In a rush - Mark

Spencer rystede svagt da han trådte ind på baren. Han skulle have taget mere tøj på. Han så sig kort rundt. Hvordan fungerede det her? Gik han bare op til en eller anden og bad dem om at drikke hans blod? Han kunne ikke tro det var sådan det foregik. Han kunne have været gået til James, måske skulle han have gjort det. Så ville han i hvert fald ikke stå i en potential farlig situation. Han kunne nemt gå hen og dø her, hvis han blev involveret med de forkerte. Han bevægede sig hen forbi baren, så kort på bartenderen der sendte ham et sultent blik. Hvad han var sulten efter, vidste Spencer ikke. Han havde heller ikke travlt med at finde ud af det. Han satte sig ned for enden af baren. Han var endnu ikke vant til at han her kunne købe alkohol uden problemer. I USA var han stadig to år for ung. Han så på bartenderen da han kom hen til ham. "Hvad skal du have?" Han så stadig sultent på ham, hans blik rettet mod Spencers hals. Okay, så han var ude efter blod. Han kunne lige så godt bare have overgivet sig der og lade ham få en smag. Hvis det skulle gå galt, havde han et par trick for at få vampyren væk. "Ingenting i aften," sagde han og rejste sig. Han gik ned igennem rummet og så hvordan flere havde gang i et måltid. Han spottede en fyr der sad alene bagerst i lokalet. "Må jeg søge ly her?" Spurgte han med et svagt smil.

Det var ikke fordi det var den store lyst der var til at skulle ud i aften.. Men for det første havde han ikke mere blod, så under alle omstændigheder skulle han ud for at finde noget, enden i blodbanken, eller hos en frivillig doner.
Egentlig havde han besluttet sig for at det bare skulle være blodbanken. Men efter hans tur gennem nattelivet, der allerede var ved at starte, besluttede han sig for at slå et smut forbi That Bloody Bar, et sted han af og til kom, for at finde en frivillig doner.
Han havde dog delte meninger om stedet.
Det var et godt sted at finde en der frivilligt ville levere blod, og lade ham drikke fra dem. Men samtidig var han ikke vild med stedet.
Han var ikke så stor fan af at skulle sidde og drikke fra en doner åbnet foran alle andre. Og han havde haft rigtig svært ved det i starten, da han ikke var så god til at styrre sin blodtørst når han lugftede blod.
Heldigvis var det blevet meget bedre!

Men denne aften var han alligevel trodt hans tanke om blodbanken, endt med at finde ind på stedet. Han havde hilst på bartenden, som  han efterhånden kende temmelig godt.
"dit bord er ledigt min ven... jeg forstår ikke hvorfor du altid gemmer dig der nede, men du plejer jo at have heldet med dig alligevel" sagde han med et skuldertræk og et ryst på hovedet.
Mark tog imod drinken, der egentlig blot bestod af blod.
"jeg kan bedre lide at studere udvalget, end af blive tilbudt det hele med det samme" grinte mark lidt inden han vende sig, og gik mod bordet bagerst i lokalet.
Han sad ofte her, det var her han havde det bedst!
Han brød sig ikke om at sidde langs baren, eller stå i baren, hvor man blev opsøgt af den ene afhænige person efter den anden! Nogle af dem tiggede jo nærmest om at få lov at blive bidt. Og selvom Mark var vampyr, og havde behov for blodet, var han faktisk lidt kræsen alligevel.
Blikket gled gennem lokaet, mens han studerede hvert enkelt, som han kunne fornemme ikke var hverken vampyr eller blod dæmon.
Dog blev hans opmærksom hed tjølet, da han pludselig hørte en stemme ved hans side. Han vende blikket op mod den unge mand der stod der og spurgte om han måtte søge ly her.
Et let smil gled over Marks læber. "For regnen, eller de mange sultne blikke der kastets efter dig?" spurgte han som hans blik skævede ned gennem rummet, hvor der tydeligt kom nogle den anden vej, i retningen mod denne unge mand.

Marks blik faldt atter på den unge mand, han lavede en bevægelse med hånden mod bænken ved siden af sig.
"værsgo" sagde han roligt. Mens hans blik fulgte fyren. Der var noget der kildede i hans næsebor, men han kunne ikke helt beskrive hvad, det virkede ikke til at fyren var menneske,... men hvad var han så?

Spencer var generelt ret udadvendt. Han kunne tale med alle. Men han blev også hurtig træt. Han var generelt ikke typen der tog til fester eller mødtes med folk i store forsamlinger. Han foretrak at tilbringe tid med en enkelt person eller i en gruppe på 5-7 stykker.
Han havde måske truffet en forkert beslutning ved at smutte ind på en bar for blodsugere. Måden folk så på ham på, gjorde ham utilpas. Han følte sig som et stykke kød, et bytte. Han frygtede at hvis han forsøgte at smutte, ville han blive jagtet. Han foretrak nu alligevel selv at have et valg i det. Han var overrasket over hvor mange der virkede villige til at blive bidt i. Måske havde de det på samme måde som ham. Bidet kunne lige så godt være et stof. Det gav et rus man ikke kunne finde andre steder. Følelsen af at en enkelt person holdt din skæbne, styrede om du levede eller døde, gav bare noget andet.

Spencer havde kigget på hans udvalg. Ingen af dem virkede som hans type. Enten var de optaget, eller også var de måske lidt for hårde typer for ham. Han besluttede sig for at bevæge sig længere ned bag i, og endte ved en fyr der så ud til at være på hans alder. Han ville ikke have troet han var en vampyr hvis han havde passeret ham på gaden. Han så næsten for venlig ud til det. Men helt sikkert ikke en bloddæmon. Spencer så kort rundt igen da vampyren nævnte sultne blikke og fangede et par mere. ”Begge,” hans blik faldt igen mod ham med et svagt smil. Han følte sig måske lidt for eftertragtet af alle de forkerte grunde.

Spencer satte sig ned da han blev tilbudt det. Han satte sig således han havde udsigt udover en del af baren, ikke ret langt fra vampyren. ”Jeg hedder Spencer,” præsenterede han sig selv og vendte blikket mod ham. Han trak sig en smule da han opdagede han sad lige lovlig tæt på. Det var ikke fordi han ville have noget imod det, men han ville ikke gøre ham ukomfortabel. Hvis man så nærmere på hans hals, kunne man allerede se to stiksår, der dog var ved at heale. Han havde ikke set James i noget tid. Det var mest fordi han havde været igennem en del det sidste stykke tid, og han ønskede ikke at ødelægge hvad de havde med hans fortid der indhentede ham.

Mange ville nok ikke se Mark som den typiske vampyr! Han var ikke dyster og mørk, ikke truende eller på anden måde uhyggelig. 
Egentlig var han var en helt almindelig fyr, der dog var nød til at leve af blod fra andre væsner… 
Mark kunne jo stadig TYDELIGT huske hvordan det var at være et menneske, det var ikke mere end 2 år siden at han var blevet forvandlet. En handling der var sket i ren kærlighed! For at redde hans liv, havde hans eks forlovede Caleb forvandlet ham, og det havde ikke været med Calebs gode vilje, det var faktisk mark selv der havde tigget ham om det..



Hans blik betragtede fyren. Han trak lidt på smilebåndet da fyren afslørede at det var lidt for begge dele han søgte ly.

“bare rolig, de skal nok lade dig være når først du sidder sammen med en…. Heldigvis der der visse regler mellem os… eller.. i hvert fald vampyrende.. bloddæmoner er lidt mere utilregnelige” grinte han lidt.


Han så på Spencer da han præsenterede sig, og lagde godt mærke til at fyren rykkede sig lidt væk fra ham.

“bare rolig.. jeg bider ikke” sagde han afslappet, men fik dog et lidt lumsk smil på læberne.

“med mindre du beder mig om det altså” lød det lidt mere fristet, mens han betragtede Spencer med et sultent smil. 
Han kunne dog ikke holde masken ret længe, og grinte lidt. 

“ej undskyld… jeg kunne ikke lade vær” grinte han med et træk på skulderen.



Han så på Spencer med et mere roligt blik.

“mit navn er Mark” sagde han så roligt. 
Mark bemærkede godt de 2 mærker på Spencers hals. Han lænede sig lidt tilbage i sofaen, og tog en tår af sin drink.


“hvor længere har du så gjordt det her?” Spurgte han roligt, som om det var helt normalt at spørge om. Men det var det vel egentlig? 

Mark var selv meget ny i dette koncept, og hvis han skulle drikke fra nogle, mente han at det skulle være nogle der kende risikoen, ved det de var i gang med!

Spencer havde aldrig levet et almindeligt liv. I de første år af hans liv, havde han troet det var normalt, men det blev hurtigt klart for ham, hans familieliv var langt fra normalt. Han var den eneste der dukkede op i skolen med flækkede læber og brækkede knogler. Da han så endelig havde affundet sig med det var hans virkelighed, dukkede hans evne op og skræmte ham fra vid og sans. Ikke mange år efter begyndte misbruget for at dulme hans evne og de smerter han fik fra hans far og senere bror.

Spencer satte pris på han nu kunne sidde i fred. ”Godt jeg foretrækker vampyrer så.” Han burde være nervøs for hvad der kunne ske, men lige nu følte han sig ret tilpas. Det virkede ikke som om vampyren havde ilde i sinde.

Spencer så på ham med et let hævet øjenbryn over hans ordvalg. ”Dude, det er fint. Jeg joker hele tiden,” sagde han med et smil. Han havde det bedre i selskab hvor han følte han kunne joke og ikke skulle være nervøs for hans humor trådte over folks grænser. Det virkede umiddelbart til han godt kunne det her.

”Mark…” Han tyggede lidt på navnet. Det var så almindeligt et navn, det næsten virkede antivampyrisk at hedde det. Men han kunne selvfølgelig være blevet forvandlet, hvilket kunne forklare det. Spencer kunne aldrig blive forvandlet til vampyr, men det vidste han ikke selv. Faktisk vidste han ikke ret meget om banshees.

Spencer trak på skuldrene over hans spørgsmål. ”Et par uger.” Det var ikke fordi han havde meget erfaring med det, han vidste bare han havde brug for et nyt hit. ”Mark…” Han så på ham med et mere seriøst blik. ”Vil du drikke mit blod?” Han havde aldrig spurgt om det før, det var bare sket. Han vidste ikke hvad situationen kunne føre til, men han var åben for mulighederne.

Hans blik hvilede på fyren ved hans side. Der var noget over denne fyr! Og selvom han nu afslørede at det var et par uger han havde gjordt dette, så var der alligevel et eller andet “uskyldigt” over ham.. noget der sagde Mark at selvom dette ikke var første gang en vampyr drak fra ham, så var han stadig meget ny i alt dette. 

Marks blik ramte Spencers, da det gyldne spørgsmål blev stillet.

Marks hovede tiltede en smile på skrå, og hans blik studerede ham nøje. Som om han vurderede hvorvidt han havde lyst til det eller ej. 

Mark var sikkert naiv, hvis man spurgte de fleste. Men han havde et håb om at kunne leve kun på donere! Og at han aldrig behøvede at skulle ud og JAGE! Caleb havde lært om at sætte en ære i, ikke at angribe uskyldige.

Det havde været virkelig svært i starten, og han havde godt nok kæmpet meget. Men det gik meget bedre med den slags nu, og han havde en følelse af at han havde kontrol! Og det var netop derfor han nu turde lave end sådanne aftale som denne med et andet væsen.



I en rolig bevægelse, førte Mark sin hånd op til Spencers hals, og kørte sin tommelfinger over de 2 bide mærker. 

“og nu er det ikke noget med du allerede er nogles vel?” Spurgte han roligt. 
Selvom han var ny, og han var skabt. Så respekterede han vampyrendes u-skrevende regler om at man ikke nærede sig på en andens menneske,… eller hvad race det nu var. 
Han havde selv været Calebs, derfor var der ingen andre Vampyre der rørte ham.

Mark fjernede hånden og så sig lidt om på stedet. 

“Jeg er temmelig gammeldages… jeg bryder mig ikke om at nyde blod i rum som disse..” Han rettede lidt på sig.

“hvad ville du sige til at tage med hjem til mig?” Spurgte han roligt, og med en afslappet tone, der ikke ligefrem indiskerede at dette kunne være en fælde.

Spencer vidste ikke om der var nogle regler han burde følge. Han var ærlig talt også ligeglad. Følelsen af at være tæt på et vampyr, at vide hvad han kunne få lige om lidt, fik ham til at slippe alle konsekvenser. Han var misbruger i alt han gjorde, lige meget om det var stoffer, sex eller nu vampyrbid. Han vidste bare han havde brug for det, så han tænkte ikke på andet.

Spencer vidste ikke meget om vampyrer. Før han kom til Gaia, havde han aldrig mødt andet end mennesker og varulve. Han vidste kun hvad han så i tv og film, men han vidste også bedre end at tro på alt. Han var i hvert fald sikker på vampyrer ikke glimrede i solen.

Spencer kunne forstille sig hvordan det måtte være at være afhængig af blod. Han var ikke sikker, men han kunne forstille sig det var ligesom med stoffer. At man følte man var døende hvis ikke man fik dem - forskellen var så bare at en vampyr faktisk var døende hvis ikke de drak blod.

Spencer skælvede svagt under Marks kølige finger. ”Nej… Det tror jeg ikke.” Han var ikke sikker på hvad det betød. Kunne en vampyr gøre krav på et væsen af blod - og i så fald hvordan? Havde James gjort krav på ham?

Spencer ville også foretrække det blev gjort et mere privat sted. Det var en intim handling, han ikke så grund til at udføre offentligt, hvis det kunne undgås. Han nikkede. ”Lad os gå.” Han rejste sig og ventede på Mark gjorde det samme. Han var lidt spændt på om det altid ville føltes som det havde med James, eller om det var forskelligt fra vampyr til vampyr.

Der var den igen! Denne uskyldighed der lå over Spencer. Han tvivlede meget på at der var en vampyr der havde gjordt krav på ham endnu, særligt fordi man også selv skulle gå med til det. 
Egentlig var det jo en uformel “kontrakt” en hver vampyr kunne bryde den hvis de havde lyst. Men de fleste vampyre, fulgte også de uskrevende regler.

Han nød at mærke den varme hud inder hans fingre, og mærke hvordan hårene rejste sig og gåsehuden viste sig frem, som efterskælv efter Marks kolde fingre. Han huskede selv tydeligt hvordan det var, når en vampyr lod sine kolde hænder glide over ens krop! I dag havde han det helt omvendt, nu var det varmen der tiltalte ham!


Mark smilede roligt da Spencer gik med til at de skulle gøre det her hjemme hos Mark. Han rejste sig roligt fra sofaen, og gik mod udgangen sammen med Spencer.

Inden de dog trådte ud af døren, trak Mark sin læderjakke af.

“her!… det bliver ret koldt hvis du ikke har mere tøj på” sagde han roligt, som han bevægede sig uden for. 
Han bevægede sig om bag ved baren, var der var en p-plads.

“Hvordan har du det med fart?” Spurgte han med et lidt flabet smil, inden han stansede ved en motorcykel. 


Han løste den op, og fiskede en hjelm op fra rummet under sædet, og rakte den til Spencer.

“for en sikkerheds skyld.. jeg ville være øver over ikke at få dig her skindet med hjem” drillede han lidt, inden han satte sig op på motorcyklen og startede den. En rungende lyd kom fra udstødningen! Der var ikke mange andre lyde i verden der kunne slå den her, hvis du spurgte Mark. 



Satte spencer sig op, ville mark køre afsted, og selvom han godt kunne lide fart, ville han alligvel køre ordenligt, bare ikke for at skræmme livet helt af fyren bag ham. 
Efter lidt kørsel, drejede mark ind i en indkørsel, ved et stort hus. 
Han slukkede motorcyklen, og steg af.
“velkommen til” sagde han roligt. Det var ikke helt normalt at se en ung mand bo alene i sådan et stort hus. Og så i en af de dyre ender af byen.

Mark låste døren op, og trådte ind. Han tænde for noget lys, og sparkede sine sko af.

“vil du have noget?… øl, sodavand? Vin? Noget varmt?” Spurgte han mens han traskede lidt ud i køkkenet for eventuelt at finde det Spencer takkede ja til hvis om noget.

Spencer havde aldrig tænkt på sig selv som uskyldig, men det kom måske med at være ret så uvidende. Han var nu kvik nok, men han vidste bare ikke ret meget om magi og overnaturlige væsner. Han var blevet tilhænger af den kølighed en vampyr bragte med sig. Det satte på en måde gang i hans system, skabte en varme alle andre steder på nær under vampyrens greb.

Han gik til udgangen med Mark ved hans side. Han så kort på læderjakken, før han trak i den. Det var ret koldt uden for, så det var nok bedst. Han stoppede foran motorcyklen på parkeringspladsen. Hvad var det ved ham der altid tiltrak mænd med motorcykler? Det var tredje gang han ville køre på en inden for et par uger. ”Jeg var praktisk talt racekører i USA.” Han kunne ikke køre noget langsomt, det var bare umuligt for ham.

Han løste den op, og fiskede en hjelm op fra rummet under sædet, og rakte den til Spencer.

“for en sikkerheds skyld.. jeg ville være øver over ikke at få dig her skindet med hjem” drillede han lidt, inden han satte sig op på motorcyklen og startede den. En rungende lyd kom fra udstødningen! Der var ikke mange andre lyde i verden der kunne slå den her, hvis du spurgte Mark. 



”Tak, jeg er også ret glad for mit ansigt,” nævnte han med et skævt smil. Han trak hjelmen på. Han kunne høre motorcyklens motor tydeligt, selv med hjelmen på. Han satte sig op bag ved Mark og foldede sine arme om ham. Han sørgede for at bevæge sig i takt med Mark, sørge for ikke glide af sædet.

Han trak hjelmen af og piftede ved synet af huset. Hvad skete der for at alle mennesker boede i dyre huse her? Eller i hvert fald alle han mødte. Han fulgte med ham inden for, smed skoene indenfor døren og så sig rundt. ”En øl ville være okay,” sagde han og gik med ud i køkkenet. ”Er det her dit feriehjem, eller er det her du bor til daglig. Det er lidt småt, er det ikke?” Han jokede selvfølgelig. Han var vant til små faldefærdige lejligheder, ikke huse der nærmest kunne gå for et slot. ”Bor du her alene?” Han var nysgerrig af natur, men respekterede det også, hvis en person ikke ønskede at svare på et spørgsmål eller tale om et bestemt emne.

Mark nikkede til at Spencer ønskede en øl, han fandt en frem fra køleskabet. Mange ville under sig over at en vampyr havde den slags i sit køleskab. Men eftersom at Mark, en gang i mellem havde besøg af folk der ikke kun levede af blod, så var det meget rart med noget at kunne tilbyde dem.
Han trak på smilebåndet da der blev spurgt om dette kun var et sommer hus.

"desværre ikke, jeg har sku ikke råd til andet end denne kasse her" sagde han og sendt Spencer et drilsk smil, som han rakte øllen til Spencer.
Han lænede sig op af køkkenbordet, kun iført et par sorte jeans, og en mørkeblå t-shirt med V-udskærding. Han betragtede Spencer lidt.
Da der blev spurgt til om Mark boede her alene, skiftede hans ansigts udtryk noget noget mere dystert.
"faktisk... er jeg blot en af mange... de andre venter på os i kælderen" sagde han med en dyster stemme, og et dystert blik rettet mod Spencer.
Inden han rettede sig op fra bordet og begynde at gå mod Spencer.
"ser du.. jeg er den yngste her.. derfor er det min opgave at skaffe føde!.. og de vil elske en snack som dig!" sagde han som hans øjne begynde at løse op i en mørk rød farve, og hans tænder viste sig i det han sende Spencer et modbydeligt smil.

Han stoppede først, da han have fået presset Spancer helt op af en væg.
Han lænede sig en kende frem mod ham, og studerede ham med de røde øjne.

Spencer så på Mark. Han overvejede ikke at han havde øl - vampyrer kunne vel stadig drikke det, kunne de ikke? Eller måske tog han fejl. Han tiltede hans hoved en smule til siden. ”Hvis man skal nøjes med et hus, er det her ikke det værste,” han smilede til ham. Spencer tog øllen og tog en tår, før han stillede den på bordet.
Han rynkende på hans øjenbryn da hans ansigtsudtryk lige pludselig blev dyster. Han brød sig ikke om hvad han sagde. Hvis de alle skulle drikke af ham, så ville han højst sandsynligt ikke komme ud derfra i live. Fra hvert skridt Mark tog frem, tog han et tilbage. Han blev mere og mere utryg ved situationen. Han skulle nok ikke været gået med en vidt fremmede. Han endte med at stå med ryggen klemt mod en væg. ”Hey vent, det var ikke aftalen.” Han var forberedt på at gøre hvad han skulle for at slippe væk herfra. Han lagde hans hænder mod Marks brystkasse klar til at give ham et skub hvis det var nødvendigt. Det kunne godt se ud til det blev nødvendigt, vurderet ud fra hans røde øjne. Han kunne mærke hvordan hans hjerte bankede hurtigere mod hans brystkasse, hvordan adrenalin spredte sig i hans krop og fik hans ben til at ryste en anelse under ham. Han var klar til at løbe. Hans blik flakkede. Han var nervøs ad helvede til, bange for han ville dø hvis ikke han snart kom væk derfra. Spencer endte med at se direkte ind i Marks røde øjne. ”Har du tænkt dig at dræbe mig?”

Mærk mærkede hænderne mod hans bryst, men ignorerede dem lidt. Han kunne tydeligt høre hvordan Spencers hjerte hamrede i brystet på ham. Og han kunne lige frem lugte angsten.
Da Spencer spurgte om Mark havde tænkt sig at dræbe ham, blev han stående lidt unden at svare. Dog voksede et smil frem på hans læber, ikke et væmmeligt eller ondskabsfuldt et, nærmere et latter agtigt et af slagsen.
Hans øjne blev blå igen, og han rettede sig op.
"undskyld.. der gik jeg vidst lidt over stregen" sagde han dog mens han havde problemer med at skjule sit grin. Han rekte en hånd frem, og rodet Spancer lidt i håret, inden han fjernede sig helt fra ham.

"selvfølgelig har jeg ikke tænkt mig at dræbe dig...Og ja!.. jeg bor her alene" sagde han som han greb fat om Spencers øl, og rakte den til ham igen.
"beklager... jeg finder somme tider min race's uhyggelighed, lidt for morsom" sagde han roligt.
Mark var tilbage til normal, han var smilende, og rolig. Mark lænede sig atter tilbage mod køkkenbordet.
"jeg beklager min spøg.. og undskyld at jeg skræmte dig" sagde han med en oprigtig stemme.

Han stod lidt. "hvordan fortrækker du at jeg gør det? og vil du helst bides i halsen?" spurgte han roligt.
"ja undskyld jeg spørger så direkte, men jeg vil helst være sikker på at jeg ikke går over dine grænser" sagde han roligt.

Spencer blev forvirret da han begyndte at smile. Han troede et øjeblik at fandt hans angst underholdende. Da hans øjne igen blev blå og han undskyldte, flød et lettet suk over hans læber. Han lo kort da hans lod hans hånd rode i Spencers hår og trådte væk.

”Er du skuespiller? Ellers burde du overveje det.” Han tog øllen igen og lod en hånd føre igennem hans hår. Han var stadig lidt ude af den. Det tog ham et øjeblik før hans krop igen faldt helt ti ro. ”Jeg er amerikaner, det er praktisk talt et indvielsesritual til livet at blive pranked.” Han tog en tår mere.

”Du behøver ikke undskylde.” Han stod et øjeblik og tænkte over hans spørgsmål. ”Det er bedst ved en pulsårer, tænker jeg. Så ja halsen, eller håndleddet?” Han havde ikke prøvet andet end halsen, så han vidste ikke helt hvordan det ellers føles. ”Du er så britisk,” sagde han med en let latter. ”Du behøver ikke undskylde for alting med mig,” forklarede han med et smil. ”Hvad med vi går ind til en sofa, og så finder ud af hvad der fungerer?”

Han forlod køkkenet og gik videre igennem huset indtil han fandt en stue. Han tænkte det ville være fint her. Han satte sig ned i sofaen og ventede på Mark ville komme til ham. Han var ikke specielt erfaren med det, så han vidste ikke hvordan man faktisk gjorde. Han måtte bare lade sig guide en smule og se hvad der skete.

Mark smilede bare lidt over kommentaren med at han burde være skuespiller.
Han kunne godt se at Spencer skulle tænke lidt over spørgsmålet. Og det var der måske ikke så meget at sige til. Selvom Spencer tydeligvis var blevet bidt før, så virkede han ikke som typen der vidste det helt store om hvordan det her foregik.
Han nikkede til Spencers svar. Ja, et af de 2 steder ville selvfølgelig være de nemmeste.

Han kunne ikke helt lade vær med at smågrine da Spencer påpegede at Mark var meget britisk. Ja det var han OG han kom faktisk ud af en temmelig velhavende og fin familie. Så det lå ham meget naturligt. Han nikkede da Spencer nævnte at de kunne sætte sig i stuen. Ja! det var sikkert det bedste.

Han fulgte med, og viste også en smule vej. Det var lidt underligt. Han havde prøvet det her en del gange efterhånden, men han var altid lidt nervøs når det kom til at han skulle drikke fra en ny. Måske fordi han ikke vidste hvordan vedkommende reagerede.
Han fulgte med hen til sofaen, og satte sig selv. Han betragtede Spencer lidt.
"Det nemmeste er helt sikkert din hals.. men hvis du føler dig bedre tilpas med håndledet er det fint... det andet kan godt virker... temmelig... intens" forklarede han.

Han vende de blå øjne mod Spencer med et roligt, og dog indgående blik. Han kunne efterhånden selv godt mærke at hans krop begynde at reagere på Spencers tilstedeværelse.
Hans blik gled lidt ned, ramte hans hals, hvor han kunne se hvordan pulsåren pumpede. Det var næsten som en trance når først hans sanser opfangede lyden, og syntes af den pulsende åre. Han kunne allerede fornemme den kløende fornemmelse i hans gane.
Uden selv at lægge yderligere mærke til det, skiftede farven på hans øjne, og tænderne begynde at trænge frem.

Spencer prøvede sig bare frem - det var sådan med alting i hans liv. Han var ikke typen der lagde planer eller overvejede en hel masse. Han gjorde bare hvad der faldt ham ind. Hvilket var hvorfor han stod i en fremmed vampyrs hjem på vej til at blive bidt af ham. Mark virkede til at være enig om halsen og håndleddet var de bedste steder.

Spencer var vokset op langt fra rigdom. Han havde levet i fugt og kulde. Det havde ikke været det bedste hus, men han havde været okay med tilstanden af huset. Han havde ikke haft behov for alverdens luksus. Han havde brug for sikkerhed - hvilket var det sidste han havde haft.

Han så på Mark da han talte. Måske var det bedst hvis han gav ham lov til at bide hans hals - det var hvad han kendte, hvad han vidste føltes godt. Han lagde mærke til at hans øjne ændrede farve, at hans hugtænder trådte frem. Han trak Marks jakke af sig og lagde den ved siden af ham. Han tog en dyb indånding og greb blidt fast om Marks hage. Han førte, hvis han tillod det, hans læber ned mod hans hals.

Han vidste det ikke med sikkerhed, men han havde på fornemmelsen hans blod var anderledes end andres, ikke kun fordi han var en banshee, men også fordi han var stofmisbruger. En vampyr kunne muligvis få en følelse af at være høj ved at drikke hans blod. Han afventede følelsen af de spidse tænder der trængte sig igennem hans hud. Han var ikke ligefrem tålmodig med det. Han ville bare føle det allerede. Han sørgede for at strække hans hals nok til at Mark ikke skulle have problemer med at komme til. ”Tag for dig,” sagde han lavmælt.

Han betragtede Spencer mans han tog jakken af. Mark måtte synke en enkelt gang, for ikke at sulten var tog over, og han ende med at overfalde den stakkels fyr.
Han blev dog overrasket da han mærkede den varme hånd om hans hage, og hvordan han blev guidet ned mod Spencers hals.
Han om tættere og tættere på, den pulsende åre der dansede foran hans blik. Han sad lidt sådan. Uden helt og være sikker på at det nu var en god ide. Han hørte dog hvad Spencer sagde, og vende atter blikket ned mod åren der dansede sin pulsende dans foran ham. Han rykkede en smule så sig, så han sat tættere på Spencer, blot så han ikke skulle strække sig så meget.
Hans hoved bukkede sig ned mod Spencer's hals. I en legende bevægelse, lod hans sin tunge glide op langs spencers hals, blot for at finde det helt rette sted.

Han fandt det hurtigt, og åbnede munden om halsen. Og tyggede sammen, til de spidse tænder pircede Spencers tynde hud. Mark mærkede hvordan blodet sprøjtede ud i munden på ham, og et tungt nydende suk undslap ham, som smagen ramte hans tunge. Den var anderledes! Spencer var bestemt ikke blot et menneske! Smagen var dog underlig, men bestemt god!
Marks ene hånd havde allerede lagt sig roligt om Spencers overarm på den side hvor Mark bed. Men pludselig fik den anden hånd lov til at fange Spencers nakke, hvor han trykkede spencers hoved mere til siden, så der var bedre plads til Mark.

Marks vejrtræning blev tungere, og hurtigere. Han strammede grebet en andelse mere om Spencer, mens han stadig drak livligt af såret. Tungen vandre over såret igen og igen. Mark kunne tideligt mærke hvordan det pulsede i hans krop! Denne fantastiske smag!

Han kunne fornemme at Mark tøvede. Han gjorde intet, da han ikke ville haste på ham. Hvis han havde brug for tilløb, skulle han ikke skynde ham. Han flyttede sig tættere på Spencer, før hans tunge løb op af hans. Spencer kunne ikke afvise at det skabte en følelse i ham, han gang på gang havde forsøgt at skubbe væk, med de få undtagelser hvor han gav efter for dem. Det var ikke sket specielt mange gange, men nok til at han ikke var i tvivl om hans seksualitet, men han var endnu ikke klar til at fortælle hele verden det.

Spencer følte tænderne bryde igennem hans hud. Han lod et suk flyde over hans læber. Han lukkede øjnene og følte hvordan hele hans krop begyndte at slappe af. Han havde været så anspændt de sidste par dage af flere grunde. At han ikke var blevet bidt i noget tid, var en af grundene. Han lod Mark gøre hvad der nødvendigt for at han kunne få mest ud af det. Han lagde en hånd på puden ved siden af ham, lod hans fingre bore sig ned i stoffet. Der var noget intimt over handlingen, den kunne næsten betegnes som seksuel. Eller måske var det bare Spencer der mente det. Han mærkede Marks greb på hans overarm og hvordan det blev strammet som hans vejrtrækning blev tungere. Modsat Marks vejrtrækning, blev Spencers selv roligere. Den var tvært imod mere rolig. Han havde endelig fået hvad hans krop havde længtes efter i alt for længe nu. Han lod ikke mærke til hvor lang tid der gik og hvor meget blod Mark tog. Han bekymrede sig ikke om det. Han kunne kun tænke på den intense følelse der spredte sig i hans krop.

Mark kunne tydeligt mærke den effekt som bidet havde på Spencer. Og han havde gættet rigtigt! Drengen var dybt afhængig af at blive bit! Dem var der mange af! Og mange af dem vidste det, desværre ikke engang.
Selvom Mark ikke var tilhænger af, at folk havde nogle former for misbrug, så havde han alligevel altid en hvis medfølelse for folk der havde det overfor netop dette!
For dette var jo ikke udnyttelse, der imod var det hjælp for begge parter. Han fik blod, og hjælp en med at få stillet sine abstinenser, og omvendt.

Det var vel okay var det ikke?
I hvert fald besluttede Mark sig for at give Spencer lidt ekstra. Han trak sin mund en smule til sig, lod sin tunge glide over såret en gang eller to, inden han flyttede hovedet en smule ned, til et andet sted på Spencers hals, hvor han endnu engang borede sine tænder gennem den bløde hud. Efterhånden som vildskaben havde lagt sig, sad Mark ganske roligt og drak fra Spencer. Han kende udemærket til hvornår man skulle stoppe, og da han kunne fornemme Spencers hjerterytme falde, slap han såret med munden, lod tungen glide over for at få det sidste blod med, og rettede sig op.

Han betragtede spencer lidt.
"Du ligner en der fik hvad du kom efter" sagde han og strøg Spencer kort over håret.
"lig dig lidt ned, og nyd det" sagde han roligt, som han rejse sig, og gik mod køkkenet. Noget af det vigtigste for ikke at blive dårlig efter at have mistet blod, var sukker. Dog ville han lade Spencer nyde sin rus lidt endnu. Han tørrede sig om munden og kom tilbage til stuen. Hvis Spencer havde lagt sig, ville Mark sætte sig på Hug foran ham, med et roligt smil.
"du kan bare bleve så længe du har brug for" sagde han roligt, som han valgte at sætte sig på gulvet op af sofaen. Han lænede selv hovedet lidt tilbage, og nød hvordan hans krop den tog imod det vidunderlige blod.

Spencer så ingen grund til han ikke kunne give lidt blod til en vampyr. Det var jo ikke fordi han gjorde det af uselviske grunde. Han havde brug for biddet. Han følte han manglede noget hvis ikke han gjorde, som om han var koldere og vanvittigt sulten efter noget der ikke var mad. Spencer forstod sig måske ikke på mange ting, men afhængighed var en af de ting han vidste noget om. Han vidste præcis hvornår han var afhængig af noget. Ind til nu havde det typisk været stoffer. Han vidste lige præcis hvor mange stoffer han skulle tage for at få den ønskede effekt, hvornår han skulle tage forskellige typer. Han kendte også følelsen af abstinenser og desværre også hvordan det føltes når man fik en overdosis.

Spencer tog en dyb indånding da Mark trak sig og lod hans tunge glide over såret. Han havde forventet at det nu var slut. Men nej. Mark skubbede hans tænder igennem hans hud igen et andet sted på halsen. ”Fuck,” mumlede han. Det føltes så godt, han kunne ikke engang beskrive den følelse det frembragte i ham. Han trak sig kort efter. Han sukkede igen. Det kunne godt være vampyrer fik blod ud af det, men han tvivlede på det matchede hvad han fik ud af det. ”Nej, jeg kom bare for motorcykelturen,” jokede han og så op på Mark som han strøg ham over håret. Han gjorde som han fik besked på og lagde sig ned i sofaen. Han lagde hans hænder hans hoved og mærkede hvordan hans hud snurrede. Han lukkede øjnene og bemærkede ikke hvad der skete omkring ham.

Han åbnede øjnene igen da Mark igen sagde noget. Skulle han blive? De havde vel begge fået det de skulle, måske var det bedst hvis han bare smuttede. Han frygtede mest at Mark kunne blive endnu en person Spencer frygtede for ville forlade ham. Der var en grund til han havde holdt hans antal af venner lavt sat. Hvis først han havde for mange af dem, var der flere personer der kunne forlade ham. ”Det er okay.” Han satte sig op og så kort på Mark. Han sendte ham et smil. ”Tak for servicen,” sagde han og rejste sig. Han gjorde sit bedste for ikke at vise han var en anelse svimmel. ”Du har vel ikke tilfældigvis et plaster eller to?” Det skabte mindre opmærksomhed hvis han kunne dække hans sår til.

Mark sad på gulvet foran sofaen, og ville lige lade Spencer mærke effekterne af biddet inden der skulle ske noget andet. Han så dog lidt overrasket på Spencer da han rejste sig, og virkede til gerne og ville afsted.
"er du sikker på det er en god ide, når du stadig er midt i rusen?" spurgte han roligt, og lagde armene lidt afslappet over kors.
Han nikkede til det med plastreet, og gik ud i køkkenet for at finde et. Det var ikke unormalt for Mark det her! Han havde efterhånden haft nogle stykker med hjemme, og der var faktisk en del af dem der bare gerne ville afsted lige efter. Der var mange grunde til det! Nogle af dem, brugte det som en opvarmer inden de skulle i byen og feste.
Andre var bare virkelig flove over at de havde denne form for afhængighed! Så det var bestemt ikke uvant for Mark. Men.. Spencer slog ham ikke som fyren der var flov eller noget over det misbrug han havde!? Han virkede der imod som en der var helt cool med det.

Mark gik tilbage til stuen. "nu skal jeg hjælpe dig" sagde han roligt, som han åbnede det ene plaster, og satte det ind over det første mærke han havde lavet. Han lagde mærke til en dråbe blod fra det næste sår, der var på vej ned over Spencers skuler. Han bukkede sig ned, og med en let og blod bevægelse, lod han tungen glide fra dråben og hele vejen op til såret.
Han rettede sig op, inden han åbnede det næste plaster og satte det på såret.
"sådan!.. så god som ny" lød det med en rolig stemme.

Han smilede roligt til Spencer.
"vil du have jeg køre dig hjem?" spurgte han så. Mark var måske lidt for god af sig! Og egentlig kunne han jo være ligeglad med hvordan Spencer kom hjem, eller hvad han lavede efter Mark havde fået blod, men på det punkt... var han bare en ufatteligt dårlig vampyr!

Spencer var ikke nervøs for at være alene i en rus. Det var langt fra første gang. ”Jeg klarer mig. Det gør jeg altid.” Han så efter Mark da han gik. Det var ikke fordi han ville have meget imod at gå uden plaster. Folk skævede allerede til ham, blodet ville ikke ændre meget på det.

Spencer kunne udadtil virke som en hvilken som helt anden misbruger. Hvis man så lidt dybere, ville man hurtig opdage det ikke var tilfældet. Spencer var afhængig af stoffer, men han var samtidig ret velfungerende. Ganske vist, arbejdede han ikke i en forretning eller på et kontor eller noget alment som det, men han tjente sine egne penge, på trods af han havde indgået jobmuligheder med hvad man kunne omtale som farlige mennesker. Han havde kontrol, de fleste misbrugere ikke havde.

Han sad stille som Mark placerede plasteret på hans hals. Han bed sig i læben da hans tunge gled over hans hud igen. Fuck. Det var mening han skulle bides og så smutte. Intet andet. Han så kort på Mark, længere end han skulle have. Han tvang sit blik væk og rømmede sig.

”Jeg har to ben, jeg kan sagtens gå.” Han smilede kortvarigt, før han igen så på Mark. Han vidste ikke hvad det var der gjorde han følte som han gjorde, om det udelukkende var på grund af handlingen de havde haft gang i, eller om det havde mere at gøre med hvad han netop havde været igennem. Han var ikke så okay som han fremstod. Han havde en skyld hængende over ham der tyngede ham ned, en frygt for han aldrig ville blive tilgivet. Folk kunne fortælle ham det ikke var hans skyld, men han ville aldrig tro dem.

”Måske vi kan gøre det igen engang?” Han vidste ikke hvad han skulle sige. Han prøvede måske at finde en grund til at blive, selvom han også samtidig gerne ville gå. Han ønskede ikke at være alene, men han havde heller ikke lyst til at fortælle nogen hvad der var sket.

Mark nikkede blot til de svar han fik. Okay, han kunne godt fornemme at han nok ikke skulle spørge om mere. Spencer virkede mest som end er bare gerne ville afsted. Og så alligevel... Der var et eller andet over ham.
F.eks så steg hans puls hver gang han der var anledning til at han nok skulle til at gå. Noget der undrede Mark en del.
Han havde godt lagt mærke til de lidt for lange blik Spencer havde set i Marks retning, mens han gav ham plastret på. Var der noget der?
Et let smil gled over hans læber ved tanken, og han måtte lige holde grimassen for en tid! Var det fordi spencer fandt Mark tiltrækkende, at han var lidt sær lige nu? Havde fyren regnet med det ville ske mere?

Han så på Spencer da han nævnte at de måske kunne gøre det igen på et tidspunkt. Mark smilede roligt. Han gik over til spisebordet og tog en kuglepind og et stykke papir. Han kom tilbage og rakte det til Spencer. "Du er velkommen hvornår det skulle være" sagde han roligt.
Han stod lidt, og betragtede Spencer med de himmelblå øjne, der overhoved ikke lignede nogle der skulle sidde på et blodsugende væsen.
Han studerede fyren, og besluttede sig for at han simpelthen var nød til at prøve noget. Der var allerede nu, kun et par meter mellem dem.
Mark valgte at træde et par skridt tættere på Spencer. Han lyttede samtidig efter Spencers hjerte rytme. Det kunne være svært da rusen gjorde noget ved ham, men Mark havde lært at se forbi den detalje.
Han valgte at rykke den lidt tængere, så med en rolig hånd, tog han blidt fat om Spencers hage, og løftede lidt op i den, så de havde øjenkontakt. Mark var en andelse højere end Spencer, derfor var denne manøvre nødvendig. Han så på Spencer med et intens blik.
"Du kunne også blive?... noget siger mig du ikke har fået ALT hvad du kom efter?" sagde han med en rolig, dyb og næsten spindende stemme.

Spencer var ikke selv i stand til at forstå hans tanker, han forventede derfor heller ikke at andre gjorde det. Han kunne modsige sig selv en masse gange. Det kom mest af at han tvivlede på sig selv så ofte og prøvede at passe ind, at gøre alt han kunne for at glæde andre.

Spencer havde været med en mand offentligt, men han var stadig bange for at folk ville dømme ham hvis han var sammen med en mand. Han var stadig underlagt hans fars hold over ham, selvom der var et hav imellem dem. Spencer var ikke gået ind med en forventning om der skulle ske mere. Det var heller ikke derfor han havde lyst til at blive - ikke fordi han ikke fandt Mark tiltrækkende. Det handlede mere om at han sandsynligvis ville gå ud i byen og falde i søvn et eller andet sted. Han var nok lidt et vanedyr.

Spencer tog imod papiret og kuglepinden og skrev sit nummer ned på det. Han gik ud fra det var hvad Mark fiskede efter. Han så op uden i Marks øjne uden at flytte hovedet. Han lagde mærke til hvordan hans blik lå på ham, han følte sig under mikroskop, men havde egentlig ikke noget imod det.

Spencer holdt vejret da Mark kom tættere på. Han så ned ad, usikker på hvad han ellers skulle gøre. Indtil Mark greb fat om hans hage og med en blid hånd løftede hans hoved så deres blikke kunne mødes. Hans blågrønne øjne så ind i Marks meget blå. Det intense blik i dem gjorde ikke at han blev mere rolig. Han vidste hvad der kunne ske, hvad der ville ske hvis han blev. Han var ikke sikker på om det var hvad han ønskede. Hans dybe stemme lød til kun at lyde imellem dem, som var de i deres egen boble, afskåret fra resten af rummet. Han lod papiret og kuglepinden falde til jords, som han greb fat i Marks krave og trak ham ind i et kys. Det tog ikke lang tid før han trak sig tilbage og gik mod hoveddøren med hastige skridt. Han vidste ikke hvad han havde gang i. Han sukkede over hans egne handlinger.

Mark kunne tydeligt mærke hvordan Spencer blev anspændt. Og hvordan han holde vejret. Han kunne tydeligt høre hvordan Spencers hjerterytme ændrede sig. Han var nervøs!?
Det var vel heller ikke så underligt. Her stod der en vampyr foran ham, og var temmelig intimiderende og direkte. En vampyr der oven i købet lige havde drukket af hans blod.

Det overraskede ham dog enormt da der pludselig blev grebet fat i hans krave, og han blev hevet ned i et kys.
Han nåede knapt nok selv at deltage i det, før han nærmest blev skubbet væk igen. Og Spencer gik raskt mod døren.
Mark rettede sig op, og så efter ham. Hvad?... Han kunne tro det blev løgn.
I høj fart, ja nærmest noget der mindede om et sekundt, var han hende foran døren, inden Spencer kunne nå at give fat i den.
"Du kan tro nej" sagde han med en rolig, men dog fast stemme. I et ryk, greb han fat under Spensers lår, og løftede ham op, så han havde et ben på hver side af Mark. Han vende ham rundt, og satte ham ned på det entre møbel der stod i entreen. Dog stadig med et greb om ham. Han så indgående på ham.
"Sig mig?... Troede du, du kunne lave sådan et stundt, og så bare smutte?" Grinte han lidt. Han rettede sig en smule op.
"Okay.. hvad handler det her om?" Spurgte han så med armene lidt over kors.
"Er det, det faktum at jeg er en mand?... Eller at jeg er en vampyr?" Spurgte han roligt.
"Du vil tydeligt vis gerne mere?.. men samtidig vil du VIRKELIG gerne ud af den dør?.. såh.. hvad sker der?" Spurgte han så.

Spencer var ikke nervøs fordi Mark var en vampyr. Han frygtede kun folk hvis de gav ham en grund til det. Foruden den joke han lavede i starten, havde der ikke været en grund til det. Kysset fra brat, fordi Spencer med det samme tænkte det var en fejl. Det havde intet med Mark at gøre. Det var alt sammen noget indefra. Han havde lukket så mange ind i hans liv, folk han frygtede for at miste. Han burde ikke tilføje til den bunke. 

Spencer nåede knap hen til døren før Mark stod foran ham. Han tog et halvt skridt tilbage af overraskelse. Spencee gjorde ikke modstand da Mark løftede ham, vidende han ikke ville være i stand til det. Han så ikke på ham som han blev placeret på et møbel, men han mærkede de kølige hænder. Spencer sukkede og rystede kort på hovedet. Han placerede en hånd i hans nakke. ”Fuck, jeg ved det ikke, okay.” Han slå hånden ned mod hans lår. Han så kort mod ham da han havde en teori om hvad der kunne være grunden bag. ”Nej det er ikke det.” Han sukkede, ude af stand til at forklare hvorfor. 

”Bare lad mig gå. Dit liv vil være bedre uden mig, tro mig.” Han sagde det ikke for at få melidenhed. Det var hvad han troede, fordi det var hvad han altid havde hørt. Han så endelig på ham i mere end et par sekunder. Der skjulte sig noget i hans blik man sjældent så, det var ikke et glimt fordi han havde sagt noget sjovt eller blikket han fik noget han endelig fik hans hit. Det var tårer. Han så ned igen, skræmt af at Mark havde haft mulighed for at se ham svag. ”Bare lad mig gå,” gentog han.