Oh this is a surprise - Levi

Påklædning og udseende


Leviticus’ sidste uge havde været ude af denne verden. Først lærer han at en af hans gamle venner er død og nu kunne han ikke komme i kontakt med Alison. Han havde mistet al sin appetit og hans kinder var efterhånden så indsunkne at han lignede et kranie på en menneske krop. Som han gik ned gennem gaderne havde han brugt endnu en dag på at lede. Ville hun have forladt ham uden at give ham besked? Havde hun fortrudt alt det de havde sammen? Tankerne fløj rundt i hans hoved, og det hjalp ikke at Elliot var lige under overfladen. Skiftet kunne ske når som helst, og Leviticus vidste at det ikke ville ende godt. Hans skift mellem hans fragmenter havde været oftere, men hvem kunne bebrejde ham. Den sidste uge havde været et rent helvede for ham, og han vidste snart ikke hvad han skulle gøre mere. Han sparkede til en sten som han gik hen langs gaden. Hans fars stemme rungede i hans hoved om at han var nød til at spise noget, og det havde han også bildt sin far ind som han havde forladt hans hus den morgen. Det var nu aften og Leviticus havde endnu ikke fået noget at spise. Det var jo ikke fordi han kunne dø af sult, og han fandt det næsten værre. Hans liv indtil nu havde været så rart og stabilt, og det hele lå nu i en rendesten, flydende på det beskidte vand og snart ville han ramle ned i kloakken.

Det var der han opdagede hende ud af øjenkrogen. Hendes blik var så fast på ham at han havde svært ved at se hendes intention bag dem. Som hun talte frøs tiden omkring ham, og så følte han vreden. Han rakte ud efter hende og ville have fat i hendes strube. Elliot heppede ham kun på, men hun var ret så hurtig, og Leviticus’ krop var svag. Langt fra i top form, og alt andet end klar til en kamp. ”Take me to her,” fik han sagt med en hæs stemme. Han var snart ligeglad med hvad der skete med ham, så længe han så Alison. Hendes stemme var det eneste han ville høre, og hendes øjne det eneste han ville se. Hans grønne øjne stirrede fast på denne fremmede kvinde foran sig og så hendes irriterede smil. Vreden i hans øjne var som flammer og han kunne snart ikke holde det ud længere.

Efter et par forsøg med at gribe ud efter hende stoppede han op og lyttede i stedet for. Han havde ikke lyst til at lytte og følte for at gå amok, men det her var ikke om ham. Det her var om Alison. Som hun snakkede stod han i stilhed og tog det hele ind. Det var tydeligt hun forsøgte at få en reaktion ud af ham, og han kunne ikke skjule hans smerte i øjnene som han hørte om Alison. ”You can have me all you want, as long as you let Alison be,” sagde Leviticus med sin hæse og trætte stemme. Han forsøgte ikke at lege helt, men hvis han kunne ofre sig for Alison gjorde han det uden at overveje konsekvenserne for ham selv. Han ville gå gennem skærsilden hvis det betød hendes sikkerhed. Truslen om Umbrella fik ham til at række begge hænder op i vejret for at vise at han var villig til at samarbejde. Rayna og Umbrella var ikke noget at lave sjov med, og hans ven Lonán havde mistet livet på grund af det firma. Selvom hendes kommentar om hendes onkels forkærlighed for rødhårede fik ham til at brænde af vrede holdt han blot hænderne oppe. Det var der han mærkede kniven i hånden, men han nåede ikke at skrige før hun havde skåret hans hals over. Det varme blod flød fra hans nakke og hans syn blev sløret.

Da han igen vågnede op var lokalet mørkt, og han kunne knap nok se noget foran sig. Som hans øjne vænnede sig til mørket kunne han også se det lig der lå i cellen ved hans side. Et offer for omstændighederne måske? Men det var der han hørte hendes vejrtrækning. Hendes skønne øjne så gennem mørket på ham og hendes mund sagde ord. Verdenen stod stille som han så Alison sådan. Hendes røde hår var klistret til blodet på hendes krop og Leviticus ville have flået sig selv i stykker for at komme hen til hende. ”Ali, please – I am fine, but you’ll get out of here soon,” sagde Leviticus og forsøgte med de grønne øjne at se hendes sår nærmere. Al den vrede han havde forsvandt som han så på hende, og han kunne kun føle smerte. Han havde været så dum og tro at hun havde forladt ham, men her sad hun og så på ham med de varme brune øjne. Hvordan kunne man føle sig så magtesløs? Hans lyst til at holde hende ind til sig og fortælle hende at han elskede hende var så stor. Hvis han bare kunne være tæt på hende, så ville alt andet være lige meget. Gennem mørket spottede han den fremmede kvinde der havde skåret hans hals over. Han tog sig til sin strube og mærkede efter – det var underligt for han plejede ikke at hele så hurtigt. Jo, han ville da normalt have været vågen nu, men han kunne intet åbent og helende sår mærke på sig.

”Somethings wrong,” sagde han som han mærkede sin hals. Den var glat og intet blod kom på hans hænder efter hans berøring med den.

”Just look at me, Ali, please … I promise you,” sagde Leviticus og så som skyggen af kvinden før trådte frem fra mørket. Han kunne ikke lade være med at bide tænderne sammen og hvis han pressede meget hårdere sammen ville han nok brække et par tænder. Så vidt muligt forsøgte han at rette sig i den lille celle så han kunne se på kvinden. ”Let her go!” skreg Leviticus som denne fremmede kvinde talte. Hele tilværelsen virkede som kastet på hovedet og han vidste ikke hvad han skulle stille op med det. Da en lille skikkelse trådte frem så han på pigen. Hun måtte ikke være meget ældre en femten år og hendes ansigt viste tydeligt at hun ikke kunne lide at være der. Han lyttede knap nok til hvad kvinden sagde til den unge pige, men hans grønne øjne havde fokus på Alison. Et skælv gik gennem hans krop som han så på hende så forpint, og han kunne ikke andet end at se på hende. Som den unge pige snakkede hørte han det dog. De var i familie. Mor og barn måske? Han var ikke sikker, men som den lille skikkelse kom over til ham og hviskede stivnede han. Hans hænder rystede og han forsøgte at få hendes ord til at give mening. Snart var det ondsindede kvindemenneske tilbage og han så som hun hev Alison ud af sin celle.

”DON’T YOU DARE TOUCH HER!” skreg Leviticus vredt og mærkede jorden ryste under sig. Sværdet. Alisons livløse krop. Hans skrig. Og så var hun væk, og overfor ham stod den forfærdelige kvinde. Jorden under dem begyndte blot at ryste mere – det gik op for ham at det hele havde været en illusion, og hendes ord bekræftede det blot. Leviticus rejste sig rystende af vrede fra Jorden og lod ikke til at ligge mærke til de voldsomme rystelser. ”Where is she …” lød det fra Leviticus, men det var ikke længere ham der snakkede. Elliot havde taget over i midten af al vreden. Hans hånd rakte frem mod kvinden og en jordsøjle skød fra jorden i forsøg på at ramme hende. ”You know, your games aren’t funny,” sagde Elliot med den hæse stemme. Han lød som et vildt dyr der var klar til at slå ihjel. Leviticus var der ikke længere, han var fanget i sindet.

Elliot smilede i fryd som Mercy blev ramt og sendte endnu en søjle af jord efter hende. Det var utroligt at selvom kroppen var så drænet at han kunne forsætte, men Elliot var så blind for alle kroppens signaler og følelser. Han forsatte som en dræbermaskine og var det ikke fordi den unge pige blev smidt hen af gulvet havde han fået fat i Mercy. Han blev distraheret som en kvinde trådte ud fra skyggerne. Alison? Nej … Alison var ikke sådan – men det lignede hende. Havde han ikke vidste bedre havde han kaldt ud, men Elliot var ikke lige så naiv som Leviticus kunne være. Som hun talte fangede han hurtigt navnet og ved åbningen af hans celledør trådte han let ud. Han kunne godt lide denne Rebekah, der var noget vildt over hende som Elliot fandt tiltrækkende. Dog kunne han også høre både Leviticus og Freddie råbe af ham i hovedet, at han skulle tage sig sammen. Som den rødhårede kvinde talte til ham rettede han sig let op. De indhulede kinder og den afmagrede krop lignede efterhånden et skelet, men manden havde jo ikke kunne holde noget ned den sidste uges tid.

”I can take out just as many as you,” sagde Elliot med den hæse stemme. Selvom kroppen rystede af udmattelse virkede manden til at kunne gå ret så fint. Som de åbnede dørene ud til mændene udenfor lo Elliot tilfreds – det var noget han havde savnet fra de gamle dage. Fra hans fingrespidser sprang levende ild og med den anden hånd manipulerede han flammen større og som en væg bevægede den sig over mængden af personer. De der ikke blev brændt på stedet ville snart være fanget og blive brændt alligevel. Elliot faldt dog sammen på sit ene knæ for at ånde hårdt ud. Den forbandede krop var ubrugelig, og han hadede at være fanget i den med den idiot Leviticus.

Elliot smilede som hun slog den mængde af folk ihjel. Hun var en med fut i, og det havde han ikke noget imod. Som han tog Rebekahs hånd føltes det til at gå strøm gennem kroppen og Leviticus blev presset frem i kontrol af kroppen igen. Han så sig lidt omtåget omkring og sukkede over hvad der var sket. Han var ikke typen der slog ihjel for sjov, men Elliot havde i hvert fald haft det sjovt. Dog nåede han knap nok at vende sig til omgivelserne før i et knips var de et andet sted. Hans krop hoppede svagt af det energi som Rebekah havde givet ham, men han formåede at stå stille. Hans grønne øjne så på det ansigt der var så genkendeligt, men den kvinde foran ham var ikke den han elskede. Som hun rakte ham daggerten så han kort på navnet, men følelsen af magt og magi strømmede ud fra den. Det var som at stå med en tikkende bombe, dog lyttede han til Rebekahs ord, og skyndte sig afsted til rummet. Han havde knap nok tid til at huske sine manerer og han måtte bare se Alison. Døren til rummet smækkede han op og så hans elskede ligge så fredeligt. Rebekah havde sagt han skulle give hende den daggert, og han gik over til sengen og placerede den i Alisons hænder. Nu var det vel ikke andet at gøre end at vente.

Hendes ord var alt der skulle til og et smil kom frem på hans læber, som hun hev ham ind til sig tog han sine arme ind under hende og løftede hende ind til sig. Han havde ikke lyst til at give slip på hende, aldrig nogensinde, men han kunne fjerne sit ansigt lidt fra hende. Han tog hendes hoved i sine hænder og så hendes længe ind i øjnene før han trak hende ind til et kys. De læber var alt han havde behov for at føle for at overleve tænkte han. Som han brød kysset placerede han sin pande mod hendes og lukkede øjnene kort. Hun var sikker. Hun var i live. Hendes hjerte bankede stadig og en glæde blussede ind over hans krop. Han forsøgte at finde ord der kunne beskrive hvad dette betød for ham lige nu, men han kunne intet fremtvinge fra sine stemmebånd. I stedet holdt han hende ind til sig og tårerne begyndte at falde. En følelse af lettelse og glæde rasede i hans krop, og han havde været så bange for at miste hende. Han vidste ikke hvor længe de havde siddet her, men bare at høre hendes hjerte var nok.

”Marry me,” hviskede Leviticus mod hendes hår som han havde begravet sit hoved i. Han vidste at ægteskab var en gammel ting, og bestemt ikke ment for alle. Men han ville ikke leve en dag mere uden at vide at han kunne få hende for evigt. Han trak sit hoved lidt væk og så ind i de velkendte brune øjne. ”Ali, marry me, please,” hviskede han og sad nu med et håbefuldt blik. ”I know I have nothing to offer you besides my love for you, but if you would marry me I promise you I will do anything to make your dreams come true.”

Det føltes som om der gik en uendelighed før hun svarede og han nåede faktisk at blive nervøs. Havde hun ændret mening efter at have set denne verdens ondskab? Hendes ord registrerede ikke først men han så på hende som om han ikke troede på hende. Han kunne ikke gøre andet end at ånde lettet ud og begynde at grine. Hendes kys var varmt som det altid var og han holdt armene om hende og tæt ind til sin krop. Hvad var bedre i denne verden en dem sammen? Han vidste det ikke, men som deres læber blev adskilt kom en række ord ud fra hendes mund. Ordet gravid rungede i han hoved og han følte at han skulle besvime, dog så han på hende som om han aldrig havde været gladere. Hans smil strakte sig ud over hele hans ansigt og han løftede hende op i sin favn som han rejste sig op.

”Don’t lie to me – Is it real?” sagde han og satte hende fra sig på gulvet. Som han så at hun mente det smed han sig på knæ foran hende og tog om hende. Han pressede sit ansigt ind til hendes mave og løftede op i blusen. Forsigtigt kyssede han hendes mave som han sad der på knæ foran hende. ”Hi,” hviskede han mod maven og begyndte at grine lidt. Hvordan kunne hele kroppen for så kort tid siden være så fuld af smerter og nu være så glad? Han vidste det ikke men hvad end han havde gjort for at fortjene Alison og det barn de nu ventede vidste han ikke. Derpå sprang han op på sine ben og tog hendes hænder i sine. Tankerne kørte og det gik op for ham at han selv havde en nyhed at fortælle.

”I got a job as well – So I can provide for you both,” hviskede han og følte hans hjerte banke i hans bryst. Han havde længe følt sig så skyldig over ikke at have haft fast arbejde, men med et familie på vej var det vel rent held at han havde fået arbejde på Akademiet. Han vidste godt at Alison ikke var typen der fandt sig i at blive opvartet på hænder og fødder, men han ville gøre alt for hende.

Leviticus havde aldrig været typen der spurgte ind til andres fortid, da han sjældent delte sin egen. Dog vidste hun om det meste af hans opvækst, men det var ikke det vigtige i deres forhold. De kendte hinanden som de var nu, og det var det vigtigste. Der var et barn på vej, og en familie der skulle skabes. Han havde aldrig været sikker på at han ville kunne have en familie, men med Alison var det som om at alt var muligt. Som han så hende i øjnene var det som om det hele gav mening. ”I got a teaching job at the Academy – so all normal holidays we can take off to anywhere you want to,” sagde han med et smil. Han vidste at hun så gerne ville se mere af denne verden og derfor havde han fundet jobbet så perfekt. Men de kunne næppe rejse meget den første periode af deres barns liv. Den tanke slog ham som et lyn – deres barn. Det var en underlig følelse at vide hvad der ville dukke op i deres liv snart, og han følte sig så glad.

”You are the love of my life,” hviskede han og holdt hende ind til sig. ”Until you give birth, then you might have to share the lime light,” sagde han drilsk og kyssede hende på håret. Dagen havde været underlig og fuld af overraskelser. Det var her det gik op for ham – hvor skulle de bo? Nok havde han en lejlighed og hun havde en, men var det ikke meningen man skulle flytte sammen? De havde vel ventet længe nok. Men det kunne vente til en anden dag – han ville bare ikke lade hende være alene mere.

//Out//