It’s just all a bad nightmare - Zitora (tw-emne)

Gæst

Sted: Cowan huset
Tidspunkt: 3.35
Påklædning: natbukser, tshirt og rullekrave
Emne til: @Zitora <333 oh my heart : ( <333
Nb: De er 14 år da dette emne tager sted
Tw: Misbrug af et barn

Hun havde ventet til han var gået før hun rullede ud af sengen og faldt på gulvet med et bump. Hun vidste at der havde været noget galt siden de havde flyttet hende fra at dele værelse med Zitora til at de pludselig havde hvert sit. Hun hadede det. Hendes knytnæve var knuget sammen mens de indtørrede tårer føltes som brændende ild mod hendes hud. Hun fik sig selv op på sine rystende ben og vaklede ud på badeværelset uden at tænde lyset. Men så snart hun så sig selv i spejlet kom en kvalmende følelse frem i hende. Selv i tusmørket, kunne hun ane mærkerne om sin hals og arme og det bekræftede bare at det hele ikke havde været en dårlig drøm, at det var lige så virkelig som det havde føltes. Hun tog en børste fra vasken og slog det ind i spejlet, med en vis glæde for at huset var så stort at ingen ville høre glasset gå i stykker og falde ned i vasken. Hun begyndte at græde og kort efter fik hun kastet op i toilettet. Hun trak ud og kom i tanke om sin søster. Havde hun mærket det? Kaiya bad til hun ikke havde. Hun børstede hurtigt sine tænder og gik ind i værelset hvor hun trak en langærmet rullekrave over sin nattrøje og gik ud, hun havde brug for vand. Som hun passerede Zitoras værelse hørte hun gråd som fik hende til at stoppe op. Hun åbnede forsigtigt døren og gik ind. “Zee? Why are you awake?” Spurgte hun lavmælt, som hun gik over til sin søsters seng og satte sig på kanten.

//aaaaaa. noooo ;n;

Hun havde egentlig haft en dejlig drøm, for første gang i noget tid. Der havde været meget bøvl i Zitoras hverdag for tiden. Specielt efter hun var smidt ud af skolen efter et storm udbrud hun havde fået skylden for. Deres kære onkel Cain havde begyndt at tage hende på små udflugter, og fortælle hende om den overnaturlige verden - og om den evne hun besad. Dog midt i hendes drøm, mærkede hun noget som fik alt lyset til at ændre sig til mørke. En tom følelse der sneg sig henover hendes krop som klamme fingre der omfavnede hendes hud. Først da Zitora vågnede, opdagede hun at hendes mareridt ikke var ovre endnu. Hun følte hun var frosset fast, og hendes øjne stirrede blot op i luften. Egentlig ønskede hun at skrige, men kunne ikke finde ud af hvorfor - eller hvad der forgik. Tårerne strømmede udover hendes øjne. Og pludselig stoppede den omklamrende følelse, og hun kunne bevæge sig igen. Zitora satte sig op og mærkede sit hjerte banke i brystkassen, tårerne strømmede udover hendes læber. Det var ikke nogen drøm? Men hvordan havde hun så følt det så virkeligt? Det gav ingen mening og hun lagde sig ned igen, men tårerne holdt hende fra at sove og pludselig hørte hun døren åbne. Hun vendte sig rundt og så sin søster sætte sig på kanten. Zitora tog en rystende indånding, mørket gjorde det let ikke at se hendes tårer.
"Because you are awake I guess.. bad dream?" Spurgte hun. Måske det var svaret på hendes spørgsmål. Zitora rykkede sig lidt til siden, til at Kaiya kunne ligge sig ned ved siden af hende.

Gæst

“Well I woke up feeling like I couldnt breathe and everything felt so empty... I thought you werent even in here,” begyndte hun med en stemme der nærmest overbeviste hende selv. Det var kun pågrund af chokket at hun kunne spille så stærk nu, som om intet var hændt. Men hun følte sig ulækker, utilpas... ikke nogle rare følelser. Hun lagde sig op af Zitora og trykkede hende indtil sig. “I hate that they’re seperated us like this.. I sleep much better when I’m with you,” hvilket ikke var løgn, men i nat havde hun ikke sovet så meget. Hun tog blidt fat om Zitoras hånd som hun begyndte at ryste en anelse. “My room is also so chilly. I’m cold to the bones,” sagde hun som hun vidste at hendes hænder måtte være iskolde.
Zitoras nærvær plejede at give hende glæde, nu føltes det bare neutralt. Ikke noget behageligt, men ej var det ubehageligt. Der var så meget tryghed som der var minder om hvad der sket for kort tid siden.
Hun ville dog tænke på noget andet. “Im sorry those kids got you kicked out of school. I dont know if I told you,” begyndte hun roligt og åndede tungt ud, “I beat up the kid who planned it, knocked his nose bloody,” sagde hun før hun satte sig op på albuen og kiggede på Zitora. Det hjalp at tænke på noget andet, og Kaiya kunne tvinge et kort smil frem. Hun nussede Zitoras arm og gabte så kort. “Are you tired?” Spurgte hun så. Hun følte sig ikke træt, hun følte sig smadret. Men hun havde ikke lyst til at sove, for at sove betød at der var en chance for at genleve det, mærke det igen. Hun mærkede sine øjne blive våde men det kunne ikke ses i mørket. Hun åndede tungt ud og rystede så på hovedet. “It really was just a bad dream,” sagde hun bestemt. Det var sådan hun ville tænke på det. Det var kun sket en enkel gang, ikke flere. Vel? Hun turde ikke overveje det, for det betød flere af hans klamme berøringer, hans klamme skarpe ånde mod hendes våde kind. “I dreamt about a monster above me. Looking at me, just staring into my soul like it was inside me.. it felt so real.. When I woke up nothing was there, though.” Forklarede hun så og så på Zitora. Hun skulle være stærk, hun ville være den der bar på deres problemer, være pælen der holdte hendes hus af et liv oppe. Det havde hun bestemt sig for, beskytte Zitora lige meget hvad der skete med hende selv.[/color]

Zitora forstod ikke den følelse som hang over hendes krop, og med Kaiyas overbevisende ord for at det var en drøm - så var det nok bare et mareridt. Et klamt mareridt. Hun lod Kaiya komme op til hende og lagde sig godt indtil sin søster. Det var ikke spor sjovt at de havde skilt dem fra hinanden, men de mente jo at det var sundt for dem. Ikke at det føltes specielt sundt.
"I can just sneak into your room. Even through I tried one day and mom just locked the door," fortalte hun så, ikke at det var deres biologiske mor men det kunne hun ikke få sig selv til at fortælle Kaiya.
Da Kaiya nævnte det med skolen trak hun let på skulderen. "You shouldn't have, I'm okay. Uncle Cain is going to help dad with a little bit of home schooling. I'm kinda a superhero now - I will show you," tilføjede hun så. "I'm not tired, the sky is awake, so am awake," smilede hun stille. Dog som Kaiya nævnte det bare havde været en drøm igen, så forsvandt det lille smil og hun flyttede ansigtet væk fra Kaiya.
"Dreams are just dreams, we can rise above them," sagde hun stille, "I don't remember my nightmare.. it doesn't feel like a nightmare.. I was awake.. or maybe I was just dreaming that.." mumlede hun det sidste stille for sig selv. Hun rystede let på hovedet og rejste sig op og listede sig hen til sit skab. Hun tog et par sweatpants frem og et par hættetrøjer - ikke hendes normale tøj, men hvis de ikke skulle genkendes udenfor, så var det unormale bedst at gå klædt i. Hun skiftede hurtigt til noget af tøjet og gik hen til en lille skuffe. Hun samlede en lille vase op med et lille låg og lagde den i sin lomme. "Uncle Cain calls me a storm dancer, but we have to go out - otherwise I might just break the house - and I don't want that," indrømmede hun og sank en klump. Zitora havde altid været den med ekstreme impulsive handlinger og den mere restløse.

» My bloody nightmare...
» It's been a while... I'm sorry - Zitora
» Nightmare? That is what a Guardian angel is for - Eric. (xxx)
» Is it a nightmare, if it really happened? - Reginald [fortidsemne]
» Let's be screwed together ~ Zitora