I'm not trespassing I promise - Cain

S: Cains lejelighed
T: Eftermiddag/tidelig aften
O: Hun befinder sig lige nu i barområdet
V: Udenfor er det en anelse tåget og mørkt.
P: Klik
Andet:
-Hun taler med en stærk britisk accent.
- Omkring hendes hals har hun en smykke, som hun har fået fra Cain i fremtiden.
Emne til: @Cain <333

---

Bell havde været i denne tidsperiode længe nok, hun havde fundet Fox - og tingene var vel i bund og grund som de skulle være. Hende og Eva havde hver sine ting at se efter, og Bell havde fundet sig foran penthouse lejeligheden hvor hendes far og søstre boede i sin tid. Hun havde sørget for ingen havde set hende, som hun var kommet indenfor og hun vidste hvor der var en ekstra nøgle - så hun havde låst sig selv indenfor. Hun vidste at Cain brugte de fleste af sine timer ved deres mors hus, for i denne her tidsalder var hun ikke mere end en måned gammel. Bell havde brug for et sted at sove natten over, og var løbet tør for penge. Hun listede sig stille indenfor og lukkede døren bag sig, som en teenager der var kommet hjem fra en fest hun ikke burde have deltaget i. Bell så sig stille omkring, men undgik at tænde for meget lys - i tilfælde af nogle var hjemme. Hun nåede til barområdet, og det var her hendes sanser opfangede at hendes far faktisk var her. Bell slog sig kort i hovedet, selvfølgelig var han det. Det var denne her tid, hvor Zitora var død og kommet tilbage - selvfølgelig ville han gå frem og tilbage mellem bosteder. Hun ville gøre det samme, hvis hendes datter var kommet tilbage fra de døde.
"Bloody hell," mumlede hun for sig selv og så sig omkring. Hvad skulle hun gøre. Hun placerede armen mod bardisken og smilede uskyldigt som Cain kom ind i rummet.
"Hello mate," var det første der faldt hende ind og sige. "I'm not here to steal anything, I promise," tilføjede hun så og løftede hænderne lidt op.

Bell sank stille en klump som han så mod hende. Hun brød sig ikke om udtrykket i hans øjne, det ukendte udtryk. Han vidste trods alt ikke hvem hun var, og det kunne han selvfølgelig ikke gøre noget ved. Som han nævnte halskæden lod hun stille sin hånd køre op og berører den.
"I didn't steal it," sagde hun og løftede bestemt på et bryn. Det var jo sandheden. Bell tog en dyb indånding og ledte efter et eller andet logisk at sige. Hun var ret spontan anlagt og det var grunden til hun egentlig sad her lige nu. Hun trådte op fra stolen og så ham i øjnene. Stille lagde hun dog bare armene overkors og sank en klump. Måske hun i sidste ende håbede på at han ville kunne genkende hendes øjne, hvis han kiggede længe nok vel og mærke. Bell sank stille en klump. Krigen hun kom fra havde splittet mange ad, flået familier fra hinanden og ikke mindst dræbt så mange uskyldige væsner. Bell var ikke just en rolig person og det kunne hurtigt forveksles med at hun holdt noget skjult eller bare ikke var ude på noget godt. Det kom vel af traumer fra krigen. Måske hun i sidste ende var træt af at miste så meget, at hun ikke kunne tåle det faktum at skændes med sin far, blot fordi han ikke vidste hvem hun var. "My father gave it to me, told me it was a symbol of hope - that it should be held close. Because if you lost hope, it would be hard to dig it up again," tilføjede hun så og rystede let på hovedet for at træde væk fra ham. Stille foldede hun sine læber sammen som at hun bed smerten i sig og åndede ud for sig selv. Det tog meget af hendes energi ikke direkte at opsøge nogle af dem hun havde mistet i den krig, der i blandt Neal. Han var ikke død her. Der var de forfærdelige ting ikke sket, og var hun selvisk for at rejse tilbage og se dem alle sammen i denne tid? Måske, men hun var ligeglad.

Han trådte frem imod hende, og hun hev vejret stille ind. Amarok passede på hende, men Bell måtte holde kontrollen for ikke at få en af sine mindre episoder. Det var ikke ligefrem fordi, hun ønskede at vise at hun havde nogle problemer - så hun rystede det stille af. Bell sank en klump som hans hånd ramte hendes kind og vente hendes ansigt stille mod sit eget. Bell så ham i øjnene som han snakkede igen, og mærkede sit hjerte skippe en takt. Hun kunne ikke fortælle noget om fremtiden uden at risikere at ændre noget ved den, men på sin vis ønskede hun ikke den fremtid der var lige nu. Så meget krig, så meget tab og frygt.
"Yeah.. it's a long story," sank hun stille en klump og hendes lettere stærke facade synes at falde stille til grunden - bare en anelse i hvert fald. "You are confused, I get it. I'm from the future.. 883 years from now to be precis," tilføjede hun så og tog en dyb indånding. Hun kunne allerede forstille sig, hvor irriteret Eva ville være over at Bell havde brudt sit cover. Men hvad hvis Bell ikke havde samme ide om at komme tilbage til deres forfærdelige fremtid? Bell trådte lidt væk og gik hen til vinduet, hvor man kunne se udover byen.
"It's funny how this much chaos in the streets of the city, seems like nothing compared to a war," sagde hun lidt for sig selv. Der var så meget kaos i byen allerede, at tænke det kun ville blive værre om et par hundrede år.