A warning - Abigal (+Kyle)

Aurelia gik fortvivlet frem og tilbage over grottens kølige gulv. Hun var ikke i tvivl om at hun skulle kontakte Abigal om hvad hun havde opdaget, men hun var ikke klar til at se Kyle. Med et suk satte hun sig ned i skrædderstilling på gulvet. Hun sørgede for hun var komfortabel før hun lukkede øjnene i. En skygge dukkede op lige ude foran grotten, den bevægede sig ned af klippevæggen og faldt så ned på jorden. For andre ville det ligne en skygge der bevægede sig selvstændigt, hvilket i sin ret også var hvad det var. Aurelia kunne se hvad der foregik, som hvis det var hende der kastede skyggen. Den bevægede sig væk bjergene og op mod Gaia by. Den bevægede sig hurtigt gennem gaderne, og endte oppe ved slottet. Hun fik skyggen til at gennemgå flere rum, før hun endelig fandt Abigal i hvad hun formådede var hendes soveværelse. Skyggen faldt på væggen modsat sengen. Tilbage i grotten bevægede Aurelias læber sig, som en blanding af hendes stemme og en dybere nærmest dæmonisk stemme lød i soveværelset. "It's Aurelia. I don't have much time." Hun kunne allerede begynde og mærke evnen tage noget af hendes energi. "Lucifer knows. I'm sorry I can't be of more help. I'm by the Oneiroi mountains. Don't tell Kyle. Not yet." Hun vidste det var usandsynligt, Abigal overhovedet kendte til hendes relation til Kyle. Selv hvis han havde fortalt om hende, så var hun gået under et andet navn dengang.

Abigal var ved at gøre sig klar til at skulle en tur til Moonlightfalls, hun følte hun var nød til at kontakte Dove omkring den besværgelse hun havde lagt over hende for mange år siden. Den havde engang imellem behov for at blive vedligeholdt - og hun kunne bare mærke noget var galt - det var en irriterende følelse. Dog som en stemme lød i skyggen af hendes værelse, vendte hun sig stille om - ikke sikker på om det var et af hendes syn eller om det var virkelighed. Dog som navnet lød blev Abigal straks opmærksom, det var et navn hun ikke havde hørt længe - men hun vidste hvem det var. hun kneb brynene da hun sagde at hun ikke måtte fortælle Kyle omkring det.
"How do you know Kyle?" Spurgte hun hurtigt og så undrende på Aurelia. Abigal vidste ikke om hun kunne smutte ud af bygningen uden nogle med sig - og Kyles ben var ved at få det bedre. "I'm not sure he will let me go by myself.. what is this about," tilføjede hun spørgende. Så gik det alligevel op for hende.
"He is back, isn't he?" sagde hun næsten åndeløst og tog sig til hovedet. Hendes hjerte begyndte automatisk at galoperer afsted som flere hundrede vilde heste. Hun vidste der var noget galt og hun var ikke klar til det. Hun rystede let på hovedet og Aurelia ville vide hvorfor.

Aurelia vidste hun snart blev nød til at stoppe evnen, hendes energi blev ved med at falde. ”I don’t have time to explain,” fortalte hun. Skyggen flimrede et øjeblik, som hendes fokus blev sværere at holde. ”Bring him if you must. You know the cave,” de havde begge været fanget i den grotte. ”Yes. We need to do something.” Lucifer havde haft en særlig interesse i Abigal, som Aurelia aldrig havde forstået. Hun vidste ikke hvorfor, men hun havde heller ikke forsøgt. Det var lige meget hvorfor, Aurelia vidste bare at hun synes Abigal skulle væk derfra. Så hun hjalp hende med at stikke af og blev tilbage. Lucifer blev ikke glad da han opdagede det, men Aurelia var ligeglad med hvad han gjorde ved hende, så længe han ikke fik fat i Abigal. Det handlede ligeså meget om at sikre Abigals sikkerhed, som at Lucifer ikke fik udført den plan han nu havde. Og nu var planen alligevel ved at blive sat i værk. Skyggen flimrede igen. ”I have to leave soon.” Aurelia sad i grotten og begyndte at sveje, hendes energiniveau var ved at være farligt lavt.

Abigal løftede stærkt det ene øjenbryn som hun fik deres mødested - hun havde lovet sig selv aldrig at vende tilbage dertil, og nu skulle hun. Men hvis hun skulle stoppe Lucifer, så var det hvad hun var nød til at gøre. Bare tanken om den tid fik hende til at gå halvt fra forstanden.
"I.. I'll be there," kom det så bekræftende fra hende. Hendes hjerte bankede hysterisk og hun var næsten sikker på alle i hele slottet kunne hører det, men sjovt nok havde næsten alle også forstærket hørelse. Abigal lukkede kort øjnene og prøvede at overbevise sig selv om at tingene nok skulle være okay. Kunne dagene ikke bare have været som igår? Hvor hende og Kyle havde siddet ude i haven og underholdt de små kongelige hoveder. Det var hvad hun havde brug for mere af sit liv - ikke flere minder om hvorfor hun ikke brød sig om at være i England. Dog sagde Aurelia at hun måtte medbringe Kyle, hvis det var et most.
"You know I searched for you.. for so long," indrømmede hun hurtigt og så til siden som døren gik op.

Aurelia følte en lettelse flyde over hende, men den så blev erstattet af en frygt. Hun ville endelig se Kyle igen efter så mange år. Hvad hvis han ikke kunne genkende hende, eller være endnu, ikke synes om hvad hun var blevet. Hun blev igen opmærksom på Abigal. ”I’m sorry. We’ll talk more when you get here. You can tell Kyle my name is L…” Hun nåede ikke afslutte hendes navn før døren blev åbnet. Da hun hørte hans stemme, åbnede hun straks øjnene og skyggen forsvandt fra rummet. I grotten rejste hun sig forsigtigt og satte sig op ad grottevæggen. Hun lukkede øjnene i og lagde hovedet mod væggen. Hun havde brug for energi, men hun havde ikke adgang til hverken mad eller skygger lige nu, så hun måtte holde ud. Selvom hun havde på fornemmelsen hun havde en lang aften foran sig. Der var en grund til hun havde holdt alt hendes smerte inde i så lang tid. Hun havde stolet på Abigal og Amery, men det var ikke nok. Kyle var den eneste der havde kendt hende før alt det her skete, før hun blev til hvad hun var i dag. Han ville få nogle følelser frem i hende, som hun ikke var klar til at gå i møde. Men det var ikke første gang hun var blevet tvunget til at overkomme noget hun ikke var klar til. Hendes hånd rørte ved brandmærket på hendes venstre skulderblad som heksen havde givet hende. Det var blot en af de måder hvorpå han havde mærket hende som hans. Hun tog en dyb indånding og prøvede at få kontrol over hendes hurtigt bankende hjerte.

Abigal kunne ikke få kontrol over sin vejrtrækning men holdt sig tæt ind til Kyle som han kom hen til hende. Han spurgte hvad der forgik, og hun ville ønske de havde mere tid. Mere tid til at snakke om det, hun ville have fortalt ham det den anden dag - men efter hun havde haft smidt den klods med hans datter efter ham, så havde hun valgt at vente lidt. Hendes blik var dog fjernt.
"It's Lucifer," sukkede hun så og sank en klump. "Micah and I figured out the other day.. how everything with the book is connected. I honestly thought I had more time, or never had to deal with this again," sukkede hun og kørte hænderne henover sit hår og tog en dyb indånding.
"I never talk about this," måtte hun så også indrømme og sank en klump. "Lucifer is looking for a special banshee, someone who can communicate and be an anchor till the other side," fortalte hun stille. "He held me captive for 200 years as he tried to make my connection with the dead stronger," tilføjede hun og blinkede nogle tårer væk.
"Apparently the spell I had a witch cast is starting to wear of, and he is hunting me," sagde hun tørt. "I don't know what he wants, I just know I can't go through that again," den sidste sætning fik hendes stemme til at knække.  
"I'm so sorry.. you never asked for any of this.. you didn't ask for this hell of complications," hun fald sammen i knæene stille til de ramte gulvet. Hun tog en dyb indånding. "I understand if you want out of it, but I have to meet up with Aurelia.. I have to know if he knows where I am," sagde hun som tårerne strømmede henover hendes kinder.  Normalt kunne hun holde sit hoved koldt i næsten alle situationer, men frygten for at vende tilbage til den tid hvor hun havde været låst inde af Lucifer, gennemlevet alle overnaturliges død i de 200 år.. det kunne hun bare ikke klare, og det var svært at beskrive hvad det egentlig var.

Hun så på ham med våde øjne, som han sagde nej og kunne ikke rigtig stoppe sit vandfald af tårer selv hvis hun ville. Det korte sekund sank hun en klump. Lige meget hvor meget hun ikke ville sårer ham, var han det bedste der var sket i hendes liv lige pt. Der havde manglet den samme glæde og han havde givet hende den - og ærligtalt var hun ikke klar til at miste den. Dog som de næste ord forlod hans læber var det som musik for hendes øre, også selvom hun ikke ønskede at han skulle ofre sig for hende. Da han var færdig med sin sætning klamrede hun sig om ham som en koala og tog en dyb indånding. De var sammen om det her. Abigal klemte sine øjne sammen før hun trak sig lidt tilbage og placerede et ømt kys mod hans læber, der blev blandet med hendes salte tårer.
"What did I do to deserve having you in my life?" Spurgte hun næsten åndeløst og prøvede let at tårer sine øjne. "I love you so so much."
De skulle møde Aurelia, og det var evigheder siden hun havde set hende. Abigal kom på benene og tog sin mobil frem. Hun fik gjort en bil klar med et par klik. Abigal så på Kyle. Som de sad i bilen og kørte mod bjergene, valgte hun at fortælle ham omkring de få ting hun vidste om Aurelia.
"I'm gonna warn you, she is something else.. She was the shadow, she can't be in the sun.. can't imagine her anything else than being alone.. but she told me not to come for her unless she called for me.. I tried anyways.. to find her, but she moves with the shadows," - "it's weird she knew your name," kom det så stille fra Abigal. Måske Aurelia havde holdt øje og ventet på det rigtige tidspunkt.
"I haven't been back at the cave since I escaped," måtte hun så indrømme som hun parkerede bilen. Hendes hjerte sad i halsen. Som de kom ind, holdt hun hans hånd med et godt klem - og han ville tydeligt kunne hører hendes hjerte banke nervøst derudaf. De kom til den grotte, som tydeligvis havde været et gammel form for fængsel. Der var markeret på væggene streget ud dag for dag. Og Abigal så op mod det lille ovenlys de havde haft.
"Aurelia," sagde hun åndeløst som hun så hen i skyggen.

Aurelia var trukket længere ind i skyggerne. Hun blev stadig generet af den smule ovenlys der kom ned, selvom hun ikke var direkte udsat for det. Hendes energiniveau var ikke så lavt som det havde været. Hun rejste sig da hun hørte Abigals stemme kalde på hende. Hun trådte så langt frem i skyggerne hun kunne uden at blive udsat for lyset. Hendes træk var stadig mere eller mindre skjult i mørket. ”Thank you for coming, hun så over på Kyle. Det var svært for hende at se ham efter så længe. ”Both of you.” Aurelia havde været ældre at se på sidst Kyle så hende, men heksen havde pillet ved hendes biologiske ur og gjort hende yngre at se på. Hun lignede dog stadig sig selv. ”I can’t go further,” sagde hun. Hun kunne allerede mærke hvordan følelserne rasede inden i hende. Hun havde gået med så meget smerte og ensomhed, og nu var hun ved at bryde sammen. Hun snøftede da nogle tårer faldt ned ad hendes kinder som en reaktion på overvældelsen af følelserne. ”I’m sorry Abigal. I can only tell you what I know. I wish I could help you more.” Faktisk ønskede hun at Kyle gik, fordi han mindede hende om et liv hun aldrig kunne vende tilbage, om en person hun engang var. Men på samme tid havde hun håbet at se ham så længe. Måske var det i virkeligheden egoistisk af hende at fortælle hvem hun var, når hun aldrig rigtig kunne være en del af hans liv. Hun havde ingen idé om hvad der var det rigtige og gøre. I virkeligheden burde hun nok lade ham afgøre det. ”He wants someone he can control. If he has the anchor between the dead and living to do with what he want, his fight against all angels and God will be in his favor. He is planning something. I don’t know the details. You need to be careful.” Hun så over på Kyle igen. Hun vidste at han godt ville kunne se hende hvis han brugte hans forstærkede syn. ”Take care of each other. You will need each other to get through this. He will stop at nothing to get what he wants, and if he don’t, he will torture you for defying him.” Hun talte af erfaring. Lucifer havde fået Aurelia til at gennemleve alt negativt hun nogensinde havde været igennem. Det havde knust hende, og hun havde sagt ting hun havde svoret aldrig at afsløre. Hun var stadig ikke helt ovre det. ”He might know things about you, he shouldn’t be able to know. Don’t let him anger you. That’s what he wants. He wants to know your weak spots so he can use them to his advantage.” Hun trak vejret ind og tørrede tårerne væk, der dog heldigvis ikke viste sig i hendes stemme endnu. ”That’s all I know,” afsluttede hun. Hun så igen over på Kyle. Skulle hun fortælle ham det nu? I såfald, hvordan? ”I’m happy to see you have found love again,” sagde han rettet mod Kyle. Hendes stemme begyndte nu og vise tegn på tårerne. ”I always wanted for you to be happy. I was always there in the shadows. After what happened I lost track of you.” Hun rømmede sig og tørrede igen tårerne væk. Hun kunne ikke få sig selv til at sige direkte hvem hun var, men hun håbede han selv kunne gennemskue det. Mest af alt havde hun lyst til at løbe til Kyle og give ham det kram hun havde længes efter så længe. Hun besluttede sig for at sætte sig selv først. Hun løb ud af skyggerne og ignorerede lysets effekt på hendes hud. Hun lagde armene om ham og knugede ham tæt til sig. I et øjeblik stod hun der bare og mindes da de var børn. Efter omkring et minut slap hun ham og trak sig tilbage i skyggerne. ”You should go. I will be here if you need my help. Good luck,” sagde hun.

Abigal kneb øjnene og overvejede deres relation til hinanden, den måde hun så mod Kyle på - mindede hende om måden hun så efter Jordan da hun var yngre.  Abigal rystede på hovedet som Aurelia undskyldte.
"It's okay," var det første bare hun sagde og sank en klump. Hun blev stående tæt på Kyle lige nu, mest fordi hun ikke vidste hvad hun skulle forvente af sig selv. Hun lyttede forsat til hvad de sagde og løftede på et øjenbryn, og sank tanken i sig. Abigal vidste at Lucifer ikke ville stoppe for noget, det var ren og skær straf til Abigal at djævelen havde fået hendes børn slået ihjel - og hun ønskede ikke at udsætte flere for den form for smerte. Stadigvæk ville hun hellere være fanget i de mørkeste tider af hendes liv end at opleve andres død hele tiden. Abigal tog sig kort til hjertet, hvor Lucifer engang havde stukket hende - men udfra lignede det bare hun fumlede rundt med stoffet på sit tøj. Som Kyle greb hendes hånd, gav hun hans et lille klem og sank en klump. Hun havde regnet relationen ud nu, alt gav mening for Abigal stille og roligt. Som Aurelia omfavnede Kyle og Kyle omvendt Aurelia trådte Abigal et skridt tilbage for at lade de to søskende genforenes. Hun gik rundt langs grottens væg og sank en klump. De havde brugt så mange år indenfor disse vægge, hun så let op som solen var på vej ned. Hun så tilbage på dem som Aurelia forsøgte at trække sig tilbage, men heldigvis var Kyle stædig og holdt hende til sig. Abigal turde ikke tænke på, hvad Aurelia havde været igennem for at have hjulpet hende tilbage dengang. Abigal sank en klump, som hun blev ved med at hører en bestemt lyd - en lyd hun ikke kunne sætte en finger på. Hun stirrede på væggen som alle stregerne blot lignede skrigende ansigter -og hun trådte et chokeret skridt tilbage - men det kunne ligeså godt være det faktum af at være tilbage her. Som hun blinkede og kom væk fra det, så var det bare streger igen. Den lyd forsvandt dog ikke helt. Hun prøvede at fokuserer på lyden, og lukkede øjnene lidt.

Aurelia så hvordan de var sammen, og det gjorde hende virkelig glad. Hun kendte også Abigal ret godt, og hun ønskede at de begge to var glade. De fortjente det. Hun kunne se hans ansigtsudtryk forandre sig, sandsynligvis fordi han opdagede hvem hun var. Det havde været svært at løsrive sig fra ham igen. Han havde været hendes motivation til at overleve så længe, alene tanken om at han var i live, havde fået hende til at kæmpe videre og tage alt hvad livet bød på og gøre det til en styrke fremfor en svaghed. Men hun følte sig særligt svag lige nu, og det var derfor hun havde taget afstand. Hun var ikke vant til at være sårbar blandt andre. Hun havde ikke kunnet med heksen, og da hun mødte Abigal var hun så følelsesmæssigt afstumpet, at det var let for hende at skubbe hendes eget og tage sig af Abigal i stedet. Hun lagde sig ind til ham da han igen lagde armene om hende. Hun lyttede til hvad han sagde. ”I don’t want you to go,” sagde hun og så op på ham. Han havde været næsten altid været højere end hende. Lige så snart han begyndte at skyde i vejret, tog det ikke længe før han var højere end hende. ”I’ve missed you too. More than anything. But the devil is not stopping, and you shouldn’t either.”
Hun lagde en hånd mod hans ryg og bevægede beroligende hans hånd op og ned. Aurelia havde altid elsket når han fandt på kælenavne til hende. Det var noget de to havde sammen. Der var ikke andre der fik lov at kalde hende det han kaldte hende. Hendes tårer virkede ikke til at ville stoppe igen. Hun havde forstillet deres genforening så mange gange, at det næsten virkede uvirkeligt at det faktisk skete. ”I will never leave you again. Never,” lovede hun og tog hans hånd i begge hendes. ”I will come help you. When you have a plan, I will be there to do whatever you need me to,” hun så kort på Abigal der gik rundt i grotten. Det måtte være svært for hende at være der. Det havde været svært for hende selv i starten, men med tiden blev minderne om hendes tid med Lucifer så fjerne, at hun kunne finde et hjem i grotten. Ikke idealt, men bedre end da før. Hun havde også nogle selvlavede tegninger til at hænge længere inde i grotten. Det var mest ting fra hendes barndom, der var også et par tegninger af Minerva og Kyle, såvel som nogle af Abigal. Det var sådan hun fik sin tid til at gå. Amery kom med materialerne hun havde brug for. ”You should not worry about me, dear brother. I have learned to survive.” Aurelia så igen tilbage på Abigal. "You don't have to be here," sagde han til hende. Hun vidste hvor triggering det kunne være, og hun ville forstå hvis hun ikke ønskede at blive længere. "We can meet tonight, somewhere dark," sagde hun. Det ville være rart for hende at komme ud, men hun havde ikke haft en grund til at gå ud før. Når hun havde ledt efter Kyle, havde hun brugt hendes skygge. Alt andet hun havde haft brug for, havde Amery hjulpet hende med.

Abigal tog sig let til halsen og sank en klump. Alligevel slap hun sit greb stille som de to talte videre. Stemmerne blev højere og højere, som om at tusinde døde var sluppet fri her og aldrig fået chancen for at krydse over - det var sikkert på sin vis hendes skyld, ved at lukke ankeret til den anden side - måtte så mange folk være fanget på denne her side. Var hun selvisk? Abigal bed sammen og mærkede hendes hjerte give et ordenligt slag i hendes brystkasse og lyden blive højere og højere - til Aurelias stemme slog igennem til hende. Kort så Abigal rystet ud.
"I'm fine," mumlede hun stille og flyttede de mørke øjne tilbage mod væggene. Kyle kom hen til hende og holdt om hende bagfra. Hendes hænder greb straks hans arme og lænede sig tilbage mod hans ryg. Abigal lukkede øjnene og prøvede at lukke stemmerne ude. Selfish.. you lied, lød ukendte stemmer gentagende i hendes hoved. Death is coming, Abigal klemte øjnene hårdere og hårdere sammen, og prøvede at bide det i sig.
"No it's fine," tvang hun frem og åndede besværligt ud. "You just got your sister back, I'm not letting you walk away from her," Abigal bed tænderne sammen. Hun havde en ide om hvad Aurelia havde været igennem.
"I just need some air," indrømmede hun og nussede kort Kyles arm for at slippe udenom hans greb. Hun så ham ikke i øjnene for lige nu var hun ikke særlig overbevisende. Hun stoppede automatisk op der hvor barrieren før havde været og stirrede ud i luften. Let us cross, sagde en fra siden og hun svang hovedet til siden for at se de spøgelser som dukkede op omkring hende. Ikke nogle der bare lige kunne jages væk. For de var forbundet hertil. Nogle Lucifer havde dræbt udelukket for de skulle krydse over. Hun slog ud med armene, men ikke at Aurelia og Kyle kunne se nogle.
"Don't touch me," udbrød hun og snurrede rundt om sig selv for at undgå dem. Hun tog en dyb indånding og holdt en hånd ud.
"I'm fine," hvem hun prøvede at overbevise der var en anden sag. For ærligtalt så gjorde hun ikke et godt job med at overbevise nogen. Både Aurelia og Kyle vidste hun kunne se de døde, men det var kun Aurelia som vidste hvordan de døde havde påvirket hende førhen.  "Get out of my head.. get out of my head," mumlede hun for sig selv og prøvede at tænke på alt mulig andet.  Hun ønskede ikke de var nød til at gå, men hun vidste også at det var forsent. Hun var forsent på den. Abigal så på en yngre pige som stod foran hende, halv smurt ind i blod og kom nærmere hende. Abigal rykkede sig tilbage men mødte til sidst muren hvor pigen berørte hendes hud og forsvandt igennem hende. Abigal bøjede sig fremover og skreg. Hendes banshee skrig var kun blevet stærkere end sidst hun var her, heldigvis som de andre prøvede bagefter kunne ikke krydse over. Besværgelsen var ikke helt væk endnu, der var stadigvæk tid. Abigal var faldet tilbage ned på jorden med ryggen mod grottens væk. Hun klemte øjnene sammen, det var ikke en følelse hun havde savnet. Det var på tide at finde Dove, hvorend hun måtte have gemt sig. Abigal fik samlet sig selv sammen og kom tilbage på benene.

Aurelia havde manglet ham. Det gik op for hende lige nu hvor meget. Hun var ikke klar til at fortælle ham hvad hun havde været igennem, men en dag blev de nød til at lægge det hele på bordet. Han var den eneste hun turde fortælle alting. Amery og Abigal kendte til lidt af det, men langt fra alting. Han lavede en velkendt grimasse, som fortalte hende han ville bede hende om hjælp. Selvom han vidste at det ikke var hjælp til at hoppe i søen denne gang. ”I will protect her with everything I got. I will protect you both,” sagde hun lavmælt. ”I helped her escape him once, I won’t let him get his hands on her again.” Et smil trådte frem på hendes læber da han kyssede hendes pande. Smilet bragte en gnist frem i hendes øjne, man ikke havde set i lang tid. Hun så over på Abigal der fortalte hun var okay. Hun var ikke helt overbevist.
”Some of it,” svarede hun. Efter han mistede Minerva fulgte hun ham i noget tid, men mistede ham på et tidspunkt og kunne ikke finde ham igen. Alt efter og frem til det 21. århundrede havde hun ikke set. ”It’s a family trait,” sagde hun og smilede atter da han forlangte at tilbringe tid med hende. ”I wouldn’t have it any other way.”
Aurelia lod hendes blik følge Abigal da hun gik mod udgangen. Hun sagde nogle ord, Abigal havde gentaget igen og igen da de havde været fanget sammen. Hun vidste hvad der foregik. Hendes blik faldt på Kyle. ”You need to get her to Dove Sinclair. She can stop the power from taking over. If not…” Hun nåede ikke at fuldende sætningen, før hun skreg. ”She will feel the death of every dead spirit that touches her. This is why Lucifer wants her. Last I heard, Dove is at her the Sinclair Mansion in Moonlight Falls.” Hun trådte længere frem i skyggerne. ”Hurry,” sagde hun og så over på Abigal. Bare de kunne nå det før for mange ånder rørte hende. Eller endnu værre, før Lucifer fandt ud af det.

Det havde taget hende som en overraskelse, og hun hadede det. Hun så over på Aurelia og sank en klump. Hun luntede hurtigt over og svang armene omkring Aurelia, og hviskede noget til hende. Abigal gav hende et lille klem, og det mindede hende om for mange år siden da deres veje var splittet første gang. Derefter fulgte hun med Kyle udfra grotten igen, hun lavede et par mærkelige bevægelser med armene engang imellem.
"It's not gonna work," sagde hun da de var kommet ud af grotten og hun satte sig ind i bilen. "Last time I asked Dove, she was recovering from some Sinclair issues. We should have brought Alycia along.. they are sisters.. we had a fallout two years ago.., i don't even remember what it was about," indrømmede hun og sukkede let.
"I'm sorry for making you leave her," indrømmede hun og sank en klump. "I had no idea, " tilføjede hun. Hvis hun havde vidst de havde været i familie, ville hun have arbejdet hårdere - men hun havde arbejdet hårdt for at finde hende - men intet havde rigtig virket.  De kom frem til Sinclair mansion.
"Let's pray we don't have to deal with the whole family," mumlede hun for sig selv og streg ud af bilen. Den eneste ting ved dette sted var man ikke kunne gå indenfor medmindre man var godkendt af Rebekah eller en af hendes ældre børn som faktisk boede der. Abigal bankede på døren.
"Dove it's me. Please come out, we need to talk," prøvede hun og tog en dyb indånding. Stemingen mellem Dove og Abi kunne minde om den mellem hende og Felicity - udover ja.

Dove sad i Rebekahs hjem. Hun slikkede stadig sår over hvad der var sket med hele hendes liv faktisk. Hun følte hun havde mistet så meget, at hun ikke længere vidste hvad indhold der var i hendes liv. Hun så mod døren da der blev banket på. Hun havde ikke lyst til selskab, men så hørte hun hvem det var. Hun havde ikke haft meget kontakt med Abigal i noget tid. Med god grund. De havde været på god fod indtil det store skænderi. Så hvad end hendes grund var for at møde op her, måtte være en vigtig en. Hun trak et tæppe om sig og gik hen til døren. Hendes hår var rodet, hendes tøj bestod af en stor sweater og leggins. Det var tydeligt hun ikke gjorde meget ud af hendes udseende. Derudover havde hun dybe rander under øjnene, der indikerede hun ikke have sovet nok. Hun åbnede døren og så på Abigal og manden ved hendes side. ”What now?” Spurgte hun halvbittert. ”You’re allowed to come in,” sagde hun så de kunne komme ind i huset. ”Let me guess, Lucifer has found you?” Der var få ting der ville få Abigal til at bede hende om hjælp. En af dem var Lucifer. Dove havde en meget personlig viden om ham. Hun fortrød hvad der skete med dem tilbage i tiden, mest af alt fordi folk åbenbart så hende som ’Lucifer hviskeren’ eller sådan noget. ”I can’t help you,” sagde hun og gik hen og satte sig i sofaen igen. Hun var ikke helt ærlig over for dem. Hvis hun ikke havde tænkt sig at hjælpe, havde hun aldrig givet dem tilladelse til at komme ind.

Som hun havde forventet, var Dove ikke just glad for at se hende. Hun forstod hvorfor, det var ikke alle som var lige hurtige til at tilgive hende for brug af hendes evne. Indtil videre var hun glad for hun ikke havde udsat Kyle for den andet i form af at misinformere ham omkring hendes placering i utider dengang de var i Italien. Men det var jo når hun fik andre til at dække over hende. Hun vidste også, at hvis hun var desperat nok, kunne hun bruge den nu. Men Dove lignede ikke en som havde det for godt. Alle havde deres eget familie drama. De kom indenfor, og Abigal tog en dyb indånding. Abigal så næsten fornærmet ud da Dove sagde, at hun ikke kunne hjælpe hende. Dog nåede Kyle at kommentere på det før hende.
"Look I know I did something that pissed you off, but I'm desperat Dove. I had one cross over through me not that long ago.. So come on," sagde Abigal næsten og gjorde sit bedste for ikke at blive for provokeret af situationen. Hun stillede sig et skridt tættere mod Kyle - bare for trykhedens skyld.
"What was your words again.. Oh yeah. You can always come to me," Abigal sank en klump. "Do you want an apologi from me? I already told you, that I was sorry. I'm a spoiled bitch, please just help."

Dove lod dem komme indenfor og stod lænet op ad en væg mens han påstod hun løj for dem. Hun hævede skeptisk et øjenbryn. ”Aren’t you the detective kind,” sagde hun og krydsede armene før hun så over på Abigal da hun begyndte hendes salgstale. Det var ikke engang hans skyld, men hun kunne allerede ikke lide ham. Det var ikke fordi han var en dårlig person, men hun havde valgt ham.
Hendes udtryk blødte en smule op da hun fortalte en sjæl havde trådt igennem for kort tid siden. Hun lod hendes arme falde langs hendes side. Hun sukkede da hun undskyldte igen. Hendes blik faldt over på manden. Hvis hun kendte Lucifer korrekt, gik det ikke kun ud over Abigal, men alle hun holdt af. Hun gik tættere på Abigal, på trods af hun ikke var særlig høj, så kunne hun være ret intimiderende. ”This does not mean I forgive you. I only do this to stop him.” Hun klemte tænderne sammen da hun sagde ordet ’him’. Hun var normalt ikke en særlig hadefuld person, men hun hadede ham og hvordan havde brugt hende for at få hvad han ville. Hun pakkede tæppet sammen og lagde det i en kurv med andre tæpper og puder. ”Follow me,” sagde hun og førte dem ovenpå. Der var et bibliotek, eller nogle ville kalde det et læserum, men Dove havde altid følt det var for stort til et læserum. Det havde også bøger med magi, hvis man vidste hvor man skulle kigge, og magiske genstande. Hun fandt et stykke papir. Hun skrev ned på den hvordan man udførte besværgelsen. Det var bare mere praktisk hvis en heks tæt på hende kunne udføre besværgelsen. ”You might need to do the spell again in the future,” hun rakte papiret til Kyle og tog fat i Abigals hånd. Hendes kræfter var svækket, så hun blev nød til at have fysisk kontakt med hvad hun skulle bruge magi på. Hun gentog ordene hun havde sagt så mange gange over årene, at hun kunne remsen udenad. Magien tog mere af hende end hun havde regnet med, og hun stod og svajede et øjeblik, før hun igen fandt fodfæstet. ”It’s done,” sagde hun og slap Abigals hånd. Hun gik hen til væggen og brugte den til at støtte sig op ad. ”I need to lie down, you can let yourself out” sagde hun og gik ned til sofaen igen. Hendes magi havde været rigtig ustabil på det seneste. Hun tog tæppet igen og trak det tæt om sig selv inden hun satte sig ned.

Abigal sukkede som Dove sagde, at det ikke betød hun var tilgivet. I Abigals hoved havde hun ikke just gjort noget forkert, hun havde bare ikke følt sig et sted hvor hun stod parat til at binde sig til nogen - at Kyle havde sneget sig op på hende og totalt overrasket hende var en anden side af sagen. Men hun vidste hvorfor hun opførte sig sådan, og havde det være omvendt ville hun nok have opført sig ligesåledes. Hun fulgte med Dove ovenpå og sank en klump. Dove så langtfra godt ud og det bekymrede hende. Abigal bed kort sammen som Dove udførte besværgelsen, og sank en klump. Som hun slap Abigals hånd rakte Abigal automatisk ud for at støtte hende, også selvom Dove ikke ønskede hendes hjælp.
"What happened to you?" Spurgte Abigal uden at tænke på, hvordan sætningen mon havde lydt i andres ører. Det var sagt i bekymring, og ikke ment som noget negativt. Hvorfor var hun så svækket? Det lå naturligt til Abigal at bekymre sig om andre, meget mere end hun bekymrede sig om sig selv.
"You really want us to go?" Spurgte hun for at være på den sikre side. Abigal løftede på et bryn af Dove og sank en klump. Dove var mindst ligeså stædig som både hende selv og Kyle - der var ikke noget at sige hvis hun sagde de skulle gå.

Dove så kort mod Kyle da han takkede hende. Dove så ned på Abigals hånd da hun prøvede at støtte hende. Hun trak sin arm til sig, hvilket gjorde hun næsten fik overbalance, og hun greb fat i Abigals arm igen. ”My magic is weak because I am weak. You are not the only one who comes looking for favors. I overexhausted myself,” forklarede hun. Dove sank en klump da Abigal spurgte om hun faktisk ville have de skulle gå. ”No,” sagde hun kortfattet og vinkede dem hen til sofaen. ”You haven’t seen all sides of me. I am not a dark witch, but I do have periods in time where I am not who you know me to be. I have been through one of those periods recently, and now my magic is weak because I used so much on terrible things,” forklarede hun og så mod Kyle. ”I regret that you should meet me under such circumstances. I have not made the best first impression.” Hun rejste sig og gik hen til dem. ”I will rest and get better, and when Lucifer inevitable makes a move, you can count on my help. He has hurt enough innocent people in this pursuit of his. I will not allow him to hurt anymore.” Dove havde fortalt Abigal om hende og Lucifers forhold. Det havde været kort, men han havde fået noget grimt frem i hende. Det mønster forsatte indtil hun mødte Abigal. Hun var sammen med mennesker der bragte mørket frem i hende.