I don't know what is happening to me [Fortidsemne]

Tid Det er omkring aften tid
År Ukendt, men placeret 2 år efter Rayna og resten af fe arten blev forbandet
Sted Et mindre åbning i en skov
Omgivelser Der er omkring 5 døde feer omkring hende, ellers er der hvad man kan finde i en skov. Der er også blod rundt omkring.
Vejr På trods af at solen er på vej ned
Påklædning
- Tøj + Sko Hun har en hvid kjole på, som hænger løst og går hende til anklerne, den er lettere dækket af blod. Hun har ingen sko på
- Hår + Make-up + Smykker Hendes hår hænger løst, og går hende til midten af låret. Hun har intet make-up på. Hun har ingen smykker på
- Andet Hun har Fe ører Link. Hun har helt gyldne øjne Link. Hun er dækket af blod
- Accent Ukendt accent

Emnet er tilegnet @Killian <3

"Kill them all, Kill them Yolanda" havde stemmen sagt, ord der blev sagt om og om igen, og selvom hun egentlig ikke havde lyst, måtte hun indrømme hendes selvkontrol, ligeså langsomt forsvandt, og lysten til at dræbe alle omkring hende, blev større og større. Det var specielt slemt, fordi stemmen kom i formen af den mand, som hendes hjerte havde tilhørt, den mand hun havde hævnet, da han havde mødt sin død. Hvordan kunne en person klarer sig, når de konstant hørte personen de elskede, en person de vidste var død, konstant snakke inde i deres hoved, og endda kom med ordre, om de skulle dræbe alle omkring sig. At hun havde holdt så længe, og endda dræbt så få som hun havde, var i sidste ende et under. Stemmerne havde i starten startet blidt ud, han ville dukke op som en hallucination, stryge hende over kinden, men som tiden gik, blev han mere og mere besat om, at hun skulle dræbe alle på sin vej. Det første mord, foruden dem hun havde begået for at hævne sin afdøde familie, havde været sværre. For en ting var at dræbe en person af had, hvor alt i ens krop var i smerte, og man blot ville hævne dem man elskede, noget andet var at dræbe en person, fordi en stemme fortalte man skulle gøre det.
Hun forsøgte at tømme alle tanker fra sit hovedet, som tårerne gled ned af hendes kinder. Omkring hende var resultatet, af hendes manglende kontrol, og en blodtørst der syntes at blive større og større. Hun var endnu menneskelig, men hun vidste ikke hvor lang tid der ville gå, før denne menneskelighed helt ville forsvinde, og mørket ville tage kontrollen over hende. Det var ikke engang meningen, at hun skulle dræbe dem, hun havde blot haft et ønske, om at komme væk fra dem alle, tage imod skoven, hvor stilheden måske kunne tage over, og fjerne de konstante stemmer, der forsøgte at bringe hende i fordærv. Dog til hendes uheld, havde nogle folk fulgt efter hende, og det havde været så nemt, at tage deres liv, for ingen af dem havde forventet det. Hun mindes chokket, der gled over de andres ansigt, som hun stak grenen ned i halsen på den første, og hvordan blodet splattede ud over hendes ansigt. De resterende var både nemme og sværer, de næste hun vandrede imod, var så chokeret, at de ikke bevægede sig, før det var for sent. De resterende to var dog sværere, da de forsøgte at kæmpe imod, men kampen var til sidst uden lykke, da de nu var døde.
Hun hørte skridt bag sig, hvor hun kiggede over sin skulder, med hænderne placeret i sit skød, der endnu rystede, selvom det havde været et par timer siden, at de havde mødt deres død. Tårerne gled endnu ned af hendes kinder, som hun så på ham med et udtrykke af sorg, forvirring og frygt. Hun genkendte manden, som bevægede sig imod hende, og et kort sekund frygtede hun, hvad han ville tænke om hende eller for den sags skyld tro "I couldn't stop myself....Why can't I stop myself?" hendes underlæbe begyndte at blævre, som tårerne endnu engang begyndte at falde "What is happening to me?" spurgte hun, som kunne han automatisk komme med alle svarerne, give hende alt hvad hun søgte.