What's happening to me?

Lucian havde haft en rolig dag på skolen, eller sådan var det startet. Dagen var startet med en omgang kampsport og han havde nydt et bad efter. Han nåede kun lige ud på gangen da han hørte en ung fyr der var flabet og truede folk. Han løftede sit øjenbryn og kiggede engang. Han undrede sig lidt over hvad der skete, men nåede ikke rigtig og reagere da den unge fyr nåede og forsvinde. Lucian valgte og undersøge lidt om den unge fyr, og fandt ud af han var ny på skolen. Han hørte også igennem en lærer at han var blevet bidt af en ulv. Normalt ville det ikke være så let og få disse informationer, men han tænkte vel at Lucian kunne hjælpe ham. Han var allerede kendt som den 'rolige ulv' på skolen.
Han var færdig med skoledagen da han igen gik igennem gangene og hørte den samme stemme som før. Denne gang var der dog en lærer til stede, som forsøgte at irettesætte den unge fyr. Lucian lagde mærke til hvordan den unge fyr havde været helt oppe i det røde felt, og han var lige på nippet til at blande sig. Han nåede det dog ikke da den unge fyr fik kontrol og han bare gik derfra. Lucian sukkede lidt opgivende og fulgte lydløst efter ham.
Han fulgte bare roligt efter ham som han gik ud i skoven og råbte og skreg. Lucian stod bare roligt lænet op af et træ i nærheden og ventede på at han kom ud med vreden, han kendte godt følelsen og der var ingen grund til at blande sig. Men så blev den unge fyr stille og satte sig ned.
Lucian skubbede sig væk fra træet og gik med rolige skridt hen imod ham. Han kunne tydeligt huske følelserne. Hvordan vreden boblede i en, og det kunne bestemt ikke være nemmere når man ikke havde nogen til at hjælpe en. Uden at sige et ord satte han sig bare roligt ned ved siden af ham. Han trak sine ben op, og hvilede roligt sine arme på dem, og tog let fat, så han holdt sin egen hånd. Han trækkede vejret roligt og kiggede ikke på fyren. Faktisk kiggede han bare ligefrem. Han sad lidt tid uden at sige noget, et lille minut eller 2, gav ham tid til at affinde sig med at han altså sad der. Han kunne godt håndtere det hvis han havde fået et par slag anyway.
"Det vil blive lettere, det er værst første gang." hans stemme var rolig og blid, og han drejede så sit blik over på fyren. Hans smil var venligt og forstående. "Hvis du har nogen spørgsmål så er jeg velkommen til at svarer på dem for dig. Jeg hedder Lucian." Han havde en afslappende aura omkring sig, det var ikke typisk for vareulve, men det skyldtes hans evne han havde udviklet i en ung alder.

William havde på ingen måde lagt mærke til at der var en der var gået efter ham, han var så opfyldt af vrede og rasseri, at han ikke kunne kende sig selv. Han var kommet så meget ud med dette at han var forholdvis træt og rolig da han satte sig ned. Han startede ikke med at kigge op, da han hørte nogen komme gående mod ham, han var ligeglad lige nu, og alligevel ikke, han måtte passe på ! sådan virkelig at han ikke gjorde noget som måske fik ham smidt ud af skolen, han viste jo at han var her for at få hjælp og styr på sit nye jeg. Han havde virkelig fortrudt at han havde ladet sig presse til at overfalde den dreng, han viste ikke om ulven havde været den dreng han havde overfaldet, men han var 100% sikker på at overfaldet fra den ulv var hævn for at han havde slået og gjort ting ved drengen.

Han kiggede ikke op fra sine knæ, han viste ikke hvem der havde sat sig ved siden af ham, han havde bare hørt og mærket han havde sat sig ved siden af ham. Han kiggede først op da der blev talt til ham. ”men jeg vil ikke! sagde han stille og prøvede virkelig at holde sammen på sig selv. ” Det må ikke ske” sagde han og så lige ud for sig. Han havde ikke styr på noget som helst I øjeblikket, altid var irriterende og ting han lavede gik endnu mere galt end det plejede at gøre, han havde smadret flere ting af glas han havde haft I hænderne. Hvorfor skulle han have det sådan her? Han forstod ingen ting! Han havde ingen at snakke med det om, han kendte ingen på på skolen her, han viste ikke hvad de forskellige elever. Han så stille over på ham og sagde “ hvorfor skal man have det sådan her?, kan man ikke stoppe det?, jeg kan ikke styre det” sagde han og så på ham. ” William” sagde han stille og sendte han et lille smil. Det der irriterede William allermest var at han på ingen måde kunne finde ud af det her gennem matematik, han var sindsyg klog og dygtig til ting med tal og sådan noget. Men det her, der måtte han indrømme at han ikke anede hvad han skulle gøre.

Lucian var født til at være en ulv, han var opvokset med familie hvor det var almindeligt at man ved hver fuldmåne blev til en ulv. Han havde fået det ind med modermælken, og selv med det havde det været hårdt for ham. Han forstod godt William. Han var blevet bidt, han var skabt til det her, og forstod det ikke. Men han vidste også at der ingen vej var tilbage. Når du var bidt, så var du en ulv, længere var den ikke. "Der er ingen kur, og ingen vej tilbage. Men man kan lærer og kontrollere det, at leve med det." Han lænede sig tilbage imod træet og slappede af i sin ryg. "At være vareulv er noget ærefuldt, noget man kan være stolt af. Men det er ikke noget der er nemt. Det kræver hårdt arbejde at lærer og styrer sine følelser."
Han lukkede øjnene kort, og lyttede til hvordan den lille smule regn faldt på bladene. Det gav en ro i ham, og regnen gjorde at luften var mere frisk. Han åbnede sine øjne igen og kiggede ligefrem på nogle elever der sad udenfor og røg lidt længere fremme. "Jeg ved godt det hele virker overvældende nu, men det er indtil du har mødt din første fuldmåne. Tingene vil blive nemmere, og hvis du vil have det, så vil jeg gerne prøve og hjælpe dig med at lærer og kontrollere det." Han huskede tydeligt hvordan hans mor havde hjulpet ham, hvordan han ikke havde klaret det uden hende. Han forstod heller ikke hvorfor at William var alene før sådan en tid, men han kendte jo heller ikke historien bag hans bid. Hans nysgerrighed vandt og han rykkede sig frem igen så han kunne kigge på William. "Hvordan skete det? Hvorfor er du blevet bidt og bare efterladt?" Det var uvant for ham, at nogen bare blev bidt og efterladt til sig selv. Det var ikke en verden han var vandt til. Tanken om at det var sket lå ham derfor også meget fjern.

William så på ham som han snakkede, han viste jo godt at der ikke var nogen kur, det havde hans far fortalt ham flere gange, William var en fyr som bare gerne ville være ham, ikke være noget en eller anden er skyld i han er! Det kunne godt være Lucian mente at det var noget man kunne være stolt over og at man kunne lære at kontrollere dette.! " Jamen jeg vil ikke!" råbte han, det var tydeligt at han slet ikke kunne finde ud af det her på nogen måde! han ville jo bare være William, som William altid havde været. William havde haft mange venner og veninder, det havde altid stået sammen, været der for hinanden, uanset hvad! og nu, ja William hørte aldrig fra dem, det var også noget der gik ham på, han havde intet hørt fra sine venner, siden den dag, han var blevet presset til at overfalde en anden dreng, som de ikke kunne lide. Han kunne slet ikke rumme alle de ting oppe i hovedet, han kunne ikke finde ud af tingene! det var jo ikke tal, det var følelser og det var han ikke særlig god til.

Han lagde hovedet bagover og mærkede hvordan regndråberne faldt fra himlen og ned til dem, hvordan de først lande på bladene og der efter trillede ned og af bladene, han fik et par dråber i ansigtet, han kunne godt lide det, det var dejlig afslappende, selvom han kunne mærke at han blev mere og mere arrig inden i, fordi han blev ved med at tænke på dem han havde kaldt sin venner. " Jeg er bange Lucian, jeg kan ikke styre mig, vil du gerne hjælpe mig? hvis du virkelig vil, må du gerne" sagde han og så på ham, det var tydeligt det havde været svært for ham at spørge Lucian om dette.

Da Lucian spurgte ind til hvorda ndet hele skete, hvorfor han var blevet bidt og bare efterladt, Han knyttede hænderne, for billederne kom op i ham, følelsen han havde haft da han havde overfaldt drengen og selve mødet med ulven. " min venner har det med at presse mig til ting, og vi gik forbi en ung dreng, som kommer fra en fattig familie, og de pressede mig til at overfalde ham. og så flygtede vi fordi der kom nogen ældre fyre forbi og begyndte at råbe af os, vi løb hver for sig, og jeg tog en anden vej hjem i håb om at de fyre ikke ville finde mig på vejen, så gik igennem parken og mødte denne ulv, jeg prøvede at flygte men den var langt hurtigere end mig, de skubbede mig så faldt og lå ned og så bed den mig her" sagde han og så på lucian, han hev op i trøjen og viste ham hvor han var blevet bidt.

Lucian kunne godt mærke på William at det bestemt ikke passede ham, men selvom han var stolt af det han var, så kunne han godt forstå det var svært for nogen der ikke var født til det, eller havde valgt det selv. Han sagde dog ikke noget, lyttede bare til William, han havde godt af at få det ud.
Han blev dog lidt overrasket da han direkte spurgte om han ville hjælpe ham. Han havde ikke regnet med det, da han virkede lidt for stolt til det. Han drejede blikket over på ham og sendte ham et lille smil. Han nåede dog ikke og sige noget før at han fortalte ham historien, historien om hvordan han blev bidt. Han lyttede til alt der blev sagt, han bed mærke i alle detaljerne, og han var ikke i tvivl. Det var en hævngerning fra en flok, han ville dog aldrig tillade nogen i hans flok bed nogen i hævn. Han ville finde en anden måde og håndtere det på, det var lavt og hørte ikke nogen steder hjemme.
Han strakte sine arme og lænede sig en smule tilbage så han igen var lænet imod træet. [color:a9a6=#"9999ff]"Fremover det slut med at overfalde andre. Jeg hørte godt du sagde du blev presset til det, men du må lærer og være en mand og sige fra. Det er ikke okay på nogen måde." Hans stemme var hård og bestemt. "Når det er sagt." Han fortsatte i et langt mildere tonefald, stadig bestemt men på en måde hvor det var mere hjælpsomt. "Så er det der er sket med dig ikke okay. Det er ALDRIG okay at omvende nogen imod deres vilje."
Han rejste sig og rettede på sit tøj, før han rakte sin hånd ned til William og hev ham op og at stå. Han sendte ham et roligt smil. "Kom jeg vil vise dig noget." Han gik roligt med sine hænder i lommen og sagde ikke noget de første par minutter. De gik roligt igennem skoven, og gik faktisk længere ind. "Jeg vil gerne hjælpe dig. At være alene er ikke sjovt for nogen ulv, og bestemt ikke for en ny en. Men jeg siger som det er, jeg forventer noget af dig til gengæld." Hans toneleje var igen afslappet, og den rolige aura omkring ham vejede igen en del. "For at jeg kan hjælpe er du nødt til at stole på mig. Fortæl mig hvad der sker, og hvis der noget du kæmper med. Som du nok har indset så vil dine følelser være meget stærke og de tager hurtig kontrollen. Det skal du lærer og kontrollere. Så kom til mig hvis der er nogle problemer." Hans hår var fugtigt, og han kørte hånden igennem det da det dryppede ned i ansigtet på ham. Selvom det kun var små regn, blev man godt våd når man havde været ude noget tid. Skovene blev tættere som de kom længere frem, men efter lidt tid begyndte træerne igen og stå mere adskilt.

William så på ham, han så hvordan han strakte sine arme, han vidste virkelig ikk hvor han skulle gøre af sig selv, han kunne ikke styre sin følelser! Det var mærkeligt, han mærkede hvordan det hele kørte rundt inden i ham lige nu. Han hørte hvad Lucian sagde, det var sagt hårdt og bestemt, han nikkede stille og så på ham, han skulle til at sige noget men blev afbrudt at Lucian da han forsatte med at snakke. Han kunne godt forstå hvad han sagde og ikke mindst hvad han prøvede at få William til at forstå. Han valgte og smile lidt og sagde ” jeg vil gøre mit bedste, jeg vil ikke lade mig presse til noget mere, jeg vil gerne være en rigtig mand” sagde han og så på ham. Han kunne godt se hvad Lucian sagde til ham, han havde ret. Det hjalp ham ikke noget at lade sig presse og ikke kunne sige fra og mene, det. William skulle virkelig øve sig på dette. ” jeg ville ikke have gjort, den dreng noget, hvis jeg havde været alene, men mine venner synes det er sjovt at presse mig til ting” sagde han og så på ham. ” kan virkelig ikke forstå hvorfor de skulle hævne sig på den måde og bide mig, de kunne jo bare have tæsket mig, jeg er alligevel ikke særlig stærk” sagde han og så på ham.
Han tog i mod Lucians hånd, og lod sig blive hevet op og stå, han nikkede ”oki, jeg går med” sagde han og sendte ham et lille forsigtigt smil. William kunne ikke forstå hvorfor han ikke sagde noget? Hvad skulle han vise ham? Han begyndte at blive nervøs, so mde gik længere ind i skoven. ” hvad skal vi?” spurgte han forsigtigt. William hørte hvad han sagde, at han gerne ville hjælp William, og det ike var sjovt at være alene når man var ulv, han var helt ny i det her, og alt hjælp han kunne få ville han tage imod. At Lucian havde noget nogen forventninger til ham til gengæld for at lucian ville hjælpe ham. ” Det iorden ,jeg vil gøre alt virkelig” sagde han og så på ham. Han var nervøs, han viste ikke hvad det var for nogen forventninger, og om han kunne overholde dem? Det var svært at vide når han ikke viste hvad det var. Han skulle til at spørge men blev afbrudt inden han var kommet igang.
William lyttede, det var der slet ingen tvivl om at han gjorde, og han kiggede på Lucian, han nikkede lidt inden han sagde ” det lover jeg dig, jeg skal nok være ærlig overfor dig og komme til dig” sagde han og så på ham, han sendte Lucian et forsigtigt smil. Williams tøj var mere eller mindre rimeligt vådt, men han tog sig ikke af det, han frøs ikke, heldigvis, han hadede at fryse! ” hvad er det du skal vise mig ?” spurgte han og så på ham.

Han kunne godt fornemme at William var en smule nervøs, men det var godt for ham. Han havde godt af at teste hans egen reaktion på alle følelser han kunne komme tæt på, og det var han ville vise ham her. Han ville give ham et sted hvor han kunne komme ud med det. Han sendte ham derfor også bare et smil da han spurgte ham. De dog ikke meget længere før at de nåede til et mere åbent område midt i skoven. Der løb en flod igennem, og træerne stod mere spredt her. Han stoppede op og kiggede på William. "Her kan du altid være hvis dine følelser bliver for meget. Få mennesker kender stedet, hvilket giver dig frihed." Han gik hen til et træ og stoppede ved det med en hånd på det. Det var et stort træ, og det var tydeligt at det var stærkt og havde stået i mange år. Han stod lidt sådan før han vendte sig om. "hvis det hele bliver for meget, og du føler du ikke kan kontrollere dig selv og du ikke kan finde mig, så kan det her være dit fristed. Der minimal chanc for her er andre da det er så dybt inde i skoven. Han holdt en kort pause før han igen gik hen til William og kiggede på ham med rolige øjne. "Det vil også være nemmere og teste dine nye styrker her. Du har sikkert opdaget du er stærkere end normalt, det skal du lærer og styrer, og det bedst det ikke går udover andre eller skolen." Han sendte ham et drilsk smil, en ung vareulv havde tendens til at ødelægge ting, han vidste godt det ikke kunne undgåes helt, men det her ville mindske det.
Han gik hen til floden og satte sig på hug, han tog et par slurke vand ved at samle hænderne som en skål han kunne have vandet i. Han rejste sig så igen og gik et par skridt fra floden og hen på et mere åbent område. Han kiggede så på William. "Nååh.. lad os få noget af den vrede og aggressivitet ud af dig, det skulle nødig gå ud over en lærer, så det var tæt på i dag." Han sendte ham et smil og forberedte sig på at William nu havde al mulighed for at slå løs på ham eller hvad han ville. Han vidste at han sagtens hunne håndtere det, han var trods alt trænet til at tage imod et slag i sin kampsport. Og det var den bedste måde han fik det ud på. "forresten så skal du ikke være bange for at gøre mig ondt. Jeg har prøvet værre,
og herude kan ingen hører dig. Så føler du at du skal råbe og skrige så gør du bare det." Han kørte noget hår væk fra ansigtet og stod roligt men fast og afventede Williams reaktion.

William kunne ikke lide at Lucian ikke svarede ham, han mærkede hans nervøsitet ændrede sig til direkte angst, han rystede på hænderne, han kunne ikke styre det, hvorfor svingede han hele tiden. Han stoppede dog op da Lucain stoppede, at Lucian ikke havde sagt hvad de skulle og først gjorde det nu, fik ham til at gå fra at være angst til at være vred. DU KAN IKKE BARE GØRE SÅDAN” skreg han og så på ham. Det var tydeligt at han kæmpede for at holde sammen på sig selv lige nu. Det hele kørte rundt inden i ham. ” tak, men du kunne godt have sagt det inden ikke! Du kunne jo have været ude på alt muligt” sagde han og så på ham. William prøvede at trække vejret roligt og få styr på sig selv. Han nikkede stille, til at dette ville være et godt sted, hvis han ikke kunne finde Lucian og hvis han ikke kunne kontrollere sig selv. Han kiggede rundt, der var smukt, men han slog det hurtigt væk!

Der var allerede en del ting der var gået i stykker mere end der normalt var, for han var jo heller ikke lige frem den mest heldige person. Han så på ham som han gik hen og satte sit på hug for at drikke vandet. William mærkede igen hans følelser ændre sig, han kunne ikke finde ud af det! Han var ikk i kontrol, det var tydeligt. Han hørte hvad Lucian sagde om at de skulle få noget af den vrede og de ting ud af ham. Han så på ham og grinte lidt ” ja det var tæt på at gå galt” sagde han og så på ham. Han gik lidt rundt og kiggede på ting og på Lucian inden han vendte sig rundt og så på ham ” det hjælper ikke noget lucian, jeg er skide uheldig pisse klodst, det går bare galt”sagde han og gik lidt rundt, da der var en form for plante som var forholdvis høj, han forsøgte at sparke ud efter den , men det andet ben gled, da han havde lidt for meget fart på og han endte med at lande på jorden så lang han var! Mens han rejste sig, kunne han mærke igen vreden boble i ham, han vendte sig mod Lucian ”så hold dog kæft, du snakker hele tiden ” sagde han og gik direkte hen mod ham. Han var vred og kunne godt ligne en der var truende. Selvom William var lille og spinkel og rent faktisk ikke engang kunne slå en flå ud af krus, knyttede hans hænderne og gik direkte mod ham.

Lucian havde registreret alle de udsving der var kommet fra William, men hver eneste havde han bare ignoreret. Han havde bevaret sit rolige sind. Han kiggede også da han sparkede efter planten og væltede om på jorden. Han løftede et øjenbryn over det, well han var uheldig det måtte han give ham. Men det ændrede ikke på at man sagtens kunne komme af med sin vrede, og det var på tide han stoppede med at prøve og undgå det. Han smilte derfor også bare overlegent og provokerende da William bad ham holde kæft. Han lagde mærke til de knyttede hænder, og hvordan han gik truende imod ham. Well nu begyndt noget af hans vrede da at komme op i ham. Det begyndte og ligne noget. Men han vidste godt at skulle han virkelig få William til at komme ud med vreden, så var han nødt til at provokere ham. Så han kiggede bare roligt på ham og grinte så.. "hahaha... og hvad har du tænkt dig at gøre? Du siger det selv, du er lille og svag." Han gik et skridt frem og skubbede til ham så han væltede på jorden, men uden at det var for hårdt. Han stillede sig så og kiggede på ham med armene over kors. "Så er der noget du vil sige til mig? Eller er du for svag?" Hans tone var kold og hånlig, det var ikke noget han var glad for, men hvis det var hvad der skulle til.

William kunne ikke styre det, det var ret tydeligt, men lige nu var det mest hans vrede der kom op i ham, han så mod Lucian som han blev ved med at gå mod ham, han var ligeglad. ” jeg kvaser dig” hvæsede han vredt, han hørte hans ord og lagde hovedet på skrå ” pas på, du er færdig” skreg han alt han kunne, han mærkede Lucian skubbede til ham, og han væltede bagover ,da han ikke nåede at få balancen. Han kom hurtigt på benene ” det bliver din død” sagde han og så på ham, det var tydeligt at det var hans vrede der talte. Han løb direkte mod ham for at hoppe på ham for at få ham ned og ligge. Han faldt dog til jorden kort efter. Han var helt rød i hovedet af vrede, han begyndte at sparke og slå ud efter ham, det var tydeligt William ikke havde styr på noget somhelst, at han bare råbte og skreg og slog og sparkede vildt mod Lucian.

Lucian havde ikke reageret overhovedet på de ting William sagde, han vidste udemærket godt at det var vreden i ham. Faktisk så blev han bare ved at se roligt på ham. Han lagde mærke til hvordan vreden kogte over, og han åndede lydløst ud ved lettelsen over han formåede og få det åbnet op. Han rykkede sig uden besvær da William hoppede efter ham. Det resulterede så i at William nu lå på jorden og slog og sparkede ud efter ham. Han ramte et par enkelte slag, men ikke noget der påvirkede ham på nogen måde.
Han stod med hænderne i lommen og holdt bare facaden. Han var nødt til at virke koldt og ligeglad for at William kom ud med al vreden, han var nødt til at lade det beskyttende gen være gemt helt væk. Og det gjorde han, kendte man ham ikke ville han ligne en der torturerede drengen der lå på jorden foran ham. Han stod længe og kiggede bare på William der endelig kom af med noget vrede. Han vidste dog godt at der lå mere gemt, så da han virkede til at være ved og køle af gik han hen og hev ham op at stå ved at tage godt fat i hans trøje. Han skubbede ham så op imod et træ, og holdt fsast med begge hænder i hans trøje. William kunne sagtens nå jorden, men han kunne ikke komme væk. Lucian havde sørget for at placere sig så han kunne undvige diverse unfair tricks. Nogle slag og spark kunne han nemt håndtere, han vidste dog godt at en ung ulv der var vred, well man kunne aldrig vide, 'better safe than sorry'. "Ynkeligt." et simpelt ord, sagt på en arrogant måde. Det var alt han følte der skulle til. Han var glad for han kun behøvede og gøre dette en gang, han brød sig ikke om det, men vidste også at der var for meget inændt vrede til bare og lade det ligge. Det ville ikke forhindre at vreden kom frem i fremtiden, men ville gøre det en smule nemmere og kontrollere det.

William var virkelig rasende sådan virkelig meget! Det var som om der var ild i ham inden i. Han lignede måske et usselt forsøg på at være hård og god til at slås, men han tænkte ikke! Det var tydeligt, han havde ikke hjernen ”med” sig som sådan! Han var ved at være kølet af, og måske også lidt træt, men han fik ikke lov at slappe af, selvom der stadigvæk bobblede en hel del vrede i ham. Da Lucian hev ham op i trøjen og op af en træt, vred han sig voldsomt, for at komme fri, men intet hjalp, da Lucian sagde ordet ”ynkeligt” spyttede William efter ham, han slog og sparkede med hænder og ben, han gjorde alt han kunne for at komme fri og ramme Lucian.
Det var ikke fordi der gik vildt lang tid, før det var tydeligt at William ikke havde mere vrede og energi i sig lige nu. Han blev virkelig træt, det var tydeligt, hans slag og spark var små ynkelige bevægelser. Hans øjne var tydeligt trætte og han havde svært ved at holde dem åbne.

Han havde ikke reageret da han blev spyttet på, han havde trods alt prøvet værre. De slag og spark der ramte, kunne da også mærkes, bevares det gjorde da ondt, men det var ikke noget der gjorde han slap. Han blev ved og holde fast til han så hvordan vreden svandt fra Williams øjne, og hvordan hans bevægelser blev slappe og halvhjertede.
Han slap hans trøje, men kun for at lægge armene om ham og hive ham ind til sig i et kram. Det var et oprigtigt kram, som var det fra en bekymrende storebror. Hans krop var varm i forhold til andres, og han holdt William tæt til sig imens han hviskede. "Undskyld. Jeg ser dig bestemt ikke som ynkelig eller noget andet. Jeg var nødt til det, du skulle af med din vrede, og det var ikke sket uden at jeg havde presset dig." Det var tydeligt at hører i hans stemme han ikke brød sig om hvad han havde været nødt til, og han kørte blidt hånden henover Williams hoved for at berolige ham. Det var ikke sådan kærligt, mere bekymrende og beskyttende. Han slap ham ikke, men holdt ikke fast så han ikke kunne komme fri hvis det var det han ville.

Williams hoved blev helt stille, tingene kørte ikke bare rundt på ham, selvom han i flere halvhjertede forsøg stadigvæk forsatte, han stoppede dog, han var helt ukørt og meget svedig, han så på ham og mærkede hvordan Lucian krammede ham, Selvom William var træt og udkørt, hørte hvad han Lucian sagde ,der kom små hulk fra ham. ” Tak” sagde han og lagde selv armene omkring ham, det var rart at stå sådan her, altså ikke kærligheds agtigt, men han følte sig tryg, han følte virkelig at Lucian ville ham det godt! At han ikke bare sagde tingene fordi han mente dem, men fordi han ville hjælpe ham til at komme ud med det. Han forsatte sin hulk, som dog blev mindre og mindre. Han var meget tæt på at falde i søvn, han var helt slap i kroppen, dog holde han stadig omkring ham. ” jeg er træt” mumlede han stille, det var dejligt at mærke Lucian ro og varme, det gjorde ham bare så træt.

Lucian kunne godt mærke hvordan at William slappede mere og mere af, det var derfor heller ingen overraskelse hvordan han fortalte at han var ved og være træt. Det var klart, efter alt det han var kommet ud med.
Et par dråber ramte hans hud, og han kunne fornemme hvordan den begyndte og tage det. Det var nok også på tide og få ham tilbage til skolen. Han slap William, men kun ganske kort tid, før han løftede ham op i det de fleste ville kalde prinsesse stilling. Det var dog slet ikke den mening der var, der var nemmest og bære ham sådan, og han kunne sikre sig at han ikke blev kold hvis regnen pludselig stod ned. Han kendte sin egen krop, og vidste godt hvilken varme den udsendte. Han kiggede på ham med et smil "Slap du lidt af. Det fortjener du. Jeg skal nok sørge for at sætte dig ned inden vi render ind i nogen på skolen, så du ikke har noget underligt og forklare." hans tone havde fået en mere drillende klang, sådan en typisk storebror provokerende en. Inden William nåede og få lov at sige ham imod, var han begyndt og gå tilbage hvor de kom fra. Han vidste at Williams krop var udmattet, og det bedste for ham var at slappe af, og få noget søvn. Regnen begyndte som han havde forudset og tage til, og inden længe stod det ned i stænger. Det var dog ikke noget der virkede til at påvirkede ham synderligt meget.

Wiliam var godt våd, af regnen men også af sved ,han havde virkelig brugt krafter og ikke mindst enerig og hans krop havde svedt en hel del af det. Han nåede kun lige kort at stå selv, da Lucian løftede ham op, han sagde ikke noget til det. Han nikkede bare træt og stille til Lucian. ” jeg har det mærkeligt” sagde han og lagde sit hoved mod hans skulder, Lucian var så dejlig rolig, og det fik William til at slappe helt af, han kæmpede med at holde sig vågnen, det var svært, men da det begyndte at regne noget mere og tage virkelig til, kunne han ikke falde i søvn, for han fik hele tiden regnen i hovedet. Selvom hans krop var så ud kørt. ” jeg ved ikke hvad der sker med min krop” sagde han nærmest mumlende, imod Lucian skulder. Han lagde blidt armene omkring nakken på Lucian og at ”ligge” bedre i hans arme.

Han kunne mærke hvordan William blev tydeligt roligere, og han havde da også hørt han sagde han havde det mærket. Han valgte dog slet ikke og svarer på det til at starte med. Præcis som William var han nu efterhånden godt gennemblødt, men regnen gjorde intet tegn til at den havde planer om at stoppe.
Han fik igen den følelse af at have medlidenhed med drengen i hans arme, som han igen udtrykte at han ikke vidste hvad det var der skete med ham. Well det var meget få mennesker der ville vide det, hvis de pludselig blev bidt. Der var ikke noget og sige til det hele var forvirrende, der var sket en del på ingen tid, og en transformering til vareulv var bestemt heller ikke venlig. Han mærkede hvordan William lagde armene om hans nakke og han smilede bare, det gjorde ham intet. "Din krop gennemgår en del forandring i din alder. Hormoner og alt det der pris, som jeg er sikker på du er udemærket godt klart over." Hans stemme brød lyden af regn som han begyndte og snakke. "Ud over så har det bid sat noget i gang i din krop der ikke er naturligt for den.
Det er som en slags gift der spreder sig og gør dig syg, påvirker dine følelser, dit temperament.
Jaa faktisk så roder det med hele dit system. Alt dette fordi du ved næste fuldmåne vil forvandle dig.
Jeg skal nok fortælle dig mere om det, men ikke lige nu, du har vist oplevet mere end nok af det for nu." Han kiggede ned på ham som de gik, og han talte med en så blidt og beroligende stemme han kunne. Det var meget information og få, og det kunne være svært at kapere for alle. Men en teenagedreng, hvis homorner allerede var i vildrede, det hjalp bestemt ikke på situationen.

William kiggede ind på lucians skulder som de gik, han var træt og slap i hele kroppen, han havde det som havde han løbet en Marthon . Han lagde godt mærke til at Lucian ikke sagde noget til at starte med ,han kunne ikke finde ud af noget som helst! Andet end ting med tal og matematik. Da lucian begyndte at tale, lyttede William, han lukkede øjnene, og kunne mærke følelserne ændre sig, han hulkede stille ind mod Lucians skulder, han kunne ikke lide at Lucian skulle høre han græd, William mærkede hvordan tårerne trillede fra hans øjne og ned af hans kinder. ” Lucian jeg er bange” sagde han efter at havde hørt hvad lucian sagde, Han hulkede stille mere og mere. Han snøftede et par gange. ” jeg vil ikke dø!” sagde han, han var ret overbevist om at han ville dø af d et her! Og at han aldrig ville komme hjem til sine forældre igen, ” kommer jeg aldrig til at se mine forældre igen?” spurgte han hulkende. Hans underlæbe skævlede, og det var ret tydeligt at høre på hans talemåde, at han var virkelig ked af det og virkelig bange.

Lucian kiggede på William som lå med ansigtet imod hans skulder. Han stoppede op hvor han stod, og betragtede ham imens han kom af med alle de følelser han gemte på som ikke var vrede. Han så på ham med milde øjne "Det er ikke noget du dør af, men det vil gøre ondt det kan du ikke undgå. Men med tiden vil det blive lettere, og en dag er det bare en del af den du er. Jeg har nu skiftet hver fuldmåne siden jeg ramte puberteten. Ser jeg død ud?" Han sendte ham et drilsk smil men ventede ikke på et svar før han fortsatte. "Når du har styr på det, er der intet problem i at se dine forældre. Det bedste er dog og være en del af en pack. En pack beskytter hinanden og hjælper hinanden. Det betyder dog ikke man skal afskære sin familie fordi de ikke er ulve. Så du skal ikke bekymre dig om det." Han tog sig god tid til at forklare, på trods af at regnen stadig silede ned.

William lukkede øjnene kort, han kunne virkelig ikke finde ud af alle de her følelser som hele tiden skiftede hos ham, han hørte godt Lucians ord og nikkede stillle. Han kunne dog ikke lade være med at komme med et lille grin i mellem hulkene til at Lucian spurgte om han så død ud. ” Jeg synes bare det er så svært , jeg kan ikke finde ud af mig selv. Men nej du ligner ikke en der er død” sagde han og så op på ham, han sendte ham et lille forsigtigt smil, han viste jo godt at han ikke ville dø af dette, man det var virkelig bare den følelse han havde. ” men hvor finder jeg en pack? Der nok ikke nogen der vil have mig,” sagde han stille uden at kigge på ham, inden han kiggede op på ham. ” du er varulv, er du i en pack? Måske du kan hjælpe mig ind i en?, en dag vil jeg besøge mine forældre, men først når jeg har fået styr på mig selv, jeg vil ikke risikere at gøre dem noget, de er jo trodsalt mine forældre. sagde han og så på ham. Han gabte stort, han var ret meget gennemblødt, men tog sig ikke rigtigt af det. Han var glad for Lucian bar ham, for han var ret sikker på at han ikke ville være i stand til at gå selv, uden at falde i søvn på vejen.

De bevægede sig igen, som Lucian roligt fortsatte med at gå. Han smilte da han hørte William grine, det var rart at han havde fundet noget glæde i det rod hans følelser var. "Jeg er alfa i min pack, lederen. Så ja jeg har en pack. Den er ikke så stor men den er familie." Han drejede sit blik ned på ham og sendte ham et smil "Om du skabt vareulv eller født er for mig personligt ikke noget der gør den store forskel. Du er stadig en ulv. Og jeg skal lige vende det med min beta, men jeg er sikker på du er velkommen i vores hvis du vil." Regnen var så småt begyndt og stilne af, og var nu mere blevet til noget støvregn. "I en pack er der regler man skal følge, og det er der også i min. Men ingen pack er ens, og hvis du vil så kan jeg godt sætte mig og gennemgå dem med dig. Men tror ikke lige nu er det rigtige tidspunkt. Men som jeg sagde, så er du velkommen i min." Hans øjne var igen rettet på stien og man kunne nu se hvor skoven endte og den store have begyndte.

Det hele var noget rod! Men det var alligevel dejligt for William at grine lidt, det gjorde det hele lidt nemmere, hans tanker kørte hele tiden rundt i hovedet på ham mens han var i Lucians arme, tankerne var pirmært om hans familie, om de ville se ham igen, og om de nogensinde ville kunne tage ham som deres søn, nu hvor han ikke var rigtig menneske mere, men han prøvede virkeligt ikke at tænke på det! Det svært men han var nødtil det, for ellers ville han bare blive ked af det igen, og det havde han ikke rigtigt lyst til. Han hørte Lucians ord, at han var alfa i hans pack, at være alfa, måtte være lederen, regnede han ud efter Lucian havde sagt ordet ” lederen”. Han smilede til ham, det kunne være fedt, at få en ”familie” altså nogen som var lige som ham, han forstod det ikke helt, men han tænkte det var sådan, også ud fra hvad Lucian fortalte ham. Han smilede og nikkede til ham. ”jeg vil gerne være med , hvis i vil have mig. Du må gerne en dag fortælle mig om det, jeg er ikke helt sikker på jeg forstår det, men det kommer jeg vel nok til” sagde han og spørgende og smilende til Lucian.

William så lå i armene på Lucian var begyndt at ryste, af kulde, han var godt gennemblødt, og havde ikke rigtigt nogen jakke på. Han prøvede at putte sig mere ind til Lucian i håb om at få varmen. ” jeg fryser” sagde han stille og så op på Lucian. Mørket begyndt at komme frem, solen mere eller mindre næsten helt nede, det var tydeligt at se og mærke det ikke længer var sommer. William kunne nu godt lide vinteren og sneen og alt sådan noget. Men det var ikke sjovt når man frys! Og at det endnu ikke var vinter i den forstand at det ville sne og sådan noget, gjorde det hele mere trist, for alting var kedelige farverne i naturen, var ikke de smukkeste, vejret var kedeligt, men kunne aldrig helt vide om det ville være solskin eller regnvejr, det havde dog regnet en hel del det sidste stykke tid.

"Så er det en aftale. Vi finder en dag hvor jeg kan fortælle dig noget mere. Du kan jo bruge et par dage på lige at finde ud af hvad du rent faktisk vil vide, så ska jeg gøre hvad jeg kan for at svare på dem." Han sendte ham et hurtigt smil inden han igen fokuserede på hvor han gik.
Han frøs ikke selv, der skulle en del til, men han bemærkede William der var begyndt og ryste og han hørte ham fortælle han frøs. Han fik ham lidt længere op så han kunne ligge tættere ind til ham, og ham holdt ham nu i en højere vinkel. Det gjorde at han automatisk var trykkete mere imod hans krop. "Jeg tror du skal snuppe dig et bad når du kommer ind. Så du kan få varmen, og så måske hoppe direkte i seng. Vi må håbe du ikke når og blive syg." Han drejede i retning af kollegiet. Det var heldigt at der ikke var andre ude nu, så kunne Lucian bare bære William hele vejen. Han vidste godt at børn kunne være grove, og at se William blive båret på den måde ville nok ikke gøre noget godt for ham.

William så på ham og nikkede ” jeg skal nok gå i tænke boks” sagde han og smilede til ham. Det var rart at tale med Lucian ,han var virkelig sød! Og ikke mindst skide hjælpsom, han ville ønske han kunne gøre noget som gengæld for det Lucian havde gjort denne aften. Men han viste bare ikke hvad, måske hvis Lucian havde nogen svære lektier med tal og matematik i så kunne han hjælpe ham med dem. Det var jo trods alt noget william var sindsyg dygtig til. Han mærkede hvor Lucian trykkede ham mere ind til sig, det hjælp lidt på det. Han smilede og var bare skide glad for at der ikke var andre elever ude lige nu, og slet ikke nogen på hans alder de ville gøre virkelig grin med ham. Ikke at der ikke var nogen der gjorde det, for det var der, dog primært, hvis William gik og talte matematik sprog med sig selv, eller på anden måde talte i tal. Han gik ofte i sin egen verden og tanker når han gjorde det, og lagde derfor ikke rigtig mærke til det, før han blev hevet ud af sin egen verden og tanker. ” det lyder som en god ide, det vil jeg gøre” sagde han og smilede til ham. Han kiggede lidt væk fra Lucian skulder, og kunne se de snart ville være med kollegierne.