Died to young.

A topic to @Cassandra

Påklædning + udseende

Vejr: regn... og mere regn. Samt noget torden.
Tid: 18.07
Sted: The mansion of the Techniques

Han havde fået en besked fra sin far om at han skulle møde ham på hans mansion. Det var vigtigt og ingen tid at spilde. Sådan havde det i hvert fald forstået på Tidus. Derfor var han nu taget ud af Gaia, op på det såkaldte palæ, så han kunne møde den gamle. I løbet af turen, havde han forsøgt at ringe Leviticus op et par gange, bare for at snakke med ham. Måske bare for at høre hans stemme. Men hver gang var den gået til voicemail, hvilket havde fået Tidus til at sukke og ellers kigge en smule opgivende på skærmen. Han havde brug for at snakke med ham…
Tidus huskede stadig sidste gang han var smuttet fra Cass. Det gav ham stadig en dårlig smag i munden. Han kunne ikke tro at han virkelig bare var gået fra hende… også efter hun havde fortalt historien om hvad der var sket. Han havde ingen undskyldninger udover at det havde været et mental break-down fra hans side.
I hvert fald, han var nu kommet hen til mansionen og trådte med tomme bevægelser ind på dets kolde, glatte gulve. Han så rundt og var ikke mere end kommet ind, før hans far gik ham i møde og trak ham ind i et kram.
Overrasket spærrede Tidus de store blå øjne op. Han stivnede som ramt af den koldeste is. Han nåede ikke at kramme sin far tilbage, før manden trak ud og det og så på ham, med et blik fyldt med kærlighed og bekymring.
”We have to go… Come on!” lød det fra Jasper.
Før Tidus kunne nå at svare, trak Jasper ham igennem palæet, ind i stuen hvor gardinerne sjovt nok var trukket for. ”My boy… I know about you trying to get rid of the mafia…”
dette fik Tidus hjerte til at banke i frygt. FUCK.
”Remove that face… I tell you this…” Jasper så sig omkring, som tjekkede ham om nogle lyttede med. ”because I want to join you…”
Tiden var som gået i stå omkring Tidus. ”I´m no longer in control of this mafia Tidus… They… They have taking control over anything my boy… Jerry and the others… I…” i menneskets øjne var der nu kun bekymring at finde. ”We have to run Tidus…” her trådte hans far tættere på Tidus og slog igen armene om sin søn i en varm omfavnelse. ”We´re not safe here… I have to make sure you stay safe… that you´ll stay sain…” det sidste kom ud som en lille hvisken.
Hjertet bankede så kraftigt i Tidus brystkasse. Han kunne ikke tro sine egne øre. Skete dette virkelig? Betød dette at de skulle forlade Gaia? Lægge alt bag sig? Han adskilte sine læber og forsøgte at finde sine ord… men intet kunne komme frem.
”shh,” lød det beroligende fra Jasper. ”You´ll be taken care of now… it´s better this way…”
Dette forstod Tidus intet af… specielt siden det bestemt intet havde med ordene om at stikke af at gøre. Han mærkede et mørke omringe ham. Bansheen i ham skreg… men det var ikke noget han havde oplevet før. Et nyt og ubeskriveligt mørke.
Et pludseligt voldsomt stik og smerte i hans bryst fik tiden til at stå stille igen… Jasper trådte ud af krammet og det blik af kærlighed der før havde været, var nu smuttet og erstattet med kulde og had.
I det Tidus så ned så han den… En stor kniv stak nu ud af ham. Lige der… i brystet på ham. Nær hans hjerte. Med rystende hænder tog han på kniven og så nu op på sin far, der pludselig var meget, meget højere end Tidus. Det var ikke gået op for Tidus at han var faldet ned på sin knæ.
”It´s better this way…” Jasper fjernede handsker fra sine kolde hænder og puttede dem i sin lomme. ”No one would have loved you… a scum like you… worthless…” Hans blik var så tomt som han så ned på sin søn. ”Believe me… It´s better…” hans hæse stemme begyndte at være så pløret for Tidus.
Tidus forsøgte at sige noget. I stedet faldt han bare om på siden, blod rendende ud af hans mund og hans øjne ved at være alt for tunge… langsomt begyndte mørket at omringe… skrigene lød højere og højere for ham… det var hans egen skrig… det var hans død…
En lyd af en dør der smækket gjorde det klart for Tidus. Hans far havde efterladt ham her til at dø.
Med de sidste kræfter han havde, forsøgte han at kravle hen ad gulvet, med blod efter ham som snegleslim. Jo mørkere og mørkere der blev… gik det op for ham at det var forsendt.
Han stak her en hånd ned i lommen og fiskede sin mobil op igen… endnu engang trykkede han Levis kontakt ind… dog før han overhovedet kunne nå at se om den grønne øjet hybrid tog telefonen, overtog mørket ham og han kunne ikke længere se…

Cassandra havde i flere dage forsøgt at overtale sig selv til at kontakte Tidus. Hver gang havde hun talt sig selv fra det - hun skulle lade ham være. Det havde han gjort klart, det sekund han havde forladt hende på baren. Hun kunne dog ikke accepterer den skæbne for de to - de havde brug for hinanden, havde de ikke? Måske var det kun hende der havde brug for ham, og han havde et langt bedre liv uden hende?

I et forsøg på at tænke på andet end Tidus, havde hun begivet sig ud til Technique-slægtens store palæ. Normalvis, så ville hun drikke sig i hegnet og lade Jasper gøre hvad han ville og som taxaen satte hende af ved indkørslen kunne hun atter se den sårede Tidus for sig. Hun sukkede, som hun betalte chaufføren, og trådte ud af taxaen.
Hun var iført en lang sort kjole med en dyb udskæring, og en lang slids op på begge sider. Fri adgang, som Jasper havde kaldt det, dengang han havde foræret hende den.

Regnen rørte hende ikke spor - hun var efterhånden vant til det. Derfor gik hun blot uhæmmet over til hoveddøren og trådte ind. Noget virkede anderledes. Der duftede af død... Få meter fra hende lå Tidus, mens en pøl af blod spredte sig om ham. Hans telefon var landet få centimeter fra hans hånd, mens skærmen annoncerede at han var ved at indtale en voicemail til Leviticus.

Følelsen var ubeskrivelig, som hun skreg højlydt. Hvad hun skreg, forstod hun ikke engang selv. Hun faldt på knæ ved siden af ham, og prøvede at ruske liv i ham. ''Don't you dare leave me too... Please..!'' hviskede hun med skælvende stemme, som hun prøvede at ligge sine hænder over såret. Hendes healing virkede kun i begrænset omfang, og ville ikke bringe ham uden for livsfare. ''Please.... Please, don't leave me...'' hviskede hun grådkvalt mens hun med den ene hånd tog hans telefon fra gulvet, og slettede den voicemail der var indtalt til Leviticus, inden hun panisk fik slæbt Tidus op på benene. Hun slæbte ham med sig ud til taxaen, som forsat holdte og ventede på hende, som aftalt. Hun fik ham lagt ind på bagsædet, inden hun hvæsede af chaufføren hvor han skulle køre hen.

Cassandra var rædselsslagen. En følelse hun ikke havde oplevet ofte i hendes liv. Dengang hun havde skadet Josiah, havde hun følt sig bange og rasende, men nu... Tidus var ved at dø mellem hænderne på hende, og hun var magtesløs.
''I beg you...'' hviskede hun mens hun med sin ene hånd pressede på såret for at forhindre blodet i at forlade ham, samtidig med at hun prøvede at heale ham så godt hun kunne.
Da de ankom til lejlighedskomplekset fik hun låst dem ind mens hun prøvede at holde Tidus opretstående. Begge to sølet ind i blod, og med en rigtig dyr taxa-regning på samvittigheden, fik hun slæbt ham op til Tivo's lejlighed. Hun bankede ikke på, men tvang døren op.

Tivo så ret så forvirret på hende, som hun slæbte Tidus hen i sofaen. Hun fik lagt Tidus ned, inden hun med en simpel bevægelse med hånden fik smækket døren ved brug af magi. Tivo havde endnu ikke fået af vide at Cassandra var heks, og dette var den første gang hun brugte magi sammen med ham - hvilket var en historie i sig selv.

''If you tell anyone he's here, I'm going to rip your balls of and force them down your throat!'' sagde hun inden hun så panisk hen på Tivo, i en form for bøn om at han skulle hjælpe hende. Hun skælvede, som hun ødelagde Tidus' tøj ved at flå trøjen af ham. Archimedes, den lille ugle der normalvis var fornøjet, hoppede forvirret over på sofabordet, som den prøvede at forstå hvad der skete. Såret på Tidus' brystkasse var dybt - det var tiltænkt at skulle dræbe ham. Vreden steg i hende, mens hun panisk prøvede at heale så meget af såret som muligt - men hendes magi var ved at rende ud, og snart ville hun selv være totalt magtesløs.

Tivo forstod intet af hvad der skete. Ind kom Cassandra, hans fornyelige nye roommate, med en blodig Tidus. Denne gang var det dog tydeligt at det ikke bare var en helt almindelig slåskamp Tidus havde rodet sig ud i. Bekymret faldt Tivo på sin knæ ved sofaen, ved siden af Cass der desperat forsøgte at heale den blonde banshee. Selv tjekkede han nu efter Tidus puls… et hjerteslag… et eller andet… men… han kunne ikke finde et… og alligevel… et lille slag fik håbet en smule tilbage i Tivo. Her så han hen på Cass. I deres lille tid sammen havde han et set en hel del… men ikke denne form for sorg.
”Cass…” lød hans hæse stemme. ”Your… magic… can´t… do anything…” her så han ned på Tidus. Der var intet liv at finde i den tidligere sprudlende unge mand. Nok havde Tivo ikke kendt helt til hvad Cassandra var. Men nu som hun stod ved hans side, magtfuld med sin heksemagi, forstod han med det samme hvad hun var. En heks. En heks i sorg. Han så fra hende til Tidus. ”We… we have to get him to a hospital… we can´t just let him lay here!” Panikken var begyndt at brede sig i Tivo. Såret her var for meget for dem begge. De kunne ikke heale det…

Som Tivo havde gået på knæ ved sofaen og søgte efter en puls forsøgte Cass hjælpeløst at hviske præcis det samme som hun havde gjort hele vejen... ''Please, don't leave me... I can't be in this world without you..''.
Hun hørte varulvens ord - hun kunne intet gøre, og alligevel pressede hun insisterende sin hånd mod Tidus brystkasse mens hun skælvende forsatte sit forsøg på at vække ham.
''Get away from him...!'' hvæsede Cassandra, som hendes øjne skiftede fra deres dybe brune farve til en klar og tydelig guld. Havde Tivo nogensinde set det? Hun anede det faktisk ikke - hun havde ikke fortalt ham noget. Intet. Han anede vel intet om hende, når det kom til stykket.

''Call an ambulance..'' tiggede hun som knugede sig ind til Tidus, mens hun bed hårdt sammen for ikke at bryde totalt sammen. Han kunne ikke også forlade hende. Det var ikke fair. Tidus var det eneste væsen der nogensinde havde accepteret hende, og nu lå han døende foran hende.
Archimedes, den lille ugle, hoppede op på Cassandras skulder, som hun vuggede svagt frem og tilbage. Hun hviskede, mumlende, ord. Ord der ingen mening gav, havde man ikke studeret de gamle manuskripter fra Salem - en slægtsarv.

Hun var magtesløs, og hun kunne ikke engang redde den eneste hun havde tilbage i sit liv som hun stolede fuldt og fast på.
Der var ingen grund til at ringe efter en ambulance, eftersom taxachaufføren havde været rimelig behændig og havde anmeldt hændelsen. Ind af døren trådte både politi og ambulancereddere, og som en ambulanceredder prøvede at tilse Tidus måtte en af politimændene holde Cassandra fast så hun ikke stod i vejen.

Som ambulanceredderne førte Tidus væk på en bårde stod den samme politimand som holdte hende tilbage før og prøvede at forklare hende hvad der nu ville ske. Hun lyttede ikke, hun prøvede blot at rive sig selv fri så hun kunne følge efter Tidus. Efter et minuts tid opgav hun ende og gled ned og sidde i sofaen. Hun skælvede, og mest af alt virkede hun tom. Politimanden vendte sig nu mod Tivo, og bad ham følge med Tidus i ambulancen, mens politiet nok skulle tage sig af Cassandra.

Cassandra kunne ikke sige noget. Hun kunne intet - hun stirrede bare tom ud for sig, som Archimedes forsigtigt hoppede ned i hendes skød og tudede svagt, i en sørgelig tone.
''Miss, you can go visit him as soon as he's stable... Until then, get some rest..'' sagde politimanden, inden han forlod rummet og lukkede døren efter sig. Tilbage sad Cass, med tårer der trillede ned af hendes kinder, og stirrede på Tidus orange sweater som lå iturevet på gulvet.
Hun rakte ud efter den, skælvende, og knugede den tæt ind til sig, mens hun lagde sig i fosterstilling på sofaen. ''Please...'' hviskede hun stille.

Tivo var knust over hendes reaktion til det hele. Hver gang ambulanceredderne forsøgte at få Tidus væk derfra, knyttede hun sig til ham, som skulle hun aldrig se ham igen. Hvilket… desværre nok kunne gå hen og blive tilfældet. I det Tivo ville gå hen og forsøge at kramme hende ind til sig, bad ambulanceredderne ham om at tage med Tidus. Han nikkede til de ord og så enkel gang om på Cass, før døren til lejligheden lukkede i foran ham og nu var han på vej afsted med Tidus.
Han havde set knægten være så livlig i går… eller… livlig som han nu kunne være efter både tab af en god ven, sin kæreste og ellers tabet af Cass, som Tivo vidste også betød et helveds masse for ham. En søster ligefrem. Varulven sukkede og betragtede Tidus som Ambulancen kørte igennem sommernatten. Hvem kunne have gjort dette?? Dette nævnede Cass intet om…  Han sukkede frustreret og lod hovedet falde ned imellem sine ben.
”Survive Tid… Please do survive…” lød en sidste lille bøn fra varulven som de forsvandt ind på hospitalets kaos.

Så snart der var kommet mere kontrol over situationen, ringede Tivo til Cassandra og informerede hende om, at hun komme og se Tidus nu. I det han så den smukke heks træde frem på de hvide gange, gik han hen imod hende. Hans bevægelser var langt fra selvsikre. Det var tydeligt på Tivo hvor træt og sørgmodig han var. Hvilket ikke var normalt for den selvsikre varulv.
”He´s… in uhm… a very bad condition right now…” lød det så roligt for Tivo som han nu kunne. ”But… he is alive… they can´t say if he is going to survive for sure… some of them mentioned something about a weird coma… but I don´t think I was supposed to hear about that.” de sidste ord blev sagt en smule lavt, da det trods alt havde virket som en hemmelighed i blandt lægerne.

Det tog ikke mange sekunder før udmattelsen overtog hendes skælvende krop, og efterlod hende i en tilstand af total tomhed. Hun lå og stirrede tomt ud for sig, som hun havde placeret hans sweater tæt ind til sig og nærmest inhalerede duften af ham. Hun kunne lige så vel være død, i den stund. Hellere hende end Tidus. Hvem kunne have gjort det ved ham..? Hun havde en mistanke, men... Hun kunne ikke gøre noget før hun var sikker.
Hendes tomme blik vendte sig mod hendes telefon, som den ringede. Tivo sagde noget med at hun kunne se ham nu, og inden varulven havde talt færdig havde hun lagt på og var hoppet i noget rent tøj, inden hun var forsvundet ud af døren. Iført en sort sportsbh og træningsbukser samt træningssko havde hun valgt at løbe hele vejen til hospitalet, bare for at få noget af den restløse energi ud af kroppen. Da hun ankom til hospitalet var hun både udmattet og samtidig klar til at flå struben ud på enhver der stod i vejen for at hun se Tidus.

Tivo havde aldrig set hende i så lidt tøj. Hun havde i den tid de havde kendt hinanden dækket sig godt til, for ikke at afsløre hvor forslået hun var efter afstraffelserne fra Jasper. Blå mærker på nærmest hver centimeter af hendes torso, og nogle enkelte steder var der ar efter ting som cigaretter og barberblade. Intet i forhold til hvad Cassandra ville gøre, når hun fik fat i den mand der havde gjort Tidus fortræd.

''They're professionals, and they don't know!?'' hvæsede hun, stadig med glødende gyldne øjne. Hun var varmere end normalt, og udmattet. Inden længe ville hun selv falde om, så det handlede mest af alt om at finde frem til hvor de havde Tidus henne, så hun kunne sætte sig og holde øje med ham.
Om Tivo forstod eller ej, kunne hun ikke være mere ligeglad med. Han var en god ung mand, men hun havde ikke brug for en blødsøden hundehvalp lige nu.

Hurtigt fik hun fundet vej til det værelse de havde reserveret til Tidus, og hendes hjerte sank til gulvet. Hun støttede sig til dørkarmen, som hun så ham. Bleg, koblet til alt for mange maskiner... Klædt i hvide hospitalsklæder... Hun måtte tvinge en hånd op til hendes mund for at kvæle hendes hjerteknusende hulken, så andre ikke skulle belemres med det.

Hun bevægede sig hen til siden af hans seng, og satte sig i den dertilindrettede stol der var blevet placeret forinden. Nåle var stukket i hans håndryg, så hun nøjedes med at hvile en hånd på hans. Det var egentlig urimeligt... Joe havde hun efterladt til samme skæbne, men Tidus var manden hun ikke kunne leve uden...

Hun var tom for ord, som hun sad og stirrede på hendes hånd over hans. Hvor længe hun havde siddet der, anede hun ikke. Solen var stået op og lyste ind i hospitalsstuen. Hun sad med ryggen til vinduet, og selvom hendes krop krævede solens stråler, så ville hun ikke forlade Tidus side. Hendes behov kunne vente...

Tivo fulgte med den oprevet Cassandra ind hvor Tidus lå. Bleg og kold lå han bare der, helt stille og med ledninger stikkende ud af sig som smykker. Tivo gjorde en lille grimasse, hvorpå han sukkede og gik hen ved siden af Cass. Uanset hvad hun havde forventet, så havde det bestemt ikke været at se knægten i denne tilstand, det var tydeligt for Tivo. Selv havde han ikke set Cassandra med så lidt tøj på før… her var det tydeligt hvad Jasper præcis gjorde imod den stakkels kvinde. Dette gjorde fuldstændig ondt i maven på ham. Hvis dog bare nogle ting gad at falde på plads. Tidus skulle vågne og Cass skulle ud af Jaspers greb!
som tiden var gået, havde han valgt at forlade Cassandra og Tidus, mest for at tage hjem og få det hele feset ind. Han kunne ikke tro det. Alting var sket så hurtigt.
Flere gange havde han forsøgt at ringe til Cass, bede hende om at komme hjem, da hun ikke bare kunne sidde hos Tidus side for evigt. Drengen var i en underligt magisk koma og ingen kunne sige hvornår han ville vågne.
Han gjorde et sidste forsøg, som han sad i sin sofa og endnu engang tastede ind Cassandras kontakt på sin mobil. Så snart hun tog den eller hvis hun tog den, ville han endnu engang bede hende om at komme hjem, bare så hun i det mindste kunne få noget søvn.

Klokken var mange. Hospitalet virkede nærmest øde, med undtagelse af de få sygeplejersker som vandrede frem og tilbage på gangene i løbet af deres nattevagt. Mange af dem virkede som zombier - de end ikke så på hende, når hun håbefuldt spurgte om der var noget nyt.
Hun havde siddet der i snart fem dage. Foruden de nærmest nødvendige toiletbesøg, så havde hun ikke rykket sig ud af flækken, efter hun havde sat sig ved siden af hans seng. Hendes hånd på hans - og hendes hjerte i tusind stykker på gulvet.
Tivo var taget hjem til lejligheden for at gøre rent efter hele episoden. Sofaen måtte de nok skille sig af med, den var badet i Tidus blod…
’’Please…’’ hviskede hun opgivende, hver gang en sygeplejerske gik forbi værelset, som Cassandra prøvede at bede dem om at fortælle hende bare et eller andet. Tidus var ikke død, han var i en koma. Hun kunne ikke bære at se ham sådan. Han var blevet vasket, og Cassandra havde personligt valgt at sætte hans hår som han selv ville, havde han haft muligheden.

På trods af at Tivo gentagende gange i løbet af de næste timer ville ringe til hende og bede hende komme hjem og sove, så kunne ikke få sig selv til det. Hun sukkede, som skærmen på hendes telefon lyste op igen. Tivo... Endnu en bøn om at tage hjem. Men nej...

Hun havde ikke sovet - hun lignede selv en død. Hver gang hun døsede hen, så så hun Tidus ligge på det kolde glatte gulv. En enkelt nat havde hun døset hen skælvende i en kombination af udmattelse og sorg. Hvorfor følte hun sådan her for ham? Hvorfor føltes det som at dø selv, hver gang hans hjerteslag blev langsommere? Tidus var ikke hendes mage, hendes mand eller hendes kæreste. De var… Ja, hvad var de? Sidst han havde talt til hende havde han givet hende ordre på ikke at følge efter ham. Han ville ikke se hende igen, ville han vel? Endnu engang kom den magtesløse følelse ind over hende.
’’Who did this to you…? Who was the man that hurt you? Please, just tell me… Please, wake up…’’ hviskede hun med raspende stemme, som hendes tørre hals snørrede sig sammen i gråd endnu engang.
’’Don’t leave me here…’’ hviskede hun og begravede sit ansigt i hans dyne mens hun prøvede at drukne det grådkvalte skrig. Hendes magi var drænet, og hun var ude af stand til at hjælpe ham. Hun havde fejlet, hun havde ikke kunne redde ham fra den skæbne hun selv havde forårsaget hendes tidligere forlovede.

Hun rakte ud efter sin telefon. Hver time sendte hun en opdatering til Tivo, medmindre han var på stuen med hende. Denne gang var beskeden dog en smule anderledes. Bring me sage, a copper bowl, water, matches, the knife from my drawer in the dresser and my grimoire. Don’t open it, just bring it to me.
Cass var nødt til at se for sig selv hvad der var sket. Hun var nødt til at vide hvem der havde gjort Tidus ondt, så hun kunne slippe hendes vrede fri på den rette.

Timerne gik, og der var intet svar fra Tivo. Måske sov han - klokken var jo trods alt mange. Men pludselig stod han i døren til stuen, med en kasse. Kassen bugnede med tingene hun havde bedt ham om at hente, og hans blik sagde præcis hvad hun havde forventet. Han vidste ikke hvad hun havde i sinde. Han satte kassen fra sig på bordet og gik hen til Cassandra, hvor han lagde en hånd blidt på hendes ryg. Tivo vidste måske ikke meget om Cassandra, men han frygtede hende heller ikke. Han havde set hvad ingen andre havde; en sønderknust og bange Cass. Han havde set hendes hjerte blive knust det sekund de havde ført Tidus ned i ambulancen.

Hun hvilede kort hovedet mod hans hofte, tavs. De talte ikke sammen, ikke mere. Deres kommunikation var begrænset til beskeder med opdateringer om Tidus, og deres nonverbale fælles forståelse af at være der for hinanden.
Tivo fjernede sin hånd igen, som Cassandra rejste sig.
Hun var skælvende og usikker på benene, så han støttede hende som hun tog tingene op fra kassen og stillede dem klar. Tivo, der ikke havde kendt til hendes magiske evner før han havde set hende prøve at redde Tidus, så nu hvordan heksen mumlede ord ældre end tiden selv, mens hun fyldte vand i den lille kobberskål.
Hun satte ild til salvien, inden hun blidt inhalerede røgen og lukkede øjnene. Kniven var stor - på længde med hendes underarm, med et bølgende blad og et smukt dekoreret skaft. Kendte man til den slags ville man vide at det var en atame - en ritualistisk daggert anvendt til at hidkalde Moderen og Faderen. Hun lod hånden glide over kniven, som selv svævede op i hendes hånd, hvorefter hun i en hurtig bevægelse lod knivens blad skære ned fra hendes håndled og hele vejen op til indersiden af albuen, så blodet dryppede frit ned i skålen.
Hun åbnede øjnene, og da hun stod med siden til Tivo, ville han med al mulighed kunne se hvordan hendes øjne var skiftet fra deres udmattede brune farve til en glødende mørk gylden farve.

Normalvis ville hendes gyldne øjne var lyse og klare, men det lignede i den givne stund at man havde blandet hendes gyldne øjne med blod - hvilket også var tilfældet. Blodmagi var noget hun ikke havde benyttet sig af længe, ikke siden Josiah, og derfor havde hun ikke brugt det på Tidus - ikke før nu.
Cassandra var som i trance, som hun vendte sig mod Tidus. Blodet dryppede tålmodigt fra hendes arm, som hun gik hen til Tidus og ganske blidt tegnede en streg ned gennem midten af hans ansigt. Det sekund hun nåede hans hage, og havde tegnet et spor af blod tværs ned gennem ansigtet på ham, gispede hun som alt lufte blev suget ud af hende.

Hun stod tilbage i entreen i Technique-mafiaens villa. Jasper budte hende velkommen, mens han fortalte at andre havde overtaget mafiaen, og at de skulle skynde sig. Det ville være bedre sådan her… ingen elskede hende… Jasper blev højere, som hun sank i knæ. En dør blev smækket, og en følelse af bedrag sveg i munden, som hun prøvede at slæbe sig væk. Hun fandt telefonen frem, inden alt blev sort.

Cassandra gispede igen, som alt den luft der var blevet taget fra hende vendte tilbage, og hun støttede sig til sengekanten mens hun hev efter vejret. Hun stirrede skælvende på sengen, derefter på Tidus, ingen det gik op for hende at hendes arm forsatte dryppede med blod. Såret var ved at lukke sig, så hun gjorde ikke noget ved det.

Hun så på Tivo, som sikkert havde været vidne til noget ret så skræmmende - en heks der benyttede sig af blodmagi. Hun var tom for ord. Hendes chef - hans far - havde prøvet at myrde ham. Hun rystede, og skar tænder, som hun prøvede at beherske sig selv. Men det var for sent. Hun havde set det, og hun var rasende.
’’Call me if anything happens.’’ Sagde hun, inden hun vendte ryggen til både Tidus og Tivo, inden hun forsvandt ud ad døren.

Udenfor blev hun mødt af regn og torden - hvilket var ganske passende for hendes humør. Hun var klar til at gengælde tjenesten, og hun vidste lige præcis hvor han var - han havde ringet til hende non-stop siden hun havde fundet Tidus. Han var sikkert selv rasende over at hun havde ignoreret ham, mens hun havde fokuseret på ikke at miste det eneste gode hun havde tilbage i verdenen.
Kryddeributikken var selvsagt lukket, men det betød intet.

Baglokalet var åbent som altid, og hun kunne høre hvordan der mindst var tre mænd; Jasper, manden der tidligere havde prøvet at voldtage hende og manden hun engang havde bidt en stor luns af på hånden. Hun gik ind med øjne der glødede tydeligt, som hun trådte direkte over til Jasper. Hun havde forsat intet andet end de træningsbukser og en sportsbh på, som da hun havde besøgt Tidus på hospitalet. Hendes arm havde et langt ar fra ritualet, og på hendes fingre var hendes negle vokset til lange sorte klør. Hun greb Jasper om halsen uden at stoppe op, og maste ham direkte op ad en væg, mens hun strakte armen så han ikke kunne nå jorden. Men den frie hånd slog hun ud og et hårdt vindstød slog de to mænd omkuld.

’’He’s your son, you little piece of shit!’’ knurrede hun, inden hun strammede grebet. Jasper prøvede naturligvis at komme fri, men for hver gang han rykkede sig blev hendes greb strammet. ’’How dare you to take him away from me!? How dare you touch him!?’’ hendes stemme understregede at hun var klar til flå hans strube ud.
Hun kunne mærke hvordan hendes hånd om hans hals blev varmere, som hun prøvede at holde sig selv fra at myrde ham på stedet. ’’You’ve messed with the wrong woman, Jasper. I warned you - I told you to not touch him.’’ Med sin frie hånd greb hun nu om hans venstre arm, mens hun lavmælt knurrede; ’’A traitor once, a traitor forever. Mark this traitor to suffer eternally, with my anger in his mind, and my terror in his nights. May he suffer, may he wish death and never find the sweet relief of death or peace. Mark my words, Jasper. You will fall, you will die, and it’ll be by the hand of the ones you’ve done wrong.’’
Jaspers arm brændte, som forbandelsen blev forseglet på hans krop og sjæl, hvorefter hun slap ham. Han gled ned på knæ, og hostede mens han trak sin arm til sig.

’’If you ever contact me again without my permission, I’ll rape you with a broom and cut your fucking dick off.’’ Sagde hun, inden hun vendte sig væk fra dem alle tre, inden hun forsvandt ud af baglokalet. Hun kunne høre hvordan Jasper beordrede de to mænd til at følge efter hende, men hun var væk allerede. I natten var en heks umulig at opspore.

Efter et par timer var hun tilbage på hospitalet. Hendes øjne var nu atter deres dybe brune farve, som hun trådte ind på hospitalsstuen og begyndte at rydde op efter hendes lille heksekunst. Alt blev pakket ned i kassen igen, inden hun gik hen til Tivo. Hun lagde blidt en hånd på hans skulder, inden hun så hen på Tidus. Udmattet satte hun sig på hospitalssengens kant og lagde nu sin hånd på Tidus'. Hun kunne ikke bære tanken om at Jasper havde forårsaget dette. Hendes forbandelse ville ikke være nok. Han skulle lide. Meget.

Tivo havde ikke været sikker på hvad han skulle forvente. I det Cass endelig svarede en af hans beskeder, var det kun for at bede ham om at hente de mest underlige ting. Ting som nu gik op for varulven, at hun skulle bruge til mørke magi. Og ikke bare det. Mørke magi til at finde ud af hvem der havde gjort dette imod Tidus. Derfor forstyrrede Tivo ikke Cass. Tvært imod. Han støttede hende hvis hun skulle bruge hans hjælp. Det hele var spændende for Tivo. Meget havde han set igennem sit liv. Men mørke magi fra en heks var ikke en af dem.
Alting skete så hurtigt. Pludseligt var Cass langtfra Cass mere. Blod dryppede ned på de hvide hospitalsgulve og skabte en urolig aroma i det allerede kolde rum. Hun var som i en trance. Det hele havde været som taget ud af en gyserfilm. Han stod bare og så på det hele. Fuldkommen forvirret over i hjørnet.
Da det endelig lå til at Cass var tilbage, kunne han ikke få et ord indført om hvad hun havde set, før hun allerede var på vej ud ad døren. Vreden havde strålet ud af hende. En frembrusende drage der var klar til mord. En smule fortabt, så han efter hende og derefter ned på Tidus. ”what on earth is going on Tidus…” mumlede han opgivende og satte sig ved bansheens side.

Tilbage i palæet, havde de forskellige mafia mænd mødt op, bare for at sludre business som det sædvanlige. Jasper holdte lav profil. Ganske som forventet, havde Cass fundet Tidus og slæbt ham væk, kun for at hun vil virke mere mistænkelig end ham selv. Hvad mennesket ikke havde forventet, men nok burde at have indset, var at den vrede heks nu trådte ind på palæet. Hendes vrede slikkede og brændte en som flammer. Alle mændene så nu overrasket hen på hende. Selv Jasper, spillede overrasket og måtte indrømme, at han blev overrasket over hendes styrke. For hver gang han forsøgte at vride sig, strammede hun bare grebet og derfor valgte han at lade hende komme ud med vreden. Da mændene var på vej hen for at stoppe hende, løftede Jasper en hånd, som et tegn på de skulle holde sig tilbage.
Hendes forbandelse lød. Stemmen hvæste igennem lokalet og Jaspers arm brændte. Dog kunne man ikke smerte finde på Jasper. Nok gjorde det ondt, men det skulle resten af verdenen ikke vide. Jasper frygtede ikke Cassandra. Men han vidste at han ikke skulle undervurdere hende, specielt ikke nu hvor hun vidste mordet på Tidus.
Så snart hun var på vej ud ad døren, beordrede Jasper to af mændene til at følge efter hende og til de andre, panikkede han som en rigtig far. ”She mentioned Tidus! Have any of you seen Tidus!? FIND HIM! FIND HIM NOW!” skuespil var en af Jaspers stærke sider. Derfor troede de andre på at deres boss oprindeligt var bekymret for sin søn.
Kort så mændene forvirret på hinanden, inden Jasper igen beordrede dem til at lede efter Tidus, hvilket hurtigt gav dem benene på nakken. Så snart de alle var ude af syne, vrissede Jasper højlydt og så ned på brandmærket Cassandra havde efterladt. Den lille møgheks havde forbandet ham… det skulle hun bøde for… og han skulle nok sørge for at alle i mafiaen ville finde hende sindssyg. Ingen ville tro en lille sindsforvirret kvinde. De alle vil tro den knuste far der så liget af sin søn. Jasper smilede lumsk for ham selv som han så ud ad vinduet. Et lyn slog ned og oplyste hver en skygge i rummet.

Tivo var stadig hos Tidus som Cass kom tilbage. I det hun begyndte at rydde op, gned han sig i øjnene, rejste sig op og strakte sig. Følelsen af hendes hånd på hans skulder fik ham til at smile ømt til hende. Et ømt smil der nu udviklede sig til et alvorligt glimt. ”Who did this Cass?? You have to tell me.”

Tivos ømme smil passede kun ganske smalt sammen med hans alvorlige tone, som han bad hende fortælle hvem der havde gjort dette mod Tidus. Nej, Tivo bad ikke om det - han beordrede hende, omend ganske høfligt. Hun rystede på hovedet, inden hun så kort hen på Tidus. Hun var træt, og hendes krop ville inden længe klaske sammen som en kludedukke efter den magi hun havde brugt havde drænet hende endnu engang. Hvad skulle hun sige? Ville Tidus overhovedet have at nogen af dem kendte til hændelsen?...

''I can't tell you, Tivo..'' sagde hun så, endelig, og så tilbage på den mørkhårede varulv med det ømme smil. Hun blev altid blød i knæene af at se hans smil - selvom hun aldrig ville indrømme det. Hun var omgivet af smukke væsner, men det var ikke ensbetydende med at deres sjæl matchede deres ydre.
''It's a story he'll have to tell you himself... When he wakes up.'' - ikke noget 'hvis' her. Tidus havde bare at vågne, for hun kunne ikke se sig selv i denne verden uden hendes næreste ven. En knude formede sig i hendes hals, som hun gav Tidus' hånd et lille blidt klem.

''It's been a while since I've used dark magic..'' sukkede hun så, inden hun så hen på kassen hvor hendes grimoire stak en smule ud. Det var mærkeligt at se på den - at genkende den som hendes egen. Hun huskede dengang hendes mor havde lært hende at anvende sin første grimoire... Den havde været købt i en butik i Glasgow, da de havde besøgt en gammel familieven. Bogen i sig selv var der intet specielt ved, udover at den var købt i en butik der specialiserede sig i mørk magi.
Hendes grimoire - en læderindbundet bog der var knap to tommer tyk og uden en lås på - havde gullige sider. Den så ud til at være århundrede gammel - i vireligheden var den ikke mere end et årti.

''Sometimes it's what's needed... I hate using curses - they smell horrible afterwards.'' sukkede hun med et lille opgivende smil inden hun så på Tivo igen.
''I'm sorry I haven't been answering the phone.. I can't leave him here, Tivo. You two are all I have left. If he wakes up, and I'm not here to yell his face off for not calling me, I would never forgive myself.'' sukkede hun med et lille skævt smil. I virkeligheden var det bare ord der skjulte den virkelighed der lyste ud af hende; hun var bange for at han ville dø, alene og uden nogen til at tigge for hans tilbagevenden. Hun kunne ikke lade ham dø.

''How's the couch? I promise, I'll buy you a new one!'' sagde hun så, med et skævt lille smil, for at lette humøret lidt hos dem begge. Hun så kort på Tidus, inden hun atter gav hans hånd et lille klem.

Det kom ikke som nogle overraskelser for Tivo at hun ikke ville fortælle ham. Tvært imod mente hun at det var Tidus opgave når han vågnede. Dette fik varulven til at sukke opgivende og ellers sætte sig ned igen. det var ikke garanteret Tidus vågnede. Han havde fået en dolk igennem hjertet. Normalt overlevede man ikke den slags! Tanken gjorde ham helt ubehag. Men, han kendte til Cass vrede og kommenterede derfor ikke på det. Hun ville bare flå struben ud på ham. Hvilket han bestemt ikke havde behov for i den givne situation.
Heldigvis drejede Cassandra samtalen hen på noget andet, nemlig mørke magien, som Tivo også var ret så interesseret i. ”yeah… what was that?” Tivo så nu hen på de genstande hun havde brugt. ”Blood… blood magic… it was interesting to see in person.”
Til det med at det lugtede, nikkede han enigt, da hans varulve sanser trods alt, var ved at gå amok. I det hun undskyldte, viftede han med hånden og så op på hende, med sit altid kække smil. ”Don´t apologise… I know you love him and therefore is not that willing to leave his side.”
Han lænede sig afslappet tilbage i stolen og pustede væk en af sine sorte hårlokker. Spørgsmålet om sofaen fik ham til at klukke en smule og igen se hen på hendes. Hans grønne øjne lyste, efter langtid sorg, op igen som han så hen på Cassandra. ”It´s fine… it´s filled with blood… but it gives the room a nice atmosphere.”

Cassandra sukkede opgivende inden hun rejste sig og gik hen og lod sine fingre glide over hendes grimoire. Hun så tilbage på Tivo, mens hun ganske roligt fiskede den lange daggert - hendes atame - frem. Som han begyndte at spørge ind til det, smilede hun skævt. Et dystert smil; et smil der kunne trække blodet ud af ens krop med et enkelt ord.

''It's called 'flaying', where I'm from. I never liked using it - but it grants me access to specific memories of a person. Most of my real magic demands blood and sacrifice. I never liked that, in the past.'' sagde hun så, ganske roligt.

Som Tivo sagde det næste, stirrede hun stift på ham. Hans kække smil fik hende til at bide sammen. ''It's not your place to tell me who I love, Tivo. I don't love...'' mumlede hun. ''At all.'' sagde hun så, inden hun strakte armen ud, så daggerten i hendes hånd virkede som en naturlig forlængelse af hendes arm.

''I've always lost those I loved. I don't love Tidus. And I never will.'' sagde hun så, men det var tydeligt for enhver at hendes ord ikke stemte overens med hvad der var sket den seneste tid.
Daggertens spids var få milimeter fra Tivos ansigt, inden hun i en let bevægelse trak den til sig igen, og lagde den tilbage i kassen.

''I think I might move out, Tivo.'' sagde hun så, inden hun så tilbage på varulven. ''Tidus and I... We don't really see eye to eye, as it is. I don't want you caught up in it too.'' sagde hun så, velvidende at Tidus muligvis allerede havde fortalt varulven om det der var sket tilbage på baren.

Meget kunne man sige om Cass. Forstyrret var en af dem. Den stakkels kvinde havde gået meget igennem. Specielt i så ung en alder. Hun var en af de eneste kvinder der kunne skræmme Tivo… bare en smule. Da hun derfor fik et lille skræmmende smil på læben, løftede han overrasket begge øjenbryn og så ned på Tidus, for at søge efter støtte. Kun for at glemme at drengen ikke just var til nogle hjælp lige nu. Han sukkede og så op på Cass igen.
Da hun pludselig tog daggert tæt på hans ansigt, foretrak Tivo ikke en mine, i stedet så han bare spørgende op på hende. Ligesom Tidus, havde Tivo været i en mafia i Mexico, så han var også van til lidt af hvert. Derudover var han også sikker på at Cass ikke ville skade ham. Og hendes ord… hendes ord var ikke sand. Lige nu var hun i en stor benægtelse. Men, han bebrejdede hende ikke. Hun havde mistet sin mage, blevet en del af en forfærdelig mafia, hvor Jasper voldtog hende og nu lå hendes bedste ven livløs på en hospitalsseng.
Så snart hun trak daggerten til sig igen, rejste han sig for at gå hen til hende og ligge en hånd på hendes skulder. ”You can do what you want… my door is always open… because you know what? You and Tidus see eye to eye… he did tell me that he left you in the bar… and he felt horrible about it… but sometimes… we all do weird stuff out of anger, fear and confusing… but, if you wanna move… then I understand.” han gik hen for tage noget af sin vandflaske. ”Maybe you should go home to get some sleep?”

Hun forstod ham ikke - hun havde aldrig forstået ham. Han var så venlig, varm og rolig - som hun engang selv havde været. Hvorfor var han sådan? Hvorfor havde hendes nærvær ikke gjort ham vanvittig, som det havde gjort alle andre? Hun var forstyrret, og mildest talt ubrugelig, når det kom til alt andet end at udføre de mest voldelige og forstyrrede opgaver for mafiaen.

''I... I guess so.'' svarede hun stille, som han sagde at hun måske skulle tage hjem og få sovet lidt. Hun var udmattet, til grænsen hvor hun ville falde sammen hvis hun brugte mere magi. Hun sukkede stille, mens hun så hen på Tidus. Hvor lang tid havde hun været der? Hun huskede ikke hvor mange gange solen var stået op og gået ned igen - hun havde ikke været udenfor udover for at jage Jasper.

Hun tog kassen op i sine arme og så på Tivo. Hun følte sig så dum, tarvelig og urimelig. ''I miss him..'' mumlede hun og bed lidt sammen som hun mærkede hvordan hendes øjne var på vej til at blive glansfulde af tårer igen. Hun rystede på hovedet, inden hun bevægede sig ud af hospitalsstuen og ned af gangene indtil hun kom udenfor. Hun var så træt af den situation - så bange for hvad der ville ske med ham. Hele hendes krop skreg efter at skynde sig tilbage til stuen og sidde ved hans side, men... Måske var det i virkeligheden slet ikke hvad han ville have ønsket? Tivos ord, om at han havde haft det frygteligt efter at han havde efterladt hende fik det til at strammes om hendes hjerte.

-

Da hun endelig trådte ind i lejligheden, var det som om alle følelser der havde været i spil nærmest bragede ind i hendes bryst. Hun havde for længst lært at bygninger ville gemme på hændelser, minder og følelser, men... Hun ønskede ikke at blive mindet om det. Hun ønskede at glemme det hele.
Hun satte kassen fra sig på sofabordet, inden hun så på sofaen. Blodet fik hende til at se væk igen, inden hun måtte erkende at hendes sædvanlige soveplads nok ikke ville være det optimale sted for hende at sove nu. Tanken om at dele seng med Tivo strejfede hende, men hun havde hørt hvad der foregik i hans soveværelse - og hun var ikke interesseret.

I stedet satte hun sig i lænestolen og krøb lidt sammen, fuldkommen tavs, mens hun stirrede på sofaen. Havde hun bare været taget ud til Jasper tidligere, så havde intet af dette sket...!
''I can't help but feel that all of this is my fault..'' hviskede hun så, inden hun bare krøb mere sammen. Havde det ikke været fordi hendes tårekanaler var totalt udtømte efter hendes tidligere sammenbrud hvor politiet havde været nødsaget til at holde hende tilbage, så havde hun stadig grædt. Men hun var udtørret, udmattet og udmagret. Hun havde ikke spist siden han blev indlagt, og hun havde kun sovet med intervaller på 30 minutter. Hun lignede mest af alt en zombie..

Det var med stor glæde for Tivo at han endelig kunne få heksen hjem. Hun havde desperat brug for noget søvn. Om hun så ville det eller ej. Spørgsmålet var selvfølgelig bare om hun overhovedet kunne få noget søvn ind. Et forsøgs skulle gøres.
Hjemme i Tivos lejligheden var atmosfæren tung sm de trådte ind. Selv den lille ugle kom ikke engang over for at sige hej. Cassandra var tavs og mindede mere om en zombie end den smukke kvinde han havde lært at kende. Klar til at gå ud og lave hende noget te (som han havde fået at vide at englænder altid drak), stoppede han sine bevægelser, som Cass nævnte noget med det var hendes skyld. Hurtigt var han henne ved hende, satte sig på gulvet foran hende og lod sine grønne smaragdøjne bore sig ind i hendes sjæl.
”Do not… ever… think that… It´s not your fault… whoever did this is the one to fucking blame,” Han tog her en hånd under hendes hage, tvang hende blidt til at se ham i øjnene. ”Right now… you need some sleep… okay?” Beroligende forsøgte han at give hendes hånd et lille klem, før han rejste sig op og gik ud i køkkenet. ”Take my bed.” lød det højt fra ham.
Varulven håbede for alt i verden at tingene ville løse sig.

// Out <3