væk, satte hun sig på en af de mange stole "Miss Cowan, there's a girl outside, who says she needs to talk to you and that it is urgent"

Hun ventede spændt på, at hun ville blive kaldt ind, og det konstante håb, om at denne kvinde, ville kunne hjælpe hende, med at finde den person, som hun i så mange år havde været uden. Når først han var fundet, var det om at finde hendes mor, så familien i sidste ende, ville kunne genforenes, og ingen ville være alene, som hun havde været alene, gennem de sidste mange år. Det ville dog være et stort nederlag, hvis Zitora faktisk ikke kunne hjælpe, og hun igen var sat til, at finde et ny person, som kunne finde informationerne til hende. Clarissa havde dog virket så sikker, at hun måske ikke kunne være andet end rigtig, i denne viden. Som sekretæren sagde, at hun blot kunne komme ind, gav hun et nik fra sig, og herpå rejste hun sig fra sædet, og begav sig ind i det rum, som hun kun kunne gætte var Zitora's kontor.
Det var en ganske smuk kvinde, der mødte hende, som hun kom ind, og et blidt smil formede sig på hendes læber "Thank you, and it's a pleasure meeting you" de mange første måneder, havde været sværere for hende, specielt fordi hun havde været så vant til, en speciel måde at præsentere sig på, og dog var det ikke den måde, som man præsenterede sig mere. Heldigvis havde Clarissa været til stor hjælp. Hun gav et nik fra sig, og satte sig på en af stolene foran bordet "My name is Angel, and I was hoping you could help me find my father" Zitora måtte nok tænke at hun var fuldkommen mærkelig, at komme til en advokat, og spørge til hjælps, om at finde hendes far. Hun tog dog sin halskæde af, og åbnede op for vedhænget, hvor man kunne se billedet, af både hendes mor og far, dog billeder taget i 60'erne "His name is Niklaus de Florence, and I was told you know of him" hun gav Zitora halskæden, således hun kunne se billederne

Angel betragtede Zitora med et spændt udtrykke, hun kunne knap nok holde stilheden ud, som mennesket betragtede billederne, som hun vidste frem. Hun kunne huske den dag, hvor de blev taget, og om hvordan det ville være et evig minde, om det liv de havde dengang. Hendes hjerte bankede hurtigt, og hendes smil blev så meget større, som Zitora faktisk gav udtryk for, at havde set noget lig det før, med andre ord måtte denne kvinde, kende til hendes far. Hendes blik gled ned imod halskæden, som hun havde rakt frem til Zitora. Hun havde aldrig taget den af, fra sekundet hun fik den, havde den altid hængt omkring hendes hals, således hun kunne have sine forældre tæt på. Hun kunne knap holde spændingen væk fra sine øjne, specielt fordi det nu betød, at hun var skridtet tættere på, at se den familie, hun havde været væk fra gennem de sidste 49 år.
Glæden formede sig i hendes mørke øjne, som Zitora sagde hun kendte ham, og at han var tæt dog. Dog rynkede hun brynet, som hun snakkede om, at han ikke længere lignede sig selv. Siden hun havde tilbragt 47 år, i en form for sovelignende tilstand, var det ikke just meget, hun faktisk kendte til de forskellige ting, herunder at besætte en andens krop. Hun betragtede dog Zitora nøje, som hun så den unge kvinde, lade sit blik betragte sin fars ansigt, som havde de haft en relation til hinanden. Hun lukkede dog vedhænget, og lagde halskæden omkring sin hals igen, som Zitora tilbød hende at køre hende, til hvor hendes far var. Hun skyndte sig at nikke, og rejste sig fra sit sæde "Thank you very much" hun havde faktisk ikke forventet, at Zitora ville hjælpe hende så meget, som hun nu engang gjorde, specielt som hun også lavede kommentarer imod hendes mor "I would love to, thank you for everything" der var en stor mængde glæde i hendes øjne, men også et savn imod den familie, som hun havde mistet, efter hun var vågnet op.

Hun fulgte med Zitora ud, til hvor hendes bil befandt sig, en bil hvis type hun aldrig havde set før, så for et sekund, betragtede hun den med en form for beundring og nysgerrighed. Hun satte sig dog ind i bilen, som Zitora gjorde det samme. Det første hun opdagede, som hun satte sig ind, var lugten af læder, og hvor bløde sæderne var, på trods af hvad de var lavet af. Hun satte sig godt til rette, samtidig med at hendes blik blev draget imod zitora "Yes, she told me about your previous relationship to my father, and that you may have had informations about his whereabouts" forklarede hun, med et skuldertræk. Det havde selvfølgelig været mærkeligt, tanken om at hendes far, havde været sammen med en anden, end det af hendes mor, og dog gik hun ud fra, at de mænd, som havde bortført hende og hendes mor, havde gjort slemme ting ved hende, ligesom det de havde gjort imod hende selv.
Hun sendte Zitora et blidt smil "it's okay, telepathy of any kind, is always one of the hardest abilities to control, because it comes as second nature, and then having to stay out of another persons mind, it must be hard and to be honest, I really don't have anything to hide" hun havde ikke mange ting, som hun skulle gemme væk, og hvis Zitora kiggede ind, ville hun se minder, om Angels barndom, hvordan hun ville være fuld af glæde, omringet af hendes forældre. Hun gav enkelte nik fra sig, som Zitora snakkede, det var altid sjovt, hvordan verden kunne virke så lille, specielt når det kom til de relationer man havde, da man aldrig kunne vide hvem ens venner, selv kendte til "she found me after I awoken from my slumber, I was put into a long sleep, by those who took my mother, and when I woke up, she was the only one near" forklarede hun, samtidig med at hendes blik gled imod vinduet. Det havde været skræmmende, det at vågne op, og forvente at se sin familie, blot for at være helt alene.


Han havde endnu ikke vænnet sig, til den krop, som han befandt sig i. Den var også meget anderledes, fra alt han nogensinde havde set eller oplevet. Han var dog ikke ligeså stærk, som det han havde været i sin oprindelige krop, og dog var han heller ikke just svag. I sine drømme, havde han minder, om en mærkelig verden, som på ingen måde lignede Jorden. Hans blod var også en helt anden farve, hvor det før havde været rødt, var det nu af en sort farve, i denne nye krop. Ikke desto mindre var han forevigt lykkelig over, at han nu faktisk kunne bevæge sig rundt, uden at være fanget i en helvedsdimension, kun i stand til at besøge Jorden i kort tid, og fanget i et spøgelseslignende tilstand. Havde det ikke været for Zitora, og hendes ven, ville han nok endnu være i denne tilstand.
Han rynkede brynet, som han hørte lyden af Zitora, såvel som duftede færten af en, som han aldrig nogensinde troede, at han ville se igen. Han vandrede nedenunder, hvor han så zitora komme ind af døren, og dog var der en forvirring i hans blå øjne, ikke som sådan rettet imod Zitora selv, men den gæst hun havde med sig "Hey Zit-" mere nåede han ikke at sige, som han så sin datter træde indenfor. Han troede aldrig nogensinde, at han igen ville se sin lille pige igen "Angel?" han trådte frem imod hende, og som han snakkede, syntes hendes mørke øjne at vende sig imod ham. Det tog hende noget tid, før der var bare en smule genkendelse i hendes blik "Papa?" der formede sig tårer i hendes øjne, såvel som hans egne, som de gik imod hinanden. Han lukkede sine arme omkring hendes spinkle krop, og trykkede hende imod sig "I never thought I would see you again" det havde været hårdt for ham, ikke at være i stand til, at redde sin familie, som hans kone og datter var blevet bortført "Me neither, When I awoke and you weren't there, I never thought I would see you, I thought you were dead" hun bed sig i læben, og fjernede et par af de tårer, som havde gledet ned af hendes kinder. Han vendte sit blik imod Zitora "how did you find her?" spurgte han forvirret. Angel selv kunne heller ikke forstå, hvordan hun endnu engang var genforenet med sin far, godt nok lignede han ikke sig selv, men det var bedre end ingenting.

At blive genforenet med sin far, var på ingen måde, noget hun havde forventet nogensinde ville ske. Det havde ligget så langt fra hendes virkelighed, efter hun var vågnet op, uden nogen hun kendte. Det havde været en skræmmende ting, at falde i søvn i 1969 også vågne op i 2016, med 47 år der var gået, som havde det været ingenting. Man kunne kun beskrive det som et sandt mareridt, og hvor hun dog havde forsøgt, at nive sin arm, i håbet om at det ville vække hende op. Hun mindes hvordan, hun havde kaldt på dem, præcis som hun ville havde gjort som barn, konstant med håbet om at de ville dukke op. Havde det ikke været for Clarissa, ville hun næppe havde klaret, de sidste 2 år, fanget i et årstal, som hun intet kendte til og uden den familie, som hun var revet fra. Dog syntes dette at være en dag af glæde, specielt som hun hørte døren gå op, og ind kom hendes mor.
Tårerne gled ned af hendes kinder, og hun forsøgte ikke, at gøre det mindste, for at stoppe dem. Hun vendte sig imod hende, et og stykke af hende frygtede, at det hele blot var en stor drøm, og at hun om lidt ville vågne op, ligeså alene og bange, som hun havde gjort den første gang. Dog ved lyden af sin mors stemme, brød hun næsten helt sammen "Mom?" hun forblev helt stille, og dog låste hun sine arme omkring sin mor, som hun følte hendes krop imod sin egen. Hun kunne ikke fatte, at dette virkelig skete, og frygten for at det hele var en drøm, som hun opfangede sin mors velkendte parfume "I was so scared, when I woke up, I thought you were all dead, and I was left all alone" tårer gled ned af hendes kinder "I called for you, and I spend so long looking for you" der var en sorg i hendes stemme, som mindede om den lille pige, der ville græde på sin mor eller far, når hun vågnede op fra et mareridt.
Klaus selv var også berørt, af genforeningen, mellem hans tidligere kone og hans datter "Kenna? I can't believe it's you, it's been so long, I almost lost hope in you being alive" nok var de ikke længere sammen, og der var ikke samme kærlighed imellem dem, som der havde været dengang, og dog holdte han stadigvæk af hende. Hans blik blev kort mødt af Zitora's, som hun gav et nik fra sig, at dette skam var virkeligheden, og ikke en drøm "It's me my flower, even though I may not look myself, it's me Klaus" han vidste ikke om hun ville genkende ham, specielt fordi det havde været så lang tid siden, at de to sidst havde set hinanden.

Der var intet andet end lykke, at ane i Angel's øjne og hvorfor skulle der ikke være det? Hun var endelig genforenet med den familie, som hun troede havde efterladt hende, som hun troede døde eller bare ligeglade med hende. Hun kunne huske den frygt, som hun havde haft i sig, da hun og hendes mor blev kidnappet, og hvordan det kun var hendes mor, som virkelig kunne berolige hende. Det havde været den frygt, som var vokset i hende, da hun endelig vågnede op, efter de 47 år i den evige søvn, blot for at finde sig selv fuldkommen alene. Problematikkem med denne gang, var dog at hun ikke havde sin mor, til at berolige hende, men snarer fandt sig selv, fuldkommen alene, mere alene end hun nogensinde havde været. Dog som hun stod der foran sin mor, og hun blev enug engang beroliget, af både hendes nærvær, hendes stemme, men også måden hun strøg hende gennem håret, præcis som hun ville gøre da hun var yngre. Med et forsvandt den mindre sorg, som hun havde følt om sit hjerte, og den blev erstattet, med den kærlighed som hun følte for ikke mindst sin mor, men generelt bare sin familie.
Hun vendte sig om, som hendes far begyndte at snakke, og hun betragtede hvordan hendes mor og far, agerede overfor hinanden, efter næppe at havde haft set hinanden i mange år. Selvom det var mærkeligt, at de to ikke længere var sammen, specielt fordi de havde været det, da hun var lagt i sin dybe søvn, og dog vidste hun at det var så mange år siden, at hun aldrig ville tvinge noget ned over dem. Klaus selv havde et smil på sine læber, som han havde betragtet de to overfor hinanden, men også det at se en person, som han engang havde elsket og et sted stadigvæk holdte af, dog ikke med de samme romantiske følelser, som han havde gjort dengang "My apologies Alycia" han sendte hende et blidt smil. Angel nikkede, som hendes mor, gav udtryk for hele situationen "this has been my dream, for the last 2 years" indrømmede hun med et stort smil. Klaus trådte frem imod sin datter, og lagde en blid hånd imod hendes kind "You won't ever be alone again, We've finally found you and there is not way, we're gonna let go of you" hans blidt gled hen til Alycia, som han gav et smil "it's all I've ever wanted"