A cupcake a day, keeps the doctor away - Levi

Udseende + påklædning

Da Alison havde fortalt at hun havde fået arbejde var Leviticus først blevet nervøs for at hun havde rodet sig ud i noget. Dog måtte han lade være med at bekymre sig for meget, specielt når han vidste at Alison var en stærk kvinde. Det var dog svært for ham at bekymre sig mindre, specielt fordi hun jo havde afsløret at hun var gravid. De var langsomt ved at spare sammen til et bryllup, men de tog deres tid. De ville nyde at være forlovet, i hvert fald lige en måned eller to mere. Hun havde sendt ham adressen og en kort beskrivelse af stedet, men det var langt fra svært at finde. Bread Ahead. Det var et sjovt navn, men som han trådte ind kunne han godt forstå navnet. Kager der var stablet op omkring som udstilling og duften af brød der omhyllede alle sanser som man trådte ind af døren fik ham til at smile. Det tog ham ikke lang tid at spotte den vidunderlige fe han snart kunne kalde for kone, og som hun kyssede ham smilede han blidt.

”Why hello there stranger – do you say hi to all your costumers this way?” spurgte han med sit charmerende smil på sine læber. Folk omkring dem arbejdede, men der var ikke forfærdelig mange kunder herinde denne formiddag. Leviticus kunne ikke lade være med at smile som han så hvordan Alison passede ind i butikken. Det var godt for hende at få noget at give sig til, specielt når hun havde haft så mange problemer med hensyn til hendes udseende og det faktum at mange tog hende som Rebekah. Han rakte en hånd op og kærtegnede blidt hendes kind. ”You said I could come see the back of the store – Do you want to make me into a gingerbread man or something?” spurgte han drilsk.

En lille latter undslap Leviticus’ læber som hun kommenterede at det kun var de nuttede hun hilste på på den måde. Dog var det så tydeligt at hun drillede ham, og Leviticus var langt fra en jaloux person. Han så hvordan hendes tanker vandrede inden hun drillende kommenterede at hun da gerne ville have ham som en småkage. Hans hånd bevægede sig over hendes kind blidt, for hvem kunne benægte ham at røre ved hende? Det var der den unge kvinde med mørkt hår kom hen til dem. Leviticus kunne fornemme den højtidelighed der kom ud fra hendes ord, og han smilte som han rakte hånden frem for at hilse på kvinden. Han nåede knap mere før Alison hev ham med ud bagved. Et bageri uden bagere? Det var noget nyt, men som elevatoren sprang frem sukkede han måske en smule højlydt. Hvad havde hun rodet sig ud i? Legends of Gaia kom svaret ret så hurtigt. Jo han havde da hørt om dem, men det var ikke andet end historier. Da Alison afslørede at hun var blevet en del af deres hold så han en smule bekymret på hende.

”Ali, please tell me you are not out there fighting?” mumlede han bekymret og bed sig i læben. Han kunne ikke klare tanken om at hun ville være ude og slås når hun oven i købet var gravid. Det ville han ikke acceptere. Meget kunne han gå med til men at hun risikerede sit liv og deres kommende barns liv kunne han på ingen måde se gennem fingre med. Han blik blev en smule forpint, men det varede ikke længe før elevatoren nåede det skjulte underjordiske sted. Leviticus så rundt med sine grønne øjne og forsøgte at tage det hele til sig. Det var her en fremme ung fyr trådte hen til dem og rakte hånden frem som hilsen. Leviticus tog hans hånd og nikkede af hans navn. ”Levi, pleased to meet you,” sagde han stadig en smule reserveret. Det var tydeligt at fyren foran dem var en smule nervøs, men han valgte at ignorere det. I stedet fløj hans blik rundt på de forskellige ting i lokalet. Det var noget af en operation de havde gang i her nede. Som Ramiel nævnte at det kun var på grund af Alisons tiltro til ham at han befandt sig dernede lo han lidt. Den kvinde kunne vel overtale alle omkring hende.

”I’m very honored then, that my soon to be wife trusts me,” sagde Leviticus og udstødte en lille latter. Dog var den næste del at deres delte sætning en smule overraskende. De ville have Leviticus skulle blive en del af dette hold. Han trådte et skridt tilbage i overraskelse og så skiftende på Ramiel og på Alison. Som Alison uddybede med hensyn til Umbrella og Ramsay nikkede han forstående. Derpå hev han Alison til en side, Ramiel og de andre havde ikke behov for at høre hvad han sagde lige nu. ”Ali, I love you, and this is all very great, but I’m really not that special,” sagde han. Selvom han havde levet alle de år var det stadig ikke kommet ind i hans hoved hvilke evner han egentlig besad. Han følte at han ikke ville høre til, for han hørte sjældent nogen steder til. Han sukkede og så lidt rundt igen og følte sig måske en smule overvældet.

Leviticus kunne ikke lade være med at ånde en smule lettet ud som hun sagde at hun bare hjalp til med magi og bageriet ovenpå. Det gjorde også at han var lidt mindre anspændt som han mødte Ramiel. Som Leviticus og Alison gik en smule til side begyndte hun og minde ham om hans evner. Han smilede lidt for sig selv, men det var fordi han ikke havde tænkt over det på den måde. Som hun beskrev hans evner fik hun ham til at lyde som en superhelt og han kunne ikke lade være med at grine lidt. Hun havde bare en måde at sige tingene hvorpå alle lød fantastisk, dog lyttede han som hun talte videre. Ramiel og lyn. En kvinde og is. Måske han ville passe ind alligevel. Da hun kørte en hånd gennem sit hår kunne han godt mærke at hun havde forventet en anden reaktion fra ham. Leviticus var dog bare velovervejet i det meste han gjorde – ja lige bortset fra når det kom til Alison. Hun kunne bringe en side ud af ham han knap nok kunne beskrive. Som hun nævnte at han ikke behøvede at blive en del af det rystede han let på hovedet. Det var skam ikke fordi han ikke ville være en del af dette fællesskab – faktisk ville han gerne have alt der bare mindede om Umbrella ned med nakken, men det var ikke noget man sagde højt. Det kunne få konsekvenser, og på et punkt som nu hvor han havde så meget at miste var det med at holde sin mund i offentligheden.

”If you promise me that you are never gonna go out and fight then I will join in a heartbeat,” sagde han og placerede en hånd mod hendes kind. Det var som om når han var fortvivlet hjalp det at røre ved hende. Som om hun uddelte energi der gav ham mod. Derpå gik han over til Ramiel og så ham kort i øjnene. ”I’ll help you, but Alison is what comes first – so you will have to accept that,” sagde Leviticus roligt. Han kunne ikke risikere at miste hende. Ikke efter det som Ramsay havde kommet hende igennem. Ikke efter at hun havde fortalt hvilken skabning der nu voksede i hendes mave. Leviticus rettede sig let op i skuldrene og så rundt.

”So, where do I start?” spurgte han med et venligt smil.

Leviticus kunne ikke holde et smil tilbage som hun sagde de ord. Hun var stædig, men det var han vel også. Dog var han villig til at ofre meget for at dem omkring ham var i sikkerhed. Som Ramiel begyndte afbrød Alison ham hurtigt og en lille latter undslap hans læber som han så på deres udveksling. Den facade som Ramiel udviste var bestemt kun til underholdning for den lyse fe der stod ved hans side. Som hun dog fortalte at de havde nogle forskellige forsikringer sat i væk smilede han let. Det var vel altid godt at have en banshee og en fremtidstyder, og han smilte skævt som han tænkte på Tidus og hans højre hånd Adannaya. Dog skød han tanken fra sig og vendte sit blik mod Ramiel der nu talte om en ny person. Leviticus vidste der ville være en del personer involverede, men det føltes som om han blev kastet for løverne med alle de navne og ansigter. Han nikkede blot af Ramiels ord og han var klar til at svare på spørgsmål hvis der blev noget. Som de skulle til at gå vendte Leviticus sig kort om.

”I won’t call you boss, just so you know – Ali has already gotten that role,” sagde han drilsk og fulgte derpå med Alison som hun førte ham hen til Peyton. Peyton var en ung køn pige, men hun virkede en smule usikker på sig selv. Som hun rakte hånden frem smilede han dog høfligt og tog den som hilsen. ”Leviticus,” sagde han med et nik og så på Alison som hendes ur lavede en lyd. Han sendte hende et smil og gav hende blidt et kys igen som hun smuttede væk. Lidt stod han og kiggede efter hende, for uanset hvad han gjorde var han stadig lige så forelsket i hende som første gang han så hende. Som hun var ude af syne vendte han sine grønne øjne mod kvinden foran sig. Hun talte om et træningsrum, men hun var ikke derinde selv? Det lød som om hun var bange for at skade andre, og han sendte hende et betryggende smil.

”I’m not all that easy to take out, but yea – I do dabble in some elemental manipulation and channeling,” sagde han med et varmt blik. Kvinden foran ham virkede ung, og ikke bare i udseende men i eksistens. Han rakte en rolig hånd frem og placerede på hendes skulder. ”Could you maybe show me the training area anyways? I hate doing things alone,” sagde han med et venligt smil.

Leviticus slog hænderne sammen og smilede venligt til Peyton. Hendes kommentar om kulde fik ham til at grine en smule, for det var vel tydeligt at hun havde is kræfter i en eller anden form. Det passede ham nu fint. Han var altid interesseret i at se hvordan andre håndterede elementale evner, så dette ville blive spændende. Rummet de gik ind i var mørkt men lys blev tændt som Peyton justerede på boksen. Som hun advarede ham igen så han roligt på hende. Der skulle meget til at ryste ham med det liv han havde levet. Da kulden slap ud stod Leviticus med et par grønne øjne der brændte af overraskelse. Han fandt ikke kulden et problem, da han nemt kunne manipulere molekylerne omkring ham til af blive varmere ved behov. Han gik over til hende og satte sig på hug og så kort på hendes hænder der lukkede kulde fra sig. Kort så han op på hende.

”That is truly amazing,” sagde han med et smil inden han rejste sig op og rettede sin ryg til. Det havde ikke været lang tid siden han havde brugt sine evner, men han ville altid sikre sig at han var afslappet. ”How about we just play for a bit – show off some of the stuff we can do?” sagde han med et smil og greb ud i luften og dannede en lille iskrystal som han fik til at flyve mod et af de mål der var sat op. Isen splintrede mod målet men i stedet for at falde mod jorden løftede Leviticus sin hånd og is splitrene fløj opad som en flok fugle.

”Come on, don’t tell me you guys don’t play around some time?” sagde han med et lille grin på læben.

Leviticus var bogstaveligt talt i sit element som han legede med isen. For ham var dette en sjov ting som han havde gjort som barn. En ting som var kun hans egen, og som han havde længtes efter at gøre med andre. Det var derfor han var så fascineret af Peytons evner. Hendes ord fik ham til at vende hovedet let på skrå og han lod fuglene flyve tilbage til hans hånd hvor det blev til en lille dråbe vand. Vandet fløj et stykke over hans håndflade som hun snakkede. ”I’m sad to hear that, but I guess every family goes through some drama from time to time,” sagde han. For han kendte alt til drama. Ikke blot det der var sket for nylig med Alison, men også helt tilbage til de første år af hans liv. Han havde set hans mor forsøge at holde sig fra det mørke der var i hende, og hvordan hans far havde forsøgt at holde sammen på den kvinde der engang var. Han havde ikke tænkt på den tid længe, men det var også utallige årtusinde siden. Leviticus fulgte som hun dannede tårnet af is og hans smil blev kun større som hun dannede et snefnug. Som hun sagde at hun ikke var kunstnerisk som ham sukkede han let som isen blev til støv. Dog var han ikke villig til at sige noget, for hvad kunst var, var i og for sig op til den der så kunsten. Hendes spørgsmål fik ham til at sukke svagt som hans svang vanddråben op i luften og greb den i sin anden hånd formet som en snebold.

”Honestly, a lot of my life I’ve had a hard time coming to terms with it,” indrømmede Leviticus roligt og så lidt på den snebold han havde formet. Nok var hans evner stærke og han havde en god kontrol og stamina omkring det. Men hvordan forklarede man en at man aldrig kunne acceptere det? Det var vel i og for sig en trist tanke, men sandheden var vel bare at man måtte lære at leve med den risiko der medfulgte en evne. ”I spent a lot of years having doubts about me using my powers, but in the end you can’t weigh stuff like this in two categories; It’s much more complex than bad and evil – I see my powers as a tool. I can use it to survive, I can hurt everyone around me and I can use it to understand myself better,” sagde han med et skævt smil som isen nu smeltede væk og en lille flamme stod fra hans håndflade. Vandet flød ned af hans hånd, og som det ramte jorden gik det i ét med sneen. Den lille flamme legede han lidt med som han overvejede hvad han skulle sige. Hans grønne øjne fandt nu Peytons hvide og han lo lidt som flammen blussede op og dansede i hans hånd.

”It’s not about control or trying to hide away what you feel. It’s about feeling what your body does and doing what the abilities allow you to,” sagde han og så nu på flammen der formede sig op og blev en lille slage af flammer der snoede sig om hans fingre. ”I think overthinking is one of my best and worst qualities, but when it comes to my abilities, I need to let loose or it will end up hurting others more,” sagde han eftertænksomt.

//Out//