A party that ends up wrong - CW/TW (forsættelses)

Hun så på ham Evan knight ?? Hun havde aldrig hørt det navn før, hun kendte alle de ansatte hendes far havde, hun havde aldrig hørt det navn og efter at have set hans ansigt, gav det slet ikke mening for hende, hun havde aldrig set ham før! ALDRIG. Hun hørte hans ord uden nogen problemer, men hun ville ikke med ham! Som i virkelig ikke, hun hørte til her, her hos Hr. blackwood. Hun så godt hvordan Evan iskoldt bare dræbte de vagter der kom mod dem. Hun var panik og græd, hvorfor skyd han bare folk! De havde jo ikke gjort hende noget overhovedet. ” STOP jeg vil ikke” sagde hun som han greb hende i armen og tvang hende med ham. Hun kunne ikke komme ud af hans greb om hendes arm og var derfor nødt til at følge med tros hun gjorde modstand. Modstanden forsatte indtil de kom oven på, hun havde aldrig været i den her bygning før, hun kunne i hvert fald ikke genkende det, men hun havde jo også kun været nede i kælderen jo. Hun så hvordan han skyd en fyr mere to steder i brystet. Hun fulgte efter Evan over til manden han lige havde skudt! Hun genkendte ham med det samme! Det var Hr. Blackwood, hun vidste ikke hvordan hun skulle reagere og stirrede bare på ham. ” Du dræbte ham!” skreg hun og prøvede endnu engang at komme fri, denne gang lykkes det for hende at komme ud af hans greb om hendes håndled. Hun lagde hænderne på de to steder hvor kuglen havde ramt ham. ” RING EFTER NOGET HJÆLP!” skreg hun i panik og prøvede at ruske liv i Hr. Blackwood, hun græd tårerne trillede ned ad kinderne på hende. ” Jeg har aldrig bedt om din hjælp! Hr. Blackwood er den eneste som passer på mig! Han er den eneste som beskytter mig” sagde hun grædende og så op på Evan. ” Jeg tilhøre ham og ingen andre” Sagde hun og ruskede endnu mere i ham. ” Hver sød at vågne op! Jeg kan ikke klare mig uden dig” Sagde hun græde færdig og ude af den.

En times tid tilbage stod Marcelus foran en mand i taktisk udstyr. ”Halvdelen nu og halvdelen efter ligesom altid. Det ved du da godt.” Sagde Marcelus lettere vredt. Manden sukkede svagt mens han kløede sig på panden. ”Dette her er anderledes. Det ved du godt.” Sagde han lettere vredt. Før Marcelus hev en konvolut op. Og stak den i hånden på ham. ”Husk at skifte til pistolen. Og riflen indeholder kun blanke skud. Jeg vil ikke have mine mænd får den uheldige chance for at dø.” Sagde han lettere hårdt. Manden nikkede kort. Før han tog hætten af. Evan Knight. ”Ja jeg ved det godt.” Sagde han lettere vredt før han tog hjelmen på. Og vendte sig imod bygningen. Og førte sig ind.

Marcelus stod udenfor og kiggede undersøgende ind på bygningen. Så hvordan Evan skød til højre og venstre imod de folk der var. Alle faldt om på stedet. Selv nede i kælderen da han hørte hvordan Evan havde svært ved at overtale Charmeine smilede han kort. Det så ud til at virke. Men den egentlige test kom først om lidt. En af hans mænd løb hen til trappen og nikkede til Marcelus. Marcelus nikkede tilbage. Og manden gik ned for at blive ’skudt’ af Evan. Heldigvis så havde han bloodpacks på brystet der eksploderede med falsk blod så det så ægte ud. Så var det så Marcelus’es egen tur.

Marcelus sukkede kort. Det her ville gøre ondt. Det var han sikker på. Marcelus bevægede sig ind i bygningen og stillede sig på sin position. Før han så imod trappen. Han så hvordan Evan løb op af trappen. Og næste sekund kunne han mærke smerten i brystet. Han mærkede hvordan slagene var nok til at skubbe ham baglæns så han mistede fodgrebet. Før han mærkede gulvet ramme hans ryg. Han mærkede hvordan luften blev slået ud af ham allerede ved første skud. Han trak vejret hurtigt uden at give for meget lyd. Og lukkede så øjnene. Det var nød til at se realistisk ud. Så pistolen havde ikke blanke skud. Han havde faktisk fået 2 skud i brystet. Men det var ikke nok til at dræbe en vampyr. Nok til at fjerne lidt af hans kræfter og blod.

Han lå helt stille mens han hørte hvordan de kom tættere på. Før han mærkede hvordan hun lagde hænderne på hullet. Græd på hans vegne. Ønskede ham i live. Marcelus kunne ikke lade være med at tænke dette var et stolt øjeblik. Ikke kun for Charmeine’s udvikling. Men også for hans egen teknik virkede så godt. Langsomt løftede han sin venstre hånd og lagde den på hendes hånd. Smilede kort til hende. ”Jeg er okay.” Sagde han før han lukkede øjnene lettere sukkende. Og løftede hendes hånd for at kysse den kort. Og bed sig så fast. Lod enzymet der gjorde hans bid virkede som stoffer glide ind i Charmeine mens han tog lidt af hendes blod. Det tog ikke lang tid efter han havde fået lidt blod før sårene var næsten healet færdig. Han satte sig roligt op og så på Evan. Nikkede kort til ham. Før Evan nikkede tilbage og forlod bygningen.

Marcelus vendte blikket imod Charmeine. ”Jeg må desværre fortælle dig dette har været lidt af en løgn. Men der er også en fordel. Jeg føler du er klar til at komme ud i friheden. Nu mangler vi din far til at gøre som jeg ville have ham til og så kan du få lov til at få din hele frihed tilbage.” Sagde han og smilede svagt. Hvorefter han langsomt prøvede at rejse sig op. Nærmest kæmpede for at komme op og stå da hans krop lige skulle have lov til at heale helt.

Hvorfor hun reagerede sådan? Det kunne hun ikke på nogen som helst måde svare på! Hun var hans og ville altid være det for evigt! Det her var hendes liv og det vidste hun. Hun ville ikke undvære ham, hun kunne ikke leve uden ham! Hun græd og græd og råbte flere gange at Evan skulle ringe efter hjælp! Hun var i panik, han måtte ikke dø!
Hun blev noget så forskrækket over at han bevægede sig, hun mærkede hans hånd røre ved hende. Hun flyttede sig ikke men blev tydeligt forskrækket. ” Du må ikke dø” sagde hun sønderknust og prøvede at få styr på sig selv. Hun gjorde ingen ting, han skulle have lov at få ro, så hun kunne hjælpe ham med at blive hel. ” jeg tror jeg kan heale dig” sagde hun og nåede ikke at gøre eller sige mere før hun så hvordan han kyssede hendes hånd, og hun slog rødmende blikket ned, til hun mærkede han bed hende. Hun skreg som han satte tænder i hende og det gjorde ondt, men det forsvandt hurtig tog hun blev glad og hun kunne lide det. Hun smilte til ham og nussede ham over håret, som hun følte at hendes krop blev drugget en hel del, det hele snorrede rundt for hende på en behagelig og dejlig måde. Charmeine havde fuldstændig skubbet væk at der stod en anden mand og at han gik registerede hun ikke.
Da han fjernede sin mund fra hendes hånd og ville op og sidde, hjalp hun ham så godt det var hende muligt. ” jeg vil ikke være fri” sagde hun bedende og sendte ham et blik der tydeligt talte til at hun mente det. ” jeg er din ” sagde hun stille og så endnu mere bedende på ham. ” jeg kan ikke være fri” hun græd igen, hun ville ikke! Hun kunne ikke klare sig uden ham, hvordan skulle hun klare sig uden ham? ” du må ike” sagde hun stille og kiggede ned i gulvet og lidt væk fra ham. ” jeg skal nok skaffe det min far har til dig, men du må ikke slippe mig fri” sagde hun og sendte ham et underdanigt men panisk blik.

Da han ville op og stå skyndte hun sig at hjælpe ham så godt hun kunne, hun så på ham som de begge stod overfor hinanden. " lov mig det" sagde hun bedende.

Marcelus smilede svagt da hun snakkede om hun ikke ville have hun var fri. Han lagde en hånd på hendes baghoved og tog hende ind til hans ellers blodige bryst. ”Du misforstår mig min slave. Du vil altid være min ejendel. Men jeg har brug for dig i ambassaden som mine øre og øjne. Det er en vigtig opgave. Det er derfor jeg var nød til at gøre alt dette her. For at sørge for du vidste hvor vigtig opgaven var.” Sagde han kort og slap hende så for at rejse sig.

Han lod hende hjælpe ham op at stå før han løftede sig i sin fulde længde. Han mærkede hvordan blodet også havde flydt ned af hans ryg. Fordi kuglerne var gået lige igennem så han faktisk kunne heale uden at de stadig sad i ham. Hans blik så på hende svagt. ”Du vil altid være min lille slave. Jeg er stolt af din udvikling. Og som du ønskede så kommer du udenfor i dag. Mere specifikt så skaffer jeg en lejlighed du kan bo i noget tid. Men når jeg så går derfra så vil din far få et anonymt opkald med en idé om dit sted. Det er vigtigt du ikke fortæller hvem jeg er. Og at vi altid havde masker på. Såvel som ikke siger hvad du har været igennem. Tror du at du kan spille dit gamle jeg igen?” Spurgte han kort mens han så på hende. Han følte dette var et godt tidspunkt at forsegle hendes følelser for ham og ønsket om at leve for ham. Ved at løfte hendes hage kort og placere et kys på hendes læber. Kun lige kort. Før han fjernede ansigtet. ”Jeg har fuld tiltro til dig.” Hviskede han kort.

En bil kunne høres at parkere udenfor. Marcelus tog fat i den skjorte han havde på der var smurt ind i blod og hev den af. Hullerne fra kuglerne var stort set væk. Det eneste der var tilbage var lidt sårskorpe men der var intet blod tilbage. En mand kom gående ind samtidig med folk rundt om dem begyndte at rejse sig. Alle de ’døde’ vagter rejste sig og knubbede sine skader. Det var tydeligt at det hele havde været et skuespil. Men hvis hun var nået så langt som han troede så ville hun nok også have forståelse for ham. For hvorfor han gjorde dette for at være sikker. Manden kom hen til Marcelus med et vådt håndklæde og en ny skjorte. Marcelus tog håndklædet og begyndte at tørre sin overkrop for at fjerne blodresterne. Før han iførte sig skjorten. Og bevægede sig imod bilen der holdte udenfor. ”Hvis du er heldig kan jeg nå at blive et par timer før jeg er nød til at gå. Men så skal du også skynde dig.” Sagde han kort mens han fortsat skyndte sig imod bilen.

Hun så på ham, hun ville ikke væk! Hun ville blive hos ham for altid. Hun så på ham og lyttede til ham hun sagde ikke noget til ham, det var ham der talte og hun skulle vente sådan var det bare og sådan ville det altid være. Hun nikkede stille ” Du må bare aldrig efterlade mig” sagde hun bedende og sendte ham et kærligt blik og nikkede stille ” jeg skal gøre mit bedste” sagde hun til at hun skulle være på ambassaden og gøre sit arbejde for ham der.

Som han kom op i sin fulde højde, var hun lige ved at sætte sig ned på knæ men stoppede sig selv, dog slog hun blikket ned i gulvet, hun havde ikke fået lov til at kigge på ham når de stod op, hun hørte godt hans ord, men rystede svagt på hovedet ” jeg vil ikke have en lejlighed” sagde hun og nikkede til det andet han sagde til hende ” jeg fortæller ikke noget”  sagde hun og vidste ikke helt hvor hun skulle gøre af sig selv, hun var utryg ved det her og utryg ved at skulle være væk fra Hr. Blackwood. Lige nu tænkte hun slet ikke på at tiltale ham ordentligt og rigtigt men han virkede heller ikke til at gå så meget op i det lige nu.” jeg skal gøre mit bedste” sagde hun stille selvom hun vidste det ville være svært. Hun mærkede hans hånd på hendes hage og hun lod sit hoved følge hans bevægelse og kiggede på hende før hun fik et kys, hun nåede kort at kysse ham igen. ” jeg har et krav” hviskede hun forsigtigt.

Dog blev hun revet ud af hendes tanker som hun hørte en bil udenfor parkere, hurtigt havde hun stillede sig om bare Hr. Blackwood to skridt bag ham, hvorfor hun lige gjorde det nu? Vidste hun ikke, men hun havde følelsen af at det var det hun skulle gøre. Hun fulgte ham nøje med øjnene men uden at sige noget, hun stod stille og kiggede ned af sig selv. Hun overvejede at spørge om hun måtte få hendes tøj, hun kunne jo ikke vende tilbage sådan her, og skulle skjule hvad der var sket med hende. Hun så på de andre vagter ”vågne” fra døden og ømme sig, men hun sagde ikke noget. Hun vidste at Hr. Blackwood havde gjort alt dette for at teste hende og for at se om han havde hende på sin side. ” jah Hr. Blackwood” kom det fra hende som hun hurtigt fulgt efter ham ud i bilen og satte sig ind ved siden af ham i bilen. ” Jeg har et krav” sagde hun igen, hun havde ikke fået sagt hendes krav før, måske Hr. Blackwood ikke ville have hende stille krav, men hun var nødt til dette for at hun kunne gøre de her ting! Der var ting hun var nødt til at være sikker på, hun skulle være sikker på at han aldrig ville slippe hende. ” hvis jeg skaffer dig tingene, så skal du beholde mig, altid.. lige som før i rummet men med lidt frihed..Du må gøre hvad du vil med min familie, så længe du beholder mig jeg kan ikke leve uden dig.” sagde hun og så ham sådan rigtigt i øjnene selv uden tilladelse, hun ville have at han skulle forstå at hun mente det. Dog kunne hun ikke holde blikket ret længe og det blev slået underdanigt og knækket ned på sine hænder der lå på hendes skød.

Da han satte sig ind i bilen og lænede sig tilbage i sædet sukkede han kort af udmattelse. Det havde gjort ondt de skud det måtte han desværre indrømme. Han så på hende kort som hun satte sig ind ved siden af ham. Han rystede svagt på hovedet. Bilen var stor nok til hun kunne sætte sig ned på knæ imellem hans ben. Så han pegede naturligvis derned så hun vidste hvor hun skulle sætte sig. ”Jeg har ladet den glide men det vil ikke fungere hvis jeg bliver ved. Når du taler til mig blandt mine egne mænd eller alene så udtaler du som jeg ønsker. Ikke på denne måde. Og du må på ingen måde på noget tidspunkt sætte dig ved siden af mig medmindre du får lov eller jeg har fortalt dig det i forvejen.” Sagde han kort og lod hende komme ned på knæ foran ham. Det var ikke fordi hun havde mega meget plads. Men nok plads til hun kunne læne sig mod hans lår med sine hænder og have hovedet tæt på hans skridt. Hvor han selv mente hun tilhørte.

Stilheden blev brudt kort efter da hun snakkede til ham angående hendes krav. Han så kort imod hende. Tog roligt en cigar fra limoens dør hvor der var en holder. Han tog derefter en cigar klipper. Og klippede enden af så han havde et sted og suge af cigaren. Før han rakte hende resterne. ”Dem holder du indtil vi er fremme eller også spiser du dem. Men de skal ikke ligge i min bil.” Sagde han kort før han rullede vinduet ned. Og tændte cigaren efter han havde sat den i munden. Han lyttede til hendes krav. Og han vendte blikket imod hende igen. Hun ville altså stille krav for ham. At han skulle holde på hende for evigt? Han grinte svagt og tog et sug af cigaren. ”Så længe du er brugbar. Så vil du altid ejes af mig. Men ligesom et par underbukser. Når de ikke kan bruges mere ryger de ud. Så hold dig brugbar. Og så kan vi holde et langt og lykkeligt samarbejde.” Sagde han roligt og så kort på asken på hans cigar. Før han rakte cigaren hen imod askebægeret ved døren og skubbede asken af. Og tog den så i munden igen og tog et sug.

Han vendte blikket imod chaufføren der satte bilen i gang. Før Marcelus rakte ned og lynede sine bukser op. For at se om hun forstod en hentydning. For han var langt fra færdig med hende. Dog kunne han se det ville være svært for hende at holde resterne af hans cigar samtidig med at tilfredsstille ham. Så han var interesseret i hvad hun valgte at gøre. For hans ordre havde været klare.

Charmeine kunne klart og tydeligt se på ham at han var udmattet og træt efter at han var blevet skudt under, den opdigtet befrielse af hende. Hun havde blot sat sig i bilen som en normal anden ville gøre, at hun skulle sidde på sine knæ foran ham havde hun ikke lige tænkt over, tros hun havde gjort det hver gang i kælderen når hun ike var spændt fast oprejst. Dog var hun hurtigt til at sætte sig, der var ikke meget plads på gulvet så hun måtte sætte sig mellem hans ben, automatisk røg hendes hænder på hans lår, hun var nødt til at læne sig forover for at sidde bare nogen lunde ordentligt, og hendes blik og ansigt var få centimeter fra hans skridt, hun kiggede lige direkte ned på det, hun kiggede ikke op på ham, hun havde ikke fået lov til det. Hun nikkede stille til hans ord ” Ja Hr. Blackwood” sagde hun uden at kigge op på ham, hun havde ikke tilladelsen til at kigge på ham.
Hun prøvede at følge hans bevægelser men det var svært når hun sad sådan, hun rettede lidt hovedet op for at se hvad han lavede og hun lod sin frem blive rakte frem fladt ud med håndfladen opad. Hun nikkede ” ja Hr. Blackwood” sagde hun og vendte blikket ned igen, det ville ikke blive nemt at holde på resterne, når de begyndte at ville køre, for bilen ville gøre forskellige sving, det vidste hun, så hun valgte at lukke hånden sammen for at holde på det. Sådan at hun ikke ville tabe det, det måtte ikke ske. Ordene om at han kun ville holde hende så længe hun var brugbar gjorde ondt på hende, hun kiggede ikke på ham men holde blikket nedad. Hun havde i sine at vise ham at hun for altid ville være brugbar. Hun drejede hovedet lidt for at følge hans hånd og op til han mund inden hun uden han så det håbede hun vendte blikket nedad igen.

Bilen blev startet og de skulle til at køre, hun kiggede forsigtigt til siden for at kigge på vinduet, hun vidste jo ikke hvor længe hun havde været fanget og hun ville gerne have et syn af byen og vejret, men han skulle ikke opdage det. Dog blev blikket atter rettet mod hans skridt som hun mærkede hans hånd ved hans bukser, de blev lynet op, bare han ikke mærkede at hun havde kigget væk. Hun lod den hånd med resterne af cigaren ligge det nærmest usynligt på gulvet, hun havde taget hånden ned fra hans lem og ladet som om hun skulle klør sig på låret men ladet resterne af cigar falde ned på gulvet mellem sine knæ, så ville han ikke have nemt ved at se dem. Før hun tog hånden op igen, dog havde hun glemt at lukke den så det var tydeligt at se hun havde en tom hånd hvis man kiggede på hendes hænder. Hun rakte med den anden hånd ud mod hans skridt for at tage hans lem frem, hun kiggede ikke op på ham. Hun rettede sig lidt mere op, så hun bedre kunne komme til, hun lod sin tunge og læber lege med hans lem imens hun brugte hånden til at holde hans lem og lege med det samtidig, for at få det hurtigere stift.

Himlen udenfor var fyldt med stjerner. Der var ikke længe tilbage. Det var snart tid til at lade hende komme fri. Forhåbentlig var hans arbejde ikke forgæves. Han lagde godt mærke til hendes hånd var tom. Men valgte ikke at nævne det. Han følte der var noget han havde glemt. En sidste form for ’opdragelse’ at hun ikke kunne undgå hans ordre. Samt hvis hun ikke fulgte det var hun jo nødsaget til at straffe sig selv når han ikke var i nærheden. Men det var ikke noget han følte han havde tid til lige nu. Han så på de mange stjerner i takt med han mærkede hendes hænder på hans lem. Derefter hendes tunge og læber. Han sukkede lettere nydende mens han lænede hovedet tilbage og lukkede øjnene. Den var også hurtigt oppe og stå. Det var tydeligt han tændte på hendes submissive side. Men det var også en af grundene til han måtte træne hende. Han rakte ud efter et glas og en whisky flaske. Han hældte noget whisky op i glasset efterfulgt af han stillede flasken på plads igen. Langsomt lod han glasset placere sig på hans underlæbe og tog en tår af væsken.

Han lod hende gøre den stiv og ventede på hun tog den helt i munden. Før han stoppede hendes hoved øverst på hans lem. Og stillede glasset med whisky ovenpå hendes hoved. ”Vælter det så kommer du til at mærke for det. Men stop endelig ikke med at sutte din herres pik. Forstået Frøken Cherry?” Spurgte han kort og så roligt på hende et øjeblik før han kiggede ud af vinduet igen. ”Så længe du kigger underdanigt og liderligt på mig uden sure miner eller noget andet end underdanigt og liderligt så må du gerne kigge på mig. Specielt når jeg snakker til dig. Jeg har trods alt maner. Eller hvad mener du?” Spurgte han kort for at høre hendes mening om hans holdning og måde at snakke på.

Heldigvis gjorde han ikke noget ved at hun havde lagt resterne på gulvet, det var egentligt meget rart for hun kunne vel ikke blive straffet for hvert evige eneste ting hun gjorde forkert kunne hun? Hun var slet ikke i tvivl om at det hun gjorde var noget han nyd, hun kunne høre det på ham og også mærke det på hans lem der hurtigt var godt stift. Hun måtte rette sig noget mere op for at komme ordentligt ned over hans lem, selvom hun ikke kunne komme helt til bunden, hun prøvede at gjorde det virkelig så godt hun kunne.

Hun holde sit hoved stille som han stoppede det, men hun var nede øverst over hans lem. Hun mærkede glasset blive sat på hendes hoved og ordne som kom fra ham om at hun ikke måtte vælte glasset eller det måtte falde ned mens hun forsatte med at give ham et blowjob. Hun turde ikke nikke og svarede ” Ja Hr. Blackwood, Frøken Cherry har forstået” sagde hun og prøvede virkelig at holde hovedet helt stille i mens hun sagde det. Hun måtte virkelig koncentrere sig over ikke at bevæge hovedet for meget så glasset ville falde ned af hendes hoved, hun ville ikke have en straf for at fejle opgaven. Hun prøvede at bevæge munden om hans lem men det var virkelig langsomt og hun stoppede op igen, og prøvede at kigge op på ham uden at flytte hovedet for meget men det var nærmest umuligt for hende. Ordene som hun vidste han ville have svar på, men hun ville ikke kunne svare og kigge op på ham samtidig uden at glasset ville ryge på gulvet. Hun forsøgte at løfte hovedet lidt mere op fra hans lem så hun ikke havde det hendes mund, inden hun prøvede at rette hovedet lidt uden at glasset ville vælte, men det væltede for hende, da de kørte over et lille bump. Hendes blik var underdanigt, men kunne se hun var tændt allerede af bare at give han starten på blowjobbet. ” Ja Hr.Blackwood de har de bedste og eneste rigtige maner. Deres ord er lov Hr. Blackwood. Frøken Cherry vil udføre hver en ordre de giver Frøken Cherry” sagde hun og vidste at hun ville komme til at mærke for glasset der væltede af hendes hoved. Hun håbede at hendes ord var nok til at hun ikke vil få straf for det med glasset.

Han så kort ned på hende da hun ikke gav ham et svar med det samme. Men opdagede hurtigt hvorfor. Hun kunne ikke for glasset. Han smilede kort over det. Det fornøjede ham at se hende prøve og følge hans ordre selvom hun umuligt kunne i denne situation. Dog mærkede han bumpet og glasset faldt ned. Han sukkede kort som det ramte gulvet ved siden af ham. Det gik dog heldigvis ikke i stykker fordi bunden af bilen var velpolstret. Marcelus løftede blikket hen til chaufføren og så lettere vredt på bakspejlet. Det var tydeligt at chaufføren havde været lidt for interesseret i hvad Charmeine havde været i gang med. Marcelus vendte blikket ned imod Charmeine kort. Før han smilede kort. Han drejede kort hovedet og besluttede sig for en straf. ”Chauffør kør ind af den næste vej i skoven.” De havde det sidste stykke tid kørt på en beskovet vej. Men efter Marcelus sagde han skulle køre ind i skoven. Valgte chaufføren at nikke og drejede ind på en lille skummel halvbumpende vej. Før Marcelus fandt en telefon frem fra inderlommen. Lagde hånden på Charmeine’s hoved og pressede hende hen over lemmen igen. Dog ikke ind i munden. Men mere så hun kunne bruge tungen op og ned af den.

Der gik et par minutter mens hans snakkede i telefon. Sagde ting som der var brug for ham. Og at der var sket en udvikling der komplicerede transporten. Før Marcelus så rundt. ”Det her er fint.” Chaufføren nikkede kort og stoppede. Før Marcelus stoppede Charmeine og pakkede sin lem væk. Langsomt gik chaufføren hen og åbnede døren. Marcelus rejste sig lettere besværligt op før han trådte ud af bilen. Og rettede sig helt op. ”Kom med Frøken Cherry.” Sagde han kort før han vinkede chaufføren med også. Det begyndte at ligne som om de var ved at finde noget… Eller gemme noget…

Marcelus stoppede kort op før han fandt en pistol frem fra lænden. Løftede den op så de begge kunne se den. ”Jeg synes ærlig talt det er synd dette her.” Sagde han før han vendte sig imod dem begge. Chaufføren så lettere rolig ud i situationen som om han forventede Charmeine blive skudt. Marcelus drejede pistolen rundt på pegefingeren så den vendte den anden vej. ”Men det er utilgiveligt at smugkigge.” Chaufføren så lettere overrasket til mens Marcelus rakte pistolen til Charmeine. ”Skyd ham. Det er din straf for at tabe glasset. Og for at lægge resterne af min cigar på gulvet.” Sagde han roligt før han gav Charmeine pistolen og begyndte at gå tilbage imod bilen. Som om han var uinteresseret i at se det. Hvilket han også var. Hvorfor skulle han kigge på det? Det havde de ikke tid til.

Charmeine var usikker, men det var jo ikke hendes skyld at glasset var røget på gulvet, hun ville ikke tage straffen for glasset røg ned! Hvis han ville give hende en straf for det! Hun sagde ikke noget, men kiggede bare på Marcelus, det var tydeligt at se hendes blik var underdanigt og bange. Hun kunne fornemme at han havde sit fokus et andet sted end på hende. Hun listede sin ene hånd ned mellem sine ben for at nyde at hun faktisk selv var tændt og våd. Men hun blev afbrudt og forskrækket som han pressede hendes hoved ned til hans lem. Men ikke så hun havde det i munden, hun fangede hurtigt hvad hun skulle gøre og begyndte at bruge sin tunge og læber, hun gjorde sit yderste, for at håbe at det måske ville mildne hendes straf hun kunne fornemme hun skulle have nu de skulle køre ind på en skov vej! Hun lod sin tung lege med ham og kæle for ham inden hun faktisk frivilligt tog ham i munden mens han snakkede i mobilen.

Hun forsatte med at lege med hans lem godt og nydende mens hendes ene hånd glid igen ned mellem hendes ben, hun ville gerne have lige så meget nydelse. Hun rykkede sig væk og fjernede sin hånd og så på ham som han trådte ud af bilen. ” ja Hr.blackwood” sagde hun og fulgte forsigtigt efter ham, hun blev bag ham hele tiden, hun kiggede sig omkring og vidste ikke helt hvad det var de skulle her. Hun så hvordan han fandt et pistol frem, hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre, hun ville ikke dø! Hun var ikke klar til at dø. Hun ville ikke begynde at sige noget endnu, hun lyttede til ham som han valgte at sige at hun skulle skyde chaufføren? Hun så spørgende på ham men stillede ikke nogen spørgsmål. Hun tog imod pistolen, hun havde aldrig brugt sådan en og anede ikke hvordan man gjorde. Hun var lige ved at sige noget før hun løftede pistolen mod manden, hendes hånd rystede svagt og hun kæmpede med at gøre det, det var skide svært for hende at gøre dette. Dog lidt efter hørtes et højt knald og hun havde skudt ham, hun havde lukket øjnene men ramt ham lige midt i halsen. Hun så på ham og skreg som hun så han faldt til jorden, han var ikke helt død. Dog gik der ikke længe før han lå helt stille og var død.
Hun gik hen til Marcelus ” jeg har aldrig prøvet det” sagde hun bange og så på ham.

Han stoppede kort da skuddet røg af. Før han vendte sig rundt med et let suk. Og så på Charmeine der gik hen til ham. Før han tog pistolen fra hende. Og så kort på hende. Før han langsomt gik tilbage til chaufføren og løftede pistolen. Skød 3 skud mere af. 2 i brystet og en i panden. Han tog pistolen tilbage på lænden og gik tilbage til Charmeine. ”Altid vær sikker. Det her er en væsen fyldt verden.” Sagde han kort og gik forbi hende for at gå tilbage imod bilen.

Hver meter han gik var rolig og fattet så det var tydeligt han ikke havde et eneste sekunds fortrydelse. Og Charmeine? Ja hun skulle lære det. Det handlede om at være i live. Og med de planer han havde for fremtiden for hende så var det vigtigt hun forstod det var ikke brugbart at have fortrydelse eller være langsom. Hvis man var langsom var man opdaget eller død.

Han greb fat i døren på bilen da de nåede tilbage til den. Og hev døren åben så hun kunne sætte sig ind. ”På knæ på sædet inderst.” Sagde han roligt og så afventende på hende. Da hun havde sat sig ind hvis hun ikke satte sig på knæ på selve sædet rettede han på hende men ellers satte han sig ind. Og klappede kort på sit skød som om han behandlede hende som en hund han ville have til at lægge hovedet på sit lår. Der var heller ikke et sekunds tvivl om det var det han ville have hende til. Han hev i dørhåndtaget og lukkede døren. Før han så tog et nyt glas og hældte den gyldne væske op i. ”Beklager afbrydelsen.” Sagde han kort før han så på hende roligt. De havde kun siddet der i et halvt minuts tid før fører døren blev taget op og en ny chauffør satte sig ind. Som roligt startede bilen og satte i gang. ”Fokuser på vejen. Det skulle nødig gentage sig.” Sagde han kort og chaufføren nikkede kort.

Charmeine var ikke stolt over at have gjort dette! Aldrig havde hun dræbt nogen, hun vidste at der ikke ville gå længe før hun ville blive til en falden engel. Det havde aldrig været hendes lyst og mål at blive! Hun ville miste sine smukke hvide vinger og aldrig få dem at se igen. Hun så på ham som han talte, det tydelige underdanige blik hendes øjne havde ” Ja Hr. Blackwood” sagde hun stille men sagde ikke andet før han gik forbi hende og hun fulgte efter ham hen til bilen.

Den eneste grund til at Hr. Blackwood ville have hende til dette var helt sikkert fordi han ville bruge hende til sådan noget, men det ville kræve mere træning ville det ikke? Det var første gang hun nogensinde havde brugt nogen former for våben! Hun rystede stadigvæk lidt på hænderne med var rimelig til at skjule det, hun holde sine hænder samlet på ryggen til de kom helt hen til døren og han åbnede den. Sagde at hun skulle ind på knæ på sædet inderst, hun nikkede blot og svarede ” Ja Hr. Blackwood” sagde hun stille og kravlede ind i bilen og satte sig på sædet som han ville have det, at han klappede på sit skød. Så hun kort underligt spørgende på ham men fangede den hurtigt og lagde sit hoved på hans skyd som var hun en hund! Ynkeligt og underdanigt lå hun som hun var en hund, hun havde lagt ansigtet ind mod hans underliv hun regnede med at han ville have hendes hoved den vej. Hun nikkede stille og svarede ” Det okay Hr. Blackwood” sagde hun som der kom endnu en i bilen. Hun valgte at kysse hans lem uden på bukserne og gøre noget godt for ham, uden han havde bedt hende om dette. Tros hun ikke på nogen måde havde lysten til det efter at have skudt en mand, som Hr.Bkackwood bagefter valgte at nakke ekstra meget foran hende.

Han lagde en hånd på hendes hoved og nussede det kort. Før han vendte blikket imod forruden mens de kørte. Marcelus havde ikke haft et problem med at dræbe i mange hundred år. Hellere dem end ham selv mente han selv. Men det var også fordi han var følelsesløs. Ingen følelser ingen samvittighed. Det var rart ikke at skulle tænke på hvordan andre følte. Dog var der noget i hans logik der irriterede ham. Som om han burde være opmærksom på noget. Der gik ikke længe før det gik op for ham og han vendte blikket imod Charmeine kort. Så undersøgende på hende. Der var noget han ikke havde tænkt over. Han havde trænet hende til at gøre hans befaling. Det var hun også mere end villig til. Men at tage et liv var noget andet for folk med følelser. Han løftede sin højre hånd der ikke var på hendes hoved og kiggede undersøgende på den. Den føltes våd som han kørte sine fingre rundt. Den var helt tør men det var som om han kunne mærke blodet.

Blodet fra hans mor den dag han slog hende ihjel ved et uheld. Den sidste dag han nogensinde følte noget. Før han lod hånden falde ned på hans lår igen. Og vendte blikket imod Charmeine igen. ”Jeg beklager at du måtte udsættes for det. Men hvis du vil gøre dig nyttig er det et nødvendigt offer at føre. Hvis du bliver afsløret så vil du ikke længere være brugbar for mig.” Sagde han kort og nussede hendes hoved lidt ekstra før han løftet blikket imod forruden igen. ”Hvis du vil spørge om noget angående at tage et liv eller lignende så har du cirka 10 minutter til at sige det hvor du kan tale frit. Brug det vel for det er ikke sikkert du får chancen igen en anden gang. Bare husk dine manner Frøken Cherry.” Sagde han kort og smilede svagt mens han vendte blikket imod hende igen for at betrygge hende om dette ikke var et nummer.