To protect the world from devastation!

Det var måske ikke lige så høfligt gjort af den lille heks at sådan falde i søvn. Men som de kørte af sted i hans bil – Ajax fokuserede ro i sædet lige ved siden af hende – var det som en tabt kamp at ikke lade sig selv falde hen. En stor del af det var om muligt tryghed frem for udmattelse. Han måtte være i at større underskud end hende med mindre klokkeslættet for hans tidlige besked var en normal start for ham. Hun tvivlede. Hun havde trods alt lagt mærke til hvor træt han var. Og fuldt forståeligt. Hun forstod hvordan det var at udmatte sig selv med sine egne tanker og spekulationer.
De var kun lige kommet ud midten af Aston, da hendes hoved lå lænet halvt op ad sin sele og halvt op ad vinduet, øjnene lukket fredfyldt i og hendes læber let åbne for at lade de lette vejrtrækninger komme ud. Musikken, hvad end radioen spyttede ud, virkede som en vuggevise. Bilens bevægelser, bump og brummen, var som at blive rokket i søvn.

Ankomsten til deres destination bragte hende glidende tilbage til den vågne verden, allerede inden Ajax skulle til at vække hende. Som om hendes hjerne registrerede, at de drejede ind og parkerede. Hun blinkede øjnene åbne og hun strakte sin krop, idét hun kom ud ad bilen. Hun var den der førte an både, da de først og fremmest skulle finde frem til The Banshee’s Scream, men hun var også den der trådte indenfor som den første. Vel lidt som en forsikring til Ajax, at det var sikkert, for selv med alt der pludselig foregik så var dette ikke et sted for fare.

Som forventet kom butiksejeren dem nærmest i forvejen. Clarissa havde altid en næse for den slags, virkede det til, så det kom ikke vitterligt bag på Saga, at de havde været ventet. Rivaler eller ej, så var der respekt i de øjne, der så mod den kvindelige dæmon. ”Yes,” bekræftede hun med et lille nik. Hun var der ikke i forbindelse med hvad det større plaster på hendes nakke-kurve. Ikke denne gang. Og det så ud til at Clarissa allerede havde fanget dét. Roligt drejede hun hovedet for at se op på Ajax, sørgede for at fange hans blik, inden de gik videre igennem forretningen.

___

”How well do you know a Pandora Sinclair?” lagde Saga klart ud fra starten, så snart de nåede baghaven, selvom hendes blik da fik lov til at vandre rundt på planterne. Stedet havde en helt anden atmosfære end man fandt ude på gaderne af Oakheart såvel som Aston. Særligt Aston. Det var en velkendt atmosfære for Saga. Mindede hende om ’home’.
Både afslappet og anspændt lagde hun sine arme over kors, idét hun så tilbage på Clarissa og fortsatte: ”Ajax and I met her and she apparently is working with an old… acquaintance of mine who’s back in town. Though I believe he has been here for a while now. Or at least that’s what I have been told.” Hun skuttede sig diskret. Det var ikke betryggende at vide, at en håndfuld af hendes hukommelse var blevet manipuleret med. ”I don’t seem to remember. But he does.” Igen så hun mod Ajax, henvisende. ”He recognized Pandora after his memories came back. And we thought another Sinclair might know more, pardon my prejudice.”

Saga fandt noget at læne sig let op ad, mens hun lyttede. Det var noget af en fortælling, og jo mere Clarissa åbnede op omkring Pandora – eftersigne hendes kusine gav ting mere og mere mening. Hun kendte hverken Pandora eller denne Angel… eller alle andre involveret. Men hun kendte Joseph. Og hun var sikker på, at tragedien var som slik for hans søde tand. Ikke underligt, at han havde bidt dem ned i denne pige… kvinde… Hun kunne ikke så meget som tvinge et omrids af hende frem i sit hoved. Hun var ikke andet end et navn. Et navn som var blevet give til hende af en anden. Hvordan kunne det være, at hun faktisk stolede på, hvad Ajax havde fortalt hende? Det prikkede spidst i hendes hoved.
Heksens læber havde allerede skilt sig ad for at tale, men den unge dæmon kom hende i forvejen. Overtog rollen til at forklare situationen. Og hendes mund lukkede sig igen med en forundring vendt mod Ajax, mødte med det forsigtige blik han gav hende.

Imens Clarissa begyndte at samle urter og andre ting og sager sammen henvendte Saga sig i stedet til Ajax. ”I’ve been told I don’t show it strongly enough but I do appreciate you being willing to help me,” sagde hun sagte. Hendes stemme afslørede ikke den ulmende usikkerhed over at lade ham ind i sit hoved, men den var der. Det var ikke et sted hun lod folk ind. Ikke direkte i hvert fald. Hun lod folk vise, hvad hun havde af tanker, men det her var potentielt noget andet. Hun havde ikke kendskab til hans metoder og hvilke veje. Var der tale om adgang til hendes sind? Eller blot til hendes hukommelse? Var der overhoved en forskel?

Saga så glidende væk fra Ajax igen, idét det hendes …veninde, kunne man vel godt kalde Clarissa, kom tilbage og rakte dem te. Hun samlede automatisk begge sine hænder om koppen, en vane, et quirk, og nikkede bekræftende til den medfølgende forklaring. Der var ikke rigtig nogen tøven med at tage den første slurk. Om den så ville smage forfærdelig eller besynderlig som hendes egen tømmermænds-kur eller behagelig og balanceret på tungen, var ikke en bekymring for hende. Hun havde før indtaget modbydelig ting uden at lave en grimasse. ”I met your brother as well actually,” sagde hun så, som hun sænkede koppen. Det sitrede allerede i ganen. Og i fingerspidserne. ”Amery, right?”

”So that’s why he seemed to stare so hard.” Så Amery vidste allerede hvem hun var. Hun burde nok ikke være så overrasket. Hun havde trods alt også været klar over hvem han var, dog først efter hans navn var blevet givet. De to tvillinger lignede ikke hinanden alt for meget. Ikke nok til at hun ved første øjekast havde gjort sammenligningen i hvert fald. Hun så ned i sin te igen og som hun førte den mod sine læber endnu en gang blev koppen der indtil hun havde drukket den sidste dråbe. Eller næsten. Hun havde undladt en bund-slat for at undgå resterne af bryggeurterne i bunden. Ingen brød sig om at drikke grums. End ikke når det var en del af recepten.
Hun var klar.
Saga følte sig ikke som sådan bedøvet. Effekten på hende var en underlig blanding af ro og fokus. En vis klarhed i hovedet bare uden at alle alarmerne var aktiveret. Døre var låst op og åbnet op for at skabe et forfriskende gennemtræk. Hun lagde mærke til, at hendes vejrtrækninger havde ændret sig bare en smule, som hun blev eskorteret hen for at sidde ned. Og Ajax fulgte trop. Satte sig foran hende.

Hånden han rakte frem var stadigvæk lige så modsat hendes egen, som den altid havde været. Hun huskede hvor lille hendes havde virket i forhold til hans, da hun havde drejet sit nummer i hans håndflade. Og som hun lagde sin hånd i hans igen, kunne hun virkelig se hvor bleg hendes hud var opad hans, som havde han set mere sol end hun havde igennem hele hendes næsten 400 år gamle liv. ”I trust you,” svarede hun med samme ærlighed, som hun havde fortalt ham det før. Hun stolede på ham….. Hun stolede….. Hun…
Hans evne havde taget effekt hurtigere end, hun havde forudset, dog hun ikke nåede at være opmærksom på det, før hendes øjne gled i og hendes krop til sidst væltede slapt og tungt ind mod drømmedæmonen. Hun skulle nok have lagt sig ned først.

Hendes sind var lige så idyllisk som en sensommer eng. Og det var præcis hvad der blev repræsenteret for Ajaxs øjne, når de åbnede sig. Der var enge så langt øjet rakte. Ingen tegn på, at der nogensinde ville være en ende på dem. Bakker og dale strakte sig over det hele. Græsset var højt og kildede anklerne samtidig med at den blide brise ruskede i dem i en dans med hendes sorte hår. Spillede i både forårsrige og efterårs nuancer, som var der ikke rigtig nogen specifik sæson til stede. Der var ingen sol til stede. Ingen rigtig lyskilde, men der var alligevel lyst som var det nær skumringen.
'Hun' sad ikke langt fra ham på skråningen af en bakke. Alene. Hun var helt væk i sine egne tanker. Nøgen. Dog uden uanstændige træk. Som en Barbie dukke. Hendes ben var bøjet halvvejs op mod hendes brystkasse og hendes arme hvilede afslappet om dem. Hendes blik var rettet mod horisonten. De så ham ikke. Ikke engang ud ad øjenkrogen. Det var som om at han ikke rigtig var til stede og dermed blot en tilskuer.

”Wer bist du?" lød en stemme pludselig bag ham. Saga’s stemme. Men meget …lysere. Yngre. For den tilhørte Saga. Bare ikke den Saga Ajax var bekendt med. I stedet var det en meget yngre Saga, der havde konfronteret ham. Hun kunne ikke være meget mere end 10 år, men hun havde det præcise intense blik i sine øjne. Den samme fornemmelse af melankoli som originalen udenfor hendes sind. Håret var en smule længere. Og hun var til gengæld påklædt. En simpel mørkegrøn kjole med hvid krave og hvide ærmekanter. Skinnende laksko på sine fødder.

Dørene gik op. Og straks satte kolibrien af fra sin plads og fløj bort med dens nær usynlige vingeslag. Forlod dæmonen til skæbnen, det var at vide, hvilket minde han havde låst op for og nu blev inviteret til at se. Det var som om, at hans indtræden i lokalet aktiverede mindet. Ikke som en del af hukommelsen; det var trods alt endnu blot et glemt minde, men det blev aktiveret for ham. Opslugte ham, så som han trådte igennem dørene, var der ingen døre at se tilbage på, skulle han se sig over skulderen, og der var ingen lokale der lignede resten af ’huset’. I stedet stod han tilbage i entréen. Eller i hvert fald så stod han i en entré, for selvom den lignede, så var det langt fra den samme. Denne entré var virkelig.


Året var 1677. Måneden august og varm, selvom varmen ikke kunne mærkes. Dér i entréen stod en kvinde, håret så plantint og lyst som det var muligt før, det blot ville beskrives som hvidt. Det var langt, men blevet bundet erfarent tilbage i en nydelig knold i nakken. Hun var en smuk kvinde. Endnu ikke oppe i årene, men modenhed klædte hendes ydre. Og den indre, der osede ud ad hende. Hendes hænder havde ligget ved hendes mave, før de blev flyttet ned til hendes eget skørt for bare lige at trække det en lille smule til side. For at fremme hendes datter, der viste sig at stå halvt gemt bag ved hende. Den lille pige kunne ikke have været mere end sølle 4 år gammel, men de store blå øjne bar den præcise samme intensitet som de ville bære, som hun voksede sig ældre. Hendes hud var lige så bleg som månen, og det sorte hår, flettet som en krone omkring hendes hoved, stod i den evige kontrast til den.
”Los, Saga. Sei nicht schüchten. Sag Hallo zu unserum Gast,” lød det overdådigt kærligt fra moren, der ud fra den smule latter i hendes stemme, måtte finde sin datters sky opførsel noget så kær. Men det var ikke fordi, at den lille Saga var sky. Eller hun var i hvert fald ikke genert. For hendes blik veg ikke væk fra deres gæst. Ikke et eneste tidspunkt.

”You must be the little Saga I’ve been hearing about.” Gæsten trådte yderligere frem. Knælede ned foran den meget unge heks. Der var mange ting i mindet der gjorde det klart og tydeligt, at dette ikke var det 21. århundrede, men den unikke hybrid havde ikke ændret sig. Der var visse ting, dog var det ikke lige som Saga selv, der var betydeligt yngre. Nej. Joseph stod der – eller sad på knæ – som den samme høje person som han gjorde nu om dage. Hans smil var præcist det samme. ”You are quite the little witch ain’t you?” Smilet fortsatte, som han kortvarigt så op på moren. Og så tilbage på Saga. Saga havde ikke set væk selv i det øjeblik.
Drømmedæmonen ville så småt begynde at fornemme fremmede følelser udefra, som var det hans egne. Følelser af skeptisme. Vagtsomhed. Fascination. Observering. Disse følelser var Saga’s. Saga var ikke bange for manden. Det var ikke dérfor, at hun stod ved sin mors skørt. 
”Ich bin Joshua.” Pludselig var det som om, at Josephs øjne veg bort fra Saga. Fra moren. Fra mindet. Og de lagde i et splitsekund et glimt i retningen af … Ajax.


Mindet forsvandt, som blev akvarel fortyndet til det yderste og flød omkring i vand, indtil det var mere som rene røgskyer, der blev suge til sig mod objektet, der havde opbevaret mindet. Og Ajax ville finde sig selv tilbage i ’huset’. Tilbage i salen, der oprindeligt var bag de låste døre. Døre der var tilbage bag ham, stadigvæk åbne.

Som Ajax sprang tilbage til den virkelige, vågne verden, lå Saga stadigvæk med øjnene lukket i. I den tid hun havde været væk og dæmonen havde besøgt hendes sind havde hendes ansigt lavet et par milde træk af ubehag der var blevet fremprovokeret af underbevidsthedens usikkerhed omkring hans tilstedeværelse. Han havde været noget fremmed. Umiddelbart ikke noget der hørte til der udenfor de minder om ham, som hun havde haft arkiveret der siden den dag, han havde kommet ind ad døren til klasselokalet og sat sig i sædet foran hende. Meget havde allerede ændret sig siden dét øjeblik. Allerede samme dag havde noget ændret sig. Men nu, med Ajax vågen, var hendes ansigt helt fredeligt, som hendes hoved lå og hvilede på bænken efter at være blevet flyttet på plads frem for at ligge akavet op ad Ajax, som da det hele havde startet. Eller rettere: hun ville have ligget oven på ham, siden han selv var faldet ud af bevidstheden kort derefter og nok ikke havde kunne forblive siddende oprejst. Hendes vejrtrækninger var så rolige, at de kun lige akkurat kunne høres. Det var lige før at den lille heks, der ellers altid var svær at læse og lettere intimiderende, nu virkede so tilgængelig – imødekommen – så længe hendes øjne var lukkede og læberne hang let adskilte. Så man bort fra den magiske atmosfære der stadigvæk hang over hende, så lignede hun blot en almen 19 årige kvinde..

Heldigvis gik der ikke lang nok tid til at gøre de to dæmoner alt for bekymrede, før at søvnen endelig gav slip på hende. Hvad Clarissa havde givet dem forinden havde nok også en finger med i spillet med, at det tog hende lidt ekstra tid at komme til. Dét og så den samme udmattelse, der havde været skyld i den lur, hun havde taget i bilen til Oakheart. I blandt hendes små vejrtrækninger opstod der pludselig en der var noget dybere. En der sugede rigeligt med luft ned i hendes lunger, så resten af hendes krop fulgte med, som blev en badering pustet op. Og så som hun pustede ud åbnede hun øjnene.
Døsigheden forblev i hendes øjne de første par sekunder, inden de stillede skarpt, og hun bedre fokuserede på tingene omkring hende. Hun følte sig måde udhvilet og brugt på samme tid. Men hun havde det umuligt værre end Ajax. Ingen næseblod. Ingen overanstrengelser af kroppen. Modsat ham havde hun jo intet foretaget sig. Andet end at sove. Med en smule ugidelighed fik Saga sat sig op igen og lagde så blikket først mod Clarissa. Og så mod Ajax. Hun så blodet næsten med det samme, og havde hun ikke helt været vågen før, var hun det nu. Fluks var hun henne ved drømmedæmonen, en hånd rakt op, som for at kuple den omkring hans kæbe. Men frem for at lægge sig ind og gøre kontakt var det hun hendes fingerspidser der rørte ved ham, nær hans røre for at samle dråben af blod op. ”What happened? Are you-…?” Med ét fandt hendes anden hånd en plads mod hendes egen pande. Hovedpine. Men ikke en normal hovedpine. Og heller ikke en pine af hjernen der havde kæmpet for at finde hvad den manglede. Frem for at det gjorde ondt så var det ubehag. Ubehag af minder, som egentlig altid havde været der, men som hun pludselig kunne nå. Og hun var ikke helt sikker på, hvordan hun havde det med mindet. Særligt ikke når hun også ar klar over at, hun ikke var den eneste der havde fået det tilbage.

Saga rystede let på hovedet og trak sin hånd væk fra Ajax, dog forblev hun der nær ham, da hun kiggede hen mod Clarissa. ”Do you have some kind of tissues or paper towels?” spurgte hun med et hint af desperat bøn. ”And maybe something for him to eat? I think he has overexerted himself.” Hun så kort tilbage på Ajax men de intense blå øjne fandt hurtigt tilbage til bloddæmonen i afventning om hendes anmodning ville accepteres.

Antydningen til et svagt lille taknemmeligt smil trådte frem i hendes mundvige, idét Clarissa godtog anmodningen, og de intense blå øjne fulgte ligeledes dæmonen, som hun forlod den hyggelige baghave og begav sig tilbage indenfor i sin butik. Men dog kun i den tid, inden Ajax talte og hans stemme helt refleksivt fik hende til at drage sin opmærksomhed fuldt ud tilbage på ham. Og som hun vendte drejede hovedet for at se på ham, var det som om at hun per automatik så direkte ind i hans fangende tvefarvede øjne. Hun spændte diskret op i sine kindmuskler. ”It did. I can remember just fine now. It’s as if the memories have never been gone or blurred. It’s…strange,” svarede hun ganske roligt tilbage, selvom han havde forsøgt at trække spørgsmålet tilbage, efter det var gået op for ham, hvor åbenlyst svaret måtte være.
”You certainly overdid it, yes! But,” Hun stummede for en kort kunstpause. ”Thank you, Ajax. I appeaciate you doing this for me. Especially since it must be straining on you.” Hendes blik dalede et par millimeter, slap hans øjne fri fra øjenkontakten for i stedet at tage et kig på blodet, der havde sivet fra hans næse. Det så ud til at være dér han blødte værst. Så hun rakte igen sin hånd frem mod hans ansigt for at forsigtigt stryge ham under næsen med sin pegefinger for at fange blodet og ikke lade det glide videre ned over hans fyldige læber.

Saga var den første til at trække sig. Hun rejste sig ordentligt op på sine ben og tog lige muligheden for at strække sig en smule ud. At ligge på bænken, sammenkrøllet for at kunne være der, var ikke det optimale for god søvn. Men så så hun tilbage mod Ajax, hovedet let lagt på skrå. ”So you remember all this happening as well? As clearly as me?” spurgte hun med en standhaftig sikkerhed i stemmen men en snigende usikkerhed i maven. Der var chancen for at han nu også kendte til, hvad der var sket mens han havde været bevidstløs på gulvet. Hun var endnu ikke bekendt med de evner en dæmon som Ajax besad. Hun havde ikke engang oplevet ham i sit hoved. Hun havde ikke drømt. Og havde hun så var det blevet slettet fra hendes hukommelse allerede før hun havde slået øjnene op. Der var ingen måde for hende at vide besked om, hvad han havde oplevet inde i hendes sind. Ikke andre måder end at høre det fra ham. Og så stole på at han talte sandt. Og selvfølgelig gjorde hun dét. Hun havde stolet nok på ham til at lade ham ind.

Saga spændte helt automatisk op i kinderne, ved hans lille bekræftende vip med hovedet. Hun skammede sig ikke rigtig over at have løjet. Hun havde gjort det af en grund. En god grund, hvis man spurgte hende selv. Så ud fra hvordan Ajax virkede til at henkaste det som havde det i bund og grund ikke nogen vedvarende betydning, antog den lille heks det var blot som, at han forstod formålet. Men alligevel havde det i sidste ende efterladt en underlig smag på tungen. En smag hun ikke helt var vant til. En anden form for skam. Hun… fortrød? Som de spændte muskler slappede af igen, blev der gjort plads til en lille trækning i hendes mundvige. Et svagt smil. ”Compromised sleep or not, that is a rather convenient skill to have,” kommenterede hun på, hvad hun kunne gætte sig frem til at være en form for afvigelse fra det hele. Selvom fascinationen knap nok var til at opfange i hendes følelses neutrale spind, så var den der skam. Ajax fascinerede hende. Hun ønskede at vide mere.

Det lykkedes hende at tage blikket væk fra drømmedæmonen længe nok til at lige kigge sig tilbage over skulderen i retningen af hvor Clarissa havde forsvundet hen, før hun trådte de manglende skridt hen mod Ajax og satte sig ned igen. Lige ved siden af ham. Der var egentlig rigeligt med plads for dem at sidde med behagelig afstand mellem dem. Der var endda plads til en mere på bænken. Men alligevel havde Saga valgt at sætte sig mere eller mindre helt op ad ham så deres lår og hofter gjorde flygtig kontakt med hinanden.  
Nu med sløret fjernet fra mindet, vendte alle de tilhørende forvirringer og forundring og begyndende analyser tilbage med det. Særligt blev hun mindet om én sætning; Because one thing I would gain from killing you, would be to live on in peace. Den gav ingen mening. Det var nærmere hende der ville opnå fred hvis Joseph Blackwood ikke optrådte i hendes liv længere. Men det var ikke de eneste ord, der nu ekko’ede igennem hendes hoved, nu hvor de var blevet sluppet fri. Nej. You wanted to get rid of that nasty little mark on your collarbone. Or have you given up on that? Det var I sig selv en underlig følelse, at så snart hendes tanker landede nær dén kommentar, drejede Saga nærmest af sig selv sit hoved for at se op på Ajax. Ajax og hans smil. Ajax og hans frembrusende energi og tilstedeværelse. Det modsatte af hende selv.
”Do you think you can keep yourself wake long enough for the drive back to Aston?” Hun vippede sit hove den smule til den ene side, mens hendes blik forblev på ham i forventning. Nu var det ikke ment som et tilbud for hende at køre dem hjem. Hun var trods alt hjemme. Men det vidste han ikke. Der var meget han ikke vidste. Så som, at hun ikke engang ville kunne gøre kunsten af at overtage rettet, hvis det var tilfældet.

As he didn’t look away, she held on to their eye contact. Saga had never really had problems with looking people in the eye, she didn’t feel the awkwardness or the discomfort, but still it was different with Ajax. She didn’t do it just because it was an unconscious thing for her to do. She did it more because she found herself curious enough to keep looking. Searching his eyes. Figuring out the drastically different hues and colours. Heterochromia iridis. The faint smile from before appeared on her lips again, this time just a little bigger yet still poised as herself. “I have a couch,” she confirmed and stayed quiet for a bit afterwards as if that was all she had to say on the matter until she parted her lips and spoke again. “My mind is fine as of now but… I still feel strange. I remember not remembering but at the same time it’s like I never forgot anything. It not something I’m entirely used to. So, I’d like not to be alone.”
Unlike Ajax, Saga had no trouble being more straight-to-the-point. She was missing that filter in more situations. And most of the time she didn’t even notice it herself until someone pointed it out to her.

She kept her eyes on him for a moment longer to witness his reactions before she calmly turned her head and looked back into the herb shop. Not as much to look after Clarissa as it was to find another focus point. Although the blood demon had been gone for some time now. Having asked for a bit to eat for Ajax to regain his strength, she hadn’t meant something bigger than maybe a slice of bread or fruit. Definitely not something that would require cooking time.
“You won’t have to drive anywhere. I don’t live that far from here after all,” Saga then revealed to the dream demon beside her. “It shouldn’t be more than a short walk, but I believe it to be of better odds than having to keep you awake for the hour-long trip back to Aston.” She took a calm deep breath and after pushing her shoulders up ever so slightly she looked back up at Ajax. There was so much he didn’t know about her. And at the same time there was so much she didn’t know about him, although he was an easier read than she had been through the time they’d spend together so far.

Saga didn’t smell the blood. As a witch, she didn’t have a nose for that kind. She simply recognised it. From the thickness of it. The colour. The value in it. Angel’s blood. She new more about blood than her presence and looks made the world believe. While it all would taste the same on her tongue – even her own had none of the fowl taste as it was for other creatures – she was very much aware of the different properties. Her intense blue eyes followed the cup, as Ajax lifted it to his mouth and started drinking. She could just about skim how his lips’ inner rim got painted red. She really shouldn’t be surprised to know that he found nutrition in blood. He was a demon after all. Even those who fed on souls or sex probably wouldn’t mind a glass. But Ajax just didn’t… seem like a demon to her.
She lowered her eyes and calmly turned her head back forward to then direct her gaze up to Clarissa, just as the little witch had felt attention finding its way back to her. “Of course,” she agreed before letting out a sigh and swinging a leg over the other and then leaned forward, resting her arms on her thigh. Her hands jangling relaxed over her knee. “I-… We don’t know much of what’s going on. If anything. His name is Joseph Blackwood. He’s a siphoner – half witch, half blood-leech.” She said the last part after having turned to look at Ajax. He was young. And naïve. She couldn’t be sure if he knew about those kinds. They weren’t exactly… common after all. However, she looked back to Clarissa.

Her rosy lips parted but for a few seconds she remained silent. Thinking. Thinking back through her newly retrieved memories. And there was something that she just couldn’t make sense of. “What I don’t understand is why he would make sure I’d forget. With Ajax it might make sense. But; he apparently wanted my hand back in his game,” she still pretty nonchalant started explaining, though she was confused. But all she expressed that confusion with was a faint burrow of her dark brows. Had he wanted to be a player, a pawn, in his plans then Joseph wouldn’t ask offered her a deal. He never showed his cards after all. So, why have her forget rather than giving her time to consider? She rarely saw him give up. On anything.
Saga sneaked a sided look towards the young demon by her side.

“I have yet to get the slightest idea of what he’s up to. If it’s anything to be too concerned about, really.” Slowly and gracefully, she straightened her back and un-crossed her legs again to then stand up. She wasn’t very tall but she was a woman who carried herself as if she was anything but small.

Saga’s intense eyes lingered upon the blood demon for quite a while. Direct as the witch’s eyes had always been looking at people. There were rarely anything in between her watching and not watching.. Clarissa Sinclair Blake was a friend but just about. They didn’t tell each other everything. And why should they? For some reason, despite Clarissa’s offering her hand to help, Saga could sense something else in the air. Like something had crossed the mind but never reached the tongue. Actually, she hadn’t seemed surprised by the mentioning of the fairy. Though the little witch kept a calm and poised face. Again; she hadn’t disclosed all there was either.

So she nodded appreciative to how help were secured once more before looking to Ajax, as he took the initiative to thank for them both. Verbally. She didn’t mind that. No. She liked it. She had noticed that about him from the very beginning. He was talkative. And he for the most parts knew how to talk to just about anyone. For the most parts.
“I agree. We’ve taken enough time off your hand but really…” The blue eyes returned to Clarissa as she waited for Ajax to stand as well. “Thank you. I wasn’t entirely sure about this, only that you might know something about this Pandora, but it turned out that we went to the right person for this.” And she truly meant it. She had trusted in Ajax’s abilities, that he somehow could fix what Joseph - or Pandora - had sabotaged in her mind, but at the same time they’d needed Ajax to trust in them just as much before any success could happen. That was where Clarissa had come on. Luckily. Saga grabbed her jacket from where she had laid it before having fallen asleep, letting someone deep into her mind, and pulled it on without closing it. It was still only spring and with the sun almost having set by then, it was beginning to be rather chilly.
Saga had been on her way back into the shop to return out the way they had come, when she stopped and turned back towards Clarissa. “Don’t poke too much to the ember.” That was it. Her voice was nonchalant and non-insinuating. And then they made their exist.

Outside the shop, the witch didn’t really say anything more, but she did make a discreet effort to make it so she was walking side by side with Ajax while she lead the way. Into the center of the town’s square and past Pandora’s Box - ironic.. - and down a little side street with even smaller cobblestone side streets leading off from there. It was only then that she broke her silence: “How was it? Inside my head. It it something you remember? Or is it perhaps like remembering a dream?” she asked softly. Intrigued, clearly.