Okay then, lets run! - Lorelai

S: Løbebanen
T: 10.30
O: folk i idrætstøj, elever der træner på selve atletikbanen
P: Sort tanktop, mørkeblå shorts og det gyldne hår i en hestehale

Den lyshårede pige havde med vilje stillet sig lidt i baggrunden, for ikke at tiltrække sig så meget opmærksomhed. Med øjne, der lyste af kærlighed, så hun på Nathan, læreren, som også var hendes næsten-kæreste.
Lige nu var han i gang med at sætte dem sammen i par, men hun reagerede ikke, før hendes eget navn blev sagt. "Aia, du skal løbe sammen med Lorelai!" forvirret så Aia sig om efter sin makker, og hun fik hurtigt øje på den rødhårede pige.
Skønt! Hvorfor skal jeg slæbe rundt på de nye elever? tanken blev med at kredse i hendes hoved, mens hun gik over til sin makker.
"Hvor vil du løbe hen?" spurgte hun, lidt for hårdt. Men hun var ikke i humør til at være høflig, og da slet ikke have en fremmed tøs på slæb.

Lorelai havde endelig lige fået bundet hendes nye sorte løbesko. Hun stod i en sort sports bh og en oversize rød top som vidste meget af den mørke bh. Hun havde stramme shorts på, lårhøje sokker og de fede sko. Hele hendes udseende strålede at man slet ikke skulle kommentere på hende. Hun bandt hendes røde hår op i en høj hestehale og hørte hendes navn blev råbt op, dog sukkede hun dybt da en pæn pige kom hen til hende. Hun lignede utrolig meget en fin lille prinsesse og det magtede Lorelai slet ikke.

Da hun snakkede til hende, kiggede Lorelai op med hendes utrolig grønne øjne og knurrede dybt til pige.

”Hør her prinesse, du snakker bare pænt ellers skal jeg satme nok sørge for at du ikke kan løbe resten af ugen.” knurrede hun før hun vendte rundt, strakte hendes slanke krop før hun kiggede tilbage til hende.

”Prøv nu bare at se om du kan følge med, ikk’?” Sagde hun. Hendes stemme var lidt mørkere end en normal kvinde stemme og en tyk Britisk accent plagede den.

Lorelai brød sig ikke om nye steder og hun var blevet overflyttet fordi hendes gamle skole ikke kunne holde styr på hende, så nu stod hun her, med et nyt område hvor hun skulle sørge for at ingen gik i hendes vej.

Aia lagde armene over kors og lod det ene øjenbryn flyve i vejret. Hvad bildte den fremmede sig ind? Sådan kunne man da ikke tale med andre? Okay, hun gjorde det selv, men hun brød sig ikke om at blive talt sådan til.
Lidt brutalt greb hun ud efter pigens arm og holdt hende fast. "Du går ingen steder, før vi har aftalt, hvor vi løber hen!" hvæsede hun. At følge med, behøvede hun ikke at bekymre sig om, da ulve jo er hurtige.
"Jeg ved godt at du er ny og sådan, men det giver dig ikke ret til at opføre dig som om du kan bestemme over alle i hele verden!" hendes stemme var lidt mere venlig, men stadig bestemt. Hun holdt pigens arm i et jerngreb.

Lorelai grinte højt og hånligt da hun blev hevet tilbage og hendes øjne lyste op i et sadistisk glimt.

”Hør her sveske, du skræmmer mig ikke, giv nu slip inden du brækker en negl.” Grinte hun og gik tættere på pigen foran hende.

Hun bevægede sig helt tæt på hendes så deres ansigter kun var få millimeter fra hinanden. Lorelai elskede at træde ind i folks personlige rum, hun elskede at overtræde deres grænser og prikke til dem.

Et lille hvæs kom fra hende inden hun vred hendes arm fri og hun gled nemt og hurtigt væk fra pigen.

”Hør, jeg vil gerne sludre, men tror ham den søde lærer derovre nok vil komme herover, hvis du ikke snart letter din fine bagdel og følger med.” Grinte Lorelai før hun pludselig satte i et hurtigt løb og imod skoven.

Et fnys forlod Aia's mund, og hun rullede med øjnene før hun satte efter den rødhårede. Det varede ikke længe, før hun havde indhentet sin makker.
"Så... Hvad er du?" det var altid hendes første spørgsmål, og hun kunne sagtens løbe samtidig med at hun snakkede. "For du vil vel ikke forsøge at bilde mig ind, at du er menneske?" Så langt var hun med - intet menneske havde den rødhåredes temperament.
Hendes eget gæt gik på varulv, vampyr, formskifter eller dæmon. Faktisk ville det ikke overraske hende, hvis den fremmede viste sig at være dæmon. Det var lige før, at Aia håbede på det.
Forsigtigt vrikkede hun med sin fod og mærkede straks dolkens beskyttelse mod anklen. Selvom det var varmt havde hun lange støvler på, ellers kunne hun ikke have sin bedste beskyttelse med.
Og hun NÆGTEDE at gå nogen steder uden.

Lorelai kiggede på pigen da hun fulgte med. Der var ikke mange som kunne hamle op med hendes tempo, siden hun var en panter også og havde meget fart på generelt med hendes gode form.

”Hvad fanden rager det dig?” Spurgte hun koldt og kiggede på hende.

”Dog har du ret, jeg er ikke et sølle menneske.” Knurrede hun lavt imens hun løb ind i skoven og undgik de mange grene, sten og væltede træer.

Hendes bevægelser var utrolig flydende, elegante og hun havde hele tiden den høje fart imens de bevægede sig igennem den tætte skov.

”Du kan prøve at gætte, prinsesse.” Sagde hun med lethed. Det var tydeligt at det ikke påvirkede hende at snakke imens de løb afsted igennem skoven.

Det var dråben, der fik bægeret til at flyde over. At blive talt grimt til, kunne hun sagtens klare, men at blive kaldt "prinsesse" var bare ikke okay!
Aia kastede sig over den fremmede pige og holdt hende ned mod jorden. "Jeg tror, du er en egoistisk vrag! Men af race gætter jeg på formskifter eller varulv, selvom du opfører dig som en dæmon!" hvislede hun ud gennem tænderne, og tog bedre fat i pigens håndled. Mærkede sine egne negle bore sig ind i hendes håndled.
Denne fremmede var bare for meget, og hun burde lære om ordet respekt. Især overfor en bevæbnet formskifter.
Og så slog det hende, at den fremmede måske netop provokerede hende. Det havde hun jo oplevet så ofte før. Hun lod tankerne vandre lidt, og begyndte at blive uopmærksom på pigen.

Emma skreg overrasket op og blev smidt ned på jorden hvor tøsen hoppede oven på hende og holdte hende nede. Hun kiggede ganske overrasket på hende og lod hende tale ud imens hun blot kiggede på hende med hendes kølige grønne øjne, dette påvirkede hende ikke på nogen måde.

”Bingoooo, jeg er formskifter.” Sagde hun blot og kiggede op på hende.

Dog da det virkede til at tøsen over hende gled lidt væk i tanker, greb hun sin chance.

Hun knurrede voldsomt og pressede til, så de rullede rundt og Emma sad nu øverst hvor hun greb hårdt fast i pigens håndled og holdte hende nede.

”Regel nummer 1 i kamp, tøs. Hav altid fokus på personen du holder nede..” knurrede hun, inden hun smilede lidt, kyssede pigens læber og var hurtigt væk fra hende og stod oppe igen med et flabet grin på hendes læber.

”Nu hvor du så ved det, kommer du så?” Spurgte hun køligt imens hun børstede jorden af hendes tøj og rettede på hendes hestehale.

Øjnene blev store, da pigens læber ramte hendes egne. Da pigen havde sluppet, kom hun hurtigt på benene og spyttede for at få fornemmelsen af pigens mund væk. Det var bare for klamt, syntes hun.
At denne lille rebelske tøs så også ville belære hende om kamp, var igen for meget. Aia havde kæmpet for sit liv stort set hver dag, siden hun var fyldt tretten. Og så ville divaen her forsøge at belære hende.
Da pigen rettede på sin hestehale, stak Aia sin hånd i støvlen, trak sin dolk op og satte den for pigens hals, alt i én flydende bevægelse.
"Regel nummer 2: Hav altid dine hænder og arme klar til forsvar!" hendes stemme var iskold. Hun trak sig lidt væk, stak kniven ned på sin plads igen, og satte hænderne i siden. "Men helt seriøst, hvorfor er du så uvenlig?" forsatte hun i en lidt venligere tone og lagde hovedet på skrå. Ingen var sådan uden at have været igennem en masse - det var hun selv et glimrende eksempel på!

Emma havde bare stået køligt og kigget på hende imens hun havde hevet dolken op, sat den imod hendes hals og derefter trukket sig væk. Hun havde ikke i et sekund reageret på det, siden hun ikke frygtede døden overhovedet.

Hun kiggede overrasket på hende, imens hun knep hendes øjne sammen og gik over til et træ, hvor hun lænede sig op af den. Hun stak en hånd ned i hendes bh, fiksede en lille metal æske frem, hvor hun åbnede den, tog en smøg ud og tændte den med en lille lighter som også lå i den. Hun lukkede den og satte den tilbage imens hun tog et ordentlig hiv og kiggede på tøsen.

”Jeg har været igennem nogle ting som ikke alle ville kunne klare rendt mentalt og sluppet fra det og være normal..” Knurrede hun imens hun lagde den ene arm hen over hendes brystkasse og havde den anden hængende ned af siden.

”Du er mindst lige så slem som jeg er..” Mumlede hun tilbage og pustede røgen ud.

Et hånligt fnys forlod Aias læber. "Tro mig, du er ikke den eneste, der har haft det hårdt," sagde hun og betragtede pigen, mens hun stod og røg.
"Det er ikke ligefrem rart, når man har klaustrofobi og ens far så låser en inde i små rum, indtil man bryder grædende sammen," forsatte hun. Hun trak kniven op af støvlen igen, denne gang med skeden på, og legede med den mellem fingrene. Bare for at have noget at foretage sig.

"Så du er altså formskifter. Hvilke dyr?" det var ren nysgerrighed. Og måske også en smule efter idéen om, at man skal kende sin fjende.
Aia smilede for sig selv, mens hun med sin frie hånd trak hårelastikken ud af håret og lod det hænge løst om skuldrene. Det var en af de mest fantastiske fornemmelser, hun kendte.

Hun fnyste lidt imens hun kiggede over på tøsen foran hende.

”Og det er ikke ret rart, når ens far, rør en på steder hvor han ikke burde..” Knurrede hun lavt imens hun røg lidt mere og pustede røgen ud af hendes næse.

”Panter.. dig?” Spurgte hun blot imens hun blev lidt vågen igen og fokuserede på kniven som hun stod og holdte helt åbenlyst.

Emma rettede sig lidt mere op, klar, hvis nu tøsen fik nogle sjove idéer igen. Det var tydeligt at hun var et kattedyr, lige så snart man vidste det. Mange af de træk, var i hendes kølige personlighed.

Hendes hænder skiftedes til at lege med kniven, mens hun lyttede til Lorelai. Det lød som om, at den fremmede også havde haft det hårdt. Måske endda lidt hårdere end Aia selv? Det var svært for hende at tro på, men så alligevel...

"Har du kun ét dyr? Nå, men dit andet kommer nok," smilede hun, en anelse hånligt. Men samtidig forsøgte hun også at gøre den fremmede lidt nysgerrig. "Jeg er ulv og ræv," hendes stemme lav men venlig.
Hun satte dolken mod benet og lod den glide ned i støvlen - et trick hun havde lært for længe siden. "Skal vi løbe noget mere?" hun slog med hovedet og afventede pigens svar.

Hun blev ikke synderligt imponeret, hun vidste godt at andre formskiftere som var yngre end hende, havde flere dyr.. Men Lorelai havde været underudviklet på grund af det mentale stress og hendes magi var ikke kommet ordentlig til hende, som den ville gøre ved andre. Så hun havde kun et dyr.

Dog så det ud til at sårer hende utrolig meget, så hun vendte sig bare om, tog et par skridt og satte af i en utrolig hurtigt fart, som om det hun havde løbet før, bare var for at varme lidt op. Mange ville ikke kunne følge med hende, når hun først kom i gang med at løbe i hendes normale tempo.

Endnu et fnys forlod hendes læber, da Lorelai satte i løb. Hurtigt løb hun selv efter. Håret blafrede bag hende, og hun sprang let over forhindringer. Det varede ikke længe, før hun var oppe på siden af den rødhårede.
"Så, hvor ny er du?" spurgte hun venligt. Hun ville ikke snage og forstod også, hvis Lorelai ikke ville sige det. Det havde hun jo ikke ville selv, dengang hun selv var ny.
Om Lorelai ville blive en ven eller en fjende, men én ting var sikkert: Aia var nysgerrig på, hvad der gemte sig under pigens hårde skal.
Mon hun mindede om Aia selv eller var helt anderledes? Hvis hun var meget anderledes, ville de nok ikke blive bedste venner, men samtidig kunne hun jo ikke dømme på udseendet.

Hun kiggede bagefter på pigen og grinte lidt. Den lille tøs gav bare ikke op!

”Jeg har været her et par dage nu..” Sagde hun blot og sprang elegant hen over et væltet træ imens hun forsatte dybere ind i skoven med tøsen efter hende.

Lorelai var en pige af få ord, så det med snik snak var aldrig hendes ting. Dog insisterede tøsen bag hende på at gøre det, så hun kunne vel øve sig?

Aia nikkede og slog en lille latter op. "Du er vist den stille type, hva?" spurgte hun. Det var hun også selv, men hun havde ligesom en grænse for det.
Mens hun ventede på pigens svar, gav hun sig tid til at studere hende. Man kunne godt se, at hun havde et kattedyr. Hendes krop var smidig og let, og hendes træk detaljerede. Hvis man tænkte over det, var hun faktisk køn.
Hun bukkede sig for en gren, der kom svirpende mod hende og undveg den kun med nød og næppe. Hun havde været så fokuseret på pigen, at hun glemte at se sig for.
Hun rystede på hovedet af sig selv og sprang over en væltet træstamme. Hvis det havde stået til hende, havde de sat farten op, men hun lod pigen styre. Hvorfor vidste hun ikke, men hun lod det bare være sådan.