Who am I? Where am I? Why am I here? - Liam (privat) (XXX)

Tid : 23.00
Dag : Lørdag
Vejr : Små sne vejr minus 5 grader
Sted : Et af Liams huse i Gaia
Omgivelser : Maximillian og Liam på et værelse i huset.
Tag : @liam

Maximillian havde været kidnappede i godt en uge, han anede ikke hvor han var og hvorfor han var der. Andet end at det var fordi han forældre havde gang i noget som dem der havde kidnappede ham ikke ville finde sig i. Men hvorfor det skulle gå udover ham, det vidste han ikke, han havde jo ikke været en del af det? Maximillian havde haft minimalt kontakt med personer i rummet han var fanget i, han hænder var tapede sammen med gaffetape, foran sig for at have besvær med at bruge dem. Hvorfor de havde gjort det, kunne han ikke forstå, for han havde ingen intensention om at gøre modstand eller for det turde han sku ikke helt, da han var blevet truet med en pistol for panden da han havde forsøgt første gang. Hans sprog overfor dem var dog ikke lige frem det pæneste.

En aften kom en mand han aldrig havde set før, normalt var det en kvinde der kom ind til ham, med en mand der ville stå i døren. Manden satte en tallerken med rimelig lækker mad foran ham, bedre mad end det han havde fået hidtil. Derfor kastede Maximillian sig over maden med det sammen. Da han var færdig med at spise, begyndt han at få en underlig følelse i kroppen. Det hele begyndte at snurre rundt og han blev meget træt, han begyndte at blive panisk. Der var kommet noget i maden, han prøvede at kæmpe i mod trangen til at falde i søvn men det lykkes ikke for ham. Da Maximillian var faldet i søvn kom en mand ind til ham, han satte sig på hug ved siden af Maximillian hvor efter han lagde en hånd på Maximillians hoved også fjernede alt hans hukommelse, som i alt. Alt han huskede og alle minder alt forsvandt fra ham, så når han ville vågne, ville han ikke ane hvem han var. Da manden havde forladt rummet blev manden slået ihjel, kun for at sikre sig at han ikke ville kunne finde Maximillian og efterfølgende give ham hukommelsen tilbage.

Da tingene var gjort, var Maximillian fået gaffe tape for øjnene og munden og hænderne var stadigvæk tapede sammen. Nu handlede det blot om at få ham til privat flyet og afsted, de havde en aftale med en mand ved navn Liam, som ville have Maxmillian, da hans forældre skyldte Liam en del penge. Og hvad var bedre at få Maximillian til at forsvinde fuldstændig. De fik ham ud i en varevogn og kørte i flere timer for at komme til en privat lufthavn, hvor de fik ham på et fly afsted til aftalen, de havde underturen hele tiden sørget for at Maximillian ville være bedøvet, så hver gang han var tæt på at vågne, blev han stukket i skulderen med en omgang bedøvelse.

//Time spring \\

Klokken var omkring 23, da Maximillian blev båret fra en varevogn og ind i et hus i Gaia, ingen ville kunne se det var en dreng der blev båret på, da han var pakket ind så det ikke var til at se, dog så han stadigvæk kunne trække vejret. Alt gaffetape var fjernet fra ham, samt at hans trøje og bukser fra fjernet fra ham, da de havde været smurt ind i blod som Liam koldt fjernet hans vinger. Mens han blev båret ind i huset begyndte han for alvor nu at vågne, det var en par timer siden at han havde fået sidste bedøvelse.

Maxmillian vågnede og bevægede sig mere og mere, samtidig med at kom med smerte støn for hver gang han bevægede sig, ramte en voldsom smerte hans ryg og hoved. Hovedet fordi bedøvelsen havde givet ham hovedpine. Han åbnede øjne og blinkede en del, der var ikke rart meget lys i rummet, ” Hvor er jeg? ” Sagde han stille som han ville sætte sig op, men det gjorde alt for ondt i hans hoved og ryg. Han fik øje på en mand der sad tæt ved ham, han blik var fyldt med angst og forvirring. ” Hvem er jeg?” Spurgte han og prøvede at ligge stille.

Engang imellem var det nu meget godt at have så mange kontakter rundt omkring i verdenen, som Liam havde. Det gjrode at han slet ikke havde behøvet at tage over til New York, d ahan havde fundet ud af at nogen der skyldte ham usandsynligt mage penge, var taget dertil, og blevet top politikere. Så de troede de kunne slippe afsted med at have hans penge, og samtidig føre sig frem i lyset sådan? Nej, nej, nej. Sådan legede vi ikke. Så han fik arrangeret at få fat i deres søn - der va rheldigvis mange andre der ikke var tilfredse med dem, så det havde været nemt at overtale dem til at kidnappe ham for en klækkelig sum penge, hvorefter Liam havde sørget for transporten af ham herover til England, til en lille privat lufthavn hvorfra han blev smidt ind bagi, i bagagerummet af en bil og kørt hen til det hus i Gaia som Liam havde fået forberedt til netop dette formål. En hoveddør der kun kunne låses op af en app på Liam's mobil og computer, vinduer der kune kunne vippes et par centimeter ud så man heller ikke kunne flygte ud af vinduerne, og med lang nok afstand til naboerne til at man ikke ville kunne høre en råbe på hjælp indefra huset, hvis han skulle prøve på noget så dumt. Men hvorfor ville han, når Liam vidste hans hukomemlse var blevet slettet? Ja, det ville ikke give mening. Men det var blot endnu en sikkerhedsforanstaltning. Ligesom det havde været at rive knægtens vinger af, så han ikke bare kunne flyve væk hvis han alligevel kom udenfor.

De var nu ind ei stuen af huset, kun Max og Liam selv, de andre var kørt for længst. Liam smilede blidt til knægten som han vågnede. "Du er i England. Du er i sikkerhed." fortalte han ham roligt. og lagde en blid håndpå hans skulder, i en beroligende gestus. "Jeg ved desværre ikke helt hvem du er - der var nogen efter dig, og du faldt og slog dit hoved... Måske er det derfor du ikke kan huske det? Men du er i alt fald i sikkerhed her. De vil ikke kunne finde dig herinde. De færreste ville drømme om overhovedet at kigge i dette område. Du er ikke kommet mere til skade end med hovedet, er du?" spurgte han så, 'bekymret'.

// Outfit <3

Alt der var sket, havde han ingen erindring om, ingen ting hans hoved var helt tomt og det gjorde sindssygt ondt. Han kunne næsten ikke bevæge sig af ren smerte, han prøvede endnu engang at sætte sig op, men opgav. Dog stoppede han med at bevæge sig for meget som manden talte til ham, hånden på hans skulder var underlig. Men det var med til at give ham en lille form for ro i ham, ordene om at han var i England og at han var i sikkerhed, gav ingen mening for ham. ” England? Spurgte han stille og så på ham.

At manden ikke vidste helt hvem han var, men at der var nogen efter ham og han havde slået sit hoved og derved mistet hukommelsen. Det var underligt, sådan virkelig underligt. Sikkerhed? Hvorfor var han i sikkerhed? Hvad var der sket, hvem ville ikke kunne finde ham? Og hvem var han? Alle spørgsmålene kørte inde i hans hoved, det gav ham bare endnu mere hovedpine. ” Jeg forstår det ikke? Hvorfor er jeg her? Hvem er efter mig? Og hvem er jeg? ” Sagde han stille. Om han var kommet mere til skade end sit hoved? Det vidste han jo af gode grunde ikke. ” Det ved jeg ikke, men har store smerter i min ryg, jeg ved ikke hvorfor? Måske du kan kigge på det? ” Sagde han stille og virkede en anelse urolig. ”Men hvis du ikke ved hvem jeg er? Hvorfor er jeg så her? Ved du ikke engang hvad jeg hedder?” Spurgte han og så på ham. Han kiggede omkring sig, han valgte nu at sætte sig op, på tros af smerterne, armene kunne han dårligt bruge, for hver bevægelse skar i hans ryg. Som han sad op, drejede det hele rundt for ham, ” Hvor kommer jeg fra? Siden jeg er kommet til England? Kan man godt miste alt hukommelse af et slag i hovedet?” Sagde han og så på ham. Selvom hans hoved dunkede helt ekstremt og havde følelsen af at de ville springe snart, var der bare så mange spørgsmål. ” Hvor gammel er jeg?” kom det fra ham ud af det blå, det var virkelig underligt at blive reddet af en fyr som ikke ved hvorfor han reddede ham eller hvem han reddede ham fra? Han vidste ikke hvem han var? Altså manden vidste ikke hvem han var? ” Det gir ikke mening” Sagde han stille og så usikkert på ham.

Liam smilede blot blidt til ham, og sukkede lidt som om han ikke vidste hvor han skulle starte henne, men selvfølgelig havde han en hel tale forberedt til når knægten engang vågnede op, altså nu. "Ja, England. I Europa, du ved? Der var nogen ovre i Amerika der prøvede at få fat på dig, men du er langt væk fra dem nu. De vil ikke få fat på dig igen, det lover jeg. Du er fuldkommen i sikkerhed her - jeg så hvordan de jagtede dig og kunne ikke bare lade dem fange dig. Det er godt jeg tog et par lektioner i kampsport, ellers havde jeg nok ikke formået at få dem væk fra dig," sagde han med et skævt, medlidende smil.

"Jeg ved ikke hvem de er, dem der er efter dig... Men det kunne godt virke som om at du eller din familie har gjort noget I ikke skulle? De ville i alt fald godt have fat på dig og at dømme efte rhvad de råbte, slå dig ihjel. Men ja... Jeg kom da heldigvis forbi. Du kan virkelig ikke huske noget af det? Du har slået hovedet hårdere end jeg troede... Og din ryg, siger du? kan du vende dig om, så skal jeg nok se på det?" spurgte han så blidt, og så snart drengen havde vendt sig om,løftede han stille op i blusen, og inspicerede hvor pænt sårene rent faktisk helede, men nu havd ehan så også været flink at sy det sammen over de minimale stumper der havde været tilbage afvingerne... han havde revet dem af direkte ved roden så der ikke var noget knogle der stak ud, bare hevet dem af ved leddet, så det helede rimelig fint når man tænkte på hvor voldsomt et traume det var. "Hmm... Du har nok landet på ryggen efter du slog hovedet. Du har et par sår her... Men de heler fint, så det skal nok gå,"

"Og nej, jeg ved desværre heller ikke hvad du hedder... Detvar ikke lige en af de ting de råbte efter dig. Og du er her, da det nok er sikrest for dig at være i den anden del af verdenen end dem der er efter dig, ville jeg mene. Og man kan skam godt få fuldkomment hukommelsestab af et slag, ja... Men hvor gammel du er? Hmm... Du ser ud til at være... Tja... 15, måske 16 år? Tror jeg?"

Maximillian så på manden, det var bare underligt, han huskede intet, intet om en jagt eller nogen ville fange om, ikke engang små glimt af noget som helst. Det hele var bare væk, det gjorde han en anelse bange som manden fortalt ham at han kun var blevet reddet fordi han havde taget lektioner i kampsport. Maximillian så usikkert på ham, ” Tak, altså tak fordi du reddede mig” Sagde han og smilede usikkert til ham, han løftede hånd op til hovedet og trykkede den mod sin ene tænding. ” mit hoved gør så forfærdeligt ondt, som om det er ved at springe” Sagde han stille og vidste ikke helt hvad han skulle gøre. Smerterne var stor og stærke i hans ryg samt at han var svimmel, så det med at rejse sig op og gå rundt, måtte han vente med til han havde det bedre.

Hvorfor ville manden redde ham? Hvis han ikke vidste hvem han var? Altså det hele var underligt, men det gjorde ikke noget, han stolede på ham, nu han sagde han var i sikkerhed i England han huskede ikke engang noget fra turen til England. ” intet, jeg husker ikke engang mit navn” Sagde han og så på ham. Det var virkelig underligt, at han havde slået hovedet så voldsomt at hele ens hukommelse ville forsvinde. Som han lod manden løfte op i hans t-shirt pev han lidt. At Maximillian var Engel og havde fået flået vingerne af havde han ingen anelse om, han var jo faldt og slået sin ryg og fået et par sår. ” Healer pænt? Jeg forstår ikke? Hvor længe har jeg været her? Jeg husker dig ikke, jeg har aldrig set dig før? Hvordan kan det allerede være ved at heale? Er det ikke lige sket?” Spurgte han og så sikkert op på manden. Maximillian stillede en del spørgsmål, men hvem ville ikke det?

Maximillian måtte vælge at stole på manden, hvorfor skulle han ikke gøre det? Hvis han havde reddet ham for de her menneske, hvorfor skulle han så ikke kunne stole på ham? ” Jeg stoler på dig, men hvad hedder jeg? Altså det lidt underligt ikke at have et navn?” Sagde han og kunne ikke lade være med at komme med et lille grin over det. Dog stoppede det hurtigt, for hovedet gjorde for ondt til at han kunne grine. ” underligt at jeg ikke engang kan huske min alder? Troede aldrig man kunne glemme sin alder uanset hvad der skete. Sagde han og så igen rundt i rummet. ” 15 eller 16?” Sagde han og lukkede øjnene, det var tydeligt at han lige nu koncentrerede sig om at prøve at tænke på hans alder, om han kunne huske den. Dog åbnede han øjnene og rystede stille på hovedet, Nope jeg kan ikke huske det” Sagde han og så på ham.

Maximillian valgte tros svimmelheden at rejse sig, han trængte til at bevæge sin krop, den var stiv og øm men det måtte være fra da han faldt og slog hovedet. Han gik stille over til et vindue og lagde den ene hånd på vinduet og kiggede ud. ” Tænk at du redder mig, uden at kende mig, der ikke mange mennesker i vores verden der ville gøre det.” Sagde han nærmest drømmende inden han tog i håndtaget til vinduet og åbnede det, dog kunne det ikke åbnes ret meget, det var lidt underligt. Dog betød det ikke noget, han ville bare gerne have lidt frisk luft.

Liam smilede bare 'blidt' til ham som han blev takket, og rystede så letpå hovedet som om det ikke var noget at takke for. "Jeg kunne da ikke bare se på mens de gik amok på dig. Noget måtte der jo gøres. Kun godt jeg så kun var på ferie derovre og alligevel skulle hjem til England igen," sagde han roligt, som om han virkelig var så godhjertet at han ville redde nogen, og ikke lige havde gjort det absolut modsatte med knægten her.

"Hmm... Så må du vel bare få et nyt. Noget forslag til hvad du gerne vil kaldes? Det er jo kun fair at lade dig vælge det selv." sagd ehan så, mens han ignorerede den svage piven fra englen, som han inspicerede sårene. "Ah, et par dage, omtrent." løj han nemt og overbevisende. For det var jo tydeligt at hukommelses fjernelsen havde været effektiv - nok også effektiv nok til at knægten ikke engang vidste at han var en engel.

"Tja... Slaget har nok givet dig en ordentlig hjernerystelse. De kan desværre godt påvirke hukommelsen i uhyggelige grader... Folk har også tit glemt sprog af sådan noget. Dér er du da idet mindste heldig, hva'? For tegnsprog ville nok være lidt svært at kommunikere med," sagde Liam så med et skævt smil der var ment til at skulle være en smule opløftende.

Han observerede stille knægten som han rejste sig og gik lidt rundt. Ganske rigtigt kunne vinduerne ikke åbnes meget... Knægten skulle jo ikke have en chance for at kunne slippe ud alt for let, vel. "Jeg kunne ikke bare stå og se på. Et eller andet måtte der gøres."