Daddy please don't be disappointed - Kol

S: The city of dead; The Garden District
T: Henover aften
V: Torden, regn
O: Et lille hus ude i næsten ingenting
P: Beskrives
Emne til: @Kol <3

---

Hun havde blod om munden, det var ikke specielt svært at jage mennesker og finde nok til at kunne bade i deres blod. Calla havde denne gang jagtet i det man ville kalde hendes shapeshifter form. DEt skulle forstille hun var en ulv, men alle de misdannede gener i hendes krop fik hendes form til at ligne en misdannet ulv. Tænderne fra vampyren hang stadigvæk ved hvilket gav ulven et ekstra tandsæt. Den lille pige der førhen havde været fuldblodsheks, var langtfra det mere. Hun skiftede form da hun kom tilbage, og trak de to kroppe med sig. Den nøgne hud var malet med blod, som hun smed dem fra sig i huset. Så var der nok, måske denne her lille gave til sin far ville gøre det lettere for ham at acceptere hun havde søgt ind på Athena akademiet. Calla fandt en kjole i sin skuffe som hun beklædte sig i efter at have vasket huden ren igen. Så gik hun ind i stuen ganske stille, uden egentlig at sige et ord først. For hun ville heller ikke sige det forkerte.
I.. I found some humans for your ritual, just like you want them.. placed in the basement.. changed to the wall and as we speak they are being drained, fortalte hun så og så på sin far. Der var en frygt ved at se ham, men han var den eneste person hun havde i sit liv. Let bed hun sig i læben kort efter, et tegn på der var mere. I decided to sign in at the Athena Academia.. it's a great way to get more knowledge.. and I really want to learn more, tilføjede hun hurtigt. Calla kunne mærke læberne begyndte at skælve lidt af nervøsitet.

Blodet flød væk fra de instrumenter han stod og vaskede. Hvordan blodet forsvandt ned igennem vaskens system var nærmest filosofisk. De sidste rester af et menneske flød nu igennem kloaker forbi sultne rotter og menneskers overflødige produkter. Det var tragisk og sjovt på en og samme tid. Et diabolsk smil spredte sig over de fyldige læber. Kol hørte døren gå op og drejede sig langsomt rundt for at se hans kønne datter. Hun havde altid været et kønt barn. Han havde ikke følt nogen kærlighed for hende da hun var helt lille. Han havde set på hende, og set noget perfekt og skønt og hadet det. Så han besluttede sig for at ændre det. Nu var hun uperfekt, men elskelig for ham. Sådan da. Generelt var Kols evne til at elske minimeret en hel del. Men han manglede intet.

”Wonderful,” sagde han og gik mod hende, efter han havde lagt de nu rene instrumenter fra sig. Han kunne se frygten i hendes øjne. Den havde eksisteret længe, og blev kun stærkere dag til dag. Det var som føde for ham. Han kunne overleve længe på, at hans egen datter følte den form for frygt for ham. Han sagde altid datter når folk spurgte ind til Calla, men han så mere på hende som en kreation, noget han havde skabt med sine egne to hænder og ikke kropsdelen under bæltestedet. Nej, hun var det største han havde opnået her i livet. At blande en heks og renblodsvampyr burde man få en medalje for. Men han måtte leve med sin egen ros. Han kunne se hun ønskede at sige mere, og ventede tålmodigt på det, selvom han bare gerne ville nedenunder og udfører ritualet. Han fnøs let ved hendes ’beslutning’ hun skulle ikke tage nogle som helst beslutninger uden ham. Men det havde hun nu alligevel gjort.

18 år, og hun var på vej ud i verden. ”I agree. Athena is a great school. I will let you go, if you promise me something.” Han trådte tættere på hende og omfavnede hendes ansigt i et tæt greb. ”Twice a week, you will bring me a body for the sacrifice. It has to be somebody at the school. Can you do that?” Kol var klar over, Dove opholdt sig på skolen. Hvis Calla kom der, var der en stor chance for de ville støde på hinanden. Det ville Kol ikke gå glip af. Han ville tage med Calla til skolen, sørge for at finde Dove og se hendes ansigt, når hun opdagede hendes lille engel ikke længere var det. Nu var hun et monster.

Calla slog ihjel ja, og hun kunne sagtens flå folk langsomt samt smertefuldt fra hinanden. Men direkte nyde tortur kunne hun ikke, det lå ikke til hende - af mærkelige årsager. Dog var det noget hun lagde meget skjul på i sin fars selskab. Selvfølgelig vidste Calla, hvordan hendes far havde det med hende. Hun havde aldrig været i tvivl. Og efter hendes mor 'døde', eller hvad Kol havde fortalt hende, så havde hun kun haft ham. Ham og hans manglende kærlighed. dog syntes han bedre om hende sådan her, så var det måske bedst hun bare blev sådan her. Smerten ville hun ikke tilbage til, hun ville ikke tilbage til det helved. Han gik imod hende, og selvom det var svært så prøvede hun virkelig - at undgå at få sit hjerte til at banke hurtigere. Ikke at han kunne hører det, det var kun Calla med den overnaturlige hørelse. Calla kunne mærke nervøsiteten krible under hendes hud des længere sekunderne strakte sig før han sagde noget igen. Han kom helt tæt på hende, og hvis hun kunne - så havde hun åndet let ud. Dog valgte hun at vente med dette til senere. Lige nu skulle hun bare holde sig ret og undgå at vise frygt. Det var dog svært som han omfavnede hendes ansigt. Dette var nok nærmere det tætteste på kontakt hun fik med et andet væsen.

Selvfølgelig ville han have noget for hendes beslutning, så meget for det lidt frihed hun ville gå ved at drage afsted. Om hun kunne gøre det? Tage to fra akademiet til ofringen. Hvad var hun en amatør? Selvfølgelig kunne hun kidnappe en eller to. Det burde ikke være et problem. Eller ville det?
"Of course I can do it, no problem," svarede hun blot uden at tøve. Takket være sin far kendte hun ikke til det som sådan var et problem, jo selvfølgelig var hun klog nok til at vide mord ikke skulle være på åben gade. Specielt ikke hvis man skulle gemme sig i et samfund. Det var dog på den måde med skyldfølelse, hun fattede ikke den følelse eller mange andre følelser. Der var noget der hang ved, men det var så lille en del af hende - og slet ikke noget hun skulle vise overfor sin far. Slet ikke.
"What is the plan now?"

Kol havde ikke fortalt Calla sandheden om Dove. Han havde ikke fortalt hun var så tæt på dem, at Calla kunne se dem om et øjeblik hvis hun ønskede det. Det var af rene selviske grunde. Han havde brug for kroppe, og det kunne Calla skaffe ham. Selvom tanken om hun ikke længere var her, skabte en uro i ham. For Calla, var Dove død. Det var hvad han altid havde fortalt. Snart kunne han fortælle Calla sandheden og se Dove i øjnene, som hun indså hun var gået glip af sin datters barndom. Han gav slip på hendes ansigt og trådte et skridt tilbage. Han så på hende med et borende blik. Det var en af de sidste gang han så hende, han ville ikke glemme hende. Et eller andet sted, så følte han noget for hende. Ikke kun ejerskab, men hun var vigtig for ham. Det generede ham at han følte sådan.

Kol nikkede en enkelt gang ved hendes svar. ”Good,” sagde han og stak hænderne i lommen. Han opførte sig underligt. Han virkede næsten nervøs eller utilpas, hvilket var præcis hvad han følte. ”Go pack, and we will go to the school in a few days to get you settled in. I will of course come with you. I need to be sure everything is ready for my little monster,” han nikkede mod døren ind til hendes værelse, så hun vidste hun bare kunne gå ind og pakke nu. ”When you’re done packing, please join me in the basement.” Kol gik ned i kælderen og gjorde et kar klar. Kol ville ikke blive ældre. Han ville forblive ung som han var nu, og det var derfor han skulle bruge blodet i dag. Der kunne være flere grunde til at dræne folk for blod. Han begyndte at fylde karret med deres blod, da den ene, en kvinde, mumlede noget. Kol gik hen til hende. ”What did you say?” Hun mødte hans øjne. ”You will rot in hell for this,” Kol lå hånligt. ”This is hell. There is nothing worse than this. The sooner you come to term with it, the easier your life will be. But then again, your life won’t last very much longer, will it?” Han gik fra hende og forsatte med forberedelserne.

Hun frøs fast uden at vise hun stod fast, men Calla var i sidste ende mere end sikker på at hendes far vidste hun var på kanten til at vippe i panik. Calla havde aldrig haft kontrollen over sit liv, og de gange hun havde taget en beslutning var det gået mere end galt. Hendes far fandt altid ud af det, så hvorfor ikke fortælle ham det inden det blev en forbrydelse som hun skulle straffes for. Desuden at hente et par folk? Hvad kunne der gå galt i det? Det var simpelt hendes mørke hun levede i, andet kendte hun ikke. Calla sank endnu engang en klump som han bad hende pakke - nævnte han ville afleverer hende der.
"Dad.. I'm a grown up now.. I don't need you to follow me up there.. please, can't I do this myself?" spurgte hun stille og bed sig nervøst i underlæben. Inden han sendte hendei ind for at pakke sine ting. Hun nikkede til hans sidste ord inden hun gik ind på sit værelse. Kælderen det var enten godt eller skidt. Hvis skidt var det i det rum han havde gjort hende til den hun var - det bagerste rum i kælderen. Hvis det var godt, skulle han enten vise hende noget ved fangerne - eller hvem vidste? Når alt kom til alt, så kendte Calla jo godt sin far - hunvidste hvilken mand hun havde med at gøre. Måske det var hvad der skræmte hende, ikke så meget hvem Kol var - det var hvad han gjorde - hvad han havde gjort førhen. Ting hun ikke ønskede at opleve mod sin hud igen. Så snart Calla havde pakket, så gik hun ud af sit værelse.

Hun fik ned af trappen til kælderen, takket være den gode hørelse - kunne hun hører fangernes hjerter banke i frygt -høre deres jamren og gispen. Calla sank en klump inden hun fik derned.
"Daddy.. I'm here.. what do you wish to show me? Anything I can do for you?" Spurgte hun med et smil på læben. Så uskyldig og dog langtfra.