Who is in control? Kyle

Abigal vidste det var forkert at gå, og alligevel gjorde hun det. Der var ikke et skridt hun havde taget hun nogensinde havde fortrudt mere, og hun så op som Minerva trådte op foran hende - det bekymrede ansigt smittede automatisk af på Abigal og hun sank en klump. Abigal skar tænder og hev vejret ind. Abigal så mod Aurelia, det måtte være Lynette - det gav mening. Abigal så mod dem og sank en klump.
"I'll," hviskede hun lidt for sig selv og tog en dyb indånding. Alle i rummet vidste trods alt hendes evne til at kommunikere med de døde.
"It's Minerva.. I need to go find Kyle. She wants you to know.. that she wishes she had known you," sagde Abigal så og kløede sig kort i nakken. "I'll be fine," sagde hun derefter til Dove og Aurelia.
"I'll be fine when I find him. Minerva.. show me the way," sagde hun så og fulgte med spøgelset.
_______________________________________________

Abigal kom tilbage til slottet, og fulgte Minerva tilbage til haven hvor hun forsvandt. Det var tidelig morgen, og solen havde næsten fundet vejen frem. Hun holdt stille om sig selv, da nattens kulde stadigvæk lå over land. Hun nærmede sig haven.
"Hey stranger," sagde hun stille og smilede en smule for sig selv. Hun satte sig ned ved siden af Kyle, og sank en klump. "Whats on your heart?" Spurgte hun stille indtil ham. Han havde lige været igennem tortur og næsten døden.. troet hun var død.. hun kunne ikke hundrede procent sætte sig ind i det - men også alligevel. Hun tog en dyb indånding og ville bare lade ham tale - de var begge stædige, men hun håbede virkelig at han ville fortælle hende hvad der gik rundt inde i hovedet af ham.

Han fortalte Alycia havde givet ham noget at falde ned på.
"Alycia is good with that kind of stuff," smilede hun en lille smule og var glad for han havde fundet hjælp før hun nåede hertil. Hun tog en dyb indånding som han nævnte han havde fået en ny chance med livet, men ikke var glad. Hun så op på ham som han rejste sig op, og greb om hans hånd så han kunne trække hende op på benene. Abigal sank en klump og så ham i øjnene. Hun vidste ikke hvilke tanker der kørte rundt i hovedet på ham, og ligemeget hvor meget hun ville vide det - så kunne hun ikke før han fortalte hende. Der var sket så meget de seneste dage, at hun snart ikke vidste hvad der var godt og dårligt mere - men hun vidste at når hun var i nærheden af Kyle - var tingene gode, det var det eneste hun var helt sikker på. Han greb stille hendes hånd og hun tog en dyb indånding. Hun havde spurgt ham hvad han havde på hjertet, så hun ville lade ham fortælle hende hvad det var hvis han ville. Abigal sank en klump som han nævnte han havde hørt hendes hjerte slå - hun havde set ham sidde ved hende - dog blinkede hun kort som han tilføjede sin sætning. Det kom bagpå hende. Abigal frøs kort, i små sekunder før hun prøvede at finde ud af hvad hun skulle sige eller tænke. Hun havde praktisktalt forladt hendes eneste datter ved Micah - men det var med Micah og hun var sikker på han kunne fortælle at det var okay. Det håbede hun. Abigal sank en klump.
"So we are going to be parents?" Hun åndede ud og smagte på de ord. Hendes ansigt havde kort været lidt utydeligt at læse. De havde begge to mistet deres børn i brutalitet førhen. Var det her livets måde at sige de nu fik en chance til? Et smil blomstrede så op på hendes læber, som tanken havde snurret et par gange rundt i hendes hoved nu.
"That.. makes me very happy." Det var spøjs for hun havde næsten ikke ønsket sig andet siden sidste gang de havde siddet her med Hope og Ambrose. Det var også tydeligt på hende at hun ikke havde vidst noget om det før han sagde det.  Abigal sank det og hendes øjne lyste op i morgensolens skær. "I believe we can do anything as long as we are togther.. don't you agree?"

Han virkede nervøs over noget, hvilket var klart - hun ville ikke bebrejde ham for at være nervøs efter hvad han havde været igennem. Abigal så stille mod ham til at hans øjne lagde sig mod hendes igen. Han greb hendes anden hånd, og hun mærkede sit hjerte skippe et par takter. Som han bare begyndte at tale smilede hun rent automatisk, selv hvis hun prøvede ville hun ikke kunne holde det tilbage. Hun foldede læberne let sammen og sank en klump, hvorefter et par glædes tårer forme sig i hendes øjne. Lyden af ham udtale hendes navn og spørgsmålet fik hende til at sætte sig ned på knæ foran ham. Hun lagde sine hænder mod hans ansigt og placerede sine læber mod hans. Hun elskede ham. Der var ingen hende uden ham, ikke længere - bare tanken gjorde hende rædselslagen. Han var blevet den ilt hun behøvede at indånde, og det havde hun intet imod overhovedet.
"Yes.. yes I will," åndede hun som hun slap hans læber, "you are my dream," Abigal sank en klump, og dagens følelser sad udenpå. "You are the last person I want to see when I go to sleep, and the first person I see when I wake up..  and now you are stuck with me forever," alt der sad udenpå var glæde, lettelse og lykke. Abigal var overrasket, men på den bedste måde lige nu. Hun kunne ikke finde ro i sig selv lige nu af ren glæde.  Natten havde set ud til at være så mørk, men her som solen stod op - var det virkelig en smuk dag at være i live på.
"I'm never letting you go, not now ... not ever," lovede hun og placerede endnu et kys mod hans læber. Hun så ham derefter i øjnene og sank en klump. Der havde måske alligevel været noget godt i at tage turen til Gaia alligevel.

Hun vidste natten var fyldt med skygger og monstre der ønskede at rive alt godt itu. Abigal tog en dyb indånding som han sagde at han var bange for at ødelægge det hele, og hun så ham i øjnene med et lettere alvorligt blik.
"Pain.. torment it changes us.. makes us loose our minds and drives us crazy. But only if we let it," sagde hun stille og lukkede sine øjne som hans pande placerede sig mod hendes. "What happened to you doesn't define you. And I'm here.. all always be here," tilføjede hun og sank en klump. Hun trak opmuntrende på smilebåndet da han sagde at han ikke ville blive let at være omkring når trylledrikken stoppede med at virke. Modsat hvad mange måske ville tænke, var Abigal næsten hundrede procent sikker på at trylledrikke kun var midlertidig virkning - og som en der havde været nød til at få fornyet en besværgelse hvert år de sidste mange år, så vidste hun der skulle mere til. Men hun kunne ikke vide problemet før han fortalte hende det præcis.
"If things were to easy, what would the point be?" Spurgte hun stille. Abigal havde aldrig været let at have med at gøre, altid været stædig og haft sin egen mening om hvordan tingene skulle gøres - et helvede for alle som egentlig bare ønskede hende det bedste. "You are talking to the girl who talks to the dead.. I think I know what its like to feel insane.. so whenever you want to talk about what you are dealing with. I'm here, okay?"

Hun havde at have set ham være pint sådan. Synet af ham hænge så blodig ville ikke forlade hendes sind i noget tid, men det var ikke hvad hun skulle fokusere på nu. Hun lod ham holde hende tættere imod sig, og gav ham et klem til det var okay. Abigal lyttede til hvad han sagde, men han var ikke den eneste som havde været bange for at miste nogen idag. Hun lukkede kort sine øjne som hans hånd lagde sig mod hendes hals og hun sank en klump. Let åbnede hun øjnene.
"Not even death would be able to keep me away from you.. remember that," tilføjede hun åndeløst. Hun havde siddet på den anden side, og vidste hvis hun var stærk nok - måske hun faktisk kunne bruge sin evne der som hun havde gjort førhen på de døde. Selvfølgelig ønskede hun ikke finde ud af det, og håbede aldrig hun ville være nød til det. Hun lagde sin hånd mod hans kind og tog en dyb indånding som han sagde at han ville få det bedre for dem. Hun vidste han ville gøre alt for den sag, men man kunne ikke presse sit heldbred til at blive bedre.
"Just don't hide your struggles from me, okay?" Hun mente det, han var ikke alene i det her. Men Abigal var heller ikke typen som gav op på folk, lige meget hvor meget de ønskede hun skulle stoppe - så var hun for stædig til det.
En kolde hånd mod hendes arm, hun lyttede til stemmen og valgte for Kyles skyld ikke at virke til at reagere på den. Men Minevia og Abigal vidste begge to at hun lyttede med. Company lød stemmen af Gabriellas spøgelse, som havde set lidt med på sin søsters glæder.  Abigal så til siden og greb Kyles hånd som hun rejste sig op og så Stellan komme løbende.Hun tog en dyb indånding.
Kyle ville have set Stellan før, men hun kunne ikke huske om de nogensinde faktisk havde hilst på hinanden som sådan. Hun sukkede kort og kom i tanke om, at han sikkert måtte have haft en forfærdelig nat.
"He is a banshee," sagde hun kort til Kyle for at advare ham om hvordan Stellan måske kunne reagere på det. At fornemme død var ikke sjovt. Hun havde ikke lyst til at slippe Kyles hånd.

Abigal lod Stellan rive hende ind i sin favn, og svang armene om ham for at lade ham vide at hun var okay. Dog før hun kunne nå at sige noget, så gik Stellan videre til at forlange fra Kyle hvad der var sket. Abigal tog en dyb indånding, alle var rystet fra igår - men der var ingen pointe i at rive hovederne af hinanden. Abigal lagde en hånd mod Stellans brystkasse som han gik til verbalt angreb på Kyle og løftede et øjenbryn af ham. Dog satsede hun på at Kyle ville lade ordene ligge, men hvem prøvede hun at narre. Hun sank en klump og tog en dyb indånding da Kyle svarede tilbage. Hun dømte dem ikke over at være sådan, og hun forstod hvor vreden kom fra. Bekymring.
"Hey!" Råbte hun op og slog ud med armene, hvorefter hun så skiftevis på dem. "Take it easy, both of you," sukkede hun og sank en klump. "I'm right here," tilføjede hun så og tog endnu en dyb indånding.
"I'm sorry you felt that earlier okay. But what happened wasn't Kyles fault okay. It's Lucifers fault," pointerede hun og så over på Kyle, hvorefter hun stille greb hans hånd igen.
"No need to rip each others heads off okay," afsluttede hun og åndede tungt ud. Micahs tideligere ord ringede for hendes øre; This happens too often. Everyone jumps at the chance to save you. That can't be a coincidence. People normally don't jump into death to save people. Such love is too rare for people to have as much as you have had it. Han havde ret. Det skete for tit. Abigal sukkede let og gav Kyles hånd et klem.
"How about we go inside have a cuppa tea?" Forslog hun og sank en klump. "Five years of sleep perhaps," trak hun en anelse på smilebåndet og lagde sit hoved mod Kyles skulder og så på Stellan med et varmt glimt i øjet. Hun skulle sikkert se at få skiftet sin trøje. Hendes blod var indtørret på stoffet, men stoffet var ødelagt hvor kniven havde borret sig igennem hendes bryst.

Abigal tog en dyb indånding som hun blev spurgt hvad de havde gjort for at pisse Lucifer af, og Kyle nåede at svare før hun gjorde. Svaret spredte ubehag gennem hendes system. Lucifer angreb alle dem der stod i vejen for hans mission, og hun turde ikke tænke på hvad Malia mon havde været igennem. Hun burde ringe til Micah og sikre sig de var kommet sikkert hjem. Hun åndede stille ud som Kyles hvilede sit hoved mod hendes. Stellans respons fik hende til at trække lidt skævt på smilebåndet.
Hun lyttede til hvad Kyle sagde omkring trylledrikken, og nikkede let. De kunne vel alle bruge en ordenlig omgang søvn. Måske så Abigal ikke sådan ud, men hun havde næsten ikke haft lukket et øje denne nat. Hun forstod ærligtalt godt at Stellan havde mest lyst til en drink, og Abigal ville i normalle omstændigheder være den første til at åbne en vin eller en flakse champagne. Kyle lagde armen omkring hende, og så op på ham som han fortalte hvorfor hun ikke burde drikke. Det overraskede hende kort - fordi Kyle havde været så meget for at holde deres forhold skjult.

Hun vidste ikke om Stellan havde fornemt at der var noget mellem dem dengang de havde snakket på båden for et par dage siden. Stellan kendte hende trods alt umådelig godt. Og Abigal var ikke typen der løj, så man kunne altid se når hun undgik sandheden - næsten altid. Hun fnøs kort som han kommenterede på dem være kærlige, og det var rart bare at være sig selv uden at frygte at blive opdaget. Abigal havde et godt sprogøre, og efter så mange år på en båd sammen med Stellan, havde hun ikke kunne undgå at tigge ham om at lære sig sproget. Dog så hun op på Kyle og smilede stort til de ikke behøvede at holde deres følelser en hemmelighed mere. Hun placerede sine læber mod hans kort men ømt.
"You think?" Spurgte hun derefter med et lettere drilsk løftet øjenbryn. Derefter så hun tilbage mod Stellan.
"Jag hittar dig en drink," sagde hun så og pegede mod ham. Hun kunne stadigvæk, men hendes engelske accent var ekstremt tydelig. Abigal flettede sin hånd ind i Kyles, og trak ham med indenfor. Hun førte vejen ud til et køkken i den anden ende fra hvor alle egentlig troede køkkenet var. Dette køkken var et ekstra, i tilfælde af nogle af de andre ting i det andet stoppede med at virke- men det var også det køkken som ledte ned til vinkælderen. Hun var ikke engang sikker på Kyle havde set denne her del af slottet - men slottet var også gigantisk. Hun gik hen og åbnede en vin for at hælde et glas op til Stellan.Hun satte glasset på bordet ved siden af ham og stod foran ham. Stille lagde hun sin hånd mod hans overarm og nussede den kort.
"Are you okay?" Spurgte hun stille og sank en klump. Hun havde hjulpet ham med sine banshee evner dengang de først kom frem, og det var kun en banshee som forstod hvad man kunne gå igennem når man fornemmede død. Abigal sank en klump og så derefter på Kyle. "Would you like a glass of wine?" Spurgte hun nok mere for at give ham muligheden. Hun fyldte noget vand op i el kedlen og fandt et krus frem, "I also have some night tea, if you fancy?" tilføjede hun spørgende og tog en kasse med brev frem.

Hun trak på en grimasse, det var sande ord.
"That is true," pointerede hun med et skævt smil til hans kommentar om at barnet ville bruge en fjollet onkel. Hun så på ham hoppe op på bordet, og så derefter mod Kyle som de to snakkede til hinanden. Der gik dog ikke lang tid før at Kyle nævnte, at hun faktisk havde mødtes med døden. Blikket blev fjernt kort og hun sank en klump. Hun følte stadigvæk kniven siddende i hende, også selvom den var væk for længest. Abigal tog en dyb indånding, hun kunne ligeså godt give Stellan det eneste af hendes historie, som han ikke kendte til. Han kendte meget mere end andre, men denne her lille ting havde hun selv lykkelig prøvet at glemme.
"I trapped myself on the otherside.. enough time to make Lucifer believe I was dead. It was a very rushed idea really, but we didn't really have a lot of time.. someone was dying," sukkede hun svagt og så over mod Kyle. Hun ville slippe alt for at nå hen til ham, og det havde hun næsten gjort. Det var den eneste ting de glemte lige der, hun havde fornemmet at han kunne have været død. Den følelse havde denne nat været værre end sidste gang at det havde været tæt på. Det var drænende for en banshees mentalitet. Men hun vidste Stellan forstod hvad hun mente når hun sagde, at en anden havde været ved at dø. Abigal mente at hvis hun arbejdede hurtigt nok, kunne hun måske være heldig at stoppe døden før den traf.
"I'm sorry you both got hurt in that process," indrømmede hun og sank en klump. De døde var ikke specielt glad for hendes lille stunt og det ville Lucifer heller ikke være når han fandt ud af det. Abigal ville gerne vente til hun var alene med at se sine følelser omkring denne nat i øjnene, men hun vidste ærligtalt ikke om hun kunne. Ikke så snart som de faktisk gik tilbage og genlevede den. Hun tog sig stille til hjertet uden direkte at tænke over det.

Stellan havde en pointe med at kærlighed fik folk til at gøre de mest mærkværdige ting. Det slog en væk og gjorde man blev blind for så mange andre ting som også talte. Abigal tog en dyb indånding da Stellan sagde der ingen grund var til at undskylde, men det var der. På den anden side, vidste hun at hvis hun ikke havde gjort det - så havde hun været ved Lucifer lige nu. Tanken var skræmmende, og fik hende til at synke en klump. Men det var typisk Stellan at finde det gode humør frem, det var en af de grunde til at de to faktisk havde klinget med hinanden fra start af. Et stort smil voksede sig op på hendes læber som Stellan lykønskede hende og Kyle. Hun huskede stadigvæk for et år tilbage, dengang han havde overtalt hende til at lytte til sit hjerte og afbryde et mulig ægteskab med de royale i Frankrig - og hun var så glad for den beslutning lige nu. Deres liv kunne have set så meget værre ud, hvis hende og Kyle ikke havde haft hinanden. Specielt nu når de vidste hvordan hinanden havde det.
"We'll figure it out, we are all pretty tired.. perhaps we should call it a day?" forslog hun så og sank en klump. "It's been quite the night, for all of us," sukkede hun stille og sank en klump.
"You can stay in the guest room if you would like?" Tilbød hun Stellan, men vidste at han følte sig bedre tilpas på sin båd.

//Out <3