In a rush - Mark

Mark så undrede ud, mens Spencer prøvede at "forklare" eller hvad man skulle kalde det han havde gang i. Han kunne ikke helt hitte ud af hvad der foregik, men han kunne tydeligt mærke at Spencer var oprevet. Mark løftede et øjenbryn lidt og var ikke helt sikker på at han vidste hvad der foregik.

Dog der der pludselig blev sagt noget med at hans liv ville være bedre uden Spencer i det, rystede han uforstående på hovedet, mens hans hænder lagde sig lidt mod Spencers overarme.
"Wow.. wow.. wow!! Hvad?" Mark så Spencer. Han løftede et øjenbryn af Spencer.
"For det første!... Kunne jeg godt selv få lov til at bestemme det?" Spurgte han med et lettere træk på smilebåndet.
I den han lod sin hånd føres op til Spencers hage, og vippede hans hoved lidt op mod sig.
"For det andet... Vi har kun lige mødt hinanden Spencer?.. hvordan kan du på nogle tænkelig måde vide om mit liv ville være bedre eller være uden dig i det?" Spurgte han så.
Mark stod lidt, inden han slap Spencers hage.

Måske han i virkeligheden havde regnet ud hvad det her handlede om. Han sukkede og så lidt ned.
"Sig mig..." Hans blik forblev mod jorden.
"Er det dig der ikke skal være i mit liv?... Eller er det nærmere fordi du er bange for at få mig i dit liv?" Spurgte han så.
For mange kunne det være en af samme sag, men det var det ikke.
Mark havde i lang tid haft det svært ved at lukke folk ind i dit liv igen! Virkelig svært. Måske var det, det, det her drejede sig om.

Spencer havde aldrig fundet ud af om han faktisk havde en diagnose. Han havde aldrig haft mulighed for det. Han vidste bare at hans humør kunne skifte fra det ene øjeblik til det andet, at han var så bange for at lukke folk ind fordi han var bange for at miste. Han havde bildt sig selv ind, det var bare fordi han havde levet med den familie han havde.

Spencer så kort ned mod hans arme og Marks hænder på dem. Han overvejede et øjeblik at trække sig, men han var bare så træt af at skubbe folk væk. Hans reaktion fik ham til kort at se op på ham. Hans følgende ord var vel kun rimelige. Han skulle selv have lov at bestemme. Men samtidig skulle han også vide hvad der faktisk var han lukkede ind. Han gjorde ikke modstand da hans hoved blev løftet.

”Det gør jeg bare,” påstod han. Hans hage blev sluppet og hans blik ramte igen gulvet. Han sukkede og overvejede et øjeblik at fortælle Mark alting og skræmme ham så meget at han smed ham ud. Det ville bare være nemmere.

”Er der en forskel?” Han veg uden om Mark og gik et par skridt væk fra ham. ”Så lad mig fortælle hvordan det bliver hvis ikke jeg går lige nu og aldrig vender tilbage.” Han stod med ryggen til ham, så mod et punkt på en væg tæt på dem. ”Jeg er en junkie. Jeg vil ende op foran din dør, fuldstændig blæst. Enten vil du tage mig ind eller sende mig på et hospital. Du vil måske forsøge at hjælpe mig med at stoppe, men jeg vil ikke lytte. Jeg vil fortælle dig at jeg ikke kan undvære det, at det er det eneste der gør jeg kan leve. Og måske kan vi være glade sammen. Måske… Hvis ikke min psykopat af en bror kommer og…”

Han stoppede på grænsen til at græde. Han kunne ikke lade vær med at tænke på hvad der for nyligt var sket med Kenna. Han rømmede sig for at stoppe de begyndende tårer. ”Jeg ved at dit liv vil være bedre uden mig i det. Det er ikke en meningssag, det er bare sådan det er.” Han var på et lavpunkt i hans liv, men det var ikke nye tanker han havde. De var der altid, bare ikke nær så dominerende som nu.

Mark lod Spencer løsrive sig og rejse sig. I stedet lænede han sig selv op af entre møblet. Han lyttede til Spencer, lod ham snakke ud.
At Spencer var en junkie kom ikke bag på ham! Han havde godt fornemmet det i hans blod.
Han stod lidt, så lidt ned mod gulvet, ikke trist men eftertænksomt.
Da Spencer var færdig med at snakke, slog Mark lidt armene over kors.
"Såh.. det du er bange for, er at jeg vil skubbe dog væk hvis disse ting sker?" Nævnte han blot.

Han kunne ikke lade vær med at trække op smilebåndet.
Han rettede sig lidt op. "Spenser... Du taler til en vampyr? Man finder ikke et mere afhængigt væsen?.. hvis ikke du dukkede op foran min dør, var det sikkert mig der dukkede op foran din?.. om du vil stoppe med rusmidler eller ej, skal jeg ikke bestemme!.. jeg vil gerne være der for dig, hvis du har brug for det, og har det dårligt.. men jeg kommer aldrig til at prøve på at få dig til at stoppe" sagde han med et træk på skuldrene.

Hvad angår din bror... Så må jeg jo forsvare mig til den tid.
Mark stod lidt men rettede sig på op. "Vent her" sagde han og gik ind i stuen, og kom hurtigt tilbage med et billede i hånden. Han rakte det til Spencer.
Det var et billede af Mark og en anden mand, der stod med armene om hinanden.
"På grund af ham her.. har jeg længe haft svært ved at lukke folk ind.. fordi jeg var vant til de forlod mig... Dette er min Skaber..og min eks elsker.. jeg har ikke set ham i næsten 2 år.. kort efter hans forvandlede mig" forklarede han.
Han så lidt ned på billedet selv, og kunne mærke tristheden presse sig på. Han talte normalt ikke om Caleb.

Spencer trak på skuldrene over hans spørgsmål. Det var ikke let for ham at tale om. ”Jeg er bare fucked up, okay. Men ja, jeg skubber nok folk væk.” Det var ikke første gang. Det var sket for nyligt. Det var bare nemmere, men også meget mere ensomt.

Spencer drejede sig halvt mod ham, så han nu stod med hans side rettet mod ham. ”Du lader dig ikke skræmt nemt, gør du?” Et smil spillede på hans læber, men det var ikke nær så optimistisk som det havde været tidligere. ”Det plejer at skræmme folk væk når jeg fortæller det,” han havde ikke engang fortalt alting. Det var nogle ting der var for private. Han var ikke sikker på det var en god idé nogen indledte en kamp med Nate, lige gyldigt hvor stærke de var. Han kæmpede ikke fair.

Han blev stående tilbage, før Mark kom tilbage med et billede. Han så på det. Mark så glad ud. ”Skred han bare? Det er et dick-move,” sagde han og rakte billedet tilbage til ham. ”Jeg ved ikke hvorfor jeg er sådan her. Jeg er aldrig blevet efterladt. Jeg er bare forskruet, sikkert.” Han sukkede og kløede sig i nakken. ”Jeg kan blive, men du kan godt regne med jeg på et tidspunkt forsvinder sporløst. Det er hvad jeg gør.”

//beklager længden

Mark trak på smilebåndet da Spencer sagde at Mark ikke blev så let skræmt.
"jeg er en vampyr... der er efterhånden ikke så meget der kan skræmme mig mere" grinte han lidt med et træk på skulrende.
Mark så roligt på Spencer og smilede bare varmt til ham.
"jeg er ikke som så mange andre Spencer... jeg ved hvordan det var at være sårbar, og trod jeg allerede har været vampyr i 2 år, husker jeg stadig tydeligt min menneskelighed..." forklarede han.

Mens spencer så på billedet, stod Mark og prøvede på at kontrollere de mange følelser der altid kom op, når han tænkte på Caleb. Han hørte godt hvad Spencer sagde, og trak på skuldrende.
"jeg ved ikke hvorfor han forsvandt... både han, og hans familie var pludselig væk en morgen.. Jeg har ikke hørt fra ham siden.. i virkeligheden.. ved jeg ikke engang om han stadig er i live" Forklarede han som han tog imod billedet.
Der gik ikke en dag uden at han savnede Caleb! Manden havde for himmelens skyld være ham, Mark troede han skulle dele evigheder sammen med!.. Men sådan var det ikke blevet. Og Mark fik nok aldrig afvide hvorfor!

Et let smil bredte sig over Marks læber, da Spencer valgte at han gerne ville blive, men også fortalte at han sikkert forsvandt sporløs på et tidspunkt.
"Det er også okay... du ved jo hvor døren er, når du har lyst til at komme igen" sagde han roligt, som han roede Soencer lidt i håret.
Han så en kende på Spencer. "sig mig... nåede den her scene lige at få din rus til at forsvinde, jeg syntes din krop den opføre sig anderledes" sagde han og lagde hovedet lidt på skrå.

Spencer smilede let. ”Så er vi to.” Der var kun to ting der kunne skræmme ham, rigtig gøre ham så bange at han nærmest frøs i hans sted. Begge var ting han flygtede fra og frygtede en dag ville indhente ham. ”Sikkert mere end mig, sjovt nok.”

Spencer så på ham da han forklarede hvad der var sket med ham. ”Det stinker.” Han kunne ikke ligefrem sige han havde mistet nogen på den måde. Det var ham selv der skubbede folk væk. Det var dumt af ham, fordi han havde brug for så meget bekræftelse af folk omkring ham. Han var både et socialt og asocialt væsen på samme tid. Han havde brug for andre, men kun i måske mængder. ”Så er du kommet videre eller hvordan fungere det?” Det var ikke hans mening at rive op i gamle sår, han var bare nysgerrig.

”Jeg kan altid finde hvad jeg har brug for,” sagde han en anelse vagt. Han havde en evne der gjorde han altid kunne finde alt og alle. Det var ret praktisk, nok noget af det eneste praktiske ved ham. Han lo kortfattet da han rodede ham i håret. ”Ja, men det er fint.” Han havde nået at opleve den et øjeblik. ”Jeg drikker gerne øllen færdig.”

Mark trak op smilebåndet over Spencers kommentar om at det stank. "Ja.. sådan kan man vel godt sige det" grinte han lidt og trak op skuldrene. Der var vel egentlig ikke så mange andre måder at sige det op?
Og han var oftest ved at kaste op over det, når folk skulle stå der og give ham medlidenhed og "trøste" ham.

Han så ned op billedet da Spencer spurgte om han var kommet videre.
"Tja det er jeg vel.. komme over ham, gør jeg aldrig.. men videre ja " sagde han med et roligt smil. Havde Caleb nu blot været en kæreste der var skredet, havde det måske været noget andet! Men her var der et ganske særligt bånd! Caleb var marks skaber, og det kunne han ikke lave om på.

Mark nikkede da Spencer sagde det var okay, med at hans rus var faldet, i den han begav sig ind mod stuen igen, hvor Spencers øl stadig stod.
"Okay... Eller siger du blot til!.. jeg vil med glæde give dig den igen" sagde han med et let smil.

Spencer forstod godt hvordan det var ikke at ønske medlidenhed. Det var endnu en grund til han ikke fortalte folk om hans liv. Det var hårdt at tale om, det gjorde folk fik ondt af ham og i nogle tilfælde ville behandle ham som porcelæn. Han havde ikke brug for at blive behandlet sådan. Han var mere eller mindre okay - undtagen når han lod vampyrer drikke hans blod og indgik i kys med fremmede mænd.

”Det er altid noget.” Spencer havde aldrig følt så stærk en følelse af kærlighed at det var et problem for ham at komme sig over. Han havde haft to flirts i hans liv, ingen af dem var særlig dybdegående og tillod ikke at åbne op for noget mere. Nu var der James. Han undgik ham fordi han var bange. Han var bange for hvad der ville ske når de uundgåeligt faldt for hinanden. Han forsøgte at ødelægge det for sig selv, prøvede at mindske chance for at James ville være sammen med ham. Hvorfor han gjorde det, var et spørgsmål han ikke selv kunne besvare.

”Jeg skal jo gerne gå herfra med nok blod i kroppen, så medmindre du vil give ud af dit eget, må vi hellere stoppe mens legen er god.” Han gik med ham til stuen og satte sig ned igen. Han gned sig i nakken og så frem for sig. Hvorfor kunne han ikke stoppe med at mærke følelsen af Marks læber? Han greb øllen og tog en slurk.

Spenser havde ret! Det var altid noget at han var kommet videre. At komme over det var noget andet! Men nu var der snart gået over et år siden Caleb var forsvundet, og Han kunne ikke blive ved med at gå og håbe på at Caleb en dag dukkede op!
Han var faktisk nået til et sted, hvor han ikke vidste hvordan han ville reagere hvis Caleb valgte at komme tilbage! Hvad ville han sige? hvad ville han gøre?
Ville han blot lukke manden ind i sit liv igen? Han kunne jo ikke helt afskrive ham! Det ville være umuligt... Manden var hans skaber, og han ville aldrig kunne bryde det bånd der var mellem dem.. men han om de ville få et forhold igen vidste han ikke!

Han nikkede til det Spencer sagde, fyren havde nok ret. Mark vidste ikke hvordan han ville have det med at der var en der drak fra ham! Måske ville han ikke have det helt store imod det? Caleb havde gjordt det en enkelt gang eller to, men det var ikke sket ret meget.
Han havde aldrig prøvet at en ikke-vampyr havde gjordt!
Han satte sig selv ned i sofaen ved siden af Spencer, og så på ham. Et let smil var på hans læber.
"Nåh.. men... har du forrasten tænkt dig at forklare mig hvad det der kys handlede om?" grinte han lidt, som han vende sig en smile mere mod Spencer.
Han havde et smil på læberne der indikerede at han ikke helt kunne lade vær med at finde det en smule komisk.

Spencer kunne ikke rigtig udtale sig om hvordan det var at komme sig over et endt forhold. Han havde haft et par flirts der varede nogle måneder, men så ikke mere. Det var først nu, hvor han faktisk følte der var en han kunne falde for, og her var han i gang med at ødelægge det. Han sukkede småirriteret over hans egne handlinger. Han vidste ikke hvorfor han gjorde det.
Spencer havde intet problem med at drikke vampyrblod. Det var en god måde at heale på, og så gav det bare et rus han ikke kunne finde andre steder. Han så på ham da han spurgte indtil kysset. ”Det var bare et kys. Ingen større mening bag det.” Det var jo ikke ligefrem fordi Mark ikke selv lagde op til det. Han så over på ham. ”Eller ændrede det hele din verden?” Han smilte kækt til ham. ”Jeg ved godt jeg er en god kysser, men det er måske lidt i overkanten.” Som altid forsøgte han at joke sig ud af det alvorlige. Det var en forsvarsmekanisme. Han var ikke god til at tale om ting der var personlige eller fik ham til at fremstå svag eller uperfekt.

//Lidt kort, sorry.

Mark løftede lidt et øjenbryn da Spencer helt tydeligt prøvede at tale uden om, og joke med det faktum at han rent faktisk lige havde kysset Mark LIGE inden han var ved at spæne ud af døren.
Han grinte lidt da Spencer sagde at han godt vidste at han var en god kysser, men det var lidt overdrevet hvis Marks verden havde ændret sig fuldstændig blot på grund af kysset.

Han strakte sig lidt.
"Du kan være helt rolig" sagde han og vente blikket mod Spencer med en drillende mine.
"SÅ god er du heller ikke" han sende et blink i Spencers retning.
"Nu var det jo heller ikke fordi jeg fik lov at OPLEVE hvor god en kysser du er, på det korte øjeblik" sagde han med et træk på skulderen.

Et smil brød frem på hans læber.
"Bare rolig.. jeg har lært for længe siden, at et kys blot er et kys!.. selvom jeg da selvfølgelig ikke vil lyve!.. du ER attraktiv" sagde han med en rolighed, inden han trak kort på den ene skulzer. "Meeeen.. det er jeg nu også selv sååh" jokede han videre.
Mark vidste godt selv at han så godt ud, det fik han ofte afvide, og var bestemt heller ikke utilfreds selv!
Men han havde også altid passet på sin krop, både før han blev til vampyr, men også efter!

//Sorry for vente tiden og længden :/

Spencer var ikke typen der lod sig slå ud. Typisk fordi han stak af før han kunne blive påvirket af noget. Men her sad han og følte sig virkelig sårbar. Han havde givet udtryk for han muligvis ville mere, og nu sad han her usikker på om Mark overhovedet havde det på samme måde.

Spencer fnøs af hans påstand. Han var god. ”Så hvad du siger er du ikke kan bedømme det ud fra en smagsprøve, du har brug for et helt måltid?” Hvorfor ikke bruge mad som analogi? ”Det kunne arrangeres,” sagde han en anelse henkastet. Han prøvede ikke at gøre det til en kæmpe ting, i tilfælde af Mark ikke var interesseret.

Spencer smilede da han komplimenterede hans udseende. Han tænkte nok mere på de ting der var galt med ham frem for det gode. Han var en omvandrende medlidenheds-fest. ”Ingen protest herfra,” sagde han da Mark også mente han selv så godt ud. Det gjorde han, ingen tvivl om det. Spencer var glad for det ikke var akavet mellem dem. Det kunne nemt gå hen og blive super underligt at tilbringe tid sammen efter sådan noget. Hvis det var tilfældet ville han nok heller ikke sidde så stille her og lade som ingenting. Så var han smuttet for længe siden.

//Indholdet er vigtigere end længden. Og alle har perioder med mindre tid, det er helt okay <3

Et øjenbryn løftede sig, og et skævt smil ramte hans læber, da han hørte hvordan Spencer ligefrem sammenlignede et kys med mad! Og ikke mindst da Spencer ligefrem sagde at et fuldt måltid godt kunne arrangeres.
Han sad lidt, blot med et smil for sig selv, så Spencer VAR interesseret i mere?
Hvorfor ikke? Der kunne vel ikke være noget galt i at de tilfredsstillende hinanden på mere end en måde?

I en hurtig bevægelse, noget der mindede om mindre end et sekundet, havde Mark fjernet den afstand der var mellem dem, skubbet Spencer ned i sofaen, med sig selv over ham. Han så ned på fyren med et nærmest sultent blik.
"Pas nu på med at sige ting du måske kommer til at fortryde" hans stemme var pirrende og mørk. Han bukkede hovedet ned, ved siden af Spencers og nappede ham i halsen. Det kunne dog være en farlig leg, ikke fordi Mark var bange for at miste kontrollen, nu hvor han havde spist, men halsen var altid et sensitivt område, da det KUNNE gå galt, så man ikke var mæt nok!

Han rettede hovedet en smule op, og vende blikket mod Spencer. Han betragtede fyren under sig en smule. De blå øjne låste sig på fyren, inden han dog bukkede sig ned, og krævede det kys, han ikke havde fået lov at mærke nok til tidligere. Hans hænd bevægede sig op mod Spencers kæbe, for den greb fat, ikke hårdt, men stadig fast, mens han læber dansede over Spencers, selvfølgelig i et håb om at fyren ville deltage.

Spencer vidste ikke hvad der foregik i hans hoved som han sad der med et løftet øjenbryn og skævt smil. Var det bare ham der frydede sig over hvordan Spencer mere eller mindre havde kastet sig på ham? Han var ikke sikker, men det var i sidste ende også ligemeget. Han var ikke egnet til et forhold, så selv hvis der skete mere mellem dem, ville det ikke være noget seriøst.

Han gjorde ikke modstand da han blev skubbet ned i sofaen og kunne føle Marks krop liggende hen over ham. Han smilede blot skævt af hans ord. "Jeg fortryder aldrig," sagde han. Ha strakte hans hals da han mærkede de små nap på hans hals. Han var ikke nervøs for Mark ville miste kontrollen. Måske fordi han i sidste ende ikke frygtede at dø.

Spencer mærkede hans læb, fornemmede deres form, hvor bløde de var og hvordan der stadig var rester af blod og øl at smage på dem. Han skubbede hans hoved en anelse frem for at gøre kysset dybere. Han lagde hans hænder mod hans side og kunne mærke hans muskusløse krop under hans fingrespidser. Han tillod at løfte i hans trøje bare en smule så han rigtig kunne mærke den køllige hud.

Et skævt smil spillede over Marks læber da han hørte hvad Spencer sagde.
Følelsen af hvordan Spencer strakte halsen idet Mark begynde at kysse med af den, fik det bare til at sitre i hele hans krop. En lille snært af ham havde lyst til at flå ham midt over! Ikke bogstaveligt talt... Og så måske alligevel lidt. En let fristelse af at bore tænderne ned i Spencers nakke, og blot drikke lyst.
Men han gjorde det ikke! Mest fordi det kun ville ødelægge oplevelsen af det der var ved at ske!

Da deres læber mødtes, vred han sit hoved en kende, blot for at gøre kysset dybere, lade sin tunge finde vej ind mellem Spencers læber, for at lege med netop hans tunge.
Han mærkede Spencers hænder mod sin krop, og frydet sig blot over at hvor udforskende Spencer var!

Hans egne hånd gled selv ned over Spencers side, ned langs hans hofte og ned at hans lår! Uhh hvor havde han bare lyst til at flå tøjet af fyren, med det samme!

Spencer var på en og samme tid meget tillidsfuld og det modsatte. Han stolede ikke på folk nok til at fortælle folk om de dybeste dele af ham, de ting i hans fortid der havde formet ham, men han var heller ikke nervøs for at overlade hans liv til andre. Mark kunne i princippet dræbe ham hvis han ønskede det. Spencer vidste det, men alligevel var han gået med ham hjem.

Spencer lod et svagt støn glide over hans læber i det sekund Marks tunge gled forbi hans læber. Han lod hans egen tunge glide rundt med Marks. Han havde aldrig fået en negativ anmendelse for hans kys, så han gik ud fra han ikke var dårlig til det. Følelsen af Marks hånd der rejste ned af hans side og til hans lår, gjorde at hans krop begyndte at reagere på kysset såvel som berøringen. Han lod hans hænder glide om mod hans ryg hvor han lod en enkelt finger bevæge sig op ad hans rygrad.