Prepare for trouble - make it double

Outfit: Tætsiddende jeans, en løssiddende hvid T-shirt og så lige en jakke smidt henover + et større dæk-plaster placeret i kurven af hendes hals og højre skulder.

Saga sov forbløffende godt den nat. Og tungt. En drømmeløs søvn havde kuplet hende. Slået fuldstændig ud af udmattelsen, der havde hamret hende i hovedet de sidste par dage. Hun sov måske fint nu, men det havde ikke været en standard. Hans ansigt havde flere gange været klistret fast til indersiden af hendes øjenlåg, og hver eneste gang havde det sendt chok-lignende reaktioner igennem hendes krop. Som ubevidste flugtsignaler. Det var ikke engang fordi, hun så ham tydeligt. Nej, det var som brudstykker af ham. Som et glimt ud ad øjenkrogen. Det havde været distraherende.

End ikke det skarpe lys fra hendes mobiltelefon, der lyste næsten direkte op i hendes ansigt, som hun var faldet i søvn med den stadig liggende i sengen med sig lige ved siden af sig, vækkede hende så tidligt om morgenen. Alt det gjorde var at lyse hendes kære, sovende ansigt op med sit kolde lys i mørket af soveværelset.
Miav… Det var først som en hvid pote, blev placeret ind mod hendes kind, efterfulgt af et pelset ansigt, der gned sig opmærksomhedskrævende ind mod hendes kæbe, at der begyndte at komme liv tilbage i den lille heks. Det var en meget normal måde for hende at vågne op, og det virkede til, så snart hun åbnede sine øjne, havde katten gjort sit arbejde, og så snart hun begyndte at møve sig lidt i sin seng, sprang den let og elegant ned fra sengen for at traske bort igen. Saga forblev dog i sengen lidt. Følte sig underligt stiv i kroppen. Allerede liggende på maven og stadigvæk med hovedet begravet i de bløde hovedpuder, rakte hun som det første mod mobiltelefonen. Egentlig for at flytte den til bordet, men det var blevet rutine at lige trykke på knappen og se, om der var noget. Og med ét virkede hun en smule mere vågen. Ajax havde skrevet.
Stadig med mobilen i sin ene hånd, kæmpede hun sig op at sidde i sin seng og brugte den anden frie hånd til at lige gnide søvn ud af øjnene og få strøget det korte hår bedre på plads. Blikket lagde sig efter noget tid, hvor hun bare havde kigget på beskeden, over på den kridhvide kat, der sad og ventede tålmodigt. Så ligeledes på hende med sine gyldne øjne. Og hun smilte let.
________

Som en kat landede hun balanceret på sine fødder på fortovet, som kosten gjorde sit stop. Overraske nok, blev der ikke vendt mange hoveder, som hun ankom. Til dels for den menneskelige glamour men også til dels for kontrollen Saga havde. Som var hun et med kosten og kosten var et med hende. Noget man ikke kunne sammenligne med en bil, hvor man af og til gjorde fejl i koblingen.
Der havde været rigeligt tid for hende til at gøre sig klar, selvom hun ikke havde set dæmonens besked fra det øjeblik, at han havde sendt den. Hun havde nået at være i bad, så de sorte lokker hang ikke var løst men man kunne fornemme den nyvaskede blødhed i dem, som vinden tog fat i dem. Og derefter havde det bare været at komme i mere præsentabelt tøj end T-shirten hun sov i.

Med kosten i den ene hånd og blikket vendt op mod forretningens skilt, for lige at sikre sig, at hun var ankommet til det rette sted, trådte hun det sidste stykke hen til døren ind. Musik blandet med lyden af blendere, der kørte for fulde drøn, mødte hende, som hun trådte indenfor, og for et øjeblik var der ingen tvivl om, at hun ikke havde besøgt stedet før. Hendes blå øjne søgte automatisk omkring på indretningen for at danne sig et overblik. Søgte som princip mod menu-oversigten, før hun blev mindet om, at hun var der for at møde nogen, og begyndte at skanne sine omgivelser.
Men hun fandt ham ikke. Hun måtte have kommet en smule før ham. Der var ikke mange til stede på caféen. Ikke på denne tid. Morgen-rushet var overstået og de var endnu ikke nået til frokosttid, hvor hun tænkte de fleste begyndte at stå op og komme i gang med deres fridag.

Så hun fandt sig selv en plads med plads til dem begge. Kosten stillede hun pænt fra sig op ad en væg og afklædte sig sin jakke, hun lagde hen over stolen ryglæn, før hun satte sig ned. Hendes blik faldt så til siden, ud ad det nærmeste vindue til gaden. Holdte halvt øje med, om hun ville se Ajax gå forbi. Men inden hun kunne nå det, hørte hun døren gå op igen, hvilket roligt fangede hendes opmærksomhed, og som hun drejede blikket så hun ham komme indenfor. Og hun satte sig bedre op. Bare en smule.

Saga rystede afslappet på hovedet af de første ord, han forærede hende. ”I only just arrived myself, so there’s really no worries. I did wait for you for before deciding on what do get, though. So no, I haven’t ordered anything.” Som han ikke tog plads i stolen overfor men i stedet valgte at blive stående, gav det lidt bedre mulighed for heksen at tage ham ind. Han virkede ikke til at være helt optimal. Hun kunne sagtens skimme tegnene på anstrengelse i hans øjne – sms-beskeden klokke halv seks om morgenen forklarede det nok – og der var noget ved den måde, han bevægede sig på, der ikke var af helt samme kalibre som ellers. Hun lagde vist heller ikke meget skjul på, hvordan hun analyserede ham med blikket, før hun slog det lidt væk igen. Hun var trods alt godt klar over, hvor invaderende det måtte føltes, at have hendes øjne rettet mod sig i længere tid ad gangen.

Stadig siddende på sin stol, lænede hun sig et godt stykke til siden i håb om, at på den måde kunne se forbi Ajax og dermed skimme menu-displayet en smule bedre, mens betænksomhed malede sig i hendes ansigt. I samme øjeblik blev mad nævnt for hende, og som blev hendes krop mindet om hvor vigtigt det var at indtage føde og næring præcis som hun selv blev, begyndte hendes mave af rumle. Den beklagede sig ikke lydhørt. Heldigvis. Hun var dog hurtig til at placere en hånd mod maven og nåede at fornemme dens små utilfredse vibrationer, samtidig med at hun fik sat sig ordentligt på. Men frem for at blive flov over det – for hvad var der virkelig at blive flov over? – gav hun mere udtryk for at blive mildt overrasket.
”I’d say… brunch sound about right,” bekræftede hun, og en uskyldig stigning i hendes mundvige havde tittet frem, da hun atter løftede hovedet. ”I forgot to eat something before heading out.” Again. Med dét sagt rejste hun sig selv fra sin stol. Strøg delvist ubevidst en hånd igennem håret for at kaste det meste af det til siden for at genskabe den skilning hendes hår af en eller anden grund nægtede at give hende uden ekstra hjælp.
Hun så kortvarigt omkring, før hun pegede let mod betalingsdisken. ”We order at the cashier, right?”

Selv før hun fik et defineret svar fra Ajax, begyndte hun at bevæge sig derhenimod. Stillede sig nær den uden at stå i vejen for kunderne, der allerede havde gjort sin beslutninger, og så med en arm hvilende tværs over sin talje og med et svagt greb i den modsatte arms albue, var hun tæt på at ligne end, der faldt i staver over at læse sig hen over sine valgmuligheder. ”You said the vanilla shake? I usually go for something choc-.. Ah! They have a chocolate mint one,” sagde hun mumlende, halvt for sig selv og halvt med sin ledsagers involvering. Nok mest for sig selv i sidste ende.
Pludselig blev hendes bryn krummet i uforståelse, da hendes øjne landede over noget ganske besynderligt. Hun var en heks, ja. Hun havde utallige af besynderlige sager i sin forretning og havde stødt på mange, mange flere af den slags igennem sit liv. Men alligevel… ”Waffles.. with spam?” Det stod skrevet i kridt på et separat skilt. Nok ikke en del af standard-menuen. Det havde dog fanget hendes interesse. Og med overblikket i sine hænder, drejede hun øjnene tilbage til Ajax. ”Should we order together?”

Saga plejede som regel at kunne prise sig selv for at være observant og særlig opmærksom på sine omgivelser, men alligevel havde hun været den smule ekstra opslugt af menukortet til, at ikke nå og lægge mærke til Ajax hofte der pludselig skød til siden og skubbede ind mod hende. Det var langt fra nok til at vælte hende eller skubbe hende flere skridt til siden, men overraskelsen stod klar og tydeligt i hendes måneblege ansigt, og hun måtte lige krydse det ene ben henover det andet for at bibeholde en form for balance. Med det samme havde hendes øjne flyttet sig fra menukortet til Ajax, der bare opførte sig som om intet var hændt. En skam. For så fik han ikke glimtet af et lette smil, hun præsterede i takt med, at hun stillede sig en smule mere solidt. Hun tog ikke hævn. Ikke endnu.

”I think I’m going to take my chances with the dream’s recommendation then. In a strange way, it reminds me of home,” sagde hun med sikkerhed i sin stemme, som hun tog del i styringen og trådte mod disken. Dog stoppede hun et halvt skridt fra den, som det blev deres tur, for lige at se over skulderen mod ham, som ville hun sikre sig, at hun stadigvæk havde ham nær. Det var trods alt ham, der havde forstand på stedet. Han havde, i den korte tid, han havde været i Gaia, været forbi stedet oftere end, hun havde i sine tæt på to århundrede i byen.

Blidt lagde hun sine hænder på kanten af disken. ”Your special. The waffle and spam one, do you still carry that one?” “Yes, we do indeed. Would you like to try it?” Der var en skjult tone af tvang I den unge deltidsarbejder. Han troede ikke rigtig på at den entusiasme, han vidste, egentlig var fortjent omkring netop dén ordre. Og han måtte gøre sig lidt ekstra umage med ikke at gøre det åbenlyst, at han nok fandt det underligt for den lille heks at overhoved være interesseret i det. Men af hvad verdenen udadtil kunne se på hende, så var det intet af det, som rørte Saga. Og hvis det gjorde, var det ikke til at se, sådan som hun bare ignorerede det. ”Yes. And a chocolate mint shake.”
Endnu en gang fandt de blå øjne tilbage til dæmonen ved hendes side. Hun behøvede nok ikke sige noget verbalt, for hendes ellers følelsesneutrale – eller i hvert fald følelsesdæmpede – ansigt lagde grundlag for, hvad hun søgte fra ham. Hans egen ordre. For et split sekund søgte hendes fokus dog mod noget lidt mere bag dem, som hun blev bildt ind, at hun få… noget ud ad øjenkrogen.

”I’ll have your drinks and food brought down to you, when it’s ready.” Straks var hendes fokus tilbage til disken og til Ajax. Glimtet glemt igen.

Præcis ligesom at hendes evner til at sætte ting i bevægelse havde overrasket ham, havde Ajax’s egne spontane handlinger gang på gang kommet bag på hende. Og armen, han låste omkring hendes, var ikke nogen undtagelse. Per automatik på grund af forundringen af det, faldt hendes blik med udtryk for, at hun lige skulle se efter, om det var virkeligt. Derefter så hun op igen. Først mod Ajax. Og så fluks mod deltids-arbejderen bag disken, inden at hun blev ført væk. Men Saga gjorde absolut ingen protest. Hun gjorde ikke det mindste lille hentydende ryk i at få sin arm fri eller for at komme på afstand fra ham.

Turen tilbage til deres plads, gav hendes ligeledes tid til at smage lidt ekstra på spørgsmålet, han havde stillet hende. Ikke at det viste sig at være længe nok. Hendes mørke bryn krummede sig på lettere forvirringsprægede manerer. ”I’m not entirely… sure. And it has in a way been bothering me.” indrømmede hun hudløst ærligt, samtidigt med at hun slog blikket ned. Hun fugtede diskret sine rosa læber og under bordet, krydsede hun elegant sine ben, så hendes krop naturligt lænede sig mere frem henover bordet.
Lige som ham, gjorde hendes albuer kontant med bordpladsen. ”But you’ve been on my mind as well.” I en rolig bevægelse strøg hun håret om bag øret, dog blot for at det gled ned og hang som før. Både for kort og for glat til at blive siddende. Og endelig så hun tilbage på på Ajax, sit hoved nu hvilende i hendes hånd. ”The last time I saw anything to you, we’d woken up bloodied and drained. I must admit that it has made me wonder- I hope you’re feeling alright again.”

Det var ikke engang fordi det var direkte bevidst, at den lille heks ikke nævne noget, om ham. Det faldt hende jo slet ikke ind. Det havde intet med Ajax at gøre. Ajax var en skolekammerat. Ajax var ikke en del af dét miljø. Så det havde slet ikke slået hende, at gøre ham opmærksom på den slags.
”What’s on your mind?” kastede hun så spørgsmålet tilbage i hans retning. ”You seem tired. And distracted by something.” Nervous. Hun undlod at tilføje den sidste observation. Det kunne meget vel bare være fordi, at han havde været tidligt oppe, men det virkede ikke helt som noget så simpelt som søvnmangel.

Det var ikke så underligt for hende at høre hans navn. Ikke udover at Joseph ikke ligefrem var et sjældent navn for drengebørn nu, såvel som for flere århundrede siden, så forlod det også mundene af hendes kundestabel og samfundet, hvor hun diskret lyttede med. Men aldrig nogensinde havde hun forventet, at høre Ajax ytre sig navnet, og besynderligt som det så end måtte være, så bar hun absolut ingen tvivl om, hvem han talte om. Det var ikke bare en tilfældig mand ved det samme navn, for hun kunne straks mærke sin krop spænde op, som vidste den noget, som hun ikke gjorde. Præcis som var tilfældet med dæmonen overfor hende.
Efter et par sekunder, hvor hun med overrasket forbløffelse bare havde stirret på ham, krummede hendes bryn sig markant. Det var lige på grænsen til, at udtrykket i hendes ansigt virkede… misbilligende. Imod Ajax. ”Joseph? Joseph Blackwood? How do you know that man?” var det første der forlod hendes strube, forundrende nok stadigvæk med en kontrolleret klang. Stille og roligt rettede hun sig tilbage op fra at være lænet indover bordet, men hun tog ikke blikket fra ham. Der gik uendeligt meget igennem hendes hoved på meget kort tid. Havde han kaldt ham professor Joseph? Der var intet i hendes hukommelse der forbandt ham med sådan en titel. Haven’t you heard? I had a change of heart, now I’m a teacher. Det skarp pludselig skarpt igennem hendes hoved, og hun måtte slog blikket blinkende lidt ned for ikke at vride en åbenlys grimasse. Musklerne der holdte hendes bryn krummede, slappede af igen.

Saga havde vist at der var noget galt, det samme øjeblik, at hun var vågnet op med næseblod. Det var ikke en almen ting for hende. Det skete kun når hun havde overanstrenget sig. Når… beskyttelsen mod angreb mod hukommelsen og mentaliteten måtte kæmpe ekstra meget imod. Og når den bristede. Selvfølgelig.

Forsigtigt pressede hun sine læber sammen, inden tungespidsen tittede frem og fugtede dem, så de var klar til at skilles ad, som hun sukkede sagte og atter løftede blikket. ”Sorry. I have no clear memories of that day, so I wouldn’t be able to tell you.” Det var så ærligt, som det kunne være. “If Joseph was there that day it was the first time in many years that I’d seen anything to him. I wasn’t even aware that he was after me per se. But… he’s not a good man.” Hun så Ajax dybt I øjnene.
Lige som de sidste ord forlod hendes mund, blev kom der nyt selskab til deres bord. Den unge deltidsarbejde havde vendt tilbage med deres ordrer og fangede den lille heks til at blive siddende i sin stol, som en tallerken med tykke, sprøde vafler blev stillet foran hende efterfulgt af et glas med pastelgrønt blendet is.

Saga’s øjne blev liggende mod Ajax. Søgte rundt i hans ansigt og alle de små trækninger det gjorde sig. Søgte efter små hint til, om han virkelig troede på hende. Hun huskede ikke selv løgnen, som hun havde fortalt ham, men den tunge atmosfære, der havde lagt sig lidt efter lidt, siden de havde sat sig tilbage til deres bord, gjorde automatisk hende mere observant. Ikke forsigtig. Nej, hun følte sig ikke den mindste smule truet i dæmonens selskab. Tværtimod begyndte hun at tvivle, hvor god en idé, det var at involvere ham. Han var bare en studerende. Og jo mere hun involverede ham, jo mere ville han forstå, at det var hun ikke. Da hun havde fået sig indskrevet på akademiet havde hun ikke gjort det i håb om at skabe nye venskaber. Og alligevel sad hun her med Ajax.
Hun tog så en lidt dybere indånding end normalt, og greb omkring sin stols sæde med begge hænder, således at som hun rejse sig op, var hendes bagdel stadig placeret i den, og stolen derfor fint fulgte med hende, idét at hun flyttede sin plads fra at sidde overfor ham til at sidde mere ved siden af ham. Det gav hende også en bedre udsigt til gaden, ikke at det var meningen med handlingen.

”Then please do it. I appreciate having my memories. I don’t know what Joseph or this fairy is planning but removing my memories aren’t an easy task. So, going to such extend to do so – removing our memories of them – isn’t just one of mind games.” Det var I hvert fald, hvad hun gerne ville tro, men hun huskede Joseph og den tid, hun havde brugt lidt tættere på ham. Han elskede sine mind games. Han nød legen. Næsten mere end han hungrede efter resultatet. ”I trust you.” Igen lod hun sit blik hænge lidt ved på Ajax efter at have talt, før hun satte sig bedre til rette og endelig gjorde sig opmærksom på sin mad. Rakte hen og rykkede sin tallerken til sig igen.
Ingen, der ikke havde lyttet med til, hvad de sad og snakkede om og dermed opfangede hele alvoren, ville fatte mistanke af det. Ikke på måden parret gik til deres mad. Som var hun ikke lige blevet informeret om potentielle problemer, hældte hun sin lille porcelænskande med ahorn sirup udover sit monstrum af en brunch. Udover de perfekt-stegte skiver af dåsekød og vaflerne, de lå oven på. Det var en mærkværdig kombination. Værre end da verdenen matchede vaflerne med friturestegt kylling. Duften var heller ikke den mest appetitlige, og havde Saga noget højere standarder til sin mad, ville hun nok ikke være lige så tøvefri om at få sin første bid.

Hun stoppede sirup fra at dryppe ned langs kanden med en finger og slikkede det op frem for at tørre det af i en serviet. Hun gjorde det så blødt, at det nær havde virket sensuelt. ”Also; thank you for telling me. I knew something was wrong and now everything seem to be fitting just a little better into place.”

“You have a sister?” Saga lød helt forundret over den nye information. Også selvom den var dulmet sammen med resten af de følelser hun udtrykte sig på ydersiden. Dulmet i synlighed men ikke intensitet. ”I’ve never had any siblings. Nor have I had any kinds of cousins around me. It’s always only been me and my parents. I can’t imagine how it would be to have a sister. Or a brother.” Næsten undskyldende tvang hun sit blik væk fra ham. Det var jo i bund og grund ikke underligt for Ajax at have søskende. Det var nok egentlig nærmere underligt, at hendes forældre ikke havde valgt at få et barn mere, når man tænkte på, hvor længe de efterhånden havde levet. Saga havde været nok, havde hendes forældre fortalt hende. At de ikke havde brug for mere, nu hvor de havde deres lille måne. En diskret spænding opstod i hendes ene kind, som heldigvis hurtigt glattede sig selv ud igen.

Den første bid blev samlet op på gaflen. En samling af den perfekte bid med lidt af hvert på den. Navnet forlod Ajax læber lige i det at hun havde lukket munden omkring sin gaffel. Pandora. Det sagde hende ikke noget. Saga havde ører i dunklere dele af Gaia, dunklere dele af verdenen, men det eneste genkendelige ved denne persons navn var efternavnet. Hvem havde ikke kendskab til Sinclair. Selv Emerson lå i et hendes indre arkiv. Umiddelbart som Ajax fortsatte med at fortælle gav det mere mening, hvorfor det ikke ringede nogle klokker. Det lød mere som en opsummering af skolevenner end noget andet. Hendes cirkel var normalt af en anden kalibre.
Roligt tog hun gaflen ud ad munden igen og fik tygget af. Ikke dårligt. Slet ikke dårligt. ”Some. I know that my roots as a witch are in some way connected to the Sinclair. They are a large and powerful family of supernaturals. Not only witches.” Eftertænksomhed malede hendes ansigt med blide strøg, som hun prøvede at tænke sig frem til, hvad hun vidste. Hun havde ingen nær tilknytning til dem. Hun bar ikke nag, selv ikke med hendes forhold til magemærket. Hun var… indifferent.. Familien var andet end Rebekah Sinclair. Det var den stor nok til.

”I’m closely acquainted with a Sinclair,” afslørede Saga så, ganske nonchalant som hun så tilbage på Ajax. ”She helped me a few years ago.” Og igen for nyligt. ”She owns a herbal boutique in the town’s square. Perhaps she knows something about this Pandora?”

“It must be nice.” Ikke det at hans forældre ikke lød til at have tid til andre end dem selv, men at han havde fuldet familiebånd iblandt andre bekendte, der ikke nødvendigvis var knyttet til ham via blod. Selvfølgelig var hun ikke helt foruden den slags selv. Der var bare ingen tvivl om, at hendes var i meget, meget færre numre end for Ajax. De var trods alt vidt forskellige personer hende og ham. Og helt alene var hun heller ikke. Hun havde stadigvæk Circe. En familiær var vel også en slags familie.

Saga nikkede bekræftende til hans forslag. Indtil videre var det nok også deres bedste tiltag at tage i øjeblikket. Ingen af dem vidste helt, hvad der foregik, så der var heller ikke nogen måde at vide, hvad der skulle gøres som det næste. Heksen var ikke vitterligt glad overfor situationen, de var endt i. Bare tanken om det var egentlig en smule udmattende. Det havde næsten samme effekt som tanken om at hun havde skadedyr i butikken.
Med ét slap hun dog bestikket i sin ene hånd, efter overvejende tanker havde ligget og marineret i hendes hoved. ”Wait.” Blå øjne fandt tilbage til ham, og den frie hånd rakte ud for at lægge sig oven på hans nærmeste håndled. Blå øjne søgte dybt ind i hans, inden hun skilte de rosa læber igen: ”How would you feel if I told you not to get further involved?” Spørgsmålet var meget direkte. Ligesom måden hendes blik naturligt ramte folk. Ingen tøven. Og ingen bebrejdelse. Insisterede nærmest på et klar svar frem for noget svajende. For hun svajede ikke.

Hendes blik faldt så. Søgte ned over dæmonen til det landede omkring hans maveparti. Hun fjernede sin hånd fra hans håndled igen, og løftede atter øjnene til ham. ”You got hurt. Pretty badly from the amount of blood on your shirt, when we woke up in your room. And from the slice of your shirt as well.” De havde begge må været noget rundt på gulvet den eftermiddag. Begge med deres hovedet frisk-fumlet med, så selvom hun havde set blodet og sikkert også undre sig drastisk over det, så havde hun ikke været i sit rette es til at fuldt ud registrerer det. Nu virkede det til at give mere mening. Og hun var ikke helt klar over, hvordan hun havde det med at fortsat have ham videre med på slæb igennem sine problemer.

Det… var ikke hvad hun mente. Han så ikke ned på ham og mente, at han ikke ville kunne håndtere faren, der muligvis ventede omkring det næste hjørne. Det ville heller ikke undre hende, hvis hans gefahrenanzeige ringede mere end hendes gjorde. Men som hun sad og lyttede til ham gøre det klart for ham, at han bestemt ikke havde tænkt sig at holde sig væk fra det, sagde hun ikke noget. Hun sad blot og så på ham med et roligt kontrolleret blik. Næsten betragtende. Hånden han lagde mod hendes kind, kom dog noget uventet, hvilket udtrykket i hendes ansigt vist ikke lagde meget skjul på. Det var en ren refleks at hendes ene øjne lukkede sig og hendes ansigt fortrak sig meget minimalt. Ikke fordi hun ikke brød sig om det. Tværtimod! Det var bare et blidt kærtegn, hun ikke havde set komme. Ikke fra Ajax. Tilslørede fornemmelser fra en anden mans berøring skød igennem hendes hoved.
Han fjernede sin hånd og hun slog efterfølgende sit blik ned. Der var virkelig ingen grund til at kæmpe imod Ajax. Det havde hun heller ikke haft planer om fra starten, hun havde blot søgt efter et klart svar. Og selvom han ikke nødvendigvis havde gjort det kort og simpelt som et ja eller nej, så havde han da gjort sine meninger klare for hende.
”Then I won’t tell you to stay back. I just thought you should have the choice in the matter beforehand,” svarede hun ham så, et bette smil I hendes mundvige. Tilfreds og accepteret.

Fluks løftede hun hagen igen, idét Ajax tog styringen og rejste sig fra bordet. Skyndte lidt på hende og hun havde lige et kort øjeblik i hurlumhej, hvor hun scannede området omkring sig, inden hun fulgte trop. Greb sin jakke, greb om kosten. Et par skridt mod døren, vendte hendes blik dog lige tilbage til deres bord. Deres mad var næsten ikke blevet rørt. Og hun havde ikke så meget som noget en lille slurk af milkshaken. Der var noget ærgerligt over billedet. Afbrud endnu en gang. Hun krummede sine bryn lidt, inden hun fortsatte videre efter dæmonen.

”Our Sinclair is over in Oakheart. Are you familiar with the rute by car?” spurgte den lille heks, idét hun kom luntende op til Ajax side, som han marcherede af sted ned ad gaden. Vind tog straks fat i hendes nyvaskede hår, og hun måtte for en stund lige kæmpe med at få det ud af ansigtet. ”Maybe it would be faster to fly there.” Biler var trods alt begrænset til vejene. Fløj man højt nok kunne man med en kost tage en direkte strækning. Og så var hun klart mere erfaren på en kost frem for med en bil. Men så igen; så længe hun ikke blev sat foran rattet.