Day 21 - Lonán

Udseende: Påklædning + hår


Lonán mærkede solen mod sin hud som han langsomt åbnede øjnene. Græsset under han var blødt, men han fik sig alligevel rejst sig og så sig rundt. Alle havde hvidt tøj på omkring ham, og det var der han så ned af sig selv og så at han selv var klædt  hvidt. Var det her døden? Før han nåede at få svar hørte han en stemme tale til sig og han så op på en ret så smuk ung kvinde også klædt i hvidt. Selvom hun snakkede tog det lidt før Lonán reagerede, men hun nåede at stille ham et spørgsmål i mellemtiden. Hvordan han følte?

”Dead, I guess?” mumlede han og kørte hånden gennem sit afblegede hår. Det var underligt at stå her. Han havde ikke forestillet sig døden være så rar, specielt ikke efter den omgang som han lige havde været igennem. Hans hjerte begyndte at banke. Tidus. Tidus havde gjort det her. Eller det var vel ikke hans skyld, men Lonán frygtede lidt hvad der ville ske med hans ven når han ikke var der. Han havde lyst til at skynde sig tilbage, men det var ikke en mulighed lige nu.

Som brunetten snakkede lyttede Lonán knap nok efter. Det hele virkede så surrealistisk her. Han bed sig i læben som han så rundt, denne fremmede kvindes stemme fungerede næsten som baggrundsstøj på nuværende tidspunkt fordi der var så meget at se på. Som hun sagde sit navn vendte han dog blikket mod hende.

”Like the lawyer firm?” spurgte han som han genkendte efternavnet. Ikke fordi han nogensinde havde brugt deres firma, men navnet var kendt i hele Gaia. Hendes introduktion til stedet virkede ret så naturlig, så hun måtte vel tale sandt når hun sagde hun havde været der noget tid. ”Lonán Mícheál Ó Súilleabháin” sagde han med sin tydelige irske accent. Hvis ikke hans accent afslørede hvor han kom fra, så var hans navn i hvert fald en god indikator. Og paradis? Han havde nu aldrig forestillet sig at han ville ende i himlen, men her var han alligevel.

”So, Zitora – Why are we here?” spurgte han, men kendte godt svaret. Han vidste dog ikke hvordan han kunne spørge hende om hendes død uden at fornærme hende.

Som Zitora fortalte hvordan det hele hang sammen gav det mening for ham, men det var stadig svært at sætte sig ind i det hele. Dog kunne han godt fornemme at han nok selv skulle lære at tale i datid. Som hun nævnte Umbrella stivnede han en smule. Det var det som Tidus havde talt om, og der hvor Dexter kom fra – ikke? Det var han ret så overbevist om, men det ville være for underligt at det hele var forårsaget af et firma. Eller var det virkelig så underligt i en verden med varulve og hekse? Dog var hendes historie meget trist og Lonán følte nu at han også var nød til at dele sin historie.

”Well, maybe we are connected in some way. I was killed because of Umbrella too, in some weird way,” sagde Lonán og kunne ikke lade være med at smile over denne absurde situation. ”Tidus – my now former mate – he strangled me on the orders of Dexter. But it wasn’t Tidus’ fault! He was under a curse and well… Now I’m rambling,” mumlede han og tog sig til hovedet. Det hele var stadig nyt og minderne fra hans død var stadig så svære at forklare.

Lonán fandt det en smule sjovt at han stod her og var død og havde en fremmed kvinde der holdt om ham. Dog var der en del tryghed over det og han lagde også armene om hende. ”I’m sorry about you too,” sagde han en smule mumlende og trak sig væk fra denne kvinde. ”You seem very … Different?” sagde Lonán og kunne ikke holde et smil tilbage som han sagde det. Måske var det en fornærmelse for hende, men han håbede bestemt at hun tog det på en positiv måde.

”Is everyone around here like you, or am I just lucky to meet the kindest person in heaven?” sagde han og lo lidt for sig selv.

Lonán smilede skævt men vidste ikke rigtig hvad han skulle sige til hendes kommentar om at de rare blev sendt til himlen. Han følte ikke rigtig at han fortjente at være der. Nok havde han aldrig slået nogen ihjel, men han havde ikke været en artig dreng heller. Dog nikkede han som hun tilbød at vise ham rundt. Han fulgte roligt med og kom hænderne i lommerne på bukserne som han gik.

”So, Zitora, you worked at the Cowan firm before this?” spurgte han og ville gerne lære hende lidt at kende. Hvis han skulle tilbringe resten af sit efterliv her, så var han vel nød til at få nogle venner.

Lonán så sig om og følte sig ærlig talt overrasket over hvordan det hele så ud. Han smilede skævt som hun talte om hendes arbejde og det lød til at hun faktisk havde haft det godt på jorden. Som hun spurgte ind til hans liv trak han lidt på skuldrene, for han havde ikke lavet så meget årene op til hans død.

”Well, most of my life consisted of playing music and touring the world,” sagde Lonán og følte ikke det var så spændende at snakke om. Han kørte en hånd igennem hans hår og ruskede en smule op i det. Han lyttede dog opmærksomt som hun talte om sin søn og smilede lidt for sig selv. ”I lost a few friends back in Ireland because of the whole conflict,” sagde han med et trist smil og så rundt om dem. ”But I don’t know if they got up here,” sagde han og ikke kunne lade være med at grine en smule for sig selv. Det var måske for håbefuldt at skulle se hans gamle kammerater fra den tid, men et håb kunne vel flytte bjerge.

”Well if he can forgive, then maybe he should stop making war happen,” mumlede Lonán. Han ville ikke virke utaknemmelig, men han var trods alt vokset op med hele konflikten omkring Nordirland. En konflikt han trods freden stadig kunne føle var fastlåst i irerne. Selvom folk var glade omkring ham kunne han ikke finde det i sig selv. Døden havde aldrig været en rar tanke for ham, specielt ikke når man var født heks. ”Go back to the living, huh? Is it a big honor or something to be thrown back into that world he created?” spurgte han og rystede på hovedet af sig selv. Hvad havde han gang i? Her var hun så sød og venlig og forklare ham det hele, og han kunne ikke gøre andet end at være en pessimistisk satan.

”I’m sorry – I didn’t mean to sound rude,” sagde han oprigtigt og så Zitora i øjnene med oprigtighed. Det var ikke meningen at det skulle gå ud over hende, specielt ikke hvis hun havde en familie og elskede der ventede på hende på jorden. Som hun nævnte Tidus smilte han lidt – det var underligt, for selvom hans navn ikke længere stod på hans kraveben kunne han stadig huske følelserne. Eller var det bare minderne om følelserne han havde? Han var ikke sikker på hvad var korrekt, men hendes spørgsmål var lokkende. ”I don’t want to ask too much of you, seeing as you’ll probably be busy once you get back… But… If you could just tell him I don’t blame him? I don’t know if he heard my last words or not,” sagde han og bed sig i læben.

Lonán nikkede ved hendes ord. Han kunne godt forstå det hun sagde, for han genkendte det fra sig selv. Det var tydeligt hvordan denne himmel var så meget anderledes i forhold til den virkelige verden. Han ville nok tilbringe noget mere tid heroppe end han var villig til at indrømme. Som hun sagde at hun lovede at finde ham lo han svagt. Det var rart at kunne grine en smule selvom deres omstændigheder for at være der var anderledes.

”So, you have a big family?” spurgte han og satte sig på en bænk.

Som hun fortalte om det hele så Lonán forundret på hende. Det var ikke en historie man hørte hver dag, og det var næsten ikke til at tro. Før al informationen var gået igennem hans hoved ville han tro at det var en dårlig joke, men det blik hun havde fortalte noget andet. Alt hun sagde var sandt, og han var ret så overrasket. Han lænede sig lidt tilbage på den bænk han havde sat sig på og så på hende med et venligt smil. Det var underligt at hun kunne åbne sådan op om det hele, men det var vel noget atmosfæren her oppe gjorde muligt. Havde de mødt på jorden tvivlede han på at de ville have denne samtale. Da samtalen kørte over på ham så han ned i jorden.

”Well, my parents are still alive, but I’m their only child – I haven’t even dared to think about what my death must have meant,” sagde Lonán og bed sig i læben. ”If I ever go back, I don’t want to have the body I died in – too much pain is tied to that one, and it would be nice to start over,” sagde han overvejende og så nu op på Zitora med et skævt smil. Han rejste sig fra bænken og stillede sig over for hende.

”I grew up with only my parents, but they are still in Ireland – even after all the pain they have seen in the country they’ve stayed,” fortalte han. Det fortalte vel mere om hans forældres udholdenhed end noget andet.