The Birthday Party - Kyle, Felicity & Micah

Abigal tog en dyb indånding, det hjalp en anelse at få lagt hånden bare lidt på hjertet og fortælle om noget. Ellers var hun typen som lod tingene passerer. Hun nikkede stille til ham som han sagde hun altid vil have et sikkert sted ved ham. Dog kom nogle dem i møde, og sagde hendes kære farfar ønskede at se Micah - hvilket hun først ikke kunne få til at give mening. Sebastian var sammen med Alycia lige nu, men før hun nåede at tænke mere over det var Micah gået. Hendes mørke øjne fulgte situationen med mistro, og da en anden mand kom hen til hende rullede hun kort med øjnene før hun så hen på ham.
"Oh and really think you are the-"-"ouch," brummede hun som kanylen blev stukket ind i hendes arm. Banshees havde ikke just nogle overnaturlige træk andet end at forudse død - så der var ingen måde hendes krop kunne bekæmpe den følelse der syntes at lamme hendes muskler. Hun skar tænder af ham, og havde hun været en vampyr havde hun sikkert prøvet på at flå hovedet af ham. "Don't, lød en stemme som spørgelset af Gabriella kom frem, men som truslen på Kyle kom frem følte Abigal ikke hun havde noget valg. Og den anden var i nærheden af Micah - hun ønskede ikke nogle af dem skulle dø på grund af hende eller blive såret. Og hun havde vidst allerede såret rigeligt med folk idag - men Micahs evne hang stadigvæk over hende og frygten var størst.
"You've made your point," mumlede hun og rejste sig for at følge med manden. Abigal satte neglene i sin håndflade, og satsede på hun kunne være stærk nok til at kredse hul i huden. Hun vidste at hvis hun først kom ind i deres bil, så var hun væk. Et skub i hendes ryg som de kom ud af døren gik hende til at vælte. Midlet måtte have sat ind hurtigere end forventet, folk regnede oftest med hun var vampyr til de mødte hende. Abigal kunne næsten ikke bevæge sine hænder mere og døren til varevognen blev lukket. Hun mærkede kulden fra Gabriella som sad ved siden af hende. Bilen startede op og stille begyndte de at kører væk. Abigal tog en dyb indånding og prøvede bare at have lidt kontrol. Bare lidt. Heldigvis havde hun fået en hud afskrabning da hun væltede så der ville være et duft spor af hende. Til sidst kunne øjnene ikke mere og hun måtte lukke dem i.

Det var ikke just megen tid efter hun fik et elektrisk chok i armen og hun vågnede i en gammel lade af en ting. Uheldigvis for dem vidste Abigal hvor præcis denne lade var, det havde været et gammelt skjule sted for hende da hun var yngre - specielt efter Gabriella og Jordan var døde. Hun var bundet til en af hegnene med sine hænder.
"You know, if you wanted a private party -you should just send out the invitations," mumlede hun vredt. Hvis hun nu bare kunne kredse hul på de sår der var på hendes knæ - ville det have været meget hjælpsomt. "Bold of you to stay this close to the party? A family of vampires, you really thi" - et klask lød som en af dem gav hende et ordenligt slag mod kinden. Abigal spyttede blod ud på jorden. "More blood. So clever, just give them what they need to-" endnu et slag denne gang spyttede hun blot ud efter ham. Manden her havde tydeligvis problemer med sit temperament. Han bandt rebene om hendes hænder løst og greb om hendes hår ved baghovedet, derpå tvang han hende hen mod en af indhegningerne hvor de skubbede hende ind. Hendes fødder gøs kort som vand berørte hendes tær. Der var mørkt og hun kunne ikke se andet end en svag flamme fra nogle lanterner. Send me, kom det fra Gabriella, Just do it Abi.
Abigal skyndte sig at forme den mængde energi hun havde behov for at lade Gabriella passerer barrieren mellem levende og død. Gabriella så ikke ældre ud end 12-13 år, men man var ikke i tvivl om det var Abigals søster når man så hende. Abigal fokuserede på Kyle, det var alt hun kunne fokuserer sig til nu. Så de få sekunder det lykkedes at få Gabriella frem stirrede hun på Kyle. Micah ville kunne genkende hende hvis han så hende - men det var utrolig mange år siden at han havde set hende og havde nok glemt hvordan hendes ansigt var. "Hurry up. At the old barn. She needs you," var alt Gabriella nåede at sige før at forbindelsen blev brudt, et elektrisk chok blev placeret mod det vand som Abigal så fint var blevet skubbet ud i.
"Better?" spurgte manden halv flabet. De sidste af mændene ankom til laden, som havde det været en successrig aften.

Som hun hintede at hun kunne have haft en hånd med i spillet om de ting der var hændt Abigal, spændte Kyle kæben og rynkede på brynene. “Was it necessary to put strangers at risk as well?” spurgte han roligt og kneb kort øjnene sammen. Han dømte hende ikke for at være efter sin søster, engang havde han stået i de samme sko, men det var mere at hendes narrestreger havde taget flere med i faldet, hvis det virkelig var hende der havde gjort det. Han åndede tungt ud og drak det sidste af sin drink før han rakte det tomme glas til en tjener. Han kiggede tilbage på Felicity, “I’m gonna be blunt. I think you’ve done some messed up shit, and you go about acting all tough and mean. But I dont think you’re evil at heart, not truly anyway,” et kort smil spredte sig over hans læber som han kiggede ud mod mængden. Han så Micah der gik væk fra Abigal, og han begik den fejl at lade sine øjne følge ham til han var ude af rummet, lige i nok tid til ikke at se hvad der skete med Abigal - Kun at hun var væk da han kiggede tilbage.
“I’m afraid the conversation ends here, gotta go be a good guard dog,” sagde han en anelse sarkatisk før han nikkede som afsked til Felicity og bevægede sig ud mod midten af rummet for at se om han kunne se Abigal, for med hans højde så han over de fleste mennesker. Han sukkede kort da hun ikke var til at se, men hurtigt ville hendes fært finde vej til hans næse. Han kiggede forvirret rundt og kiggede så mod hvor Micah var kommet fra. Han gik ud igennem den samme dør og kiggede rundt, som hans skrappe høresans lige akkurat hørte de lavmælte hjulspind udefra. “Micah!” kaldte han før han tog sin radio og meldte Abigal savnet. Han knugede sine hænder en anelse sammen og bed hårdt sammen, men vidste at han ikke kunne lade hans følelser stå i vejen for ham nu, Abigal havde brug for at han holdte hovedet klart.
Et minde skød forbi hans øjne og han vaklede en anelse forskrækket tilbage som hans ryg skrabede mod væggen mens han var ved at miste fodfæstet. Han tog sig til hovedet med lukkede øjne og prøvede at glemme hvad han lige så. Han så op da han hørte stemmen fra en lille pige og lyttede til hendes ord. “The old barn, alright,” svarede han før han vendte blikket mod Micah. “Got a fast car, rich guy?” spurgte han roligt før han begyndte at gå mod udgangen.

// det er helt perfekt. Love me some drama <333

Micah var blevet ført ind i et rum, som var atypisk at mødes med Sebastian i. Det var det første advarselstegn. Det næste var at Sebastian ikke var der. Han så på manden der slog ud efter ham. Han nåede akkurat at undvige. Han førte hans albue mod mandens ansigt og greb ham og lagde ham ned på gulvet. Han gik ud af rummet som Kyle kaldte på ham. "What..." Han stoppede da han så Gabriella. Hun var der kun et split sekund. Han havde ikke set hende siden han var et barn, men hun var som en søster for ham. Det var forfærdeligt for ham da hun døde. Han tog en dyb indånding og gik hen til Kyle. "I regret to live up to the stereotype, but I do." Han fulgte ham mod udgangen. Han havde set det sket før, men det var lige slemt hver gang. Han forstod ikke hvordan folk kunne få sig selv til at kidnappe andre for penge. Han førte Kyle forbi flere af gæsternes biler før hans egen bil. Han låste den op og satte sig ind på førersæddet. Da Kyle havde sat sig ind, kørte han væk fra slottet og mod laden. Abigal havde en enkelt gang taget ham med derhen, men han respekterede at det var hendes sted, og havde ikke sat fod der igen. Men han huskede tydeligt vejen dertil. Han parkede bilen lidt derfra, så de ikke annoncerede at de var der. "What's the plan?" Micah var måske ikke den værste til at tænke hurtigt i visse situationer, men hvordan man bedst reddede nogen fra kidnapning var ikke hans styrke, og efter hvad Abi havde fortalt, var Kyle god til den slags. Han burde stole alle bodyguards, men det gjorde han ikke. Ikke før de havde bevidst deres værd.

Gabriella vendte tilbage til sin søster da hun ikke længere var fremkaldt, og så bedrøvet på Abigal - ønskede hun kunne hjælpe mere end hun gjorde. Men hun gav Abigal et nik til at hun havde fået gjort som hun skulle. Det virkede til at få Abigal til at ånde lettet ud. Et lille smil syntes at erstatte frygten i sind. Abigal løftede let i sin kjole så hun kunne sparke vandet tilbage mod manden. En af dem løftede en mobil op og fik hendes opmærksomhed.
"Easy there princess. If I press this bottom there will be a reason to remember your fathers party. Do you really want the rest of your men to start killing the guests?.. your family.. friends?" Spurgte han og fik Abigal til at stoppe sin lille mission om at komme væk. Hun så sig dog stille omkring, hvordan kunne hendes sikreste sted i hendes tideligere år pludselig blive brændt op foran hende.
"So what is it you want," hun trådte tættere på dem, hvilket også gjorde hun bedre kunne se dem. "Because I heard a rumor you shoot your friend in the head," kom det fra hende som hun så en af de andre i øjnene og han trak sin pistol mod manden med knappen og uden at tøve skød han ham
"I would have loved to give you a warning, but I just really didn't care," pointerede hun så som manden så rystende på sin hånd. Hun havde afvæbnet en af mændene og skudt ham - død på stedet. Så snart hun kunne greb hun mobilen og ville deaktivere hvad end det var de havde - men det var et bluff. Hun mærkede pistolens kolde metal mod siden af sit hoved, og sank en klump.
"If you shoot me in the head, you'll never get your money," pointerede hun med en klump i halsen. Et skud lød og den brændende fornemmelse ramte hende i siden - det var blot et simpelt skud lige over hofteskålen og det ramte direkte igennem. Derefter slog han hende med et slag med pistolen i sin hånd.
"I would have giving you a warning, but I just want my fucking money," Tre af deres 7 mænd var døde, det skulle have været simpelt. Han gik lidt væk fra hende for at vaske hænder, som hun lå der - lignede hun mere en der var død end faktisk i live.

Micah så undrende på Kyle da han sagde der ikke var nogen plan. Det gav mening hvad han sagde, men det gik imod Micahs personlighed at gå ind i en hvilken som helst situation uden en plan, særligt når situationen var potientelt farlig. Han kommenterede ikke på det med at han havde været holdt fanget - det var ikke det rigtige tidspunkt. Han rystede blot på hovedet da han påstod Kyle var undværlig og Micah ikke var. "You're not expendable to her," sagde han men nikkede alligevel da han sagde han skulle give et signal hvis der kom flere eller hvis noget gik galt. Da der lød et skud var Kyle væk før han nåede at reagere. Han fulgte dog efter, men han var ikke så nervøs for at hun var død. Han ville have mærket det hvis hun var væk. I stedet gik han mod laden, fulgte den rundt for at se om der var nogle andre han kunne tage ud af spillet. Han så to mænd stå foran en anden indgang til laden. Han gik hen mod dem som var det helt naturligt for ham at være der. Micah knappede knapperne i hans ærme op og smørrede dem op til hans albuer. "Hello there. My car broke down up there. Perhaps you can help me?" Micah kunne også være distraherende. Den ene slog ud efter ham. Selvom Micah nåede at undgå det så meget, at slaget ramte siden af hans hoved frem for midten af ansigtet. Han greb fat i mandens arm og så på ham med et dybdegående blik. Mandens blik blødende og et smil dukkede frem på hans læber. Micah så nu mod den anden. "A little peace can go a long way," han gik hen til den anden og gjorde det samme. Han så sig tilbage da han hørte nogen bag ham. "This is a surprise," sagde han da han så Felicity. "I thought you hated her." Han var dog glad for hun var der. På trods af han ikke var fysisk svag, lå hans styrker alligevel i hans evner. Felicity havde en fysisk styrke bag sig, som kunne være nyttig i denne situation.

De havde tydeligvis ikke regnet med at nogle ville finde dem så hurtigt, og som døren blev flået op rettede sidste stykker deres våben imod Kyle. De fire mænd der var tilbage var dæmoner. En af dem tog sit våben tilbage og valgte at gå hen og løfte den bevidstløse Abigal op fra jorden og løfte hende overskulderen.
"Don't move," truede de andre med at skyde.

Felicity havde set på Kyle storme afsted efterfulgt af Micah. Noget var galt og hendes gode hørelse opfangede hurtigt hvad der forgik. Så hun sikrede sig først tilbage på slottet at alt var okay, ingen grund til at ødelægge festlighederne og sætte rygter for imorgen. Så snart hun kunne, havde hun skiftet til et par bukser og en langærmet trøje - ikke tiden til at skifte tøj? Det kom sandelig an på om man skulle være til nytte eller ej. Felicity var hurtigere uden kjole og højehæle. Hun kom op bag Micah og fnøs kort.
"Don't get way to used to it," - "No one hurts my sister but me," tilføjede hun hurtigt og trak let på den ene skulder. Felicity og Abigal havde en kompliceret relation, men de var søstre. Desuden ville deres far kvæle Felicity hvis hun ikke prøvede. Felicity valgte at gå om bagfra og stod pludselig bag ham som havde Abigal over sin skulder.
"You guys should no better.. that is no way to treat a princess," kom det fra hende og hun fik kort øjenkontakt med Kyle. Hun sendte en bølge af uheld henover dem, fokuserede på de tre mænd som stod og ville vende sig mod hende - chokeret. Den ene vred om på sin fod da han hurtig vendte sig rundt og greb fat i den anden, som affyrede et skud op i loftet.
"That was unlucky mate," sagde hun og stirrede på ham som holdt Abigal. Han tog et skud på Felicity og ramte hendes skulder.
"That was a brand new," brokkede hun sig kort som hun trak kuglen ud af. Dog løb manden afsted ud af døren. Felicity overvejede at sende en bølge af uheld efter ham, men hvis han væltede kunne Abigal komme mere til - og det var ikke meningen lige nu.
"Go," sagde hun til Kyle, "I'll take care of this mess," tilføjede hun og så på de tre mænd der var tilbage. Felicity havde ikke noget der holdt hende tilbage i disse situationer, og hun var altid præget af sine følelser også selvom de lå skjult dybt dybt inde. Og hun vidste hvis hun først gik til angreb, var der ingen vej tilbage til alle af dem var døde. Hun angreb den første brækkede hans arm og nakken kort tid efter. Hun stillede sin fod ovenpå ham som var væltet og overvejede hvor meget vægt der skulle til for at kvase hans ribben.

Micah sukkede ved hendes ord. "Talk about a dysfunctional relationship," sagde han lavmælt og fulgte efter hende hen til manden der bar på Abigal. Han var ikke glad for hvordan hun så ud - de havde ikke behandlet hende pænt. Han skævede til Felicity da hun mere eller mindre sagde hvad han havde tænkt - men med lidt mere attitude.
Micah så skiftevis på mændene, holdt øje med dem. Pludselig brød helvede løs - eller uheld, for at være mere præcis. Hans blik ramte lynhurtigt Felicity da hun blev skudt, men han kom så i tanke om hun ville overleve det. Måske var han mere bekymret for hende han selv troede. Micah så efter Kyle da han løb efter manden der havde Abigal. Det gav mening at han fulgte hende. Desuden var Micah ikke tryg ved at efterlade Felicity alene, selvom hun ikke så ud til at have problemer med at klare sig selv. Hun havde allerede nedlagt to af mændene. Han kunne lige så godt tage sig af den sidste. Hvem end de mænd var, så var det usandsynligt at de ville ændre deres liv og blive en ærlig del af samfundet. At spilde deres blod virkede ikke som et spild. Han trådte hen mod manden der tøvede med at hjælpe hans venner. "You know, I love sounds. They are all unique, have their own uniquely print. I can hear your heart. It's thumping away in such a haste. I would fear you having a heart attack, if not I mean to end your life. You messed with the wrong people." Han lagde en hånd om hans hals og pressede ham op mod ladens væg. Han var muligvis dæmon og Micah overlegen i styrke, men han var også skrækslagen for at Felicity ville dræbe ham og det gjorde ham et let bytte. "I wouldn't mind to just squeeze the life out of you, but it seems to easy. How about this... That fear you're feeling, it's going to mulitply and then that is going to mulitply and then again. That will happen again and again as long I have my hands on you. Or perhaps you will die from heart failure before we reach the point of insanity." Micah var så ligeglad med at få blod på sine hænder lige nu. Han havde været med til at kidnappe en han holdt af, han var med til at torturere hende. Og så havde hans ven skudt Felicity, hvilket bare havde været dråben der fik bægeret til at flyde over. Han kunne se hvordan frygten i hans øjne voksede sig større, han begyndte at sige ting der ikke var forståelige for Micah, noget personligt. Til sidst blev hans blik blankt, og Micah vidste han var blevet vanvittig af den voksende frygt. Han gav slip og lod ham falde sammen på gulvet.

Felicity lod sin fod placerer gennem mandens ribben og lyden var som musik for hendes ører. Den sidste mand greb Micah om før hun nåede at få fat på vedkommende, og lyden af det voldsomt bankende hjerte - frygten der sang om hende som myg draget mod lys. Kontrollen syntes at svinge og alt hun egentlig havde lyst til var at flå struben ud på manden, men det nåede hun ikke før hun hørte hjertet svigtede af frygt. Ren og skær frygt. Felicity sank en klump og lagde hånden på skulderen af ham, hun havde altid haft et overvæld af følelser, de sad på inden under huden - lige meget hvor stærke de blev.  Dog bagefter satte hun sig på hug ved ligene og rodede i deres lommer.
"Who ever gave them the tip must have been planning this," sagde hun til sig selv, "for a long time," mumlede hun sidst og fandt nogle papirer. Hun læste dem igennem, men de første var blot nogle ubrugelige informationer. Den anden ting var en lille notebog som hun vågnede op i.
"Bloody hell, is she worth more than me?" Var det eneste hun sagde, hvilket nok var sagt mere ud af frygt end faktisk had - men det lød bare hårdt. Det var ikke fordi Felicity var nem at komme ind på, man skulle igennem en masse murer og høje tårne. Selvom Micah var kommet et godt stykke ind, manglede han stadigvæk at klatre over den halv ødelagte bro med laveflod under. Så kom hun til sit eget navn og sank en klump. Forskellen var de ønskede Abigal i live og Felicity.. hvad enten tilstand de kunne få hende i - hvilket sikkert ville ende i død. Dog rev hun stille siden ud inden Micah kunne se den og ved uheld tabte hun i blodet og papiret kunne ikke læses længere. Felicity ville ikke lade Micah få chancen for at se nogle spor i hendes ansigt ligemeget hvor godt de var gemt. Så hun bevægede sig blot ud mod hvor hun havde regnet med Kyle havde ordnet det sidste. Hun brugte sin fart til at løbe dem imøde, måske for at slippe lidt væk fra Micah, fordi han alligevel kendte hende bare nok til at ville kunne se der var et eller andet der gik hende på - hvilket der normalt ikke just var. Hun opfangede færten af blod og søgte den. Hun fandt manden bevidstløs og hendes skarpe sanser opdagede dem. Abigal bukkede sig ned og slog sin hånd ned igennem mandens brystkasse for at flå hans hjerte direkte ud.
"Shows over," mumlede hun lidt for sig selv og tørrede sin hånd af i mandens tøj. Hun gik stille hen til Kyle og Abigal. Felicity satte sig på hug ved siden af Abigal og så ikke engang på hendes ansigt - hun fokuserede på hvor blodet fossede ud af. De vampyriske træk sprang frem på hendes ansigt, men hun kæmpede. Hun tog fat i kjolens stof og rev det op hvor hun kunne se blodet. Hun var nød til at tjekke skaden ud.
"She has lost a lot of blood," det var nok mere til sig selv end Kyle. Derefter bed Felicity hul på sit håndled og førte det til Abigals læber - bare lidt for at få skaden til at heale. "Come on drink idiot," vrissde Felicity lavmælt. Hun observerde Micah var nået hen til dem.

Abigal gispede til sidst og slog automatisk Felicitys hånd væk, men hendes hjerte sad i halsen over ikke at vide hvor de var henne. Hun så sig i panik omkring og det tog hende bare lidt tid faktisk at få kontrol over sin vejrtrækning igen. Det var først da hendes øjne landede på Kyle, at hun faktisk begyndte at græde bare for at have holdt det hele tilbage. Hun lod sit hoved falde mod hans skulder. Felcity rejste sig op.
"We need to get back. Can you walk?" Spurgte Felicity Kyle. Felicity vidste at en af dem ville ende med at bære Abigal, men hun vidste ikke hvor slemme Kyles skader var. De skulle ind på slottet uden at blive opdaget, specielt med alt det blod som beklædte dem.

Micah havde lyst til at spørge om Felicity var okay. Han vidste at der sikkert ikke var nogle problemer fysisk, men derfor kunne det godt være hele situationen havde påvirket hende emotionelt. Selvom hun sikkert ikke ville fortælle ham det, hvis han spurgte. Han nåede det heller ikke før hun begyndte at tale lavmælt. Han fulgte hende med blikket som hun rev en side ud af notesbogen og smed det i blodet. Han gik hen og samlede op i håb om at han kunne se hvad der stod på siden. Selvom han ikke normalt ville snerre, var de her mennesker ude på at såre dem han holdte af, og han ville gå langt for at beskytte dem. Siden var ødelagt, så han smed den igen og tørrede blodet af i hans bukser, før han fulgte efter hende. Hun var dog langt foran ham. Hans skridt var dog ikke rolige, da han var desperat for at se om Abigal var okay.
Micah nåede hen til dem da Felicity var i færd med at tvangsfodre Abigal sit blod. Antydningen af et smil trådte frem på hans læber da hun viste tegn på liv. Det var mest af alt et smil af lettelse. Han kunne ikke forstille hans liv uden hende.
Micah havde lagt mærke til hvor meget det påvirkede Kyle at hun var i fare. Han bebrejdede ham ikke. Abigal havde en evne til at tryllebinde folk – og hun behøvede ikke engang at bruge sin evne til det. Hun var bare en person man ikke kunne tillade at glide ud mellem fingrene. Micah fulgte dem op til bilen, men han var fokuseret på Kyle i tilfælde af han ikke var så okay som han påstod. Han nikkede til Kyles forslag om at de tog hende hjem og han blev. Han lænede sig op ad bilen mens Kyle fik sat hende ind. Endnu et lille smil trådte frem på hans læber. ”They can, I’m not so sure about me.” Hans udtryk blev mere alvorligt. ”I’ll take care of her,” lovede han og gik hen til Kyle. ”Call me Micah,” sagde han og rakte en hånd frem. De havde været igennem nok til at være på fornavn, mente han. Han vendte sig mod Felicity. ”Do you want a ride?” Han var forberedt på et nej. Micah åbnede døren til førersædet og gjorde til at sætte sig ind efter han fik hendes svar.

Hendes hjerte bankede som syv vilde heste og hun prøvede at få kontrol over det. Hvis Kyle ikke havde været der til at holde om hende, så var hun i tvivl om det faktisk kunne have ladet sig gøre. Endnu engang løftet op i hans favn, det skete alt for ofte det her - og havde situationen set anderledes ud, havde hun nok ikke haft noget imod det. Når hun kom tilbage til slottet skulle turen hjem til Italien planlægges. Kyle hjalp hende ind i bilen, men Abigal holdt godt fast i ham - næsten angst for at lade ham gå. Hvis hun havde haft styrken til at knuse hans hånd havde hun nok gjort det. Abigal prøvede virkelig at holde sig sammen, men hun var rundt på gulvet og vidste ærligtalt ikke hvad der var sket efter hun var blevet slået ud. Han sagde a han ville se hende snart.
"D...", døren lukkede," don't go..", hun holdt stille omkring sig selv og så ud af vinduet.  Abigal kunne heller ikke få sig selv til at tigge ham om at blive, igen det ville udsætte ham for mere mistro i forhold til den hemmelighed de skulle holde. Tårerne løb stadigvæk ned af hendes kinder og hendes hjerte hamrede hurtigere end det burde.

Felicity så stille på situationen udspille sig som Abigal klamrede sig til Kyle. Hun tog en dyb indånding og sank en klump. Dog som de kom hen til bilen.
"No I'll be alright, seems like the last thing you need on the road is bad luck," smilede hun svagt stille for sig selv. "I'll help with the mess," påpegede hun til ikke at lade Kyle alene om det. Desuden omfanget af Abigals blod ville ikke være godt for hende.

Abigal så på Micah som de satte sig ind og kørte videre tilbage til slottet. Hun sagde ikke rigtig noget på vejen derhen, alting virkede lettere rystet.
"We need to sneak in. Anyone sees us and we are all over the press tomorrow. I don't want to ruin my fathers party," var det eneste hun sagde i en tom og udtryksløs tone som slet ikke lå til hende.

// Kyle out <33

Micah klemte ligeledes Kyles hånd før han satte sig ind i bilen, efter Felicity havde takket nej til et lift. Det var nok også bedst hvis Kyle var skadet. Da Abigal bad Kyle om at blive, vidste Micah at Kyle havde taget fejl tidligere. Micah var undværlig, og det skræmte ham. Han havde en umættelig trang til at have en fast plads i folks liv, og han følte at han var ved at blive erstattet i Abigals liv. Det var ikke første gang han havde følt sådan, men han vidste ikke om han havde lyst til det mere. Han havde været igennem det samme med Abigal så mange gange nu. Måske ville det være bedst for dem begge, hvis de stoppede det. Hvis de bare var venner. Han parkerede bilen tæt på slottet, men stadig så de ikke lige sådan blev set. Han så på hende da hun talte. Hendes stemme fremkom i en tone, han ikke var vant til, og ikke brød sig om. Ikke fordi hun ikke havde ret til det, men det mindede ham hvad hun lige havde været igennem. Han følte det var hans skyld, han forlod hende og alt det her skete fordi han troede på en mand han aldrig havde set før. Han ville aldrig være så dum igen. ”Yes,” sagde han kort og så ud på slottet. ”You did use to slip out the service entrance. I can go get rid of the staff and then we can go to a room nearby.” Han så på hende og et såret blik opstod kortvarigt i hans øjne, men forsvandt lige så hurtigt igen og han var klar på at udføre planen, hvis hun var med på den.

Alting spillede sig ind på hendes sind og hun vidste, at noget var frygtelig galt. Måske var det derfor hun følte sig så rystet, som hun lukkede øjnene kunne hun føle en brændende fornemmelse i hendes lår som var hun blevet skudt igen, men der var intet - kun smerten fra det andet hang ved kort tid efter.
"I know a secret way in," kom det fra hende i et suk som hun steg ud af bilen. Hendes fødder var bare og hun kunne mærke kulden fra jorden - hun var bare ligeglad lige nu. Hun gik hen til en af væggene og lagde sin hånd mod en mursten, hvor en hemmelig dør åbnede. "How do you think I always won hide and seek all these years," antydningen af et smil kom frem på hendes læber. Hun trådte ind og pludselig var det som om at hele rummet var midt ude i skoven ved en sø, og hun følte sig svagere end før. Hendes ben føltes så tunge og hun følte at hun skulle til at besvime.
"No no no no no," mumlede hun for sig selv og rystede på hovedet. Hun tog en dyb indånding og prøvede at gribe ud efter et eller andet, hvilket var Micah. Hun blinkede og illusionen forsvandt for hendes øjne. Hun så Micah i øjnene. "I can't let him die," mumlede hun for sig selv og rystede på hovedet. Hun var beskrivelsen af panikslagen lige nu, og frygt stormede rundt om hende. Hun gav til sidst slip på Micah og gik mod sit værelse - heldigvis var alle folk ude til festlighederne så ingen så dem. Hun fik trukket kjolen af, hvilket afslørede de sidste skader på den ellers pæne hud. Udover de sædvanlige ar hun havde, var der nu skudsåret som Felicitys blod stille forsøgte at heale. Men generelt mærker som i alle afskygninger. Hun gik ind i sit walk in closet og fandt et par bukser og en trøje.
"I'm going out there," sagde hun meget beslutsomt også selvom hun vidste det var en dårlig ide. Micahs telefon ringede og Abigal så underligt mod den. "What are you waiting for pick up." Hun følte sig sløv og satte sig ned på sengen, og lignede en der ikke skulle have meget mere end et enkelt puf for at vælte ned i sengen for faktisk bare at falde i søvn.

Micah fulgte hende hen til en mur. Han lod et luftigt kort grin glide over hans læber. Han greb fat om hende da hun var ved at vælte. Den illusion hun så, kom til ham et øjeblik efter. ”He’s not going to die,” lovede han og fulgte hende ind på værelset. Han sank en klump da han så hendes skader. Det var ligesom om han før havde været i en drøm eller en film, og nu blev alting skræmmende virkeligt. Hun kunne være død, Kyle kunne dø. Hvem vidste hvad der kunne ske når han tog derud igen – for det ville han gøre.
Han så på hende da hun besluttede sig for at tage derud igen. ”You are not going anywhere. I will get there in time, I will get him back to you. But if you go, he might lose you, and that would be the worst thing to happen to him. So you stay here, get better. You will be together soon enough.” Imens han talte ringede hans telefon, men det tog ham et øjeblik før han tog den. Han fiskede den frem fra hans bukser da hun bad om det. Han lyttede til Felicity. ”I’ll be right there,” han lagde telefonen væk igen og gik hen til hende. Han lagde en hånd på hendes overarm. ”Get some sleep.” Han skubbede forsigtigt til hendes skulder så hun ville falde ned i sengen. Han sørgede derefter hun lå behageligt med puder og dyner til at holde varmen.
Han forlod værelset og fandt en god håndfuld vagter. Han bad to af dem blive ved Abigals værelse, mens han tog de resterende syv med sig. Han bad dem følge ham, som han satte sin telefon som GPS og brugte adressen Felicity havde sendt til at finde dem. På passagersædet stod der en taske med de almindelige læge grej, mens der på bagsædet var andre ting der kunne blive nødvendige.

//out

Abigal ville med, det kunne ses i hendes øjne at hun ville med. Men Micah havde ret hun ville være en distraktion og sikkert i vejen. Som han lagde en hånd mod hendes skulder var der ikke megen kamp tilbage i hende og hendes ryg blev mødt af madrassen under hende. Hun sukkede let som hun så ham gå ud af døren, frygten bankede på igen - hvad hvis han heller ikke kom tilbage. Abigal vidste hun var for svag til at kæmpe mod noget som helst. Men hun kunne ikke sove for smerterne eller tankerne, så hun fik skubbet sig ud af sengen igen, og gik ud på sit badeværelse for at rode i sine skuffer for at finde noget smerte lindrende. Derefter satte hun sig på sin seng og lod sig dumle væk i sin underbevidsthed til at søvnen for alvor bankede på. Men søvnen kom ikke med andet end spøgelser og nervepirrende mareridt som ikke ville holde hende sovende meget længe.

//Out