If I had a dollar for every new family member - Jessalyn

S: Gangene
O: Elever der går frem og tilbage
V: Sky frit, okay lunt
T: Eftermiddag
P: Link
Emne til: @Jessalyn <3

---

Det var fordi, at han vidste der var noget galt med Clarissa. Men det var som om at hans signal blev lidt blandet sammen og han kunne ikke finde orden i hvad han egentlig så. Det var som om kvinde mennesket var to steder på samme tid, og det gav ingen mening overhovedet. Derfor valgte han i sidste ende at bruge sit blod til at lave en besværgelse over, hvor hun måtte være - blot for at være sikker. Han var trods alt den der var tættest med Clary grundet de var tvillinger. Dog var der endnu engang et mærkeligt udslag af denne besværgelse, men han besluttede sig for at opsøge den nærmeste kilde - hvilket var på akademiet. Clarissa gik på akademiet så det undrede ham egentlig ikke. Amery gik ikke på akademiet eller underviste, selvom han nok godt kunne undervise lidt hvis han ville. Det var ny viden at han var en Sinclair, men havde egentlig ikke gjort noget endnu for at opsøge nogle af de andre der gik under dette berømte efternavn. Han fik skaffet sig selv hen til akademiet ved en fornem besværgelse og søgte nu imod alle de elever der gik rundt på gangen. Der var forskellige blikke der ramte ham, enten nogle der syntes han så godt ud eller nogle der syntes at hans pjuskede krøllede lokker og briller fik ham et til at se lettere nørdet ud - men Amery han var ligeglad, han var trods alt på en mission. Da han endelig fik øje på, hvad han syntes at ligne Clary gik han bestemt imod hende og trak hende ind i et klasselokale - der heldigvis var tomt.
"Why are you trying to avoid me, this isn't the time," beklagede han sig lidt men gav slip. Om man kendte Amery eller ej, kunne man tydeligt se både hans øjne og kropsprog blot skreg af bekymring.

Jessalyn havde fået fri fra skole tidligt. Det var rart for hende, fordi hun så havde lidt tid for sig selv, før hun skulle hjem til Ronnie og tvillingerne. Det var ikke fordi hun ikke elskede dem alle tre, men nogle gange var det bare rart med at pusterum. Hun så undrende på nogle yngre piger fniste til hinanden. Hun så kortvarigt på manden med mørkt krøllet hår, før hun igen så frem for sig. Før hun havde gået forbi ham, havde han grebet fat i hende og trukket hende ind i et klasselokale. Hun så undrende på ham da han begyndte at tale. Det gik så op for hende, at han troede hun var Clarissa. Det var ikke første gang nogen havde troet det. Hun trådte et skridt væk fra ham og lagde en hånd mod hendes hofte. ”I’m avoiding you, because I don’t know you. You’re looking for Clarissa, right? She’s not me. Please try not to make the mistake in the future.” Hun kneb øjnene sammen og så nærmere på ham. Der var noget med hans øjne. De virkede bekendte på en eller anden måde. Hun forsøgte at placere ham, men det lykkedes ikke. ”Do we know each other? I know I look like somebody you know, but you seem oddly familiar,” indrømmede hun og fjernede hendes hånd fra hoften og lod i stedet hånden falde ned langs hendes side.

Amery kneb øjnene let som kvinden begyndte at tale, allerede ved første ord kunne han høre at det ikke var Clarissas stemme - og gjorde sig egentlig klar til at komme med en god undskyldning før hun kom ham i forvejen. Dog forstod han langtfra hvad der var gået galt, det gav absolut ingen mening overhovedet.
"She is my twin.. uhm.. I tried a spell to find her, sorry for the misunderstanding," var han alligevel hurtig til at sige og kløede sig kort i nakken. Normalt var han ret sikker i sin sag før han sprang til en større konklusion. Måden hun så ham i øjnene på, fik ham til at synes der alligevel var noget som han ikke kunne forklare. Amery havde været fire år dengang hans mor tragisk døde og deres far havde været nød til at flygte med alle sine børn. Men en havde manglet, eller sådan havde det altid føltes som. Amery havde haft svært ved at styre sine evne ofte, og troet at den var i stykker eller han blot var ubrugelig. Hvad hvis? Nej, men alt var muligt her. Det kunne være at han havde haft ret hele tiden. Så slog det ham, som hun spurgte indtil om de kendte hinanden.
"You are my sister," nåede han ikke at tænke mere over før han havde sagt det. Han så ligeså chokeret ud som han var. "I made a spell bound by blood.. to find Clary.. and I got you and her.. both of you showed up. It's the only explanation.. you made it out alive," tilføjede han som han ikke engang selv vidste hvordan han skulle føle omkring det. Det var utrolige nyheder på samme tid. Fordi hvis Jessalyn var i live, så kunne hans mor også være det.

Jessalyn prøvede at huske ham. Det var et svagt minde, men hun så en ung dreng for sig. Det eneste der virkelig skar igennem var øjnene. Den dybe brune farve der så tilbage på hende fik hende et øjeblik til at tro hun stod foran et spejl. De mindede så meget om hendes egne. Hun nikkede kort ved hans forklaring. ”It’s okay.” Hun kunne godt fornemme bekymringen, men før hun nåede at adressere den, kom han med et meget uventet svar.
”Umm.. No? I have three brothers. You’re not one of them,” protesterede hun. Hvis ikke hun var i familie med Nathan, Nick og Bryce, hvis hun virkelig var søster til ham her og Clarissa, hvad betød det så for hende og hendes familieforhold? ”Yo’re seriously freaking me out. Who are you?” Hun vidste ikke meget om Clarissa udover at hun lignede hende og var særdeles anderledes. Hun blev nød til at vide om det her virkelig var sandt. ”I need proof. I can’t handle this before I know for sure.” Hvis hun først begyndte at tro på det, og det så viste sig at være forkert, ville det gøre mere skade end gavn.

Amery var usikker på mange ting, men når han var sikker - så var han sikker. Han havde altid en ting for at lytte til hans mavefornemmelse fordi den næsten altid havde ret - Ved alle undtagen Clarissa, og foran ham stod forklaringen.
"I'm pretty sure I am," mumlede han let og sank en klump. Han ønskede ikke at freake hende ud, han var mere rolig end de fleste. Men inden i var han også rundt på gulvet over pludselig at have sin søster i live. Han havde været fire år da han mistede hende og deres mor. Men det var ikke minder nok alle kunne huske i den alder, og det var først at se på hende nu at han kunne huske den tid bedre.
"I didn't mean to freak you out.. I'm Amery," tilføjede han og sukkede let. Han kneb let øjnene, som hun sagde hun havde brug for bevis på det. Måske det egentlig også var bedst at bekræfte det for hans egen skyld også. Han ville nødig løbe til sin far om at hans egentlig 'døde' datter ikke var død alligevel. Han havde haft så mange af disse drømme, hvor han troede at Clarissa var eller ville komme i fare - og han havde altid troet at hvis han blev ved hendes side ville det ikke ske. Nu når han tænkte nærmere over det, kunne det være at de ting var sket for Jess?
"Prove, I'm not that advance in spells. But I don't reckon its the magical explanation you want. You want to know about the connection. You feel it. I do all the time when I'm near Clarissa. And I feel it now," fortalte han. "You are a banshee in a family of witches and demons. When I.. we were four witchhunters came to our home, and killed our mother.. and you. Or that was what everything thought," tilføjede han og løftede armen ud i mod hende for at pointere sin pointe. Han rømmede sig let, for det var ikke et bevis.
"I can see things that will happen in the future.. at times. Strongest to Clarissa, and I've always tried to protect her. And my visions doesn't always makes sense.. let me ask you. Were you in a relationship with Archie Sinclair? I always told Clarissa not to go in a relationship with him, and she always said she wasn't.. but I kept seeing her together with him.. unless that was you. And If so.. I'm sorry," tilføjede han. Hans beklagelse var nok nærmere til at han vidste hun havde mistet et barn, endnu en af de ting som aldrig havde givet mening. "I'm confusing you even more.. I'm confused to. I simply never thought you would be alive, and here you are."

Jessalyn prøvede at bevare roen, men hvis ikke hun var den yngste Russo Blake søskende, den eneste søster i flokken, hvem var hun så? Hun havde en følelse af at den hun var, gled ud mellem fingrene på hende. Bare tanken om at skulle genfinde sig selv var for meget for hende. Hun havde gjort nok af siden hun kom til akademiet. ”Amery,” gentog hun med antydningen af et smil. Det føltes som om det var et navn hun aldrig havde kendt, men stadig hørte hjemme på hendes læber. Et navn hun havde sagt så mange gange i et andet liv. Hun tog en dyb indånding for ikke at flippe mere ud en højst nødvendigt. ”I feel it,” indrømmede hun. Selvom hun ikke var sikker på om det var nok. Måske magi af og til var utilregnelig, men det kunne også give langt flere svar end en blodprøve kunne. ”Magic will do.”
Hun lyttede til hans fortælling. For hvert et ord han fortalte, blev sandheden mere klar for hende. Han havde ret. Hun havde levet et liv hun ikke kunne huske. Hendes brødre var ikke hendes brødre. ”I actually don’t think we need the magic. I remember it. I hid with her. Your mother.” Hun var klar over hans mor også var hendes mor, men hun var ikke klar til at sige det endnu. Hun stillede sig op ad væggen bag hende og gjorde hendes bedste for at kapere alt der skete lige nu. Det var livsændrende. ”I was,” svarede hun kort da han snakkede om Archie. Hun ville helst ikke kommentere på hans undskyldning. Det ville bare bringe minder frem hun ikke havde brug for lige nu. ”What is your last name? I need to know who I really am. Who I could have been.” Hun vidste ikke hvordan hun skulle forklare det for hendes brødre. Særligt Nathan. Hun elskede Bryce, men hendes forhold med Nathan var helt unikt. Hvis hun kendte ham rigtigt, ville han joke med det, og de ville ende med at skændes fordi han ikke tog det alvorligt. Forhåbentligt ville det ikke ændre noget imellem dem, og de ville stadig have samme forhold som de havde nu.

Amery vidste nyheder ville være livsændrende, selv hans eget liv var lige blevet ændret. At få af vide at hans mor var i live, at hun var Rebekah Sinclair. Amerys far havde altid fortalt om Katharina Sinclair, som var hans mor - til at Clarissa hjalp med Stephen Sinclair med at finde Rebekah. Efter det var det faldt mere på plads, tingene gav mere mening - men han var stadigvæk ikke på stedet hvor han ville se hende i øjnene endnu. Så han forstod Jess, og var næsten misundelig på at hun ikke fik flere overraskelser end denne her. Hvilket på sin vis vidst også var nok. Han fulgte hende med øjnene som han fortalte sin historie, fulgte hvordan hun stillede sig op af væggen.
"Blake," kom det fra ham. "Son of Bellamy Joseph Blake and Katharina Sinclair," tilføjede han og satte sig ned på kateteret.
"I know your name is Jessalyn Blake. Clarissa told me about your name, how she found it funny that you had the same surname," kommenterede han så med et lille skævt smil. Derefter sank han en klump.
"I discovered myself not other than earlier this week.. that my.. our mother is alive.. she had used another name all along to protect me and the others.. you might have heard of her.. Rebekah Sinclair," han så hen på Jess og sank en klump.

At de allerede delte et efternavn, gjorde det lettere. Hvad ikke gjorde det, var da han nævnte hans forældres navne. Hun kendte ingen af dem. Men Sinclair kendte stort set alle efterhånden. Om ikke andet var det efternavnet til hendes eksforlovet og næsten-ven. Hvis man kunne kalde Calla det. Hun kunne langsomt mærke en kvalme udvikle sig inden i hende. Betød det at hun havde været forlovet med hendes familiemedlem? At hun havde båret hans barn? Lige nu håbede hun inderligt det var langt ude, men hun vidste også bedre. Det var aldrig let. Hun forsøgte at fokusere på ham, men der var imellem tiden opstået en susen for hendes øre. Hun var bestemt ikke tilpas med det han fortalte hende. ”I’ve heard of her.” Hun forsøgte inderligt at sluge kvalmen. Hun var nervøs den ville udvikle sig til opkast. Hvor smukt ville det ikke være at kaste op foran hendes nye bror. ”He’s my brother. Archie. And Calla is my niece. I’ve always sort of feared the Sinclairs. I never thought I was one of them.” Hun trak en stol frem for at sætte sig. Hun lod hendes hoved falde forover mens hun forsøgte at samle hendes tanker. ”I appreciate you telling me everything. I just need a little time to get used to it. Let me come to you and Clary, okay?” Det var vigtigt for hende hun fik tid til at vænne sig til det hele. Og så fortælle det til folk.

Han kunne se hun var utilpas ved nyhederne, og det pinte ham indeni at han havde smidt det over hendes skuldre. Hun kendte Archie, og en eller anden Calla- som han ikke just vidste hvem var. Han forstod hende ærligtalt. Han forstod frygten ved navnet Sinclair som havde runget som et dystert ekko i gyderne i længere tid end mange havde levet.
"l get that feeling," mumlede han lidt, før han lagde hovedet på skrå og så hende an. Han så hende sætte sig på stolen, men han blev på sin plads - gav hende lod til at tage det hele ind, ligesom han selv gjorde. Den sidste sætning fik ham dog til at finde et papir frem fra kateteret og skrev en adresse ned.
"This is to Clarissas house, I'll let her know you might swing by sometime.. and," han knipsede let med fingerne så han fik fat i en nøgle, "here is the key, in case she is trapped in one of her books or her lap," smilede han stille og gik hen til Jess. Han satte sig ned på hug foran stolen hvor hun sad på. Stille placerede han sin hånd ovenpå hendes.
"Take the time you need okay? I'm not asking for anything, you have a life before this. You have a family, and that is the most important thing. But if you want to meet the others.. let me know, I'll be there if you need me to," pointerede han og gav hende papiret med adressen på.