"She's too young, she wasn't suppose to die this young...."

Tid Det er omkring aften tid
Sted Hjemme hos Cain
Omgivelser Alting er mere eller mindre ødelagt
Vejr Det regner udenfor
Påklædning
- Tøj + Sko Han er iført en sort t-shirt, og han har løse bukser op. Han har sorte sko på
- Hår + Skæg Han har sort krøllet kort hår. Han har skægstubbe, som langsomt er ved at blive et skæg. Hans hår er uglet
- Accent Britisk
- Lejligheden His flat + Bar Area

Emner er tilegnet @Clarissa <3

Cains hjem var som regel altid et, som kunne associeres med skønhed og elegance. Der var smag over hans valg af møbler, og hans valg af drinks. Dog var det hele denne aften det stik modsatte, møblerne var totalt smadret, han havde kastet med alle flaskerne af alkohol, som han desuden også havde drukket fra, mere eller mindre brudt hans nu over 9 måneders ædruelighed. Der var også tegn på, at han havde indtaget en god mængde stoffer, alt for at dulme kaoset i hans hoved, og den smerte han følte. Det værste var, at han intet kunne føle, men på samme tid kun kunne føle smerten. Alting gjorde ondt, han spurgte nærmest sig selv, hvordan det kunne være muligt, at havde mistet sin datter så ung, og det værste var han ikke vidste hvor Kaiya var, så han kunne ikke engang støtte hende, ikke at han var i noget sted sindsmæssigt, til at kunne hjælpe nogle som helst. I det øjeblik var det nok mere ham selv, som havde brug for hjælp. Dog var det ikke denne tanke han havde, som han kastede endnu en flaske gennem luften. Han var forvandlet fra den velkendte charmerende mand, til et fuldkommen vrag, og tårerne trillede endnu ned af hans kinder, selvom han var høj på en god blanding af ting. Som smerten endnu engang tog han et par baner til, alt for at stoppe denne følelse.

Han havde stadigvæk fornemmelsen, af at holde hendes kolde lig imod sin krop, varmen der allerede havde forladt hendes næsten stive legemer. Selvhadet syntes at være ved sit værste nu, en god blanding af over flere tusinde års had, blandet med den sorg og det tab han følte. Så da Clarissa kom ind, og faktisk greb fat i ham, var der en del af ham, som ville råbe af hende, og dog kunne han ikke finde meget stemme tilbage, efter at havde brugt de sidste 15 minutter på at råbe og skrige af Gud, over hvordan han havde taget hans datter fra ham. Han faldt til sidst til sine knæ, og lagde armene omkring hendes liv, som han hvilede sit ansigt imod hendes bryst "it's my fault, she died because I was her father, I didn't get a chance to say goodbye and she's gone now" hviskede han hæst "I don't know what to do....I don't want to feel this pain anymore" han klemte om hendes trøje, mens hans greb omkring hende blev en smule strammere.

Han følte sig så forfærdelig alene "I should have done more, done more to protect her" han havde et selvhad der var større end hvad de fleste skulle tro, og i dette sekund hadet han, at han ikke havde haft gjort mere, til at beskytte hende. Han skulle aldrig havde været en del af hendes liv, så ville hun havde levet endnu. Det eneste der gjorde således, at han ikke ville gå tilbage til gamle måder, eller endnu engang forsøge at dræbe sig selv hvert minut, var tanken om at Clarissa var der ved ham, at han i det mindste havde hende der ved ham. I dette øjeblik, var hun den eneste som faktisk holdte ham i gang. Han forblev stille som hun snakkede, og i dette øjeblik kunne han ikke havde forestille sig, at noget nogensinde ville blive godt igen. Han rejste sig dog fra gulvet, hvor der var en mindre pøl af blod på gulvet, efter at han havde siddet på knæ i glasskår. Hans blik var for et øjeblik helt tomt for følelser, næsten som var han en vampyr, der forsøgte at slukke for sin menneskelighed, men ak det kunne han ikke og han følte endnu kun smerten "I um.... accidentally...or rather I not accidentally emptied of a few wine bottles and took some pills" han vidste ikke hvorfor, at han helt præcis forklarede det til hende, måske fordi hun havde været så støttende gennem hans ædrulighed. Den hårde planding af stoffer, stress og alkohol syntes dog at komme til ham, og han kunne føle sig selv blive en smule svimmel, som hele cocktailen endelig faktisk reagerede på hinanden. Han tog sig selv til hovedet, og forsøgte at gribe ud efter det nærmeste, han kunne støtte sig imod, og dog var der intet og han faldt til jorden, mens han forsøgte få vejret.

//En smule dramatisk I know

Som han lå der og stirrede op i luften, forsøgte at få luften ned i sine lunger, kunne han høre hendes ord, og de gjorde faktisk ikke noget af det hele bedre. Han vidste hun kom fra et sted af kærlighed, og selvom han elskede hende mere end noget andet, blev hendes stemme nu mere et levende bevis på alt hvad han tænkte. Blandet med stressen og det faktum han ikke havde ladet sig selv trække vejret ordenligt, syntes tingene kun at blive værre og værre. Så der lå han på gulvet, med glasskår der skar ind i hans hud, og dog syntes han ikke at føle den fysiske smerte, hvordan kunne han også det, når alt kaoset foregik i hans hoved? Hans hjerne der genspillede hvert eneste sekund med hende, hvert eneste skænderi det måtte havde haft og da sandheden kom frem, om hvem han i virkeligheden var for hende.
Han fik på en eller anden måde kæmpet sig selv op, selvom han endnu kæmpede med fuldt ud af få vejret. Da han trådte ind i badet, var han mere eller mindre som en zombie, han stod bare under bruseren og stirrede frem. Det var hans hjernes måde, at håndtere ting på, det også stoffer og alkohol. Hans måde at håndtere ting var aldrig at snakke om dem, for det at snakke om tingene gjorde det mere levende og mere virkeligt. Det værste ved det hele var, at han ikke kunne se hende igen, han kunne ikke dø og hvis han endelig faktisk kunne dø, så var det næppe himlen han tog til. Han fandt et par bukser frem, og efter sit bad, som nok var varmere end hvad det burde havde været, vandret han tilbage igen. Hans blik gled hen til Clarissa "I'm sorry" var alt han virkelig kunne sige i dette øjeblik.