Lets just have that talk - Jess, Nathan & Roy

Selvfølgelig havde Roy anmeldt sin ankomst over mobil, men det blev noget andet når de faktisk kunne se hinanden ansigt til ansigt. De havde ikke set hinanden siden januar og siden Jess og hende var blevet snuppet af Douglas efter alt det kaos der var sket. Pludselig var tiden gået i stå, men det var bedre nu. Nathan var i live og Jess kunne slappe af. Livia kunne få lidt fred i sin sjæl, og bedst af alt Roy var tilbage. Det sekund hun fik øje på sin bror, lyste hun op med det største tandsmil. Hun vidste Calla var ude og lede efter Livia.
"You are here!" Udbrød hun glad og kiggede kort på Jess, før hun løb hen for at omfavne sin bror. "Oh I have missed you so much," tilføjede hun og følte endelig hun kunne ånde helt igen. Sandheden var at tingene var blevet bedre for hvert sekund, men først nu føltes det som om at tingene gav mening igen. Alt den facetime og de skrevne beskeder var ikke det samme. Langt fra det samme. Det eneste problem der var, som hun ikke talte med nogle om - var den nye sult der matchede hendes nye temperament - hun prøvede at kontrollere det og indtil videre gik det - så gik det lige.
"So how does it feel.. you know being back?" Nåede hun lige at spørge før hun fik øje på Nathan, "and look who desides to show up from the shadows. Nice to see you back with the right color in your cheeks," smilede hun skævt, det havde været voldsomt at se ham blive spyddet ned med et sværd. Derefter livløs. Det havde generelt været en voldsom dag.

Outfit

Det havde været lang tid siden at Roy havde været tilbage i Gaia, for ikke at nævne skolen.
Calla og han selv havde været nødt til at søge væk efter alting der skete, efter at Calla var blevet bortført, tortureret, var flygtet, deres kamp og ikke mindst, for at tage sig af det barn der stadig voksede i Callas mave.
Han havde skrevet til Veronica, så snart at han var tilbage og sikret sig at de igen var i sikkerhed. Det var de. Ihvertfald endnu.
Roy vidste også at Nathan var i live igen og bevægede sig rundt, Livia havde fået mere ro på og han kunne ikke vente med at se sin søster igen.
Da han så Veronica komme løbende, åbnede han straks armene og med et stort smil, greb han hende i sin favn og med en lille latter sagde han "Yeah, I'm back! And I missed you so much, it's so good to be back.". Han trak sig tilbage og så så på hende, hun så godt ud, sundere og friskere, end sidst han havde set hende. Ja, de havde facetimet, skrevet og snakket i telefon, men det kunne slet ikke måle sig med at ses ansigt til ansigt.
"It's.. It's difficult, but definitely feels good. It's home, y'know? Oh an Calla said to say hi." svarede han hende, og hans blik faldt straks på Nathan, som han så ham komme frem fra skyggerne. Han så også ud til at have det bedre, og med et par hurtige skridt, stod han nu ovre ved Nathan og fangede ham i et stort kram. "It's good to have ya back, mate!" smilede han og spurgte "How are you? Better?". Han havde kun hørt at Nathan var blevet vækket igen, men havde ikke rigtig hørt fra ham, andet end et par enkelt sms'er.

outfit

Det var ikke ligefrem nemt at være Nathan lige pt, at sove var ikke altid nemt og ofte ville han vågne op svedende fra grufulde mareridt. Drømme han ikke kunne beskrive eller huske direkte når han vågnede op. At se sin refleksion gav ham stadigvæk myrekryb og selvom han burde, havde han ikke snakket nok med Livia omkring det. Nathan havde hørt fra hende at Roy og Calla var tilbage, for Livia var taget ind til byen for at mødes med Calla - hvilket betød at Nathan havde mulighed for at lave en episk entre for Roy og Jess. Hvilket han havde lyst til at gøre. Han havde fundet sin tryllestav, som ikke havde været ligeså meget i brug som han normalt ville gøre. Han fik sig selv med et sving klædt på med trylle slag, og et andet var han nede i akademiets have. Han trådte frem af skyggerne da Veronica opdagede ham. Nathan åndede let ud, og kløede sig kort i nakken.
"It's good to be back," smilede han som han fik et kram af Roy. Det var rart at have sine venner tilbage, sin familie som de nok mest var. "I'm fine. Still breathing, but I don't recommend it - so don't try it at home," tilføjede han og løftede advarende sin pegefinger imod Roy.
"Hey sis," fik Nathan så vinket til Jess - de havde da set hinanden siden han var blevet vækket - men de havde begge travlt med deres egne dramaer - typisk Blake familien.

Outfit

Der lå et smil på Jessalyns læber. Dele af det var ægte, men der var også noget hun forfalskede. Hun var glad med Veronica - gladere end nogensinde før. Men hun følte sig også skyldig over at være glad. Hun havde såret folk for at blive glad - dræbt for det. Men det værste var, at hun havde mistet hendes barn. Det var efterhånden noget tid siden, men det påvirkede hende stadig. Mere end hun ville indrømme for sig selv. Det værste var, at hun så Veronicas voksende mave og følte en jalousi. Det var så grimt at føle sådan, når hun bare burde være glad på Veronicas vegne. Hun havde ikke fortalt Ronnie om det, og få mennesker kendte til hendes tabte barn. Hun havde ikke engang fortalt det til Nathan endnu. Det var svært, fordi de ikke så hinanden særlig meget for tiden. Og så var samtaler om den slags ikke noget de gjorde meget. Hun løftede hånden og vinkede til Roy da han kom frem. Hun holdt sig i baggrunden mens Veronica krammede ham. Da Nathan trådte frem, blev smilet langt mere oprigtigt. Hun havde savnet at snakke med ham, at tilbringe tid sammen med ham. "Hi," sagde hun og trådte længere frem, så hun stod ved siden af Veronica. Hun så på hende, og forventede at hun tog styringen af samtalen der ville følge.

Glæden var malet udover hendes ansigt, som hun endelig mærkede sin brors arme om sig igen.
"Difficult is our lives, I wouldn't have expected more," pointerede hun med et skævt lettere drillende smil. Der lå utalte ting i luften, men hun valgte at lade dem passere til at stormen ville gå løs. Ærligtalt skete der så meget om ørerne på hende, at hun ikke ligefrem havde overskud til at konfrontere alt for meget. Hun havde to ting at lede, et undervands rige og en bande - ingen af de dele var nemt, men i det mindste havde hun Livia til at hjælpe med banden. Specielt med det temperament Ronnie udviste for tiden. Som Nathan og Roy blev genforenet, stod hun ved siden af Jess. Let kiggede hun på hende ud af øjenkrogen, for at opfange den lille detalje, som hvordan smilet ændrede sig ved synet af sin bror - selvfølgelig kendte Ronnie den følelse, hun levede med den følelse ligeså ofte som Jess gjorde.
"I guess we have some catching up to do," sagde hun så og kløede sig kort i nakken. Det var utroligt svært for Ronnie, svære end hun fik det til at se ud. Det lignede paradis for hende at håndtere denne her graviditet. Nok var hun ikke bange for fremtiden på den måde, men hun hadede noget af det som det bragte. Grunden til dette var den jalousi hun havde følt da Archie og Jess var blevet forlovet. Jess havde mistet et barn med Archie og her stod Ronnie med efterfølgerne af det hele. Men der var noget specielt ved det, og det kunne hun ikke løbe fra at elske. Cody var en anden side af sagen, en anelse gammel dags i det og lidt for usikker. Havde friet til hende efter hun havde sagt det, hvilket ikke var gamle nyheder for verden Roy eller Jess - og der havde ikke været noget i det, for Veronica havde naturligvis afvist det - på sin bedste måde.
"So what would you like to do? Sit here and talk.. go for a walk in town - we can stay at my place - Rebekah got me a house, for some random reason... I should call her at some point," fortalte hun blot. Ronnie havde efterhånden alt for mange hjem til hun selv kunne holde styr på det.

Roy så på Jess og smilede til hende og gav hende et lille vink, det var ikke meget kontakt han havde haft til hende, men han vidste meget om det var sket, men det var igennem Veronica, men han vidste langt fra det hele.
Han kørte kort en hånd igennem sit hår og rømmede sig kort, ikke fordi han ville sige noget, nej, mere fordi at han havde en ubestemmelig følelse i kroppen. Det var første gang han så Ronnies mave, siden.. Ja, siden den faktisk var begyndt at vise sig. Han vidste også at Nathan havde været meget igennem, ligesom de andre, men han kunne slet ikke begynde at sætte sig ind i hvordan det måtte have været at have sin sjæl fanget i en sten og være dømt til at leve alle de værste ting igennem.. Og så var der Jess, hun smilede ja, men det var tydeligt, i hvert fald for Roy at det ikke var et helt ægte smil.
Han blev dog hevet ud af sine tanker igen, da Veronica sagde noget igen og han nikkede, ja, der var en del at indhente og da Veronica kom med forslag til hvad de skulle gøre, svarede han "What about we buy something to eat and drink, then go to your place to eat and talk? Or.. We could go to the park and enjoy the sun for a bit?". Han så rundt på de tre andre unge mennesker.

Han sendte Jess et faktisk overraskende varmt smil. Og som de andre var det kun Veronicas forslag som faktisk sendte ham et smut tilbage til den virkelige verden. Nathan kløede sig kort i nakken. Kort overvejede han sine muligheder.
"How about we just go there, and I will bring some food. Jess you can help me pick it, and we will see you at the house? See ya there mates" forslog han. Og som Nathan altid gjorde, så gav ham ikke rigtig nogle andre en mulighed for at komme med forslag. Ikke før han havde svunget det næste sving rundt, og nu stod ham og Jess ved en burgerbar. Normalt ville Nathan bare have bragt maden til dem, men måske han i virkeligheden følte at han burde snakke med sin søster.
"So what is going on. You have that look in your eyes, like when dad offered me the company and a lot of money when I was 12. You have the look like someone took something from you, and.. don't lie to me," sagde han så og kneb øjnene lidt. Derefter bestilte han blot sin normale ordre, plus det til de andre.
"I mean, give me a chance to for once be before Bryce to talk about relationships. You need to be honest if something is bothering you, if anyone can make it through it. It you two," pointerede han så med et skævt smil.
"Time for more talk, or do you wanna join the group. We can also walk.. if you want," første gang han nogensinde havde givet Jess et valg i forhold til transport. Dagen var åbenbart fuld af overraskelser.

Jessalyn modsatte sig ikke, da Nathan - ikke forslog, men bestemte - at de to skulle hente mad. Hun kunne gribe muligheden og fortælle ham sandheden nu, men det var ikke så let at få ordene over hendes læber. Det skulle ikke komme som en overraskelse, at Nathan allerede havde gennemskuet noget var galt. "You have your own stuff to deal with. I can handle it. You know I can." Hun drejede hovedet mod ham, som han forsatte. Hun skulle til at sige noget, da han bestilte maden. "Let's walk. Then I can tell you everything." Sammen gik de ned ad vejen og hun prøvede at finde den bedste måde at starte ud på. "I haven't told everyone yet." Hun så ikke på ham, men på vejen under dem. "Before Veronica and I got together, I found something out. I was pregnant. But I lost it. The child. For a while I blamed myself. I thought it was some sort of punishment for hurting Archie. I love Ronnie, so much. And I'm happy. But her state right now, it just stings. Because she will have a child, and I know in my heart I will love it, but it's not really mine." Hun slugte en klump og så på ham. "But we will fight through it. I will fight through it. We all will be okay again. Eventually."

Selvfølgelig fandt Nathan en udvej for at tilbringe tid med Jess, det var måske også fint nok - hun var umærket klar over der var hemmeligheder imellem dem. Hvem overraskede det i sidste ende? Veronica sukkede da de forsvandt og rystede kort på hovedet en anelse opgivende.
"It's fine," pointerede hun så som de kunne gå imod retning af byen. "I mean, its not perfect. After everything, you know with the child she lost. I feel guilty. I mean, why did she have to hurt like that. I mean I know she loves me, and she is there - but she still feels a little distant. I'm a little paranoid I know. I need to have everything in control and nothing is in control. One wrong move and I ruin the balance off everything," pointerede hun og delte sine bekymringer med Roy. Hun fortalte alt til ham, måske havde hun nævnt sin hunger for råt kød - fordi det bekymrede hende. Men ellers ikke meget andet omkring det. Veronica sukkede lidt.
"I mean why me. I didn't ask for it. It wasn't because of some epic love story, it was because I was stupid enough to act on jealousy that we even are in this spot," et suk forlod hendes læber," i'm sorry you didn't come back for me to throw everything at you in once," tilføjede hun undskyldende. Hun stoppede kort op og satte sig på en bænk.
"Am I stupid? I mean, to like hate to love this.. and love to hate it.. I mean I did a really dumb thing.. and I have to live with that.. but is it really that bad?" Spurgte hun Roy og sank en klump.

Roy nåede ikke rigtig at svare, inden at Nathan var forsvundet med Jessalyn. Han så kort efter dem, derfor hen på Veronica og lyttede opmærksomt til hendes ord, som de begge satte i retningen af en af bænkene. Han satte sig ved siden af hende og smed armen omkring hendes skuldre og kyssede hendes tinding inden han sagde "Ron, I know it's hard and difficult, it'd be weird if it wasn't, y'know? But you have to stop beating yourself up about it, it isn't your fault, neither is it hers. I think you just need to give her some time. Which I know isn't easy when you love someone." Ja, det vidste han selv, med alt det der var sket med Calla og ham selv. "The best advice I can give you is to not give up on her." Han gav hendes skulder et let klem og tilføjede "And don't be sorry, I'm here for you, anytime, anywhere. Alwyas and forever, my dear sister." Han smilede til hende og lænede sig tilbage på bænken og kiggede op på den periwinkle blå himmel og sagde "I don't think you're stupid, I think it's quite normal. I mean, I'm kinda feeling something of the sort as well. I mean I'm excited to be a dad, but I'm freaking out as well. And if I were any other guy, I'd tell you to keep that secret, but it wouldn't matter, Calla already knows, she even knew before I did. But you know what? You're going to become great moms, both of you. So don't hate to love it, or love to hate it, just.. Enjoy it. Who knows, you and Jess might get anpther one, at some time. Hell, I can almost see you two with a whole football team.". Hans blik faldt igen på Veronica og han sendte hende et opmunterende smil.

"My stuff to deal with. I would rather not deal with my stuff, so please," pointerede han. Maden kom og Jess, besluttede sig for de kunne gå turen. Hvilket passede Nathan fint, han havde brug for at have noget andet i sit hoved end endeløse mareridt. Måske dette faktisk ville gavne ham mere end hun regnede med. Nathan var måske ikke kendt for at være lyttende af karakter, men i specielle tilfælde med specielle personer, så overraskede han. Alt han gjorde var at lytte til hvad Jess havde at sige. Man kunne se på ham at han var overrasket det sekund hun nævnte at hun havde været gravid, det var alligevel en situation han ikke kunne sætte sig ind i, men han lyttede stadigvæk opmærksomt. Et lettere trist og medfølende blik kom frem i hans blå øjne som hun nævnte at hun havde mistet barnet. Den sidste sætning hun sagde fik ham dog til at synke en klump, ville han nogensinde blive okay igen? Nathan havde lidt svært ved at tro på det, men hvis at nikke og give Jess et halvt-Nathan-smil kunne opmuntre hendes tro på det, så var det hvad der skulle til.
"I'm sorry that you had to go through that..You should tell her how you feel, we are us. We hide ourselves in the shadow in fear to be burned in the sun. Then you were missing I was addicted to finding you, so I pushed Livia away. I almost ended up losing her because I was to scared to share my fears with her. I don't want you to make the same mistake," fortalte han så, en anelse dybt - men det var sandheden.
"I was trapped in a world of flames. It was the same day over and over again, most of the time. People screamed for help, burned up. Full of pain you couldn't die from it. Faced with your inner demons, nowhere to hide. Wishing for the firegod to just end you, because it would be a mercy," sagde han så det var den lidt mere mørke del. Måske han burde tale mere om det, men når han talte om det - var det som om han hørte skrigene igen. Som om at han så flamme agtige auraer omkring nogle folk. Nathan fik øje på sit spejlbilled i et vindue på vejen og stoppede op. Han lavede et lille vrid med hovedet, der langtfra var naturligt - men fik behersket sig selv til at gå videre. Hvad han så når han så på sig selv, var ikke som andre. Han så flammeverdenens rige og alle de fortabte sjæle - samt hørte han den stemme der forsøgte at få kontakt til ham. "I'm fine. Don't look at me like that," pointerede han.

Jessalyn var ikke vant til at snakke så inderligt med Nathan. Deres samtaler havde altid været overfladiske. Men tingene var anderledes. De havde begge ændret sig, vokset op. Det havde skabt et tættere bånd mellem dem. Hun rynkede brynene over hans ord. Hvordan kunne hun give slip på hendes egne kampe, når hun vidste han ikke tog sine op? Men hun kunne også mærke, hun havde brug for at fortælle det til nogen. Der var ingen der kendte til barnet udover Ronnie, og hun var ikke sikker på hun ville fortælle det til ret mange andre, end Bryce og Nathan. Ikke endnu, i hvert fald. Hun så af og til på mens hun fortalte. Især da hun fortalte om graviditet. Det overraskede ham, så meget var tydeligt. Men han kommenterede ikke på det. Ikke før hun var helt færdig.
”It sounds so easy when you say it. We both no it’s not that easy. I will do what I can to tell her about it, I just can’t do it yet.” Hun lyttede til ham som han fortalte. Hun var klar over han havde været fanget, men hun kendte ikke detaljerne. Det gjorde ondt på hende, fordi hun ikke havde været der for at hjælpe. Hun forsatte et par skridt efter han var stoppet, men drejede om da hun opdagede han ikke længere gik ved hendes side. Han så på sig selv i vinduet. Det virkede som om han var væk et øjeblik. Hun lod hendes arm vikle sig omkring hans. ”Dear brother, you know I can’t do that.” Hun så på ham. ”I know you’re not fine. And it’s okay if you don’t want to talk to me about it. Just talk with somebody, please. It’s not something you should be deal with alone.” Det varede ikke længe før hende og hendes brødre skulle en tur hjem til deres forældre. Mange ting havde ændret sig siden Jess tog af sted. Hun vidste hendes fars forhold til især Nathan var anstrengt. Hun havde aldrig forstået hvorfor. Ingen af dem ville fortælle om det. Jess havde måske taget hendes fars side lidt for mange gange. Men hun var ikke sikker på hun ville gøre det længere. Nathan var ikke bare hendes bror længere. Hun så på ham som en ven. Hendes bedste ven.

Ord kunne ikke beskrive, hvor glad hun var for at sidde sammen med Roy igen. Det kunne godt være telefon samtaler og beskeder var en form for kommunikation - men intet slog den ægte vare.
"I do beat myself up, don't I? All the damn time, it's just so complicated but so good. I feel like time is such a tricky word lately," indrømmede hun og sagde sit hoved imod hans skulder. "I'm not giving up. After everything. I have fought so hard for this, and I'm not a quitter," tilføjede hun og smilte lidt skævt af sig selv. Hun havde fået det til at gå op for Jess, efter blod, sved og tårer så var Jess endelig hendes.
" Oh how I have missed you," smilede hun og rettede sig lidt op som Roy satte sig tilbage. Hun vendte blikket imod ham med et stort smil. Ronnie lyttede, hvad han sagde og kunne ikke undgå at grine lidt af den sidste kommentar.
"Wouldn't surprise me, starting of with twins and who knows what the future will bring, and I'm sure you are doing to be an amazing father. Never doubted that for a second," svarede hun blot og kløede sig i nakken.
"Its still funny, with me and Calla. I been meaning to talk to her soon as well.. with the hunger issue thing.. its getting harder. Hormons and newbie siren issues aren't really what I want to deal with at the same time. I don't know how long I will stay on land at the time.. I'm so scared that I might end up hurting anyone.. or kill anyone. It's like a shark that smells blood," delte hun sin bekymring med Roy.
"Have you talked to Rebekah lately? She talked about something that might be able to shut my powers down a little for her magic to work.. so she could make it easier.. but I haven't been able to reach her," fortalte hun så og rynkede lidt på brynene. Rebekah var en travlt kvinde men stadigvæk.
"Also.. I looked at Audreys instagram yesterday.. Did you see the post? Aaron and her lost their father doing this chaos thing.. we should pay them a visit," forslog hun også i sin lange snak med ting hun egentlig ønskede at tale om.