One too many times

**Humør** : - **Antal indlæg** : 27

_________________

Vejr: Stjerneklart, temperaturen nær frysepunktet.
Sted: Større privat fest i et af rækkehusende, der har været i gang siden de tidlige eftermiddagstimer.
Tid: Natten til lørdag kl 00:25.
Omgivelser: Stemningen er høj, det samme er musikken. Alkohol forsyningerne virker utømmelig, baner af det tungere skyts er efterhånden begyndt at blive indtaget i rigelige mængder.
Påklædning: Beklædning og Hår
Emne til: @Cecilia
_________________

"Friday at Gregs, what are you saying?" lød spørgsmålet gennem tatoveringsmaskinens insisterende summen, før den ebbede ud da Raven løftede blikket fra læggen, og mødte det mosgrønne blik i en skeptisk mine "I don't know Cole... You know how it went last time, remember?" det ene af de mørke øjenbryn skød sig længere op i den fregnede pande, som var det ene og alene svar nok på, hvorfor det netop var en rigtig dårlig ide. Den mekaniske summen genoptog rummet, da hun var sikker på budskabet var gået ind hos den blonde fyr på briksen. Det virkede da også sådan i et lang øjeblik, inden han på ny valgte at åbne munden "C'mon Rav. What if I promise I won't let him near you, hm? Who even says he'll be there, for all we know he could be busy fucking some chicks bra..." en hånd løftede sig afværgende for det lynene blik. "Fine, but if Patch show up then I'm out, okay?" en kort pause blev lagt mellem ordene og de følgende "And you'll keep him away, it he tries anything...".

Det havde været i starten af ugen, tirsdag for at være præcis, at Cole have fået lavet det sidste på ben tatoveringen. Raven havde fortrudt nærmest i det sekund de gyldne lokker var trådt ud af tattoo shoppen, at hun havde ladet sig overtale. Ikke desto mindre havde hun holdt sin del af aftalen, om end med tanken på at vende snuden hjem inden midnat.
Planer var dog til for at blive forskudt eller brudt, i Ravens tilfælde var det mest det sidste. Mængderne af alkohol havde været imponerende store, for hendes lille statur. Dømmekraften tydeligt tåget af alkoholdampe da flammerødt hår og hvidt halvmåne smil dukkede op, til festlighederne.
Første gang Patch gjorde tilnærmelser til at nærme sig, havde Cole holdt ord. Festens udvikling gjorde det ikke muligt at holde sig tæt ved hinanden. Efter den tredje gang, hvor Raven havde forsøgt at lægge afstand til den rødhåret skikkelse, faldt hun i og hun faldt hårdt, men betalte endnu dyre.
Musikken dunkede bag den lukkede dør, men formåede ikke at kvæle den metalliske lyd af metal der flyttede metal. Hun havde ikke behøvet at vende sig om, for at vide den eneste flygt vej var blevet en forhindring, da slåen i låsen blev drejet for og fik hendes indre til at fryse.
Slaget mod den skægstubbede kind, smældede ud i det spartansk indrettede værelse. Det var den første fejl af mange og hun havde vidst det allerede inden hånden ramte.

Store streger trak sig ned over det fregnede ansigt, mens trappen blev taget to trin ad gangen. Uden større hensynstagen for hvem hun måtte ramme ind i, i det menneske pakket hus. De fleste alt for langt væk, på hvad end der var deres foretrukken rusmiddel, til at bide mærke i mascara stribede kinder, blodflækket underlæbe og ødelagte strømpebukser.

Emne: Sv: One too many times Tirs Jan 26, 2021 3:21 pm

Påklædning: Link
Hår: Link
_________________
Siden ulykken havde hun ikke haft mulighed for at komme tilbage på arbejdet, hvilket på sin vis også var okay. Det var fint, hun kunne leve med det. Cecilia havde været henne og besøge Mono det meste af dagen, men u var det på tide at vende næsen hjemad. Dog som hun kørte og tændte for musikken, kunne hun mærke noget - der var noget som ikke var rigtigt, og det fik hende til at krumme brynet kort. Det var som om hun zonede ud, ud til et andet sted, der var en rødhåret skikkelse som nærmede sig hende - eller det føltes som om det var hende selv i det øjeblik, og Cecilia slog egentlig først ud af sit syn, som slaget ramte hende. Hun rev i rettet for at rette op, som lyset fra en personbil foran hende næsten blændede hende. Hornet fra bilen var næsten øredøvende, og Cecilia kunne mærke sit hjerte helt oppe i halsen. "Fuck," udbrød hun og blinkede indtil siden. Hun kunne stadigvæk mærke sit hjerte hamre afsted, og hendes hænder rystede en anelse af chokket. "Jesus fucking Christ," mumlede hun irriteret for sig selv, og så rundt i mørket kort. Hun kunne høre larm fra et af husene længere frem, og endnu en ud af kroppen oplevelse synes at skylle sig henover hende. Hun så ansigtet på en ung pige, med store streger der var aftegningerne af et slag. Fest. Mennesker. Cecilia blinkede og var tilbage i sin bil igen. Heldigvis havde hun fået en lille fornemmelse af sine syn nu, når de da kom som advaret og ikke bare imens hun kørte. Hun klappede kort hænderne på rettet, og følte ikke rigtig der var meget andet at gøre end at finde den pige.

Hun tog den røde jakke af, og afslørede egentlig kun en simpel sort langærmet trøje, der alligevel formåede at fremvise hendes form. Hun steg ud af bilen og låste den, før hun bevægede sig imod festen. "St. Michael Circus," læste hun sig frem til på et af vejskiltene, så vidste hun da Ethans hus var et par huse herfra, hvis der skulle være problemer. Cecilia kunne mærke vinterens kulde imod sig, men bed de i sig for nu - ingen grund til at vække for meget mistake om, at man ikke hørte til festen her. Der stank af rusmidler, alkohol og stupide intentioner. Hun rynkede kort på næsen som hun trådte ind i huset, folk der havde festet i evigheder og for længe siden havde mistet al fornuften. Flere der lå på gulvet og halv sov, slået ud af mængden af alkohol. For ikke at nævne dem der ikke lavede andet end at hoppe rundt på alting, som hvis jorden havde været giftig. Cecilia så sig omkring, lod de mørke øjne iagttage rummet - hun burde ringe videre til Ethan og bede ham sende en patrulje herhen - ingen flere kom til skade. Dog før, at hun kom i tanke om, at hendes mobil lå i bilen kunne hun se pigen fra sit syn på vej ned af trapperne.

Cecilia skubbede nogle folk væk som stod i vejen, og bevægede sig imod pigen - som tydeligvis var fanget i sine egne tanker. Pigen passerede hende ned ad trappen, men det lykkedes alligevel Cecilia at få grebet fat om armen på hende i håb om det ville stoppe hende. "Hey, are you okay?" Selvfølgelig var hun ikke det, og Cecilia lignede ikke en, som spurgte bare for at spørge. Hun så op ad trappen, og de mørke brune øjne fik sat sig på den rødhårede skikkelse hun også havde set i sit syn. Havde det ikke været for synet, og kendskabet til den handling der havde været sket - så havde hun nok ikke været ligeså vred, og lige for tiden, så var der så mange der forsøgte at løbe om hjørner med hende - og det var begrænset, hvor meget mere hun magtede - lunten var snart brændt ned, og ingen burde ønske at være der når bomben engang ville springe. "You have a problem?" Råbte hun efter den rødhårede fyr og havde forsat sit blik på ham.

**Humør** : - **Antal indlæg** : 27

Suget ind i sin egen lille boble af frygt, umulig at flygte fra, kom følelsen af lange tjære arme der voksede ud fra væggene og greb efter hende for at fast holde hende i øjeblikket. Lade frygten vokse til den fyldte lungerne og tog pladsen for luften. Hidtil havde hun undgået hver af de imaginative hænder, indtil hun var lidt over halvvejs nede ad trappen.

Grebet om armen var på ingen måde hårdt, men det var alligevel fast nok til at det rev Raven tilbage i virkeligheden på trappen. Det glippede i kroppen, som havde hun været intet andet end en forskræmt kanin, der krympede sig under skyggen af en rovfugl. Det havde nært fået hende til at falde bagover da den ene fods hæl gled på trinets kant. Med hjertet oppe i halsen greb hun panisk om håndleddet til hånden på armen for at finde fodfæste. Med opspærrede øjne, der truede med at trille ud hvis de bare åbnede sig få millimeter mere op, stirrede Raven på den fremmede, hvis mund synede til at bevægede sig, men det var som om ingen lyd formåede at bryde i gennem – i hvert fald ikke noget der ikke lød som om det var ord fanget i en dykkerklokke ”I…- I can’t hear you…?” formåede hun endelig at samle sig til at svare kvinden.
Den mystiske fremmede vendte blikket op ad trappen, men Ravens eget forlod hende ikke. I stedet smallede de rødblanke øjne sig, fokuserede på læberne hvor lyden langsomt genfandt sig og det blev klart ordene var henvendt til hende selv, men en længere oppe.

Synet der mødte Raven fik det til at løbe koldt ned ad ryggen, med en stigende lyst til at tømme maven for dens indhold midt på trappen ”You shouldn't, he… Please no.” hviskede hun, knapt hørbart under den dunkende musik. Et bedene blik rettet tilbage på den ukendte kvinde, da Patch tog det første trin ned ad trappen. Den ene hånd kørt gennem de røde lokker, skubbede en vildfaren tot tilbage fra panden ”Problem? Why don’t you tell me, bird?” lød svaret med et smil en Colgate reklame værdig, hvis det ikke have været for det glimt af noget mørkt der slog gnister mod kvinderne, særligt rettet mod hende der havde fået den brillante ide at blande sig i sager, som tydeligvis ikke vedkom hende.
Et skridt til kortede yderligere afstanden ”You see, my girlfriend here she’s just a little upset, because I forgot our one year dating anniversary… Silly me, but hey I’m only human and a guy.” endnu et trin blev nærmere, tydeligvis ikke synderligt truet af kvinden ”So If you would let me?... I think it’s time to we head home, right babe?” først sidst i sin sætning flyttede Patch opmærksomheden mod Raven, med en fremstrakt hånd.
Øjnene flakkede mellem hånden og kvinden ved siden af, før Raven endeligt samlede modet til at ryste på hovedet "No, no I... And I'm not your babe." hånden der stadig havde fat om håndledet på brunetten, strammede sig en anelse. En lydløs bøn om ikke at lade hende stå tilbage i hans varetægt.

Emne: Sv: One too many times Lør Feb 13, 2021 8:32 am

Cecilia vidste allerede, at der ville være en del, som ville være utilfredse med hendes handling her - at storme ind som om at det var hendes livsmission. Det var på ingen måde hendes kamp, og alligevel tog hun den. Fyren tog et skridt længere ned ad trappen, og Cecilia så på ham som om at hun et eller andet sted var klar til at kvæle ham. Han mindede hende på nogle måder omkring Jasper, og allerede der var hun opsat på at holde ham væk fra den sorthårede kvinde, som han tydeligvis allerede havde gjort fortræd. Fyren klaskede en løgn lige i ansigtet på hende, men selvfølgelig, han kendte ikke til Cecilias evner, han vidste ikke hvad hun havde set. Cecilia havde ingen ret til at bestemme over den unge kvinde, og om hun skulle gå med ham eller ej - hun kunne kun hjælpe hende, hvis hun ville hjælpes. Det krævede en eller anden accept i at se, at den person du troede behandlede dig godt, ikke gjorde alligevel. Alligevel, grebet pigen havde omkring Cecilias håndled gav Cecilia et bestemt mål. Hun havde ikke i sinde at lave dem tage afsted sammen. "All I hear.. is that you are going to leave her the fuck alone," svarede hun så efter at pigen tydeligvis havde påpeget, at hun ingen steder skulle med ham. "Besides, she is coming with me," hun tog en dybere indånding ind igen. Hun kunne snildt give hans beskrivelser til Evelina og Ethan, og der kunne være en politibil for at hente ham kort tid efter. Det var fordelen ved at have venner indenfor politiet.

For ikke at nævne de kontakter hun havde udenfor den kreds, hun skulle nok gøre sin kamp for at han ikke fik fingrene i pigen. "I just suggest you let us go, unless you want more trouble.. I will be happy to call the police and get all this shut down - including your abusive ass," svarede hun så og kneb lidt med øjnene imens et halvt selvsikkert smil blomstrede så mildt på menneskets læber.

**Humør** : - **Antal indlæg** : 27

“I’m sorry bird, but I think you need an appointment at the ear doctor.” den dybe stemme havde hidtil været overraskende rolig, men det holdt kun så længe for langsomt krøb en irritation sig ind i den, mens øjnene lod til at blive mørkere for hvert skridt Patch havde taget tættere på de to kvinder.
Den fremstrakte hånd blev ikke velmodtaget som han havde regnet ned, Raven modsatte sig stik mod forventningerne og fik den skarpe kæbe til at spænde op. Med musklen tydeligt dirrende under huden, jo hårdere den rødhåret skikkelse pressede tænderne sammen, desto mere usikker blev Raven på sit valg.
Selvom hun ikke kendte kvinden ved siden side, ønskede hun ikke at hun skulle komme til skade på hendes bekostning og Raven om nogen kendte desværre det hårde blik lidt for godt. Det havde trods alt før kostet hende stor fysisk smerte.

Munden åbnede sig da armen faldt ned langs Patch skikkelse, hvor hånden faretruende knyttede sig. Men Cecilia kom hende i forkøbet med sine egne frygtløse ord, der gik Raven til at kvæle de føjende ord der havde været ved at få hende til at give efter for sin overfaldsmand.
Truslen om politi faldt ikke i god jord, mindre end brunettens indblanding allerede var. Et smil lignende mere et rovdyr der blottede sine tænder, mødte hende “And ruin a perfectly good party? Tsk tsk, aren’t you just a bummer?” den sidste ret af afstand blev tilbagelagt mellem Patch og den fremmede kvinde, så Raven krympede sig ved siden af og måtte tvinge en voksende klump spyt ned. Ragende op over kvinden, lignede han en der overvejede sit næste træk – det ville være så nemt at skubbe mod den spinkle skikkelse, så hun ville tage turen ned over trappen og måske til hans held knække nakken undervejs.
“I already got what I came for, but don’t think I’ll forget your pretty little face, bird.” svarede Patch med et skuldertræk. Truslen var reel. Pakket pænt ind under den udstrakte hånd, der med blide berøring lod fingrene skubbede lidt en lille lok af det mørkebrune hår om bag øret, på stedfaste kvinde, der resolut havde besluttet sig for at stille sig mellem ham og Raven “Raven.” hilste han endeligt af og forsatte med fattede skridt ned af trappen, ind i menneske mængden der havde samlet sig for foden af den.
”I think I’m going to puke…” lød det hviskende fra Raven, mens nye tårer steg op i de brune øjne. Grebet om håndledet slap, for at hun i stedet kunne slå armene omkring maven i en halvt foroverbøjet position.

Emne: Sv: One too many times Tirs Mar 09, 2021 2:12 pm

Det var ikke første og sikkert ikke sidste gang, at nogle prøvede at skræmme hende med en trussel. I sidste ende linket til en dæmon og en siphoner, så skræmte den rødhårede unge herre hende ikke specielt meget. Det betød dog ikke, at hun ikke var opmærksom på hans bevægelser. Han stod og forsøgte at nedstirre hende med sin højde, men hun var urokkelig og stod fast i sin beslutning som et bjerg der ikke kunne flyttes. Cecilia overvejede kort sit næste træk, som han gjorde, et usagt spil om, hvem der var hurtigst og mest snedig. Don't think I'll forget your pretty little face, hun rullede arrogant med øjnene af hans kommentar, som om den pralede af på hende. Alligevel noterede hun mentalt at få undersøgt ham mere nøje, og måske med den sort hårede pige, så kunne hun faktisk måske finde ud af mere omkring ham. De mørke brune øjne iagttog nøje ham, som han passerede dem på vej ned ad trappen, og hun førte automatisk pigen længere bagved sig, til han var gået ned. Cecilia åndede først ud da hun ikke længere kunne se ham mere, og vendte derefter opmærksomheden imod pigen hun nu kendte navnet på. Raven.

I think I’m going to puke, Cecilia slog tankerne tilbage til virkeligheden og støjen fra den høje musik, samt blikkene fra de halv påvirkede unge mennesker som stirrede på dem. Hun så på Raven som nu stod halv foroverbøjet," hold it for a few seconds longer, lets get you out of here," sagde hun så og lagde en hånd blidt mod Raven's ryg, som hun førte dem ned af trappen. Hun løftede et skarpt bryn af mængden af folk, "move," vrissede hun irriteret af dem, og heldigvis virkede ingen af dem til at ville have problemer så de flyttede sig og banede vejen nemt udenfor i vinterens kulde. Cecilia stoppede op så omkring dem, hun ville give Raven en chance for at brække sig hvis det var hvad hun havde brug for, eller bare komme sig over den kvalmende følelse. "What a jerk," mumlede hun som hun rystede lidt på hovedet af idioten hun havde konfronteret få minutter side nu. "How are you feeling?"

**Humør** : - **Antal indlæg** : 27

Det var ikke den første gang, at Raven havde forsøgt at stå imod overfor en anden person, som ingen gode intentioner havde med hende. Det var dog derimod den første gang, hvor det faktisk var lykkes hende at holde stand mod personen.
Æren skyldes helt og holdent den mystiske redningskvinde, der som en anden løve mor ikke veg det mindste, for flammehåret. Selv ikke da det tårnede sig op over hende som en alt opslugende mørk skygge. Hvor der derimod ingen tvivl herskede, var at havde hun givet bare det mindste antræk som kunne tolkes til frygt overfor Patch, ville Raven uden omtanke for sig selv, have trådt frem fra sit skjul bag kvinden og stillet sig mellem dem.

Frygtsom for at ord ville bringe mere end bare svar med sig, trak tænderne underlæben ind i et fast fængsel under det korte nik, indikerende at hun havde hørt hvad der var blevet sagt. Friske våde blev til, hvor de forrige var fordampet og kun havde efterladt sig hvide salt streger over de sorte, da øjnene klemte sig sammen. En dyb indånding taget ind gennem næsen inden grebet om egen mave blev løsnet, hvorefter hun på ny rettede sig op og lod sig lede gennem menneskemængden.

Det var nærmest som at blive ramt af en hård hammer i ansigtet, da de trådte ud i en kolde natteluft, som forsøgte den at banke den i forvejen alt for høje promille op. Vigende tilbage for kulden, rakte hun ud og greb om Cecilias skulder for støtte.
Med en falsk følelse for at kvalmen havde aftaget, åbnede Raven munden med et spørgsmål, der måtte træde i baggrunden for kroppens eget forsøg på at gøre morgendagen lidt nemmere, at komme i gennem. I en svimlende hurtig bevægelse slap skulderen, drejede sig modsat Cecilias skikkelse og satte hænderne mod lårene lige over knæene, alt mens maven i krampetræk lod sig tømme til kun mavesyre kom på.
Lysten til at snøfte blev undertrykket og i stedet blev en håndryg kørt hen over mundvig og under næsen, da hun endelig rettede sig op igen og vendte sin opmærksomhed mod den navnløse kvinde ”Better, I think… I really don’t know? How am I supposed to feel beside dirty, disgusting… Stupid?” svarede hun med dirrende underlæbe ”Thank you. I… I don’t even know who you’re, why or where you came from. An angel maybe, sendt from above? If they even exist?” tilføjede hun med et forsøg på et venligt smil sendt mod den mørkhåret kvinde, men endte mest af alt bare med at ligne et lidende dyr.

Emne: Sv: One too many times Man Mar 22, 2021 6:26 am

How am I supposed to feel beside dirty, disgusting… Stupid? Ordene slog Cecilia hårdt, overraskende hårdt og hun foldede læberne sammen ganske kort. Den følelse der lå bagved det, og det faktum at hun faktisk forstod, hvor Ravens ord kom fra. "Neither," svarede hun hurtigt og lod sine mørke brune øjne hvile imod pigen, som Cecilia selv tog en dybere indånding ind. "They do exist, but I'm not one however -" pointerede hun med et skævt lille smil. Cecilia kendte efterhånden et par engle, og selvom hun altid selv havde været troende - så var bekræftelsen i deres eksistens anderledes end hun havde regnet med, men hun var ikke skuffet. "And, My name is Cecilia." Præsenterede hun sig så og gav Raven et lille nik. "I have some water in my car," hun pegede bagud til, hvor hendes bil holdt parkeret længere nede af vejen. Det var ikke ligefrem, fordi, at hun havde lyst til at stå og fortælle foran en husfest - hvordan hun havde haft et syn der ledte hende hertil. Cecilia var ikke sikker på, hvor meget eller hvor lidt alkohol Raven havde indtaget, men på sigt havde hun ikke lyst til bare at lade hende gå hjem selv. Desuden med den rødhårede på fri fod, så havde hun faktisk slet ikke hjertet til det. Det sidste hun ønskede var at høre om en ung pige der var blevet indlagt med total skader, også selvom han virkede mere irriteret på at Cecilia havde blandet sig end Raven havde været der.

"You hungry? There is an amazing pizza place not far from here," Cecilia bevægede sig stille hen imod sin bil, og håbede at Raven ville følge med. Stressede og pressede situationer krævede mad, det krævede pizza - eller for Cecilia var der altid en undskyldning for at spise pizza. Specielt disse dage, hvor kaos virkede til at vente rundt om hvert gadehjørne. Raven var gammel nok til at tage vare på sig selv, men sagen var, at det behøvede hun ikke. Der var ikke noget værre end at være den stærke, som folk glemte ikke altid kunne bære hele verden selv.

**Humør** : - **Antal indlæg** : 27

De degraderende ord havde knapt nok nået at slippe Ravens læber, før nattens engel var klar til at feje dem væk inden de kunne nå at slå alt for dybe rødder. Der var noget i måden hvor på hun havde gjort det, som gav et sug af ubehag gennem den tomme mave. Instinktivt vidste hun det ene ord var sagt af bitter erfaring. Øjnene sveg efter tårerne, men fornemmelsen til at græde nye blev ikke mindre, under trangen til at trække hende ind i et kram. Følelsen formåede Raven dog for nu at undertrykke ved at trække sine ærmer halvvejs ned over hænderne, med fingrene lukket omkring kanterne. Den indlærte høflighed og korrekthed forbød hende bare slynge armene omkring Cecilia, selv gennem det alkoholpåvirkede sind.
Det var dog sidste nævnte som fik skylden for at hun unægtelig måtte have hørt fejl. Påstod hun lige at engle faktisk fandtes? Nej, umuligt. Engle var ikke andet bevingede mennesker afbildet på altertavler, nogle gange endda som små buttede nøgne babyer. Munden nåede at åbne og lukke sig et par gange, før Raven valgte at holde fokusset på, hvad hun troede var reelle kendsgerninger, fremfor at risikerer at fornærme hendes rednings kvinde.
“Raven, as you might know already.” denne gang lykkes det at få lidt mere liv i smilet, selvom det endnu ikke hold den vanlige varme eller gnist i sig.

Tilbuddet om vand skulle ikke gives to gange, smagen af vælde var altid kærkomment at få væk eller bare formindsket betydeligt. Det var dog forslaget om pizza, der fik hende til at slippe et tungt sukket “Orh!” efterfulgt af en hurtigt nikken, der et øjeblik bragte hende ud af balance. Får skridt nærmere bilen lykkes det hende at genfinde den med ordene “Pizza sounds so nice right now. I would love that.”. Der var altid plads til pizza eller en hver lejlighed til at få kørt brød med tomat, ost og andet saltet og fedtet topping indenbords. Tanken om at få bare lidt mad i maven var nu heller ikke dårlig i sig selv.
Henne ved bilen ventede hun med at sætte sig ind, til Cecilia havde taget plads på førersædet. Kun en ganske lille tøven kunne anes inden hun selv satte sig ind “You know, you don't have to? Right?”

Emne: Sv: One too many times Tirs Mar 23, 2021 7:37 am

Cecilia havde set Ravens reaktion på at nævne engle, det var det samme blik som da Michael måneder tilbage havde sagt ordet varulv. Det mindede hende om hele august få uger før verden havde været smidt rundt på gulvet, og samlet op og alting var anderledes derefter. Det var ikke just den følelse hun havde forventet ville slå hende omkuld denne aften, men nu var den der. Hun bevægede sig hen til bilen og fik døren låst op så hun kunne gribe en flaske vand i bilen og nogle renseservietter. Cecilia rakte Raven flasken, og observerede hende nøje. Der var ingen som fortjente at blive behandlet på den måde, som Cecilia havde set i sit syn. Hun kendte ikke nødvendigvis historien bag, men der var aldrig nogen undskyldning god nok til at dække over sådan en opførsel. Cecilia satte sig dernæst ind i bilen, og ventede på at Raven satte sig ind før hun startede bilen op. You know, you don't have to? Right? Et smil sneg sig op på Cecilias læber, som hun vendte blikket kort imod Raven som bildøren blev lukket. "I know, but I want to," svarede hun, hvorefter hun vendte blikket imod vejen igen og blinkede ud. "I've had a rough week as well, and with that jackass - pizza is about everything I need right now, we might as well share the experience," klukkede hun stille for sig selv.

Turen var heldigvis ikke lang til pizzeriaet, og hun parkerede ude foran. Cecilia drejede sig rundt for at tage sin pung på bagsædet, før hun steg ud af bilen. "So, what is your go-to?" Spurgte Cecilia som hun åbnede Ravens dør og lod hende stige ud så hun kunne låse bilen. Det var et af Cecilia's go-to steder i nabolaget. I hvert fald når Mono eller Evelina var med hende, eller at Cecilia bare generelt ville bestille fra et sted. "If that isn't Cecilia Rivers," manden bag disken reagerede på det velkendte ansigt. "It's been a while since I've seen you here - how is Romeo doing?" Cecilia grab stille Raven om armen og bevægede sig nærmere disken. "Oh tell me about it Matt.. but she is good - but you know, life is crazy. I just need the usual - oh and two large cokes, we need the sugar." - "What would you like Raven?" Cecilia så hen på Raven med et varmt smil på læben.

**Humør** : - **Antal indlæg** : 27

Havde Raven haft bare den mindset ide om, at Cecilia ikke bare var kommet forbi tilfældigt, men hun faktisk havde set hvad der havde været udfoldet sig inde bag den lukkede dør – eller brudstykker af det, så havde hun unægtelig insisteret på at finde vej hjem alene, flov over hvad hun havde måtte være vidne til.
I stedet endte hun med at side og små stirre på hende, uvant med hele situationen. Ingen havde nogensinde før hjulpet hende i det her omfang, folk vendte oftest det blinde øje til. “I’m sorry to hear that.” bekendtgjorde hun, med en klar medfølende stemme. Selv i sit eget kaos var hun ikke ude af stand til at erkende og rumme andres.
“From the bottom of my heart, thank you so so much.” endnu engang takkede hun, men denne gang var det med et spæd oprigtigt smil om læberne. Hun skyldte mere end hun nogensinde kunne betale tilbage.

Med hjælp fra renseservietterne havde Raven formået at gøre sig i bare nogenlunde stand. Rødmen efter slaget l stadig lige under huden på den ene kind, men de sorte pandakinder var væk og kun meget mascara lidt hang insisterende ved, helt inde ved vippekanten. Det var dog stadig tydeligt at hun havde brugt en del af sin aften på at græde, med de lettere blodskudte øjne.
Raven steg ud af bilen og fulgte med ved siden af Cecilia. Pizzeriaet var ikke ukendt for hende, nok var det ikke hendes stamsted, men hun havde fået pizza her fra mere end en gang før. “Okay don’t judge me, but I really like the Hawaiian, but with curry dressing.” ananas var en evig debat om det hørte til på pizza, det var enten noget man elskede eller hadet og Raven hørte nu en gang under første nævnte.
Knapt var døren lukket bag dem, før pizza manden hilste på dem, et kort men venligt nik til Raven og en halv velkomst komite til Cecilia. Ført nærmere disken, lod hun blicket søge op på de ophængte menukort, som om hun ikke allerede vidste nøjagtigt hvad hun kunne tænke sig “Hawaiian with curry dressing on and fries, I could really eats some fries…” blikket faldt tilbage på Cecilia “I’ll pay you back, I promise.” skyndte hun at forsikre. Det virkede ret væsentligt, da det gik op for hende at pungen lå der hjemme og mobilen... Den skulle hun nok have en ny af.
Øjenbrynene rynkede sig en anelse, da Raven lod blikket løbe ned over den anden kvinde og det gik op for hende, at hun ikke ligefrem lignede en der havde været deltagende til festen “Uhm, you didn't attend the party did you?”.

Emne: Sv: One too many times Tirs Maj 04, 2021 4:41 pm

"Gurl, when it comes to food. I never judge," she pointed out with a warmer smile. Cecilia didn't pick it on her own pizza, but then again, you should never judge what a person put on their pizza - unless you were debating with an Italien, then you should be aware. "Just don't tell the Italien," she teased a bit. Then she turned her attention to the owner of the place as she ordered. "Oh yeah, extra fries for sure," she added to her own order. Cecilia turned her doe eyes back to Raven, when she mentioned that she would pay her back. Cecilia waved her hand a little by it. "Don't worry about it," she smiled at Raven, before getting her card out to pay. Then she headed towards the nearest table.

You didn't attend the party did you?
Cecilia took a slightly deeper breath in as she sat down. Slowly she breathed out realizing she had to come up with an excuse to why she would be there. Raven was not in a state of mind where she would just lash out about the supernatural, not if she didn't know. Clearly, she had thought Cecilia sounded insane earlier. "No, I was in the area, just driving around to clear my head a little bit. Some people call me a psychic. I think they are overacting just a little," she confessed with a chortle. Even through it was true, she wasn't going to let her know just now how it had went down. "Do you want to eat here, or we can take it to my place. I live down at Greenwell Street." Cecilia didn't like seeing anyone being in a place where she herself had spent too much time in.

**Humør** : - **Antal indlæg** : 27

Raven couldn't help herself from letting go of a small, but sincere laughter by the mention that she shouldn't bring pineapples on pizza up in front of an Italian “Oh no, that would almost be a crime worst than murder. It would be much safer to just go with a Margherita then.” she replied with the laughter turning into a smirk before it disappeared. It felt good to be laughing, but she couldn't help to feel it was too early and therefore wrong. Making her lower her eyes towards the floor for a second before looking up and meeting Cecilia's big brown eyes, open the mouth to insist on paying for her own food, but something made her have a change of heart. It was as if she knew there was no point in trying to convince her newly found friend, that she already had done enough. Cecilia just didn't seem like the type of girl to take that kind of no for an answer. Not that Raven would've been any different if the table had been turned.

Following Cecilia over to the table, Raven took the seat on the other side of the table. Nodding a single time to show she listened to Cecilia's explanation on why she had come to her rescue. Unlike the reaction when she had been talking about angels like they actually existed, Raven didn't seem to put off by the possibility of her being a psychic “Maybe they aren't wrong about you to have psychic ability? Or maybe just a strong gutfeel? Either way, I'm glad you showed up to be my knight in shining armor, minus the armor.”. She titled her head a little and reached out to rearrange the salt and pepper shakers on the table, thinking about the offer and trying to memorize how far it was from her own one-bedroom apartment in the south side “If you're sure you wouldn't mind me knowing where you live, I would like to eat at your place.” she finally answered. The possibility of a flock of drunk people walking in to order pizza wasn't something Raven was sure she could handle right now.
“He was, is, my ex... The redhead at the party. We dated for one year, around six months ago.” she suddenly burst out, feeling like she owed Cecilia some kind of explanation.

Emne: Sv: One too many times Søn Maj 09, 2021 6:49 am

Cecilia couldn't help but think that once year ago, she had been sitting in Raven's seat. Even if Raven didn't seem oblivious to the fact of powers, she wasn't sure if she meant it or if she just joked a little about it. Cecilia disliked her ability, even if it was great sometimes then there were stronger visions that seemed to pull her out of reality for seconds and sometimes minutes - like sleepwalking through a future event, and that part was the most scary. Cecilia pushed herself back from the thought on the next exhale. She pulled her lips in a little half smirk. Her gaze looked up at counter and locked with the owner. "Matt, can we get it to go please? Thanks mate." She smiled at him before returning her attention to Raven, "I don't mind. Besides, otherwise I would just cover myself up with blankets and ice cream either way - this way I at least have someone to chat with," she replied with a small chuckle. Lucas had been spending time with his best friend and assignments the past days, and she knew he would swing by tomorrow at some point. And now she had an excuse for not being alone.

Then the truth about the red-haired guy came on the table, and it was possible that the alcohol helped the young girl confessing to it. That kind of relationship wasn't anything she wished upon anyone. Cecilia took a deeper breath in and nodded a bit, feeling a bit knocked out by the fact that she sadly related to it. It made her think about Jasper and his temper, even if she had been lucky enough to only date that guy for a few months, a few months could still be enough to pull someone apart, especially someone seeking of comfort and stability like Cecilia. "I will have to confess and say you can do a lot better than him," she licked her lips before taking a deeper breath in. Perhaps she could get Raven to tell her his name at some point, just for research. She wanted to make sure he wasn't a vampire or a demon out to get her, or track her down. In her experience some of the darker creatures tend to be more obsessive - and she was sorta scared they hadn't seen the last of this red-haired ex-boyfriend.

**Humør** : - **Antal indlæg** : 27

Raven leaned in, placing both elbows against the table and her chin in the palms of her hands, with a dreamy look in dark eyes. It still felt like she had grains of sand in them every time she blinked, but her head and throat had stopped hurting. “Not gonna lie, ice cream, pizza, fries, and a blanket or five doesn't sound too bad of an evening...” she admitted, looking out in the air, before turning the eyes in Cecilia's way “Do you live by yourself? Don't rub it the wrong way, but you don't seem like the single type?” it was certainly not the best compliment she had ever given, but in her state of mind with the alcohol still running trough her veins, it could've been much worse or bunt. In reality, all she wanted was to know if she should expect another person at Cecilia's place, so she could figure some sort of reason why the pretty hero had decided to take a drunk stranger home.

There is was again, the little glimpse of understanding, true understanding, in the big doe eyes looking straight back at Raven. “I don't know. I'm not really the kind of girl the good guys look for. Too many skeletons in the closet and all that fun stuff.” she mumbled in honesty. It wasn't that she couldn't understand why someone with a good heart wouldn't want someone like her, the Gods could know she had her moments where she wouldn't be easy to be with, she was broken upon repair and she knew it herself, but she still wished to be loved and even love from a toxic person was love.

Emne: Sv: One too many times Søn Maj 16, 2021 5:44 am

The question whether Cecilia lived by herself or not made her chuckle a bit, as she ran her hand over her hair. "Well, I do, live by myself." Cecilia announced with a small nod. "But my boyfriend stays over most of the time, however he had some studies and friends he needed to catch up with, so we will have the place to ourselves," she added and leaned a little bit back in her seat, with a bigger smile on her lips.

It was truly devastating seeing a young girl like Raven being in so much pain, or having to experience that kind of violence. Already from what Cecilia had seen, she could only think about what else the girl had endured in her life, and no one deserved that. Sadly, Cecilia knew a little too much about how it felt like being let down by the people who you thought would never hurt you. Cecilia had been around Raven's age, or at least around it when she had been left by her first love. For a teenager that was shattering, and perhaps a little too much to handle, but that belonged to a story for another day. But Richard had only been the first to leave, sadly not the last, and people had a thing for leaving her without a single explanation. Yet, her splintered heart always found a way to forgive and understand, which possibly was her biggest curse. "We all have chapters in our lives that we don't tell others about. There is really no rush, and the right person will show up one day, when the time is right and there is no denying it, you will know." Perhaps it was the cliché thing people in relationships said, but Cecilia truly believed it. There had been a handful of years between Lucas leaving her the first time and for them to find their ways back to each other. There hadn't been a second since she saw him again, where she had doubted that it was right. Everything had just fallen into place, even with all the chaos she walked through every single day, he was the light guiding her back to sanity and held her grounded.

Cecilia hadn't forgotten the fact that Raven's so called ex-boyfriend had threatened her. Then again, Cecilia faced threats everyday, or so it seemed sometimes at least. It didn't mean she was oblivious to the fact that this guy might be dangerous, he had already shown too many red flags and she knew he was violent. Just like Jasper, people like that needed to be put in their place and even then it was never quite easy to make them understand that. "So, your ex. I hate to ask, but how big are the chances that he will follow up on his words?" She asked. There wasn't really any fear in her eyes, she just wanted to know. It wasn't really like anyone could scare her more than Joseph at the moment anyway, and he was locked away. But she wanted to know who he was dealing with, if it ever came to her dealing with the red-haired guy again. Not just for her sake, but also for Raven's.

**Humør** : - **Antal indlæg** : 27

// Lukket efter aftale

» Fun times are good times - Lexa
» These are beautiful times
» Let the Bad Times Roll
» Just like old times? - Dean
» Remember our times together? ~ Cecilia