Can you give me a Job? - Sean

Hun smilede en smule for sig selv, hun var udmærket godt klar over at en mand som Sean ikke ville erkend at han havde lavet en fejl.
Hun fulgte med ham ind, og han sin jakke. Hun valgte også at tage sine stiletter af så hun gik med bare tær.
Hun så sig om. "Waw... de har jo lige så meget stil her hjemme som på resturanten" sagde hun anerkendende.
Hun var vild med hans indretning.

Da hun havde set sig om, kom hun tilbage til ham. Hun lagde hovedet på skrå og så på ham "De er ikke vred på mig vel?" Spurgte hun så.
Hun ville ikke have at han var vred, hun ville ikke have at han bare gerne ville have hende til at gå. Hun ville jo nødig starte ud med at have et dårligt forhold til sin chef fra dag et af.

Sean lukkede døren efter dem og gik ind i køkkenet. han lyttede til hende og sukkede. "prøv at høre jeg ikke god til at være social okay? det er ikke mit speciale? jeg siger ting direkte uden at forstå konsekvensen af min handling. " han strøg irriteret en hånd igennem håret så det sad uglet og på inden måder perfekt mere. han gik over i sit køkken og åbnede fryseren. hvor han trak forskellige typer blod fra og lagde dem i skål med lungen vand.
" jeg har aldrig haft en kæreste, aldrig haft en ven, jeg kan knap nok snakke med en luder?" sagde han og knappede sin hvide skjorte helt op, uden at tage hensyn til der var en kvinde til stede.
Han to den af så man kunne se hans veltrænet krop, og spændte lidt i den af vrede og skuffelse over han ikke bare kan føre en normal samtale uden at ødelægge den.

" jeg smutter oven på og skifter." sukkede han og løb op af trapperne til sit værelse. Hentede et par jogging bukser og en sort tæt siddende t-shirt. Han klæde hurtigt om og gik ned til hende igen. Han gik ind i stuen og hentede en vin på sin vin hylde og to glas "vil du have?" spurgte han og begynde at hælde op i begge glas uden hun overhovedet havde sagt noget.
Han havde bare brug for at dulme nerverne lidt bare prøve at fjerne den trælse følelse. Han plejede at træne den væk, men det var umuligt når han havde gæster. Så vin blev vejen lige nu.

Hun så overrasket på ham da han begynde at snakke. Bed sig en smule i læben, og ende med at sale sine hænder lidt foran sig. Hun følte sig temmelig skyldig i hans frustration.
Hun havde mest lyst til at undskylde, men det var lidt som om hun ikke fik chancen. Hun så overrasket på ham da han bare sådan smed skjorten.
Han så endnu bedre ud uden trøje på. Nej! stop! sådan skulle hun ikke tænke om sin chef.
Hun skulle til at sige noget til ham da hun hørte ham sige at han ville skrifte tøj.

Hun så kort efter ham, og blev bare stående hvor hun stod, midt i rummet, på skud linje for hans frustration. Hun stod endda og overvejede om hun skulle gå. Måske det ville være bedst.

Hendes blik gled over på ham da han kom ud igen. Hun blev stående som hvis hun var blevet bedt om det. Som var hun en hund der havde fået afvide at den skulle blive.
Hun så mod ham da han kom med vin, og spurgte om hun ville have.
Hun gik stille der over, og tog det andet glas. Hun tog en lille tavs tør, og så på ham. Hun satte glasset fra sig, og gik over til ham. Hun lade en hånd med hans hånd, og så på ham "undskyld.. jeg ville ikke hyle dig sådan ud af den... jeg går igen.. undskyld" sagde hun stille, tydeligt velvidende om at han var fustreret på grund af hende Hun begynde at gå mod gangen for at tage sine sko og jakke på.

Han så op fra sit glas da hun lagde en hånd på hans, det føltes mærkeligt? Men behageligt? Han havde brug for det ... Af en eller anden mærkelig grund. Han sukkede da hun ville til at gå, nogle gange havde han lyst til at skyde sig selv i foden. Altså springe ud af vinduet lige ned på åben gade, men hvis hun ville hjem så måtte han lade hende gå.
"Du hyler mig ikke ud, jeg bare dårlig social.." Sukkede han og havde egentlig bare lyst til at trække hende ind i sin favn og fortælle hende alt.
Men det var forkert.
Han gik oven på og åbnede en skuffe i sit skrivebord og gled ned af gelænderet igen og gik ud i gangen.
Han rakte hende mappen over opskrifter på drinks, uden at se hende i øjne.
" jeg ønsker ikke de tager hjem, men de har nok ret det er det bedste. Så jeg vil ikke holde dem tilbage, pas på dem selv. " sagde han og gik fra hende igen.

Han hadet disse situationer, han var dårlig til kvinder, han var dårlig til følelser. Det var kaos på kaos, og nok også grundlaget for han altid ende alene. Begejstring over at have en med samme interesse, og tanker, havde bare revet ham med, og på mange punkter bare gjort ham overbeskyttende over for hende. Han .. Han kunne ikke beskrive hvilket følelser hun vækkede i ham. Men tja det var dumt, lade sine følelser få frit løb

Hun bandede sig selv langt væk, hvorfor havde hun hun ikke bare taget elevatoren ned da han havde bedt hende om det. Hun hørte dog hvad han sagde med at han ikke var god socialt. Hun havde lige fået sine sko på da han kom ned til hende, og rakte hende mappen.
Hun så på ham da han sagde at han ikke ønskede at hun tog hjem, og så efter ham da han gik.

Hun stod lidt med mappen i hånden. Bed sig i læben og så ned på den. Hun burde gå! Men der var nu også noget i hendes der ikke brød sig om at gå fra ham når han havde det sådan.
Hun gik langsomt ind i køkkenet, og så på ham. Hun bed sig en smule i underlæben, og holde mappen i hånden.

"Mr. Walter.. jeg... kunne virkelig godt bruge deres hjælp med nogle af de her drinks" Sagde hun med en forsigtig stemme.
Hun vidste godt at det kunne virke forvirrende at hun skiftede mening. Men hun kunne virkelig ikke få sig selv til at gå fra ham.

Sean der stod med sit vin glas i hånden og så ud på byen, blev rimelig overrasket over hun kom tilbage? det gav ingen mening? ville hun ikke gå? men da hun sagde grundlaget begynde han at grine.
han vende sig om mod han og så hende i øjne " det mener du ikke seriøst gør du? " sagde han og smilede skævt til hende " den bedste tjener jeg har der kunne blande perfekte drinks og lærer nye ting på få sekunder spørger om min hjælp?" han grinte og drak lidt af vinen.
" du altså ikke den bedste løgner det ved du godt ikke?" sagde han og rettede på sit hår

Han var ikke sur eller irriteret, den følelse var forsvundet efter hendes lille kald for hjælp som sikkert bare var fordi hun var bekymret." du kan lave de drinks ved kun at have se den en gang, og have bind for øjne " sagde han og bundede glasset. Det var nu meget sødt af hende, men han måtte indrømme, han gik over stregen og det ville ske igen hvis hun blev her. For hun var en gudeskøn kvinde der virkelig vækkede noget i ham han ikke havde lyst til at de skulle. Han havde også kun mødt hende en gang? det ville gøre det hele mere frygteligt?!
han satte glasset fra sig og lænede sig op af bordet " indrøm at du kom tilbage fordi du ar en smule bekymret over min reaktion, fordi jeg kunne lide dig og trådte over din grænse."

Hun undrede sig først over hans latter, en måtte erkende at han havde gennemskuet hende. Hun sukkede lidt, og smed mappen på køkkenbordet. "Nej jeg har ikke brug for din hjælp, jeg ville kunne lave de der drinks i søvene hvis det skulle være..." brummede hun lidt. Hvad bilde han sig ind og grine af hende.

Hun sukkede lidt over ham, og lagde armene over kors og så på ham "okay!.. Jeg sagde det fordi jeg trods alt har nogle FÅ følelser tilbage i kroppen, og de sagde altså at jeg havde ondt af dem!" Brummede hun lidt fornærmet.
Hun lænede sig op af køkkenbordet og så op ham. "Desuden sagde de jo selv at de ikke ønskede at jeg skulle gå!..." Orh hun skulle bare være gået! Hvorfor grinte han af hende.
Hun var jo bare bekymret for ham.

Hun sukkede lidt opgivende og så på ham "Jeg er ikke vred over at de spurgte mig om min fortid... jeg.. ønsker bare ikke at tale om den!.. det er en tid jeg helst vil glemme" sagde hun stille og så på ham.

Han smilede da hun gav ham ret, det var en vidunderlig følelse ikke fordi han tvivlede på at han havde ret, for det havde han men han viste også kvinder kunne være stædige. Men hende her overgav sig faktisk. " hvad med vi lader som om jeg aldrig spurgte dig og drikker os mega stive og jeg laver dig en vidunderlig cupcake, hygger til noget god musik, muligvis en film og så ser bort fra hvor torske dum jeg er og hvor lorte fortid vi begge har. Lad os hygge som var vi mennesker igen? " sagde han og smilede, han trængte virkelig til bare at kunne ligge alt bage sig, følelsen af at være dødelig, han savnede den.
Bare det er med at leve efter princippet -hvis jeg gik hen og døde i morgen så ville jeg..- og så bare fyrer den af?

Dog som voksende mennesker selvfølgelig, men stadig bare Chile, det trængte de begge nok til. "Jeg skal nok kører dig hjem i morgen, og har gæsteværelse " sagde han og smilede " men mindre de er bange, så kan de bare få deres blod muffin " drillede han stille og så med det ene øjenbryn løftet udfordrende på hende

hun kunne ikke undgå at blive overrasket over det han pludselig sagde. Drikke sig fulde? se film? Sig mig.. skulle de ikke arbejde?
Var dette ikke rent professionelt. Hun betragtede ham som han stod der og ævlede løs. Hvad var det med ham?
Hvorfor ville hun pludselig så gerne være sammen med hende? Hun kunne mærke at det gik hende på ikke at vide noget. Men sagde nu ikke noget.
Hun smilede i stedet lidt drillende til ham. "Mr. Walter dog... jeg skal jo på arbejde i morgen" grinte hun lidt.


Hun lyttede til hvad han sagde. Overnatte? Mente han virkelig det? Hun hørte hvad hans sagde med hvis hun var bange. Hun fnøs af ham, og gik ind mod stuen, og forbi ham. "bliv nu ikke for selvsikker Mr. Walter!.. der skal mere til at skræmme mig!" Sagde hun bare, og gik ind i stuen. Hun smed sig i sofaen og smed skoene. Hun trak fødderne op i sofaen, og lænede sig tilbage mod armlænet. "men så forventer jeg også at blive opvardet! Jeg har jo styrtet rundt hele aften"