History repeats itself - Maelle.

Aurelia var på vej tilbage til grotten. Hun havde hjulpet Dove med at rydde tingene væk fra dagens eksapader. Efter det havde Dove lånt hende noget tøj. Aurelia havde valgt at sige nej til at afprøve noget der kunne gøre det nemmere for hende at være i lyset. Det var ikke fordi hun ikke gad, men hun ville hellere gemme det til når der var brug for hende. Men hun aftalte med Dove hun ville komme forbi dagen efter, så de kunne se om det overhovedet virkede. Abigals ord var stadige tydelige for hende. Hun havde været i kontakt med Minerva, hvilket Aurelia et eller andet sted var jaloux over. Der havde sat sig en klump fast i hendes hals, da Abigal videreførte Minervas besked: Hun ønskede hun havde kendt hende. Hun ville aldrig få chancen for at lære hendes niece at kende, og det generede hende grænseløst. Hun så sig over skulderen, da det føltes som om nogen så hende. Hun rystede det af sig og forsatte videre mod udkanten af byen.

Hun var vred. Nærmere rasende og ikke engang hendes far kunne forstå præcis hvor meget denne her følelse brændte i hendes system. Vrede var den følelse som havde hersket over hende længest. Det var umådelig mange år siden at Maelle havde mistet forstanden, det gjorde ensomhed ved en. Hun var den første som havde trådt på jorden, hendes personlige fængsel som nu var født med skrøbelige og håbløse sjæle. Selvom de burde have opgivet, så havde Maelle ikke tilgivet denne skygge kvinde for at tage hendes mulighed for hævn fra sig. Så hun havde ventet som en anden stalker. Folk overraskede hende ikke længere. Så som pigen kom gående på vej tilbage mod sit bjerg, så krævede det ikke meget mere fra Maelle end et stærkt vindstød til at kaste pigen ind i et træ og slå hende ud.
"Karma is a bitch," mumlede hun for sig selv. Hun samlede Aurelia op og kastede hende over sin skulder for at flyve ud til sit lille hemmelige sted. Ude midt på havet på hendes båd - gjorde det svært at flygte igen. Hun smed Aurelia ned i den eneste mørke celle der var i skibet.

Aurelia kunne ikke slippe følelsen af at der ville ske noget slemt. Hun prøvede at overbevise hende om det bare var noget hun bildte sig ind, men frygt sad så dybt i hende, at hun ikke vidste om hun var i stand til at føle andet. Hun mærkede et stærkt vindstød og træet mod hendes baghoved der slog hende bevidstløs.
Hun vågnede i mørket. Et øjeblik troede hun at hun var tilbage i grotten. Da hun brugte hendes forstærkede syn til at se rundt, kunne hun set det ikke var hendes grotte. Hun rejste sig op og så sig omkring, prøvede at finde en vej ud. Men hun vidste ikke om det var lyst udenfor, så at stikke af var måske en dårlig idé. Hun stod stille midt i cellen, da hun mærke hvordan det gyngede under hende. Hun havde aldrig oplevet at være på havet, men hun havde en fornemmelse af det var sådan det føltes. Hun fik overbalance da en stor bølge ramte skibet. Da hun første gang var blevet kidnappet, havde hun været skrækslagen, men hun var fast besluttet på ikke at give hendes kidnapper fornøjelsen af at se hende bange. ”I’m awake now,” sagde hun lavmælt og satte sig over i hjørnet af cellen. Hvem end der var bag det, ville ikke få noget ud af det. Hun ville gøre alt for ikke at give hende hvad de ville have. Om det var informationer eller bare se hende lide, ville hun ikke give dem det. Hun havde endnu ikke tilgivet sig selv for at fortælle Lucifer om Kyle og Minerva.

Da en lille lydbølge ramte hendes øre om at pigen var i live, så var Maelle gået nedenunder og ladet døren stå åben så den højlyse dag ville true ved at fjerne mørket. Hendes far havde trods alt givet hende de informationer hun behøvede fra Aurelia her. Maelle stillede sig op af tremmerne og så mod pigen i hjørnet.
"This must suck huh?" Spurgte hun og lagde hovedet let på skrå. "You know I really wanted to get my revenge on my grandfather," tilføjede hun så og så overvejende på Aurelia.
"You want to get back to your brother, you better be in good use for me.. because otherwise I'll have you delivered in separated pieces.. maybe even leave a piece out here for him to dive down and find," sagde Maelle ret roligt og sukkede lidt. Hun låste cellen op og var egentlig ligeglad med Aurelia prøve at slippe væk.
"You should know now, your mind isn't as strong as you want it to be. Don't try anything stupid" påmindede hun Aurelia om. "My father and I always get what we want.. I haven't really said anything to him, but I see right through you. She didn't die," tilføjede Maelle i en let hvisken og trak på et uhyggeligt skævt smil.

Aurelia klemte sig op ad væggen da lys fyldte noget af cellen. Det generede hende, selvom hun ikke var direkte udsat for det. Hun ignorerede hende først. Hvis ikke hun sagde noget, fik hun ikke hvad hun ville have. Hun burde have vidst det hele var forbundet til Lucifer. Da hun truede med at aflevere hende i stumper til Kyle, måtte hun bide sig i tungen for ikke at afsløre hvor meget hun havde lyst til at skrige af hende. I stedet blev hun stående uden at sige et ord. Da hun åbnede cellen overvejede hun et øjeblik at stikke af, men så ville hun komme ud i solen, og hun ville ikke kunne komme væk fra skibet. Hun blev stående. Aurelia fulgte hende med blikket, hun prøvede så meget på ikke at reagere da hun påstod Abigal ikke var død, men hendes hjerte slog hurtigere og hendes blik blev et øjeblik overrasket. ”Do not pretend to know anything about me. Your father doesn’t know as much about me as he thinks. I learned to survive long before running in to him. So do your best. Try and see if you can get whatever it is you want. You will fail.” Aurelia havde for længst lært at man kunne klare sig igennem stort set alting, hvis bare man pakkede sig selv væk når der skete noget ubehageligt, opfandt en verden hvor man var glad og kunne glemme hvad der skete lige i øjeblikket. Aurelia tog fat i en skarp sten og svingede den ud efter Maelles hals, lige meget om hendes arm blev udsat for lyset. Hvis hun var død, blev det lettere for hende at komme væk.

"I'm not pretending dearie," kom det fra Maelle som hun uden frygt eller følelse så på skyggepigen. "Good for you, then you are prepared for surviving me," tilføjede hun med et indbydende smil på læben. Hun nød at se pigen mene at hun kunne tage kampen op, det var rart at se der var kamp inden i endnu - men hvis hun mindede bare lidt om Maelle, så vidste hun med sig selv det var hvad man lod som om der var.  Stenen som blev svunget ud efter Maelles hals splintrede det sekund den kom i kontakt med hendes hud.
"Really?" Spurgte hun og slog ud med armene, "I tried that ages ago," rystede hun på hovedet og greb om Aurelias hånd for at lade den være i sollyset lidt endnu. Dog brugte hun et vindpust til at lukke døren og mørket omfavnede dem.
"You know what the difference between me and my father is?" Spurgte hun og klemte kort en anelse til ved Aurelias hånd, "he was born paranoid.. knew God had plans for the world.. but all he wanted was love. He loved my mother, but she didn't love him back.. I'm not sure she ever loved me either.., but I was cast out of heaven long before he went to hell. You know how it is, someone sees you as a misfit. A burden just waiting to be removed. I was sent down here to earth for killing an angel who told who had more hate in his heart than me.. The first few years of loneliness isn't bad. It's when you realize that no one is coming to safe you, that no one  will ever understand what it feels like to be left in the shadows. But you do. You know what its like to be taken away from everything and everyone. Lose your family... being abandoned, treated like you don't matter at all.. and for what.. just to stay in the shadows, because at least they wont judge you for who you are," sagde Maelle overraskende stille og så Aurelia i øjnene.  
"In the end that is what earth is.. a prison.. an endless wheel of suffering."

Aurelia var ikke glad for det Maelle sagde. Hun var sikker på hun kunne knække hende, hvis ikke hun blev stoppet i tide. Men hun ville ikke gøre det let for hende. Aurelia så forvirret til, da stenen næsten eksploderede til små stykker og faldt til jorden. Aurelia gispede da lyset ramte hendes hånd. Først sveg det, men efter lidt begyndte der at opstå små brandsår på hånden. Hun sukkede lettet da mørket omringede dem. Aurelia lyttede til hvad Maelle fortalte om hendes fortid, om at vente i skyggerne på at blive reddet. Alt det med at blive efterladt og miste troen på at man havde en betydning for folk, for verden, var noget Aurelia forstod. Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle reagere på det. Hun havde ikke ligefrem regnet med at få hendes livshistorie, men et sted var hun også glad for det. Det betød hun ikke var alene med de følelser hun gik med. ”Why are you telling me this?” Spurgte hun med et forsigtigt stemmeleje. Hun havde aldrig oplevet at nogen fortalte hende deres livshistorie på den måde før. Slet ikke nogen der havde i sinde at torturere og muligvis dræbe hende. Men måske var det slet ikke derfor Maelle havde taget hende. Det var sandsynligvis hvad hun fortalte sig selv, men Aurelia havde på fornemmelsen hun havde valgt lige netop Aurelia fordi hun forstod hvordan det føltes at være så alene og skjult i skyggerne. ”I don’t care if God lives or dies. I can help you. You and your father. If you just leave those I care about alone.” Det føltes ikke som et offer for Aurelia. Hun havde altid følt sig nyttesløs, nu var hun muligvis i en position hvor hun kunne sørge for de var i sikkerhed.