So.... lets get started! - Aaron

De havde fået dette projekt. Skriv en sang. Og fremlæg den for klassen i slutningen af ugen. De var sat sammen to og to - derunder havde Maya fået den kønne unge Aaron som makker. Han var fornyelig kommet tilbage efter en del fravær - men det var ikke noget hun bed mere i. Maya gik hen til ham på gangen og lagde armene over korts.
"Hva så pretty eyes?" Spurgte hun med et smil på læben. "Skal vi finde ud af noget. Jeg vil gerne sige vi kunne ordne det ved mig, men jeg tror ikke det en god ide." Tilføjede hun let og lagde hovedet på højkant. Det store krøllede hår hang smukt og elegant nedover hendes skuldre. Der var ikke meget make up i hendes ansigt, da hun elskede at holde sig neutral. Maya havde modsat mange andre måske bidt mærke i, at der var noget nyt over ham. Måske var det blot hendes formskifter side der skreg at der var noget nyt dyrisk over Aaron. Men hun vidste ikke hvad... endnu. Maya var klædt i en skjorte og et par shorts. En sort læder handske på den ene hånd, med frie fingre, samt en længere halskæde med en sølv sommerfugl på. Maya så ham dybt i øjnene, dog en smule kækt og frisk.

/Kort start eller bare mig der skal skrive færdig senere.. up too you!

Aaron havde ikke noget problem med opgaven. Musik var hans bedste og yndlings fag, så han så faktisk frem til projektet. Lige ind til han fandt ud af, hvem han skulle arbejde sammen med. Hvordan var det meningen, han skulle koncentrere sig? Hun var Maya. Han havde haft begyndende følelser for hende længe, men ikke noget han havde gjort meget i, han var utrolig dårlig til det med piger, og han ikke just meget erfaring med dem, så han så det bedst bare at holde sig på afstand. En dag ville han måske, få taget sig sammen til at tale med hende. Det så ud til, at blive før. Aaron stod med nogle papirer i hånden. Han havde forsøgt at skrive nogle sangtekster, men det var ikke blevet noget, han faktisk synes var godt. Da Mayas stemme lød, tabte han papirerne, ikke så meget af forskrækkelse, mere af forbavselse. Han gnubbede sig nervøst i nakken. ”Øh..” Han slog sig mentalt i hovedet. Var det alt han kunne sige? Øh? Han så ned og begyndte at samle sine papirer om. Måske kunne han bedre tale med hende, når han faktisk ikke så på hende. ”Vi kan gøre det hjemme ved mig.” Han rejste sig op, og blev mødt af et dybt blik fra hende, hvilket faktisk gjorde ham en smule utilpas, fordi han ikke var forberedt ved at være så tæt på hende.

Det var heller ikke fordi, at Maya havde den største erfaring med drenge. Men hun behandlede dem som de behandlede hende, det var vel fair? Maya kunne ikke undgå at finde det kært da Aaron virkede nervøs. Hun ventede dog også på svar, men gav ham tid. Det fortjente alle jo. Desuden havde han aldrig gjort noget, som ville få hende til at behandle ham dårligt. Dog var hun en vidunderlig talent fuld pige til at få folk til at føle sig normale. Da hun atter havde øjenkontakten, klappede hun ham blidt en enkelt gang på kinden.
"Det lyder fantastisk." Indrømmede hun. Maya talte altid sandt, hun havde ingen filter. Men det vidste han vel, hvis han havde hørt, hvordan hun talte i klassen. "Så, skal jeg bare smutte med dig eller? Jeg vil lige ind og sige det til Riles - men ellers er jeg klar på at tage afsted." Sagde hun. Det var trods alt nu de skulle arbejde på det, også havde de ellers fri. Plus hun havde kun hørt godt om hans forældres sted, så det kunne da kun blive hyggeligt! Maya kørte en hånd igennem det blonde hår, og tøvede kort med hvad hun skulle sige. Des længere tid hun stod ved ham, des mere var hun ikke i tvivl om, at han var blevet en varulv. Blot ikke noget han havde sagt til nogen, kunne hun fornemme,
"Så kan vi også tale om, hvornår du blev ulv." Kom hun så med en lille bemærkning om det. Selvfølgelig forstod hun hvis han blev chokeret over hendes optagelse, hvad kunne hun sige. Maya var selv en del dyrisk, så. "Lad os smutte." Sagde hun så med et skævt smil, og et lille nik med hovedet.

Aaron havde skam ikke noget imod deres sted. Han var der meget, så det var altid noget, han faktisk gad hænge ud der. Han smilede kort til hende, da hun mente det lød fantastisk. Det var da godt hun synes om det. Han så hen imod klassen, da hun nævnte en Riles. Han kunne næsten regne ud det var Riley. De to virkede næsten som en person. Hvor den ene var, fulgte den anden. Måske var det også derfor, Aaron ikke havde fået taget sig sammen til at tage kontakt til Maya, for Riley var der altid. Men nu havde han hende alene, så måske kunne han på et tidspunkt, få taget sig sammen. ”Okay.” Han rynkede brynene en anelse, da hun kommenterede på han var blevet en ulv. Hvordan kunne hun overhovedet vide det. ”Senere.” Svarede han bare. Det var ikke noget han ville tale for højt om blandt de andre. Ikke endnu. Når han var klar til at folk vidste det, skulle han nok gøre det offentligt, men ind til videre, var han tilfreds med at være kendt, som den klodsede menneskedreng. ”Ja. Okay.” Han gengældte smilet, men det virkede ikke helt så oprigtigt, da han stadig prøvede at finde ud af, hvordan hun kunne vide det. Måske var det en formskifter ting?

Hun nikkede. Simple svar det kunne hun leve med.  Hun vendte kort ryggen til, for at løbe afsted for at finde Riley. Det var som om, at de havde en gps på hinanden. Så derfor tog det hende ingen tid at finde den lille ræv. Derpå vendte Maya tilbage til Aaron. Hun kastede sin taske op på den ene skulder og så på ham. 
"Lad os komme afsted." Sagde hun og begyndte at gå imod døren. Hun forventede lidt han gik med, hvis han ikke gjorde ville hun vente på ham - men ja. 
Maya fulgte med ham ned til hans sted, eller hans families sted. Hun kiggede sig let omkring. 
"Nice sted." Sagde hun og så imponeret rundt. Maya levede storslået med Kol og Irene - men penge kunne ikke måle sig med et simpelt hyggeligt sted, som hun syntes meget mere om end alt for storslået. 

Hun tog sin taske af skuldern, og lod hånden falde ned langs siden - dog stadigvæk med tasken i hånden. Derefter tog Maya sit blik hen på Aaron.
"Du føre an." Sagde hun så med et varmt smil på læben. Det var hans sted, og hun ville respektere det. Hun så et lille bandsted, og det fik dog hendes opmærksomhed. Derfor vandrede hun derhen, med et begejstret udtryk. 
"Fedt! Har i så sådan et bestemt band der spiller, eller noget i den stil?" Spurgte hun interesseret. Det var det smarte med dette fag, hun vidste, at hun snakkede med en som havde forstand på musikken. Derfor delte de også en passion.