Do not call me that! (Leviticus) - (fortidsemne)

Tidus lagde blidt hovedet på skrå. Levi var bare typen der faldt hovedkulds i en forelskelse på få sekunder. Dette fik Tidus til at klukke blidt. ”I see, so I asume you believe in love at first sight then?” Samtalen fik Tidus hjerte til at banke. Nok fordi det bragte billederne af dem, der kyssede tilbage igen. Dog skjulte Tidus det. Han smilte bare blidt til sin ven. Tidus troede ikke selv på kærlighed ved første blik. Derimod troede han på at man kunne være draget imod folk ved blot et blik. Men ikke kærlighed... kærlighed skulle opbygges igennem tid. Men hey... han var kun en knægt på 19 år, så hvad han så meget at prale med. Eller, visdom, hvis man kunne sige det på den måde.
Til Tidus uheld, hørte Levi hans lille hviskende kommentar og reagerede på den. Som Tidus drejede hovedet, for at forklare ham hvad han mente, bemærkede han det alvorlige i de grønne øjne. I stedet for at gå imod ham, nikkede Tidus blot til hans ord og så ham i øjnene. ”Okay, I will stop it.” Det kom ud som en smule opgivende. Nervøst, bed han sig i læben og så på sin ven. Han var igen nysgerrig på hvad Levi havde oplevet. Specielt siden han snakkede om, at han havde brugt meget af sit liv på at hakke sig selv ned.
Imens Levi stadig sad foran ham, lænede Tidus sig frem og uglede hans hår. ”Yeah, Like I told you... I´m fine... I´m a stubborn kid who tries to get over this guy... don´t blame me!” Der var latter i hans stemme. Her skubbede han igen blidt og drillende til Levi. ”Are you okay there? Still hypnotized by my lips?” drillede han igen. Han var dog ikke klar over om han overskred en grænse. Drillerierne fik Tidus egne kinder til at skifte farve, men det var vel bedre at de kunne joke omkring det, i stedet for at være så akavet omkring det.

Hvis Tidus selv kunne bestemme, så ville han ikke have disse følelser og aldrig have set på sin bedste ven som han gjorde. Derfor så han flovt den anden vej, bed sig i læben og lyttede til Levis beroligende stemme. Forsigtigt så Tidus op på sin ven, for her at blive mødt af et varmende smil som selv Tidus ikke kunne lade være med at smile over. Levi kendte godt til at blive afvist. I Tidus hoved gav det slet ikke mening, at en som Levi ville kunne blive afvist. Men hey, det skete vel for selv den bedste. Han rystede på hovedet over sine egne tanker.
Som Levi beskrev at han bare gerne ville have sin ven, ligemeget hvad Tidus så følte for ham, skabte Tidus øjenkontakt med sin ven. Ud af det blå, smilte Tidus stort til Levi.
”Of course, You can not get rid of me that easily!” sagde han med en varm tone. Han ville altid være der for Levi. Følelser eller ej. Han skulle nok slippe af med følelserne. Før eller siden vil de svinde ud, blive erstattet med de følelser han rigtig skulle have for Levi. Han så ud af vinduet og lod fingrene knude sammen. Håbede han da i hvert fald. Han pustede ud og bed sig i læben, hvorpå han rejste sig op.
Forhåbentlig ville denne dag ikke komme mere på tale. Han skulle holde jul med Levi... tingene så lyst ud! Han smilte ved tanken og åbnede den nye øl Levi havde bragt med sig.

//emne slut <3 //