I'm a little dysfunctional - Jessalyn

S: Deres værelse
T: Henover eftermiddagen
V: Udenfor er det trist og gråt
O: Bliver beskrevet
P: Bliver beskrevet
Emne til:  @Jessalyn
OBS. Kan indholde voldsomme beskrivelser i forhold til selv-destruktiv opførsel.

---

Her stod vi igen. Fanget i et mørke og afskyen af at se sig selv i spejlet. Mørket havde næsten slugt hende helt, men alligevel stod hun her. Hun vidste hvem hun var, og hvem hun ikke var. Det var der problematikken lå. For denne her person var ikke hende, og hun hadede hvert eneste sekund af hvad hun blev nød til at gøre. Alt hun ønskede var at føle noget, men alt fysisk smerte smertede hende ikke - lige meget hvor meget hun forsøgte. Alt den tortur havde i sidste ende lammet den del af hende. Roy var tilbage på akademiet, sikkert efter Ronnie havde fået tvillingerne. Det var hun selvfølgelig inderst inde glad for. De havde en familie nu. Callas tvillinger kidnappet og den eneste måde hun kunne få dem tilbage på var ved at dræbe sin mor... eller simpelt blive stærkere end hvad der forsøgte at holde hende væk. Calla vidste da hun havde angrebet Ronnie, at det ville få ikke bare Roy til at miste håbet for hende, men også Jess, Livia.. hun havde endda fået sin egen mor til at miste håbet for hende. Hvad skulle hun sige? Calla var trods alt den der døde, og alle syntes at glemme at hun faktisk mistede begge sine børn, og derefter kom tilbage fra helvede - naturligvis vidste ingen andre end Nick at de faktisk havde været i helvede.

Hun stod ude på sit eget badeværelse, et sandt blodbad. Ingen havde været inde på Callas værelse i måneder. De havde set hende i værelsets fælles lokale, men ingen havde formået at komme ind på monsteret værelse og med god grund. De fleste troede hun torturerede eller slog folk ihjel derinde.. for ofte kom hun altid ud med blod på sig. Siden hendes egne sår healede så hurtigt, havde ingen nogen anelse om hvad der var forgået. Alle de gange hun havde forsøgt at flå sin egen hud fra hinanden, at se om hun kunne flå sit eget hjerte ud i håb om at nå til det punkt hvor hun gispede efter luft - men hun healede for hurtigt. Hun var aldrig hurtig nok. Siden Roy var kommet tilbage var det blevet værre. Hun sneg sig ind for at se ham, men havde ikke talt med ham endnu. Han så ødelagt ud, og hun ønskede han skulle være glad. Men det var den eneste ting hun ikke kunne give ham - glæde.

Til sidst skreg hun op og hamrede sin hånd ind i spejlet. Blodet blandede sig med det knuste glas, og hun så på sig selv fra den del. Endnu engang tog hun en af splinterne op og lod den glide henover sin arm - i håb om en reaktion fra sig selv, men der var intet. Ingen smerte. Ingenting. Såret var væk i løbet af ingentid, som var ingen skade sket. Hun kørte hånden henover sit blod og lod det glide henover sin anden hånd, for at lade væsken glide henover sit ansigt fra toppen af tindingerne til kæben.
"This is who I am," hviskede hun til sig selv og lukkede øjnene kort. Det var her hun opdagede der faktisk var andre end hende til stede. Calla havde været ret så hurtig idag, og ikke tænkt at Jess faktisk ville komme tilbage til akademiet - så hun havde ladet dørene stå. I sin fart fik hun grebet fast i Jess og pressede sin forarm imod hendes hals, som havde fået Jess op af en mur.
"You shouldn't be in here," kom det fra Calla med en overraskende hæs klang over stemmen. Hun satte sin mur tilbage op som en arbejder der skyndte sig tilbage fra sin pause.
Rummet var dekoreret med Calls mørke malerier, meget dystre malerier. Blod på væggene.. gulvet. Det var ikke just her Nick sov når de var sammen, for ingen kom ind her.

Påklædning

Jessalyn stod i pigernes omklædningsrum, og klædte om efter hendes dansetime. Hun havde egentlig drama efterfølgende, men havde besluttet sig for at pjække. Med alt det drama i hendes liv, havde hun ikke brug for falsk drama også. Hun trak sin trøje over sig og smuttede ned mod hendes værelse. Jessalyn havde regnet med at det eneste drama i hendes liv var fortid. Hun var ikke længere uvenner med Archie, hun var kommet sig over hendes tabte barn og hun var i et langvarigt forhold med to små børn. Der var selvfølgelig det der foregik med Calla. Jess havde så vidt muligt holdt sig ude af det. Hun ville gerne hjælpe, men hende og Calla havde aldrig været de bedste venner, så hun havde følt det var bedre at holde sig ude af det. Både det, og så hendes nye familie. Hun kunne ikke sætte dem i fare. Men nu var alt anderledes. Hun havde mødt Amery. Hun kunne huske ham. Hun vidste ikke hvem han var først, men hans øjne var bekendte for hende. Det gik kort tid efter op for hende, hans øjne mindede om hendes egne. Han var hendes bror. Trillingebror. Og han var en Sinclair. Det gjorde Jessalyn til Callas moster. Det ville ændre alting imellem dem. Hendes fokus var på at komme ind på hendes værelse, hente et par ting og så mødes med Ronnie og tvillingerne.

Jessalyn stoppede op i fællesrummet, da døren indtil Callas værelse var åbent. Det havde det ikke været i lang tid efterhånden. Hun stillede sig først op af dørkarmen og fulgte hendes bevægelser. For en der efter sigende ikke havde en sjæl, reagerede hun ret følelsesladet. Hun trådte et skridt tilbage, da hun hamrede sin hånd ind i spejlet. Jessalyn så ikke længere på Calla på samme måde. Hun var hendes niece, en hun følte hun skulle beskytte. Derfor reagerede hun heller ikke, da Calla klemte hende op mod en mur. ”Yet here I am,” svarede hun og så rundt på malerierne. Hun troede ikke længere på, Calla ikke havde en sjæl. Men hun havde stadig gjort nogle modbydelige ting. Noget manglede, og Jess havde netop nu gjort det til hendes mission at hjælpe hende. ”Calla,” sagde hun roligt og så hende i øjnene. ”This is not the way to handle whatever you’re going through. I’ll help you come back to the Calla we all know and love, you included.” Jessalyn havde set andre forsøge at tale hende til fornuft. Det virkede ikke, så forhåbentligt kunne en anden tilgang til det hjælpe.

Jess havde set for meget. Alt for meget, hun havde nået at se under det hun skjulte. Hun kæmpede for at holde muren oppe, og det var ærligtalt ikke nogen svær kamp - den havde hun vundet siden hun først troede hendes mor var død.
"I know you just want to save me Jess, but you can't save someone who is already dead," kom det hæst fra Calla som hun alligevel gav slip på Jess. Hun tog afstand ved at gå et par skridt tilbage, så hende an. Hvad var der anderledes ved hende? Der var den måde hun så på hende. Det var første gang i lang tid at nogle havde set på hende sådan, også selvom hun var smurt ind i sit eget blod. "You are a banshee, I shouldn't have to point that fact out to you," tilføjede hun og vendte ryggen til Jess. Hun samlede en træpæl op fra jorden og så på den som om hun var klar til at vise et eller andet projekt.
"You said it yourself, I don't have a soul. Once a monster always a monster. Do I have to prove it to you? Again," en ikke tom trussel men mere som en opkvikker om hvad hun var i stand til. Ganske rigtig vidste hun bedre nu hvad der lagde godt på hendes skyld og ikke gjorde - men hun ville stadigvæk gøre hvad der skulle til for at holde dem væk fra sandheden.  Hun vendte træpælen imod sig selv, imod sit hjerte. Uden at gispe tog hun en hurtig bevægelse og stak pælen igennem sig selv som var hun lavet af luft.
"Bloody hell," mumlede hun irriteret som hendes evne endnu engang reagerede før hende - ikke hendes healing evne. Men den nye der gjorde hende i stand til at skifte stadie mellem at være levende og død. Hun trak pælen tilbage og smed den fra sig.
"I died remember. But before we cast me out to be the villain, you seem to forget I did what I had to do for my family. I don't need any of you.. not anymore," tilføjede hun og flyttede sine øjne mod Jess. At vise den nye evne, var vel i håb om Jess ville tro at Calla faktisk blot var et spøgelse eller en vred ånd. Et eller andet. En pige fra danse holdet kom indenfor, og fulgte naturligvis det kaos der var. Hun skreg op da hun så Jess på Callas værelse - og naturligvis Calla. Med et hurtigt suk brugte Calla sin fart og greb om pigens nakke. Brækkede den - død på stedet.
"It will all make sense in the end.. you'll see," hviskede hun let og løftede atter blikket tilbage på Jess. Der var noget i Callas blik, men man skulle være skarp for at se det.