Cup of stars - Lonán

Lonán smilede skævt ved hendes kommentar og nikkede. En gang var et uheld, to gange var et mønster. Hendes ord om sange fik ham til at ryste på hovedet. Han var ikke enig i den udtalelse, men det var nok fordi han tog den bogstaveligt og ikke filosofisk. Han lænede sig en smule frem mod hende og sendte hende et drenget smil. ”Music changes, but we can’t forget where it started – All those old songs still have meanings, even if we forget them, right?” sagde han og sad lidt og så på hendes smukke mørkebrune øjne. Han lo lidt og følte det var en smule underligt hvordan de kunne sidde og åbne op overfor hinanden. Forsigtig lænede han sig tilbage som hun nævnte sin mand, og han nikkede som hun fortalte om endnu en lektion fra ham. Angribe det fra en anden vinkel? Han sukkede for hvor mange vinkler var der at vælge mellem før man følte man blev ved med at løbe mod en mur. Dog havde det hjulpet at have Abigal at snakke med. Det var som om hun trods alt havde styr på mere end ham. Som hun foreslog at sidde ned og lukke øjnene gjorde han blot som hun sagde det. Da hun lovede ingen evner åbnede han det ene øje og rakte drilsk tunge af hende.

”No powers,” sagde han blot og lukkede derpå sit øje igen. Han sad lidt og forsøgte at trække vejret roligt, men det var som om det var svært at slappe af når man konstant var så vågen omkring det faktum at hans krop lød anderledes. ”Darkness, just darkness behind my eyelids,” sukkede han roligt og forsøgte at slappe af. Han ville ikke give op endnu, men det var vel hårdt at skulle vænne sig til alle de lyde han hørte. En engels sanser var trods alt meget anderledes i forhold til en heks’, så det gjorde at han hørte meget mere end han normalt ville. Lidt sad han i stilhed som han begyndte at nynne, for det ville måske få ham til at slappe af. Hans stemme var en smule dyb, som det af en bas, og melodien var en ældre velkendt sang. Melodien var rolig og skiftet mellem mol og dur gav en rolig genklang. Det var som om sangen hjalp, for han så billeder af hans barndomshjem i Irland før de rejste til Dublin. Han så billeder af hans gamle venner og billeder af de år han havde levet af musikken. Det var en underlig følelse at sidde og kunne se det hele for sig, for det var som om han så en film han ikke selv var en del af. Den fyr der var i minderne var ikke hvad denne krop lignede, og det gjorde at han rynkede brynene en smule. Han nynnede dog forsat og han så mere og mere, indtil det hele stoppede brat og blev sort igen. Forsigtigt åbnede han øjnene som hans nynnen kom til en slutning og han så roligt på Abigal.

”I think I know who I was,” mumlede han roligt og tog sig en smule til hovedet. Alle de minder fyldte meget og han kunne ikke lade være med at forestille sig at hvis de ikke snart gik væk ville han få hovedpine. ”I grew up in Ireland, I was a witch – I had loved ones and I lived by playing music for a few years,” sagde han som han forsøgte at få alle minderne ud på en gang. Han ville så nødigt glemme dem, så hvis han sagde dem højt ville det vel være bedre.

Lonán smilede ved hendes ord om musik og så kort op i loftet. Det var jo ikke fordi han ikke vidste det om musikken, men den måde hun sagde det på var som om det satte det hele i lidt bedre perspektiv. Han valgte dog ikke at svare hende og hørte med lukkede øjne hvordan hun satte sig på gulvet foran ham. Den måde hun tog hans hænder gjorde bare han følte sig mere jordnær, og han ville lyve hvis han sagde at han ikke var taknemmelig for den følelse. Som han havde talt og åbnet øjnene igen så han kort på Abigals varme øjne. Den måde hun snakkede på gjorde ham varm om hjertet, for hun havde vel i og for sig ret. Uanset hvad så gjaldt hans fortid stadig som værende en del af ham, men som hun nævnte at han stadig havde folk der elskede ham sukkede han let. Han vidste ikke om han kunne udsætte hans forældre for denne form for ’genopstående-søn-vender-hjem’-situation. Det ville være for meget for dem, så hellere lade dem hele med det faktum at deres rigtige søn var død den dag. Men hans venner var et helt andet problem, for hvordan brød man lige isen i den samtale? ’Hej, jeg ved godt jeg ikke ligner, lyder eller på nogen måde minder om ham, men jeg er Lonán’. Han rystede på hovedet ved den tanke og sukkede let. Derpå så han ned på hans hænder, som om de kendte svaret til det hele.

”What about new friends? Do you think they could understand it?” spurgte han roligt og så på hende. Selvom de havde kendt hinanden så kort anså han egentlig allerede Abigal som en veninde. Men ville hun løbe skrigende bort som hun gav ham videre til den Aya person? Han bed sig i læben over den tanke og kørte begge hænder gennem hans krøllede hår. Underlig følelse, men det blev vel mere og mere vant jo mere han gjorde det. Han rettede sig let i sædet og så igen på Abigal. Hun var en køn ung kvinde, og han kunne ikke se hvorfor hun så hurtigt havde taget ham under hendes vinger. Hun måtte have en stor mængde empati og rum i sit hjerte for at kunne gøre hvad hun havde gjort mod ham. Et åbent sind og måske et håb om at han var interessant at hjælpe. Uanset hvad var han taknemmelig, og han vidste ikke hvordan man skulle tilbage betale det. ”Thank you, by the way, for all your kindness and warmheartedness,” sagde han som han kiggede på hende. Han sendte hende et varmt og indbydende smil.

Lonán lo som hun kaldte hans krop for køn, for han havde knap nok vænnet sig til sit udseende. Han vidste langt fra om denne krop var smuk eller tiltrækkende, men han sendte hende et varmt smil. Hendes ord om at have mod og vise empati for andre fik ham blot til at nikke. Det var som om hver ting hun sagde var velovervejet, og han undrede sig kort om hun måske overvejede sine ord for nøje. Emnet skiftede og handlede nu om hendes fars fødselsdag. Han rynkede let på brynene i forvirring som hun mere eller mindre inviterede ham med. Dog nikkede han og rejste sig op fra sit sæde og gik over til hende.

”I would love that – it could be a good way of trying out my body,” sagde han med et let drenget smil på sine læber. Som hun snakkede om sengen nikkede han blot og så kort over mod sengen. Ville det være ubehøvlet at ville dele seng med hende? Det ville jo ikke være fordi der ville ske noget, for det ville vel bare være søvn. Og for at være ærlig var han lidt usikker på hvordan han ville sove i denne nye krop. ”I’d like to sleep in the bed with you, but I don’t want to be rude – I can take the couch if you don’t find it appropriate for me to share the bed,” sagde han og så ned på hende med et høfligt smil. De fleste ville være hurtige til at springe i sengen med en smuk kvinde som Abigal, men Lonán vidste ikke helt hvordan han skulle føle med hensyn til det.

”You sing?” spurgte Lonán med et gladelig overrasket udtryk i øjnene, men lyttede som hun snakkede om haven. Han nikkede, for den ville han klart have i baghovedet når han tog med. For han tog vel med, gjorde han ikke? Som hun nævnte sin far nikkede han blot men kunne ikke forestille sig hvordan hendes far ville se ud. Det var vel også noget underligt at tænke over, men det var vel bare sådan hans hjerne fungerede til tider. Da hun gik ud på badeværelset tog han roligt sine sko af men stod lidt og overvejede hvad han ellers kunne tillade sig at tage af. Dog besluttede han sig for at hive sin bluse over hovedet og ryste krøllerne en smule på plads. Han kørte sine fingre over sit bare bryst og bed sig i læben. Den følelse skulle han lige vænne sig til. Som hun kom ud igen så han på hende med et genert smil. Han følte han havde behov for at sige et eller andet, men det var som om ordene ikke var helt formede som han talte.

”Clothes … How much … Off?” spurgte han og så lidt rundt for han kunne ikke finde ud af sig selv lige nu. Han sukkede svagt og kørte et par hænder gennem sit hår.

Lonán nikkede blot og tog også sine jeans af. Det materiale ville grave sig ind i hans hud hvis han ikke passede på. Han lo lidt af hendes kommentar om at sove med øjnene lukket og rystede på hovedet af hende. Hun var spøjs. Anderledes fra hvad han huskede andre personer var. Herpå kravlede han under dynen og mærkede de bløde fibre under ham forme sig til hans krop. Kort rystede han på hovedet for at fjerne et par hår der hang i hans ansigt, men vendte sig derpå om på siden og kiggede undersøgende på Abigal. ”You are nice, so I don’t understand that sentence,” sagde han en smule forvirret og placerede en hånd under hovedpuden som han så på hende. Han var spændt på hvad morgendagen ville bringe, men han var stadig usikker på med hensyn til denne Aya som Abigal havde nævnt. Nok sagde hun at hun ville kunne hjælpe ham, men om han var klar til at høre det hele vidste han ikke.

Kort efter han havde lagt hovedet på puden og efter noget stilhed følte han sin krop døse hen som søvnen tog magt om ham. Han havde mareridt og vågnede op midt om natten og tog sig i stilhed til halsen som han gispede efter vejret. Han forsøgte virkelig at være stille, for han ønskede ikke at vække den sovende banshee, men det måtte han vel finde ud af i morgen om han havde været træls at have som sovemakker. Næste dag som solens stråler slikkede sig ind gennem de klare vinduer og Lonán strakte sig forsigtigt i sengen mens han så rundt.

//Out//