It's been a while... I'm sorry - Zitora

Han stoppede op foran hendes hus i sin bil, som han slukkede samtidig med at et dybt suk forlod hans læber. Han var ikke sikker på hvad han følte nu, var det hans hjerte der føltes så tungt, eller blot det at han ikke havde sovet i et par dage nu. Han greb den øverste del af rattet og plantede sin pande mod sine håndrygge - Han vidste at det skulle gøres, han kunne ikke få ro igen, hvis han ikke gjorde det.
Hænderne af rattet, bildøren åbnet, efterfulgt af de lange ben på gaden, bildøren lukket og låst, nøglen i lommen, fodtrin mod døren, øjnene på buzzeren, hjertet i halsen. Marcel stod og stirrede længe på navnet til hendes penthouse, et sted han havde set et par gange eller flere i fortiden. Han havde ikke meldt sin ankomst, men ville det gøre nogen forskel? Chokket ville stadig være det samme, han har været væk for længe og hvis han var uheldig, ville hun ikke engang være hjemme.
Han kiggede ned på sine sko og overvejede hans muligheder, men hånden løftede nærmest sig selv og trykkede så pludseligt på knappen. Hans blik vendte sig op mod den store højtaler som han ventede på at den røde lampe over den aktiverede. "It's me.. Can I come in, please?" spurgte han en anelse anspændt.

Som døren begyndte at buzze med den typiske “låst op” lyd, skubbede Marcel hurtigt døren op og skyndte sig hen til elevatoren. Han trykkede på op knappen, men allerede kort tid efter langt før at elevatoren kunne nå ned, satte han kurs mod trapperne - At vente ville være spildt tid, han skulle se hende med det samme. Han spændende op af trappen, og som han nåede til toppen, kunne han mærke hvordan hans krop ikke just havde set de mange trappers spænden. Men der var som sagt ikke et sekund mere som han ville spilde på ikke at se Zitora. Deres øjne mødtes først som hun stod i døråbningen, hendes fantastiske smukke øjne.
Marcel satte farten ned kort før han havde nået hende og lod hende tale ud, men han svarede hende ikke med det samme. For hans første instinkt var at lægge armene om hende og trykke hende ind mod sig, den ene arm om hendes læn, og den anden placeret lodret op af hendes ryg, med sin hånd blidt lagt mod hendes baghoved. Han krammede hende præcist som det var - Som om at han ikke havde set hende meget længe. Han duftede noget så subtilt til hendes hår når han trak vejret ind, lod alle sine sanser vide at hun var her i hans arme. Han lod sin lodrette arm, slippe hendes baghoved og noget så uvilligt, slap han også grebet med den anden hånd - Det ville være mærkeligt at stå sådan hele aftenen, selvom at Marcel gerne ville det.
Nu var der hendes spørgsmål, som manglede svar. Han stod stadig relativt tæt på hende, tæt nok til at kunne nå hende med sin arm. Han havde mest af alt lyst til at række ud og nusse hendes arm, skulder eller kind, men han lod være. “Tense is one way to put it, and I’m far from okay at the moment... even though seeing you helps a lot,” svarede han, med en mindre men stadig anspændt tone. Krammet havde lagt en lille dæmper på hans ravagerende nerver, men ikke nok - Som en stofmisbruger, havde han brug for mere til at dæmpe dem helt. Han kløede kort sin nakke og lod sine øjne undvige hendes, det var ikke at han ikke ville fortælle hende det, men han kunne, næærmere måtte ikke fortælle hende alt, det var for farligt, for hende.
“I want to start out with the most important thing first. And that is that I am sorry to have vanished without a word,” begyndte han og lagde endelig en hånd mod Zitoras kind, “Truth is, I cannot tell you exactly what I’ve been doing for almost 4 months, only that it is related to work... I was sent away on the shortest notice, no time to explain or even say my goodbyes,” sagde han med en stemme der antydede at det pinte ham at han bare smuttede. Hans tommel kørte roligt op og ned af Zitoras kind som han virkede til at miste ord at sige, ikke at der ikke var ord at sige, der var tusinde af ord han kunne sige, men hvad kunne man sige når alle de ord virkede til at få ens hjerte smuldre og forsvinde? Og her, foran ham stod den eneste der ville kunne samle smuldret og gøre det helt igen, hvis hun da kunne tilgive ham at være forsvundet uden lige. “I never would have left, if I knew that I was going to have to through 4 months without seeing or talking to you...” sagde han så, sine øjne der skiftedes til at kigge ind i begge hendes, ledende efter en ledetråd, eller en reaktion.

Han var lettet over at hun ikke have lyst til at være vred mere, men han kunne ikke undgå at føle sit hjerte te sig i hans brystkasse ved tanken om at have gjort hende vred. Men som hun begyndte at spørge ind til hvad han havde lavet, skar han en grimasse der tryglede hende om ikke at spørge mere indtil til det - Det var for farligt, og hvis han kunne, ville han holde hende ude af det så længe han kunne. Han bed sig i læben og så ned i jorden, “Zitora... I wish I could tell you, but if I did, you’d get involved and I cant protect you as I’m able to now. And that is the last thing I’d want for you,” sagde han og lagde ikke låg på at det pinte ham, men ikke desto mindre stod han fast ved det - Der var ingen tvivl om at hendes sikkerhed kom før alt andet.
Som hun inviterede ham ind, trådte han ind i lejligheden og vendte sig mod hende. “There is something else I want to tell you. Something that has been on my mind for longer than 4 months,” indrømmede han og trådte næsten forsigtigt frem mod hende som en svag nervøsitet viste sig i hans øjne. Han tog en dyb udånding og kiggede Zitora lige i øjnene som han snakkede. “I had wondered why I’d protect you to the point where it would compromise my own safety. To not care about myself, in the way I care for you, it almost seemed unwise” begyndte han og trådte atter engang et lille skridt mod hende, så der var et par små centimeter mellem dem, men ikke så tæt at hun ville føle at han invaderede hendes personlige plads, fuldstændigt. Han var mere selvsikker nu, nærmest som havde noget givet ham et usynligt mod. Han kiggede hende stadig i øjnene, det var vigtigt for ham at hun ikke skulle tro at det her blev sagt halvhjertet. “But how I can be wise, when we’re experiencing something like this?” En kort pause, for at fugte læberne før han fortsatte. “Turn me down, by all means, if that is what you truly want. But dont pretend that I dont have feelings for you. As I do, and I doubt that my heart could bear it as an untold truth any longer,” afsluttede han så, og følte at han havde flået sit eget hjerte ud og tilbudt hende det lige her og lige nu. Han lagde forsigtigt sine hænder mod siderne af hendes hoved, og lænede sig frem for at stjæle et forsigtigt men noget så ømt et kys. Kun et enkelt, da han stadig ikke var sikker på hvordan hun havde det, om det overhovedet havde været okay for ham at kysse hende til at starte med. Han sank let en klump som han rykkede sit hoved væk fra hendes.