Of all the reasons - Alexander

Påklædning
- Tøj + Sko Han har en sort turtleneck på og et par mørke jeans. Han har sorte sko på
- Hår + Skæg Han har mørkebrunt kort hår. Han har skægstubbe
- Accent Britisk (På kanten til Posh) Stemme
- Andet Han er 2,03 meter høj. Han har en dagslysring på. Han besidder evnen Absolute Charisma, hvilket gør ham meget charmerende

Det havde ikke været et socialt besøg, han lige nu skulle på, i takt med at han bevægede sig i retningen af, hvor han vidste hun boede. Det var nok mere for at få svar, på nogle af de spørgsmål han havde haft i sig, gennem de sidste par år. Dog var det ikke rettet imod spørgsmål omkring sig selv, nok snarer hvorfor at Zabrina, ikke havde været en del af sit datters liv, gennem de sidste mange tusinde år, også selvom hun egentlig havde lovet det. Modsat en som f. es Felicity, der ikke havde muligheden for at se sin mor, givet hun døde kort tid efter fødslen, så forstod han virkelig ikke Zabrina, at hun holdte sig væk fra en person, der egentlig bare gerne ville have et forhold til hende. Han vidste at deres ægteskab brudte op, at det var grundet sorgen, og det havde da også gjort ondt på ham, at se ligende af sine to børn, børn han havde opforstret, børn som han havde lagt til at sove og læst godnat historier for, blot for så at miste dem på den måde. Men han havde sat sine egne følelser til siden, til fordel for det af sit barn, da Abigal altid kom før hans egne behov, præcis som Felicity og Jonathan gjorde.
Det tog ham ikke lang tid, før han til sidst kom frem og her bankede på hendes dør, hvor han så stod og ventede på at hun ville åbne op "Brina" fik han sagt, som hans blik mødtes med hendes, selvfølgelig var hun ligeså smuk, som han sidst havde husket hende, og havde situationen været lidt anderledes, ville han nok også være glad for at se hende, dog var det ikke tidspuntet for gamle minder lige nu. Som altid skulle han bukkede han en smule, for at kunne komme ind af døren, de fleste hjem var trods alt ikke bygget til folk, som var over en vis højde, og givet han selv var godt over de 2 meter, måtte han ofte bukke sig en smule "No thank you, this is sadly not a social call" hans blik gled kort rundt, før de til sidst landede på hende "I'm actually just here to know, why you never tried to make a connection to Abigal" han gik direkte til sagen, da det generelt var meget nemmere.

"I'm saying Never, because I didn't see you around her, I didn't see you try to make a relationship with her, like you said you would. She was a child, crying to see her mother" han vidste at det kke var fair imod Zabrina, men han havde haft alle disse frustrationer i mange år, og nu kom de på en eller anden måde bare ud "We all go through shit, and I'm not saying it didn't hit you hard, but I was there with you, I lost them too, and unlike you I never got to mourn them, I never got to say goodbye, because I had a responsibility for our daughters life and safety" da de døde, havde han mest af alt, bare lyst til at gemme sig under hvad end han kunne finde, han havde lyst til at græde sine øjne ud, og gøre en ende på det hele, for han havde fejlet dem. Det havde været hans job, at beskytte dem og sikre de aldrig ville være i farer, og de døde. Dog tog han aldrig tiden til at sørge dem, han skubbede det i stedet væk, og fokuserede på det barn han havde tilbage.
"And by the way she didn't care about your mentalt state, she just wanted her mother to want her back, I mean she must have felt so rejected" han gav et suk fra sig, og kørte en hånd igennem sit hår "Don't you get it, I never cared about that, I loved you so much, that the air itself didn't feel right without you, I needed you around. I would have fought through hells fire, even the sun itself, if it meant you being there" han knyttede hænderne, og trådte et skridt tilbage "you could have been the worlds most crazy person, and I would have done everything for you, I would have killed every person who had laid a hand on you" han kørte sine fingre igennem sit skæg "you can't always trust another persons words, I mean you didn't get those words from Abigal herself, I mean she wanted you to fight for her"

Han sukkede, selvfølgelig ønskede han ikke at det skulle gå sådan, han gad ikke være den onde person, som dømte hende for tingene som var sket, men et sted ville han blot gerne have svar "No I don't know what happened, because you never told me, you just left and that was it, you were gone" pointerede han, selvfølgelig vidste han at hun havde været gennem noget shit, og han vidste at hun også forsøgte at håndtere tingene på bedste vis, men han havde også været gennem shit, han havde også forsøgt at håndtere alt hvad der skete, men han stak i det mindste ikke af, fra den familie han havde foran sig. Han kastede det til siden, til fordel for det af sine børn, de børn som havde brug for at han var der for dem. Han fulgte hende med øjnene, som hun gik hen for at sætte sig på sofaen, eller nok snarer faldt ned i den, og uden rigtig at tænke over det hele, gik hen hen og satte sig på hug foran hende, og blidt tog han hendes hænder i sine egne "You were one of the first people, that I ever truly loved, and I'm probably always in some way going to love you" han gav hendes hænder et blidt klem.
"No one is perfect, and I never expected you to be, I just wanted you to have tried, have been there in some way or form" han betragtede hendes hænder "When I was 14 my mother left me, I've never seen her since, and I remember the pain and the rejection I felt, I felt as if I wasn't good enough for her, that she didn't want me" han havde aldrig fortalt hende denne historie, mest fordi han holde den meget tæt på sig "I never wanted anyone else to feel that way, feel as if they weren't good enough or that someone didn't want them, so I suppose when I saw how you weren't there with Abi, and how she cried for you, I feared that she felt the same way that I had done all those years ago" han gav et tungt suk fra sig, og så til sidst op på hende.