What have I done - Roman

Chloe kiggede rundt på de lukkede butikker, hendes sko gav genlyd som de ramte jorden når hun gik. Hun havde begivet sig ud, på trods af hun vidste det var imod skolens regler for tiden. Men hun var nødt til det. Hvis hun skulle lærer og begive sig på skolen, så var hun nødt til at lærer om omgås andre, at styrer sin sult.
En brise fangede hendes hår som faldt let tilbage imod hendes ryg. Hun hørte nogle snakke længere fremme, og fik øje på en flok fulde mænd der stod og brokkede sig over deres koner. De lugtede langt væk, og allerede flere meter derfra fik hun en forfærdelig følelse i sin mave, sulten. Hun stoppede op og prøvede og tage nogle dybe vejrtrækninger. Hun drejede ind i en gyde og stod med ryggen imod en mur. Hun lukkede sine øjne "Tag dig sammen Chloe. Du kan ikke bare overfalde alle der kommer indenfor nogle meter af dig." Hendes stemme var lav men bestemt. Hun kunne dog mærke at det ikke helt lykkedes at få styr på sig selv, så hun valgte at gå hurtigt igennem gyden, væk fra mændene.
Hun nåede ikke at se nogen som hun trådte ud af gyden og endte med at gå ind i nogen og vælte dem begge. Hun kiggede op på en ung mand som, ligesom hende sad på jorden. "Undskyld jeg. Jeg så mig vist ikke helt for." Hun kløede sig let i håret og kiggede en smule forlegent ned i jorden. Den unge fyr var tydeligvis betaget af hende og hjalp hende op. Hun stod lidt før følelsen igen ramte hende, og hun tog ham med ind i gyden. Han fulgte med uden at sige hende imod, og før hun vidste af det, befandt hun sig med sine tænder begravet i hans hals. Følelsen var overvældende, men frygten for sig selv fik hende til at stoppe og trække sig væk. Fyren kiggede skræmt på hende, og hun vidste godt hvorfor. Hun kendte følelsen. Hun nåede ikke og reagere, men løb bare væk. Hun løb et par gader, og fandt så en bænk under et træ hvor hun satte sig. Hun gemte sit ansigt i sine hænder. Hvorfor var det endt sådan her? Hvorfor hende.

Det var sent, han burde snart tilbage til skolen, men han skulle have noget at spise først. Det var svært at være sammen med Junas, når man var begyndt at blive sulten, det kunne godt være at Junas var hans ven, men det betød ikke at han kunne ligge sin race på hylden, han gjorde hvad han kunne, men den var der stadig.
Roman fik pludselig færten af frisk blod og han begyndte at følge den med det samme. Han blev dog overrasket, da en pige pludselig kom ud fra en gyde med fart på og han kunne med det samme lugte at det var en vampyr.
Han rynkede bryne og så undrende efter hende, hvad var det dog med hende.
Lugten af blod blev stærkere og han gik tættere på gyden, og så en mand stå og dækkede for sit sår, som hun tydeligvis lige havde givet ham.
Roman sukkede tungt, pigen kunne da ikke bare efterlade denne mand, han ville gå rundt og sladre om at en bed ham, det kunne de ikke have.
Roman gik ind i gyden og gik hen til manden, Roman blottede sine tænder foran manden og satte sig med det samme i halsen på ham og begyndte at drikke fra ham, indtil han ikke havde mere blod tilbage og Roman lukkede såret, så når politiet kom, ville de ikke kunne se de små sår der var tilbage.
Han slap manden og han faldt til jorden. First meal of the night. Han tørte sin mund fra blodet og begyndte at tænke på pigen som havde ladet manden være. Han burde følge efter hende og spørge hvad hun havde gang i. Om hun var en vampyr som bare var ligeglad med alle de andre vampyrer.
Han begyndte at løbe i den retning han så hende, og stoppede da han så hende ved en bænk med ansigtet i hænderne? Ny vampyr? Hun kunne ligne en, en der ikke havde styr på det, en som havde det dårligt med det.
Han gik hen og satte sig på bænken ved siden af hende. Han kiggede hen på hende og sukkede tungt. Jeg sluttede hvad du startede med den mand før, du må virkelig huske at dræbe personen sagde han og så afventende på hende.
Hans ansigt blev dog mildere og han valgte at være lidt sødere overfor hende, det var trodsalt hans natur, selvom hun havde gjort noget galt. Jeg hedder Roman. Er du ny vampyr? spurgte han med et blidt smil.

Chloe var langt væk i sine egne tanker, det gjorde også at hun ikke lagde mærke til at der kom nogen hen til hende. Det var først da han var helt derhenne hun opfangede en fremmede duft og hun kiggede overrasket op på fyren ved siden af hende. Hun lagde mærke til den blege hud, før han talte. Hun kiggede så overrasket på ham. Dræbte? Skulle hun også dræbe dem når hun drak fra dem? Det her blev mere og mere ulideligt. Hun fumlede nervøst med en tot hår der hang ned foran hendes ene skulder. Noget fik hende til at blive nervøs omkring ham, det slappede dog lidt af igen da han blev mildere.
Hun kiggede ned i jorden, og fjernede noget blod ved den ene mundvig. "Uhmm... Jeg er Chloe, jeg er.." Hun fumlede over ordene, og det irriterede hende faktisk for hun plejede ikke og have problemer med det. Måske fordi hun fik at vide hun havde gjort noget forkert. Men hvordan skulle hun vide bedre?
Hun samlede sig og kiggede op på ham med de store brune øjne. "Jeg har kun været sådan her i 3 måneder. Og jeg... Skal vi virkelig slå dem ihjel?" Hun havde svært ved at acceptere tanken. Hun havde aldrig forestillet sig at skulle slå en anden person ihjel, og her kom han og fortalte hende hun burde. Igen mærkede hun sin vrede på Asher der brændte i hendes bryst, men hun skubbede det væk. "Undskyld hvis jeg skabte dig problemer. Jeg kan ikke rigtig styre det, og vil egentlig helst undgå og.. du ved.. spise.... Er der ik en mulighed for det?" Hun lagde hovedet let på skrå og så håbefuldt på ham. Måske han kendte en vej udenom? Måske han vidste hvordan. Hun havde overvejet bare og gå ud af døren en dag solen skinnede, men noget gjorde at hun bare ikke kunne gøre det.
Hun drejede sit blik væk og kiggede på nogle katte der kom løbende efter hinanden ned af gaden. Det lignede mest af alt små killinger. En brise blæste nogle blade hen af gaden, og hun tog sit hår om bag det ene øre og kiggede på Roman der sad ved siden af hende. Han var bestemt ældre end hende, han virkede meget rolig med hvad han var. "Hvor gammel er du egentlig? Altså du ligner en på min alder, men tænker mere du ved. Hvor længe har du været.. det her." Hun bevægede en hånd imellem dem, som for at påpege at hun mente vampyr. Hun kunne stadig ikke bruge det ord, det var for virkeligt og fik hende til at måtte erkende overfor sig selv hvad hun var. Hun virkede mere rolig nu end hun havde været før, mere sikker, og det kunne da også høres på stemmen.