About that... - Alexander

S: Kongehuset, haven
T: Middag
V: 16 grader, dejlig solskin
P: En lilla lettere løs kjole som går til knæene, med en åben sort jakke over. Håret sat op i en hestehale
Emne til: @Alexander <3

---

Hendes hoved rungede endnu, og det havde været svært at sove natten igennem. Abigal var taknemmelig for de ansatte havde fået alting til at ligne sig selv på den korte tid. Den største del af gårsdagen havde været sjov og underholdende - den sidste del, mindre sjov. Hun vidste Kyle havde været nød til at indberette hun havde været forsvundet. Men så vidt Felicity havde fortalt havde hun heldigvis bare fået det vendt til en form for typisk Abigal at have brug for lidt luft til sig selv - det var den første gang i hundrede år at Felicity havde dækket over Abigal - men det ville nok ikke ske igen. Stemningen var generelt anspændt mellem Abigal og Felicity og det var næsten ikke sikkert at lade de to være i rum sammen. Dog havde det åbenbart lykkes meget godt siden igår. Men Felicity havde også reddet Abigals liv. Et suk forlod hendes læber.
"Did Mr. Burns tell you my whereabouts?" Spurgte hun ud i luften og gættede på det var hendes far som var kommet ud i haven. "I know a lot has happened, but I prefered being down here without someone breathing down my neck," tilføjede hun og sank en klump. Derefter vendte hun sig om og så halv bedrøvet mod sin far.
"I'm sorry if I ruined your night," bed hun stille sammen. Hun prøvede altid at undgå at fortælle når sådanne nogle ting skete, for hun ønskede ikke at bekymre ham. "Don't hold back. Just tell him," lød stemmen fra spøgelset af Gabriella som viste sig for Abigal. Hun havde stadigvæk små skræmmer fra sidste aften men Felicitys blod havde taget det værste af det. Abigal lagde stille armene omkring sig selv. "I know I shouldn't keep it from you. I know that.. I just didn't want to ruin your night," Måske det i virkeligheden var hvorfor hun ikke nævnte det. De havde mistet Jordan og Gabriella, hvorefter Zabrina hendes mor var smuttet få år efter. Det havde i starten været dem sammen gennem ild og vand, til at Diana kom ind i billedet. Men det betød stadigvæk hun ikke ønskede at miste flere eller faktisk nærmere at hendes far skulle miste flere.

Hun tog en dyb indånding og sank en klump som han lagde hånden mod hendes kind.
"Don't feel guilty, I had Ky.. Mr Grimm.. Micah and Felicity. We fought it off together," sagde hun så og sank en klump. Igår havde været rystende på mange måder. Hun lagde sine arme om sin far som han trak hende ind i et kram. Det kunne godt være hun var voksen og de begge havde levet umådelig mange år - men der var bare nogle ting som trak hende tilbage - at blive trukket ind i sin fars favn var en af dem. Hun så ham i øjnene. Hendes tinding havde stadigvæk en smule sårskorper fra et af de slag hun havde modtaget igår. Det var stort at Felicity og Abigal faktisk havde sammenarbejdet. Siden Abigal havde været hjemme sad de to kun sammen ved spisebordet når der blev spist, men de så ikke på hinanden overhovedet. En smule trist, men de havde begge travlt alt for travlt til at tale deres problematikker ud.
"But we all survived and that is the most important," pointerede hun så og det var så typisk hende at vise sig stærk og positiv så godt hun nu engang kunne.
"But there is something else," sank hun stille en klump.. hun havde næsten lige fortalt det til Micah og hun vidste ikke om hun kunne fortælle det igen. Men nu havde hun startet sætningen så han vidste der var noget at bekymre sig om. Hvordan fortalte man sin far, at hun var jagtet af djævelen og havde været lige siden hun var født fordi hun kunne kommunikere med de døde? At Lucifer var grunden til Jordan og Gabriella var døde.. at hendes egne børn var blevet brutalt myrdet for at straffe hende i at have stukket af.

Den sidste sætning rungede i hendes hoved, hun skulle have sagt det noget før. Men det var først nu at det faktisk var blevet alvorligt igen. Mere end alvorligt. Abigal trak sin facade af og prøvede bare at være ærlig omkring den her pinsel.
"A long time ago.. the first time I was gone," hun hev vejret ind. Den første gang Abigal på mystiskvis var forsvundet havde været i år 1000 i 200 år, men hun havde aldrig sagt hvor hun havde været - udover hun havde været sammen med Dove Sinclair - Dove blot et dække. "There is something you need to know about that time," indrømmede hun og tog en dyb indånding.
"The book Kyle found, has our families names listed.. Gabriella and Jordan.. my children.. all of them killed, because Lucifer was trying to find a banshee that is a anchor between living and dead," indrømmede hun og sank en klump, "and that would be me. He activated it back then.. I felt every single supernatural death for 200 years..," tilføjede hun og sank en klump.
"Which means.. I've been able to talk to the death since.. always," hun åndede tungt ud som byrden endelig forlod hendes skuldre.
"I just didn't want you to think I was crazy," hendes stemme knækkede lidt. Det var den eneste grund til hun ikke snakkede om at hun kunne se og tale med de døde - fordi hvis man sagde sådanne ting for højt - så talte folk. Abigal lod et par tårer triller henover hendes kinder og tog en dyb indånding. Hun tog en dyb indånding.
"I need Kyle back on my detail when his leg is healed up.. can you promise me that he will be back by my side?" Spurgte hun og prøvede ikke at afsløre sine følelser for Kyle - men vidste også at det næppe var noget som kunne undslippe hendes far. De to havde trods alt førhen haft mange dybe samtaler omkring kærlighed, og Abi havde altid fortalt ham at han skulle følge sit hjerte og ikke lade nogle dømme ham for hvem han elskede. Alt hun havde behov for var at vide at Kyle ville vende tilbage ved hendes side igen snart. Også gerne før hun havde planer om at tage tilbage til Italien.

At få ham til at føle at han havde fejlet hende var det sidste hun ønskede. Der var grunde til Abigal ikke altid fortalte alt der forgik - og det var for at beskytte folk fra at give sig selv skylden.
"You could never fail me daddy," sagde hun dog så som han krammede hende. Hun knugede ham indtil sig og åndede ud. Det var en befrielse at vide at han ikke fandt hende sindssyg, hun ville have fundet sig selv sindssyg - det var sikkert derfor hende og Adria kom så godt ud af det med hinanden - for lige meget hvad var der kun den person som forstod hende. "Thank you," hviskede hun stille som han sagde han ikke troede hun var sindssyg. Hendes kommentar om at få Kyle tilbage var nok mere personligt end det burde være - eller ikke nok, det var mere af personlig tilknytning og siden han var den eneste der var i stand til at få hende til at føle sig hundrede procent sikker. Så ønskede hun ham ved sin side.  
"It means a lot.. thanks," sagde hun og så ham i øjnene som han fjernede hendes tårer. Abigal tog en dyb indånding og snøftede kort.
"Likewise," tilføjede hun til han sagde, at han altid ville elske hende. Det havde været noget tid siden at hun havde haft mulighed for at kontakte Jordan - men hun kunne kontakte Gabriella - det vidste hun.
"So.. like I said.. I can talk to the dead.. bring them back for a short while.. not longer than a minute if I'm good," she saw the ghost of Gabriella appear again looking at them. "Gabriella is here," åndede hun tungt ud. Hun vidste det ikke var en let sag, og det ville være smertefuldt for ham at se hende. Måske Abigal ikke rigtig forstod den smerte på samme måde, fordi hun var så van til at have døden hængene om nakken. "Do you want to talk to her.. you don't have to.. I get.. if you don't," det kunne være hårdt at rive op i gamle sår - men hun kunne ikke forstille sig ikke at få lov til i det mindste faktisk at få sagt farvel. Men hendes verden og død han ikke sammen som andres. Der var gange i fortiden hvor hun havde spurgt folk og de var blevet mere vred over tilbudet end glade - men der var også gode stunder hvor folk havde været taknemlig.

Abigal nikkede let som han spurgte bekræftende om han var der. Reaktionen påvirkede også hende, specielt fordi han altid havde været hendes tætteste omsorgsperson. Han nævnte han han gerne ville tale med hende og Abigal nikkede let og satte sig ned på nærmeste bænk. Det krævede trods alt en del energi for hende at bruge den del af sin evne. Hun så på Gabriella som gav hende et stille nik. Abigal tog en dyb indånding før hun fokuserede på energien mellem de to riger, og åndede ud. Delte sin livsenergi var en kompliceret sag, men snart stod Gabriella ikke mere end få skridt væk fra dem. Hun havde ikke de skræmmer som hun havde haft den aften han havde fundet hendes lig.
"Hey daddy," sagde hun blidt med et varmt smil før hun gik hen og svang sine arme omkring ham. Lige nu var hun i en fast form takket være Abigal. Men Abigal kunne ikke meget andet end at sidde og observerer dem for at vedligeholde forbindelsen. The young blonde girl smiled at her father. "We don't have long.." sukkede hun sørgmodigt og så over på Abigal.
"It's taking a lot for her.. don't worry. I'm okay. I just like sticking around keeping an eye on her," tilføjede hun så og sendte sin far et varmt smil. Små tårer trillede henover hendes kinder. Men hun havde affundet sig med at være død - sådan da. Desuden havde hun et formål, at hjælpe hendes søster.