I'm not in the mood

Han trak på skulderne og gav et mindre suk fra sig "Maybe it won't, but he hurt someone I love, and even though I am over 3.000 years old, I don't like when someone does that" indrømmede han som hans blik mødtes med hendes. Han var meget beskyttende overfor hende, og var ofte klar til at gøre baggrundtjek på de i hendes liv, som han ikke var så sikker på. Så hendes fremtidige kæreste, havde i den grad et hårdt liv foran sig, for ikke nok med at han ville tjekke alle detaljer om fyren. Han ville også ytre at skulle fyren knuse hendes hjerte, så ville han nok hurtigt ønske han ikke havde, for nok var han så smilende og charmerende i sin normale daglidag, men hvis folk gjorde skade på hans børn, eller hans nærmeste, så blev han meget hurtigt alt andet end dette.
Han smilede bredt, og genkaldte krammet som hun havde givet ham. Han hævede dog spørgende øjenbrynet, som hun med et rejste sig fra sofaen, og begav sig hen til sit anlæg, og i starten troede han bare, at hun ville tænde for lidt musik, så de havde noget at lytte til i baggrunden, mens de nød af hinandens selskab. Men han vidste straks hvad der skete, da hun satte sangen på, og specielt som hun kom hen til med hånden imod ham "it would be an honor" han lagde sin hånd i hendes, og rejste sig fra den bløde sofa. Han lod hende træde op på sine fødder, mens hans ene hånd fandt sin vej til omkring hendes liv, og den anden endnu holdte hende i hånden.

Lucille smilede ved hans ord, for han var virkelig skør at høre på til tider. De vidste begge at hævn ville der ikke komme noget godt ud af, men det var vel altid sjovt at lege med tanken. Som hun rejste og satte sangen på kunne hun se hans spørgende blik, og hun lo stille. Dog som tonerne flød fra anlægget kunne hun se genkendeligheden i vampyrens øjne. Hans ord om at det ville være ham en ære fik hende til at grine lidt som hun stillede sig op på hans fødder. Det var ikke noget de gjorde tit, men når verdenen ikke kiggede elskede hun at være sammen med Alexander på denne måde. Livet i medierne kunne være hårde for dem begge, men de havde lyspunkterne i disse øjeblikke. Hvor de bare kunne forestille sig væk til en anden verden. Hendes bare fødder ramte toppen af hans og som han tog armen om livet på lo hun glad. Han svang hende let rundt, for det første fordi hun ikke vejede ret meget, men også med det faktum at Alexander var vampyr. Hun lukkede øjnene svagt og lænede sit hoved mod hans bryst. Det var her det skønne øjeblik blev afbrudt af hendes ringetone over højtaleren. Lucille stivnede en smule, for hun ville ikke ud i den verden endnu. Dog bed hun sig i læben og gik over til mobilen. Nummeret var ikke kodet ind, men hun genkendte nummeret og begyndte svagt at ryste af vrede. Hun fjernede mobilen fra anlægget og lagde det op til øret. Hun vidste at hvad end den mand havde at sige, ville Alexander nemt kunne lytte med.

”Lucy, where are you! I’ve been looking all over for you, and I’m worried sick!” lød Donovans hårde stemme i den anden ende af røret. Lucille mærkede sin mave dreje indeni sig. Hans stemme fik hendes læber til at dirre som hun tog et fastere greb omkring mobilen. Hun kunne ikke svare ham, men han lød til at give en vred lyd fra sig. ”Don’t tell me you went running to that flirty prince!?” skreg Donovan vredt. En lyd af noget der blev smadret i baggrunden, og Lucille hoppede en smule af overraskelse. Det lød som om han var ved at rasere deres lejlighed. Hvad kunne hun sige? Hun var jo ikke løbet direkte til Alexander, men han var den eneste ud over hendes mor og Anne som hun kunne klare at være sammen med lige nu. Hun havde behov for sin ven ved hendes side og hun sukkede i røret.

”He can’t take you from me! But I guess I was not the first one to cheat!” skreg Donovan opædt af vrede. Lucille rystede på hovedet af vrede, for hvor vovede han at påstå det. Donovan kom med endnu en frustreret lyd, som om der nu røg tallerkner på gulvet. ”You don’t get it! He doesn’t love anyone but himself! It’s all over the tabloids how he fucks around with people!” skreg Donovan vredt. Den måde som han nu omtalte Alexander på fik hende til at se rødt af vrede.

”Don’t … Say … That …” var alt hun formåede at sige før hun lagde på og lagde mobilen en smule hårdt mod bordet. Hendes hænder rystede af vrede nu, og hendes øjne var fulde af tårer. Kunne han ikke bare lade hende være?

Som de svang rundt, mindede det ham helt om de bal de havde været til eller de gange han havde taget hende med på stranden, hvor de dansede til solnedgangen. Hvor dette måske kunne se romantisk ud fra andre, var det ikke det for dem, men det var nok også fordi de havde ne forbindelse til hinanden, der var dybere end hvad man i første omgang skulle tro. Han blev dog kastet ud af både dansen og sine tanker, da man hørte Lucy's mobil ringe, og ud fra hendes reaktion, kunne det ikke just være det bedste i verden. Han forblev stille, og selvom det måske ikke var anstændigt at lytte med, kunne han ikke rigtig selv bestemme det, han kunne trods alt ikke bare slukke sine ører. Så da den velkendte stemme dukkede op, knyttede han straks sine næver, som vreden pumpede op i ham. Den mand fortjente ikke hendes kærlighed, han fortjente ikke engang at trække vejret.
Han lyttede med som samtalen, der var ret så ensidigt, begyndte helt bekymret, også meget hurtigt tog en drejning til at blive aggressive. Selvfølgelig vidste idioten, at hun var sammen med ham, de to var nærmest fanget ved hoften af hinanden. Dog som trusler om at hun havde været ham utro kom op, rynkede han brynet, idioten eller rettere svinet havde været den eneste, som havde været nogen utro. Han gav et suk frem, som kommentaren kom til ham selv, og hvad bladende altid havde været så gode til at sige. Så da Lucy lagde sin mobil fra sig, vandrede han hen og tog den op "Hello Donovan, or should I say moron? and before you say anything, this is my time to talk" knurrede han gennem røret "I've listen to you and your fucking idiot words the last many years, and I've holden back because I care for Lucy, but since you're no longer together I won't hold back" hans ene hånd rystede, og det var tydeligt han var tæt på at blive aggressive "If you call this number, show up at her place or at much as breath in her general direction, I will call some people who will make it look like you died of natural causes. I will destroy your fucking life you imbecile" nærmest råbte han gennem røret, og han lod ikke svinet nå at give meget af et svar, før han lagde på. Dog tjekkede han nummeret til idioten, og skrev det ind som en note i sin egen mobil, således han kunne sikre nummeret blev blokeret.

Som Lucille fik lagt mobilen fra sig var det som om en lille sus af luft blæste mod hende som Alexander hurtigt havde taget mobilen til øret. Hun stivnede en smule, for hun havde sjældent set vampyren på grænsen til den aggressive side. Dog havde hun set hvordan han havde trådt til når de havde været ude i byen og hun havde været utilpas. Lucille kunne ikke andet ind at stå og ryste en smule efter Donovans ord. Vreden boblede i hende, men hendes hjerte skar som om det havde svært ved at slå for bare hjertesorg. Hun fik sig sat på ryglænet af sofaen, bare for ikke at kollapse på gulvet. Alexanders ord var sandfærdige, og den unge banshee vidste at den mand i lokalet med hende havde mere magt en hun tænkte over til dagligt. Donovan lød til at stivne som han hørte den faretruende stemme, og hendes eks virkede til overhovedet ikke at kunne finde nogle ord. Hun åndede en smule lettet ud som Alexander lagde på og hun lagde en hånd mod sin pande, det var også derfor hun ikke lagde mærke til at han noterede noget nummer ned.

”Lex,” bad hun stille og tog hans hånd. Det var ikke retfærdigt at han skulle blive så vred over Donovan. Havde hun vidst bedre havde hun aldrig taget den, men der var vel altid en del af hjertet der håbede. Hun gav hans hånd et klem og rykkede let i ham for at få ham over til sig. ”He doesn’t deserve your anger, love,” mumlede hun og følte sig dum for at forsvare den undskyldning for en mand som Donovan var. Men hjertet ville ikke altid samarbejde med hjernen. Hvis det havde været så nemt, kunne hun have holdt sig glad resten af livet. Hun rejste sig op og stillede sig på tær, dog var der stadig ufatteligt langt op til Alexanders ansigt. Hun hvilede derfor sin hage mod hans bryst og så op på ham med sine blå øjne.

”I think I need sleep, if I’m going to look just a little bit normal for tomorrow,” sagde hun og lukkede øjnene som hendes hage hvilede sig mod hans bryst. Der var en del af hende der ikke ville være alene efter den samtale med Donovan. Hun vidste jo godt hvad de skrev om Alexander i sladderbladene, men hun var ligeglad med hvor meget sandhed der var i de historier. Så længe han var den Alexander hun kendte, så havde hun ikke behov for mere viden end det. ”Could you stay? If not the whole night, then just until I fall asleep?” bad hun.

Han viste det ikke ofte, og det var virkelig ganske få, som virkelig kendte til dette, men han havde lidt af et temperament, specielt når det endelig blev triggered, hvilket ofte kom med advarselstegn i formen af hans hænder der begyndte at ryste. Dog som Lucy tog hans hånd i sin egen, og begyndte snakke til ham, forsøgte han at holde sig selv i kontrol, han var trods alt ikke en fan af at miste alt form for kontrol. Han lod hende endda rykke på sig, og som de kom til at stå ovr for hinanden, mødtes hans blik med hendes "I know, but I can't help but feel like wanting to end his miserable life" indrømmede ham med et skuldertræk. Han var altid typen, som dannede tætte bånd med andre, hvilket også betød at han virkelig bekymrede sig om andre folk, og skulle en person han holdte af være såret, eller komme i farer på grund af en anden, var han ikke ræd for at misbruge sin magt, til at gøre noget ved situationen.
Han havde lagt sine arme omkring hende, mens hun havde hvilet sin hage imod "In my eyes you will always look beautiful" sagde han med et blidt smil på læberne "Of course love" han fjernede sin ene hånd fra omkring hendes liv, og lod den blidt glide gennem hendes hår, før han fjernede sig "Well I suppose I should dress down a bit then" han fjernede sine sko, og begav sig ind til hendes soveværelset, hvor han også åbnede sine bukser op "I hope it's okay I dress down to my boxers?" spurgte han, som hans øjne fulgte hende med et nysgerrigt udtryke.

Lucille vidste de tegn der var på Alexanders vrede, men hun var ikke bange for ham. Folk kunne kalde hende dumdristig alt de ville, men hun vidste at hendes kæreste ven aldrig ville skade hende. I hvert fald ikke med vilje. Hun rystede blot på hovedet af hans ord og lod bare sin hage hvile mod hans bryst. Hans beskyttende arme fik hende til at sukke blidt, og hans kommentar fik et lille smil på hendes læber. Det var som om han altid kunne få hende til at smile uanset hvad. Hun lukkede øjnene svagt som han kørte en hånd gennem hendes hår. Hvorfor kunne livet ikke bare være simpelt? At være sammen med Alexander var så rar at være i rum med, og det var som om hun ikke skulle gøre noget for at han var tæt på hende. Nogle ville kalde det en farlig grænse, at ligge halvnøgen med en anden mand efter et brud, men Lucille så det bestemt ikke sådan.

Lucille fulgte blot efter ind på soveværelset. Sengen i sig selv var stor nok til tre personer, og Lucille var bestemt ikke typen der kunne prale af at fylde forfærdeligt meget. Hun nikkede bare af hans kommentar. Selvfølgelig var det i orden. Forsigtigt fik hun fjernet et par tårer inden hun løftede kjolen op over hendes hoved. ”It’s fine,” sagde hun stille. Alexander havde før set hende i badetøj, så det her var vel ikke spor anderledet. Derpå kravlede hun ned under dynen og gemte sit hoved væk i en pude. Hun var træt, men hun kunne ikke få sig selv til at sove før Alexander havde lagt sig ind til hende.

Han hadet at se hende i at humør, andet end det af glæde, men det betød dog også, at han ville gøre alt for, at hun igen ville kunne føle en glæde. Tankerne om Donavan ville forsvinde, og en dag ville det være, som havde det hele i virkeligheden ikke været vigtigt. Men nu havde han jo også selv levet i mange mange år, så hans syn på den slags ting, som f. eks tid, var ikke nødvendigvis altid, det som alle andre havde, men med alderen blev tiden vel også mere noget relativt, end noget fængende. Som hun sagde god for, at han kunne ligge i sine bokseshorts, begyndte han at åbne op i sin skjorte. Ganske vist tog hun også sit eget tøj af, men de havde set hinanden meget letpåklædt før, så det var ikke nødvendigvis, fordi det faktisk gjorde så forfærdelig meget igen.
Efter at han havde smidt sine bukser, kravlede han ind under dynen, hvor han blidt trak hende hen til sig, så hun kunne ligge op imod hans bryst, med ham der havde armen om hende "No matter what happens, I'm always going to be there for you" han strøg hende blidt hen over overarmen, og han gav toppen af hendes hoved et blidt kys "As long as I'm around, you'll never be alone, and I'm always just a phonecall away" han gav hende et blidt klem, og smilede for sig selv. Selvfølgelig ville han altid være der for hende. Den slags kom næppe til at ændre sig, så for hans fremtidige potentielle kærlighed, måtte vedkomne leve med, at han eller hun, nok på mange måder ville komme ind som nummer 2 eller 3, bag hans børn også det af Lucy.

//Out<33//