What a reunion - Dean & Amaryllis

Gæst

Kyle vidste ikke helt om Amaryllis talte sandt, da han trods alt også havde hørt Dean. Han kiggede kort på alle tre og kunne mærke intensiteten i luften, som var der noget usagt mellem de tre, som helt klart ikke var hans sag at pille i. Han stod med krydsede arme og lod Amary snakke færdigt før han rystede på hovedet af hende og sukkede. "I'm sorry about your nightmare," sagde han så, ligeglad med om det var sandheden eller en løgn, da han havde haft værre tanker end et lille skænderi. "I just thought the worst," indrømmede han så og løftede sin hånd for at klø sin nakke let.
Karmena kiggede op og rynkede brynene af Kyle. "If he was here, it would be more than yelling," sagde hun så og snak en klump. Hun kiggede derefter væk og lagde sine arme om sig selv. "We'd like to be left alone," sagde hun så stille, Kyle løftede kort øjenbrynet af hende, da hendes væremåde ikke ligefrem skreg at hun havde brug for at være alene. Han kiggede kort på Dean og Amary før han sukkede kort. "Sorry for interrupting whatever you were doing. Goodnight," sagde han så før han vendte sig og gik igen.
Hun var ikke glad for at få ham til at bekymre sig, for hun vidste at han ville bruge længe på at tænke over det. Hun kiggede op på Dean og Amaryllis, før hun kiggede på Dean. "What we had was good while it lasted. I'll never forget it, but my heart does belong to Amary now, as it always has been," sagde hun så og kiggede ned mod jorden. Hun mærkede sine øjne blive våde da hun var bange for at hendes ord ville få ham til at gå og det ville hun ikke have. Hun blinkede det væk og kiggede op på dem begge. "I need you both to be here for me. As selfish as that makes me... I need you," sagde hun så og mærkede hendes læbe dirre en anelse. Hun følte sig så sårbar, noget man kun så et par sjældne gange. Det var også svært at kontrollere sine følelser når alting var et rod i hendes hoved.

Gæst

Hun rystede let på hovedet af Kyle’s ord, og så op på ham med tårer i øjnene. Hvis der var noget Amaryllis var god til så var det at lyve og få det hele til at se sandt ud – i hvert fald for dem der ikke kendte hende. Hendes forældre kunne hun ikke narre, ikke for et sekund. Tårerne var dog ægte nok, bare ikke fra et mareridt. Hun så på Karmena som hun bad om at de ville ønskede noget privatliv, og Amaryllis gik over og stillede sig ved vampyren. Som Kyle igen gik åndede hun ud og kørte tårerne væk. Hun forholdt sig stille som Karmena nu talte til Dean, og hun kunne mærke sit hjerte synke til hendes mave som vampyren erklærede hvad hun allerede vidste. Det var vel bare rart at have nogle ord på. Hun tog instinktivt Karmenas hånd og gav den et klem. En sjov vane når man tænkte over det, men ofte var det mere værd end ord. ”We are both here for you – I can’t blame him for liking you, you are pretty great,” hviskede hun og lænede sit hoved mod vampyrens kolde arm. ”How about we call it a night?” spurgte hun forsigtigt. Hun insinuerede ikke at Dean skulle gå hjem, faktisk var han mere end velkommen til at blive, men hun havde selv brug for at få vendt det hele i hovedet. Og selvom Karmena ikke havde behov for søvn, kunne det måske gøre hende godt at slå kroppen fra et øjeblik? Et lille suk undslap hendes læber som hun så over på Dean med et smil. Hun rakte hånden frem mod ham. ”We can become friends tomorrow, okay?” sagde hun med en lille forhåbning. En del af hende havde stadig lyst til at flå Dean for at have rørt Karmena på den måde, men så igen kunne hun jo ikke bebrejde ham. Hende og Karmena havde ikke været sammen på det tidspunkt.

Alfa **Antal indlæg** : 605

Hendes ord var skarpe og kolde, som en kniv der skar ind i ham. Han vendte blikket ned på hans sko, idet en tåre havde fundet vej ned ad hans kind. Han havde ikke lyst til at Karmena skulle se ham græde og gjorde alt i sin magt for at tage sig sammen – sådan som han bedst havde lært det, efter hans fordrukne far havde såret ham. Karmena havde ikke behøvet at sige han skulle blive, for han anede alligevel ikke hvor han kunne tage hen. Han blev blot stående på altanen. ”You don’t have to keep telling me,” sagde han og vendte blikket ud mod udsigten fra altanen. Hvorfor var det at begge piger følte det nødvendigt at tvære denne sandhed i hovedet på ham? Det var ikke fordi han desperat forsøgte at kæmpe for Karmena, selvom han havde en indre kamp med sine følelser. Han havde allerede indset at det ikke var meningen de skulle være sammen og havde trods alt lige indrømmet, at han ikke ville ødelægge noget. Han undrede sig dog også over om hun kun havde brug for ham nu eller om det var ment som en fremtidig reference. Dean vidste at det ville være svært at fortsætte med at være hendes ven, men også at han ville være fej for ikke at give det et forsøg.
Han rullede øjnene og kunne ikke undgå at smile en anelse, over Amary’s kommentar. Karmena måtte gerne være en smule ond for en gangs skyld – det ville gøre hele processen meget nemmere. Han tog imod Amary’s hånd, men var ikke så sikker på hvordan de skulle blive venner. Måske det var for tidligt at sige, men hvis han ville forsøge at være Karmena’s ven, vidste han at han også måtte forsøge at være Amary’s. ”Okay,” sagde han og gav hendes hånd et klem, før han slap den. ”I just need to clean up my stuff in Karmena’s room. Do you know if there’s a bed or couch I can crash on?” spurgte han dem begge, før han gik mod døråbningen og tilbage mod Karmena’s værelse for at pakke sine ting sammen.

Gæst

//Out<33//

» Where are we gonna go from here? Amaryllis
» Night frights - Amaryllis
» What a time to be alive, am I right? - Amaryllis (cw)
» A good reunion
» #a reunion to die for - Mariella