Cup of stars - Lonán

Udseende + påklædning


Lonán vidste ikke sine levende råd for han stod her midt i mellem boder og butikker. De nye øjne forsøgte stadig at vænne sig til mørket og han følte sin krop ryste en smule af kulden. Han så på sine hænder og op omkring sig og ned på sine hænder igen. Det her var ikke den krop han huskede – langt fra. Hans hænder. Det var ikke hans hænder. Men det var det vel nu? Frustreret kørte han en hånd igennem håret og mærkede de bløde krøller frem for det tørre afblegede hår han før havde haft. Det var her han spottede sig selv i et af butiksvinduerne og han frøs som han kiggede på denne fremmede. Denne fremmede skikkelse der gjorde som han gjorde når han bevægede sig. Hans før velkendte brune øjne var erstattet af et par nye brune og hans skuldre var bredere. Det var her han hørte en blid stemme. Som en lille stemme blev sagt registrerede han det ikke i første omgang, men han følte nogen kigge på sig og så sig kort rundt som han fik øje på en smuk ung kvinde. Havde hun sagt noget? Han var ikke sikker, for det kunne vel have været hvem som helst. Som hun spurgte om hans navn åbnede han tøvende munden.

”Lonán, or I guess I used to?” kom en semi-dyb stemme ud fra hans læber. Han tog sin hånd op til munden for var det virkelig hans stemme der havde sagt det? Han gik et par rystende skridt nærmere og han så på den måde hun havde vendt hovedet på skrå. Hendes gyldne lokker virkede til næsten at lyse i mørket, eller var det bare hans øjne der var overfølsomme? Han stillede sig et stykke fra hende, stadig usikker på hvordan han styrrede denne nye krop. ”All I remember right now is a cold cave and not being able to breathe – What’s going on?” spurgte han og så rundt. Han kunne intet huske fra hans tid i himlen. Han kunne huske svage minder fra det der var sket før grotten, men det hele var så sløret og utydeligt.

Lonán forsøgte at trække vejret roligt, men det var som om han var på grænsen af panik. Den måde hun så ud på. Han havde på fornemmelsen at han skulle vide hvem hun var, men der var ingen klokker der ringede. Alle hans tanker og hans minder var som en stor uklar masse i hans hoved. Dog som hun bad ham lytte vendte han alle sine sanser mod hende. Det var som om hans hørelse var følsommere end normalt og at hans blik var klart. Det var svært at beskrive. Det hele var nyt og som hun tilbød ham et sted vidste han ikke hvad han skulle sige. Det var her det gik op for ham at hun rørte ved ham og han så ned på hendes hænder der hvilede på hans skuldre. En underlig fornemmelse. Det føltes som om det var hans skuldre hun rørte ved, men når han så ned genkendte han ikke de muskler der var under blusen. Han begyndte at klapre tænder på grund af kulden, men så stadig forvirret rundt.

”Abigal,” mumlede han og kunne ikke finde hende i hans hukommelse. Han kunne intet finde for at være ærlig udover de skræmmende glimt fra den mørke grotte og de hænder der havde presset luften ud af ham. Han nikkede dog som et form for svag på hendes tilbud. Han vidste ikke hvem hun var, men hun virkede rar. Måske hun vidste noget om det hele? Han rynkede brynene og forsøgte at finde ud af det hele, men i stedet valgte han at følge med kvinden der kaldte sig selv for Abigal.

Lonán fulgte med, men det var en underlig følelse. Mændende der pludselig nærmest omringede dem gjorde ham forvirret. Var Abigal en vigtig person? Han kunne ikke finde ud af noget mere, men som de satte sig ind i bilen nød han den pludselige varme. Forsigtigt begyndte han at åbne og lukke sin hænder som han så på dem. Det hjalp med at få blodomløbet i gang. Han så på Abigal som hun talte om sin bedstefar, men det var som om tingene ikke rigtig registrerede i hans hoved. Man kunne have spurgt Lonán hvad to plus to var og han ville have svaret kat. Hele hans verden var vendt på hovedet og som de kørte kom flere ubehagelige minder frem. Minder om et forskruet smil, en kvinde i en hvid kjole, en blond fyr der havde smilet til ham. Han tog sig til hovedet som han forsøgte at forstå det hele, men før han vidste af det var de ved stedet som Abigal havde angivet til mændene. Som døren blev åbnet fulgte han blot med, for hvad ellers kunne han gøre i denne situation. Forvirret så han rundt omkring og gik et par cirkler om sig selv før han fulgte med Abigal ind i elevatoren.

Oppe på værelset efter at den fremmede kvinde havde åbnet døren op så han sig lidt omkring og fik øje på sig selv i et spejl. En ting var at se sig selv i et butiksvindue, men et spejl kunne vel ikke lyve. Han gik langsomt nærmere som han rørte ved sit ansigt og så forvirret ned af sig selv. Havde han hukommelses tab? Nej for denne krop var tydeligvis ikke hans. Eller det var den vel nu. Han så over på Abigal som hun spurgte om han ville have noget at drikke og han rynkede brynene som han så på sig selv i spejlet igen. Indtil nu havde han ikke sagt mange ord til hende, men han vidste knap nok hvad han skulle sige. Desuden, når han endelig talte var det ikke en stemme han kunne genkende. Han nikkede dog som et underligt forsøg på at svare om han ville have noget at drikke. Hans hænder bevægede sig op til hans ansigt som han rørte hans næse, kinder og læber. De hang fast. Det var ikke en maske og det var bestemt ikke en forbandelse der var blevet lagt over ham.

”Abigal, who are you?” spurgte han forsigtigt og rømmede sig for at finde sin egen stemme, men den var der ikke længere. Kun denne anden stemme der virkede så fjern fra hans egen. Han bed sig i læben en smule af frustration og vendte sig om mod hende. Han kunne snart ikke holde ud at kigge på sig selv mere.

Lonán drev sit blik væk fra de brune øjne i spejlet og så efter hende som hun bevægede sig. Flasken hun hev ud og den måde hun bevægede sig på virkede underlig. Han var forvirret og som hun fortalte ham at hun var royal tog han sig til hovedet. Royale. Ikke hvad han havde forventet, men så igen kunne hun vel bilde ham alt ind i denne tilstand. Da hun spurgte om hun måtte kalde ham ven vendte han hovedet let på skrå. Venner. Det ord rungede endnu højere i han hoved end ordet royal, men han forsøgte at ignorere det for nu og i stedet fokusere på hendes ord. Forsigtigt gik han over og så lidt på det glas champagne hun havde hældt op til ham. Med et par rolige hænder rakte han frem og tog glasset i begge hænder før han tømte glasset i en mundfuld. Han skar grimasse ved champagnens bobler og dens sødme. Derpå så han over på hende igen og vidste ikke hvad han skulle sige. Havde han snydt døden? Han kunne ikke helt forstå hvad hun sagde, men han forsøgte at stille glasset fra sig men i stedet væltede det og gik i stykker. Straks begyndte han at forsøge at samle glasset sammen, men det gik ikke så godt.

”It’s not my body, I’m sorry – I didn’t mean to … I mean I don’t know how to control …” sagde Lonán frustreret og mærkede som et stykke glas skar ind i hans hud. Synet af blod fik hans hjerne til at reagere. Blod og mørke og kulde. Hans vejrtrækning blev hurtig som han faldt bagover og landede på sin bagdel. ”Ow,” mumlede han, men tog ikke blikket fra blodet der nu dryppede fra hans finger. Lugten var sød og han kunne ikke gøre andet end at stirre på det som hans minder langsomt forsøgte at komme til overfladen.

Lonáns øjne flakkede som han forsøgte at få det hele til at give mening, og som han så på Abigal blev han bare mere forvirret. Hun kom hans finger til hans læber og han kiggede en smule på hende i ren og skær frygt. Der var ikke noget over dette han fandt behageligt og som hun lagde sine hænder om hans kiggede han på hende. Hans mund dirrede som han forsøgte at sige noget og trække været samtidig. Da hun talte igen var det som om hans krop bevægede sig uden hans vilje og den tog en dyb indånding. Derpå åbnede hans mund sig og hans stemme fortalte tingene, men han følte ikke han selv sagde ordene.

”I remember a black cave and two men, one bad and one good,” sagde Lonán. Som hun havde beordret med hendes evne flød hans hukommelse fra hans mund. ”I remember not breathing and not being in my body. I remember waking up in this body and it not being my original body,” sagde han og som han havde fuldført hendes ønske rykkede han væk fra hende. Hans blik var skræmt for han havde før hun bad om det ikke kunne formulere sig. Hun måtte have en evne, og den evne ville han ikke have hun brugte. Det var mere end tydeligt på det ansigt han havde nu. Han var såret og forvirret på samme tid som han tog sig til hovedet.

”Don’t do that,” sagde han mod sine knæ og mærkede tårerne presse på. Var han virkelig ved at græde nu? Det hele var forvirrende og de ord han havde sagt gav ingen mening for ham. ”I don’t like that,” mumlede han og forsøgte at få styr på sin krop. Han var skræmt, og nu havde hun brugt noget mod ham som han ikke forstod. Hans brune øjne så nu på hende som han søgte svar, men der var intet at hente. Han rystede på hovedet.

”I died, didn’t I? I died, and he killed me – He did this and I couldn’t stop it. I couldn’t help him and he was in so much pain. I just died,” sagde Lonán som hans minder fløj mod ham. Han kunne huske sin død nu, og hvordan den maniske faldne engel havde beordret den banshee til at tage hans liv. Nu røg tårerne fra hans øjne som han forsøgte at holde om sig selv. ”Why am I here then – This isn’t my body. My body is dead,” sagde han og kunne ikke finde rundt i det hele.

”You thought it was easy to just spit it out in stead of me coming to understand it myself first, just be honest,” mumlede Lonán. Det var den længste sætning han havde sagt indtil nu og han tog sin en smule til struben som han havde lyttet til den stemme der var kommet ud af han mund. Kort rømmede han sig som for at finde en ny lyd, men den kom ikke ud. Lonán tog en dyb indånding som han forsøgte at forstå alle hans tanker og det var her hun spurgte ham hvem ’han’ var. Kort trak han på skuldrene for det havde han ikke adgang til endnu. Var hans hjerne i gang med at beskytte ham for hvad der var sket? Hans brune øjne fulgte hendes bevægelser som hun satte sig med sit hoved på sine knæ og han lænede hovedet lidt på skrå. Han var ikke sikker på hvad der var med hende, men noget omkring hende gjorde ham utryg og tryg på samme tid. Han lagde mærke til at hver gang hun synkede lignede det at hun sank en klump og han kunne se hendes lysebrune lokker ligge ned over hendes skulder. ”You don’t have to be sorry, I would have done the same if I were you,” sagde han endelig og tog sig til hovedet. Det hun havde sagt var sket og han kunne ikke helt forstå det, men han var nysgerrig nok til at ville vide mere omkring denne kvinde foran ham. Da hun sagde at hun ville ønske hun var til bedre hjælp rystede han på hovedet.

”You’ve already done more than I deserve, or that I think I deserve,” sagde Lonán roligt og så lidt på kvinden foran ham. Han var vel død af en grund, og ud fra minderne måtte han vel have gjort noget forkert, efter som han havde nået den ende. Det var som om hendes aura af tiltrækkelse ikke havde effekt på ham, og det var endnu uklart om det var en evne han besad eller om det var en naturlig immunitet. Hans øjne så kort på hende og han forsøgte at rejse sig op med rystende ben. ”I don’t know who I am, but that wouldn’t stop me from getting to know you, would it?” spurgte han og forsøgte at smile til hende. Han rakte hende en hånd for at hjælpe hende op fra gulvet. Det var tydelig han endnu ikke havde vænnet sig til denne krop, men at han gjorde et aktivt forsøg for at kontrollere den og tage den som sin egen.

Lonán smilede svagt ved hendes ord, men det var ikke et glad smil. Det var som om han kendte den følelse af at se uskyldige lide, men hans hukommelse lod ham ikke komme til det endnu. Som han hjalp hende og hun stod tæt på vendte han hovedet på skrå en smule uforstående. Det var derpå at hun trådte væk og han rynkede uforstående sin  pande. Han ville gerne kunne sige et eller andet, men i stedet fik han samlet de glasskår han havde smadret og lagde dem forsigtigt i et stykke papir før han smed det i skraldespanden. Det var underligt at han havde fået en smule mere kontrol over sin krop allerede. Derpå gik han over til den lille håndvask og fik vasket sine hænder i tilfælde af at der ville være mere glasskår han ikke kunne se. Han så kort på hende som han tørrede sine hænder og som hun talte igen sendte han hende et skævt smil. Det var underligt at føle de her muskler bevæge sig så anderledes fra hvad han huskede. Han tog en hånd op til hans kind og mærkede efter. Jo det var ikke en hud han kunne huske. Hendes spørgsmål fik ham til at gå lidt tættere på.

”Well, you are asking a guy who can’t remember much about himself,” sagde han og lo lidt af den absurde situation og rakte forsigtigt sin hånd ud og rørte ved en af puderne i sofaen inden han satte sig med et mindre bump. Kontrollen var vel ikke så god alligevel. Det ville vel komme. Han mærkede pudens tekstur med hans nye sanser og han gøs lidt ved tanken om at det her ville være hans realitet fra nu af. Derpå vendte han sine brune øjne op mod hendes mørkebrune. ”I guess anything that just comes to mind?” sagde han og trak på skuldrene og begyndte at rulle med skuldrene som om han lige havde opdaget at han kunne gøre det.

Lonán så på hende som hun begyndte at snakke og det var tydeligt at hun ikke var helt sikker på hvad han ville vide. Det var vel heller ikke nemt at sige hvad det var man ønskede, hvis man ikke havde nogen idé om det. Alligevel smilede han, for hun havde en behagelig og pæn stemme. Som hun fortalte hun kunne lide musik var der et instinkt i ham der havde lyst til at vide hvad form for musik. Han var ikke sikker, men han kunne mærke hvordan han selv brændte for musikken. Roligt fandt han sine ord i sine tanker og åbnede derpå sin mund.

”I think I love music too – I remember something with playing it. What kind of music do you listen to?” spurgte han og lænede sig interesseret frem. Hans blik var stadig flakkende til tider, men det var tydeligt at han lyttede efter som hun talte. Det var en underlig følelse han havde i sin venstre hånd, som om den kunne huske nogle bevægelser til nogle akkorder. Han forsøgte at ryste sin hånd for at få den til at stoppe, men det var som om den havde et liv for sig selv. Et let suk undslap hans læber og for at kontrollere sin hånd foldede han hænderne og placerede dem i sit skød. Et undskyldende smil kom på hans læber, men han var ikke selv sikker på hvad han undskyldte for. Da hun nævnte at hun kunne tale med de døde lænede han hovedet på skrå. Et ord kom til hans tanker; Banshee. Det var som om det satte det hele i gang i hans hoved og han var nød til at tage sig til sin tinding som flere minder kom til ham.

”Tidus?” mumlede han navnet, stadig en smule usikker på om det var en rigtig del af hans hukommelse eller bare hans fantasi. Han rystede på hovedet og så lidt væk fra Abigal. Hvorfor gjorde det navn så ondt at sige? Hans hånd bevægede at sig selv op til hans kraveben som hans finger gled hen over. ”Witch, I think I was a witch before … What race am I now?” mumlede han og så over på Abigal. Nok var hun en banshee, men hun var tydeligvis en banshee med en del år bag sig. Måske hun kunne fortælle ham noget han ikke selv kunne regne ud.  Forsigtigt fjernede han sin finger fra sit kraveben og lod den falde mod hans skød endnu en gang.

Lonán kunne ikke på nuværende tidspunkt huske meget, men han nikkede som hun sagde det havde været en sjov udvikling. Det var her hun kaldte ham en kunstner og han rystede på hovedet som han forsøgte at få sin hånd under kontrol. Hvordan kunne hun sige noget med en så klar overbevisning? Han kunne kun huske sit fornavn og brøkdele af hans forrige liv. Alligevel følte han at hun havde ret for hans måde at bevæge sine fingre på var vel fordi han havde spillet et instrument. Han bed sig i læben efter han havde sagt det navn højt. Det var som om det skar i hans hjerte og hans ansigt skar grimasse som han forsøgte at få styr på de tanker der gled gennem hans hoved. Forsigtigt så han på Abigal som hun spurgte hvem denne fyr var. Lonán åbnede munden for at svare men lukkede den igen som han følte et sus af minder glide gennem hans krop. Grotten igen. Tidus. Og nu en scene. En rødhåret sanger. Pludselig et par grønne øjne. Han rystede på hovedet og forsøgte at svare på hvad hun havde spurgt om.

”I think he was the one who killed me,” hviskede han og rystede svagt. Var det frygt eller på grund af usikkerheden? Hvem vidste på dette punkt. Som han spurgte efter sin race sukkede han en smule. Han havde vel i bund og grund ikke lyst til at vide det men som hun sagde engel rynkede han på brynene og lukkede øjnene. Flere navne og ansigter sprang frem i hans tanker. En venlig kvinde fra et lyst sted. Nogle der føltes til at være gamle venner. En mand med mørkt hår og varme øjne. Han trak vejret dybt og forsøgte at få sig selv til at slappe af. Forsigtigt åbnede han øjnene som Abigal nævnte at hendes søster var der. Han så sig lidt forvirret rundt, for der var da ikke andre i rummet end dem. ”Is she afraid to come out?” mumlede han forvirret, men som samtalen førte over i at hun måske kendte en der kunne hjælpe ham nikkede han svagt. Han vidste ikke om han var helt klar til at finde ud af det hele, men det ville vel være et forsøg værd.

”What’s your sisters name? And where is she?” spurgte han en smule forsigtigt og søgte hendes brune øjne.

Som Abigal forklarede hvor hendes søster var så Lonán over mod vinduet, men så ingen. Det var her det gik op for ham at hun fortalte hun snakkede med døde og han tog sig til hovedet. Mange nye informationer var vel blevet rodet rundt i et eller andet omfang. Han smilede dog undskyldende til den venlige kvinde der havde hjulpet ham så meget allerede. ”Insane? Well of course, only the best are,” sagde han med et skævt og lettere charmerende smil. Musklerne i hans ansigt var han ved at vænne sig til, men hans stemme lød stadig så underlig i hans ører. Lonán rettede sig lidt i sædet og kørte lidt med skuldrene. ”I think it should wait – at least until I know a bit more from memory? Besides if I was a bad person, I don’t think I would like to know,” sagde han og så ned på sine fingre med et suk. Han åbnede og lukkede hans hænder et par gange før han lænede sig tilbage i sædet.

”I think I like you,” sagde Lonán og så eftertænksomt op i loftet. Han havde vel kun en enkel ting der talte imod denne sætning, men den havde han tilgivet. Han ville ikke lade sig styre af den slags når alt Abigal forsøgte var at hjælpe. ”You seem like a person who wants to do the right thing, and you helping me has showed me that strangers can be kind,” derpå lukkede han kort øjnene som flere minder strømmede til ham og han rejste sig op med et sæt. Han gik over og lænede sig over Abigal og så hende dybt i øjnene før han lænede sig tilbage igen.

”I’ve seen you before, I know that, but I can’t put a finger on where and when?” sagde han og lænede sit hoved på skrå svagt for at undersøge hendes ansigt.

Lonán tog hendes ord ret så bogstaveligt og rakte en hånd ud og rørte ved hendes kind. Hans berøring var varm og lettere blid som han stod lidt og overvejede sine ord. Derpå tog han forsigtigt hånden til sig og nikkede svagt. Der var noget i hans minder der pirrede ham om denne person. Han havde ikke mødt hende før, for den stemme var ikke noget man glemte – selv han vidste det. Forsigtigt trak han på smilebåndet og lo lidt. ”I think I was quite young when I saw you on television – but you haven’t changed a day, have you?” spurgte han forsigtigt og mærkede sit hjerte slå en smule hurtigere. Det var en underlig følelse, for det var som om det minde var brændt fast i hans sind. Han havde ikke været mere end nitten første gang han havde set hende i fjernsynet. Det havde været kort, men hendes skønhed havde slået benene væk under ham selv den gang.

”I think I was in Dublin, at a bar and your face came on the screen, talking about some royal event – I think that’s when I decided I one day wanted to go to Gaia?” sagde han og var selv en smule usikker på hans minder, som de stadig tågede omkring ham. Han satte sig på hug foran hende og så roligt på hvordan hun holdte sig selv i hendes sæde. Fin, elegant og nærmest forførende på samme tid. Det var en sjov kombination for en der knap nok forstod hvordan han brugte hans krop endnu. ”I don’t want to be rude, so please stop me if I say something that doesn’t make sense – I really am trying to put words to my memories as they come,” sagde han en smule forlegent og rejste sig op som han så ned i jorden. Han kørte en hånd gennem håret for at ruske op i krøllerne, og den følelse kunne stadig sætte ham en smule ved siden af sig selv. Han gik et par skridt væk, for det pludselig gik det op for ham hvor tæt han havde været på hende. Måske ikke den bedste form for nærkontakt når hun knap nok vidste noget om ham. Han gik over til vinduet og så ud på mørket hvor træerne bevægede sig roligt i vinden og et lille suk undslap hans læber.

”I remember falling in love, but not the normal kind of love – the destiny kind of love where your mates name starts to boil on your skin and nothing starts to matter,” sagde han forsigtigt som han huskede følelsen af at møde Tidus, hvis navn i så mange år havde stået på hans kraveben. Han løftede en smule ud i sin bluse for at kigge hvor mærket havde siddet, men der var ingen fin skråskrift. Ingen påmindelse om hvem han var lovet til. Forsigtigt bed han sig i læben som han igen så ud af vinduet. ”I asked to be born as a different person, a different race, without that old fate looming over my head like a death sentence – I wanted to be free to choose who I love and when I love,” sagde han og vendte sig om mod Abigal med et trist smil tegnet på hans læber.

”But why would I ever try to find love, if my last love killed me?” hviskede han og kunne mærke tårerne presse på. Tårerne forblev dog i hans øjne og begyndte ikke at falde ned langs hans kinder. Kort snøftede han men rystede på sit hoved. Det hele gav mere mening jo mere han snakkede om det. Han kunne langsomt begynde at sætte puslespillets brikker sammen, men han vidste at der var ting som han ikke ville kunne forstå endnu.

Lonán mærkede latteren komme ud mellem hans læber som hun sagde det var grundet god hudpleje. Hun var spøjs, men han kunne godt lide det. Hendes ord om hun mon havde skuffet ham, rystede han let på hovedet som han rejste sig op. Skuffet kunne han vel ikke være når det havde været hans eget valg at tage til denne by. Nok havde den lukket hans skæbne om hans død, men det var vel ikke retfærdigt at give hende skylden for det. Som han vendte sig om fra vinduets udsigt så han på Abigal snakke om kærlighed og han smilede skævt. Hun havde vel i og for sig ret, men hvordan vidste man var klar til at kaste sig ud i noget igen? Nok sagde hun at det kunne snige sig op på en, men vel ikke hvis han var forberedt nok.

”I guess I can’t argue with you on that, but still … I won’t make the same mistakes again,” mumlede han og kløede sig på sin nakke som han så på hende. Han gik over og satte sig igen, dog med mere kontrol og så på hende som hun begyndte at snakke om hendes tidligere mand. Mandens ord rungede en smule i Lonáns hoved som han så på hende. En smuk dag at være i live. Han så ned på sine hænder og smilede lidt for sig selv, for det her var vel hans nye chance. En ny chance for at opleve denne verden mere end han havde kunne før. Han så kort op på Abigal med sine varme brune øjne. ”Your words remind me of a song, but the lyrics are faded a bit to me,” sagde han og kneb øjnene sammen som han forsøgte at huske sangen. Hans fingre begyndte dog automatisk at bevæge sig til de noder han havde i hovedet. Han bed sig i læben og så ned. Det var vel ikke alt man kunne huske på en gang og et suk undslap ham som han fik stoppet sine fingres bevægelser.

”Your husband must have been a clever guy,” sagde Lonán blot og nikkede lidt for sig selv. Sådan et råd var der vel de færreste der kunne komme med, og en del af ham følte måske at han gerne ville have mødt en sådan mand.