but you without me ain’t right - Roman

Gæst

S: Parken
T: Midt på dagen
O: Folk går stille rundt og passer sig selv
V: En anelse køligt, men ellers en klar dag.
P: Klik
Andet: Hun taler med britisk accent
Emne til: @Roman <3

Det var kun få uger hun havde været tilbage, men hun syntes nu hun stille og roligt fik passet sig til hverdags livet. Hun havde mødt en venlig kvinde som havde givet hende et 'hemmeligt arbejde', men et arbejde. Også havde hun fundet sin bror Marcel. Der var stadigvæk brikker som skulle samles igen, men hun vidste ikke hvor de befandt sig. Efter hun havde snakket med Marcel havde hun opdaget hun havde været væk i 188 år. I de år havde hun brugt næsten hele tiden i et form for magisk koma hun selv havde smidt sig i ved et uheld. Men nu var hun tilbage, og det var mærkeligt at gå fra ekstrem fremtids agtig teknologi til denne her sølle en - men hun kunne vel nøjes. Hun gik stille rundt i parken og nød blot at se på menneskerne her. Så mange forskellige racer og alligevel nogenlunde fredeligt. Eller ikke i følge Marcel - i hans liv var der åbenbart drama i alle hjørner. Hun gik i sine egne tanker og holdt let om et gammel guld armbånd med en rubin i, som hun havde om sit håndled - den eneste ting hun havde tilbage fra sin mor, og det kunne ses på den at det var et gammelt smykke. Hun stoppede med at gå da hun så en velkendt person fra den anden side af parken, ikke at han havde set hende. Men at se ham var nok til at sætte hendes hjerte i et par hurtige bank. For hende var der jo ikke gået så længe som for ham - og alligevel. En person så fantastisk som ham, måtte have en fantastisk kvinde i sit liv som elskede ham - eller det håbede hun. Det havde hun altid håbet, at nogle ville elske ham og kunne give ham alt det han fortjente. Manu havde været en af de vigtigste personer i hendes liv dengang, og selv hvis hun ikke passede ind mere - så ønskede hun ham stadigvæk mere glæde og lykke i livet end hun kunne bære på sine skuldre.

Alligevel var hun nysgerrig. Måske var det manglen på sociale relationer og den trykhed hun huskede fra ham, som blot fik hendes ben til at gå stille imod ham. Hun sørgede for at gå den rigtige vej for at støde på ham på midten. Hun stoppede op lidt før og mærkede klumpen i halsen blive større af nervøsitet. Hvad hvis han troede hun bare havde efterladt ham og han ønskede alt andet end at se hende igen? Alle de værste tanker kom pludselig op til overfladen, men det var forsent at genoverveje det nu.
"Hey you," kom det stille fra hende og hun sank klumpen i halsen.

Gæst

Påklædning
- Tøj + Sko Han har en beige tyndt trøje på og et par lyse bukser Link. Han har sorte sko på
- Hår + Skæg Hans hår er sat op i en manbun. Han har et fuldskæg Link
- Accent Amerikansk, med en kant af noget britisk
- Andet Han er 2 meter høj

Han vidste ikke helt præcis hvorfor, men af ukendte grunde fandt han en form for indre ro, når han bevægede sig rundt i parken. Måske var det fordi, at der som regel altid var en form for afslapning der, eller også fordi de fleste ikke kom til parken, for at smadre ting, mere enten slappe af eller nyde familielivet, nogle tog endda afsted for at kunne motionere. Det var en anden form for ro, end hvad man kunne finde i byerne. Selvfølgelig når det endelig kom til stykket, så følte han allermest indre ro og behag, som når han befandt sig ved, omkring eller bare generelt i vandet, hvilket jo også gav mening, taget i betragtning af at han var en sirene, og derfor var skabt som et hav væsen. Han kunne huske hvordan han som lille, dog havde en nysgerrighed for landet, selvom han primært levede i havet, netop fordi hans far var fra landet, og dog efter at havde mistet sin forbindelse til Landjorden, specielt da han i en alder af 12, så sin far blive brutalt myrdet, her var det først i en alder af 200, han virkelig igen officielt satte fødderne på landjorden igen.
Han blev kastet ud af sine tanker, som en velkendt duft ramte hans næse, og en han troede han aldrig ville dufte igen, mest af alt fordi han troede hun var død. Han vendte tøvende ansigtet imod hende, og der kom hun imod ham, som var det første gang han lagde sit blik imod hende igen. Hans hjerte begyndte at banke en smule hurtigere, nok havde de ikke haft verdens længste forhold, men hun havde været en kvinde eller snarer ung kvinde, der alligevel havde haft en stor betydning for ham, og tanken om at se hende der i levende live, var helt udenfor hans tanker eller virkelighed. Hans fingre begyndte at ryste, som chokket i den grad ramte ham, hvilket nok også kunne ses ud fra hans øjne, der næsten skulle tage to kig på hende, for at se om hun var virkelig, eller hans øjenbryn, som rynkede forvirret "May-May?"
Han rakte fortvivlet hånden frem imod hende, næsten forventende for at den ville ryge direkte igennem hende, som var hun mere bare en figment af hans fantasi, end en virkelighed. Dog den faktisk ramte imod hendes kind, kom der et mindre smil frem på hans læber, og blidt strøg han hende hen over kinden med tommelfingeren "I thought you were dead" indrømmede han, som han samtidig lod sine fingre glide gennem sit skæg, der nok var blevet længere siden de sidst havde set hinanden.

Gæst

May-May han var den eneste der kaldte hende det, og det gjorde hende næsten helt følelsesladet at høre ham sige det. Hun nikkede stille og lod ham række hånden mod hendes kind. Det var mange år at være forsvundet for jordens overflade, alligevel sank hun en klump som han fortalte at han troede hun havde været død. Nogle af dagene havde hun ønsket det, det ville have gjort nogle oplevelser ikke var sket - men nu var hun tilbage, så var det vel det vigtigste ikke sandt?
"I was playing with forces I didn't understand back then, and didn't realize the danger I had put myself in," indrømmede hun og sank en klump. "I honestly never thought I would see you again, the thought broke my heart," tilføjede hun og hev vejret ind. Tanken havde været skræmmende, hun havde regnet med hun kom tilbage til ingenting men havde alligevel fundet ud af nogle stadigvæk var her. Den bedste nyhed var vel hun ikke længere var lovet væk? Medmindre man tog Harrys besættelse af hende med i bunken. Amaya havde lyst til at kaste sig ind i hans favn go bare lade sig overvælde af varmen, og der gik også ganske få minutter før hun ikke kunne kæmpe imod det mere. Hun svang armene omkring ham og puttede sit hoved indtil ham - det havde været en hård kamp, og hun havde overlevet den. Måske tingene aldrig ville blive hvad de havde været, men hvis hun kunne beholde ham i sit liv - var hun næsten ligeglad med hvilken rolle det skulle være som.
"I've missed you so much," klukkede hun stille.

Gæst

Det havde altid været en underlig ting, det at miste en anden person, også ikke forvente at se dem igen, og med et stod de pludselig der foran ham, som havde tiden de havde været væk aldrig rigtig eksisteret. Ikke desto mindre bragte det også noget af den smerte op, som han havde følt dengang han havde mistet hende, og kun få dage efter at de havde indrømmet, deres rigtige følelser for hinanden. Hele forholdet mellem dem, havde trods alt været baseret på det seksuelle, men i løbet af de 4 år han havde kendt hende, ville det havde været en løgn, hvis han ikke havde udviklet stærke følelser for hende, hvilket så også kom ud den nat, hvor de holdte hinanden i deres arme, og indrømmede hvad den anden allerede vidste de følte. Det værste havde så været, da han ikke længere kunne gøre dette, da han ikke længere kunne holde hende i sine arme, eller stryge fingrene gennem hendes hår, eller holde hendes små hænder i sine egne store.
"I didn't think so either, I thought my last memory of you, would have been our last night together, and in some ways I treasured it, and I kept that memory with me" indrømmede han. Det var sjovt, for når man så på ham, så lignede han ikke en bestemt følsom mand, han lignede mere eller mindre end, der ville gennemtæve andre, bare fordi han kunne eller fandt det sjovt. Dog var der så meget mere under ham, end den hårde ydre, og Amaya havde været blandt de få, som faktisk havde set denne langt mere bløde del af ham, og han havde ladet hende se det hele. Selvfølgelig gjorde det også tingene så sværere, da hun til sidst så bare forsvandt igen, troet til at være død af alle omkring sig.
Som hun med et slog armene omkring ham, fandt han sig selv gøre det samme imod hende, og blidt trykkede han hende imod sig, i hvad der kun kunne beskrives som en omfavnelse fuld af savn, og minder om alt hvad de havde været igennem sammen "I've missed you too May-May, more than words could or would ever be able to express" hans øjne gled ned, og mødtes med hendes, hvor det brede smil var at ane på hans læber "I won't ask where you've been all this time, but are you okay?" spurgte han, han ville ikke tvinge alt for mange dårlige minder frem, så hellere bare høre hvordan det gik hende.

Gæst

Hun var glad for han ikke var vred på hende for at forsvinde, men ærligtalt vidste hun også at det var mange år at være vred. Amaya smilede stille som han indrømmede han havde holdt mindet med ham, for det havde hun også gjort - for det meste. I hans arme var det som om de følelser der sad indeni, kom mere udenpå og hun blinkede et par gange for at holde enkelte tårer tilbage - hvis hun skulle græde kunne det vente til hun ikke stod midt i parken. Amaya så stille op i hans øjne, hans smil smittede af på hende. Spørgsmålet om hun var okay sendte tusinde af tanker igennem hendes sind, og hun tog en dyb indånding.
"No, it's okay.." indrømmede hun så stille og sank en klump. "I'm.. alright. I guess," sukkede hun så en anelse, "i'm back here, which makes things okay," for now. Amaya åndede ud. Hun havde lært et par ting de sidste år, og det var at skubbe problemerne væk ikke hjalp hende noget. Men hun var heller ikke meget for at nævne dem. Hvis det ikke havde dræbt Harry at hun var væk, så ville han komme for hende. Det vidste hun. Hun var den eneste som kunne holde ham i live, men det var ikke just på hendes primisser. Hun nikkede stille til sig selv, og slap stille sit greb om ham - men gik ikke ligefrem langt væk.
".. Do you want to go somewhere?" Spurgte hun så stille og sank en klump.

Gæst

Nok havde det været mange år siden, at de sidst havde set hinanden, men han var ikke blind for alle de små træk hun gav, og han vidste at hun nok ikke var helt perfekt. Dog betød det ikke, at han ville tvinge svar ud af hende, mest af alt fordi han vidste det kom man ikke rigtig nogle vegne med. Han ville snarer vente, og skulle hun havde brug for at snakke om tingene, så ville han altid være der for hende. 188 år eller ej, så betød hun da stadivæk noget for ham, og det ville hun nok et sted altid gøre. I hvilken form hun nu skulle være en del af hans liv, ville han dog næppe kunne besvarer, men ikke desto mindre håbede han da, at kunne blive en del af hendes liv igen, nu hvor han faktisk vidste hun endnu var i live.
Han lagde blidt sin hånd imod hendes kind "Whatever happens, know I will always be here for you" han smilede blit til hende, han vidste ikke hvorfor, men han havde altid været meget beskyttende overfor hende, nok fordi hun havde været så ung, da de første gang mødte hinanden. Hans egen brutalitet, havde ikke just været noget, som han ville fremvise for hende, så han forsøgte også oftest at være så blid som muligt, eller i hvert fald forsøge på det. Som hun spurgte om han ville gå et sted han, trak han på skulderne "Why not, I don't have any plans for today, so I would love to go somewhere" han så kort rundt "Do you have a wish for a destination or is it rather spontaneous?" spurgte han nysgerrigt, han vidste jo ikke om hun havde et ønske, at hvor de skulle gå hen.

Gæst

Amaya nikkede stille da han sagde, at lige meget hvad ville han være der for hende. Det var godt at vide, også når man frygtede at ensomheden ville banke på. Hvis hun var alene, ville hun så høre hans stemme i sin underbevidsthed? Ligesom han hjemsøgte hendes drømme. Hun slog tanken ud af hovedet.
"the same goes for you," sagde hun så og sendte ham et skævt smil. Hvad der forgik i hans hoved, tanker og drømme - betød en del for hende. Hun åndede stille ud som han sagde han ikke havde nogle planer for dagen. Det var hun lettet over, hun vidste ikke hvordan hun skulle fokusere på andet end hun havde set ham, hvis deres veje havde skiltes her. Dog spurgte han også hvor de skulle gå hen af, og ærligtalt havde hun ingen anelse. Der var så mange nye butikker og områder. Tilbage da hun havde været der sidst havde det ikke ligefrem set sådan her ud. Stille trak hun på skulderen.
"I'm still adjusting to all the different types of food and stores. How about you surprise me," smilede hun til ham. Amaya var teknisk set ligeglad med hvor de var, så længe hun havde ham tæt ved sig. "You know me and spontaneously are like best friends," tilføjede hun med en mild latter. Tilbage i tiden havde hun været lettere rebelsk, specielt for en kvinde i den tid.

Gæst

Han hævede let øjenbrynet, som hun forklarede hun endnu var i gang, med at tilpasse sig de forskellige typer mad, og butikker, hvilket han ikke just forstod. Men det måtte vel betyde, at hvor end hun havde været henne, de sidste 188 år, så måtte det ikke havde været Jorden eller i hvert fald ikke denne dimension "Well then I must lead on" han sendte hende et bredt smil, og begyndte langsomt at gå i retningen, af et sted han kendte til "Oh yeah, I mean it's because of that relationship, we even started getting to know each other. I mean do you even remember our first kiss?" lød det drillende fra ham, selvfølgelig havde han intet imod, i sidste ende havde det ledt ham til det forhold, som han havde haft dengang, også selvfølgelig også det af Amaya i sit liv. Måske en smule spontanitet så ikke var så slemt igen.
Han ledte hende hen til en mindre cafee, hvor man samtidig også kunne få noget at spise, og som altid var det fisk, måske var det hans sirene gen der trådte ind, og gjorde han langt hellere ville spise råt fisk, men i sidste ende var det noget han virkelig godt kunne lide. Som de kom ind, holdte han som altid døren for hende, no befandt de sig ikke længere i 1800 tallet, men lidt gentleman kunne man vel altid være. Det samme viste sig, da de fandt et bord, og han her holdte stolen ud for hende "They serve different kinds of drinks, and if one is hungry then they got fish" forklarede han med et skævt smil. Han tog sig selv i at betragte hende "It's really good seeing you again"

Gæst

Det føltes pludselig som om, at der ikke var gået så lang tid igen. Det var besynderligt hvordan nogle folk havde den effekt på en. Det drillende spørgsmål fik hende til at bryde ud i latter igen.
"Of course I do," lo hun videre. Hvordan kunne hun glemme det? Nok havde hun været trolovet siden hun blev 'en kvinde'. Men han havde været den første person hun faktisk havde kysset og været sammen med. Som de gik hen imod den mindre cafe snakkede hun om, hvor meget hun syntes at omgivelserne havde ændret sig. Han holdt døren for hende, og hun trådte ind. Stedet var behageligt og havde en rolig aura liggende over sig. Hvilket hun kunne lide. Kazan som det sted hed hun havde været, havde da også sine små steder. Men det var ikke så boligagtigt som dette - og det var kun de rigeste som fik mad serveret - ikke at hun havde levet fattigt der, tvært imod, når man var en af de eneste der kunne holde liv i stedet, så blev man næsten behandlet som en gud. Hun satte sig på stolen som Manu trak den ud for hende. De mørke øjne syntes ikke at kunne flytte sig fra ham. Det var rart ikke at have magi til at afgøre hvordan hun følte og reagerede på sine omgivelser og handlinger.
"I'm only sorry it took so long," sagde hun så ærligt. Der var mange faktorer som spillede ind til grunden for netop det svar, og hun havde savnet ham havde været en af dem. Amaya tog stille menuen op og så på den. Så mange muligheder, og sådan nogle mærkværdige navne tingene havde fået.
"Fish and chips sounds interesting, perhaps I should try it," trak hun en lille grimasse og kiggede videre på drikkevarerne. "Maybe a glass of wine would do good, white wine is usual good with fish - I don't know." Det var meget normalt at nyde et glas vin tilbage i tiden, i hvert fald for dem som havde råd og Amaya havde altid elsket et godt glas vin. Dog var der stadigvæk forskel på tiderne, og hun var usikker på om det var noget man stadigvæk gjorde.

Gæst

"It's okay, all that matters is that you're alive" and back han sagde ikke den sidste ting, da han ikke ville presse på, plus der var gået 188 år, så det de skulle måske lære hinanden at kende igen. Der var jo sket så meget for dem begge to, han havde f. eks to børn og hed ikke længere Manu, men derimod Roman. Han var dog også nysgerrig, for at høre hvordan det gik hende, og hvad hun havde brugt tiden på, selvfølgelig håbede han også, at det hele ikke var fuldkommen slemt, og hvad end hun havde lavet, at hun så havde gode øjeblikke.
Han klukkede over hendes kommentar til maden "Then we shall have that, and yes white wine do sound good" nu var han ikke selv en vin person, men det ville være være hyggeligt, at dele en flaske vin med hinanden, også spise fiskepinde og pomfritter "So have you found a place to live?" spurgte han nysgerrigt, mens han forsøgte at få fat i en tjener. Han vidste ikke om hun boede godt, og selvom en del af ham, ville elske at have hende boende hos ham, ville han ikke træde sig på, specielt hvis hun faktisk havde et hjem, og en seng at sove i.

Gæst

Hun nikkede stille da han sagde det var hvad de skulle have. Amaya var ikke sikker på om det var det rigtige svar hun havde kommet med, om der overhovedet var et rigtigt svar. Amaya klukkede kort over spørgsmålet om hun havde fundet et sted at bo.
"Well, I ran into my brother the other day.. so I'm living at his place.. but he is rarely home - he mostly stays at his girlfriends place," fortalte hun og kørte stille en hånd igennem sit hår. "Also I friend from my new workplace said I could always stay at her place, but she is married so. I hate being the third wheel," tilføjede hun og fnøs stille med et smil på læben. Det var heller ikke just fordi hun sov godt, mareridt havde det med at hjemsøge hendes sind. Det var heller ikke fordi hun bebrejdede Marcel for at ville bruge tid med Zitora, som Leah havde sagt - så havde Zitora også lige været, hvad død ligefrem. Intet under at Marcel ville sørge for at være så tæt på hende som overhovedet muligt. Amayas tanker fløj kort over på Alexander, forhåbentlig var han stadigvæk i live.Måske hun skulle snige sig ind på slottet senere og finde ud af det. Hun havde trods alt sin egen lille hemmelige indgang til det kongelige bibliotek. Hvis ikke Alex havde spærret den, men i så falde ville hun bare finde en ny. Amaya så sig omkring, det var underligt at se alle de kvinder som sad herinde, klædt i bukser og sidde ved bordene med deres computere og læse. Ikke at det gjorde hende utilpas.
"I love how its not deviant to sit alone inhere and read.. study," indrømmede hun så og så tilbage på Manu. Han ville vide bedre end nogenanden, at hun altid havde gået op i viden - viden som kvinder ikke burde have i den tid. Men denne tid havde alle mulighederne.

Gæst

Han lagde let hovedet på skrå, mens han betragtede hende snakke og han kom frem til konklussionen, at hun nok måtte være ret ensom. Hvis hendes bror hele tiden, var hos hans kæreste og hendes veninde fra arbejdet, konstant var sammen med ægtemanden, så måtte der ikke være så meget tid til hende "I was just asking, in case you're were missing a warm bed, and a warm home. I mean I have a spareroom, I haven't used for anything" forklarede han med et smil. Han ville dog ikke presse det på hende, hvis hun faktisk havde et godt hjem, de to steder hun nu syntes at ville leve ved "It's just a thought, and you don't have to take it, if you like it the other places" skyndte han sig at indskyde.
Han fik endelig kontakt med tjeneren, hvortil han begyndte at forklarer, hvad det var de ønskede og han forsvandt så hurtigt ud i køkkenet, for at give beskeden videre til kokken. Med det gjort, kunne han også nemmere fokusere på sin samtale med Amaya "Well it is different times, women has a lot more power then what they used to have back in your days" forklarede han, mens han kort så rundt mod de kvinder og mænd, som sad fordybet i deres arbejde "this is a pretty normal sight, which one gets to see every now and then. But in th 21st century a woman can get an education, get a job and even be a boss for other people" indskød han, som hans blik endnu engang faldt tilbage på hende igen.

Gæst

"I might just take you up on the offer," smilede hun stille og nikkede en enkelt gang. Det ville måske give hende lidt noget andet end blot at føle sig som en biperson i andres liv. You left us, skreg hendes underbevisthed som elskede at spille hende et pus, men af god grund. "I like the other places," svarede hun så og sank en klump, "but I would like to stay with you," indrømmede hun så og åndede stille ud.
"It was the same where I ended up, less free but, it at least no gender was above the other.. most of the time," afsluttede hun sin sætning med et fjernt blik - der lå noget skjult der. Amaya tog en dyb indånding. "I met a woman the other day that gave me an job offer, she was the boss. It's impressive to see what can be created without violence and force," tilføjede hun og til sit mødtes de mørke øjne Romans.
"Let's just say, where I ended was quite.. special," indrømmede hun og trak let på den ene skulder. Det kunne de vel snakke om når de ikke sad offentligt, ikke at nogle ville kunne sætte to og to sammen af deres samtale alligevel.
"So tell, what have you been doing the past years?" Spurgte hun og flyttede emnet væk fra sig selv.

Gæst

Han vidste ikke om han havde presset for hårdt på, og dog som hun faktisk så ud til at ville, blev smilet på hans læber bredere "you're more than welcome to stay at my place, we can get your things another day if you want to?" forslog han med ethævede øjenbryn. Hun kunne flytte ind, ligeså snart hun havde lyst, og hvis hun havde en del ting med sig, havde han skam intet imod, at skull bære dem op til hans hjem. Det ville måske også give en smule liv til hans hjem, faktisk at have nogen boende der, foruden det af den hund han havde ved sig. Han blev stille, som hun begyndte at forklarer om stedet hun havde været ved, og selvom nogle aspekte da lød godt, kunne han godt læse mellem linjerne, at det næppe var noget hun faktisk havde ønsket. Måske hele ideen om at havde været taget fra sin egen verden, og til det af en fremmede, ikke just var det bedste.
I det mindste var hun hjemme, selvom han dog regnede med at det gjode den helt store forskel. Når først man var udsat for et traume, så var det svært at komme af med det, uagtet om man var kommet hjem eller ej. Det var trods alt også det, man så med soldater, der var kommet fra krigen, men som helt anderledes mænd end de som var taget afsted. Dog som spørgsmålet kom op til hvad han havde lavet, gættede han det var hendes forsøg på at komme på et andet emne "well after you vanished, we searched for you and after a while, when we couldn't find you, you were declared dead" han skar en grimasse, og skulle netop til at fortsætte som deres mad og drikke var kommet, som blev placeret foran dem "After a while we were all forced to move on with our lives and at some point I meet someone, and I got two kids. I'm not with the mother anymore, shit happened and we kind of had to deal with it" fortsatte han efter tjeneren var forsvundet igen "ohh and I should mention, I'm called Roman now, but you off course is always welcomed to call me Manu if it feels better" han trak på skulderne.

Gæst

"Honestly, I don't really own anything. All clothes I have is something my friends from work gave me," indrømmede hun næsten en smule flovt over at have været nød til at tage imod det. Men på den anden side vidste hun også, at der var en grund til hun ikke ejede meget her. "So we just have me to move," tilføjede hun så og trak let på den ene skulder i et lille grin. Tjeren kom med maden og serverede den for dem. Den vidunderlige duft behagede hendes næse. Hun lyttede til hvad han fortalte, og selvom hun håbede at hun ville have været den der engang skulle have hans børn - så var det alt hun havde ønsket for ham, at få sin egen familie. Amaya havde desuden også være trolovet dengang de var sammen. Amaya smilede til ham.
"I'm sorry to hear things didn't end up good," indrømmede hun så og tog en dyb indånding, "but I'm happy to hear about your kids, most be lovely," tilføjede hun med et skævt smil.
"Roman," hun smagte let på navnet. Hun havde været van til at kalde ham Manu i så mange år. Men forstod også meningen med et dæknavn når hun hørte det, folk skiftede ikke bare navne for sjov. "I like it," fortalte hun så med et varmt smil på læben og tog sit bestik for at skære fisken i et stykke og tage en bid. Hun sukkede nydende over madens kvalitet.
"This. This is amazing," udbrød hun stille og tog endnu en bid. "Most people on Kazan are vegan.. there isn't really that many animals that are eatable," fortalte hun så stille. "No one really thought about flesh eating creatures other than giant lizards outside the fence," tilføjede hun og tog sit glas op. "Cheers mate," smilede hun så. Der var ganske få gode historier at fortælle også, men det var svært at finde ud af hvilke som var under Harrys indflydelse og hvilke hun selv havde en mening om.

Gæst

"You shouldn't be so hard to lift if I remember correctly" lød det drillende fra ham, i perioden de var sammen, ville han ofte bærer hende til den seng, som de delte dengang, eller det var nok mere hans seng, som hun kom på besøg i, når hun ikke gad Christopher mere. Nok var han blot i starten elskeren, men han nød hendes selskab, synet af hendes smil og lyden af hendes latter, når han lavede jokes. Han havde måske ikke været ligeså højt stillet, som hun selv havde været, og dog havde de på en måde fundet frem til hinanden, noget ingen rigtig havde set komme, men ikke desto mindre skete det alligevel "Well I can show you the place after we've eaten?" forslog han med et smil på læberne.
Han klukkede og trak på skulderne "I've never imagined myself have kids, but it happened, and I'm not mad about it, even though some bad things did happen" forklarede han med et smil. Han lyttede som hun nærmest smagte på hans navn, lod det rulle rundt på tungen, og det lød behageligt kommende fra hende, ikke bare det af et navn, men at det faktisk havde en mening "thank you" ligesom hende begyndte han også at finde bestikket frem, hvortil han begyndte at spise. Dog som hun forklarede om, hvordan folk fra den anden verden, ikke just spiste kød, lyttede han nysgerrigt med "it sounds like a strange place" han holdte sit glas med vinen oppe, som hun sagde skål og blidt klingede han det imod hendes glas, før han tog en tår også begyndte at spise fra maden.

Gæst

Hun brød ud i en blid latter over hans drillende kommentar. Det var gode minder og gode tider - ting som hun holdt af at kæmpe for at holde for øje i de mørke tider. Amaya nikkede til hans forslag.
"That would be great," smilede hun til ham. Amaya lyttede til hvad han fortalte omkring at have børn. "Shit happens, life goes on," tilføjede hun og trak lidt på den ene skulder. Var det ikke hvad Mikayla altid sagde? Amaya nikkede en enkelt gang i anderkendelse over at stedet var besynderligt. Det kunne knap nok gøre det. Men alle steder havde vel deres problemer og alle ledere gjorde hvad de følte var nødvendigt for at overleve.
"Strange doesn't quite cover it," indrømmede hun så og tog en tår af sin vin som de skålede. Amaya åndede stille, næsten fredfyldt ud. Det var som om at alle ting var ved at falde stille på plads igen, og det var hun taknemlig for. Derefter forsatte hun med at spise, og det var noget af det fantastisk. Amaya kunne mærke energien fra folks evner i rummet og hvilket niveau de lå på. Om de var fuldt opladet eller halvt drænet. Det var en evne hun havde vendt sig til at have, men der var mange flere med specielle evner her end Kazan. I Kazan var det dem med evner som var højest stillet. Amayas smil faldt stille hen som hun genkendte en person der sad nogle borde væk fra hende og Roman. Han var grunden til hun var løbet ind i Leah og hun rystede let på hovedet. Han så ikke ud til at ville hende noget imens hun sad ved Roman. Men uden tvivl så han ud til at være sur over det energi skud hun havde fyret efter ham.

Gæst

"then it's a deal, I should, however, warn you that I do own a dog" i tilfældet af hun ikke skulle blive overrasket, måtte han vel heller også fortælle denne detalje, det var trods alt bedst, at have så mange detaljer frem som muligt. På denne måde, så kunne hun forberede sig på, hvad der egentlig var i vente, heldigvis skulle der dog ikke sættes så meget op, da der allerede var en seng i rummet, og egentlig var sat op til at skulle være et gæsteværelse "that is very much true" medgjorde han med en mindre klukken. Det lød ikke som ord, som normalt ville komme fra hende, men nu var der også gået over 100 år, siden de to sidst havde set hinanden, så mange forandringer var trods alt hændt.
Han var i gang med at spise fra maden, da han anede hun syntes at få øje på en mand, og at hendes smil langsomt var falmet. Han rynkede brynet, og så tilbage imod manden, med en nysgerrighed i det mørke blik "Do you know this man?" spurgte han hende, som hans blik endnu engang var rettet imod hende igen "has he hurt you?" han var mere eller mindre, klar på at give ham et par på siden, hvis dette netop skulle være tilfældet. Nok kunne han være blid, men han havde også en aggressiv side til sig.

Gæst

Da han nævnte at han havde en hun lyste hun en anelse mere op. Kazan havde ikke ligefrem de mest normale kæledyr hvis man overhovedet havde kæledyr. "I love dogs," svarede hun med et varmt smil.
Hun sank en klump da Roman opdagede hendes kendskab til manden bag dem. Hun rystede let på hovedet.
"Ran into him not long ago, he had a thing for my bracelet," indrømmede hun så men trak let på skulderen. "I gave him a piece of my mind about it, but it's okay." Amaya åndede tungt ud og flyttede blikket tilbage på Roman.
"He doesn't have any abilities, he is just a rude thief," fortalte hun så. Det var hendes gæt, hun havde set hvad fattige folk på Kazan næsten gjorde for at overleve. At stjæle var der dog dødstraf for der, så ikke mange slap for det - Amaya havde altid fundet det unødvendigt, mange der ønskede jo bare at sørge for deres familier og for at overleve. Amaya tog sig let til armbåndet, Roman ville kunne genkende det - det var et hun havde fået af sin mor tilbage i tiden.
"I think he looks that pissed because I might have burned a bit of his skin off," hun skar en lille grimasse. Han havde stået meget tæt på hende da hun havde forsvaret sig og et energi blast kunne pynte huden så fin hvis det ramte rigtigt. Amaya havde ikke haft evner før hun kom til Kazan, en enkelt ting at takke Harry for i hvert fald. Amaya blev nu en anelse nysgerrige på Romans evner, for som ved alle evner kunne hun mærke energien - ikke at hun kunne fortælle hvad den enkelte evne var, men hun vidste bare når der var en.

Gæst

"I'm sure he's gonna love you too" Hans hund var en ganske stor en af slagsen, og dog ligeså blid som et lam, og mere eller mindre alles bedste ven. Han havde ikke mødt en eneste person, som hans hund ikke automatisk elskede mere end noget andet, han kunne endda huske at hans kære hund blev jaloux, fordi han intet opmærksomhed fik, hvortil han gik hen til den nærmeste person, og lagde sin pote på vedkomnes arm. Han lyttede nysgerrigt med, som Amaya forklarede hvad der var sket med denne mand, og det eneste der indikerede hvad han mente, da han ikke sagde noget under vejs, var hans øjenbryn der enkelte gange hævede sig, specielt da hun direkte gik så vidt, som at fortælle hvordan hun havde brændt noget af fyrens hud af "Damn, remind me not to get you mad" lød det drillende fra ham, og dog var han ikke det mindste i tvivl om, at hun var da en kvinde som kunne tage varer på sig selv, og nok ikke en man skulle pisse af "But I'm glad you're okay, or else I would have beaten the shit out of him" han trak på skulderne, som havde han ikke lige sagt han ville tæve en anden mand, og han fortsatte med at spise fra sin mad.

//Totalt shitty svar Razz

Gæst

De nye evner var skræmmende, men hun havde haft mange år til at finde ud af at bruge dem. Mest af alt fordi de havde været nød til at blive udnyttet af Harry, så nu da hun var fri og faktisk kunne føle selv - gjorde hendes varulvske vrede hende nok mere farlig end folk måske lige regnede med. Ikke fordi hun lignede som kunne gøre en flue fortræd.
"I will," svarede hun drillende tilbage og smilte let for sig selv. Amaya tog et par bider mere af sin mad. Et lille kærligt fnøs forlod hendes læber som han sagde, at han var glad for hun var okay - hun tvivlede ikke på at tyven ville have fået lidt andre skader hvis det havde stået til Roman.
"I don't doubt that for a second," smilede hun stille til ham. Det var rart at være i hans selskab igen, sjovt nok var der ingen andre steder hun lige nu ønskede at være. Da de havde spist hvad de kunne, gik turen tilbage til hans sted. Hun glædede sig til at møde hans hund, det var så længe siden hun havde set en hund - alt for længe siden. Det var rart at føle sig tilbage på jorden igen, og faktisk føle noget der svarede til oprindelig glæde igen.

//Out <3

» What have I done - Roman
» What am I supposed to do? Roman
» Roman Konstantins tracker.
» It's been a mess since you left - Roman
» Natten skjuler hvem vi er - Roman