Time to wake up | Zitora.

Chase var blevet indforstået med at være en falden engel. Det var noget han havde bekæmpet så længe, at han ikke længere orkede det. Nu hvor Lucifer havde fundet en anden til at styre helvede, var der ikke længere grund til at bekæmpe mørket. Men det havde alt sammen ændret sig da, han hørte Zitora var død. Han var ikke et øjeblik i tvivl om, at hun var endt i himlen. Men kendte han sin far, vidste han også at han ville prøve at få fingrene i hende hvis han kunne. Så Chase så nu kun en mulig handling; At få hende tilbage til jorden. Men det krævede at han fik nogle ting gjort før det kunne lade sig gøre. Først havde han opsøgt Luna for at en ren sjæl igen. Efter det var sket, havde han gjort nogle gode handlinger, bare for en sikkerhedsskyld. Og så var der kun en ting tilbage at gøre. Han skulle dø. Han begyndte at opsøge farlige situationer, men de endte aldrig med det udfald han ønskede. Den sidste løsning var den han helst ville undgå. Han fandt frem til sin far, provokerede ham nok til at han klemte livet ud af Chase.

Han vågnede op det sted han havde håbet. Det hvide tema var ikke noget nyt, men det vakte alligevel en følelse af hjem i ham. Han var godt nok født på jorden, men himlen havde altid føltes som hjem for ham. Han havde dog erfaret i en tidlig alder, at han aldrig rigtig ville høre til på grund af hans far. Han så ned af sig selv og strøg en hånd over det hvide stof. Chase rejste og gik på jagt efter Zitora. Hvis det her skulle ske som han håbede, blev han nød til at finde hende hurtigt. Hans blik søgte alle de ansigter han passerede. Intet held endnu.

Påklædning: Kjole + Hår

---

Dagene syntes at være uendelige her, som om at det aldrig blev nat og dog. Så vidste hun tiden gik, og tid var en farlig ting. Zitora burde have vendt sig til at være her nu, hvor længe havde hun været død nu? For hende var det ikke længe, men hendes hjerne arbejde foran og regnede den cirka tid ud blandt de levende. Der måtte snart være gået en tre uger hvis ikke fire. Zitora været på besøg blandt de levende, en farlig leg for sådan en ny sjæl. Det gjorde hende lettere at få fat på af Lucifer, og hvem ville ikke gerne have en smuk uskyldig sjæl til helvede? Denne dag havde hun siddet sammen med Clayton, hendes dødfødte søn og fortalt ham historier. Det var det bedste ved at være heroppe. Clayton var her.. også havde hun sin farmor, Eva. Så hun var langtfra alene, men hun havde haft besøg den anden dag. Yelena, den første fuldblodsengel. Mærkeligt som man blev på navn med sådanne legender. Gud havde haft tilkaldt hende, og hun var blevet bedt om at drikke fra hvad hun gik udfra var en hellig kalv. Zitora havde modtaget og set ned på indholdet. Den rødefarve gav sig væk at være blod, men Zitora måtte vel have stolet på gud. Så hun havde drukket indholdet, og da hun vågnede op havde hun været tilbage ved Clayton. Men beskeden i hendes hoved var klar. Hun skulle tilbage til de levende, hvilket betød hun måtte ofre noget. Hun måtte bringe det offer at lade hendes søn blive her, og han måtte vente på hende der. Zitora tog ham med på en gåtur, og lod ham løbe med de andre børn rundt.
Det var dog der hun fik øje på en genkendelig skikkelse.
"Chase?" Udbrød hun nærmest og så chokeret på ham. Dog tøvede hun ikke med at gå over til ham, "what are you doing here?" Spurgte hun og så henover ham. Ligesom hende da hun vågnede, var han i hvidt - hvilket betød - død.

Chase havde bevidst forsøgt at undgå dem han kendte der ikke længere var på jorden. Det værste ville være at møde hans mor. Han vidste hun havde fulgt ham igennem hans liv, og hvad han var blevet. Han var ikke sikker på hun ville sætte pris på de valg han havde taget. I stedet for hans mor, så han en kvinde der tog pusten fra ham. Den første kvinde han havde elsket. Hendes røde hår hang i perfekte bølger om hendes ansigt. Han overvejede et øjeblik at tage kontakt, men vendte hende i stedet ryggen. Det var ikke derfor han var der, og det ville bare gøre mere ondt at tage kontakt. Han lod hans blik falde på hans fødder, og så først op da han hørte Zitoras stemme. Han gik imod hende og tøvede ikke med at give hende et kram. Han trak sig ud af krammet og så på hende. "I came for you," svarede han uden tøven. "I heard what happened and I had to come here to make things right. It wasn't your time to die," fortalte han. På trods af han ikke kunne vide om det faktisk var hendes tid, ville han ikke lade det være sådan. Så gav han gerne nogle af hans år, så hun kunne leve et fuldt menneske liv. Han havde ikke brug for alle de år der ventede ham alligevel. "I will fix this," lovede han og så på hende med antydningen af et smil.

Det var ikke just hendes første kram heroppe, men det var det første fra en som hun kendte nede fra jorden af. Zitora omfavnede ham tæt, og tøvede kort med at slippe ham igen - som var hun bange for at miste fodfæstet. Hun rynket kort undrende på brynet, som han sagde han var kommet efter hende. Zitora åndede ud som han sagde, at han havde hørt hvad der var sket - og ren refleks fik hende til at tage sig til nakken.
"You didn't have to die for me Chase," sagde hun så stille og sank en klump. Men måske det havde været guds plan, hvorfor ellers vælge den anden aften til at gennemføre hvad end han havde gjort. Zitora kunne mærke en indre styrke der var stærkere end hun havde følt den før. Zitora greb hans hånd som han sagde, at han ville fikse det.
"I believe its been a part of his plan," sagde hun så og gav hans hånd et klem. Zitora var ikke just altid den der talte ekstremt religiøst - men måske hendes tid her havde klaret hendes overbevisning om større kræfter i universet. "He told me when it was time, I was to return to the land of the living. That is was a waste of my heart keeping me here," tilføjede hun og tog en dyb indånding.
"But do to that, I have to leave my son up here. And it pains me, the thought of knowing he is up here - but it also feels nice.. I have my dads mum looking out for him.. and I just need to say a last goodbye," indrømmede hun så. Det var ikke fordi, at hun nogensinde havde fortalt Chase at hun hendes søn havde været dræbt få uger inden han egentlig burde have været født. Det var ikke en fortælling mange vidste. Der var en anden ro over hendes heroppe, der var ikke bekymringer fra hverdagens dramaer - og alt virkede mere frit. Zitroa håbede det var noget hun kunne tage med ned til Kaiya og de andre. En form for nydannet håb.

Chase vidste det var et dejligt sted at være, så han kunne godt forstå fristelsen til at blive. Men han havde selv set hvordan folk var påvirket af hendes død. Hvis folk var så berørt af det, var det ikke meningen det skulle være sådan. Han så bare på hende. Hun havde en glød over sig, som han ikke havde set før. Det fik ham til at tvivle på om det var forkert af ham overhovedet at komme efter hende. ”But I did. I didn’t just do this for you. I was lost, and this gave me a purpose to do what I was born to. I need to protect someone,” forklarede han.
Han så ned på deres hænder da hun greb den. Hendes ord fik en nervøs klump til at samle sig i hans mave. Den opløste sig ved hendes næste ord. Hun ville komme tilbage alligevel. Måske var han død forgæves.
Chase lyttede bare til hende. Han så drengen bag hende og vidste nu at det ikke var forgæves. ”He has me too. I will stay for a while and make sure he is okay. I could need a little vacation from earth,” fortalte han og så på hende med et smil. Sandheden var, at han ikke vidste om han kunne komme tilbage. ”Why don’t we just spend the day with him and do everything you didn’t get to.” Chase ville selvfølgelig respektere, hvis Zitora helst ville bruge tid med ham alene. Han havde bevidst ikke stillet nogle spørgsmål om hendes søn. Det virkede ikke som noget man skulle spørge ind til. ”Unless you want time with him alone,” afsluttede han. Det var dog ikke noget han ville hvis han kunne undgå det. Hun var måske den sidste chance han havde for at tale med et levende væsen.

Zitora kneb øjnene let som han sagde, at han havde brug for nogle at beskytte - skytsengelenes gen udentvivl. Hun tog hans anden hånd også som han så ud til at han virkede en smule nervøs.
"Can't you see it, you are her to help me back. He said I had to find a way - that there would be a way. I reckon my way is through you," smilede hun opmuntrende til ham og vippede hovedet let på skrå. Som Chase sagde, at Clayton også havde ham så hun tilbage på Clayton der løb og legede med de andre børn. Det var trist at tænke på, hvor mange børn som var døde, men des længere tid man brugte heroppe  - virkede det ikke som om at døden var enden. Det vidste hun nu. Et lille skævt smil strejfede hendes læber, som han sagde at han havde brug for en pause fra jorden.
"I get that," smilede hun imens hun så på ham. "I guess making it the last time in a while will be worth it," tilføjede hun og nikkede let.
"No please, join us," insisterede hun og slap hans ene hånd. Hun gik over imod hvor Clayton legede. Drengen var ikke mere end 4½ år, men alder gjorde ingenting heroppe. Her var mulighederne uendelige, nogle valgte at de ville se ud som den alder de døde i, andre fik det bedre når de lod sig ældres så de følte de havde levet deres liv. Zitora vinkede med den frie hånd til Clayton, hun brød sig ikke om at slippe Chase - om det var håbet der fik hende til at holde fast? Sikkert.
"Clay, this is Chase - a friend," smilede hun, "he is gonna stay with us for a little while," tilføjede hun og gik hen for at sætte sig på bænken. Hun ville bare sidde lidt og nyde ham lege i den store park heroppe.
"I miss my sister," indrømmede hun. "She was in danger when I got killed.. and I couldn't help her or do anything to stop it," delte hun sin bekymring. De fleste heroppe havde tilgivet dem selv. Men Zitoras hjerte hørte stadigvæk til på jorden, og havde aldrig rigtig givet op.
"I'll have the greatest test waiting for me when I return.. I will have to crawl out of my grave - I could ghost someone to help me,but I don't want to give them false hope you know. What if I can't make it through the dirt and I end back here.. Then that person would lose me all over again," sukkede hun stille. "But I know where I belong.. and this is not home. Not yet anyway," åndede hun ud og bed sig let i læben.

Chases øjne lyste op ved hendes ord. Han ville bare gerne hjælpe hende, og det lød det umiddelbart til at han stadig kunne. ”Thank you,” sagde han. Han fulgte hendes blik tilbage på hendes søn. ”He seems happy,” konstaterede han. Det var altid det værste når børn døde. Han havde, heldigvis, aldrig selv oplevet det. Men han havde set det ske for andre. Han havde været der for dem igennem en af de værste perioder i deres liv. Det var umuligt faktisk at hjælpe dem. Selvom Chase var ganske udmærket til at være en emotionel støtte igennem svære perioder, kriblede det også i ham for at finde en løsning på problemet. Men i en situation hvor nogen mistede et barn, var der ikke en løsning.
Han nikkede til hendes ord og fulgte hende over til den unge dreng. Det var tydeligt han var Zitoras søn. Han havde i hvert fald nogle fællestræk med hende. Han smilte til drengen. ”Hello Clay.” Sagde han kort, før han vendte tilbage til sin leg. Han fulgte Zitora og satte sig på bænken ved hendes side. ”I understand. I should’ve checked in with her before coming here,” sagde han lavmælt. Han ville bare gerne komme op til Zitora før hun blev for vant til stedet. Så var det svært at give slip.
”I know it will be hard. But you’re tough Zitora. Even more than I think you know. I wish I could be there for you. I would dig up the grave myself.” Han lagde hans hånd på hendes som en form for trøst. ”Is there someone you think could do that? What about that girl who came when we first met? Jessalyn?” Han havde især holdt øje med Calla i den periode hvor hun havde haft det svært. Svært var nok ikke det korrekte ord at bruge. I den forbindelse havde han også fulgte nogle af hendes venner. Det så ud til Jessalyn havde været igennem noget af en udvikling også. ”She seemed to care a lot about you,” sluttede han af og lod hans blik falde på hende. ”I know how you feel.” For Chase var det bare omvendt. Himlen føltes som hjem og jorden havde aldrig givet ham samme følelse. Han var nok bare hjemløs på en eller anden måde.

"He is," sukkede hun let. Zitora kunne godt lide at observere ham, det fik hende til at føle sig bare en smule hel. Men også tanken om at skulle leve uden ham i mange år igen, gjorde voldsomt ondt. Hun åndede ud da han nævnte at han havde burde snakke med Kaiya inden han kom.
"I'm happy you didn't, if she thought she would have a chance to see me - she would take it," sukkede hun let. Selvom hun savnede sin søster mere end noget andet - så ville hun ikke have Kaiya herop, ikke endnu i hvert fald.  Hendes grønne øjne så hen på ham, som han nævnte hun var stærk nok til at klare det. Antydningen til at skævt smil viste sig på hendes læber.
"Jess has her own life. I don't want to risk her digging me out for me to only be dead again.. I already put people through enough pain," sukkede hun. "It's unfair really. People are now started to live without me, and there I am.. about to come back to their open arms.. Its not fair for them," tilføjede hun så og tog endnu en dyb indånding. Zitora placerede sit hoved imod Chase skulder.
"Life is weird.." sukkede hun let og tog sit hoved til sig. De grønne øjne så imod ham.
"You know..The universe created you for a reason, now go out there and find out what it is," sagde hun så med et skævt smil. Hun vidste selv sin far var usikker på hans mening i livet, Clarissa havde været et hjælp på vejen - men ingen vidste hvad de var ment for før de fandt det.

De få gange Chase havde været i himlen, var hans yndlingsaktivitet at se på andre. Bare det at andre tydeligvis havde samme følelse af fred som han havde følt, fik ham til at føle sig som del af noget større. Det varede dog ikke længe, før han begyndte at føle sig udstillet. Da englene omkring ham fik nys for hvem hans far var, blev han ikke længere behandlet på samme måde. Ikke at nogen nogensinde sagde eller gjorde noget, men han vidste at de ville snakke om ham så snart han var passeret. Det var grunden til han ikke længere opholdte sig i himlen. ”I see. I’m glad I didn’t either then,” sagde han. Han var ikke helt sikker på han kunne blive sendt til jorden igen, men han følte alligevel hans chancer var større end det ville være for andre. Han kendte stedet og hvordan tingene foregik, og ville derfor have større chance for at tale sig til at blive sendt tilbage.
”Then I’ll just have to help you best I can from up here. I have some old contacts that might be able to help you.” Han lyttede til hvad hun fortalte. ”I don’t know about everybody else, but I would always greet you with open arms. I said I did this because I wanted a purpose. That’s not completely true. When I first heard you were dead, there was no doubt in my mind. I was going to come here. Along the way, I found the feeling of a purpose. But that wasn’t what started this quest. I wanted people to have you in their life, because I really believe you make lives better.” Han mødte hendes blik. ”I will,” lovede han.

Et smil strakte sig på hendes læber, som han bekræftede hende i hun betød noget for folk. Zitora tog en dyb indånding.
"You know that is all I ever wanted.. having a purpose," åndede hun ud og kørte en hårlok om bag sit øre. "I'm glad if I seemed to make a difference, then I know what path I wish to follow - still," tilføjede hun og smilte til Chase. Derefter placerede hun et kys på hans kind.
"Thank you, for coming for me," sagde hun så. For hun havde været fanget i tankerne og glemt at takke ham. Hun lod et par tårer blinke udover hendes øjne og triller videre henover hendes kinder.
"I won't let you down," smilede hun rørt. Hvis hun kunne gøre en forskel, så ville hun gøre sit bedste for at leve op til de ord Chase havde sagt til hende. Hun ønskede at være der for folk, hjælpe dem, guide dem og det kunne hun ikke gøre heroppe fra.

"It's time," åndede hun så let ud. Det var noget hun kunne mærke, det var ikke når hun havde lyst til at gå de skulle afsted - det var nu eller aldrig, det sagde hendes mavefornemmelse. Hun viftede Clayton hen til sig og satte sig på knæ foran bænken som han løb hen til hende.
"Hey baby," smilede hun stille og kørte en hånd henover hans kind.
"Are you going now mama?" Spurgte den lille dreng bedrøvet. Zitora nikkede og tog den lille dreng i sin favn.
"I love you so much," sagde hun imens hun prøvede at holde tårerne tilbage men det var en krig selv ikke den stærkeste kriger kunne vinde. "I'm gonna be back before you know it. And then I'll have the most amazing stories for you," tilføjede hun og klemte hårdt de tårfyldte øjne i.
"You have to be nice to nana Eva okay? Promise me that," sagde hun så og holdt den lille drenge ud i sine arme så hun kunne se ham i øjnene. Han nikkede og tårerne dannede sig i hans øjne.
"But mama I just love you," sagde han så med en stemme der skar i hendes hjerte.
"I know my sweet boy, and I'm always right here," sagde hun og lagde to fingre imod hans hjerte, "all you have to do is think of me, and I'll feel it. And you'll be in my mind everyday till my return, okay?" tilføjede hun og nikkede lidt. Hun plantede sine læber imod hans pande og løftede ham op.
"I'm gonna take him back to Eva, to say goodbye. Meet me at the waterfront in a few minutes," sagde hun så til Chase og gik hen med Clayton.

Der gik ikke mange minutter før hun endelig dukkede op hvor de skulle mødes. Hun tog en dyb indånding, det var tydeligt hun havde grædt hele turen herhen og hendes hjerte skreg efter hende at hun skulle blive heroppe.
"Any idea of how this works?" Spurgte hun og sank en klump.

Han så ud på de legende børn mens hun talte. ”You should go do that. Maybe you can help a lost child once in a while.” Han gengældte hendes smil, der kun voksede da hun kyssede hans kind. ”You don’t have to thank me. But I also know you will insist on me taking the gesture. You’re welcome,” sagde han. Hans vejrtrækning stoppede da hun fortalte at det var tid.
Han så på mens hun sagde farvel til sin søn. Han valgte bare at stå på sidelinjen. Man bør ikke blande sig, når en mor siger farvel til sin søn.
Før hun gik væk med Clay, lovede han den lille dreng at finde ham senere, og så kunne de lave lige hvad han havde lyst til. Det var ikke sjovt at se scenariet der spillede sig ud foran ham. Han blev mindet om dengang han selv opdagede hans mor var død. Han havde været ældre end Clayton, men det stak ham stadig i hjertet og han blev aldrig rigtig den samme efter det.
Han gik straks hen til det aftalte sted. Han vidste at han før eller siden måtte møde de personer han havde mistet. Men lige nu var ikke det rigtige tidspunkt. ”I might,” svarede han og stillede sig foran hende. ”I think you should just picture the people you’re returning to, the places you know. I can help you with that.” Han greb fat I hendes hænder. På grund af det mentale bånd de to delte – som hun efter hans viden også delte med andre – kunne han fornemme hvad hun tænkte. Det forstærkede hans evne til at skabe illusioner. Han kunne få hende til at se de personer hun holdt af og andre ting der havde følelsesmæssig betydning for. Han håbede det var nok til at få hende tilbage til dem der savnede hende. ”When you get back, please get my body. It lies where we first met. If you bring it to a fairy named Luna, she will take good care of me.” Han behøvede ikke et svar, da han allerede vidste hvad hun ville svare. Han gik igang med illusionerne.

Hun nikkede til hans instruktioner, det lød ikke helt kompliceret faktisk. Zitora lukkede øjnene og tog en dyb indånding.
"I'll find her, I promise," sagde hun og nikkede til ham. Derefter kom minderne til hende, så let som ingenting. Chase evne holdt dem vedlige. Alt kom til hende. Hendes første kys med Klaus. De gange hun havde været på markeder med sin far som ung, Cain og hende havde haft en periode hvor de købte alle mulige mærkelige hatte og solbriller som de bare gik rundt med. Minder med Kaiya og hende finde kostumer og glæde sig på i deres adoptivforældres hverdags tøj. Dengang der var sing star -dengang dagene var lette. Hendes første kys med Bryce. Da hun fandt ud af de skulle have Clay. Alle minder kom frem og endte i hendes sidste kys med Marcel og hvor meget hendes hjerte bankede for at se ham igen.
"See you soon Chase," sagde hun så før hendes sjæl forsvandt fra himlen af og tilbage til hendes krop som havde været beskyttet af gud imens hun havde været i himlen.

//Out <33