With eyes like those

Tid: 9. Marts, middag
Sted: Gågaden
Vejr: Solen kigger endelig frem, omkring de 15 graders celsius
Påklædning: Ham længst til venstre + langt hår som vist på profilbillede

Dedikeret til @Odette


Foråret kunne mærkes på denne skønne lørdag. Stellan havde valgt at bruge en del af sin tid inde i byen, bare for at komme af med alle de tanker han havde i forhold til forrige uges begivenheder. En distrahering var vel hvad denne relativt unge banshee ledede efter. Han trak vejret dybt som hans ben havde ført ham ned på gågaden der var fuld af folk. Det var rart at se at livet forsatte selvom der havde været krise i hans lille sfære. Kort så han på sit ur, lidt over tolv. Så gav det mere mening hvorfor flere og flere folk blev draget mod diverse caféer og spisesteder. Selv gik han lidt ned gennem gaden og så rundt med sine havblå øjne. Et par selvsikre fingre gled gennem hans efterhånden lange hårpragt, og han overvejede om han skulle tage sig sammen og blive klippet i dag? Ikke at han havde noget imod sit lange hår, men når det blev langt nok ville han være nød til at sætte det op. Langt hår og bådknob var ofte en træls kombination, der endte i at knobet vandt og han stod uden en tot hår. Han smilede lidt frem for sig selv og lukkede øjnene som han nød solens stråler.

Han rejste ofte rundt langs middelhavet, så derfor var hans garderobe også mere sommerlig. Dog frøs han ikke så nemt, men han havde en grå bluse lagt over skulderen til hvis han fandt behovet for det. Med et par lette skridt var han ovre ved en af bogforhandlerne og stod og kiggede på diverse titler der var spredt ud udenfor. Han løftede en enkelt bog op og læste lidt på bagsiden som noget fangede hans opmærksomhed ud af øjenkrogen. En smuk ung brunette, med turkise øjne der skreg efter at blive set på. Stellan lagde bogen fra sig og fik sit sædvanlige charmerende smil på sine læber som han nærmede sig hende en smule.

”You got very beautiful eyes,” sagde Stellan som han nu stod foran brunetten. Hans accent var på grænsen til stærk, men den måde han nærmest sang sætningen på gjorde det nemmere at forstå. Han kom den ene hånd i lommen og betragtede det kønne ansigt. De røde læber og den lille spidse næse fik blot hans smil til at brede sig en smule mere.

Stellan smilede skævt ved at se på brunetten, og den måde hun løftede bøgerne på. Det var nærmest som et barn der holdte på en tung ting, og han kunne næsten ikke stå for det. Han lo lidt af hendes ord og den kompliment der blev sendt tilbage med hensyn til øjnene. Forsigtigt lod han en finger glider over et par bøger som han skævede ned over dem, men i virkeligheden var hans fokus på kvinden med de turkise øjne. Hendes kommentar, eller var det kompliment, omkring hans accent fik ham til at grine. ”I’ve heard that a couple of times,” sagde Stellan med et skævt smil. Havde hun hørt ham dengang han var ved at lære engelsk, så havde hun nok ikke brudt sig om hans accent. For hver gang hun bevægede sig, var det som om han gjorde det samme. Som en intern fangeleg.

”My name is Stellan,” sagde han og bed sig svagt i læben som han betragtede den unge kvinde. Han ville lyve hvis han sagde at hun ikke var smuk, for hendes ansigt skilte sig ud fra mængden omkring dem. Hans blå øjne synes at blive mere flydende, som havets vand, og han tog et lille skridt nærmere hende, dog stadig i respektabel afstand. ”And who do I have the honour of meeting?” spurgte han drilsk. Han havde så let til at flirte, men sådan havde han altid været. Abigal legede ofte med på disse flirterier, men der lå aldrig noget følelsesmæssigt bag dem. Det var en sjov måde at lære andre folk at kende på. Ville de reagere smigrede, eller ville de begynde at kaste ting efter ham? Den bedste situation var nok når det var en blanding. Svenskeren lo lidt for sig selv og samlede en bog op omkring planter, men han lagde den roligt fra sig igen. Planter havde ikke et sted på havet, med mindre du talte om havets utrolige skove der var på bunden af det store blå.

”I had a crazy thought – how about I invite you out to lunch?” sagde han og vidste at de færreste sagde nej til et gratis måltid. Selv var han vel ved at være sulten, men at have en af konversere med mens man spiste var altid noget han foretrak. I hvert fald når han endelig var på land, så måtte han vel socialisere sig med dem der var omkring dem. ”Getting to know people is one of my hobbies,” sagde han med et kækt og lettere drenget smil på læberne.

En lille latter sneg sig fra Stellans læber som den unge kvinde talte til ham med den varme og kærlige stemme. Hendes stemme var smuk, nærmest som en sang. Racer bekymrede ham ikke meget, da det blot var sjovere at komme ind på livet af andre end dem han var vant til. Han kunne ikke fornemme hendes race, men han vidste at hun ikke var et dødt væsen. En banshees hørelse var trods alt fantastisk, så han kunne høre hendes søde hjerteslag som hun gik rundt og så på bøgerne. Hans introduktion kom måske en smule ud af det blå, og hendes hånd der blev rakt mod ham fik ham til at smile drilsk. Med den ene hånd greb han let om hendes fine hånd og pressede blidt sine varme læber mod hendes håndryg. ”Odette,” sagde han og nærmest smagte på hendes navn. Det lød tysk, men hun virkede ikke til at have en accent. Forsigtigt slap Stellan hendes hånd, og samtalen gik over på frokost. Hun virkede ivrig og glad, og det var lige præcis sådan en person han havde behov for at være omkring lige nu.

”I’m not good at waiting, so I would love it if we could do it now,” sagde han med et drilsk smil. Hendes kommentar om hobbyen fik ham igen til at grine. Hans latter var dyb og legesyg, dog var der noget lokkende omkring den også. ”I have a lot of hobbies, that normal people do not do,” sagde han og blinkede med det ene øje. Måske var det en ret så tydelig hentydning til at han måske var lidt løs på tråden, men det kunne jo også hentyde til det faktum at han sejlede jorden rundt. Odette begyndte nu at sige at hun havde en anden skør idé og Stellans ansigt lyste op som han løftede det ene øjebryn. Da hun nævnede is tog han begge hænder til sit bryst og så drømmende på hende.

”Now, Odette, I think you are the woman of my dreams,” sagde han og stak tungen svagt ud for at vise at han drillede. Dog elskede han is, der var intet bedre når varmen ramte dem fra oven at man kunne køle af med sådan en kold omgang. Derpå rakte han en arm frem mod hende som hun kunne ligge sin arm på. ”M’lady, please do tell me what you desire for your lunch,” sagde han med en lille latter bagerst i halsen. Derpå gik de ned af gaden til de fandt en mindre hyggelig café hvor der ikke var så mange mennesker. De fik et bord udenfor, for solen var relativ varm og vinden var mild.

Stellan var glad for at hun fulgte trop, der var noget så dejligt positivt omkring hele hendes opførsel, og det var bestemt noget han havde brug for. Han havde brug for at ignorere de døde stemmer der lød gennem gaderne og konstant mindede ham om hvorfor han så ofte foretrak at være på havet. Hun spurgte ind til hans hobbier som hun nærmest sprang ud af butikken og han fulgte gladelig efter. ”I sail a lot, travel the world, mostly I like to just be out on the water – keeps me sane in a way,” sagde han med et varmt smil. Som hun nævnte hendes hobby var at samle sten lo han lidt, for det var vel ikke meget mere underligt end så meget andet. ”I’d love to see the collection, if I could ever be worthy of it,” sagde han drilsk og ret så flirtende. Det lå ham bare naturligt at flirte, og det var så let for ham som det var at trække vejret. Hendes røde farve i kinderne gav ham et skævt smil smil på læberne – den farve klædte de blege kinder. Hendes lille svar var så sød og uskyldig, og nærmest drillende tilbage. Hvem kunne ikke lide lidt modspil?

”Oh, I never lie,” sagde han varmt som hun tog hans arm. Han nikkede ved hendes kommentar om at det blot skulle være kød. Der var vel ikke noget unaturligt i dette, men han elskede en kvinde der havde appetit. Som de satte sig sad han afslappet på stolen som han så rundt omkring dem. Kort lukkede han øjnene og forestillede sig væk til solens varme i Grækenland, men han åbnede øjnene som kvinden foran ham snakkede igen. Han smilede venligt og så som hun fik menuerne over til dem. ”I’m from Sweden, a lovely country a bit east of here – I guess not a lot of Swedes pass through Gaia these days,” sagde han venligt som han nu lod sine blå øjne glide ned over menukortet. Skulle han tage noget fisk, men det havde vel også været det han havde levet af på turen op til England. Han rystede lidt på hovedet af sig selv og valgte en bøf med kartofler. Det var så sjældent han spiste det efterhånden. Den forvirrede tjener fik ham blot til at smile bag menukortet. Hendes Odette var sjov. Måske lidt for sjov. Han bed sig i læben som han lagde menukortet fra sig og nu vendte sine blå øjne mod kvinden overfor.

”How come I keep looking at those eyes of yours? They truely are … vakra(beautiful),” sagde han og lænede sin ene albue på bordet, som han placerede sin hage på sin hånd. Han smilede skævt til hende og betragtede hende kort. Der var noget overnaturligt smuk ved kvinden foran ham, og han følte han kunne ane hvorfor. På hans mange rejser havde han mødt forskellige racer, og de turkise øjne afslørede det ret så hurtigt. Han ville dog være sikker, og desuden kunne det ofte forekomme ubehøvlet at spørge ind til andres racer – specielt i en by som Gaia. ”How about you, where are you from?” spurgte han og var mere diskret i hans spørgsmål.

Stellan smilede ved hendes kommentar om havet. Han var vel begyndt at ane hendes race nu her, specielt som hun snakkede om havet og de øjne hun havde gav ham vel også et godt hint. Hendes måde at fjerne en hårtot fra hendes ansigt og om bag øret var sødt. Nærmest uskyldigt. Egentlig var sten ikke noget Stellan selv gik op i, men ofte kastede han vel sig selv ud på dybt vand så at sige. Han nikkede blot og sendte hende et charmerende smil. Samtalen ved bordet gik nu over på hans hjemland og han sukkede lidt ved tanken. Stellan var af svensk adelighed, ikke noget han delte med mange, for der var vel ikke noget der gjorde ham speciel på grund af den titel. At hun aldrig havde hørt om Sverige fik ham til at grine svagt som han så ned i menukortet. Han var langt fra fornærmet, for denne verden var vel stor. ”Sweden is a country like many others. We have a long history dating far back, but most would be too much to go over – would probably end up boring you mentioning our lines of kings,” sagde Stellan med et svagt smil som han så op fra menukortet. Da de havde bestilt og hun forsøgte at sige det svenske ord lo han lidt.

”I’m sorry, I sometimes forget english words, so I just substitute for Swedish,” sagde han undskyldende og viftede let med hånden som en undskyldende bevægelse. Han så sig kort om og lænede sig derpå lidt ind over bordet. ”Vakra is a way to say beautiful in Swedish – however I can’t only call your eyes beautiful in this instance,” sagde han med en lav stemme. Nærmest som fortalte han hende en hemmelighed. Han lo stille og lænede sig tilbage i stolen, dog uden at fjerne sine blå øjne fra hendes ansigt. Hans spørgsmål virkede ikke til at fornærme hende, men som hun fortalte placerede han sine ene albue på bordet og sit hoved i hånden. Hans blik var drømmende som han kiggede på hende og hørte hvad hun sagde. Som om han slugte alt informationen til sig. For ikke at nævne at hans blik kunne føles som om der ikke var andre i denne verden end de to lige nu. Hendes latter fik ham til at smile og han så ikke engang op på tjeneren som der blev sat drikkevarer foran ham. Han ventede dog med at tale til tjeneren igen var væk.

”Sirens are known as some of the most beautiful creatures, but I never imagined them as beautiful as you,” sagde han med et smil. Han var flirtende. Var det for meget? For at være ærlig havde Stellan svært ved at skelne mellem hvornår det var passende at flirte og hvornår det ikke var. ”You have nothing to apologize for – to be honest I think it’s stupid to believe everyone knows where one is from, right?” sagde han og lænede svagt hovedet på skrå. Han smilede skævt, og nu blev maden placeret foran dem. Et gladelig syn af mad, der for en gangs skyld ikke bestod af fisk eller dåsemad.

Egentlig ville Stellan helst ikke snakke for meget om hans land, da han ofte lod sig rive med og det kunne ofte afsløre hvilken familie han var fra. Dog virkede Odette ikke til at vide meget om denne verden, så det ville måske være rart for en gangs skyld bare at fortælle en om landet uden hæmninger. Hendes ord fik ham til at grine lavt, for hun var klart typen som han kunne finde på at invitere ud på rejser. Hendes kompliment af hans hår og øjne fik ham blot til at smile større. ”In my eyes everyone is a beautiful creature – but I must say you look more beautiful than the ones around you,” sagde han blidt og vendte hovedet lidt på skrå. Kunne hun ikke selv se dette? ”I’ve been told I am a natural flirt, but I honestly can’t see it,” sagde han med en sød latter der undslap hans læber. Maden blev stillede foran dem og måden hun reagerede på fik hans hjerte til at banke hurtigere på. Havde hun ikke haft de turkise øjne ville han nok have gættet hende til en lys fe. Hun var som en lille bombe af glæde, og det havde han haft behov for at opleve længe. Han tog en let mundfuld af bøffen og overvejede hendes spørgsmål kort.

”I’m a banshee – first to be born in my family for generations,” sagde han med et smil og spiste videre. Hun vidste vel hvad en banshee var, men det var jo ikke til at sige når hun havde levet meget at sit liv under vandet. Han så lidt undersøgende på hende, som han spiste. Det var virkelig rart bare at sidde her med en praktisk talt fremmed, og bare nyde solen over dem. Måske stirrede han en smule, men kunne han andet når kvinden foran ham var så betagende og smuk at se på? ”So you are beautiful, have a nice personality – who is your special someone?” spurgte han med et smil.

//Out <33//