Let me die - Aurelia [Fortidsemne]

S: Bjergene, Oneiori i en af grotterne
T: aften, men forgår i år 1199
V: Ukendt
O: Der er kun dem i grotten
P: Klik
Emne til: @Aurelia (+ @Lucifer)

---

De havde været her så længe, og ærligtalt var det et rent helvede. Abigal havde snart ikke flere tårer tilbage. Hun kunne ikke bryde fri herfra selv, så hun havde opgivet for længe siden. Hun havde brugt en sten til at lave en streg for hvert år der gik. Hendes celle havde ovenlys fra grotten så hun kunne nyde solen når den var der - det var også det eneste at nyde, det også hendes selskab af Aurelia. Det var den eneste relation som havde holdt hende kørende de sidste mange år. Men Abigal var generelt rystet, og de var aldrig alene længe af gangen. Efter Lucifer havde fået fingre i hende, havde han skubbet hendes forbindelse til de død, så langt at hendes livs energi lå mellem de døde og de levende. Dette ville sige, at som en overnaturlig døde havde spøgelses de sidste 199 år kommet til hende - og det sekund de lagde en hånd på hende for at krydse over, havde hun følt deres død. Den form for smerte gjorde noget ved en, der var intet der kunne holde det fra hende.
"I can't anymore.. I give up," hviskede hun opgivende efter solen var gået ned. De delte celle, men den var også ekstrem stor, og kun Abigals side havde sollyset og Aurelias havde ikke.  Endnu en hård dag var gået, og hun vidste imorgen ville de få besøg af Lucifer. Der skulle trods alt mad og drikke for deres overlevelse. Men hun forstod ikke hvad han fik ud af at aktiverer denne her del af hendes evne, eller hvad hans plan var.

Tøj & hår

Aurelia ønskede ikke hendes skæbne for nogen, men hun havde alligevel været glad for selskabet. Dog vidste hun, at Abigal fortjente bedre. Hun så op mod vinduet for oven. Solen var gået ned, så hun kunne godt gå hen til hende uden der skete noget. Lucifer havde ikke fortalt hvad der skulle ske, eller hvad han ville bruge hverken Aurelia eller Abigal til. Hun vidste bare han havde fået hende til at hæfte sig til hans skygge og så springe rundt på forskelliges skygger for at lytte til deres samtaler. Senere skulle hun genfortælle alt hun havde hørt, så hun havde ingen chance for at vide hvad han ledte efter. Hun så på Abigal. Det var så mørkt på hendes side, at Abigal ikke ville kunne se hende, men her med det meget svage lys fra vinduet gjorde det muligt for Abigal og se lidt af Aurelia. Aurelia kunne godt se Abigal grundet hendes forstærkede syn. ”No you don’t,” sagde han og så insisterende på hende. ”You will get free tonight before he gets here tomorrow.” Hun vidste ikke hvordan endnu, men hun vidste bare at Abigal skulle hjem til hendes familie i dag.

Abigal sank en klump og lukkede øjnene kort som Aurelia insisteret på at det ikke var enden. Hun sukkede og ville havde grædt hvis hun havde flere tårer tilbage i sit system at give af. Hvordan kunne de overhovedet komme fri.
"What is the point if everything is just pain and suffering," kom det næsten åndeløst opgivende fra hende. Lucifer havde taget alt håb fra hende, der var intet lys for hende at finde frem. Hun så mod Aurelia og det var tydeligt at Abigal havde opgivet. "Aurelia.. please.. I can't live like this," tiggede hun og fik rettet sig lidt. Alt Abigal ønskede lige nu var at møde døden. Endnu et spøgelse trådte frem foran hende og rakte ud efter hende.
"Don't touch me.. please, don't touch me," tiggede hun og forsøgte at trække sig tilbage - men manden hørte hendes arm alligevel og forsvandt gennem hende. Et skrig forlod Abigals læber som hun bukkede sig fremover af smerten. Hendes skrig var voldsomme grundet hendes banshee side, men der var stadigvæk ikke nogle som sådan der kendte til at være banshee - ikke engang Abigal selv. Hun ventede lidt med at rette sig op til hun syntes at have styrken igen.
"Even if I escaped, there is no running forever from him."

”Life is not easy. You will be in pain. You will suffer. Trust me, I know. But if you lose hope of something better, all that you have been through will be for nothing.” Hun havde det med at tage en beskyttende rolle, men af og til havde hun også brug for at blive beskyttet. Men ikke lige nu. Lige nu handlede det om Abigal og hendes overlevelse. Hun sank en klump da hun ud fra Abigals ord og efterfølgende skrig kunne regne ud der var et spøgelse. Hun lagde forsigtigt en hånd mod hendes kind. ”I heard about a witch one of my trips. She is the daughter of the first witch. I think she might help you. She might even be able to hide you from him. You will get back to your father.” Hun ønskede selv at hun finde hendes bror, men hun havde opgivet håbet på at han var i live efter hans datters død. Hun kunne ikke finde ham længere. ”I need to focus I’ll be right in there,” sagde hun og gik over på sin egen side af cellen. Hun satte sig ned og lod hendes skygge gå igennem byen før endelig at finde frem til Dove Sinclair. ”Lucifer has us captured,” startede hun ud. ”The girl I’m with need help to hide from him. Will you help her?”

Dove så undrende til da en skygge kom uden noget til at lægge den. Da den begyndte at tale blev hun interesseret. ”I will. Where are you?” Efter hun havde fået deres lokation, forsvandt skyggen og Dove pakkede nogle ting hun måske kunne få brug for og satte afsted mod bjergene.

Aurelia rejste sig, men måtte støtte sig til væggen for ikke vælte. ”Help is coming,” sagde hun og satte sig ned ved siden af Abigal. ”When you leave, you will have to go without me. Promise me you won’t come back here. I will be okay. I will reach out to you when it’s safe for us to meet again. We will meet again.” Aurelia havde ikke haft en ven siden hun først blev taget. Det føltes som en helt andet liv.

Abigal lyttede til Aurelias ord, og ærligtalt gav et mening. Men Abigal følte sig håbløs lige nu, og hun hadede det som pesten. Forslaget om en heks der kunne hjælpe fik Abigal til at se op med tårefyldte øjne. Abigal tog en dyb indånding og lænede sig tilbage mod klippevæggen. Hun lod Aurelia gøre hvad hun nu engang gjorde, og prøvede bare at slappe af ved at lukke øjnene og tage et par dybe indåndinger. Abigal åbnede øjnene som Aurelia sagde at hjælpen var på vej. Hun rejste sig op på sine ustabile ben og kneb øjnene som Aurelia sagde at hun ikke skulle komme tilbage efter hende.
"I don't want to leave you," indrømmede Abigal så, "you are the only one making me feel a slightly bit of normal," tilføjede hun og trak let skævt på smilebåndet. Dog sagde hun også at de ville mødes igen når det var sikkert, og alt Abigal ønskede lige nu var at komme ud af Lucifers klør.
"We will meet again.. but I don't like leaving you in his claws.. isn't there anything I can do to help you in return?" Spurgte Abigal så og holdt sin hånd mod klippevæggen for ikke at miste balancen.

Aurelia
Dove

Aurelia så på hende. ”I am happy to help you.” Hun overvejede et øjeblik om der var noget Abigal kunne gøre for hende, men der var kun en ting hun ønskede. ”Pain has been a companion to you, just remember there is more than pain in this world. If you are open to it, you will experience something good. Maybe not tomorrow or even a year from now, but eventually life will balance out all the pain with something equally as a good.” Hun støttede sig selv til grottens væg og så på hende med antydningen af et smil. ”And maybe bring me some food and clean clothes next time we meet,” de fik mad, men det var kun nok til de kunne overleve, og det var ikke ligefrem det mest interessante mad.

”Hello,” hviskede Dove for at få deres opmærksomhed. ”Are you in there?” Aurelia gik hen mod åbningen af grotten. Lucifer havde fået lagt en besværgelser over åbningen så de ikke kunne komme ud. Han havde også truet Aurelia med hvad der ville ske, hvis hun brugte hendes evne til at få hjælp udefra. Men hun var ikke bange for det. Hele hendes liv havde været et mareridt, så hvor slemt kunne det være at skulle gennemleve det igen og igen. Hun havde ikke kendt til andet end smerte. ”Can you get past the magic?” Aurelia håbede virkelig at det var nu Abigal kom ud så hun kunne komme tilbage til sit liv. ”Step back,” beordrede Dove. Aurelia gik tilbage til Abigal. Kort efter var der et blåt lysskær. Aurelia dækkede sine øjne, da lyset var så uvant for hende. Det efterlod også en sviende fornemmelse på hendes hud, men hun vidste den snart ville gå væk igen.

Et lille smil sneg sig op på Abigals læber, som Aurelia ikke forventede meget anet end håb og noget rent tøj.
"I will see if I can get around that," nikkede hun stille og sank en klump. En stemme lød udenfor, og Abigal trådte væk fra muren og gik mod kvinden. Abigal stoppede op hvor barrieren startede og sank en klump. Hun lignede en som ikke havde sovet i flere dage, og det havde hun ærligtalt ikke - det var svært at sove med alle de stemmer i sit hoved. Hendes læber skælvede let som hun først var usikker på om Dove faktisk var levende eller død. Dog som Aurelia snakkede til heksen, så åndede Abigal lettet ud. Abigal tog et par skridt tilbage og skærmede Aurelia som der kom en lyskugle mod barrieren. De havde de sidste par år været alt hinanden havde, det eneste positive i grotten havde været Aurelia - også selvom de ikke forstod hvad der gik hinanden på - så var de der stadigvæk der for hinanden. Abigal begyndte at ryste på hovedet.
"No no no, he is on his way. He knows something wrong," stemmerne skreg hende i hovedet og hun tog sig til ørerne i håb om at holde dem ude. "He is on his way... he is on his way.." mumlede hun gentagende gange i en nærmest uhyggelig tone.

Aurelia sendte hende et smil før hun gik over for at tale med Dove. Hun så bekymret på Abigal da hun sagde han var på vej og blev ved med at gentage det. Hun lagde en arm om hende og holdt hende til sig. ”Hide,” sagde hun til Dove, der forsvandt ind i skyggerne og forhåbentligt også brugte noget magi for at skjule sig selv. Bare for en sikkerhedsskyld. Hun så alvorligt på Abigal. Hun skulle være sikker på hun hørte hende. ”When he gets her, let me talk to him okay? Just stay quiet and don’t look at him. Happy place,” hun havde selv opfundet et sted i hendes sind hun forstillede sig når der skete noget dårligt.

Lucifer havde skabt en særlig fornemmelse til grotten, så han kunne mærke hvis der skete en ændring. Der var nogen deroppe. Han gik straks derop og så på de to piger. Abigal så lige så skrøbelig ud som hun havde gjort i noget tid nu, Aurelia var også skrøbelig, men hun skjulte det bedre. Eller hun prøvede. ”Who has been naughty?” Spurgte han og så skiftevis på dem. Aurelia trådte frem og han lavede en ’tsk’ lyd mens han gik hen til hende. ”How should we punish you today?” Aurelia sank en klump, men hun prøvede virkelig at forblive stærk. Hun ville gerne vise Abigal at det var muligt. Han greb fat i hende og trak hende med ud mod grottens åbningen. Lyset generede hende i starten, før det føltes som om hendes hud begyndte at brændte. ”I will tell you!” Råbte hun. Han skubbede hende tilbage i grotten, hvor hun rørte ved hendes arme der føltes til at brænde. ”I persuaded a witch to take down the shield. I just wanted to see the lights from afar. Please don’t hurt me,” bad hun. Lucifer smilede, hvilket ikke var beroligende når det var ham. ”I won’t, I’ll hurt her,” han gik hen til Abigal og greb fat om hendes hals og trykkede hende op mod væggen. ”I would prefer it, if you would not think me a fool. Tell me the truth, or she will be strangled.” Et lysglimt sendte Lucifer til gulvet og fik Aurelia til føle mere smerte. Dove trådte frem fra skyggerne og pustede pulver i Lucifers hoved der fik ham til at falde bevidstløs. Hun gik hen for at hjælpe Abigal. ”We should go before he wakes.” Hun så tilbage på Aurelia med et blik der fortalte noget Aurelia allerede vidste. Hans vrede ville rammte hende når han vågnede. Aurelia gik hen til Abigal og gav hende et kram. ”I will be okay, let her take you to safety.”

Abigal nikkede til hvad Aurelia sagde, lige nu var hun den eneste hun hundrede procent stolede på. Hun så på Lucifer da han trådte ind i grotten og sank en klump. Han sprang på Aurelia, og hvis hun havde haft kræfterne ville hun have råbt op - men hun var ikke klar i hovedet. Dog måtte hun snart kvikke op som Lucifer greb omkring hendes hals og blokerede hendes luftveje. Han trykkede hende op mod væggen og hun gispede - men hun var så svækket og klar til at opgive.
"Please..Just kill me," mumlede hun fortabt - men ingen andre end Lucifer kunne høre det. Dog med et lysglimt faldt han til jorden og Abigal faldt med i chokket. Hun tog sig til sin hals og hev panikslagen vejret ind. Abigal tog imod Doves hånd, og sank en klump. De mørke øjne så bekymret hen mod Aurelia som hun kom imod hende. Abigal svang sine arme så godt hun kunne omkring Aurelia, og holdt hende tæt indtil sig.
"I'll always be there, find me if you need me - okay?" sagde Abigal rent automatisk - måske der stadigvæk var lidt håb for at Abigal ikke kun var i mørket. Hun nikkede så og fulgte med Dove, men blev ved med at se sig tilbage til at Aurelia ikke længere var indenfor hendes synsfelt.
"Can you make it stop?" Spurgte hun stille Dove som de nærmede sig udgangen. "He made me activated something in me.. like I can feel every person who dies.. they go through me.. over and over again, I can see everything.. feel everything," tilføjede hun så og sank en klump. Det var ikke just behageligt.

Aurelia smilede ved hendes ord. ”Thank you,” hun så på dem som de gik ud af grotten. Hun vidste at hun nu var alene igen, men det var det værd hvis Abigal var i sikkerhed. Kort efter vågnede Lucifer og så sig desorienteret omkring. En vrede faldt over hans ansigt, da han så Abigal ikke længere var der. ”You have no idea what you have just cost me. I will make you pay for this.” Han så hende i øjnene og brugte hans evne på hende. Det hele startede da hun blev kidnappet, og sluttede med at Lucifer skubbede hende ud i lyset for så at starte forfra.

Dove hjalp Abigal ud af grotten. Hun ville altid gerne hjælpe når det havde noget med Lucifer at gøre. Hun kendte ham godt, måske bedre end de fleste. Hun så på Abigal da hun forklarede hvad der var sket. ”I can, for a little while. We will have to keep refreshing the spell once a year for the rest of time or until he is destroyed. I also know a way that might get him back in hell. It probably won’t keep him there, but it’s a start.” Hun førte Abigal hjælp til hende selv for at udføre besværgelsen på hende. ”I will come to you in a year to redo the spell,” fortalte hun og så på hende med antydningen af et smil. ”I think you should go home now. Your father is worried about you.” Det havde været på alles læber at hun var forsvundet. ”If you need anything else, I will be here to help you. You can always come to me.”

Abigal så på Dove som de snakkede om hvad der kunne gøres. At de måske kunne få Lucifer tilbage i helvede, men det lå ikke i hendes natur at ønske hævn. Lige meget hvor meget hun havde lidt, så var det ikke i hendes natur. Måske hun ville få lidt mere blod på tanden, hvis han faktisk ikke havde gjort det mod hende men mod andre. Hun havde ønsket at forsvare Aurelia. Abigal fulgte hele vejen med Dove hvem, og lod hende fuldføre besværgelsen.
"Thank you," Abigal åndede ud,"I honestly thought death was the way to get through this.. do you mind if I stay the night?" Spurgte hun så efterfølgende g sank en klump. Hun ønskede at tage hjem, men hun ønskede heller ikke at han skulle se hende så ødelagt som hun vidste at hun så ud lige nu.

Dove havde ingen intention om at lade Lucifer blive på jorden. Hvis hun kendte ham ret, havde han også sat Aurelia igennem helvede. Det ville ikke stoppe før han var væk eller selv valgte at stoppe det. Hun kendte i hvert fald ikke andre måder. ”Of course,” svarede hun da hun ville overnatte. ”I will go get the guest bedroom ready,” sagde hun og gik ud af stuen for at finde nogle puder, dyner og noget hun kunne sove i. Abigal var lidt højere end Dove, men hun kunne nok godt passe noget hun havde alligevel. Hun kom tilbage og så på hende med et opmuntrende smil. ”If you need to talk about it, I will listen. I have a Lucifer story of my own, not quite the same as yours.” Hun ville forstå hvis hun ikke ønskede at tale om det, men hun vidste bare det kunne være godt at tale med en der var følelsesmæssig involveret som en ven eller familiemedlem ville være.

Abigal stod kort for sig selv, de var indenfor. Der var en anden varme end udenfor, og hun nød det. Hendes tanker faldt alligevel tilbage på Aurelia som havde ofret sin mentalitet for Abigal. Aurelia havde givet Abigal nyt håb og hun havde tænkt sig at tage det med sig. Dove kom tilbage og Abigal sank en klump.
"There is this prophecy that a woman will be the anchor to the living and the dead.. and will help Lucifer get revenge on his father," fortalte Abigal så lidt stille. "I've always seen the dead since I was a kid.. it was first later on I started sensing it as well.. and when he stabbed me, I felt everything. It hit every single nerve in my body as they touch me," tilføjede hun og sank en klump.
"Do you have some water?" Spurgte hun derefter og kløede sig stille i nakken. Hun fik øje på et par spøgelser som kom hen til hende, og hun klemte øjnene hårdt sammen som hun forventede det værste - men da de berørte hende skete der intet udover det gøs henover hendes arm. De skreg af hende men forsvandt igen. Det havde virket.
"He would make their deaths worse ever single time, to see if the pain I felt was worse.. and soon he realized it didn't have to be just people he killed nearby. He could go to Scottland and kill everyone, and I would still have to let them cross. Two hundred years of his games, I was ready to give up," indrømmede hun og sank en klump.

Dove lyttede til da Abigal forklarede. Det gav ærlig talt mening at Lucifer ville gøre alt for at få hævn på sin far. Sommetider tænkte hun, at grunden til han overhovedet havde været sammen med hende var for at få en Sinclair heks ud af det. Kunne hun overhovedet være sikker på han elskede Carmilla? Eller nogle af hans børn? Hun fandt et krus af træ og gik hen for at hente vand hun havde taget fra en brønd tidligere og gav det til Abigal. ”I wished Aurelia would have come to me before, although I might have been difficult to locate.” Dove var ikke ligefrem kendt for at være stillesiddende. Hun rejste rundt for at hjælpe folk. Hun havde brugt hendes magi negativt, og hun var nu fast besluttet på at lave om på det. Så hun hjalp så meget hun kunne. ”You have been through a lot Abigal. I do think you should be hopeful of the future, but do not disregard the past. Not until you have felt everything you need to. I have tried to move past something without having processed it completely. It came back tenfold. So do what you need to, cry, scream, punch something. Whatever you have to, to get all of it out of your system.”

Abigal tog en mundfuld af vandet og bundede derefter. Det var rart at få noget væske i sit system. Hun lyttede til hvad Dove fortalte omkring at gemme sig bag sine følelser. Abigal bed sig kort i underlæben.
"So you want me to admit that the last 200 hundred years of my life has been a living hell?" Spurgte hun og tog en dyb indånding," I wanted to die. I begged for Aurelia and Lucifer to just kill me.. To just end the pain and make all the ghosts go away. But it wasn't simple, he wouldn't let me die. He just wanted to see if I was strong enough for his plans.. If you had given me a knife back there, I had stabbed myself to escape him," indrømmede hun med blanke øjne og så ned i jorden overrasket af sine egne valg af ord.
"Do you believe in ghosts miss Sinclair? Because hardly do anymore," indrømmede hun og sank en klump. "I been watching the dead for so long now, they just look like simple people to me. It gets hard to tell with time - it's the cold touch that says everything."

Dove så på hende med et sympatisk blik. Hun ønskede ikke at Abigal skulle gennemleve det, men hun havde oplevet at nogle kom tilbage, men de var anderledes, fordi de ikke havde bearbejdet alt der var sket med dem. ”I understand. I have been in a similar place. Where dying seemed like a freedom. It isn’t. At best you would end up in heaven, or you could become a ghost, watching everything move on without you, or you could end in hell.” Hun greb ud efter hendes hånd og strøg den beroligende. ”I am certain that will change. You have only seen two living people for the last 200 years, it might take some time to adjust. You will get out back between living people, and the differences will become clearer to you.” Hun brugte hendes ledige hånd til at skubbe noget hår om bag hendes øre. ”You can stay as long as you need. It’s better if you get back out there when you’r ready.” Hun havde ingen intetion om at sende hende ud i en verden hun ikke længere kunne genkende, før hun var klar til det.

Hun gispede kort som Dove berørte hendes hånd, talte om de levende og døde - som havde hun levet flere år før hende. Hvilket ikke var umuligt. Dog var det rart, et varmt strøg henover hendes hud som ikke var fortaget i vrede eller frygt.
"I sure hope so," indrømmede hun og sank en klump. Hendes øjne låste sig fast på Dove, en som faktisk forstod hende - bare lidt. Abigal vidste hun ikke var mentalt forberedt på at tage hjem endnu, hun kunne ikke sætte ord på hvad hun havde været igennem igen, desuden des mindre som vidste det - des mindre chance var der for at Lucifer faktisk ville kunne opspore hende på den viden. Abigal var træt, men hun brød sig heller ikke om at være alene - hun vidste at Lucifer var derude og selvom han ikke vidste hvor Abigal var, så var tanken i sig selv skræmmende.
"Can I stay with you. I don't want to be alone tonight," indrømmede hun og sank sårbarheden til sig og måtte indrømme det var hvad hun havde brug for at være lige nu. Sårbar.

Dove havde oplevet verden forme sig, og hende ændre sig sammen med den. Det kunne både være en forbandelse og velsignelse at have levet så længe. Hun havde set alting mere end to gange, hun havde oplevet alt der var at opleve. Så hvad var pointen med et liv, hvis hun ikke følte der var mere at få ud af det. Hendes mørke tanker var ikke noget hun reklamerede med, men de var der altid. ”Hope is important. Aurelia was right. Life is all about balance. Something good will happen to you, to me to. Life is not unfair.” Hun så på hende da hun bad om at blive hos hende. ”You can,” svarede hun. Dove førte hende til hendes eget soveværelse. Hun havde ikke sluppet hendes hånd endnu. Hun tænkte at det var lettere for hende, hvis hun hele tiden følte hende der. ”Try and get some sleep, I will stay right beside you.” Sengen var stor nok til der kunne være to i den. Hun havde selv været med til at bygge den – mest gjorde hun bare brug af hendes magi til at samle den. Det var ikke fordi Dove havde haft nogle sove i den udover hende i lang tid, men hun var nu også meget glad for god plads.