the key word is trust ~ Niklaus ~xx

Sted ~ en af skolens gange .
Tid ~ 17:53.
Omgivelse ~Nogen elever og et par lære.
Vejr ~ det blæser og der er få skyer på himlen.
påklædning

Denja kom ud fra den stor hovedindgang til Akademiet, hun havde lige være inde og snakke om at få lov til at blive vejleder på deltid, så kunne hun også nå hvad hun ellers skulle selv om det mest bedstod af at hjælpe andre eller passe på hendes datter. Men lige i dag havde hun fået en til at passe hende, Denja viste godt at hun måske havde tiltro til for mange som indelig ikke havde fortjent det, men tja de havde ikke gjort hende noget i nu. hun var på vej hen til hendes motorcykel da en ung mand ikke meget ældre ind 18-19 år som fik hende til at stoppe op og vende sig om med hovedet på skrå.

*skulle han forstille og være død? hvad laver han så her eller er det en dobbeltgænger? jeg må heller finde ud af det*

Hendes tanker var med det samme begynd at køre da hun troede hun lige havde set en lidt ældre vation af hendes fætter som hun ikke havde mødt siden han var to år gammel og vis far havde sagt at han var død for to år siden, hun vente sig om og begynde at gå efter ham, hun skulle til at kalde på ham da hun kom til at tænke over hvad han hed, det var så irritere at hun aldrig kunne huske navne med minder det var nogen hun havde gået op og ned af i fæller år. Denja bliv mere og mere irriteret over ikke at hun huske det at hun kom i tanke om det, mens hun stoppede op igen og kalde spørgene så han ikke kunne undgå at hører hende.

"Niklaus?"

Det var aften og Niklaus manglede et eller andet at foretage sig. Nogle han kunne lege med. Han var på vej ud af akademiet da han svagt mærkede en stirrer på ham, men han tog sig ikke rigtig af det. Personen kunne stirrer på ham så meget de vil, men var ligeglad med mindre den person vil være hans. Han lagde dog godt mærke til det var en kvinde som så på ham, og han smilede stille for sig selv mens han gik videre. Han fornemmede at kvinden begyndte at følge efter ham, og det havde han ikke lige helt regnet med. Lidt efter hørte han pigens stemme, og standsede op. Vendte sig om mod hende, og så undrende på hende. Hvordan kendte hun hans navn? "Øm ja?" sagde han, og gik over mod hende. Standsede dog op nogle få meter fra hende af og betragtede hende. "Hvor fra kende du mit navn?" spurgte han. Han havde aldrig før set hende, eller ikke hvad han selv kunne huske af i hvert fald.

Denja stod i lang tid og betrækrede ham som om hun ikke havde hørt at han havde spurgt hende om noget, det var næste helt underligt at se ham, men hvad var han blevet til, et menneske var han ikke mere, det kunne hendes næse fortælle hende, hun flyttede kun sit blik fra ham i tid nok til at se sig om på gangen før hun igen så på ham med et skævt smile. "Jeg troede ellers at du var død. " sagde hun mere som en konstatering ind et svar på hans spørgsmål, "Det ville måske være bedst vis vi snakker om det et sted hvor der ikke er andre øre der kan høre. " hendes stemme var venlig, ikke på en overdreven måde men som om det faldt hende naturligt at være venlig overfor andre hele tiden.
*vis han er den rigtigt, så har jeg enlig to undskyldning for at besøge hans far igen og så kan min far få rode op i hvem han kan stole på og ikke*
Denja stod pænt og ventede på at han skulle svar hende mens hun tænke over de mulighedder som han måske kunne give hende uden at han selv viste noget om det, dog måtte hun finde ud af hvad han var blevet til for død var han ikke. Hun prøvede at fange hans blik for at se hvordan han havde reageret på det hun havde sagt og ikke havde svaret ham på for det var med vilje hun ikke havde gjort det.

Han stod og så på hende, ventede på hun vil svare ham på hvor fra hun kendte hans navn fra. Hun sagde det dog ikke, og han så sig selv om da hun gjorde. Han så undrende på hende da hun sagde, at hun troede han var død. "Død? hvorfor skulle jeg være død?" vil han gerne vide. Hvem havde sagt han var død? Han havde ikke selv sagt det. Han var ikke sikker på hvem som kunne ha påstået han var død. Han lagde dog hovet let på skrå da hun sagde det nok var bedst hvis de snakkede et sted ingen andre ville kunne høre dem. Han smilede over det da han så nemmere kunne gøre ting ved hende, eller det var da hvad han håbede på. Han kendte hende ikke, selvom hun vist virkede til at kende ham, men han var ligeglad med det. "Jo burde vi nu nok gøre. Vi kan gå hjem til mig og snakke? Der er ingen andre der?" Han havde et hus i Gaia selvom han gik på skolen.

"Jeg skal nok svar på dine spørgsmål, Niklaus. Men spørgsmålet er om du vil tro på mig" Hun flyttede ikke blikket fra ham og hævede et øjenbryn da han snakkede om at de kunne gå hjem til ham, hun var ikke helt sikker på om han viste hvad hun var, men på den anden side viste hun heller ikke meget om ham. "Det er ikke alle man skal invitere indenfor, der er et kontor længere ned af gangen hvor der næsten aldrig kommer nogen."  Hun havde ikke rigtigt haft noget i mod at de var taget hjem til ham, men det havde lyt lidt som om at der ville opstå en eller anden from for uenighed mellem dem og det gad hun enlig ikke at spilde mere tid på en højeste nødvendig. Denja smilede skævt før hun vente sig om og gik ned af gangen med det kontor hun havde snakket om, uden at vente på at han svarede eller fuldt efter, han måtte selv vælge om han ville vide mere eller ej. "Din far er bloddæmon ikke?" havde hun spurgt før hun var begyndt at gå.

Han så undrende på hende. Hun ville svare på hans spørgsmål? og hun var ikke sikker på, om han ville tro på hende? Hvem i alverden var hun mon? Han ville gerne vide det. Han kunne godt se, at det vist undrede hende lidt, da han sagde de kunne gå hjem til ham. Fnyste let over det hun sagde, at det ikke var alle man skulle invitere med hjem. "Og hvorfor så ikke? Tror du ikke jeg vil kunne klare mig mod folk eller hvad?" spurgte han. Det var lidt sådan han tog det, at hun ikke troede han kunne håndtere folk, og at de ville komme tilbage og gøre noget mod ham, men han var ikke bange for det. Han sukkede dog let over, at hun ville bruge et af kontorerne. Der vil han ikke kunne gøre meget mod hende, og slet ikke det han ville. Han så chokeret på hende, da hun sagde hans far var bloddæmon, lige inden hun gik. Kendte hun hans far mon? Han ville faktisk gerne vide mere nu, og fulgte så bare roligt efter hende hen til det kontor hun nu en gang valgte.

Denja stoppede op ved en dør og åbnede den mens hun stod og ventede på at han ville gå indenfor, hun lukkede døren bag sig og gik om på den anden side af skrivebordet som stod i den ene ende af lokalet, lystet var stadig tændt da de kom ind som et tegn på der havde været nogen før dem. " Tag bare plads Niklaus, du kan bare spørge, jeg svar så godt jeg kan på det du gerne vil vide. " sagde hun lige frem mens hun pegede på et par stole på den anden af bordet, lige over den stol hun selv var ved at sætte sig i var der et billede af to mænd der var tæt knyttet sammen, billedet var tydelig vis gammelt og lettet støvet, Denja sad og tænkte lidt før hun tog det ned og lå det på bordet mellem dem, ud at sige noget om selve billedet. "Jeg tvivler ikke på at du ikke kan klare dig mod folk Niklaus, også selv om du ikke længer er et menneske er jeg sikker på hvordan du vil klare dig over for dæmoner, jeg prøver ikke at fonærmerne dig, jeg vil gerne lave en handel med dig, uden at vi skal til at slås. " hendes stemme var rolig men bestem og hendes blik veg ikke fra ham mens hun talte til ham. Hun holdt øje med ham, det kunne godt være hun viste mere om ham ind han gjorde om hende men det betød ikke at hende mål ville skræmme ham uden han selv ville have det, dog kunne hun ikke helt finde nogen følelser ved ham ude over at han blev overrasket og vred ind til nu, men hun var ikke længere i tvivl om hvad han var.

Han fulgte med hende, og ventede på hun åbnede døren, som hun var standset op foran. Han gik ind da hun havde åbnet den, og gik med over til skrivebordet, hvor han satte sig i den ene stol, da hun sagde, at han skulle tage plads. Han så sig lidt om, inden han lod blikket lande på kvinden foran ham. Studerede hende lidt tid, inden han valgte at sige noget. "Okay først og fremmest, hvem er du? Hvor kender du mig fra? Og hvordan kende du noget til min far?" spurgte han. Han brød sig ikke synderligt om, at hun så ud til at kende ham, når han ikke anede hvem hun var. Han lod blikket falde på det billede som hun lagde på bordet mellem dem, men sagde intet omkring billedet. Det var ikke det som interesserede ham lige nu, men derimod hende. Han lyttede til det hun sagde, at hun ikke tvivlede på, at han kunne klare folk. Han hævede dog et øjenbryn, da hun sagde, at hun var sikker på, hvordan han ville klare sig over for dæmoner. "Jeg klare skam dæmoner meget fint tak" knurrede han, da han havde taget det som, at hun ikke troede, han kunne klare dem på nogle måde, men der tog hun fejl af ham. Da hun nævnte en handel, så han roligt på hende, og lagde albuerne mod bordet og foldede sine hænder, som han let hvilede hovedet i. "En handel siger du? Hvilken slags?" Han lød lidt som om han ikke vidste om han var interesseret i det. Dog vil han gerne vide hvad det var hun ville.