Take me back to those times when all we had was humanity [Fortidsemne]

Tid Det er omkring eftermiddag
Periode/årstal Emnet foregår i 198.044 BC, 8 år efter hendes skabelse
Sted Paradis haven
Omgivelser Det er et paradis, så der er smukke træer, alle mulige dyr som bor sammen i harmoni
Vejr Solen skinner, og det er dejligt varmt
Påklædning
- Tøj + Sko Hun har intet tøj på. Hun har ingen sko på
- Hår + Make-up + Smykker Hendes hår er sort, som går hende til midten af lårene. Hun har intet make-up på. Hun har ingen smykker på
- Accent Hun taler med en ukendt accent
- Andet Hendes øjne er brune, og hun er 1,65 meter høj

Emnet er tilegnet @Haniel

Hvis der var noget man kunne kalde haven, så var det det af et paradis, hvert enkel træ og hvert enkel busk var som ren kunst. Når dagene startede, var det med den smukkeste sol, og den forsvandt med det skønne syn, og af en solnedgang, som kunne få selv den mest hårdhjertet til at fælde en tårer. På trods af de mange dyr, som vandrede rundt sammen, var alt i harmoni, såvel som det af de eneste to mennesker. Dog var tiden mellem de to levende mennesker, efterhånden gået fra harmonisk til det af sorg. Det var sket så pludseligt, og mere eller mindre ud af ingenting, hvordan det ellers så kærlige forhold, med et var fuld af vrede og sorg. Adam var ikke den mand hun huskede, ikke den kærlige mand, hun for så mange år siden, havde valgt at gifte sig med, kort efter deres skaber havde lavet dem. Som hun sad på stenen, mindede hun sig selv om de gode tider, og hvordan han nogle gange ikke var sig selv, men at han altid blev kærlig, som tiden gik. Dog gik der længere og længere tid, mellem hans gode dage og det af hans dårlige.
Det var næsten som om en eller anden, havde smidt en ide i hans hoved, en ide som ikke var hans egen, og denne ide havde fået lov til at vokse indtil det monster, hun nu så på. Efter det første skænderi og det første slag, så hun ikke længere sin elskede, men snarer det af et mareridt, et af de hun til tider ville få, når de alle lagde sig til ro. Det forklarede måske også, hvorfor hun nu havde flere stunder af, hvor hun fandt sig selv græde, fremfor det at smile, som hun havde gjort de sidste 8 år. Selvom hun ikke forstod alle de følelser, som gled gennem hende, så følte hun en vis mængde frygt, når han kom hen til hende, og mere specifikt når han rørte hende. Hun forsøgte ofte komme med undskyldninger, når de skulle hvile, således hun ikke behøvede at ligge ved ham, men snarer ved siden af alle de andre dyr. Et suk forlod hendes læber, og hun fjernede de adskillige tårer, som havde fundet sin vej ned af hendes kinder, som hendes blik også fandt sin vej op imod himlen.

Haniel havde brugt det meste af hans liv med hans søskende og deres forælder Gud. Han havde fået alt hvad han havde behov for, og havde sågar fået titlen som ærkeengel. En stor ære for en hver engel, men det havde også kostet ham hans bror. Det var dog aldrig til at se på ham at han var ked af det, og faktisk var han stadig ret så tilpas. Det var ikke et tilfælde at Gud havde navngivet ham Haniel, der betød glæde. Dog var dagene i Paradis blevet drastisk ændret siden Gud bragte Adam og Lilith til haven. Fra starten havde han holdt sin afstand og holdt øje med de nye skabninger. Han var draget til dem. Ønskede at hjælpe dem når de skulle lære, men Gud havde forbudt englene i at hjælpe dem.

Solen var på vej væk fra sit højeste punkt på himlen, da han hørte hende. Hun sad for sig selv på en sten og han så hvordan tårerne gav genskin af solens varme stråler. Normalt ville han have holdt sin afstand, men han kunne knap nok klare at se kvinden græde. Det var som om hans hjerte blev fået ud og trampet på som hun sad og var ked af det. Haniel tog et par rolige åndedræt før han lidt klodset fik sig taget sammen til at gå mod hende. Med et par lette skridt var han nu ovre ved hende og satte sig på græsset foran hende. Han kunne mærke hvordan hendes følelser sad lige under overfladen og han genkendte det fra for mange år siden.

”I know that feeling," sagde Haniel med et skævt smil. Han ville ikke være for direkte, men så igen kunne han ikke finde ud af at være diskret. Hans hænder gled gennem græsset ved hans side, og han plukkede let i det.

Hun kunne halvt om halvt fornemme ham, før han faktisk gjorde sig selv til syne, det var det når man kunne fornemme en andens blik rettet imod en, før man faktisk selv lagde mærke til vedkomne. Dog var hun så fanget i sit eget tumult af følelser, at hun faktisk ikke så op, selv som han langsomt kom tættere på, men det var vel heller ikke et under, hele hendes liv virkede pludseligt så fremmede, og hun havde aldrig set andre end Gud og Adam, så det at se en anden person, var måske skræmmende. På trods af hendes gråd, så var der dog også en stilhed over haven, eller mere det spot hun sad ved, så hvert skridt fra den fremmede, syntes højere end normalt, men det kunne selvfølgelig også være fordi, at hun var mere opmærksom på sine omgivelser, end hun normalt var. Men blot fordi hun kunne høre ham komme nærmere, og faktisk kendte til hans tilstedeværelse, var det dog heller ikke fordi, at hun faktisk så op.
Hun så officielt først op, som hun hørte ham sætte sig foran, og her blev nysgerrigheden for stor. Hvem var denne mand? Og hvorfor var han der ved hende? Det var ikke fordi hun havde et dårligt selvværd, hun vidste trods alt ikke hvad konceptet betød, og hun havde heller ikke set andre kvinder, så hun havde heller ikke noget sammenligne sig med. Dog var det nok mere fordi, at hun ikke kendte manden, og hun var ikke vant til, at andre end Gud eller Adam snakkede til hende. De brune øjne betragtede nysgerrigt manden foran sig, og specielt hans ord, syntes at fane hendes opmærksomhed "I don't understand" hun var ikke just dum, men hun var heller ikke intelligent, men hvad kunne man også forvente af en kvinde, som faktisk ikke var mere end de 8 år gammel. Derudover så var det eneste hun virkelig havde oplevet, det af paradis haven, ideen om at der fandtes andre ting og væsner, var endnu så fjern for hende.

Haniel lænede hovedet tilbage og nød de små solstråler. Hans hår synes næsten at skinne i skæret, og hans fingre legede videre med græsset under ham. Engle var normalt rolige og havde en behagelig aura omkring sig, og Haniel var ikke anderledes på den front. Hans krop var afslappet som han sad med menneskekvinden, og han vendte sine brune øjne mod hendes tårefyldte blik. Han sendte hende et lille smil og lagde en hånd på sit eget bryst, og signalerede til at hun skulle gøre det samme hende selv.

”Can you feel how your heart is beating out of control?” sagde han med et skævt smil. ”Feel that emotion down to your core and close your eyes.” Haniel vidste at det han havde gang i var forbudt for ham at gøre, men han kunne ikke klare at lade Lilith græde. Hendes tårer havde ramt ham inderst inde, og han følte sig nærmest magtesløs. Hvilken ærkeengel kunne med respekt for sig selv lade være med at hjælpe andre? Selvom det var ham forbudt, føltes det som det rigtige at gøre. Hans øjne var på hende, og han ønskede kun at få hende i bedre humør.

”Now, let that feeling go through your body,” sagde han med hans rolige stemme. ”Let it flow from the top of your head down to your toes and tell it this to yourself: I feel sadness tight now, but it will pass, and happiness comes back.” Han lød som om han havde prøvet det før. Med et smil der kunne smelte hjerter så han på hende.

Givet hun på ingen måde havde meget erfaring, med at have kontakt til andre, og da slet ikke det af nye personer, vidste hun ikke hvad hun skulle synes om tingene. Så med andre ord, begyndte hun bare at stole blindt på ham, og hvorfor skulle hun da heller ikke det? Han havde trods alt ikke vist sig som samme monster, som Adam var ved at forvandle sig til. Så da han lagde sin hånd imod sit bryst, gjorde hun præcis det samme. Hans spørgsmål omkring hendes hjerte, fik hende til at nikke, for ja det bankede ekstremt hurtigt, og alt i hende føltes panisk og ude af kontrol, og hun vidste ikke hvad hun skulle gøre ved det. For hvad skulle et væsen, som aldrig havde følt denne slags ting, gøre i en situation, hvor de for første gang faktisk følte alle disse mærkelige ting?
Men hendes pludselige tiltro til ham, betød også at da han bad hende lukke øjnene, gjorde hun det uden den mindste smule tøven. Det var trods alt så lille en ting, han i sidste ende havde bedt hende om at gøre, at hun ikke følte en trussel ved at fører den ud i livet. Derudover så var der noget roligt over ham, og selvom alting i hende var i kaos og forvirring, så gjorde hans indre ro, alligevel tingene en smule nemmere. Hun forsøgte også derfor, at gøre præcis som han bad, og i takt med at roen langsomt kom over hende, åbnede hun igen øjnene, og betragtede ham, netop i takt med at hans smil kom frem. Hvorfor smilte Adam aldrig sådan til hende? Var hun forkert? Elskede han hende ikke, som hun i virkeligheden troede hun elskede ham? "Thank you" hun lod igen hånden falde ned, som hun betragtede ham "who are you?" spurgte hun forsigtigt.

Haniel havde længe holdt øje med Adam og Lilith, dog altid fra en god afstand. De havde fået klare regler fra Gud om ikke at måtte involvere sig for meget i menneskenes liv, alligevel var denne unge engel blevet helt betaget af denne smukke kvinde. Han følte for hende når hun græd, blev vred når Adam gjorde noget der var ondsindet, og havde lyst til at holde om hende når hun kunne mærke smerter indeni. Paradis’ have var et perfekt sted, så Haniel havde ikke vidst hvad der pludselig var gået af Adam, og hvorfor hans opførsel havde ændret sådan. Det havde dog gjort at han holdt et nærmere øje på Lilith når hun gik sine turer i haven. Som hun havde gjort hvad han havde sagt kunne han se at hun var blevet mere rolig, og måske var det nu her at han skulle snige sig væk inden Gud så hvad han havde gang i. ”No need to thank me. I’m Haniel, but I’m not allowed to speak to you,” sagde han med et indrømmende smil. Han rejste sig fra det bløde græs og så lidt på Lilith – hvad han ikke ville gøre for den kvinde, tænkte han. ”Whenever you feel that way you just did, remember what I told you,” sagde han forsigtigt og trådte et par skridt væk fra hende. Han havde ikke lyst til at forlade hende, men hvis han ikke skjulte sig mere ville han blive opdaget.

Hun rynkede brynet, som han med et sagde at han faktisk ikke måtte snakke til hende, men hvis han gik så ville hun igen være alene, for Gud var ikke til at snakke med og Adam virkede til at gå i en retning, som hun ikke kunne følge med. Haniel havde været den første person i lang tid, som virkelig behandlede hende godt, og nu så det ud til at han ville gå. Hun skyndte sig til benene, som han trådte bag ud, og hun uden rigtig at tænke over det, skyndte sig hen til ham, hvor hun krammede ham, og hvilede sin kind imod hans bryst "Please don't leave me, I don't want to be all alone" sagde hun med en sorgfuld stemme, selvom hun næppe forstod de følelser, som gik gennem hende, så ville hun ikke være alene igen, hun ville ikke føle denne sorg i sit bryst, som fortalte hende, at det hele var hendes skyld, og hvis hun nu bare var som Adam ønskede, så ville han elske hende igen, elske hende som han havde gjort så ofte før. Dog hvad hun ikke vidste var, så havde han nok aldrig rigtig elsket hende3, hun havde bare været den eneste af hans slags tæt på, så han havde nok ikke vidst hvad han selv skulle gøre, og håbet om ikke selv at være alene, var grunden til at han fandt sammen med hende. Med andre ord havde han ikke elsket hende, som hun nu elskede ham.

//Out <33 Grund: Forældet//