I'm not in the mood

Tid: Lørdag aften, omkring klokken 22:30
Sted: Raymond Street nr. 3 (Lucrezias hus)
Vejr: Køligt udenfor, men ingen sne
Påklædning: Udseende og tøj
Bemærkning: Svar på få linjer. Starter ud i Lucrezias hus, ender nok i byen/til fest.

Dedikeret til @Alexander


Lucille havde været hjemme i Gaia siden tirsdag eftermiddag hvor hun havde mødt sin storebror Tidus for første gang. Det var ikke fordi det havde gået alt for godt – nok fordi de havde mindet så meget om hinanden. Lucille trak tæppet op omkring sig og tog sit vinglas fra sofabordet. Pejsens flammer knitrede som hun så på sin mobils skærm. Hun kiggede igennem de forskellige sociale medier for at se om hun gik glip af noget, men der var knap nok noget der kunne distrahere hende. Hun tog en slurk af sin vin og så pludselig et kendt navn poppe op på sin skærm. Alexander ringede. Hun klikkede lidt med neglene på skærmen, men valgte til sidst at tage den.

”Hello your Highness,” sagde hun i en drillende tone, dog vidste hun at Alexander ville kunne høre tristheden bag hendes drillende stemme.

Påklædning
- Tøj + Sko Han er iført en mørkeblå skjorte og et par mørke bukser. Han har sorte sko på
- Hår + Skæg Hanhar mørkebrunt kort hår. Han har skægstubbe
- Accent Britisk (På kanten til Posh)
- Andet Han er 2,03 meter høj. Han har en dagslysring på. Han besidder evnen Absolute Charisma, hvilket gør ham meget charmerende

Han vidste at Lucille ikke havde det alt for godt, hvilket også gav mening, taget i betragtning af, hun næsten lige var gået fra sin kæreste. Nok var det lang tid siden, at han sidst havde været med en anden, så var dt aldrig nemt, at bryde den slags bånd, man havde trods alt lært at elske hinanden, også med et var den kærlighed forsvundet og man vidste ikke hvad man skulle gøre ved det. Så han forstod godt hvorfor, at hun gerne ville burer sig inde, og dog kunne han ikke tillade det. Så med et trak han sin mobil op, hvortil han ringede til hende, blot for at høre hendes stemme, også hører hvordan tingene gik, måske få lokket hende ud af hjemmet. At han så samtidig kørte rundt i sin bil, var vel blot en mindre detalje.
Han smilede som hun tog mobilen, og dog på trods af den drillende tone i hendes stemme, kunne han også hører sorgen "Hey gorgeous, I'm taking you out, so get your pretty butt ready" han var en stædig mand, og hun ville nok vide, at han næppe tog et imod et nej "or at least I'm coming over, so you don't get all too lonely" forslog han derefter.

Lucille havde svært ved at skjule noget for Alexander, og det var tydeligt at han ringede med en hensigt. Hun bed sig i fingeren og smilede mod mobilen som hun hørte på ham. Det var som om han altid kunne få hendes humør op, bare ved at snakke. Dog ville denne smerte ikke gå væk, bare fordi han sagde nogle ord. Hjertesorger havde deres egne måder at løse sig på, men hun havde aldrig haft dem før nu. Nok havde hun da vidst at forholdet var ment til at ende, men man holdt vel altid fast i håbet. Dog var dråben faldet som hun havde fundet hendes eks i sengen med en anden kvinde.

”I got my wine, I’m ready to play sad songs and I got a blanket – why would I need to go out?” spurgte hun og smilede lidt for sig selv. Hun havde ingen planer, men hun havde egentlig ikke lyst til at tage ude. Alkohol ville hjælpe, men kun så længe hun havde det i blodet. Når rusen var væk ville hun vende tilbage til den følelse hun havde lige nu, og hun frygtede lidt at det ville gøre det hele værre. ”I’m at my mum’s, so just stop by if you want,” sagde hun og vidste at hun bestemt ikke kunne holde ham væk.

Han rynkede brynet, som hun fortalte hvordan hun havde sin vin og sin sørgelige sange, og derfor i teorien ikke behøvede at tage ud. Han vidste hun havde buret sig inde, endda så meget at de fælles venner de faktisk havde, havde haft spurgt bekymret efter hende, og dog havde han ikke forventet det som så slemt. Dog som hun faktisk kom med stedet, for hvor hun befandt sig, satte han gang i bilen igen "I'll be there in five minutes" hvortil at han lagde på, også begyndte han ellers at køre. Det gode ved at være en vampyr, betød også at man havde gode reflekser, og det var derfor sjældent, at han faktisk kørte galt, eller at noget for den sags skyld kunne overraske ham.
Det tog ham ikke lang tid, før han nåede frem itl Lucrezia's hus, hvor han så her parkere bilen, også med sin vampyriske fart, kom op til hoveddøren, så hurtigt som ingenting. Han bankede på døren, for nok kunne han tvinge sig selv ind, men han ville heller ikke overraske hende mere end højst nødvendigt.

Som der blev banket på døren rejste Lucille sig fra sofaen, men tog tæppet med sig pakket tæt om sin krop. Da hun åbnede døren og så Alexander smilede hun en smule forlegen. Hun havde aldrig været typen der havde ondt af sig selv, tværtimod havde hun kæmpet det meste af hendes liv for at være stærk og selvstændig. Hun så op på sin høje ven og stillede sig på sine tæer for at tage om ham. Hun kunne ikke længere græde, for de tårer var faldet, men som hun slap ham følte hun at det hele nok skulle gå. Hun trådte ind i huset og signalerede at han bare kunne komme ind.

”I’m sorry that I’ve kind off gone off the radar – even my agent is trying to call me twenty-four-seven,” sagde hun og forsøgte at lysne humøret en smule, men det var svært med et hjerte der var så bristet. Hun satte sig i sofaen og lænede hovedet tilbage mod ryglænet i det fint indrettede hjem. Sidst de havde set hinanden havde hun haft ret så langt hår, men det var nu klippet til over hendes skulder. ”I honestly wouldn’t have let you see me like this, if it weren’t because I’ve missed you,” sagde hun.

Som hun lagde armene om han, lagde han sine om hende, i et blidt kram. Nok havde de måske ikke kendt hinanden i super mange år, men hun betød alligevel meget for ham, og hun var med andre ord en af hans kæreste venner. Det forklarede måske også, hvorfor at han kørte hjem til hende, på dette tidspunkt af aftenen, i stedet for at tilbringe tid med en elsker eller to. Hun var en som han ville gøre næsten alt for, hvilket igen forklarede hvorfor han var her med hende, og ikke i gang med en trekant, eller andet seksuelt. Han gav hende et blidt kys mod hendes pande, som han gik med indenfor "it's okay, but next time you better call me, or else I'm gonna do the thing you don't like" han skød underlæben frem, og skabte hvad man bedst kunne beskrive som hundehvalpe ansigtet, et han havde forbedret gennem de sidste mange år.
Han satte sig ned ved siden af hende i sengen, og lagde blidt armen om hende, så hun kunne putte sig ind imod ham "You look beautiful, as you always do" han strøg sin hånd op og ned af hendes arm "I've missed you too" han hvilede sin kæbe imod toppen af hendes hoved.

Hans kys på hendes pande fik hende til at sende ham et smil, og hun lo en smule af hans hundehvalpe ansigt og så væk. Som de satte sig i sofaen lænede hun sig automatisk op af ham. Det var underligt hvor nære de var hinanden, men der havde aldrig været noget romantisk – eller hun synes da han var rar og dejlig at være sammen med, men hun havde jo været så optaget af sit eget forhold. Hans ord var altid så opmuntrende, men hun havde aldrig set det som om han forsøgte at charmere sig ind på hende. For det var der ikke behov for – han havde en plads i hendes hjerte uanset hvad.

”I look like I’ve taken a hit to my face,” lo Lucille af hans kommentar med hendes ansigt. Hun havde tydeligvis grædt en del, men hendes ansigt var ikke længere så hævet som det havde været i starten af det hele. Hans hånd der nussede hendes arm gjorde hende tryg. Hvorfor kunne hun ikke bare stoppe tiden og sidde her hvor hun følte sig tryg? ”Everyone tells me I’ll get over this heartache, but it just keeps on coming back – even my mother has had a hard time trying to cheer me up,” sagde hun som hun lå op af ham. Alexander vidste hvor tætte hende og hendes mor var så det var vel i og for sig underligt at hendes mors ord ikke havde hjulpet.

”Even Anne has had a hard time,” sukkede hun og så op på Alexander der bogstaveligtalt tårnede sig over hende, trods de sad i sofaen sammen.

"I've seen people who has taken a hit to the face, and you my dear don't look remotely like that" pointerede han, som han gav hende et blidt klem imod sig "Maybe you're a bit puffy, but a bit of ice can quickly change that" De fleste havde alt kommenteret, hvordan det var underligt de to ikke var sammen, specielt set på hvor tætte de egentlig var, og han havde da også fået en del spørgsmål, til hvorvidt de to havde haft sex. Selvom hun da var en meget attraktiv kvinde, og havde han mødt hende under andre vilkår, nok også ville havde forsøgt at komme i bukserne på hende, så så han hende bare ikke på den måde, og det var han sikker på han nok aldrig ville.
Han lyttede med, som hun forklarede hvad folk havde sagt til hende, og hvordan selv hendes kære mor eller Anne, ikke rigtig kunne få gjort det hele bedre "I'm gonna tell you the one thing people don't often say about heartache" han så ned imod hende med et smil "they suck, and it hurts so much that you feel like screaming, and you just want to curl up in the bed and never see sunlight again. But it is going to get better, it might not today or tomorrow, but someday it will feel like a distant memory" med sin frie hånd, strøg han hende blidt over kinden "and you will wake up one day, not feeling this gut wrenching pain, but the thing is you have all these people who loves you, and it won't get easier if you push them away" han talte egentlig af god erfaring, specielt efter han havde fået sit hjerte knust af sin første store kærlighed.

Lucille sukkede, eller åndede hun bare ud på nuværende tidspunkt? Det var som om den charmerende vampyr altid vidste hvad han skulle sige og hun smilede skævt til ham. Nok havde sladderbladende ofte snakket om hvordan de var et hemmeligt par, men den følelse havde hun aldrig haft mod Alexander. Han var som en bror der altid var der når hun havde brug for det. Som han snakkede om hjertesorg kunne hun genkende alle de følelser, men desværre hjalp hans ord ikke. Måske ville det hjælpe senere, men på nuværende punkt var hun så ødelagt indeni at hun bare havde lyst til at gemme sig væk.

”I know that it will go away, but he was the love of my life … Or well I thought he was, because now I just want to pull his heart out and stomp on it like he did to mine,” hviskede hun og gemte sit ansigt ind i skulderen på Alexander. At finde den man holder af i seng med en anden gjorde ondt, specielt når hun havde ofret så meget for at de kunne være sammen. ”He keeps calling me, trying to get me back, and so many times I’ve wanted to,” hviskede hun og indrømmede hendes svage side. Hun var måske ofte modtaget som kold og stilfuld foran resten af verdenen, men inderst havde hun et stort hjerte der bare ønskede at finde en at dele sit liv med.

"We all believe our first loves to be the greatest" medgjorde han med et suk, han kunne huske hvordan han som en ung mand, troede at Luna ville være hans eneste ene, at de skulle være sammen for evigt, også kom bruddet, et han aldrig havde set komme. De havde været sammen i 23 år, da det skete og han kunne huske hvordan han trak sig ind i sig selv, og ikke rigtig forlod sit værelse, det var endda så slemt, at han til tider var tvangsfodret med blod, fordi han ikke gad spise noget "you know I could have that arranged, all I have to do is call one person, and he will disappear, it will be as if he never existed" han trak let på skulderne, og trykkede hende igen blidt ind imod sig. Det var vel et par goder ved at være en kronprinsen, netop at han havde en masse gode forbindelser.
"you deserve so much better than him, you're the most beautiful and amazing woman I've ever seen or had the pleasure of knowing" Hans fingre røg blidt op langs hendes arm "and any man who thinks otherwise is a fucking moron. So tomorrow we're going shopping, we need to get your confidence back!" forslog han med et bredt smil.

Lucille rettede sig lidt som hun sad ved ham, men ikke fordi hun følte sig utilpas. Tværtimod ville hun kunne sidde her i evigheder hvis hun fik lov. Der var bare noget ved hans hånd der rørte ved hende og hans arm der var klemt så godt om hende at hun ikke kunne gøre andet end at føle sig hjemme. Var det underligt? Var det underligt at hun altid havde følt sig hjemme i hans arme og ikke hendes ekskærestes? Lucille vidste at kærlighed var en størrelse som få kunne forstå, og hun var bestemt ikke ekspert i det. Men hendes kærlighed til Alexander gik over alt andet omkring hende. Hans ord om at han kunne få det arrangeret fik hende til at ryste på hovedet og grine en smule. Selvom det nu var en lokkende tanke, så ville det ikke være det værd. Hans ord, hvis taget ud af kontekst, kunne nærmest lyde som en kærlighedserklæring til hende, men hun vidste bedre.

”I wish I could just have someone to take my heart and make me not feel like this right now,” mumlede hun og lagde sig nu ned på sofaen med sit hoved i hans skød. Han var så behagelig at være sammen med, som et tæppe der lagde sig om hende og varmede hende i den kolde nat. Hans ord om shopping fik hende til at grine lidt. ”Shopping? But you always hate it when I try on the tenth outfit for the third time,” sagde hun drilsk. Nok var han stilfuld, men han havde altid styr på hvad han skulle have på. Selv skulle hun prøve tingene flere gange før hun kunne besluttet sig.

”But then you would have to be the one carrying all the bags,” sagde hun med et smil og så op på ham fra hendes plads ved hans skød.

Som hun lagde sit hovedet på hans skød, strøg han sine fingre gennem hendes blonde hår, det var sjovt hvordan han så sjældent havde kvindelige venskaber, og for den sags skyld mandelige, oftest endte han op med at have sex med dem, og dog med Lucy, var det noget helt andet. Hun havde været der for ham, når han gik gennem enkelte svære perioder, og han ville altid være der for hende, når hun have brug for ham "Well I might just have to sacrifice that for you, plus I need new clothes and you need a spiritual makeover" forklarede han med et smil på læberne. Ikke fordi hun ikke så godt hun, men hun skulle have sin selvtillid igen, huske hvilken smuk kvinde hun i virkeligheden var "For you I would carry every single bag" han smilede blidt til hende, og sukkede, som han satte sig bedre til rette, endnu med Lucy's hoved liggende på sit skød.

Lucille smilede op til den charmerende prins som han sagde at han var villig til at ofre hans tålmodighed en smule for hendes skyld. Hun rakte hånden op og kærtegnede hans kind, for det var svært at gøre andet. Han var der altid for hende, og han var også den første hun havde fortalt om Donovans utroskab med en anden kvinde. Nok var Alexander en fri sjæl der havde seksuelle relationer med forskellige personer som han lystede, men han kunne alligevel være der for hende.

”If life had been easier I think I would just marry you,” sagde hun og lo lidt. Det var ikke fordi de ikke havde lavet sjov med deres forhold før, og det var langt fra første gang de havde snakket om at gifte sig. Men Alexander var kronprins, og selvom hun elskede ham ville hun nok ikke kunne elske ham som en kone.

Han smilede bredt til hende, dog var det et smil, modsat så mange af hans andre charmerende, som faktisk var sandfærdige og blide, men nu var hun heller ikke hvem som helst. Så da hun lagde sin hånd imod hans kind, vendte han sit ansigt ind imod den, som fandt han faktisk en tryghed ved hendes berøring, og hans frie hånd blev også lagt oven på hendes. Hvis der var en, som han kunne komme til med en masse ting, så var det nok hende, og det var noget han vidste, ligesom hun vidste, at hun kunne komme til ham med alt. Hun var en af de få, som uden videre kunne crashe hos ham, eller ringe til han hvornår end han skulle have lyst, også selv hvis han var sammen med en anden.
Han klukkede over hendes kommentar "Who wouldn't want to marry me? I mean I'm devilishly handsome and charming, and that's not even taking in the fact that I'm the future king" pointerede han drillende. Nok var dette noget de ofte jokede om, men det ville næppe være noget, som faktisk skete, han så hende for meget som en søster, til faktisk at ville gøre den slags. Det var nok også derfor, at han endnu ikke havde forsøgt at charmere sig ind på hende, alt for ikke at ødelægge det venskab de havde gang i.

”You forgot stubborn, thick skulled and narcisistic,” sagde Lucille drillende og klappede ham på kinden mens hun stadig havde sit hoved i hans skød. Hun sendte ham et skævt smil og var taknemmelig for at han var her hos hende og ikke en af hans mange elskere. Måske var det derfor deres forhold fungerede så godt? Sex bragte altid så mange følelser i spil, og det her var så let. Så enkelt og uden nogen binding. Hun lukkede øjnene og sukkede opgivende af sig selv. Det var let at se at hun var langt fra sit normale jeg som hun lå her. Normalt var hun boblende og klar til at male byen rød, men den her uge havde været den værste i hendes liv. Nok var hun ung i forhold til vampyren hun lå ved, men det gjorde ikke denne følelse lettere.

”I got to meet my big brother this week – you know the love child,” sagde Lucille og vidste at hende og Alexander ofte havde snakket om deres opvækst sammen – noget hun ofte ikke delte med andre. Hun havde vel fortalt ham alt der var værd at vide om hvordan hun var datter af en mand der mere eller mindre havde tvunget sig på hendes mor. Bare tanken gjorde at hun følte sig beskidt, og hun klemte øjnene hårdere sammen. Hvor Tidus var skabt af deres forældres kærlighed til hinanden var hun skabt af det komplet modsatte.

Han grinede og det var ikke den slags lattere man hørte komme fra ham, når han charmerede sig ind på folk, eller når han talte med pressen eller medierne, nej det var faktisk et helt naturligt grin, af en mand der følte sig tryg i selskabet af en anden "You almost sound like my father" lød det drillende fra ham. Han kunne ikke huske, om hun faktisk havde mødt hans far, den kære konge eller om han havde ladet hende undlade det. Ganske vist var hans far glædeligt gift, og han havde intet andet end kærlighed for sin kone, men der var endnu lidt af charmøren i ham, hvilket kunne ses når han smilede til folk. Det faldt ham så naturligt ind at være karismatisk, en gave han havde givet videre til sin søn, hvor sønnen dog fik den mere advanceret udgave.
Hans hånd lagde sig imod hendes kind, hvor hans smil var blidt til hende, næsten som sad han med et familiemedlem, han ville gøre alt for "Your brother? I don't believe I've heard his name" han havde hørt om broderen et par gange, men kunne faktisk ikke huske om han havde hørt hans navn "Was it interesting?" spurgte han dog lidt tid efter, han vidste at hendes familie, var mindst ligeså akavet som hans egen, og det sagde alligevel noget, når man tænkte hvilken slags slægt han i virkeligheden kom fra.

”Oh like your father now – please do call me daddy,” sagde hun drilsk og rullede med øjnene. Hun havde kun mødt hans far kort, og hver gang havde det været underligt. Ofte var det til offentlige begivenheder og hver gang havde hans karisma været stærk, dog ikke stærkere end Alexander. Men det var som om det var anderledes med Alexander – hans karisma kunne prelle af på hende, men hans far var en anden sag. Det afhang vel af hvor kraftig de brugte deres emne. Som deres samtale kørte over på hans bror sukkede hun. ”Tidus,” vrængede hun, tydelig ikke glad for at sige det. Det navn havde været et symbol hele hendes barndom om at hun ikke var god nok. Hun gemte sit ansigt ind i maven på Alexander for ikke at vise hendes følelse omkring det hele. De havde snakket så ofte om det og hun kunne ikke klare tanken om at skulle gå i detaljer med det hele.

”It went well, or we almost killed eachother and I kinda dropped him while I was trying to teach him how to use his wings,” mumlede hun mod hans mave. Hun kunne til tider ligne et lille barn, genert og uskyldig, men kendte man hende vidste man også at hun havde en led side til sig. Hun havde en kort lunte, og det havde krævet alt i hende ikke at flå struben over på Donovan og hans elsker da hun havde fundet dem. ”I did grab him before he became a splat on the surface,” mumlede hun, tydeligvis ikke besluttet om det havde været det rigtigt valg.

Han kunne ikke holde grinet tilbage, da hun jokede med at han skulle kalde hende Daddy "I'm far too old to be calling anyone daddy" pointerede han med et drillende smil. Han nød at med hende, kunne han bare slappe af og han behøvede ikke være den her perfekte person, men med hende kunne han bare være sig selv. Han behøvede ikke sætte facaden op for hende, som han gjorde med pressen og medierne, han behøvede ikke være den konstante charmerende persona, han ellers normalt havde problematikken med i daglidagen. Det var faktisk ekstremt dejligt "I've never really said this, but I do love you in some way, and I really appreciate our friendship" han sendte hende en af sine sjældne, og dog blide smil, som kun ganske få efterhånden fik chancen for at opleve, og hun var selvfølgelig en af de få personer.
Han hævede overrasket øjenbrynet, da hun sagde navnet Tidus, og straks kom der minder frem, om deres møde til festen, og hvordan de to havde delt en del kys mellem hinanden. Selvfølgelig var det ikke noget han nødvendigvis ville sige videre, specielt ud fra hendes tone af navnet. Som hun gemte sit ansigt væk imod hans mave, strøg han blidt fingrene gennem hendes hår, som for at berolige. Han lyttede dog interesseret med "Interesting way of teaching someone to fly" lød det drillende fra ham.

Lucille lo let ved hans kommentar om at han var for gammel til det. Det var vel i og for sig sandt, men hans egen far var da stadig i live. Hvad angik Lucilles far vidste hun ikke hvordan han levede, eller hvordan han var. Hun vidste knap nok hvordan han så ud, og havde kun en svag beskrivelse fra hendes mor. Som han smilte til hende og fortalte hende at han på en måde elskede hende og at han satte pris på deres venskab smilede hun blot. Det var vel nemt at glemme og sige de ting, og hun kunne knap nok sætte ord på det hun ville sige til Alexander.

”Only in some way? Oh please, you adore and love me – And I love you too, you sentimental old man,” sagde hun kærligt og vendte sit hoved mod hans hånd. Hun placerede et blidt kys mod hans fingre og sukkede stille. Sammen med Alexander var det så nemt som at trække vejret. Hun skulle intet gøre for at imponere ham, eller forsøge på at tilfredsstille ham. Det var nok at det bare var dem. Som samtalen kørte over i hendes bror og hun havde gemt sit ansigt væk mærkede hun hans beroligende fingre gennem sit hår. Hans kommentar fik hende til at trække hovedet væk fra ham og se op på ham med et mopset ansigt. ”I just have a style,” sagde hun bestemt men kunne ikke holde masken længe. Hun sendte ham et varmt smil og lagde derpå sit hoved tilbage afslappet på hans skød.

”Enough about my brother – what do you want for your birthday?” spurgte hun og kørte sin hånd op til hans hår og legede med et af hans løse lokker.

"Of course I do mi amore" lød det drillende fra ham, og dog som hun kaldte ham en gammel mand rystede han på hovedet og grinede. Dog blev smilet mere ømt og blidt, da hun hvilede kinden imod hans hånd, og gav et kys til hans finger. Det var et ømt, kærligt og dybt venskab de to havde, på et niveau som andre næppe direkte ville kunne forstå, men det behøvede de da heller ikke at gøre, for det vedkom jo heller ikke dem. Han fandt det endda morsomt, at blot fordi de to var i så tæt et venskab med hinanden, at alle så troede de var et par, hvilket jo egentlig ikke gav mening, man kunne trods alt godt være venner med en kvinde, som det af en mand, uden man automatisk havde romantiske følelser for dem. Det ville så også betyde, at han ikke kunne have mande venner, da han trods alt også indledte forhold til andre mænd.
"I could have told you that already, I mean I knew it from the second I saw you" han strøg hende blidt over kinden, hun var en kvinde af stil, så meget måtte han give hende, og det var en holdning han havde haft, siden de to første gang mødte hinanden, og det var en mening han ikke ville ændre sig. Han gik måske selv i meget fint tøj, men det var nok en ren vanesag, og dog var Lucy mere elegant i sit tøjvalg. Hun var næsten som en engel, i kroppen af en Banshee, evigt så elegant og vidunderlig "What I want from my birthday? Mhhh I would love your company, and maybe a dance or two" et bredt smil brød ud på hans læber.

Lucille kunne ikke holde hendes lille fine latter fra at undslippe sine læber en smule som Alexander drillede hende. Selvom deres berøringer kunne være kærlige, så stammede det vel bare for deres begges længsel efter at røre ved andre. Der havde aldrig været noget seksuelt over det, og det var mere en form for tryghedssfære end noget andet mellem de to venner. Hun så op på de blå øjne over hende og smilede over hans ord. Det havde vel være en del år siden de havde mødt hinanden første gang til et af de shows hun havde lavet. Han havde været der nok mest på grund af Zabrina, men hun var da faldet i snak med prinsen. Hun kunne stadig huske Donovans jaloux måde at stirre på den høje vampyr, som de havde brugt det meste af aftenen på bare at snakke om alt og ingenting. Alexander havde været charmerende hele aften, men det var som om den var mere afslappet omkring hende.

”Tell me what you thought when you saw me,” sagde hun med et drilsk glimt i øjet. Hun havde under showet haft et ret så stramt sæt tøj på, men hun var trods alt en spinkel kvinde, så hun havde været en af de eneste der kunne passe den designers tøj. Som snakken gik over på hans fødselsdag lo hun stille af hans svar og stak en finger op på hans næse. ”Think of something that I can put in a box and wrap in paper,” sagde hun med en lille latter boblende bagerst på hendes tunge.

Han klukkede og strøg hende over kinden "I thought you might have been one the most beautiful women I've ever seen, I even thought you might have been an angel, standing there amongst all the other people, who suddenly seem to be less important" Han huskede tilbage til deres første møde, og deres første samtale, og hvordan Donovan, hendes daværende kæreste, syntes fuldkommen jaloux over det faktum, at hun stod og talte med ham "Had it not been for the fact you had a boyfriend at the time, I might have tried courting you" indrømmede han med et grin, hans oprindelige plan da han første gang så hende, havde faktisk været at komme i bukserne på hende, charmere sig ind på hende og lære hende at kende, med intentionen om en masse andet end et venskab.
"However, as we started talking and we got to know one another, I meet someone who I wanted to spend my life with, but not in the sense I originally thought" hans fingre begyndte at stryg hende gennem håret "I mean you're my companion, while not as romantic as my first intentions, I still do love you and of course you will always be my angel" han smilede og prikkede hende drillende på næsen "What about you? What were your first thoughts when you met me?" spurgte han nysgerrigt, han mindes ikke at de nogensinde havde snakket om dette før "I honestly have no idea" indrømmede han i forhold til gaven, han havde faktisk ingen ide om hvad han skulle ønske sig.

Lucille lo af hans ord, men lod ham tale. Han havde vel en ting med ord, og hun var aldrig bleg for at tage imod en kompliment. Hans ord om at han ville have prøvet noget med hende hvis det ikke var for hendes kæreste fik hende til at smile, men hun kunne godt lide tanken om hvad der kunne have blevet. På nuværende tidspunkt kunne hun dog ikke have set det ende som mere end mere hjertesorg, men det var en sjov tanke. ”You can’t deny I was looking so good in that tight short dress – I think even the gay designer got a hard on from that,” sagde hun og lo lidt som hun huskede tilbage til dengang. Hun havde været meget yngre end hun var nu, kun omkring de seksten næsten sytten år, så den tanke om at den charmerende prins havde haft sådanne tanker fik hende til at se drilsk på ham. Hun lod dog være med at afbryde ham og lyttede i stedet til hans ord og fik et par tårer i øjnene som han talte. Hun satte sig op i sofaen og placerede en kærlig hånd på hans kind.

”Did I just get an upgrade from sidekick to companion?” spurgte hun med en lille drilsk undertone. Grundet deres højde havde de altid leget med tanken om at han nok var superhelten og hun var den lille hjælper, men det havde bare været i sjov. Hans spørgsmål fik hende til at se ned, for hun havde haft ret så anderledes følelser dengang. ”To be honest, I was so in love with Donovan, you could have used your charm all you wanted to,” sagde hun og bed sig i læben som hun nævnte den forbandede mands navn. Kort så hun ned på sin hånd der var blevet knyttet ved bare tanken af hans navn og hun forsøgte at slappe af ved at tage et par dybe indåndinger. Derpå vendte hun blikket mod de dejlige blå øjne igen.

”But I thought you were special – not because you were a prince or you had women falling over you, but because when I talked, you seemed to listen,” sagde hun. Alexander havde været en af de første der bare havde lyttet til hende, og han havde virket så interesseret i alt hun sagde. Det havde været en varm følelse, og det var nok derfor hun oprindelig havde holdt kontakten med ham. Dog som tiden gik fandt hun ham nærme sit hjerte mere og mere, og det var vel bare tiden der gjorde det. ”I’ve always said that Donovan was the love of my life, but to be honest I think it’s you,” sagde hun med et skævt smil. Kærligheden var en svær ting for dem begge, det vidste hun, men hun elskede virkelig Alexander. Ikke for hans penge, krop eller den måde som andre så ham. Det var når det bare var dem to og de talte om ingenting at verdenen gav så meget mere mening.

Han klukkede og nikkede demeaning"I would never deny that"[/color] fik han hurtigt sagt, og hvorfor skulle han da også det? Hun havde set så vidunderlig smuk ud, at han nærmest ikke vidste hvad han ellers skulle sige. hun havde set vidunderlig smuk ud, og det faktum han ville havde forsøgt at flirte sig ind på hende, endda med den viden om at hun havde været 16-17 år gammel, talte alligvel til hvor smuk hun var. Men så måske også hvor betaget han hurtigt havde været af hende. Han så hvordan tårer syntes at komme frem fra hendes kinder, og som hun satte sig op, og lagde sin hånd imod hans kind, fjernede han blidt tårerne fra hendes kinder "I do believe so, but you've never truly been my sidekick, it would be demeaning to your true potential" pointerede han, som han kort lænede sin kind ind imod hendes håndflade.
Han vidste at hun havde været så forelsket i det svin, som han omtalte Donovan som, den mand fortjente ingenting og alligevel så fortjente han en god mængde tæsk. Han havde overvejet et par gange, at sende nogle folk efter den idiot, også få dem til at tæve ham godt synde og sammen, for hvad han havde gjort imod Lucy "I know, I only wish he had deserved your love of him, it takes everything in me not to get him beaten op for what he did to you!" indrømmede han med et suk. Dog kom der et smil på hans læber, som hun komplimenterede hans evne til at lytte "I suppose it's a gift of mine, but of course I will always listen to you, no matter what" han havde altid været oprigtigt interesseret, i hvad hun havde at sige, om det var noget andre fandt dumt, bare at hun fandt det interessant, var det automatisk noget han ville høre om. Han nød det glimt der kom i hendes øjne, når hun snakkede omkring de ting hun kunne lide. Som hun ærklærede ham som sit livs kærlighed, blev hans smil kærligt, og dog var det ikke fordi han nærede romantiske følelser for hende, men hun ville altid have en plads i hans hjerte "As you are the love of mine"

Lucille lo stille som et par tårer gled ned af hendes kinder. Hun elskede virkelig Alexander, men det havde aldrig været den romantiske side der havde taget over. De havde bare den kemi sammen, og en del af hende fandt det betryggende at dette aldrig ville ændre sig. De ville altid være et umage par der ville slippe alt hvad de havde i hænderne for at komme løbende ind i den andens favn. Der var tryghed i dette forhold – hun kaldte det et forhold, da venskaber for hende altid endte ud med at være falske eller overfladiske. Platonisk men kærligt. Hun kunne næsten fornemme som Alexanders tanker vandrede som hun nævnte Donovan og hendes første tanke havde også været at bede ham om at sende et tæskehold. Dog havde hun holdt sig fra det, og hans forslag fik hende blot til at ryste på hovedet. Uanset hvor meget smerte Donovan ville komme i fysisk, ville det aldrig ramme som den smerte hun havde følt.

”Beating him up would not help a thing, and I thought an old vampire like you knew as much,” sagde hun drilsk. Hun vidste at hendes ord for mange kunne tolkes romantisk, men de var vel egentlig bare sjælefrænder. Med ham følte hun at en del af hende faldt på plads, og mere var der vel ikke i det. Hans ord fik hende til at grine og hun lagde kort armene om ham i et lille og fint kram. Han var hendes livs kærlighed, lige så vel som fuglene fløj og fiskene svømmede. Hun rejste sig op og rettede kort på hendes kjole og fjernede de rester af tårer der havde siddet på hendes kinder. Derpå gik hun over til det lille anlæg som hun havde taget med sig hjemmefra. Hendes mor hørte skam musik, men det var oftest ikke noget hun selv lyttede til. Hun lod sin finger glide over hendes mobil og blide toner fløj blidt fra højtalerne. Hun lo lidt, for det var vel hendes sang der spillede så fint, og det var hendes sang for det var hvad Alexander havde døbt den. ’Lucy in the Sky with Diamonds’ var en underlig sang, og den føltes lidt som en rutsjebanetur. Hun stillede sig over til ham og rakte sin hånd frem som hun nejede svagt.

”Please dance with me, just while nobody is looking,” bad hun med et lettere drilsk smil. Det var ikke fordi de ikke skulle danse til hans fest, men når det bare var dem kunne hun stille sig på hans fødder og føle som om hun svævede over jorden.